Spm. nr. S 454

2) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil statsministeren oplyse, hvad den danske regering inden afstemningen i Europa-Parlamentet om godkendelse af den nye Europa-Kommission har gjort for at lægge pres på den kommende landbrugskommissær for at få hende til at tilkendegive, at hun i sit kommende virke som landbrugskommissær vil afvikle støtten til landbrugsvarer og herunder få fastsat en konkret dato for den fuldstændige fjernelse af al eksportstøtte?«

Jeg går ud fra, at statsministeren kan være enig med mig i, at det var en klog beslutning, Kommissionen, eller rettere sagt den kommission, der aldrig blev en kommission, traf, da den valgte at gå af, før den nogen sinde var kommet til. Det var naturligvis nødvendigt, ikke mindst på grund af de udtalelser, den italienske kandidat var fremkommet med, som selvfølgelig ikke var til at leve med.
     Nu står vi så i den situation, at kortene skal fordeles igen. Der oplevede vi jo det sørgelige, at den danske kommissærkandidat ikke var i stand til at fremlægge en tilfredsstillende politik på landbrugsområdet. Jeg ved ikke, hvad den danske regering har gjort for at få det gjort bedre, men nu er chancen der i hvert fald.
     Hvis man igen ønsker i den danske regering at have Mariann Fischer Boel som kandidat, er statsministeren vel enig i, at så må forudsætningen være, at der skal en helt anden klar politik igennem med hensyn til afvikling af landbrugsstøtten.

Jeg vil gerne slå fast, at den danske regering overhovedet ikke har lagt pres på den kommende landbrugskommissær med henblik på at få en tilkendegivelse af, at landbrugskommissæren vil føre en bestemt politik. Det har vi ikke gjort, og det kunne jeg overhovedet ikke drømme om at gøre, for som bekendt skal den danske kommissær - ligesom kommissærerne fra de andre lande - repræsentere den fælles europæiske interesse.
     Den danske landbrugskommissær skal derfor ikke - og jeg understreger ikke - repræsentere danske synspunkter. Det er oven i købet sådan, og jeg tror, hr. Keld Albrechtsen udmærket ved det, at kommissærerne, inden de tiltræder, skal aflægge ed på, at de er uafhængige, herunder at de ikke modtager instruktioner fra deres regeringer. Det fremgår også af Traktatens bestemmelser om kommissærernes habilitet.
     Der vil jeg gerne sige til hr. Keld Albrechtsen, at den linje har regeringen fulgt, siden Mariann Fischer Boel blev udpeget som dansk kommissærkandidat.

Jeg spurgte egentlig også statsministeren, om han ikke syntes, det var klogt, at Kommissionen havde kastet håndklædet i ringen, for statsministeren var vist i går ude med en påstand om, at det ville være bedst, hvis Kommissionen blev godkendt. Jeg går da ud fra, at statsministeren i dag kan se, at det faktisk ikke ville have været så heldigt, hvis den var blevet godkendt, at det faktisk var klogt, at den gav op, fordi den simpelt hen var for belastet.
     Det vil give en ny chance for statsministeren også i forhold til den danske kandidat, for det er jo ikke rigtigt, hvad statsministeren siger, at man ikke må gøre synspunkter og krav gældende over for Kommissionen. Selvfølgelig må man det. Enhver regering i EU forsøger til hver en tid at påvirke Kommissionens politik.
     Det, der er det dårlige ved den her sag, er, at vi fik udpeget en kommissærkandidat fra Danmark, som tilsyneladende intet har gjort for at få afviklet landbrugsstøtten, det vigtigste programpunkt overhovedet på halvdelen af EU's budget, nemlig at landbrugsstøtten skal afvikles, at eksportstøtten skal afvikles. Der kom ingenting. Den danske kandidat var fuldstændig mundlam i det spørgsmål. Det ved statsministeren jo godt, og det kan da ikke være rigtigt, at det skal være sådan.
     Der er ikke noget traktatmæssigt til hinder for, at en regering kan sige til Kommissionen, at den gerne vil have, at Kommissionen fører den og den politik. Det ved statsministeren også godt. Det er helt almindeligt i EU.

Nu synes jeg, hr. Keld Albrechtsen bliver svag i koderne, meget svag i koderne. Nu siger hr. Keld Albrechtsen, at det, det drejer sig om, er at sige til Kommissionen, hvad den danske regering mener. Jamen det gør vi da jævnt hen, men det var jo ikke det, hr. Keld Albrechtsen sagde i sit spørgsmål.

     Det, hr. Keld Albrechtsen har stillet spørgsmål til mig om, er, hvad den danske regering har gjort for at lægge pres på den kommende landbrugskommissær. Det, hr. Keld Albrechtsen spurgte om, da han stillede sit spørgsmål, var ikke, hvad vi ville sige til Kommissionen. Nej, det var, hvad regeringen ville gøre for at lægge pres på den kommende landbrugskommissær.
     Jeg forstår godt, at hr. Keld Albrechtsen nu bliver svag
i koderne og rykker tilbage fra sit oprindelige spørgsmål, for hr. Keld Albrechtsen må indse efter det, jeg har svaret i dag, at hvis regeringen havde gjort, som hr. Keld Albrechtsen nu krævede, nemlig at lægge pres på kommissæren, så ville det være i strid med Traktaten, i hvert fald hvis kommissæren så lyttede til, hvad den danske regering prøvede at presse hende til. Det ville simpelt hen ikke være lovligt. Det har hr. Keld Albrechtsen nu indset, og derfor prøver han nu elegant at komme uden om, at det, hr. Keld Albrechtsen i virkeligheden stillede spørgsmål om, var om at lægge pres på kommissæren. Det må man ikke, og derfor omformulerer hr. Keld Albrechtsen det nu til, at det bare drejer sig om, at den danske regering skal sige til Kommissionen, hvad den mener. Jamen det siger vi da så tit, og der baserer regeringen sig på de vedtagelser, der er her i Folketinget.

