Spm. nr. S 318

5) Til fødevareministeren af:
Jens Peter Vernersen (S):
»Hvilke formål tjener det at give støtte til pensionerede kalveproducenter og deres arvinger, uden at der er sat nogen udløbsdato på støtten?«

Det spørgsmål, jeg stiller, er ligesom for at få fødevareministerens begrundelse for, hvilket formål det tjener at give støtte til pensionerede kalveproducenter og deres arvinger, uden at der er sat nogen udløbsdato på.
     Når man træffer en sådan beslutning, må det jo være, fordi det har et formål. Har det virkelig haft noget som helst formål, at man på den måde skal begunstige en række mennesker, der ikke længere driver landbrug eller i hvert fald kun gør det i et meget begrænset omfang, og at det også kan gå i arv? Det vil jeg også gerne lige høre ministerens syn på.

Der er selvfølgelig ikke tale om noget selvstændigt formål i at give støtte til pensionerede kalveproducenter og deres eventuelle arvinger. Som anført i min besvarelse af det forrige spørgsmål, nr. S 316, er der tale om en følgevirkning af hybridmodellen, og som også nævnt under min besvarelse skal vi forsøge at finde løsninger på de såkaldte gyldne hektarer, som er en bivirkning af reformen.

Når man sådan ser på historien og ser, hvad der blev sagt specielt under den forespørgsel, F 33, der blev foretaget her
i Folketinget den 25. marts, så sagde Venstres ordfører på sagen, hr. Thor Gunnar Kofoed, at det var helt rimeligt med denne her ordning, fordi den sådan set bare erstattede noget, man har haft en 30-50 år. Det var i øvrigt en meget interessant måde at udtrykke det på. Den ny støtte er ikke landbrugsstøtte, men en kompensation for den støtte, der har været givet de sidste 30-50 år. Jeg tænkte, da jeg læste det, om det kunne være det, der var formålet, at man nu ville kalde det en kompensation, for det var det udtryk, der blev brugt.

Jeg vil gerne sige, at formålet med at anvende den regionale hybridmodel har først og fremmest været et ønske om at etablere betalingsrettighederne på det mest aktuelle grundlag. Det vil sige, at betalingsrettighederne fordeles til de arealer, som de respektive landmænd har driftsherreansvaret for, når reformen træder i kraft næste år. Dette ønske tilgodeses ved at fordele det meste af den afkoblede støtte gennem en regionalpulje.
     Hertil kommer så ønsket om i et vist omfang at tage hensyn til, at en stor del af indtjeningen i oksekødssektoren stammer fra direkte støtte, og dette hensyn tages gennem de afkoblede kvægtillæg. Ideen med kvægtillægget er således, at kvægproducenterne ikke pludselig i reformens første år oplever en drastisk reduktion i den modtagne støtte. Netop ved at kombinere den regionale model med elementer af den historiske Fischlermodel har det været hensigten at opnå en rimelig balance, en balanceret model til fordeling af den afkoblede støtte. Balanceret skal forstås på den måde, at der ikke sker store omfordelinger af landbrugsstøtten mellem de forskellige sektorer i landbruget, særlig kvægbedrifter i forhold til øvrige plante- og svinebedrifter, også for at sikre, at ingen må gå fra hus og hjem eller komme ud i et økonomisk uvejr på grund af det her, men at man prøver at skabe en balance.

Kan det ikke siges meget enklere, end fødevareministeren gjorde det her? Drejer det sig i al sin enkelhed ikke om, at den daværende fødevareminister og Landbrugsraadet sammen med landbrugets organisationer fandt ud af, at det her var en rimelig ordning? Det fremgår i hvert fald af de debatter, der har været her, at det er en ordning, som er kommet til verden ved aftaler specielt mellem den daværende fødevareminister og dansk landbrug. Dansk landbrug har åbenbart haft en interesse
i at få denne her ordning, og som vi også har set, har de jo netop forsvaret ordningen og kritiseret, hvis ministeren ville ændre i den. Spørgsmålet er jo igen: Kan ministeren ændre i den ordning, når det er meldt ud på hjemmesider, hvad de enkelte landmænd skal have i tilskud?

