Den sidste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 175:
Forslag til finanslov for finansåret 2006. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 25/8 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Som nævnt i mit brev til grupperne af 24. august 2005 er taletiden for ordførerne i første omgang 15 minutter. Der vil efter hver ordførertale være adgang til korte bemærkninger til ordføreren.
     Der gives som vanligt adgang til to korte bemærkninger, der afvikles i umiddelbar forlængelse af hinanden. De korte bemærkninger fremsættes fra pladserne, mens svaret gives fra talerstolen.
     Man kan melde sig med sin korte bemærkning, når den pågældende ordførertale er påbegyndt.
     Der er afsat maksimalt en time til korte bemærkninger efter hver ordfører. Skulle der fremkomme flere ønsker, end der er tid til, vil der ved fordeling af de korte bemærkninger gives fortrinsret til ordførerne og i øvrigt tilstræbes en rimelig fordeling grupperne imellem. For at udnytte den begrænsede tid bedst muligt vil jeg henstille, at man undgår at gentage spørgsmål til samme ordfører, ellers kan man risikere påtale fra formanden.
     Efter finansministerens indlæg vil der være mulighed for en ny ordførerrunde. Her er taletiden 10 minutter, og der er korte bemærkninger til de ordførere, der tager ordet.

Forhandling

Pengene fosser ind i statskassen, ikke fordi vi sætter skatten op, ikke fordi vi sætter massevis af gebyrer op, ikke fordi vi belaster borgerne med nye afgifter, tværtimod.
     Pengene fosser ikke ind i kassen ved at gøre borgerne fattigere, men ved at borgerne bliver rigere. Pengene fosser ikke ind i kassen, fordi borgerne bliver plukket, men fordi borgerne har lyst til at bestille noget.
     Pengene fosser ind i statskassen, fordi det går godt i Danmark, rigtig godt, ikke ufattelig godt, men forventelig godt, ikke ufattelig godt, for det er sådan lidt Fætter Højben-agtigt, ufattelig godt er, når man får det hele forærende af rent og skært held.
     Men sådan er det netop ikke. Det er tværtimod dødkedeligt, hårdt slid, der ligger bag den forventelige succes. Det går godt for de offentlige finanser, fordi beskæftigelsen stiger med titusindvis af job, fordi ledigheden er faldet til under 5 pct., og fordi væksten i samfundet stiger støt. Og det går godt for borgerne, fordi de kan gøre en indsats, fordi de kan sætte nye ideer i søen, fordi de kan disponere i tillid til, at deres anstrengelser ikke bliver straffet med høje afgifter og flere skatter.
     Det er en positiv cirkel. Borgerne har tillid til, at regeringen har styr på den offentlige pengekasse. Borgerne har tillid til, at regeringen ikke pludselig har en negativ overraskelse gemt i skuffen. Borgerne ønsker ingen overraskelser, de vil kende rammerne. Borgerne ønsker ingen eksperimenter, de vil nemlig ikke være forsøgskaniner. De forventer, at regeringen har styr på den offentlige pengekasse. De forventer, at regeringen fortsætter den kurs, der er lagt.
     Og de har fuldstændig ret. Sagt ærligt, så er regeringens finanslovforslag for 2006 nok det mest forudsigelige finanslovforslag, vi har set. Det rummer aldeles ingen grimme overraskelser, ingen stinkende afgiftsbuketter, ingen drastiske besparelser på det offentlige forbrug, ingen pinsepakker eller påskepakker eller julepakker, bare støt og rolig fortsættelse af regeringens kurs. Helt forventeligt, helt tillidsfuldt, helt forudsigeligt.
     Men hurra for forudsigeligheden, gud ske tak for, at vi ikke længere skal afvente en socialdemokratisk finanslov i frygt og i bæven. Denne regerings finanslov er tværtimod et håndslag til borgerne om, at de kan disponere trygt og sikkert i tillid til regeringens valgløfter, for vi opfylder jo vore valgløfter til punkt og prikke.
     Nu nedsætter vi forældrebetalingen i daginstitutionerne til 25 pct., i første omgang for børn under 3 år, akkurat som vi lovede. Vi afsætter 700 mio. kr. ekstra til sundhedsområdet, bl.a. til at behandle kræft, akkurat som vi lovede. Vi afsætter knap 700 mio. kr. over de næste par år til folkeskolen, så børnene kan få flere timer i bl.a. dansk, akkurat som vi lovede. Vi lægger op til en plejehjemsgaranti, så de ældre ikke skal risikere at dø på venteliste. Også det er en opfyldelse af, hvad vi lovede.
     Vi øger støt og roligt den offentlige forskningsindsats med 440 mio. kr., akkurat som vi lovede. Dermed stiger den samlede forskningsindsats målt i procent af BNP. Nogle vil sige, det er for lidt. Bare rolig, vi vil nå vores mål, vi vil være blandt de mest ambitiøse europæiske lande også om 5 år. Tænk på, at nu står vi ved et vendepunkt. Nu er det slut med at fylde de huller, som den tidligere regering efterlod. Nu går vi i gang med at bygge ovenpå, akkurat som vi lovede. Vi holder alle vores løfter, og samtidig med at vi holder den økonomiske kurs for 2010-planen.

     Oppositionen påstod, det ikke kunne lade sig gøre. Oppositionen påstod, at skattestoppet ville undergrave de offentlige indtægter. Oppositionen påstod, at regeringens politik ville kræve drastiske nedskæringer, men oppositionen tog fejl. Denne regering har vist, at det kan lade sig gøre, at man både kan øge det offentlige forbrug stille og fredeligt, samtidig med at man sænker skatterne stille og fredeligt, og samtidig med at man nedbringer den offentlige gæld stille og fredeligt.
     Er regeringen begunstiget af et helt utroligt held? Er dansk økonomi trukket op i det høje gear af udenlandsk opsving? Mit svar er, at man skal se sig omkring. Det går jo ikke ligefrem fantastisk godt rundtomkring i Europa, og alligevel holder vi skindet på næsen i Danmark og lidt til.
     Er vi ramt af Fætter Højben-effekten? Nej, tværtimod. Hvis jeg skal sammenligne finansloven for 2006 med en person fra Andeby, er det ikke Fætter Højben, men Bedstemor And. De gode resultater er netop ikke en konsekvens af held, men af bevidst politik. Bedstemor And arbejder hårdt, hun har styr på økonomien, hun lægger til side til hårde tider, men hun sørger også for at vedligeholde bygningerne på sin gård. Og så har Bedstemor And altid råd til at tage sig af sine nevøer og dem, der i øvrigt trænger til hjælp. Bedstemor And er ikke fedtet, hun er fornuftig.
     Jeg ved godt, at nogle vil sammenligne regeringen med Onkel Joakim, der flyder i penge og alligevel ikke under sine omgivelser så meget som en 25-øre. Tag f.eks. den tegning, der prydede forsiden af Politiken dagen efter, at regeringen præsenterede sin finanslov. Tegningen var lavet af Roald Als, jeg tror, den var lavet for at underbygge Politikens nye reklamer, der hedder »Venstreorienteret propaganda«. Jeg ved det ikke, men på tegningen så man i hvert fald finansministeren rulle sig i penge. Alt imens stod en fattig pensionist og måtte bidrage til festen med sine småmønter.
     Men sandheden er bare den modsatte, nemlig at ingen skal aflevere mere til statskassen, at alle er sikret af skattestoppet. Og sandheden er, at pensionisterne igen i år helt automatisk får reguleret deres indkomster op set i forhold til velstandsstigningen i samfundet. Når det går godt for de erhvervsaktive, går det godt for dem på overførselsindkomster - helt automatisk. Aldrig har pensionisterne i Danmark været så rige som nu. Aldrig har de arbejdsløse haft så trygge økonomiske vilkår som nu.
     Men selv om det går godt i Danmark, er det jo ikke ensbetydende med, at udviklingen fortsætter i det uendelige. Netop derfor føler vi i Venstre, at vi er bundet af 2010-planen og dens målsætning om at halvere den offentlige gæld. Vi ved, at efter de fede år kommer der magre år. Vi ved, at der vil være færre erhvervsaktive i fremtiden, stadig færre unge og stadig flere, der skal forsørges, stadig flere pensionister.
     Derfor arbejder vi målrettet med at nedbringe den offentlige gæld, og det glæder mig, at det går helt efter planen og lidt til. Gælden var på 50 pct. af BNP i år 2000, næste år vil den være faldet til 32 pct. Og vi lader os gerne måle på, at planen holdes, så gælden er faldet til de planlagte 25 pct. i år 2010. Vi må og skal nedbringe den offentlige gæld, så vi ikke bliver sårbare over for økonomiske chok. Vi må og skal nedbringe den offentlige gæld, så vi har lidt mere råderum også til fremtidens pensionister.
     Nogle tror, at det nok skal gå, alene fordi vi bliver mere produktive og mere velstående, at vi kan producere os ud af forsørgelsesproblemet. Det kan vi ikke. Udgifterne til forsørgelse bliver nemlig forøget i takt med, at vi alle bliver mere velstående, netop fordi pensionister, arbejdsløse osv. automatisk får del i velstandsstigningerne. Hvis vi ønsker at fortsætte på den måde, så må vi lægge penge til side. Vi kan ikke bilde os selv ind, at pengene, vi får i kassen, vil fortsætte med at strømme ind.
     Derfor ville det da også være helt uansvarligt at give los, uansvarligt at begynde en offentlig forbrugsfest. Det ville være ren Anders And-politik, det ville være en tilbagevenden til den uansvarlige linje, der prægede Danmark
i 1970'erne, en linje, som både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har søgt at undgå lige siden.

     De fleste, bortset fra Enhedslisten, er vel klar over, at der er grænser for, hvor uansvarlig man kan være, at der er grænser for, hvor meget man kan gældsætte og beskatte danskerne, uden at det giver bagslag. Stod det til Enhedslisten, ville finansloven minde om Bjørnebandens ønskedrøm, en drøm om at tømme lommerne på de hæderlige, hårdtarbejdende borgere. Jeg tager hatten af for det festlige indslag, Enhedslisten udgør i dansk politik, men jeg glæder mig nu samtidig over, at Bjørnebanden heldigvis aldrig har heldet med sig, heller ikke i Andeby. Og så glæder jeg mig i øvrigt til de kommende finanslovforhandlinger, hvor alle partier har en rolle, hvis de vil spille positivt med.
     Fra Venstres side lægger vi vægt på at afprøve oppositionens reelle forhandlingsvilje, ikke for at drille, men fordi vi oprigtigt tror på, at de fleste partier i Folketinget har en fælles interesse i, at de offentlige finanser fortsætter deres sunde udvikling, ikke på bekostning af borgernes velstand, men i kraft af borgernes velstand.

Der er nu anmeldt en række korte bemærkninger til ordføreren, og jeg nævner dem lige for en ordens skyld: Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Ole Sohn, fru Anne Baastrup, hr. Klaus Hækkerup, hr. Rasmus Prehn, fru Mette Frederiksen, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Ole Glahn, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Johannes Poulsen, hr. Morten Østergaard, fru Lene Jensen, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Morten Homann, hr. Høgni Hoydal, fru Lotte Bundsgaard.
     Først fru Pernille Rosenkrantz-Theil for en kort bemærkning til ordføreren.

Forudsigeligt? Ja. Asocialt? Det må vel også blive et ja. Altså, hr. Peter Christensen har fuldstændig ret, når han siger, at det sker fuldstændig automatisk, at pensionister og andre bliver reguleret år for år, men den automatik handler altså om, at de bliver reguleret dårligere end alle andre.
     Det har fået en af vismændene til at slå fast, at det øger uligheden i samfundet. Det har fået en af vismændene til at slå fast, at hver femte dansker er hægtet af forbrugsfesten. Det er den automatik, der også er i det her års finanslov.
     Så er det, at det må være rigtig svært for den enkelte folkepensionist eller for den enkelte førtidspensionist, der har knoklet hele livet for at bygge det velfærdssamfund op, som hr. Peter Christensen og jeg altid har nydt godt af, at forstå, hvorfor man i et år med over 40 mia. kr. i kassen også skal reguleres dårligere. Det kan være, at hr. Peter Christensen har en forklaring på det.

Som jeg sagde i min ordførertale, så bliver overførselsmodtagerne reguleret helt på samme vis i 2006, som de blev i 2005 og alle årene før, en regulering, der jo netop betyder, at også pensionisterne får del i den stigning, der er blandt de erhvervsaktive.
     Men det er rigtigt, at jeg har forstået på Bjørnebanden, undskyld, Enhedslisten, at man ønsker, at uligheden skal fjernes ved, at vi skal brandskatte. Der er jeg bare nødt til at sige, at vi jo netop er uenige, for når man går ind og ser på, hvor det er, der opstår en lidt større ulighed i de her år, så er det jo ikke på indkomstsiden, så er det på kapitalopbygningssiden, altså fast ejendom.
     Hvis man derfor snakker lighed og mener, at det er vigtigere end alt andet, hvad jeg ikke synes, jeg synes, det vigtigste er, hvordan man tager sig af de svageste, så skal man jo gå ind og brandskatte boligen, alt andet vil være hykleri, og der er vi jo så bare uenige.

Det er jo rigtigt, at vi går ind og finansierer, at førtidspensionister og pensionister og andre skal have det efterslæb, som de har i forhold til alle andre, men ikke på den måde, hr. Peter Christensen siger. Jeg vil gerne bede hr. Peter Christensen slå op i det finanslovudspil og vise mig, hvor de ting kommer fra. Virkelighedens verden er, at vi sådan set bare beder Joakim von And om at spytte i kassen på fuldstændig samme niveau som alle andre. Vi mener nemlig, at det er rimeligt, at Joakim von And fuldstændig ligesom alle andre bidrager til fællesskabet.
     Jeg synes sådan set, at det, der karakteriserer det her års finanslov bedst, er, at den her regering er en fedterøvsregering. Den fedter for aktieejerne, den har fedtet for de fattigste, og den spiller fedtspilleri i forhold til fremtidens velfærdssamfund. Det kan man da ikke kalde andet end en gedigen fedterøvsregering.

