Jeg kan til det første sige til hr. Jørn Dohrmann, at det har jeg sådan set svaret på til hr. Morten Bødskov. Jeg mener ikke, det vil være en særlig klog strategi at sige, at man nu alene skal køre på en enkelt kommissær. Jeg kan sådan set godt forstå oppositionens lyst til at køre på en dansk kommissær, men det, som er i dyrevelfærdens interesse, er, at vi får påvirket en hel Kommission til at komme med et forslag, der er langt, langt bedre end det, det hollandske formandskab fik vedtaget i går.
Der gjorde jeg det på rådsmødet i går, at jeg dels udnyttede muligheden for under fire øjne at drøfte sagen med den nyudnævnte kommissær, der har ansvaret for området - og det er jo ikke fru Mariann Fischer Boel, det er den nye cypriotiske kommissær - dels under selve rådsmødet også påpegede, at jeg håbede på, at den nye Kommission tager emnet op. Det har jeg i hvert fald en stor forhåbning om kan ske, også inden den meget lange tidsfrist, som blev fastsat i går, er udløbet. Den tidsfrist er jo omkring 2010.
Jeg vil sige til hr. Jørn Dohrmann, at nu går vi selvfølgelig tilbage og kigger forslaget meget, meget, meget grundigt igennem, og jeg har tænkt mig at indkalde samtlige Folketingets partier til en drøftelse ovre i Justitsministeriet af, hvad vores handlemuligheder er, efter
- om man så må sige - at det nye regelsæt nu er lagt på plads. Desværre er der jo tale om en forordning. Det betyder, at den er umiddelbart gældende, og den vil altså begrænse Danmark temmelig meget i, hvad vi kan gøre og ikke kan gøre, og det er også det, der er det sørgelige ved denne her sag. Men i hvert fald synes jeg, at Folketingets partier skal have en mulighed for at komme med deres input til, hvordan vi kommer videre. Indtil videre tror jeg sådan set, at det bedste, vi kan gøre, er, at vi sørger for, at Europa-Parlamentet bliver ved med at have fokus på sagen, og at vi lægger pres på Kommissionen. Vi skal ikke give op; vi skal blive ved med at presse på, for vi har en god sag, og vi har også videnskaben og den videnskabelige dokumentation på vores side.