Hvad angår det sidste spørgsmål, er det min klare opfattelse, at det kan vi. Det er klart. Det er undersøgt og vil blive undersøgt, sådan at vi er helt sikre på, at det er muligt, for vi skal jo ikke pådrage os et erstatningsansvar.
     Sådan er min oplevelse i dag. Jeg vil gerne, hvis udvalget er interesseret i det, vende tilbage til det, men det er klart, at det er forudsætningen.

     Jeg må sige, at det er min klare oplevelse, at uanset om vi diskuterer landbruget eller vi diskuterer min forgænger, har man været optaget af at prøve at finde en balanceret model, og det har så også betydet, at man har lavet regionalmodellen og kombineret en lille del af den med en historisk model.
     Jeg synes, der er nogle fordele og nogle ulemper, og så er der et hjørne her, som jo altså omfatter det, vi har kaldt kvægpensionister eller de gyldne hektarer, og det synes jeg man skal gøre noget ved. Som jeg hører det, er man faktisk enig med mig i, at det skal vi gøre, så jeg forventer klart, at der vil være en god opbakning til det, når det sker.

Jeg er ked af at konstatere, at det tilsyneladende ikke er gået helt op for ministeren, hvad alvoren i den her sag er. Derfor tror jeg nok, at ministeren skulle gøre sig den ulejlighed ikke bare at have kontakt med hr. Fischler, men også med udenrigsministeren og med finansministeren, med udenrigsministeren for at få klarlagt, hvad der egentlig skete på europaudvalgsmødet den 6. juni 2003, hvor der blev givet mandat, og især interessere sig for, hvorfor Socialdemokratiet ikke kunne give mandat. Så vil ministeren kunne se, at fru Pia Gjellerup, som da førte ordet for Socialdemokratiet, klart påpegede, at konsekvensen af regeringens model på det her punkt ville være, at der kunne udbetales endog meget, meget store beløb til få landmænd. Det var derfor, Socialdemokratiet ikke kunne give mandat.
     Det mandat, regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, hviler altså på en model, som ingen kan støtte, og derfor mener jeg, at ministeren har et problem. Ministeren bør også henvende sig til finansministeren for at finde ud af, hvordan korrespondancen er mellem Socialdemokratiet og finansministeren om regeringens mandat til et eventuelt ja eller nej til EU's budget, idet situationen jo er, at det, regeringen har, kun er et foreløbigt mandat. Regeringen er i den situation, at Dansk Folkeparti vil dække halvdelen af budgettet, men ikke det hele. Hvad vil ministeren gøre ved det problem?

Jeg er jo nødt til at sige, at sådan som det ligger her, er det en udmøntning, og udmøntningen har alene at gøre med spørgsmålet om, hvem der vil kunne få denne støtte. Jeg sagde lige før, da jeg gennemgik de to modeller, at den ene er en tolkningsmodel, hvor man altså reducerer den fortjeneste, der er sket, og den arbejder vi med, mens den anden er en dynamisk model, hvor man ikke har alt med mælkekvoter og mælkeproduktion med.
     Jeg vil kun sige, at vi selvfølgelig går efter at lave en model, som er balanceret, og som løser det her problem, men som ikke bringer nogen i økonomisk uføre, for det tror jeg ikke der er nogen der har en interesse i. Hvorfor skulle vi gøre det?
     Derfor vil jeg bare sige, at når vi kommer med et løsningsforslag, så tror jeg på, at folk i Folketinget vil bakke op om det. Særlig efter at jeg i dag har hørt meldingerne om, hvor meget man vil engagere sig i at få løst det her problem, tror jeg da på, at vi sammen kan mødes om det.

Hr. Jens Peter Vernersen.

Hr. Jacob Buksti har en gang mere.