Nu forsøger statsministeren jo så at dække sig bag en hel masse juristeri, men problemet er først og fremmest, at der ikke bliver gjort noget ved landbrugsordningerne, selv om regeringen officielt hele tiden siger, at dem skal vi have afviklet. Det siger man officielt. Reelt gør man ingenting.
     Så udpeger man en kommissærkandidat, som intet foretager sig i den sag, og så møder der en Kommission op med et program for Europa-Parlamentet, hvor der heller ingen fremskridt er i den sag, og intet hører vi fra den danske regering.
     Statsministeren står jo nu i den situation, at hele spillet om, hvem der skal være kommissær, igen bliver åbnet, og der står statsministeren altså ikke med den allerstærkeste kandidat, skulle jeg bare hilse og sige. Statsministeren står med en kandidat, der ikke har markeret sig på det vigtigste spørgsmål overhovedet på hendes område, nemlig landbrugsstøtten, og derfor synes jeg da, at statsministeren og vi andre har et fælles problem, nemlig hvis der ikke kan gøres noget ved det problem med Mariann Fischer Boel, om det så kunne være, at vi skulle have en kandidat fra Danmark, som rent faktisk ville gøre noget ved det problem. Det var jo også en mulighed.
     Har statsministeren overvejet den mulighed?

Det kan godt være, at hr. Keld Albrechtsen har et problem. Det er jeg tilbøjelig til at tro hr. Keld Albrechtsen har, men det er aldeles ikke fælles med mig. Det vil jeg gerne sige.
     Det, hr. Keld Albrechtsen nu prøver at dække over, er jo
i virkeligheden, at når hr. Keld Albrechtsen står i det danske Folketing og tordner og kræver, at nu skal al landbrugsstøtte væk, jo før jo bedre, så er de virkelige modstandere, som hr. Keld Albrechtsen har, jo ikke i denne Folketingssal. De virkelige modstandere, som hr. Keld Albrechtsen har, er hr. Keld Albrechtsens politiske allierede, ikke mindst i Sydeuropa. Det er dem, der er skeptiske, ja, for ikke at sige direkte modstandere af, at der overhovedet røres ved landbrugsordningerne. Hr. Keld Albrechtsen er jo ikke så glad for at tale om i denne Folketingssal, at det er dér, hr. Keld Albrechtsen har sit virkelige problem, men det er ikke et problem, der er fælles med mig.

Jeg må indrømme, at jeg er noget lamslået over, at statsministeren kan opfinde så kunstfærdig en teori nærmest om en eller anden form for europæisk sammensværgelse eller sådan noget, som jeg skulle indgå i. Jeg ved ikke, om statsministeren kunne uddybe, hvad det var for nogle alliancepartnere, jeg skulle have fundet mig i Sydeuropa. Jeg kender ikke noget til det, men det er formentlig bare et forsøg på at afspore debatten.
     Statsministeren har et problem, og det problem hedder, at der ikke blev gjort den indsats, der skulle gøres, hverken af Kommissionen som helhed eller af den danske kommissærkandidat i det helt afgørende spørgsmål inden for landbruget, nemlig afviklingen af landbrugsstøtten.
     Hvis statsministeren ikke foretager sig noget, og hvis statsministeren bare igen indstiller Mariann Fischer Boel, så ved vi jo godt, hvad der sker, nemlig ingenting. Det, jeg siger, er bare, at det da også må være et problem for statsministeren. Eller er realiteten, at statsministeren i virkeligheden er ganske godt tilfreds med, at der ikke sker fremskridt med afvikling af landbrugsstøtten? Det er jo den mistanke, man får med den umådelige passivitet, som så skal iklædes nogle juridiske gevandter.
     Men det korte af det lange er jo, at den danske regering ingenting foretager sig og ikke ønsker at foretage sig noget som helst og er ganske godt tilfreds med, at den har en kandidat, der heller ikke ønsker at foretager sig noget som helst.

Hr. Keld Albrechtsen har altså fuldstændig misforstået min beskrivelse, hvis han er kommet til at opfatte den sådan, at jeg ville give en fremstilling af, at hr. Keld Albrechtsen var med i en stor sammensværgelse. Det var slet ikke min hensigt, tværtimod vil jeg sige.

     Det var et forsøg på at fremstille kendsgerningen, nemlig at hr. Keld Albrechtsen stort set er isoleret i den politiske familie, han i øvrigt tilhører i Europa. Hvis man spørger i andre lande og spørger andre landes politikere, som har synspunkter, der måske ikke er helt identiske med hr. Keld Albrechtsens, men dog i slægt med dem, specielt hvis vi går til socialister i Sydeuropa, så er der dér en udbredt modstand mod at røre alt for meget ved landbrugsordningerne.
     Det, jeg forsøgte at beskrive, var bare, at når hr. Keld Albrechtsen føler, han har et problem, så er hans virkelige problem den modstand mod at røre landbrugsordningerne, som i høj grad kommer fra den kant. Det er jo ikke her i Folketinget. Den danske regerings holdning er velkendt: Vi ønsker reformer af landbrugspolitikken. Vi respekterer selvfølgelig indgåede aftaler i EU, men vi er for reformer.
     Det er derfor, at det er skyggeboksning, når hr. Keld Albrechtsen prøver at opføre denne scene her i Folketingssalen.
     Nej, hr. Keld Albrechtsen skulle i virkeligheden tage rundt i Europa og tale med dem, han er i politisk slægtskab med, og prøve at overbevise dem om, at der skal ske reformer.

Hermed sluttede spørgsmålet