Når der er en lang debat om et lovforslag i forbindelse med andenbehandlingen, kan man have en forventning om, at diskussionen er ved at være udtømt. Vi havde en lang debat i går ved andenbehandlingen. Den varede ca. 5 kvarter. Jeg synes egentlig, at det var en glimrende debat, men den havde altså den svaghed som dialog, at der var en part, som ikke deltog i dialogen, nemlig undervisningsministeren.
Jeg roste i går Venstres ordfører, fru Tina Nedergaard, fordi fru Tina Nedergaard gik ind i diskussionen med det, man kalder krum hals, virkelig gik ind, fordi der her var en sag, som hun var ansvarlig for, som hun også sloges for og argumenterede for. Jeg synes egentlig, når jeg tager udgangspunkt i, hvor vanskelig en sag fru Tina Nedergaard havde med at gøre, at det gik ganske godt. Man skal jo altid sætte tingene i forhold til, hvilken situation det er i, og fru Tina Nedergaards situation var ikke særlig god.
Jeg regner med, at undervisningsministeren i dag, i modsætning til sin tilbageholdenhed i går, går på talerstolen. Det var usædvanligt, at undervisningsministeren ikke var på talerstolen i går, når der var så lang en diskussion. Der var en første runde med ordførere, og der var en anden runde med ordførere. Undervisningsministeren følte sig ikke kaldet.
Nu kender jeg undervisningsministeren som en ordentlig politiker og det i ordets egentlige betydning. Det betyder ikke, at undervisningsministeren ikke somme tider kommer ud i noget snavs, for det gør hun, men det er primært ikke undervisningsministerens skyld. Det skyldes, at der er nogen, som undervisningsministeren ikke har indflydelse på, og som vi andre heller ikke har indflydelse på, som har større indflydelse, som er skyld i, at undervisningsministeren kommer ud i noget endda rigtig snavs, f.eks. omkring folkeskolen og alt det der. Det behøver vi ikke rippe op i, jeg vil bare lige nævne det, så vi alle sammen ved, hvor vi er henne.
Det var undervisningsministeren rigtig ked af, tror jeg. Jeg kunne mærke det dengang, og jeg havde egentlig også under debatten i går fornemmelsen af, at undervisningsministeren ikke var helt glad ved situationen. Det skal man altså bare indrømme. Hvis der er noget, man er lidt ked af, og hvis man ikke er helt glad ved situationen, skal man også bare sige det.
Undervisningsministeren kunne jo indlede svarreplikken til os ordførere med at sige, at hun godt kan se, at der er nogle vanskeligheder her. Det lovforslag, som ligger her, løser nok nogle problemer - vi har jo sagt, at det eksisterende ikke er godt nok - men jeg synes, at undervisningsministeren på baggrund af undervisningsministerens egne svar helt oprigtigt skal sige, at hun godt ved, at det skaber nogle nye problemer, for det gør det jo.
Det skaber nogle problemer for nogle kommuner, som i øjeblikket ved den nuværende lov lever med en vis usikkerhed, og det er jo ikke så godt at være i en usikker situation. I fremtiden får de en sikkerhed, nemlig at de kan se, hvor mange penge de taber, og at nogle kan se, hvad de vinder.
I den forbindelse kan man diskutere, hvad fordelen er. Er det en fordel at leve i usikkerhed eller at vide, at man er ilde faren? Det afhænger lidt af temperament, men jeg vil nok tro, at de kommuner, der får at vide, at de i fremtiden via DUT skal betale så mange penge ekstra, nok vil sige: Så hellere have usikkerheden. Det er klart, at der er nogle kommuner, der vil være glade, for de får penge. Det kan de se. Det andet, der er problemet, er selvfølgelig, at der også er nogle skoler, der svæver i usikkerhed. Nu kan jeg forstå, at der ligger en garanti for Nordjylland, men jeg tror nu alligevel, at det ord garanti i den forbindelse skal tages med et vist forbehold, for sådan noget kan man jo ikke garantere. Der er produktionsskoler i Nordjylland, som måske kommer til at lukke, eller der er skoler andre steder i landet, det er jo ikke afgørende, om det er i Nordjylland, om det er på Skagen eller i Arden, eller om det er andre steder
i Danmark, der er risiko for lukning. Den situation, vi altså står i, er, at der er nogle skoler, som også kommer til at leve med en usikkerhed, hvor de sådan set havde større sikkerhed før. Så er der endelig det alleralvorligste. Det er selvfølgelig, at der er nogle unge mennesker, som får et uddannelsestilbud mindre, eller som får et uddannelsestilbud, som ligger længere væk end hidtil. Jeg nævnte i går - tilfældigvis - at hvis Skagen Produktionsskole lukker, skal de unge mennesker til Frederikshavn, hvis de skal finde en produktionsskole. Der er i øvrigt en glimrende produktionsskole i Frederikshavn, men det er ikke sikkert, at de unge mennesker værdsætter den glimrende skole i Frederikshavn, når de nu skal tage futtoget fra Skagen til Frederikshavn. Det er jo et spørgsmål om, hvad vi vil prioritere i uddannelsessystemet, og hvordan vi vurderer mulighederne for, at de unge mennesker får uddannelse. De unge mennesker, vi her taler om, er fortrinsvis unge mennesker, som har prøvet noget andet, som har haft mindre held med det, de har været igennem, og som via en anden pædagogisk indsats skal prøve at rejse sig igen. Man spørger de unge mennesker: Hvad kan du? Er der slet ikke noget, du kan? Og så viser de unge mennesker, at de faktisk kan noget, for alle kan noget. De har hele tiden været stillet over for det der: Nå, kan du ikke det, så må du se at lære det. Det er den pædagogik, som vi er ved at fjerne, fordi de unge mennesker så ikke længere kan få det tilbud i samme omfang som hidtil.
Som sagt forventer vi med stor spænding undervisningsministerens tilbagekomst som en aktiv minister, som benytter sig af Folketingets talerstol, og som bruger dette forum, dette parlament, til en dialog, til en parlamenteren med os andre parlamentarikere her i Folketinget.