Jeg var lige ved at tro, at der var sket en ændring af Folketingets forretningsorden her i løbet af de sidste 2 minutter.
     Jeg vil gerne sige til ministeren, at jeg tror, ministeren skal tænke meget, meget over det her. I hvert fald mener jeg, at han skal sætte sig sammen med finansministeren og drøfte det.
     Det nytter jo ikke noget, at ministeren i svar på spørgsmål S 66 til sidst skriver, at der er tale om implementering af reformen i Danmark og ikke et nyt forslag fra Kommissionen til EU's Ministerråd og Europa-Parlamentet, og derfor skal der ikke søges nyt forhandlingsmandat osv.
     Så siger ministeren: Jeg tager imidlertid Socialdemokratiets spørgsmål som udtryk for, at partiet også ser en klar interesse i, at der rettes op på skævhederne. Jamen er ministeren da rigtig vel forvaret?
     Når det er sådan, at vi ikke er med, er det, fordi vi på forhånd har påpeget, at de her skævheder ville komme. Derfor er vi ikke en del af det mandat, og derfor har ministeren det problem, at ministeren ikke forstår, at det her ikke bare handler om kvæg, guldkalve og landbrugslotteri, men det handler om, hvordan ministeren og regeringen får et mandat, som kan sikre, at man kan tilslutte sig EU's samlede budget og ikke kun det halve.

Sådan kan det gå. Jeg havde troet, at jeg skulle opleve hr. Jacob Buksti lidt optimistisk og i godt humør i dag, fordi han ligesom syntes, at der nu alligevel er noget fremtid i det, at vi begynder at bevæge os hen imod en løsning af noget af det, som jeg forstår hr. Jacob Buksti har påpeget.
     Så vil hr. Jacob Buksti gerne have, at jeg skal forholde mig til hele EU's budget endnu inden - og det er det, jeg synes, alle skal lægge mærke til - jeg overhovedet er kommet med et forslag til, om jeg vil ændre noget. Det ville jo da være tidligt at komme med et forslag om, at man gerne ville ændre nogle ting, uagtet at man endnu ikke har lagt et forslag frem til, hvad det i grunden er, man ønsker at ændre.

     Jeg kan forsikre hr. Jacob Buksti for, at vi skal nok følge nøje, hvad der sker på dette område, og det synes jeg faktisk også jeg netop har gjort. Jeg vil stadig spørge, og jeg tror, vi alle sammen vil synes, at det kunne være en god idé, hvis vi fik løst det problem.
     Jeg tager selvfølgelig gerne en snak med dem, der gerne vil diskutere det, og jeg har den opfattelse, at jeg endnu ikke er stødt på nogen modstand mod at løse det problem. Hvis det medfører andre ting, skal vi nok vende tilbage, når tid er, men jeg skal altså først have et forslag klar og vide, hvad det indeholder, inden jeg kan forholde mig til, hvad vi skal gøre ved det.

Ja, men jeg håber bare, at ministeren har noteret sig, at han altså ikke på forhånd automatisk råder over et flertal for budgettet. Det synes jeg er væsentligt, for det ville da være en dårlig situation, hvis ministeren mødte frem i EU's Ministerråd uden mandat til budgettet.
     Ministeren sagde før, at betalingsrettighederne kunne opfattes som personlig ejendom, og jeg vil godt spørge ministeren: Er det i virkeligheden ikke lige så absurd, som hvis en lejer, som har fået boligsikring, men er fraflyttet sin lejlighed, bliver ved med at få boligsikringen, og vedkommendes arvinger oven i købet bliver ved med at få boligsikring til den lejlighed, som lejeren engang boede i? Det er faktisk ikke mere absurd end det, som nu ligger i disse regler, og er ministeren ikke enig i, at det må være udgangspunktet for den løsning, vi skal forhandle om?

Jeg er altså nødt til at sige til hr. Keld Albrechtsen, at jeg må komme med den indrømmelse, at da jeg sad og læste de papirer igennem, var det første, jeg kom i tanker om, ikke boligsikring. Jeg kan ikke lige overskue, om den model hænger sammen, jeg synes, den lyder lidt søgt, men jeg vil slet ikke kommentere det på anden måde end ved at sige: Nej, det var ikke det, jeg forholdt mig til.
     Jeg synes bare, det er et problem, når vi kan se, at pensionerede kvægproducenter kan pulje deres betalingsrettigheder sammen på 1 ha og få op til 37.250 kr. Det er i al sin enkelhed det, jeg synes det nok var en god idé at prøve at se på om vi kunne gøre noget ved.
     Så er jeg selvfølgelig meget glad for, at hr. Keld Albrechtsen endnu en gang viser sin omsorg for ministeren; det takker jeg for igen. Jeg forstår også, at hr. Keld Albrechtsen mener, det er godt for en minister at sikre, at han har flertal for budgettet, og jeg kan da kun bekræfte, at det synes jeg også er en god idé.

