Sådan kan det gå. Jeg havde troet, at jeg skulle opleve hr. Jacob Buksti lidt optimistisk og i godt humør i dag, fordi han ligesom syntes, at der nu alligevel er noget fremtid i det, at vi begynder at bevæge os hen imod en løsning af noget af det, som jeg forstår hr. Jacob Buksti har påpeget.
Så vil hr. Jacob Buksti gerne have, at jeg skal forholde mig til hele EU's budget endnu inden - og det er det, jeg synes, alle skal lægge mærke til - jeg overhovedet er kommet med et forslag til, om jeg vil ændre noget. Det ville jo da være tidligt at komme med et forslag om, at man gerne ville ændre nogle ting, uagtet at man endnu ikke har lagt et forslag frem til, hvad det i grunden er, man ønsker at ændre.
Jeg kan forsikre hr. Jacob Buksti for, at vi skal nok følge nøje, hvad der sker på dette område, og det synes jeg faktisk også jeg netop har gjort. Jeg vil stadig spørge, og jeg tror, vi alle sammen vil synes, at det kunne være en god idé, hvis vi fik løst det problem.
Jeg tager selvfølgelig gerne en snak med dem, der gerne vil diskutere det, og jeg har den opfattelse, at jeg endnu ikke er stødt på nogen modstand mod at løse det problem. Hvis det medfører andre ting, skal vi nok vende tilbage, når tid er, men jeg skal altså først have et forslag klar og vide, hvad det indeholder, inden jeg kan forholde mig til, hvad vi skal gøre ved det.