Jeg synes, det er vigtigt, at der ikke bliver uklarhed om, hvordan det er, at overførselsmodtagerne bliver reguleret, at der ikke sidder en pensionist og tænker: Får jeg mindre næste år, end jeg får i år?
     Dertil er svaret nej, pensionisterne får mere, og det gør alle andre overførselsindkomstmodtagere også, netop fordi vi ikke regulerer efter, hvad priserne stiger med, men fordi vi oveni spørger, hvad den generelle velstandsstigning i samfundet er. Så derfor, uanset hvor mange gange fru Pernille Rosenkrantz-Theil vil give det indtryk, at f.eks. pensionister får det dårligere, så er det simpelt hen bare ikke rigtigt.

Hr. Peter Christensen har brugt meget tid på at forklare reguleringen af pensionerne, som er, som den har været i årtier. Det er intet - intet - nyt i det, regeringen har foretaget sig omkring reguleringen af pensionerne.
     Det, der er det nye, og det, som hr. Peter Christensen overhovedet ikke nævnte, er, at jeg i nat, mens jeg sov, tjente 1.000 kr. i kraft af de enorme stigninger, der er på boligerne. Hele ministerbænken har også tjent 1.000 kr. i nat uden at røre en finger, bl.a. i kraft af det skattestop, som regeringen har lavet.
     Det øger uligheden ud over det rimelige, at vi, som er så heldige at være på boligmarkedet, skal have arbejdsfrie gevinster, mens regeringen har skåret ned for kontanthjælpsmodtagerne, mens regeringen ikke sørger for, at der er penge nok i kommunerne, sådan vi kan få en folkeskole, der fungerer og ikke bliver nedslidt. Det skaber ulighed. Og jeg kan godt sige til hr. Peter Christensen, at Bedstemor And ville have taget fat i Venstres finansordfører og rykket ham
i ørerne og sagt, at det kan man simpelt hen ikke være bekendt i så rigt et samfund som vores.

Jeg vil først starte med at ønske hr. Ole Sohn tillykke med, at hans bolig er steget. Det modsatte ville være værre. Jeg glæder jeg mig sådan set over, at vi ikke står i en situation, hvor der er en masse mulighed for tvangsauktioner, så tillykke med værdistigningen.
     Jeg bor selv i Sønderjylland. Der oplever jeg ikke helt tilsvarende stigninger, men lad det være. Det synes jeg er noget markedet må regulere. Men det, jeg vil garantere alle boligejere, uanset om det er dem, der bor sammen med mig i Sønderjylland, eller hvor de bor i det her land, er, at skattestoppet gælder. Uanset om man er lejer eller ejer, gælder skattestoppet, og det betyder, at vi jo netop er uenige med SF i, at vi skal gå ind og brandskatte de stigninger, vi har set de seneste år, for de falder for det første meget, meget skævt - det er ikke sådan, at hele landet har de samme stigninger, det har noget med efterspørgsel at gøre - og for det andet synes jeg, at man jo også skal tage højde for, at det altid går både op og ned med huspriser.
     Vi har sagt, at vi ikke kommer og beskatter stigningerne, men vi har også sagt, at hvis vi pludselig skulle se et fald på boligmarkedet, så kommer vi altså heller ikke og hjælper boligejerne. De må selv indrette sig efter, at det netop kan gå både op og ned.

Hvis det nu er sådan, at man et år har en indkomst på 200.000 kr. og det efterfølgende år tjener 300.000 kr., så betaler man mere i skat, fordi man har en højere indtægt. Men den regulering har man sat ud af kraft på boligmarkedet, så det er ikke et spørgsmål om, at SF ønsker at brandskatte bolig, det er bare et spørgsmål om, man udviser rettidig omhu på nøjagtig samme måde, som vismændene gang på gang har påpeget, at vi er med til at skævvride samfundet i en helt uhyggelig grad, hvis ikke vi foretager en beskatning af boligen, som bare er inden for rimelighedens grænse. Det var det ene.
     Det andet er, at jeg tror, hr. Peter Christensen glemte noget i sin indledning, hvor hr. Peter Christensen forklarede, hvor godt det gik. Jeg synes ikke, jeg på et eneste tidspunkt hørte årsagen til, at pengene fosser ind i statskassen. Det er jo i kraft af de ekstraordinære indtægter, der er på olien, og det er i kraft af de ekstraordinære indtægter, der er som følge af den lave rente. Det skyldes ikke regeringens politik, snarere tværtimod.

Jeg har flere gange hørt, at både SF og for den sags skyld ogs Socialdemokratiet siger: Vi vil ikke brandskatte. Det gør mig jo ikke mere rolig, at man bruger det udtryk, for jeg har forstået på hr. Ole Stavad, at han i øvrigt mener, han aldrig nogen sinde, da han var skatteminister, har brandskattet nogen. Derfor synes jeg, det giver så bred en manøvremulighed, at jeg bestemt ikke er tryg.
     Men jeg kan altså forstå, at SF ser det som en meget, meget vigtig sag, at vi får øget beskatning af boligerne, og at man vil bruge sin indflydelse over for Socialdemokraterne til, at det bliver boligejerne, der kommer til at betale. Og der må jeg bare konkludere, at der er en meget tydelig forskel. For os er det vigtigt at sige til boligejerne, at de kan være helt trygge, at de kan disponere, at skattestoppet gælder.

Det er karakteristisk for regeringens politik, at den træder på de mennesker, der ligger ned. Det er karakteristisk for regeringens politik, at folk på kontanthjælp konstant forfølges. Regeringens svar har været at fjerne op til 2.500 kr. om måneden for kontanthjælpsmodtagere, på trods af at der ikke er nogen mulighed for, at de kan komme ud på arbejde.
     Vi havde så i sidste uge en debat i medierne om, hvordan det kunne være, at man kunne konstatere, at der ikke var nogen kontanthjælpsmodtagere, der kom i arbejde, pisken duede ikke. Og hvad var Venstres ordførers svar? Hr. Vibjerg sagde:
Det handler udelukkende om, at socialrådgiverne er bange for at miste deres arbejde, og derfor holder de kontanthjælpsmodtagerne fast på kontanthjælp. Jeg vil godt spørge: Er hr. Peter Christensen enig i denne analyse?

Vi træder ikke på kontanthjælpsmodtagere, men vi har den holdning, at det ikke er at være god ved mennesker, at der ikke er nogle incitamenter til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det var hele baggrunden for, at vi lavede det loft over kontanthjælpen, og heldigvis var der et bredt forlig her i Folketinget. Det er rigtigt, at SF og Enhedslisten ikke ville være med, men derfor kalder jeg det nu stadig væk et meget, meget bredt forlig.
     Så har det været diskuteret, hvordan virkningerne har været. Jeg kan forstå, at den diskussion bygger på en evaluering, der er foretaget meget, meget kort tid efter, at ændringerne trådte i kraft, så man ikke har haft mulighed for egentlig at se, hvad de reelle virkninger af det har været. Jeg kan forstå, at der også står, og det er det, som jeg går ud fra, at hr. Jens Vibjerg har hentydet til, at kontanthjælpsmodtagerne ikke får information om de muligheder, de har. Og det synes jeg da også er et problem vi skal have gjort noget ved.
     Men nu må vi jo se. Jeg ved, det skal tages op i forligskredsen, jeg tror, det er til oktober, og så må man jo få drøftet, hvordan det her virker, og få lavet en evaluering, der tager fat på et tidspunkt, hvor ordningen har fået lov at virke lang tid. Men det afgørende, synes jeg, det principielle er, at det for alle mennesker skal kunne betale sig at arbejde.

Jeg synes, det er skammeligt, at vi har et regeringsparti, der på den måde fuldstændig tilsidesætter faglige vurderinger fra socialrådgiverne, som lægger en stor befolkningsgruppe for had og samtidig siger, at kontanthjælpsmodtagere ikke vil
i arbejde. Vi havde i Arbejdsmarkedsudvalget en konkret sag for nogle måneder siden, hvor det drejede sig om en psykisk syg mand, der havde fået den besked af lægen, at han ville blive mere syg, hvis han tog arbejde. Kvinden, hans kone, var på barsel. Disse to mennesker blev også udsat for det her loft, hvor de gik 2.500 kr. ned om måneden. Det vil sige to mennesker, hvor den ene er på barsel og simpelt hen ifølge EU-reglerne slet ikke må arbejde, og hvor den anden har en lægeerklæring på, at han bliver mere syg af det. Er det Venstres politik på det sociale område? Er det virkelig det, man vil lægge ryg til?

Jeg vil gerne slå en streg under, at vi bestemt ikke diskriminerer eller er ude efter en faggruppe som socialrådgiverne - tværtimod. Hvorfor skulle vi være det? Men jeg synes da, det må være legalt også at sætte ord på, hvad det var, der stod i den rapport, selv om jeg vil understrege, at jeg synes, den er lavet lidt tidligt efter, at ordningen trådte i kraft. Men der står, at der er en information, som de kontanthjælpsmodtagere ikke får, men som de bør have. Hvis man ikke kan rejse den debat, så får vi jo ikke forbedret systemet. Jeg tror sådan set også sagtens, at socialrådgiverne kan leve med, at man netop går ind og påpeger de problemer, der er, uden at det bliver taget som en kritik af en faggruppe.
     Jeg tror, vi alle er klar over, at der jo ingen faggrupper findes i det her land, som ikke skal kunne regne med, at det arbejde, de udfører, bliver evalueret, og at den evaluering kan betyde, at der også er nogle ting, som kunne gøres bedre. Det er sådan set det, rapporten siger.
     Så jeg synes, fru Anne Baastrup skulle lave være med at hoppe helt op i det leje, hvor det hedder, at nu er vi begyndt at jagte socialrådgivere. Vel er vi ej.

Ja, det er spørgsmålet om den voksende ulighed i samfundet, jeg gerne vil vende tilbage til. Nu har jeg allerede mange gange hørt hr. Peter Christensen sige, når han skal svare på det spørgsmål, at Socialdemokratiet eller SF eller Enhedslisten jo bare er ude på at brandskatte folk. Det svar søger jeg ikke efter. Jeg søger svar på: Hvad mener Venstre er fair og rimeligt?

     Hvis vi tager de sidste 8 år og ser på et pensionistægtepar, der har en gennemsnitlig disponibel indkomst på omkring 112.000 kr., så er dets indkomst steget med 7.000 kr. Tager vi de 10 pct. rigeste, som har en disponibel indkomst på 350.000 kr., så er den steget med
85.000 kr. Er det rimeligt, at de, der er på overførselsindkomster, skal nøjes med en stigning på 7.000 kr., mens dem, der tjener mest i det her samfund, har en stigning på 85.000 kr.? Finder Venstre, at det er en rimelig profil at have i indkomstfordelingen, og vil Venstre gøre noget for at rette op på det?

Vi jagter ikke lighed. For os er det helt afgørende, hvordan vi tager hånd om de svageste. Det synes vi et samfund skal måles på. Samfundet skal ikke måles på, hvor lige det er.
     Jeg synes, det er noget hykleri, når Socialdemokraterne snakker om lighed og ikke vil tage fat i det, som netop har øget forskellen, nemlig stigningerne på boligmarkedet. Hvis Socialdemokraterne virkelig mente, at de ønskede absolut lighed, kunne de jo genindføre en hård brandskatning af boligejerne. Det er det eneste, der vil ændre på det forhold, vi ser.
     Jeg vil bare helt stilfærdigt understrege, at OECD senest har skrevet en landerapport, der siger, at Danmark stadig væk er det mest lige samfund, der findes. Man er vist mere lige i Burkina Faso, men det er nu ikke en lighed, jeg synes vi skal sigte efter eller arbejde på at opnå.

Jeg lagde mærke til, at Venstres ordfører lige præcis faldt ned i den rille, han har været i hver eneste gang, han skulle besvare et spørgsmål, nemlig påstanden om, at Socialdemokraterne bare vil ud og brandskatte. Men jeg lagde også mærke til, at Venstres ordfører sagde, at Venstre ville tage hånd om de svageste i samfundet.
     De 10 pct. svageste i det her samfund, dem med de laveste indkomster, har i de sidste 8 år i alt haft en stigning på 2.700 kr. Hvad vil Venstre gøre for at rette op på de 10 pct. svagestes indkomststigning i det her samfund?

Alle har flere penge i dag, end de havde sidste år, og alle vil have flere penge næste år, end de har i år. Der er jo ingen, der er blevet fattigere. Derfor er jeg helt uenig i den tilgang, som Socialdemokratiet har til lighed.
     Jeg kunne godt tænke mig at komme med et citat:
     Hvad er det for en ulighed? Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger.
     Det er jeg sådan set enig i. Det er bare ikke mit citat. Det er den socialdemokratiske finansordfører, der kom med den politik.
     Derfor er jeg simpelt hen forvirret, for nu kan jeg ikke finde ud af, om det er vigtigt at jagte lighed, eller det ikke er vigtigt at jagte lighed, hvis man er socialdemokrat. Hvad mener Socialdemokratiet? Er det boligejerne, som man alligevel vil komme efter? For hvis man freder boligejerne, er man ikke optaget af lighed, og så er man jo enig med os i, at det sådan set er uinteressant, for det vigtigste er, hvordan vi tager hånd om de svageste. Og vi tager godt hånd om de svageste.
     Så jeg synes altså, at vi snart bør få en klar melding.

Nu får Socialdemokratiet sin egen ordførertale senere, så måske skulle Venstres ordfører koncentrere sig om sin egen politik i stedet for om Socialdemokraternes.
     Jeg kan forstå på Venstres ordfører, at Venstre ikke jagter lighed. Skal det forstås sådan, at Venstre direkte jagter ulighed? Når man kigger i regeringens finanslovforslag, er der lagt op til at spare 37 mio. kr. på boligydelse og boligsikring for de allersvageste borgere herhjemme. Konkret betyder regeringens forslag, at alle fremtidige pensionister, som får boligstøtte, vil få udbetalt
3.750 kr. mindre om året, end pensionister gør i dag - det svarer altså til 312,50 kr. om måneden - mens den lavest lønnede, f.eks. den enlige kassedame, kan tabe mere end 6.000 kr. om året svarende til minimum 500 kr. om måneden. Mener Venstres ordfører, som selv har bragt Anders And ind i det her, at Bedstemor And ville synes, at det var rimeligt at tage fra de allersvageste, at spare på boligydelse og spare på boligsikring?