Så vil jeg bare spørge ministeren: Har ministeren på nuværende tidspunkt en forestilling om, hvornår der fremkommer et forslag til en løsning? Det er jo meget vigtigt, at tiden ikke løber os af hænde.
     Der blev rejst spørgsmålet: Kan man overhovedet tage sådanne tilsagn tilbage, når det er kommet helt præcist ud til offentligheden, hvem der skal have hvor mange penge? Jeg håber da, at ministeren har ret i, at det kan man, og det skal man også. Men jeg går ud fra, ministeren er enig i, at det er en sag, der kræver meget, meget stor hast, og også af omsorg for ministeren - det element ligger også i det - ville jeg være glad, hvis ministeren kom meget hurtigt og indbød os til et møde om sagen, så vi kunne drøfte en fremadrettet løsning.

Jeg synes, hr. Keld Albrechtsen har ret i, at det skal ske i hast, og det er også det, vi prøver på. Jeg synes også, et andet ord betyder noget for mig i den forbindelse, og det tror jeg også det gør for hr. Keld Albrechtsen, nemlig at vi vil gøre det med omhu.
     Jeg synes også, det er meget vigtigt, som hr. Keld Albrechtsen jo selv har påpeget, at vi skal sikre os det juridiske grundlag, så vi ikke ifalder et erstatningsansvar, og det har vi faktisk også allerede kigget på. Som jeg ser de foreløbige meldinger, ser det, vi har, rigtigt ud, men jeg kan forsikre hr. Keld Albrechtsen, at det skal vi nok få undersøgt, så det ligger helt fast. Det ligger klart i den handleplan, der er nu.
     Vi vil gerne gøre det så hurtigt som muligt, men mest at alt vil vi være sikre på, at når vi gør det, kan det også holde. Derfor var jeg sådan set også glad for det møde, vi havde i EU, hvor kommissæren var inde på nogle af de forhold, som jeg har redegjort for tidligere.

Nu har vi været gennem disse to spørgsmål om guldkalvene, som ministeren altså også kalder dem nu, og det sidste spørgsmål er så: Hvilket formål tjener det at give støtte til pensionerede kalveproducenter og deres arvinger, uden at der er fastsat nogen udløbsdato?

     Som jeg har hørt ministerens svar, er der overhovedet ikke noget som helst formål med at lave en ordning som den, der er fremlagt. At konsekvenserne er, at man får vedtaget halvdelen af EU's budget med støtte af Dansk Folkeparti, som
i øvrigt er lodret imod EU, har man åbenbart valgt at se stort på i sin iver efter at få denne ordning, som tilgodeser dansk landbrug, gennemført. Jeg må forstå ministeren sådan, og derfor også spørgsmålet om det tjener noget formål. Jeg vil godt høre, om ministeren er enig i det.

Jeg vil bare kort kommentere udløbsdatoen. Det er jo korrekt, at der ikke er nogen udløbsdato for støtten, men det gælder jo også for reformen som helhed. Det har ikke noget med spørgsmålet her at gøre, det gælder for hele reformen, og i øvrigt er det sådan, at det faktisk også er tilfældet for den nuværende hektarstøtte, som heller ikke har nogen udløbsdato, men nu alligevel ændres og erstattes af en begrænset støtte. Sådan er det, så det er altså helt almindeligt.
     Så vil jeg kun sige til sidst, at jeg er da glad for, at hr. Jens Peter Vernersen konstaterer, at ministeren ikke synes, der er noget formål med at have det, vi kalder en ordning for pensionerede kvægproducenter eller den gyldne hektar. I virkeligheden er det jo det, jeg som minister har forsøgt at sige hele tiden under de to spørgsmål og også tidligere, hvor jeg har tilkendegivet, at vi faktisk er i gang med at løse det, vi har betragtet som en uhensigtsmæssighed og et problem, vi gerne ville have løst. Det kan jeg kun bekræfte, og det vil vi fortsætte med.

Hermed sluttede spørgsmålet.