Spm. nr. S 276

17) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Christian Langballe (DF) :

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at forhindre, at udenlandske studerende modtager SU eller optager SU-lån, sådan at der værnes om det gode danske SU-system og det ikke undermineres, som det sker nu?

Spm. nr. S 276

17) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Christian Langballe (DF) :

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at forhindre, at udenlandske studerende modtager SU eller optager SU-lån, sådan at der værnes om det gode danske SU-system og det ikke undermineres, som det sker nu?

Værsgo.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Hvilke initiativer vil ministeren tage for at forhindre, at udenlandske studerende modtager SU eller optager SU-lån, sådan at der værnes om det gode danske SU-system og det ikke undermineres, som det sker nu?

Ministeren.

Tak til spørgeren for at rejse en problemstilling, som også optager regeringen. Jeg deler bekymringen over de stigende udgifter til SU til udenlandske studerende og særlig de stigende udgifter til SU til EU-borgere. Vi sætter den fri bevægelighed i EU højt, det er hjørnestenen i det indre marked, og det er en klar forudsætning for vækst og beskæftigelse i Europa og i Danmark. Men selvfølgelig skal der også være rimelighed i tingene. Det har aldrig været vores mening, at EU skulle udvikle sig til en social union. Vi har stor glæde af udenlandske studerende, der vælger at uddanne sig her i Danmark, særlig hvis de bliver og arbejder videre her.

Derfor ser vi også kritisk på, om de engelsksprogede uddannelser, vi udbyder – og her kommer vi ind til kernen af besvarelsen – i tilstrækkelig grad er fokuseret på det danske arbejdsmarked og giver de udenlandske studerende de rigtige kompetencer til at arbejde her. Det har vi ikke været gode nok til på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. Sammen med institutionerne har jeg taget konsekvensen af det og reduceret optaget for 2017 med 25 pct. I forlængelse af det skridt er vi nu ved at se på de engelsksprogede bachelor- og kandidatuddannelser på universiteterne og på diplomingeniøruddannelserne, og derudover overvejer regeringen også løbende, hvordan vi bruger SU-midlerne bedst muligt, og hvordan vi kan dæmme op for de stigende udgifter til SU til udenlandske statsborgere.

Spørgeren.

Altså det, man godt kan undre sig over, er, at der faktisk er mennesker, der går på arbejde hver eneste dag og tjener penge hjem til staten Danmark, og at vi så har et system, som gør, at vi lige pludselig har forpligtet os på hele Europa, hvad angår SU og SU-lån. Jeg synes, at selve tankegangen, når man ser sådan nøgtern på det, jo er fuldkommen grotesk, for det betyder jo sådan set bare, at skatteyderne bliver spændt for en vogn, hvor de så skal til at betale for, at udenlandske studerende kan komme herop og få SU-lån og SU-understøttelse.

Jeg er sådan set tilhænger af et i øvrigt gammelt system, lige så gammelt som universiteterne, nemlig at man rejser rundt i Europa som udenlandsk studerende og bliver klogere. Men det, jeg så bare ikke forstår, er, hvorfor det er de danske skatteydere, der skal betale regningen. Det forstår jeg ikke. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke sætter en stopper for det nu. Det vil jeg så bare håbe på, at regeringen lægger sig i selen for, for jeg synes simpelt hen, at det er urimeligt, at der spildes skatteyderpenge på det her forhold – jo også helt principielt, kan man sige. For man jo kan mene, hvad man vil, om velfærdsstaten: Skal den være stor eller skal den være lille? Det er jo sådan set en diskussion, som man kan have, og det kan vi jo så være enige eller uenige om.

Men der, hvor jeg synes det afgørende principielle ligger, er, at velfærdsstaten er, hvis den skal bestå, en national forsikringsordning. Hvis man breder den nationale forsikringsordning ud på hele verden – eller hele Europa – så kollapser velfærdsstaten på et eller andet tidspunkt. Det vil i hvert fald være mit bedste bud, for den kan jo ikke bestå, hvis det er sådan, at alle benytter sig af de velfærdsydelser, som oprindelig var ment til at gælde danskere.

Ministeren.