Hvis vi nu skal blive ved Bedstemor And, så er hun netop fornuftig, og derfor vil Bedstemor And ikke jagte, at der skal være større ulighed - det gør vi heller ikke - men hun vil sikre, at uhensigtmæssighederne i lovgivningen bliver fjernet.
     Vi synes, det er uhensigtsmæssigt, at man har en tilskudsmodel, hvor man giver tilskud til børn, der ikke er børn. Vi har den principielle opfattelse, at når man er 18 år
- det synspunkt tror jeg i øvrigt vi deler med mange unge - er man altså ikke barn længere. Men lovgivningen på boligstøtteområdet siger, at man er barn, til man er 23 år. Det synes vi ærlig talt skulle have været rettet for længst. Det gør vi så nu. Det er en lille ændring.

Venstres ordfører står i fuld alvor fra Folketingets talerstol og siger: Der er ingen, der bliver fattigere i Danmark.
     Hvordan i alverden kan man oppebære en regeringsmsagt i det her land, når man taler imod fakta? Al dokumentation understreger netop i de her år, at den velstillede del af den danske befolkning er blevet rigere, hvorimod den mest udsatte del af den danske befolkning faktisk er blevet fattigere. Der er mennesker på kontanthjælp, ikke mindst nedsat kontanthjælp, der faktisk er blevet fattigere.
     Derfor vil jeg gerne bede Venstres ordfører om at bekræfte, at der faktisk er kommet flere danskere, der er blevet økonomisk fattigere, siden den her regering tiltrådte.
     Jeg må igen spørge: Hvad vil Venstre gøre ved den stigende ulighed? For uligheden stiger, og den er steget, siden regeringen trådte til. Hvad vil Venstre, ud over lige præcis at skære i boligstøtte for lejerne?

Lad os tage de forskellige grupper. Alle har et større rådighedsbeløb i de her år og vil også have det fremover, på nær gruppen af kontanthjælpsmodtagere, hvor vi har lagt et loft ind over i en aftale med Socialdemokratiet. Men jeg kan forstå, at den aftale er Socialdemokratiet løbet fra. Det var nogle ændringer, vi gik ind til med åbent sind, i hvert fald fra Venstres side, for vi ønskede, at der skulle være et økonomisk incitament til at tage et arbejde.
     Det blev lagt åbent frem. Jeg kan forstå, også på De Radikale, at alle var klar over, at det sådan set var det, man ønskede at opnå, men det ønskede Socialdemokratiet åbenbart ikke. Det synes jeg ikke stiller Socialdemokratiet i et særlig godt lys. Men rådighedsbeløbet stiger altså for alle andre familier.
     Jeg er bare nødt til at spørge: Når man løber fra sådan en aftale, betyder det så, at man også løber fra de principper, som ses gentaget i integrationsaftalen? Eller er fru Mette Frederiksen måske også imod den? Så synes jeg da, at vi bør få meldingen med det samme, for så kan vi indrette os efter, hvilket flertal der er. Men jeg synes da, det er mærkeligt, at det princip, som man i øvrigt fra Socialdemokratiets side forlangte at få ind i integrationsaftalen, løber man fra i forhold til aftalen om »Flere i arbejde«.

Jeg forstår ikke, at Venstres ordfører ikke bruger lejligheden i dag til at fortælle, hvad regeringen vil gøre ved den stigende ulighed. Der er et kontanthjælpsloft. Det har ikke fået folk i beskæftigelse, men det har kun skabt fattigdom. Der er indført en startydelse. Den har ikke fået flere indvandrere i arbejde, men har kun skabt fattigdom.
     Uligheden er stigende i det danske samfund, i et år hvor vi kan se, at overskuddet vokser og vokser og vokser. Kom nu, Venstre, kom nu, regering, fortæl Folketinget, fortæl den danske befolkning, hvad man vil gøre ved den stigende ulighed.
     Konkret vil jeg spørge hr. Peter Christensen: Vil regeringen være med til at give et økonomisk løft til landets førtidspensionister?

Jeg synes faktisk, at jeg har sagt en hel del om ulighed, men jeg svarer gerne igen, for det er jo en principiel diskussion. Det, man ser, er, at det jo ikke er på indkomstsiden, der bliver skabt ulighed, slet ikke. Det er på kapitalopbygningssiden, altså netop de værdistigninger, vi ser på det private boligområde.
     Derfor er jeg nødt til at gentage, at jeg synes, det er noget hykleri. For hvis Socialdemokratiet var optaget af at skabe lighed, skal de ind og øge boligbeskatningen, og det er kun dér, man får genoprettet den lighed, som Socialdemokratiet jagter. Vi jagter den ikke.
     Så kan jeg sige til fru Mette Frederiksen: Lad være med at prøve at overbevise mig, for det kan fru Mette Frederiksen ikke. Men fru Mette Frederiksen kan måske overbevise hr. Henrik Sass Larsen, for han har jo været enig i at spørge:
Hvad er det for en ulighed? Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger.

I øvrigt er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Prehn. Den får han nu, værsgo.

Jeg var vist ikke hurtig nok i første omgang til at få hånden op til en replik.
     Vi har stadig væk ikke fået svaret på fru Mette Frederiksens spørgsmål om førtidspensionen: Vil Venstre være med til at give flere penge til det område?

     Så tilbage til boligsikring og boligydelse, som jeg stillede spørgsmål om. Vi fik et svar fra Venstres ordfører, der gik på boligsikringen til hjemmeboende børn. Hvad med de pensionister, man fjerner næsten 4.000 kr. om året fra? Mener Venstre ikke, at det er udtryk for direkte at jagte ulighed, når man går ud og med fuldt overlæg fjerner 4.000 kr. fra de pensionister, der har mindst i forvejen?
     Så til det med de hjemmeboende børn. Vi ved alle sammen, at man er myndig, når man bliver 18 år, men det kan altså godt være sådan, at man har behov for at bo hjemme, mens man gør sin studentereksamen færdig eller gør teknisk skole færdig. Den mulighed for at hjælpe sine børn, fra de er 18 år til måske 20 år, mens de tager en uddannelse, går Venstre ud helt bevidst og fjerner ved at fjerne boligtilskuddet til dem, som har hjemmeboende børn. Er det ikke at jagte ulighed? Og er det i øvrigt ikke det stik modsatte af, hvad statsministeren har sagt i gentagne taler om, at man vil bryde den negative sociale arv?

Jeg vil gerne svare på spørgsmålet om førtidspension. Det er noget, vi gerne forhandler om. Vi har noteret os, at Dansk Folkeparti er kommet med et ønske om, at der skal flere penge til førtidspensionsområdet. Det er et ønske, der så er blevet bakket op efterfølgende af Socialdemokraterne. Det kan jeg forstå vi jo må forhandle om.
     Det gør vi meget gerne, men det, vi ikke vil være med til, er at tage pengene fra de allerallersvageste, at tage pengene fra satspuljeforhandlingerne, tage alle pengene de næste 5 år fra satspuljen, som vi traditionelt bruger til stille og fredeligt i fællesskab at forhandle os frem til de tiltag, der skal være for narkomaner, for alkoholmisbrugere, ja, det kan være udsatte grønlændere i Danmark, hvilket Socialdemokratiet selv har foreslået. Det gælder ikke længere, for nu skal alle pengene de næste 5 år tages fra satspuljen. Jeg er helt uenig i den finansiering.

Hr. Peter Christensen sagde tidligere, at pensionister, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere bliver reguleret på samme niveau som den almindelige velstandsudvikling. Det er bare ikke rigtigt. Hvert år bliver der taget millioner af kroner fra de mennesker til satspuljen. Det er ikke Bjørnebanden, der tager de midler fra nogle af de dårligst stillede her i landet, det er faktisk alle andre end Enhedslisten.
     Jeg vil godt have hr. Peter Christensen til at bekræfte, at hvis satspuljen ikke eksisterede, hvis det tyveri ikke eksisterede, ville der i år være 4 mia. kr. mere til pensionister, til arbejdsløse og til kontanthjælpsmodtagere, så de kunne få det bedre og få den regulering på linje med alle andre. Det vil jeg godt have hr. Peter Christensen til at bekræfte.

Jeg synes da ikke, der er nogen grund til, at vi i dag bruger en masse spildtid på at diskutere, hvordan satspuljen er bygget op, og hvordan den finansieres. Jeg synes bare, det er vigtigt at sige, at det er inden for den pulje, vi traditionelt har kunnet blive enige om netop at tage hånd om en masse sociale problemer. Der synes jeg, det er brandærgerligt, at Socialdemokratiet pludselig er nødt til at lægge beslag på satspuljemidlerne for at få nogle løfter, man er kommet med, til at hænge sammen økonomisk. Man vil i første omgang bruge 3 mia. kr., hvor der kun er 690 mio. kr. Det kan man ikke.
     Jeg har forstået, at det såmænd bare betyder, at man vil lægge beslag på midlerne de næste mange år, i hvert fald i 5 år. Hvor efterlader det de grupper, vi normalt tager hånd om via satspuljen? Det er derfor, vi kan sige, at den finansiering vil vi i hvert fald ikke være med til. Men at diskutere førtidspensionisterne, om der skal foregå en regulering, er vi da parate til. Men det kan ikke diskuteres, uden at man også ser på finansieringsdelen.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr for endnu en kort bemærkning.

Nu svarede hr. Peter Christensen ikke på det, jeg spurgte om, men lad det nu ligge.
     Når nu man har alle mulige gode formål, man godt vil betale til, hvorfor er det så sådan, at det skal være de dårligst stillede, de arbejdsløse, pensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne, der skal finansiere det her? Hvorfor er det ikke Joakim von And, der skal finansiere de gode og sociale formål, når pengene nu er der?
     Hvis man synes, at det er så godt at bruge nogle midler på de dårligst stillede, hvilket vi kan være enige om, hvorfor bryder man så ikke satspuljeforliget og i stedet for gør det, at man får det finansieret via finansloven, via at hente pengene hos dem, der har råd, via at hente pengene hos Joakim von And?

Bjørnebanden vil give til alle og tage endnu mere fra alle. Det er der egentlig ikke noget nyt i, men jeg synes alligevel, at jeg er nødt til at få slået fast, at overførselsindkomstmodtagerne får flere penge næste år, end de har i år. Derfor synes jeg simpelt hen, det er ærgerligt, at der skal efterlades et indtryk af, at vi tager nogle penge. Vi tager ingen penge. Vi fortsætter den regulering, vi har set hidtil, hvor der så også bliver taget en del af pengene til satspuljen.
     Sådan har det været alle årene, og det er egentlig et system, vi ikke ønsker at lave om på, for det system sikrer nemlig, at der er penge til de allermest udsatte grupper: til narkomanen, til den prostituerede, til alkoholikeren, til dem, som har brug for en særlig hjælp fra samfundet. Det er ikke et system, jeg synes vi skal hælde ud med badevandet, for ved at flytte det over i finansloven skaber man jo den situation, at de grupper pludselig skal konkurrere med nye skinner, og hvad der ellers ligger netop i den brede finanslov.

Jeg hørte, at hr. Peter Christensen har studeret meget i Anders And-blade, og det er da også meget fornøjeligt, men det er jo sådan fantasilæsning.
     Realiteterne er jo - også i relation til den debat, vi har haft nu her - at der faktisk sidder nogle kommuner og skal lægge budget, samtidig med at vi er i gang med finansloven her. De kommuner står i en situation, hvor de er blevet snydt af bl.a. Venstre, for når vi ser på betalingen for nedsættelsen af takster på daginstitutionsområdet, så er der ikke kompensation, fordi der ikke er taget hensyn til, at det ikke er 30 pct., men faktisk 33 pct., man har haft i alle de kommuner, hvor der har været pasningsgaranti, som man skal sammenligne med i forhold til de 25 pct, som regeringen har lovet. Der er heller ikke taget hensyn til søskendereglen.
     Det vil sige, at der altså sidder en masse kommuner, der nu skal lave budgetter, og de bliver nødt til at gå ud og spare adskillige beløb på mange af de områder, som vi taler om her, som påvirker borgernes velfærd. Hvad vil hr. Peter Christensen gøre ved det?

Jeg er utrolig glad for det spørgsmål, for det er nemlig rigtigt, at regeringen gennemfører sit valgløfte. Det er fuldstændig korrekt, at vi jo nu netop har lavet en udmøntningsaftale med kommunerne om, at forældre, der har børn i daginstitutioner, får nedsat deres forældreandelsbetaling til 25 pct. Det lovede vi, og det gennemfører vi nu.
     Det er ude i kommunerne, at daginstitutionerne findes, så vi har naturligvis grebet det an på den eneste måde, sådan noget kan gribes an på, og lavet en aftale med alle landets kommuner, hvor vi krone for krone går ind og dækker de udgifter, kommunerne har samlet set. Det er en aftale, som repræsentanterne for Kommunernes Landsforening har bakket op om. I aftalen står der også, at man skal efterregulere beløbet, når man har den endelige oversigt over, hvad forslaget koster. Derfor vil vi ikke snyde kommunerne for én eneste krone. Men det foregår via DUT-systemet, og det indbefatter, at det selvfølgelig er en gennemsnitsbetragtning. Sådan er det altid.
     Men jeg synes, det er vigtigt at få slået fast, at vi nemlig gennemfører det valgløfte, vi gav: at vi vil nedsætte forældrebetalingen for forældre, der har børn i daginstitutioner.

Det er jo smukt at høre hr. Peter Christensens udsagn her om, at det vil blive kompenseret krone for krone. Jeg må altså bare fortælle hr. Peter Christensen, at man nu sidder og er i gang med disse budgetlægninger, og der mangler rent faktisk for en lang række kommuners vedkommende adskillige millionbeløb, og så er det altså vigtigt, før man træffer de beslutninger i kommunerne - og det er jo den 15. oktober - at der herfra kommer en entydig udmelding om, at man kan regne med, at det er krone for krone.
     Jeg mener, at denne politik er udtryk for, at man styrer kommunerne meget voldsomt fra denne regerings og fra Venstres side, hvor man ellers har udtrykt, at man gerne vil decentralisere. Der vil jeg også gerne have hr. Peter Christensen til at kommentere, om det i virkeligheden er sådan, at man vil begrænse kommunernes råderum ved at lave den slags aftaler, hvor man snyder på vægten.

