Tusind tak for det, formand, og tusind tak for den, kan man rolig sige, overvejende positive modtagelse af forslaget her. Det er et vigtigt forslag, som flere også allerede har været inde på, og jeg vil prøve at gå lidt i dybden med det, så vi er så oplyste som overhovedet muligt om det her forslag.
Den finansielle lovgivning og regulering skal selvfølgelig sikre ordentlige forhold. Det skal den både for forbrugerne og også for aktørerne, som er på markedet så at sige. Samtidig skal den så også understøtte finansielle virksomheder i deres rolle i den grønne omstilling, og det har flere også været inde på her er helt centralt. Det skal bl.a. ske ved at bidrage til finansiering af vedvarende energikilder, og det hjælper lovforslaget her med til. Det understøtter en robust finansiel sektor og en effektiv forbrugerbeskyttelse, og det gør det samtidig lettere for sektoren at bidrage til den grønne omstilling.
Lad os prøve at starte med den grønne del, om man vil, først. I det her lovforslag handler det om at skabe klare lovgivningsmæssige rammer for realkreditfinansiering af havvindmøller i Danmarks eksklusive økonomiske zone – det, der også hedder EØZ-zonen. Der er ikke nogen tvivl om, at den grønne omstilling kommer til at kræve massive investeringer. Det gør den både fra det offentliges og det privates side. Derfor er det afgørende, at lovgivningen er klar, og at den er entydig, f.eks. at det er tydeligt, at havvindmøller i den her EØZ-zone kan realkreditbelånes – det er som det, som lovforslaget giver mulighed for – og at vi i det hele taget har fokus på, at opførelsen af nye energianlæg kommer til at kræve store investeringer, også fra private aktører. Det er det, det her forslag er med til at gøre.
Forslaget er nemlig en del af en hel række forslag, som skal være med til at understøtte udbygningen af havvindenergi. Det er forslag, der står brede flertal i Folketinget bag, og det er godt, fordi det som sagt er enorme investeringer, vi står over for. Det indebærer bl.a., at vi selvfølgelig skal være med til at sikre de bedste finansieringsmuligheder, f.eks. ved som sagt at gøre realkreditbelåningen af havvindmøller i EØZ-zonen, altså uden for 12-sømilegrænsen, til en mulighed.
Ud over understøttelsen af det grønne indeholder forslaget justeringer og præciseringer, som styrker retssikkerheden og gennemsigtigheden på det finansielle område. F.eks. foreslås det, at de mildeste tilfælde af markedsmanipulation skal kunne føre til en bødestraf i stedet for fængsel. Det kan være, hvis gerningspersonen ikke har haft til hensigt at manipulere markedet, som det er nævnt i forslaget. Samtidig, som det også været fremme, vil vi give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind over for ulovlige forhold hurtigere og mere effektivt, f.eks. ved at Finanstilsynet kan nedlægge et forbud mod at give vildledende informationer til investorer. Endelig gennemfører lovforslaget motorkøretøjsforsikringsdirektivet. Det sikrer, at forsikringstagere og skadeslidte får samme økonomiske beskyttelse som hidtil, når et forsikringsselskab bliver erklæret konkurs eller træder i likvidation.
Med de her ord ser jeg frem til den videre behandling af forslaget. Der var et par spørgsmål fra De Konservative, og der blev henvist til reglerne om tvangsfuldbyrdelse, herunder reglerne om udlæg og tvangsauktion og reglerne om boligpant. Det er vigtigt at understrege her, at lovforslaget ikke påvirker anvendelsesområdet for de her regler. Det kan vi uddybe og understrege i udvalgsbehandlingen. Det er bare for at sige, at det ikke påvirker anvendelsesområdet for det her, så der er klarhed over de her forhold, men vi uddyber gerne i udvalgsbehandlingen. Det var det.