Jeg vil gerne starte med at gentage den kritik af regeringens tilbagevendende sjusk, vi alt for tit støder ind i ved fremsættelsen af diverse lovforslag. Endnu en gang har høringsparterne haft en fornærmende kort frist til at afgive høringssvar.
Forslaget er sendt ud den 17. november med en svarfrist den 22. november. Det er altså ikke holdbart, hvis man gerne vil have, at de mange organisationer skal have en reel mulighed for at give et svar, og det giver faktisk indtryk af, at regeringen i virkeligheden er forholdsvis ligeglad med, hvad høringspartnere har at sige.
Jeg ved godt, at nogle vil komme herop og forsvare det med, at det er, fordi det er satspuljestof, og at forslaget derfor skal træde hurtigt i kraft. Men så må man altså tilrettelægge satspuljeforhandlingerne sådan, at de afsluttes så betids, at man kan nå at få en ordentlig lovbehandling og give ordentlig tid til høringen, eller også må man vente med at lade det træde i kraft til senere. Det er ikke rimeligt at bede organisationerne om at svare inden for så kort tid.
Så til selve lovforslaget. Jeg vil gerne slå fast, at Enhedslisten går varmt ind for de foreslåede forbedringer af forældres ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn. Det er godt og nødvendigt, som flere andre har været inde på, at aldersgrænsen bliver hævet fra 14 til 18 år, og på samme måde vil nedsættelsen af kravet til sygdommens længde gøre livet lettere for de forældre, der kommer ud for den kedelige situation, at de har et sygt barn.
Men jeg vil gerne tilføje, at jeg, ligesom LO giver udtryk for i det høringssvar, de nåede at få sendt af sted, savner en lovfastsat ret til frihed til pasning af et alvorligt sygt barn, så det ikke bliver op til den enkelte arbejdsgiver, om vedkommende vil give den nødvendige frihed. På andre områder, hvor vi indfører ret til frihed, er det en rettighed, man har over for arbejdsgiveren, i stedet for at der kun skal gives dagpenge, og det synes jeg vi også skal se at få indført, når der er tale om alvorligt syge børn. Har man valget mellem at blive fyret eller tage sig af sit barn, kan mange komme i den situation, at de er nødt til at holde fast i jobbet, og så hjælper det, der indføres med forslaget, ikke meget. Det må vi se på.
Men på trods af, at vi støtter de forbedringer, der ligger i forslaget, kan vi ikke stemme for forslaget i sin helhed. For os er der nemlig et afgørende hår i suppen, og det er det helt specielle forhold, at forbedringerne ikke er solidarisk finansierede over skatten. Vi ville have været glade, hvis det målrettet var finansieret af de rigeste i samfundet, men i stedet har man valgt at tvangsindlægge arbejdsløse, pensionister og andre på overførselsindkomster til at stå for finansieringen gennem satspuljen. Det er altså nogle af de absolut dårligst økonomisk stillede, der skal betale gildet, det er og bliver asocialt, og det kan vi ikke være med til fra Enhedslistens side.
Når jeg ser alle de som regel fornuftige forslag, der bliver finansieret af de økonomisk dårligst stillede gennem satspuljen, kan jeg kun sige én ting: Satspuljepartierne pynter sig med lånte fjer, og på den baggrund vil Enhedslisten undlade at stemme til forslaget.