Vi snyder overhovedet ikke på vægten, vi kompenserer krone for krone det, det koster at gennemføre det her forslag, det her valgløfte: at nedsætte forældrebetalingen. Jeg er helt sikker på, at forældrene i alle landets kommuner er glade for forslaget.
     Jeg kan bare konstatere, at forhandlerne, som forhandler på vegne af alle landets kommuner, sådan set har nikket til den her model og sagt: Det er måden, vi gør det på. Så aftalte regeringen og forhandlerne også, at nu kigger vi på det en ekstra gang, så vi er sikre på, at beløbet er det rigtige. Så jeg forstår ikke kritikken.

     Vi har gjort det på den eneste måde, vi har indtil nu. Det kan godt være, at De Radikale har et forslag til, hvordan man ellers kan udligne kommunerne fremover, men så må vi jo tage en drøftelse af det. For vi følger simpelt hen gængs praksis, og det har jeg forstået at også formanden og næstformanden for Kommunernes Landsforening har nikket til.

Nu hørte vi jo Venstres ordfører meddele, at regeringen har styr på den offentlige økonomi, og vi hører tit, at man følger 2010-planen. Så vil jeg bare gerne have bekræftet af Venstres ordfører, at for årene 2002, 2003 og 2004, som vi har tal fra, har man ikke opfyldt betingelsen om 0,5 pct.s realvækst i den offentlige sektor. Det vil jeg gerne bede Venstres ordfører bekræfte. Og vil Venstres ordfører så kunne garantere os, at det bliver overholdt i 2005?

Vi har styr på finanserne. Det vigtigste i forhold til 2010-planen er, at vi når gældsnedsættelsen. Det var også tankegangen for Socialdemokratiet og De Radikale, da man lavede planen. Det var fokusering på gælden; den skal nedbringes. Det har vi været enige i hele vejen, og vi holder så fast i aftalen - modsat Socialdemokratiet. For os er det vigtigt, at den gæld bliver nedbragt, sådan at der ikke er et endnu større behov for at få skabt sammenhæng i velfærden.
     Jeg synes, at det er en mærkelig måde, Socialdemokraterne griber det an på. Vi ved, at der er et velfærdshul, og i stedet for at prøve at dække det springer man fro og frejdig ned i det og begynder at grave videre, sådan at det i sidste ende kan blive efterlønsmodtagerne, der kommer til at betale regningen.
     Det synes vi ikke er en forstandig måde at gribe det an på. Vi synes, det gælder om at mindske behovet og derfor holde fast i 2010-planen. Og man kan jo se, at det går godt, for man kan se det på gældsafviklingen. Det er rigtigt, at der har været enkelte år, hvor stigningen i de offentlige udgifter har været højere, men gennemsnitligt betragtet er vi ret godt på sporet, og jeg synes, at den bedste måde at se det på jo netop er gældsafviklingen.

Det var en lang snak udenom, for det eneste, man vel overhovedet opfylder ved 2010-planen, som ikke skyldes nogen som helst af de anbefalinger, der ligger i 2010-planen, er gældsafdragelsen. Det er den eneste målsætning, som så består intakt. Men det, vi så konstant skal høre fra regeringens side, er jo, at man skal holde sig på 0,5 pct.s realvækst i det offentlige forbrug. Og det er ikke lige ved eller gennemsnitligt eller deromkring; man har overtrådt den med det tredobbelte i de år, hvor det indtil videre er blevet målt.
     Så er det bare, at jeg vil høre, om man ikke kunne slippe for, at Venstre og andre stiller sig op hele tiden og fortæller om, at nu skal vi holde den her 0,5 pct.s vækst, når man nu ikke selv gør det.

Det kan man ikke slippe for. Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet vil slippe for at diskutere 2010-planen, for vi ved, at da Socialdemokratiet havde magten og sagde, at væksten måtte være ½ pct., så var den 2 pct. Hvordan skal det så ikke gå, når man siger, at væksten må være 1 pct.? Er det så 4 pct.?
     Det er jo vigtigt, at man har en målsætning, og at man følger den, for at det netop ikke bliver eksempelvis efterlønnerne, der kommer til at betale en større regning i fremtiden. Vi skal holde fast i at afbetale gæld, når der er overskud. Hvornår skal vi ellers gøre det?
     Det er jo nu, der er penge til at afvikle på en gæld, som i øvrigt er på omkring 500 mia. kr. i 2006. Hvis vi ikke gør det nu, så bliver det aldrig. Og jeg kan sige i forhold til den overskridelse, vi så på det kommunale område, af det offentlige forbrug, at der har vi jo netop indgået en aftale, hvor vi sikrer, at vi holder os på sporet også for 2006.

Jeg kunne forstå, at ordføreren gerne ville give indtryk af, at han fortæller sandheden om dansk økonomi, og jeg må sige, at hvis det er opfattelsen, så mangler der i hvert fald nogle voldsomme dele i beskrivelsen. Det er min opfattelse, at den beskrivelse, der er af den kommunale økonomi, og som vi senest har hørt i svar tidligere, ganske enkelt er i strid med sandheden.
     Det er ganske enkelt forkert, når hr. Peter Christensen siger, at der kompenseres krone for krone i forhold til regeringens valgløfter, bl.a. om takstnedsættelser. Og når hr. Peter Christensen samtidig siger, at alle landets kommuner er glade for forslaget, må man faktisk slå sig på lårene af grin, for det er umuligt at finde nogen som helst, der er glade for forslaget.
     Selv Dansk Folkeparti er nu blevet opmærksom på, efter at have holdt hånden over regeringens finanspolitik, at man ikke kompenseres i kommunerne for takstnedsættelser, og har derfor forlangt i forhandlingerne, at man kompenseres krone for krone i hver kommune.

     Vil hr. Peter Christensen i dag give en garanti for, at man, inden budgetterne for 2006 og overslagsårene er færdige, vil give en garanti for, at hver enkelt kommune kompenseres krone for krone i forhold til takstnedsættelsen fra de 33 pct. til de 25 pct.? For alle kommuner, man taler med, står i øjeblikket med en manko på det her område i forskellig størrelsesorden, naturligvis i forhold til hvor store kommunerne er. Vil hr. Peter Christensen give den garanti?

Jeg kan kraftigt tilbagevise, at alle kommuner står med en manko. Det er simpelt hen ikke rigtigt.
     Jeg vil bakke op om den model, regeringen har valgt, og som skiftende regeringer altid vælger, nemlig at man forhandler med alle kommunerne samlet. Det er også en model, som kommunerne selv bakker op om.
     Der aftaler vi et beløb: Hvad koster det at gennemføre vores valgløfte? Vi spørger kommunerne: Hvad forventer I prisen er for, at vi kan nedsætte forældrebetalingen til kun
25 pct. for at have børn i daginstitution? Hvad skal I have for det? Det er vores ønske, at det bliver politikken. Der aftalte man så et foreløbigt beløb og sagde til hinanden: Når vi har et klarere overblik over, hvad den reelle pris er, så mødes vi igen. Det er måden, vi har grebet det an på. Jeg vil anbefale Det Radikale Venstre at prøve at snakke med nogle børnefamilier. Hvis man aldrig nogen sinde har mødt nogen, der synes, det er en god idé, så tror jeg, at man har talt med de forkerte. Det kunne være, at man har talt med nogle oppositionspolitikere ude i kommunerne, som har været sure - hvad ved jeg? - men jeg synes, man skal gå ud og snakke med borgerne, med danskerne, med forældrene. Hvad synes de om det? Så vil man opleve, at virkeligheden er en anden.

Jeg kan sige, at jeg hører hr. Peter Christensens svar som en ren tilståelsessag. Det, som han sagde i et tidligere svar, nemlig at man bliver kompenseret krone for krone og kan budgettere med det, er ganske enkelt ikke situationen. Derfor var det altså ikke i overensstemmelse med sandheden, når der blev sagt, at det kunne man operere med i den kommunale økonomi i hver enkelt kommune.
     Jeg kan så forsikre hr. Peter Christensen om, at Det Radikale Venstre taler med rigtig mange. Vi bruger tiden på andet end at læse Anders And, og situationen er den, at hvis man spørger de børnefamilier, som hr. Peter Christensen synes man skal kere sig om, så er det faktisk opfattelsen mange steder, at man hellere vil have højere kvalitet i folkeskolen
f.eks., man vil hellere have højere kvalitet, dvs. mere voksenkontakt, i daginstitutionerne, end man vil have takstnedsættelser. Kan hr. Peter Christensen bekræfte, at Venstre med sit valgløfte, som man så ikke engang har kompenseret fuldt ud for, reelt er gået ind på et kommunalt kerneområde og centralt har bestemt, hvordan man skal prioritere i kommunerne? Hvis der var et råderum på mellem f.eks. 1 mia. kr. og 2 mia. kr. i den kommunale økonomi, burde det så ikke være kommunalpolitikerne, som bestemte, hvordan man skulle råde over den kommunale økonomi og dermed prioritere, hvad der var godt for børnefamilierne - måske højere kvalitet i stedet for lidt flere penge mellem hænderne? Det er jo udtryk for, at man i Venstre har valgt centralistisk at prioritere på kommunalpolitikernes vegne.

Lige en sidste bemærkning til det med kompensation til kommunerne for forslaget: Der bliver kompenseret samlet. Alle kommunerne bliver kompenseret samlet krone for krone, punktum. Det har regeringen givet sit ord på, og det har kommunerne accepteret som værende det, man har forhandlet om, og sagt ja til resultatet.
     Så jeg mener, at De Radikale måske egentlig også burde drøfte det med kommunernes forhandlere og høre, om der egentlig overhovedet er noget at være uenige om, for det mener jeg egentlig ikke der er. Det hele kører som aftalt.
     Så synes jeg ikke, man skal sætte det op som modsætninger. Man vil netop kunne se i det finanslovforslag, vi fremlægger, at det er et både-og. Vi kan både sikre en lavere forældrebetaling for at have børn i daginstitution og så gøre noget mere for folkeskolen. Så jeg synes da, man skal glæde sig også fra radikal side over, at vi kan begge dele, at der netop er plads til selv med en ansvarlig økonomisk politik stadig væk at lave serviceforbedringer i det her land. Det viser vi med vores finanslovudspil.

Hr. Peter Christensen havde tidligere et citat, og jeg vil også godt her starte med et citat:
     »Vi har en vision om Danmark som et førende vidensamfund. Vi vil øge indsatsen med forskning og udvikling markant, og vi vil forbedre uddannelserne yderligere. ... Vi sætter det mål, at det offentlige og de private virksomheder tilsammen øger indsatsen med forskning og udvikling, så vi i 2010 når op på et beløb svarende til mere end 3 pct. af landets samlede produktion.«
     Det er ikke mit citat, det er statsministerens fra Folketingets åbning den 5. oktober 2004.
     Men hvad er så virkeligheden? Ja, når vi kigger på det i dag, må vi sige, at i forhold til de Barcelonamålsætninger, som der henvises til, nemlig dem, hvor Europa i fællesskab har forpligtet sig på at øge midlerne til forskning, så er vi
i dag længere væk end dengang, regeringen overtog ansvaret.

     Kan hr. Peter Christensen ikke bekræfte, at det i virkeligheden er sådan med regeringens finanspolitik på forskningsområdet, at den bedst illustreres af tavlen bag ved ham, hvor der står, at vi behandler forslag til finanslov for finansåret 2004: Det går tilbage og ikke fremad?

Det var et godt citat, det var et vigtigt citat. Det er også vigtigt, at vi netop når det resultat i 2010, ikke fordi Venstre har lovet det og vi gerne møder vælgerne med at have gennemført vores løfter, nej, det er lige meget, det er vigtigt, fordi samfundet har brug for, at vi står stærkt i forhold til den konkurrence, vi ser fra globaliseringen.
     Når jeg lytter til partierne, lytter jeg mig egentlig ikke til nogen uenighed om vigtigheden af, at Danmark kommer
i front med forskningen. Vi har sagt, at når vi når til 2010, så skal vi bruge minimum 1 pct. af BNP på offentlig forskning, og det mål vil vi nå. Vi har også bedt Globaliseringsrådet om at komme med en strategi for, hvordan vi udmønter den satsning, så vi ikke bruger pengene i blinde, men at vi fokuserer. Det afventer vi, og så vil vi poste endnu flere penge i forskningen næste år og året efter. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at der alene i år bliver omkring 0,5 mia. kr. ekstra af andelen af BNP, hvis vi skal gøre det op i det. Det er jo sådan lidt en mærkværdig målestok, for det betyder, at hvis det går dårligt i landet, så bruger vi jo endnu mere på forskning, og det giver ikke rigtig nogen mening, men nu er det altså det, der er målestokken, og vi bruger flere penge på forskning ...

Så er det hr. Morten Østergaard for endnu en kort bemærkning.

Jo, men det afgørende her er jo: Når man sætter sig nogle pejlemærker, kommer man så nærmere, eller kommer man ikke nærmere? Jeg mener, at hr. Peter Christensen tidligere har udtrykt glæde over, at det rent faktisk går godt for det her land, og at BNP rent faktisk stiger, og derfor er det jo ærgerligt, at det ikke rækker længere end til store smil og brede målsætninger, når det kommer til en opprioritering af forskningsindsatsen.
     Hvis vi skal være et førende videnssamfund, så er det nødvendigt, at vi kommer i et andet gear, så er det nødvendigt, at regeringen gør mere end bare at komme med tomme løfter. Derfor må vi sige, at det er en skuffelse, at finansordføreren for det største regeringsparti i dag ikke kan sige andet end: Jo, vi har da skruet lidt op for blusset.
     Vi er ikke nærmere Barcelonamålsætningerne, og derfor klinger det hult, når man taler om, at vi skal være et førende videnssamfund.