Det vil ligge mig fjernt at anfægte hr. Langballes regnestykke, men man kunne jo f.eks. også indregne, hvor meget udlændinge, der arbejder i Danmark, i øvrigt bidrager. Man kunne også spørge sig selv: Er det meningen, at vi skal bryde EU-retten? Der går regeringens grænse, det vil vi ikke.

Jeg har mærket mig, at hr. Morten Messerschmidt i dag i et indlæg gør sig til talsmand for, at Storbritannien går en stor fremtid i møde uden for EU, og at den fremtid også venter Danmark lige om hjørnet. Jeg ved ikke, om det også er hr. Langballes opfattelse.

Det, jeg kan sige, er, at vi inden for EU-retten gør alt, hvad vi kan, for at fastholde en rimelighed og dermed også indramme nogle af de problemer, som hr. Langballe og jeg begge opfatter som værende det, jeg selv kalder dem, nemlig problemer.

Spørgeren.

Nu er jeg meget enig med min partifælle Morten Messerschmidt, som er et godt hoved, og som har nogle fornuftige synspunkter.

Altså det, jeg så mener med det her, er jo egentlig grundlæggende – jeg ved også, at ministeren er en tænksom herre, selv om han ikke kommer fra vores parti, der jo er indbegrebet af al rationalitet – at problemet er, at velfærdsstaten i fremtiden jo ikke har en chance, hvis det er sådan, at de danske velfærdsordninger udbredes til hele Europa.

Ministeren.

Nu må jeg alligevel sige, at jeg synes, at hr. Langballe anfægter Dansk Folkepartis selvforståelse, når han siger, hvad han siger. Hr. Peter Skaarup har for et halvt års tid siden beskrevet, hvordan følelser skal være det drivende element i politik, og nu siger hr. Langballe, at det er rationaliteten. Jeg har brug for en afklaring her.

Det, jeg kan sige, er, at vi ønsker, at vi skal være medlem af Den Europæiske Union. Det er vigtigt for os. Vi vil forfølge en kurs, hvor den udfordring, som udmærket beskrives, nemlig at hvis sociale ydelser bliver tilgængelige for alle – for, ja, selvfølgelig er det i udgangspunktet, grundlaget en national forsikring – så får vi nogle problematikker. Og derfor arbejder vi også bl.a. med de engelsksprogede uddannelser; vi arbejder med inddrivelse af gæld imellem andre EU-lande.

Så vi har fokus på problemstillingen, men vi ønsker ikke at tilsidesætte EU-retten.

Spørgeren.

Altså, nu kan man jo godt være indbegrebet af rationalitet og så samtidig have følelser. Det kan jo godt gå hånd i hånd, og det gør det i Dansk Folkeparti. Det turde være velkendt, at jeg ikke deler den der begejstring for EU, men jeg synes sådan set også, at det er en kæmpe udfordring i forhold til Danmark, og jeg tror faktisk, det er den største.

Med den indvandring og med den frie bevægelighed, der er, vil det også i fremtiden udfordre velfærdsstaten i en så stor grad, at man kan spørge, om den skal bestå. For i et liberalt samfund, hvor der ikke er velfærdsydelser, kan man så at sige rejse på kryds og tværs, uden at det betyder noget for statskassen. Det kan man bare ikke i et velfærdssamfund.

Ministeren.

Men jeg vil sige til hr. Christian Langballe, at hvis det er de danske statsfinanser, der er bekymringen, så bør man jo i det spørgsmål, hr. Langballe rejser, inddrage, hvilken enorm gevinst det indre marked har været for Danmark. Og det er altså et flercifret milliardbeløb, vi taler om, som Danmark har i økonomisk gevinst. Og det kan den økonomiske udfordring, som SU-problematikken repræsenterer, slet ikke måle sig med overhovedet. Det betyder ikke, at den er uvæsentlig, men det betyder, at hvis man ser rationelt på det, så må man foretage et regnestykke, der hedder: EU-medlemskabet er en enorm økonomisk gevinst, og der er også nogle omkostninger. Dem skal vi selvfølgelig prøve at minimere.

Tak til hr. Christian Langballe. Og vi siger også tak til uddannelses- og forskningsministeren for dagens indsats.

Vi går over til spørgsmål 18 til sundhedsministeren, og spørgeren er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.