Tak for spørgsmålet, som jeg antager skal ses lidt i lyset af Danmarks Radios dokumentar om udenlandske læger.
Her vil jeg indledningsvis gerne understrege, at alle læger i det danske sundhedsvæsen naturligvis både skal have de nødvendige faglige kompetencer og sproglige kompetencer til at sikre en god patientbehandling, og det gælder sådan set også de udenlandske læger.
Sikringen af det faglige niveau sker til dels gennem autorisation, men jeg er også nødt til at understrege, at det at få en autorisation ikke er en garanti for lægens faglige niveau.
Derfor vil det altid være arbejdsgiveren, som har et ansvar for at sikre, at lægen har de nødvendige kompetencer.
Det være sig en dansk læge, en dansk uddannet læge eller en udenlandsk læge, og det gælder også, uanset hvilket regelsæt lægen har opnået autorisation efter.
Så har vedkommende ikke de faglige eller sproglige kompetencer, som vedkommende skal have, så er man jo nødt til fra arbejdsgivers side at kigge på, om ansættelsesforholdet skal ændres eller det skal bringes helt til ophør.
Det gælder sådan set, uanset om det er en dansk uddannet læge eller en udenlandsk uddannet læge.
Jeg antager også, at når spørgeren spørger til en somalier, henvises der til en somalisk statsborger.
For at besvare den del af spørgsmålet kan jeg oplyse, at en somalisk statsborger ikke vil være omfattet af anerkendelsesdirektivet.
En somalisk statsborger vil med andre ord ikke kunne blive anerkendt automatisk på baggrund af en EU-uddannelse, hvad enten den er fra Rumænien eller et andet sted.
En ansøgning om autorisation for en somalisk statsborger, som er uddannet i et EU-land, skal derimod behandles efter de regler, der gælder for tredjelandsborgere, og det indebærer bl.a., at lægen skal have godkendt sin uddannelse, skal gennemføre en sprogprøve og også skal gennemføre faglige prøver og have en evalueringsansættelse, før vedkommende kan blive ansat i Danmark.
Så man kan ikke bare umiddelbart indtræde i en stilling, hvis man er somalisk statsborger, selv om man er uddannet i Rumænien.