Jeg mener egentlig ikke, at der er nogen grund til den store uenighed; vi er jo enige om målet: Vi skal nå 1 pct. af BNP, når vi når til 2010, og det vil vi også nå.
     Jeg synes dog, det skal bemærkes, at man kun snakker om målsætningen. Siden finanslovforslaget blev fremsat, er det kun målsætningen, der er blevet vendt. Der er jo sådan set
- bl.a. via UMTS-midlerne - 1,2 mia. kr., der skal forhandles om sideløbende med finansloven. Så det er forkert at ville give et indtryk af, at der overhovedet ingen penge er til forskning i det her land, og at der overhovedet ikke er plads til nogen nye initiativer. Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at målsætningen må der ikke være tvivl om. Når vi når til året 2010, så skal vi bruge 1 pct. af BNP på forskning, ikke fordi det er noget, man har aftalt i Barcelona, men fordi Danmark har brug for, at vi netop ruster os til den konkurrence, vi allerede befinder os midt i.

Jeg vil også beskæftige mig lidt med fremtiden og forskningen, for hr. Peter Christensen sagde i sin ordførertale, at man leverer flere penge, som man lovede, og så er der nogle, der siger, at det er for lidt. Jeg vil høre, om ikke det har slået hr. Peter Christensen, at det ikke er nogle, der siger, at det er for lidt, det er alle, der siger, at det er for lidt - altså lige bortset fra regeringspartierne. Det er herindefra, det er i beskedenhed mit parti, det er mine kolleger i oppositionen, og så er det landbruget, det er erhvervslivet, det er forskerne, det er universiteterne, det er organisationerne, og det er vel at mærke også mennesker, som rent faktisk ved noget om det her, og som bærer gyldne kæder, som regeringen selv har hængt om halsen på dem: formand for det ene og det andet og medlemmer af det globaliseringsråd, som bliver brugt som undskyldning.
     Jeg vil høre, om ikke det er en smule slående, og om ikke hr. Peter Christensen kan finde bare én af dem, som han er enig med?

Jeg synes, det er værd at understrege, at det er rigtigt, at graden af utålmodighed er vidt forskellig, men målsætningen er der jo ingen uenighed om. Vi er jo alle sammen enige om, at vi skal nå den ene procent, og det vil vi nå.
     Jeg har så forstået, at der ud over Socialdemokraterne også er erhvervsorganisationer, der ønsker, at det skal gå endnu hurtigere. Men min pointe er, at man på universiteterne rolig kan begynde at indrette sig efter, at der kommer mange, mange penge i de kommende år. I øvrigt vil der allerede skulle forhandles om betydelige beløb i indeværende år til udmøntning næste år.

     Derfor håber jeg bestemt ikke, at man i universitetsmiljøet nu forventer, at der ikke skal arbejdes det kommende år, for der vil være masser at arbejde med.

Jo jo, og vi ser frem til at deltage i forhandlingerne om udmøntningen af, hvad der måtte være, og vi ser sådan set også frem til at skaffe flere penge til området, for det er der brug for.
     Jeg kiggede tilbage i de noter, jeg har taget fra tidligere års finanslovforhandlinger. Der står sjovt nok de sidste 2 år, at vi bare skulle slappe af, for til næste år kommer pengene.
     Jeg vil høre, om hr. Peter Christensen kan bekræfte, at det på trods af den her målsætning rent faktisk er sådan, at hvis den stigningstakt, der bliver lagt for dagen fra 2005 til 2006, skal være den, der fortsætter, så bliver det 2030, før vi når den målsætning. Det må da siges at være meget, meget, meget lidt ambitiøst.
     Så vil jeg lige til sidst høre: Når nu det er sådan, at hr. Peter Christensen ikke er enig med de erhvervspersonligheder, de forskere, de universiteter og de organisationer og de politikere, som mener, at forskerne får for lidt, så er hr. Peter Christensen måske enig med sin statsminister i, at det er rent klynk fra de der folk, der ved, hvad de har med at gøre? Er hr. Peter Christensen enig i det?

2030 vil være alt, alt for sent. Det er jeg fuldstændig enig med den socialdemokratiske spørger i. 2030, det nytter jo ikke noget; det er i 2010 vi skal bruge 1 pct. af BNP på forskning, og det mål vi vil nå.
     Klynk? Ja, det synes jeg da godt, man kan kalde det, for det tager udgangspunkt i sådan en masseopfattelse af, at der ingen penge er til nye initiativer. Der kommer masser af nye initiativer også i år og næste år. Vi tager fat i at uddanne endnu flere unge forskere. Der er masser af initiativer på det her område. Der kommer 0,5 mia. kr. netto mere, procentandelen af BNP stiger, og de kommende år skal det stige endnu hurtigere, for vi vil holde fast i vores målsætning. Så ja, når man fremstiller det, som om der intet sker på forskningsområdet, så er det klynk.

Det der med at kalde forskerne for klynkere osv. får Venstre formentlig megen fornøjelse ud af i diskussionerne om forskningsmidlerne fremover. Jeg synes, det er på kanten af det arrogante, men det er selvfølgelig en smagssag.
     Ordføreren havde i sin tale nogle interessante betragtninger om det her med, at vi ikke skulle være sårbare over for økonomiske chok udefra, og at vi ikke sådan kunne forlade os på, at pengene strømmede ind i al evighed. Sådan forstod jeg ordførerens indlæg. Det synes jeg er interessant, for det fører jo til et spørgsmål om, hvad Venstre egentlig vil på længere sigt.
     Står vi ikke i den situation i dag, at stort set samtlige andre partier har fremlagt ideer, tanker og holdninger på velfærdsområdet, på, hvad man vil med forskning og uddannelse, og på, hvad man vil på miljøområdet, men vi savner Venstres stemme? Er det ikke sådan, at Venstre er ved at gå i hi med hensyn til tanker om, hvordan vi skaber fremtidens Danmark?

Der er bare den grundlæggende forskel på regeringen, det at have regeringsansvaret og så Det Radikale Venstre, at Det Radikale Venstre kan lave tankeeksperimenter: Hvis vi havde
90 mandater. Det er temmelig urealistisk, det er temmelig ubindende. Regeringen skal fremlægge en politik, som kan vedtages, og som kan holde - det er forskellen. Derfor synes jeg, det er klogt af regeringen, at man også tager sig tid til at tænke sig om. Og regeringen og Venstre har sagt, at vi kommer med vores bud, når vi har hørt, hvad anbefalingerne er fra Velfærdskommissionen, så er vi også parate til at komme med vores bud på, hvordan vi får skabt en sammenhæng i vores velfærd også om mange år. Jeg synes, man er nødt til at respektere, at tankeeksperimenter gående på »hvis vi havde 90 mandater«, det kan man ikke bede en regering om. Der skal altså en anden seriøs tilgang til det.

Jeg får mulighed for et indlæg senere, men jeg håber da ikke, at hr. Peter Christensen betragter vores oplæg som useriøst. Det ville jeg da være forfærdelig ked af, men det kan vi jo vende tilbage til senere.
     Er paradokset ikke her, at regeringen siger: Vi afventer Velfærdskommissionen, før vi mener noget, vi afventer Globaliseringsrådet, før vi mener noget om forskning, og på miljøområdet skal vi også afvente nogle kloge mennesker, som skal hjælpe med at finde ud af, hvad vi kan bruge pengene på? Det vil sige, at på en række områder siger man: Vi skal afvente eksperter. Det er den selv samme regering, der, da den tiltrådte, sagde, at nu skulle man gøre op med eksperter og smagsdommere, og hvad ved jeg.
     Det er da utrolig paradoksalt, at nu afventer man på alle de her områder, uden at turde lægge sin politik frem i det åbne. Det er da en falliterklæring, vil jeg gerne sige til hr. Peter Christensen.
     Lad mig så i øvrigt sige, at når det drejer sig om nedskæringer, så har man sandelig ikke brug for at vente på, at eksperter har talt. Da man trådte til, kunne man spare på ulandsbistanden, og man kunne skære på en masse andre områder, på miljøområdet ikke mindst. Da behøvede man ikke eksperter, da behøvede man ikke at vente i måneder eller halve år på, at eksperter havde talt om, hvor det var klogest at spare. Det hænger altså ikke sammen, hr. Peter Christensen.

Jeg synes ikke, hr. Morten Helveg Petersen skal være bekymret. Tag kommunalreformen. Hvad gjorde vi? Vi sagde: Der er behov for at kigge den her struktur igennem, vi nedsætter en kommission, der kommer med nogle anbefalinger til, hvordan man bedst gør det. Vi gennemførte det.
     Vi deponerer ikke vores handlefrihed ved smagsdommere, men vi er parate til at lytte også til folk, der har erfaring og viden om, hvordan vi gør tingene bedst muligt.
     Kommunalreformsområdet: Vi nedsatte en kommission, vi handlede. Velfærdskommissionen har vi nedsat, vi vil få nogle anbefalinger, og jeg garanterer også, at vi vil handle. Men vi vil først komme med vores bud, når vi har hørt, hvad det er, kommissionen anbefaler. Jeg synes, det er en rigtig god måde, regeringen har valgt netop at løse de forskellige problemer, vi står over for, på.
     Så jeg vil sige til De Radikale: Lad være med at skabe indtryk af, at der ikke er handling. Der er masser af handling, men der er ikke vilde tankeeksperimenter, men gennemtænkte forslag.

Der er to ordførere, der skal have korte bemærkninger, og det kan vi lige nå inden for tiden. Først hr. Høgni Hoydal.

Jeg vil prøve at vende Venstres ordførers blik mod Nordatlanten.
     Regeringen har jo talt meget om forskning og uddannelse, men når det gælder forskning i Arktis, har denne regering ikke villet sætte de penge af, som de andre medlemmer af Arktisk Råd har gjort, f.eks. til det, der hedder Det Arktiske Universitet, the University of the Arctic. Det føler jeg lidt modsigende, for forskning i Arktis og i Nordatlanten er vel meget vigtigt globalt. Det er her, verdens klima og verdens miljø skabes.
     Så jeg vil forsøge at spørge Venstres ordfører, om Venstre i denne finanslov vil være med til at betale de penge, som de andre medlemmer af Arktisk Råd har gjort på disse områder, sådan at Danmark ikke dér kommer bagud i forhold til de andre lande.

Jeg kan sådan set bare bekræfte, at det ikke er med i udspillet, men vi er åbne over for de forhandlinger og de forslag, der kommer i løbet af sådan en dag som i dag, og så er det jo de ting, vi må mødes om bordet og forhandle om. Jeg vil da i respekt også sige, at det er rigtigt, at det ikke er med i vores forslag, men afvise det vil jeg heller ikke, for jeg synes, det skal komme an på en forhandling.
     Jeg kan kun sige, at for mig er det bare vigtigt at understrege, at der bliver givet flere penge til forskningen, og der er også en stor sum af penge, der skal udmøntes via aftaler alene i år. Så der er jo masser af penge at forhandle om.

Tak for, at Venstre i hvert fald vil se på denne sag. Det har vi jo hørt under flere af de seneste finanslovforhandlinger. Jeg håber, at der vil komme handling bag ordene denne gang.
     Når det gælder arktisk forskning, er de arktiske forskere jo også med til at konkurrere om de penge, der ellers gives til forskningsrådene, og det stiller dem i en meget vanskelig situation.
     Jeg vil da bare slutte med at sige, at jeg håber, at regeringen her, hvis jeg skal bruges Venstres ordførers retorik, ikke vil opføre sig som Fætter Guf, men i stedet handle og sætte de her penge af, som vi har snakket om så mange gange ved finanslovforhandlingerne.

Jeg kan i hvert fald love, at vi ikke vil opføre os som Fætter Guf. Som jeg sagde i min ordførertale, synes jeg, at der er nogle mere sympatiske træk ved Bedstemor And, så hun er mere sigende i forhold til finansloven. Og så må vi jo tage emnet op under forhandlingerne.

Jeg er glad for, at jeg lige når at komme med her på falderebet. Jeg markerede på det tidspunkt, hvor hr. Henrik Sass Larsen stillede hr. Peter Christensen et spørgsmål, og jeg kunne simpelt hen hverken finde hoved eller hale i det.
     Så nu vil jeg bede hr. Peter Christensen om at bekræfte følgende: I årene 2002, 2003 og 2004, sagde hr. Henrik Sass Larsen, var der en begrænsning i, hvor meget de offentlige udgifter måtte vokse med, på 0,5 pct. om året, og det havde man ikke overholdt, og derfor var det ganske forfærdeligt, og så kunne man lige så godt bruge løs nu, eller hvad konklusionen nu var.
     Jeg vil spørge hr. Peter Christensen, om ikke han kan bekræfte, at i 2002, 2003 og 2004 var det ikke i 2010-planen et mål, at de offentlige udgifter alene kunne vokse med 0,5 pct. Jeg synes, det er vigtigt at få slået fast, for hvis det er sådan noget, Socialdemokratiet lægger til grund for deres beregninger, så forstår jeg måske lidt bedre det, vi fik præsenteret i går. Men jeg synes måske, at Folketinget som sådan bør have sandheden at vide.

Det bekræfter jeg gerne og kan tilføje, at fremadrettet er det så den halve procent, der gælder til 2010, og det mål vil vi holde. Vi vil holde målsætningen for gældsafviklingen. Vi vil holde målsætningen for at få skabt 60.000 flere i beskæftigelse. Vi vil holde de elementer, der er i 2010-planen, fordi det er vigtigt for landets økonomi, og det er også vigtigt for at undgå, at behovet for reformer ikke bliver større.

Jeg vil gerne sige tak for svaret. Og så vil jeg lige bede hr. Peter Christensen understrege noget af det, han var inde på her til sidst, ved nemlig at stille spørgsmålet: Hvis man nu øger det offentlige forbrug markant, vil man så øge behovet for efterfølgende nedskæringer i velfærdsordninger, eller vil man mindske behovet?
     Er logikken ikke, at hvis man bruger mere nu, så vil behovet for eksempelvis at skære i efterlønnen selvfølgelig være større, hvis man på nogen måde skal prøve at få det langsigtede regnestykke til at hænge sammen?

Det mener jeg helt klart giver sig selv. Og det er også derfor, jeg synes, at det er en lidt mærkelig form for masochisme, når man ser Socialdemokraterne foreslå, at vi bare skal bruge løs nu, for det kan ende med at blive efterlønsmodtagerne, der kommer til at betale regningen.
     I stedet for måske at skulle foretage nogle investeringer kan man ende med at skulle tage langt mere drastisk fat, fordi man ikke har villet holde en økonomisk ansvarlig linje. Det synes jeg ikke vi kan byde hverken efterlønnere eller pensionister, eller hvem der måtte komme til at betale prisen. Så vi synes også af den grund, at det er vigtigt, at vi holder fast i gældsafvikling. Jeg vil lige understrege, at den altså stadig væk er på
500 mia. kr., så det er jo ikke sådan, at vi er helt færdige med at afvikle gæld.

Vi kan nå en enkelt kort bemærkning mere.

Jeg undrede mig lidt, da jeg hørte hr. Peter Christensens ordførertale. Kan Venstres ordfører ikke prøve at give en mere præcis idé om, hvor stor ulighed det er Venstres mål vi skal have i Danmark? Vi har jo haft en ret hed sommer, hvor vi har fået den ene dokumentation efter den anden for, at uligheden faktisk er voksende i Danmark, og ikke desto mindre fremsætter regeringen et finanslovforslag, hvor man sætter yderligere skub i uligheden og omfordeler mere fra de fattige til de rige.
     Så jeg synes egentlig, at det kunne være godt for debatten og for befolkningen, hvis vi fik en klar idé om:
Hvor stor ulighed er det Venstres mål, man skal have i Danmark? Og hvor mange flere penge skal vi flytte fra de fattige til de rige, før Venstre er tilfreds?

Vi har ikke en jagt efter at ville skabe ulighed. Det er helt misforstået.
     Den ulighed, man ser lige nu, er jo, fordi der er nogle store værdistigninger i ejerboligerne, og der har jeg forstået, at der er en del partier på venstrefløjen, der synes, at det skal løses ved, at man skal brandskatte boligejerne. Det synes jeg da er ærlig snak. Fint, så ved boligejerne, hvad de har at regne med. Det vil vi bare ikke være med til. Vi har et skattestop. Det gælder også boligejerne.
     Vi synes, at det er lidt uinteressant, hvad der står bundet af værdier i mursten. Det kan falde igen. Man kan i hvert fald heller ikke købe mange rugbrød for de penge, så længe man bor i huset. Så det er sådan set nogle værdistigninger, som for nogles vedkommende er ganske uinteressante, plus at jeg som sønderjyde kan sige, at det altså ikke er alle steder, at stigningerne er lige store. Men hvis man skulle øge en brandskatning, ville det jo gælde alle steder. Så jeg vil faktisk sige, at netop udkantsområderne skulle begynde rigtig at ryste i bukserne, for det er dem, der kommer til at betale for de her tanker om øget lighed, om øget boligbeskatning.

Med fare for, at formanden må irettesætte mig for reklameindslag, vil jeg gøre hr. Peter Christensen opmærksom på, at det i dag er muligt at optage realkreditlån i friværdien i sin bolig, så man faktisk kan spise rugbrød for den værdi, man har stående i sin bolig; bare til hr. Peter Christensens oplysning.
     Jeg er udmærket også godt klar over, at Venstre ikke har nogen som helst ambitioner om at gribe ind over for den galopperende ulighed på boligmarkedet. Det er jo ærgerligt, ikke mindst for den store del af befolkningen, der står udenfor og betaler prisen for det her. Men min anke er jo sådan set mere beskeden: at man aktivt i finanslovforslaget kommer med tiltag, som øger uligheden yderligere derudover.
F.eks. er der råd til at give aktieejerne, som måske ikke er de mest nødstedte i det her land, en yderligere skattelettelse på 85 mio. kr., samtidig med at man tager pengene fra nogle af de fattigste, nemlig ved beskæringer på boligydelsen og boligstøtten.

     Så regeringen tager aktivt penge fra de fattigste og giver til de rigeste med det her finanslovforslag, så kom med et klart svar: Hvor langt skal vi gå, hvor meget ulighed skal vi have?

Ja, nu bliver det så lidt et reklameindslag for nedsparingslån, men lad det så være, for jeg kan høre, at det nok er en overraskelse for SF, at selv nedsparingslån skal betales tilbage, altså at man betaler lån tilbage. Og det tror jeg måske sådan set er det, SF glemmer i den økonomiske politik.
     Vi ønsker ikke at gennemføre en politik, hvor der skal skabes ulighed, men vi ønsker heller ikke at skabe lighed for enhver pris, for vi har set, hvor det er, forskellene er skabt. Det er på boligmarkedet, så derfor bliver jeg nødt til at sige til alle dem, som siger, at lighed er det vigtigste, at det er det rene hykleri, hvis man ikke samtidig er parat til at bekende kulør og sige, at det så betyder, at vi vil beskatte boligejerne.
     Jeg synes, at det er helt fair at sige, at uanset om vi er lige rige eller lige fattige - det er nok det sidste, der vil blive konsekvensen - så er dét vigtigere end noget andet. Det synes jeg da er helt fair venstreorienteret politik, men så bekend kulør, så boligejerne ved, hvad det er, de kan vælge ved næste valg.

Tak til hr. Peter Christensen. Efter de her 32 korte bemærkninger, er de fem kvarter gået, og vi går videre i ordførerrækken med hr. Henrik Sass Larsen.

Det går godt med økonomien i Danmark, og det skyldes, at vi har båret os klogt ad ikke mindst i 1990'erne.
     Det var dengang, hvor det var et hårdt arbejde at være finansminister, hvor alle de centrale nøgletal i starten af 1990'erne pegede i den forkerte retning, og det var dengang, det blev bevist, at med en omhyggelig, klog og målrettet investeringsstrategi kunne det lade sig gøre at vende udviklingen. Dansk økonomi var en international succes ved overdragelsen af regeringsmagten i 2001.
     Og det går stadig godt for dansk økonomi, men hvad er egentlig den langsigtede strategi, der sigtes efter? Hvad er det for initiativer, der tages i nutiden, og som skal bringe os fortsat fremgang i fremtiden? Hvad er projektet for den del af befolkningen, som stadig i dag og i alt for højt tal er sat uden for uddannelse og arbejdsmarkedet?
     Det har vi svært ved at få øje på både i regeringsgrundlaget og i denne finanslov. Initiativløshed lader til at være blevet en dyd for regeringen, og det vil vi godt advare imod, for der er stadig store udfordringer. Der er dele af den centrale velfærd, sundheden, børnepasningen, ældreplejen, sygehusene og folkeskolen, som er utilstrækkelige, og hvor der er behov for et løft.
     Der mangler investeringer til at sikre Danmark det bedst mulige afsæt i globaliseringens barske fremtid, navnlig
i forskning og uddannelse. Men ikke mindst mangler der initiativer til at satse, investere og samle for alle dem, som ikke nåede med på det sidste opsving, og som i dag er sat uden for arbejdsfællesskabet og uddannelsesfællesskabet Danmark. Her er der behov for initiativer, her er der behov for et nyt projekt. For hvad var det, der skete i 1990'erne? I den kraftanstrengelse, det var at bringe dansk økonomi på fode igen, blev der desværre ikke plads til alle. Vi blev ikke færdige i 1990'erne, og regeringen har ladet tiden stå stille siden da. Vi fik ikke alle med, alle dem, som ikke har klaret sig så godt, dem, som har svært ved at få en uddannelse, svært ved at få et job eller svært ved at få livet til at hænge sammen. Dem blev der kun i ringe grad plads til på vores arbejdspladser, og dem blev der kun i ringe grad plads til at give uddannelse. Antallet af mennesker, der modtager førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge og dagpenge er et signal til os alle sammen om, at her er der en opgave, der mangler at blive løst, for dem skal der være en plads i fællesskabet.

     Derfor skal vi nu i gunstige tider tegne det nye projekt. Vi vil bede de danskere, som har det godt økonomisk, som har job, som får uddannelse, om at lukke arbejdspladserne op og give mulighed og plads for alle dem, som i dag står udenfor. Vi vil bede om solidaritet og tolerance over for dem, som måske som udgangspunkt ikke har de fornødne kvalifikationer; over for dem, som ikke har klaret sig så godt på livets glade landevej; over for dem, som har en anden etnisk baggrund.
     Og så er det endda en god forretning. Ikke at solidaritet skal gøres op i modydelser. Man kan udmærket give uden at få noget igen, det er såmænd en rar følelse. Men en succesfuld gennemførelse af denne strategi giver også økonomisk råderum i fremtiden, både ved, at alle de, der bliver lukket ind i varmen, bidrager til værdiskabelsen i både den private og den offentlige sektor, og ved, at udgifter for fællesskabet til overførsler falder. På sigt kan vi skabe et stort økonomisk råderum, som kommer os alle til gode i form af enten bedre velfærdsservice, skatte- og afgiftslettelser eller rum til investeringer - præcis den samme øvelse, der med succes blev foretaget i 1990'erne. Hvorfor ikke gentage den? Hvorfor ikke tage nogle initiativer her og nu?
     Initiativer er der vitterlig ikke mange af i regeringens finanslov. Efter at have hørt statsministeren tale om, at Danmark skal være verdens bedste uddannelsesland, er det med en vis forbløffelse, at man kan konstatere, at regeringens finanslov samlet set på uddannelsesområdet indeholder et samlet løft på bare 10 mio. kr. næste år.
     Og hvad bliver det til med de skinner? Nu har vi hængt ude på sporene i alt for meget tid hele sommeren. Hvorfor tager det så lang tid med den her regering, den her tid til handling-regering?
     Det er derfor, vi i vores finanslovforslag foretager massive investeringer i uddannelse. Vi ved, hvad der skal til for at undgå, at op imod 25 pct. af en ungdomsårgang ikke får en uddannelse ud over folkeskolen. Og det er indlysende fornuftigt at starte her for at bryde den kedelige statistik. En investering her og nu, en uddannelsesgaranti til alle unge mennesker, kommer tifoldigt igen, fordi uddannelse er den løftestang, der sikrer beskæftigelse og succes for den enkelte. Der skal være en læreplads til den unge, der vil være tømrer eller elektriker. Der skal være en ordentlig folkeskole, som har ressourcer og plads til at samle op også på de svageste elever.
     Det er derfor, vi afsætter midler til voksenuddannelse, så de mennesker, som skal ind i arbejdsfællesskabet igen, har de bedst mulige chancer for at bide sig fast. Det er derfor, vi foreslår 5.000 voksenlærlinge, så folk får mulighed for at få en faglært uddannelse på anstændige vilkår. Det er derfor, vi foreslår at afsætte midler til de mange voksne, som har læse- og stavevanskeligheder, så de kan erhverve sig disse færdigheder og dermed også få en bedre chance på arbejdsmarkedet. Og det er derfor, vi foreslår at styrke kampen for et bedre arbejdsmiljø, så vi undgår al for megen nedslidning.
     Kort sagt: Vi er parat til et nyt, stort træk. Turen er kommet til dem, som ikke kom med i det første opsving.
     En gruppe, der ikke kom med i det første opsving, er førtidspensionisterne på den gamle ordning. At der i dag eksisterer urimelig store forskelle i indkomst mellem førtidspensionister er selvfølgelig uacceptabelt. Derfor foreslår vi, at tiden er inde til at rette op på den skævhed. Vi foreslår, at alle dem, der er på den gamle ordning, får ligestillede økonomiske vilkår med dem, som er på den nye ordning. For 140.000 førtidspensionister betyder det i gennemsnit 10.000 kr. mere om året. For 44.000 førtidspensionister betyder det i gennemsnit 36.000 kr. mere om året. Vi håber, at Folketingets partier vil bakke op om vores forslag.
     For langt de fleste danskere går det heldigvis godt økonomisk. De har arbejde, de knokler derudad, holder af deres familie, deres hjem og deres bil - måske knap så meget af den kollektive trafik for tiden - og så holder de af velfærdssamfundet. De har krav på og forventninger til, at den centrale velfærdsservice er i top. Og det er der nogle steder, den ikke er.
     På folkeskoleområdet er der som sagt brug for et kvalitetsløft her og nu, og for vores ældre er der stadig mange eksempler på, at der er for lidt tid i hjemmeplejen. Derfor foreslår vi, at vi skal bruge 0,5 mia. kr. ekstra på mere tid i hjemmeplejen. Angående vores børn er der en efterspørgsel efter bedre kvalitet i børnehaver og vuggestuer, og det har vi imødekommet i vores oplæg ved at sikre flere ansatte de steder, hvor der virkelig er behov for flere hænder til en stor social indsats.

     Så mener vi, at tiden er inde til, at alle børn i vuggestuer og børnehaver får et gratis, sundt måltid mad. Når jeg siger »alle« så udtrykkeligt, er det for at erindre det flertal i Folketinget, som har besluttet, at man kan indføre brugerbetaling på mad i vuggestuer og børnehaver, om, at den ordning medfører, at det barn, hvis forældre ikke evner at betale til madordningen, faktisk kan sidde og stirre på de andre børn, der får deres sunde måltid mad. Måtte de pågældende, som har fundet på det forslag, skamme sig! Vores forslag medfører, at alle forældre slipper for at smøre madpakker om morgenen, og det er en håndsrækning, som vil resultere i et lettelsens suk hos mange travle børnefamilier.
     Kort sagt: Den centrale velfærd skal være i orden. Den forsikring skylder vi at give alle de hårdtarbejdende danskere, som hver dag flittigt bidrager til fællesskabet gennem deres arbejde, og vi indbyder til en alliance mellem de hårdtarbejdende danskere og dem, der står uden for arbejdsmarkedet, om et projekt, hvor vi åbner døren for dem, som er uden for, og samtidig sikrer, at velfærden er i top.
     Har vi nu råd? Kan det lade sig gøre, og er det nu ansvarligt? Ja, det er det, hvis vi bærer os klogt ad ligesom
i 1990'erne, og det er derfor, vi er gået forrest og har fremlagt konkrete ideer til velfærdsreformer af pension og efterløn. Vi tør, hvor andre tier, og disse reformer giver netop mulighed for med nænsom hånd at sikre velfærden og sørge for, at vi ikke skal spare os til fremtiden, men i stedet kan investere os til fremtiden. Vi foreslår en række engangsløft, hvor vi vil bruge 2 mia. kr. på at løfte social- og sundhedsområdet; vi vil bruge
3 mia. kr. på arbejdsmarkeds-, integrations-, bolig- og andre initiativer, og vi vil bruge 2 mia. kr. på forskning og uddannelse. Såfremt disse engangsløft foretages, vil vores velfærdsreformer skabe råderum til, at vi kan holde en realvækst i det offentlige forbrug på 1 pct. i denne valgperiode, og denne kurs vil sikre, at vil kan afvikle gælden som forudsat i 2010-planen. Kommer investeringerne i arbejde, uddannelse og forskning hurtigt i gang, vil afkastet endda blive endnu større og det økonomiske råderum ligeledes. Men kunne vi ikke bare spare os til det, høvle af på gælden og få bragt renteudgifterne ned i en fart? Det kunne vi godt, men prisen ville være, at vi ikke fik investeret i mennesker her og nu og først kunne komme i gang med det om lang tid, og det ville faktisk være både en dårlig forretning og en tarvelig strategi over for de mennesker, som det ville berøre. Der er et andet sted, hvor vi også gerne vil bruge nogle flere penge, og hvor vi faktisk mener, at det er en æressag. Det kan vel bedst illustreres med en lille beretning fra en tidligere udenrigsminister, som på et tidspunkt var i Mogadishu, og som kunne berette følgende. Jeg citerer: »På vores rundtur mellem de forskellige klaners dele af byen fik vi et gribende indtryk af den nød og elendighed, borgerkrigen havde påført den civile befolkning. Særlig gribende var mødet med børnene i nogle opsamlingslejre, Red Barnet havde oprettet. Der sad de i hundredvis, de små levende skeletter, som vi kendte dem fra billederne. Nogle lå apatisk på jorden under halvtagene af blik og ventede tydeligvis på at dø. De var kommet for sent frem. Andre trængtes om de store tønder rundt på pladsen, hvor den særlige majsgrød blev øst op til dem i deres små skåle, som de hver især blev udstyret med, når de ankom til lejrene. Der blev holdt øje med deres vægt, for når de nåede op på 80 pct. af normalvægten, måtte de ikke få mere mad her. Den skulle reserveres til de helt elendige, som der kom stadig flere af hver dag. Så måtte de finde andre steder hen, måske et af de bespisningssteder, andre nødhjælpsorganisationer drev rundtom
i byen. Tænk at skulle sende de børn væk.«

     Vi har skam nok i livet til ikke at lade os hylde af rockstjerner, når vi skærer ned på Danmarks bidrag til verdens fattigste. Vi har i det hele taget et andet syn på den sag, som for resten hænger fint sammen med den måde, hvorpå vi opbyggerde et stærkt velfærdssamfund. Og til dem, som i dag ønsker at være mere socialdemokratiske end Socialdemokraterne: Prøv at lytte til følgende formaning fra starten af sidste århundrede. Den lyder:
     »Du være den Fattiges Værner,/du være de Riges Ris./Da får du ej Ordner og Stjerner,/men bævende Læbers Pris.«
     Det vil såmænd også være den eneste belønning, vi vil få fra verdens fattigste, hvis vi yder et anstændigt bidrag til dem, og vi afsætter med glæde 1,5 mia. kr. mere til næste år til verdens fattigste.
     For resten: Den udenrigsminister, jeg citerede, var Uffe Ellemann-Jensen.

Der er nu en række korte bemærkninger til ordføreren, og for god ordens skyld læser jeg dem lige op: Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Jens Rohde, fru Pia Kjærsgaard, hr. Peter Christensen, hr. Martin Henriksen, hr. Morten Homann, hr. Ole Sohn, hr. Høgni Hoydal, hr. Christian Wedell-Neergaard, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Anne Baastrup og hr. Søren Espersen.

»Du være den Fattiges Værner« - hvis jeg havde haft et glas vand, som hr. Henrik Sass Larsen har nu, er jeg altså bange for, at jeg ville kløjes i det.
     »Du være den Fattiges Værner« - jamen hvor er det, de penge til førtidspensionen skal komme fra? Det synes jeg lige hr. Henrik Sass Larsen selv skal bekendtgøre over for landets pensionister, dagpengemodtagere og førtidspensionister.
     Er det ikke rigtigt, at der, hvor man vil finde de penge til førtidspensionisterne, er i satspuljen? Og hvor er det, de penge kommer fra? Jo, de kommer da fra landets fattigste, så det er da en skæg måde at være de fattiges værner på.
     Jeg kan godt forstå, at det for det gamle Socialdemokrati er blevet lidt rustent at tale om lighed, men jeg er overbevist om, at vi i Enhedslisten har nok pædagogisk snilde til at forklare det gamle parti, hvad lighed drejer sig om, og hvordan man er de fattiges værner. Det er man ikke ved at tage penge fra førtidspensionisterne for at give de samme penge tilbage til dem.

Nu har Enhedslisten og de partier, som ligger forud for Enhedslisten, gennem årene givet mange gode råd, og det har aldrig været godt nok, når vi andre har lavet noget. Jeg tror, at man vil kunne finde ud af, at alt, hvad vi har vedtaget af lovgivning, alt, hvad vi har vedtaget af reformer, og alle de fremskridt, vi har lavet, har Enhedslisten fra starten af været imod, indtil de er blevet gennemført, men så var det godt nok, og så var det noget, der ikke måtte laves om.
     Socialdemokratiets historie er den modsatte af Enhedslisten og den yderste venstrefløjs historie. Vi har skabt konkrete resultater til fordel for netop de fattige i samfundet; vi har skabt et samfund, som er meget lige, og vi har skabt et succesfuldt velfærdssamfund. Det er vores fortjeneste sammen med andre partier i dette Folketing, som har påtaget sig et ansvar. Det står vi sådan set ved, og vi går gerne den vej skridt for skridt en gang til.
     Hvad angår satspuljen, har den pulje altså eksisteret i mange år, og vi står ved det forlig og vil fortsat stå ved det forlig, der er indgået om satspuljen. Det har vi ingen som helst problemer med.

Det er da den tåbeligste undskyldning i verden. Det forlig har eksisteret i mange år, og i rigtig mange år har vi udhulet de fattiges indkomster, så det bliver vi ved med. Men det bliver man altså ikke den fattiges værner af.
     Mig bekendt har vi ikke hørt Socialdemokraterne sige andet, end at der ikke er råd til velfærd i fremtiden. Det er altså den dagsorden, der er sat, men det har de borgerlige jo altid sagt, så det er jo ikke ligefrem et Socialdemokrati, der sprudler af, at nu skal vi udvikle velfærdssamfundet. Jeg vil sige: Find tilbage til den gamle linje, så kan vi begynde at snakke sammen.
     Jeg vil sige om satspuljeforliget, at vi har jo alle tiders mulighed. Hr. Henrik Sass Larsen glemte at fortælle mig, hvor pengene kom fra, så nu spoler vi lige tilbage dertil.
     Hvorfor bruger man ikke sin vetoret? I det forlig er der nemlig en sjov lille mekanisme, der gør, at hvis et af partierne nedlægger veto, bliver alle pengene tilbageført til de mennesker, man har taget dem fra. Det er 4,2 mia. kr., som man kan give tilbage til bl.a. førtidspensionisterne alene ved at bruge sin vetoret, man behøver ikke engang de andre partiers opbakning, så hvis Socialdemokraterne mener det alvorligt med deres finanslovudspil og mener førtidspensionisterne det godt, behøver de ikke engang gå til forhandlingsbordet, De kan bare nedlægge veto, men vil de gøre det?

Jeg har en glimrende idé. Hvis Enhedslisten interesserer sig så meget for satspuljen, som Enhedslisten jo er det eneste parti der ikke er med i, kunne man bare træde ind i forligskredsen. Det var da også en mulighed.
     Vi skal jo tænke på, at satspuljen blev lavet på et tidspunkt, hvor det år for år var sådan, at man skulle fastsætte, hvad satserne for landets svageste overførselsindkomstmodtagere skulle være næste år. Her sikrede et bredt flertal i Folketinget, at der skete en løbende regulering, så de pågældende ikke gled bagud for velstandsudviklingen, men man afsatte også nogle penge, som var målrettet enkeltreformer, så man kunne hive folk op, som vi f.eks. har gjort med den nye førtidspensionsreform, og man lavede en pulje, som gjorde, at man kunne bruge pengene til at hjælpe netop nogle af grupperne på overførselsindkomst, så de fik mulighed for at få et bedre liv.

     Sådan er indretningen af satspuljeforliget, og jeg synes sådan set, det er en god indretning. Hvis man kigger på, hvad vi gennem 1990'erne, også med Enhedslistens hjælp, skabte af konkrete fremskridt og resultater for dem, vi kan kalde de dårligst stillede i dette hersens samfund, er der ingen grund til at skamme sig over det. Vi fik skabt mange gode resultater, og vi er stadig optaget af, hvordan de dårligste her i landet har det.

Jeg vil gerne på dette tidspunkt i debatten sige tusind tak til hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokratiet, fordi Socialdemokratiet er med til at gøre det politiske liv langt mere spændende og uforudsigeligt. Hver morgen, når man står op, tænker man: Gad vide, hvad Socialdemokratiet vil i dag! Jeg havde det også sådan i går, og i går var jo ikke nogen undtagelse. Det var endnu en god dag, hvor Socialdemokratiet ville noget nyt.
     Jeg skal selvfølgelig her, hvor tiden er kort, kun hægte mig fast i et enkelt emne, hvor det jo er fremragende at se, hvordan Socialdemokratiet kan bevæge sig i løbet af kort tid, nemlig førtidspensionsområdet. Vil hr. Henrik Sass Larsen bekræfte, at for 4 uger siden mente hr. Henrik Sass Larsen ikke, at der skulle prioriteres midler til førtidspensionister på finansloven? Det kan være, jeg tager fejl, og at det kun er 3, men jeg mener nu, det er 4 uger siden, hr. Henrik Sass Larsen havde det synspunkt. Kan han bekræfte det?

Jeg er glad for at kunne begejstre Dansk Folkeparti med nye spændende initiativer i dansk politik, for jeg har indtryk af, at Dansk Folkeparti hænger meget sammen med regeringen, og der må jo helst ikke ske så meget, så det er godt, at der kommer noget nyt, man kan byde med på.
     Så vil jeg sige: Nej, vi prioriterer netop ikke førtidspensionisterne på finansloven, vi anvender jo satspuljen til det. Vi kunne ikke finde 3 mia. kr. til at prioritere dem direkte på finansloven, men vi har længe arbejdet med en idé om at anvende satspuljen til det, og vi har siddet og kigget på, hvordan den nye førtidspensionsreform blev gennemført. Det blev den faktisk med satspuljens midler, og de midler, der vil tilflyde satspuljen de næste par år, vil jo blive ret pæne. Det gør, at man netop har råd til at tage det næste træk her, det er derfor, vi har foreslået det, og jeg kan da ikke forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke glæder sig over det.

Jamen jeg glædede mig faktisk. Det fik jeg også tak for i starten af besvarelsen, og så endte det åbenbart med det modsatte. Men så kort tid kan der gå, fra Socialdemokratiet går fra den ene holdning til den anden, og det er jo fantastisk.
     Jeg vil gerne spørge: Er det ikke korrekt, at i starten af august 2005, altså i år, svarede hr. Henrik Sass Larsen på spørgsmålet om, hvorvidt der skulle gives et løft til førtidspensionisterne, at det nok ikke var holdbart, og at Socialdemokratiet ville prioritere andre områder højere. Der er mange gode formål, man kan give penge til, men vores finanslovudspil vil afspejle, at der er andre steder, vi mener der er behov for at prioritere, blev der sagt.
     Er resten ikke en gevaldig snakken udenom med hensyn til, om man bruger satspuljemidler eller ej? Hvis man bruger satspuljemidler til førtidspensionisterne, går jeg ud fra - det håber jeg da meget - at de mennesker, der normalt har været begunstiget af satspuljemidlerne, altså de absolut mest udsatte mennesker i vort samfund, automatisk skal have penge fra en anden kasse, eller hvad? Ellers hænger det jo slet ikke sammen, og så er det et finanslovspørgsmål.
     Sandheden er, at for 4 uger siden mente Socialdemokratiet det modsatte af det, de mener i dag. Da ville de ikke give penge til førtidspensionisterne, men nu vil de søreme give 3 mia. kr.

Socialdemokratiet har, også siden den nye førtidspensionsreform blev indført, altid haft som mål, at vi på et tidspunkt skal løfte de gamle førtidspensionister, som blev efterladt, da vi lavede den nye ordning.
     Jeg er udmærket godt klar over, at der er en problemstilling, men grunden til, at man ikke gjorde det i første ombæring, er, at man dengang ikke kunne finde midlerne til det, som jeg også nævnte i min tale. Nu mener vi, at der er mulighed for det i den eksisterende satspuljeordning, og så vil vi løse problemet for de gamle førtidspensionister, nøjagtig som vi har løst det for de nye.
     Det, jeg reflekterede på i den udtalelse til avisen, var, hvad jeg konkret ville anbefale at putte direkte på vores finanslovforslag. Det figurerer ikke på vores finanslovforslag, det fremgår, at vi vil anvise midlerne fra satspuljen. That's it!

Jeg kan ikke forstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl er så overrasket over det meningsskifte, vi ser hos Socialdemokraterne, for i øjeblikket er det jo med socialdemokratisk politik som med letmælk: Der går ikke ret mange dage, så er udløbsdatoen overskredet. Det er det, vi konstant ser, og derfor tror jeg ikke, der er ret mange mennesker, der dybest set ved, hvor de har Socialdemokraterne, og hvad Socialdemokraterne egentlig står for.

     En mere spektakulær ting, som også har været nævnt fra Folketingets talerstol i dag af hr. Peter Christensen, er jo, at hr. Henrik Sass Larsen har en holdning til begrebet lighed og ulighed, og det er jo interessant i betragtning af, at det spørgsmål er blevet rejst mange gange fra salen her i dag af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer.
     Hvad er det egentlig, hr. Henrik Sass Larsen mener, når han siger: Hvad er det for en ulighed? Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger. Jo, meningen står sådan set rimelig klart for de fleste af os, men jeg vil godt have at vide, om det er udtryk for socialdemokratisk politik, og om hr. Henrik Sass Larsen har opbakning i sin folketingsgruppe til det citat. Han har jo jo også sagt til Børsen, at den ulighed, vi ser i samfundet i dag, er udtryk for noget sundt.

Nu ved jeg ikke, hvad vi skulle bruge letmælksanekdoten til, men jeg vil godt svare på boligspørgsmålet.
     Jeg synes, det er kedeligt, at det citat bliver brugt til at generalisere hele lighedsdebatten. Det, jeg reflekterede på, da jeg i sin tid skulle kommentere artiklen, var, at der er nogle, der vil have, at vi år for år direkte skal beskatte de gevinster, der fås på det private ejendomsmarked i øjeblikket. Jeg prøvede på fornuftig vis at sige, at det på alle måder er en uholdbar politik. Fordi priserne på ejendomsmarkedet stiger i øjeblikket, kan vi ikke gribe ind med ny beskatning, for det ville ikke være rimeligt.
     For det første er værdistigningerne meget skævt fordelt over hele landet, så en beskatning ville ikke ramme præcist, ikke ramme rigtigt. For det andet ville det sådan set medføre, at mange af de mennesker, som lige har fået en ejerbolig eller anden fast ejendom, ville risikere at blive sendt en tur ned ad slisken, så derfor tror jeg ikke, at man her og nu kan bruge direkte boligbeskatning i forbindelse med at regulere ligheden.
     Jeg mener, at lighedsproblemet skal løses på en anden måde, og jeg går sådan set meget ind for, at alle får lige muligheder her i samfundet. Frihed er jo tilstedeværelsen af værdige valgmuligheder for den enkelte, og i min tale prøvede jeg at påpege, at nogle af alle de mennesker, der ikke kom med i første opsving, har vi nogle forpligtelser over for. Nu har vi mulighed for at hive dem med op, og på den måde kan vi skabe lighed.

Det er måske derfor, at Socialdemokraterne ønsker, at fru Helle Thorning-Schmidts forbrugsfest skal betales af dem på efterløn og folkepension og af dem, som er begunstiget via satspuljen, nemlig de allersvageste: narkomanerne, de hjemløse, de sindslidende, de prostituerede, alkoholikerne. Det er måske det, som hr. Henrik Sass mener er lighed, for det er jo på den måde, man finansierer de dele af sin finanslov, der er finansierede. Det er jo den måde, man forsøger at finansiere den på, og man vil oven i købet tømme satspuljen de næste 5 år. Hr. Henrik Sass Larsen ved jo godt, at satspuljen er på 670 mio. kr. om året, men man vil bruge 3 mia. kr. af den, så det hænger jo slet ikke sammen.
     Er det virkelig det, hr. Henrik Sass Larsen forstår ved begrebet lighed? Er det ikke bedre at bekende kulør og sige, at det var ærlig snak, da hr. Henrik Sass Larsen sagde, at der er tale om en sund ulighed? Vi er sådan set meget enige i, at det er udmærket, at vi har en god dynamik i samfundet, og at det, at nogle tjener meget, ikke nødvendigvis gør, at andre mister en masse ved det, og er det ikke det, hr. Henrik Sass Larsen virkelig mener, når han taler om begrebet lighed?

Jeg kan bekræfte Venstres ordfører i, at jeg ikke går ind for et kommunistisk samfund, hvor alle skal være fuldstændig lige; det gør jeg ikke. Jeg mener sådan set også, at det er meget sundt, at der er forskel på folk, og at det kan betale sig at tage et arbejde, og jeg mener også, det er meget sundt, at man kan tage en risiko her i samfundet og alt muligt andet. Men jeg ønsker og mener som socialdemokrat, at det er utrolig vigtigt, at alle folk får lige muligheder for at få succes. Det er sådan set det, jeg er meget optaget af, men man må selv gribe de muligheder, der er inden for de rammer, man nu engang har fået. Det har jeg ingen problemer med at forstå.
     Så vil jeg sige angående satspuljen, at det er rørende at høre Venstres omsorg for de allersvageste i samfundet. Hvis man virkelig havde en rørende omsorg for dem, hvorfor aktiverer man så ikke sin egen finanslov? Det kunne man jo bare gøre. Alle de grupper, der i dag er omfattet af satspuljen, ville jo være kisteglade for at komme direkte på finansloven, og det er der da alle muligheder for at gøre. Ingen problemer med det. Men jeg kan love, at med hensyn til den pulje, som vi har udmålt til omkring 500 mio. kr., vil vi komme med en lang liste af gode forslag til, hvad vi synes, der lige præcis skal gøres på det sociale område, og det håber jeg de øvrige partier i Folketinget vil være med på.

Det er igen angående førtidspensionisterne.
     Det var lige før man kunne høre violinerne i baggrunden, da man hørte hr. Henrik Sass Larsens ordførertale, men jeg synes altså, det var hykleri. Først og fremmest må vi jo lige huske, at det var en socialdemokratisk minister, som indførte den nye førtidspensionsreform, som Dansk Folkeparti ikke ønskede at være med i, netop af den årsag, vi diskuterer her
i dag: Der ville komme et A-hold og et B-hold. Derfor har Dansk Folkeparti taget problemet op og siger, at nu skal der gøres noget for førtidspensionisterne, for det, der foregår nu, er ganske urimeligt. Så kan jeg så forstå, at Socialdemokraterne lige pludselig - hr. Kristian Thulesen Dahl har gjort rede for hr. Henrik Sass Larsens tidligere bemærkning - har skiftet mening. For præcis 1 måned siden, da Dansk Folkeparti holdt sommergruppemøde, var der ikke nogen opbakning fra Socialdemokraterne og fra hr. Sass Larsen, men i søndags sagde Socialdemokraternes formand, at hvis man gør brug af satspuljemidlerne, tager man jo ikke noget fra nogen. Hvordan skal det forstås? Er det uvidenhed, eller er det dobbeltspil, eller hvad er det? Man tager ikke noget fra nogen, når man tager fra satspuljemidlerne, blev der sagt, og det vil jeg godt høre hr. Sass Larsens bemærkninger til.

Jeg har det lidt sådan, at det kan være vanskeligt for mig at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti er indigneret over, at Socialdemokratiet vil gøre noget for førtidspensionisterne.
     Alle de ting, der gør, at førtidspensionisterne, folk, der er på efterløn, folkepensionisterne og folk på kontanthjælp har nogle rimelig anstændige vilkår, er blevet vedtaget og gennemført på socialdemokratisk foranledning, inden der nogen sinde var et parti, der hed Dansk Folkeparti. Vi mener sådan set, at vi har ejerskabet til hovedparten af de sociale reformer her i landet, og derfor ligger det os naturligt nok på sinde at gøre noget for de mennesker. Det har vi ingen problemer med.
     Med hensyn til satspuljeområdet ved jeg ikke, om fru Pia Kjærsgaard hentyder til, at man synes, det er urimeligt, at der reguleres med de 0,3 pct., men så skulle man jo ikke være trådt ind i forligskredsen, som man har bedt om de sidste par år.

Det nytter ikke noget at tale udenom. Satspuljen går netop til de psykisk syge, til misbrugerne, til de hjemløse, til børnepsykiatri, til demente osv., og når nu hr. Sass Larsen og Socialdemokraterne har fået skudt deres finansieringsforslag for førtidspensionisterne ned, hvor vil hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokraterne så tage pengene fra?
     Man må jo være økonomisk ansvarlig, hvis man ønsker at indgå i et finanslovforlig, sådan må det være. Nu er det jo nogle år siden, man har prøvet det, men man er nødt til at være økonomisk ansvarlig, og den forbrugsfest, som Socialdemokraterne har lagt op til, er ganske uansvarlig. Det kommer vi tilbage til på et senere tidspunkt.
     Men jeg vil godt høre helt specifikt om førtidspensionisterne: Når nu satspuljemidlerne ikke kan tages - for det kan de ikke, det vil Socialdemokraterne ikke kunne få flertal for - hvad så? Hvor vil man finde de 3 mia. kr., eller hvor meget det nu er. Jeg forstod ikke rigtig regnestykket på TV 2 i går, da hr. Sass Larsen forsøgte at komme op til et eller andet, men hvor vil man tage pengene fra? Det mangler vi altså en forklaring på.

Jeg er da utrolig skuffet over, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at forbedre førtidspensionisternes vilkår. Skal jeg forstå det sådan, at man allerede nu vil melde fra og sige: Nej, kære førtidspensionister, de 3 mia. kr., som det er foreslået at finansiere over satspuljen, kan I godt glemme, for Dansk Folkeparti vil ikke være med til det? Det er åbenbart den melding, vi kan sende ud herfra, for det må jo være konsekvensen af de holdninger, man har.
     Så vil jeg sige om den forbrugsfest, som Socialdemokratiet skulle lægge op til, at Dansk Folkeparti var altså sammen med regeringen med til at lave ufinansierede skattelettelser for 10 mia. kr. Nu foreslår vi, at førtidspensionisterne, som ikke har særlig mange penge, får lov til at bruge 3 mia. kr. mere, og det kan da ikke være en forbrugsfest i forhold til det, man selv har været med til at gennemføre.

Men en forbrugsfest er det altså.
     Jeg vil gerne tage fat i den såkaldte finansiering af forbrugsfesten. Så vidt jeg kan se, mangler der 6 mia. kr., men det er jo en hel anden diskussion.
     Der blev sagt, at de steder, hvor der bliver anvist nogle penge, skulle det kunne holdes inden for skattestoppet. Men det kan det ikke, kan jeg se, og derfor er jeg bare nødt til at høre, om man har ændret synspunkt, eller fordi man simpelt hen ikke endnu - trods det at det er ved at være en politik, der har nogle år på bagen - har forstået i Socialdemokratiet, hvad skattestoppet er.

     Jeg kan sige - og det er måske en forbrugerinformation, hvis man ikke kender skattestoppet - at fradrag kan der heller ikke røres ved. Men det gør man som finansiering i Socialdemokratiets finanslovudspil, og jeg skal bare høre: Er det socialdemokratisk skattepolitik, at alle fradrag er på spil?

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor Venstres ordfører ikke vil være med til at fortolke vores finansieringsudspil sådan, at det sådan set matcher meget godt med skattestoppet - medmindre man skal forstå skattestoppet sådan, at der ikke må gribes ind over for skattefup og skattefiduser. Det er jo netop gevinsterne fra de indgreb, vi finansierer det med.
     Under 50.000 mennesker indbetaler hvert eneste år over
100.000 kr. til deres pensioner. Det udløser i omegnen af 3,5 mia. kr. i fradrag og andre ting til de pågældende mennesker, og det er da et fuldstændig urimeligt skattehul. Oven i købet vil man heller ikke fra regeringens side ophæve dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Frankrig og Spanien, så vi kunne sikre, at de folk ikke bare tager deres pension med derned og kun betaler 10 pct. i skat. Det er kun de få mennesker, der har mulighed for det, og apropos al den snak om lighed er det netop et af de områder, hvor Socialdemokratiet er optaget af at skabe lighed, fordi det er urimeligt, at meget velhavende mennesker i dette land kan få lov til at smyge sig udenom at betale deres andel af skatterne.

Skattestoppet skelner ikke mellem rig og fattig. Skattestoppet gælder for alle, og derfor gælder skattestoppet også, uanset om det er fradrag for pensionsindbetalinger, eller det er fradrag for renteudgifter, eller det er fradrag for a-kasse-kontingent.
     Skattestoppet sikrer, at man beholder sine fradrag, og derfor er jeg nødt til at spørge: Bliver den fremtidige socialdemokratiske skattepolitik sådan, at man selv afgør, hvornår man synes, at noget er uhensigtsmæssigt, et hul, eller hvad man nu kalder det, og så ryger det? Kan det betyde, at f.eks. rentefradraget for realkreditudgifter også vil blive defineret som en uhensigtsmæssighed?

Venstres ordfører kan være helt rolig. Socialdemokratiet skal nok i god tid pege på, hvad vi anser for at være urimeligt, sådan som vi gjorde, da der lige pludselig viste sig store urimeligheder i forbindelse med sambeskatningen. Dengang var der stadig en regering, der prøvede at håndhæve et skattestop, og presset blev efterhånden så stort, fordi der helt åbenbart foregik meget plat og svindel, at regeringen blev tvunget til at lukke hullet.
     På et eller andet tidspunkt kommer regeringen også til at lukke dette hul, fordi det er hamrende uretfærdigt, at andre skatteydere skal være med til at finansiere fællesskabet med det, de nu engang orker og magter, mens regeringen opretholder et blindt skattestop, som ikke tager højde for problemerne, og ikke i tide og med rettidig omhu lukker de skattehuller, der er behov for at lukke.

Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning til ordføreren, og hr. Martin Henriksen bliver den sidste inden frokostpausen.

Nu har jeg hørt, hvad de forskellige socialdemokratiske medlemmer har spurgt om, og jeg har hørt den socialdemokratiske ordfører. Men jeg må sige, at jeg ikke er blevet klogere, og jeg tror, der er mange danskere ude i landet, der har det på samme måde.
     Hvad vil Socialdemokraterne egentlig? Vil Socialdemokratiet bryde med 2010-planen, som man altid har fastholdt er en god og fornuftig plan? Vil Socialdemokratiet afdrage på Danmarks gæld, eller vil Socialdemokratiet ikke? Eller vil Socialdemokratiet afdrage mindre? Og hvis de vil det, vil Socialdemokratiet så erkende, at så er det de fremtidige generationer, der kommer til at stå med en større økonomisk byrde? Og er det ikke også korrekt forstået, at Socialdemokratiet vil finansiere deres finanslovforslag med midler fra de allersvageste i samfundet, nemlig med midler fra satspuljen, og at man vil tage fra statens reserver og samtidig afdrage mindre på gælden? Er det ikke korrekt forstået?

Vi er med til at fastholde den klare målsætning, der ligger i 2010-planen om at afbetale på gælden, og set i lyset af den nuværende gældsafvikling og det finanslovforslag, som Socialdemokratiet har fremlagt, vil vi også kunne nå det mål
i 2010; ingen problemer i det. Hvad angår de andre elementer i 2010-planen: Hvis den ærede ordfører kunne fortælle mig bare én eneste af de andre betingelser, som regeringen og Dansk Folkeparti opfylder, udlover jeg en stor præmie.

Det, jeg sådan set havde forventet at få et klart svar på, var, om man vil tage midlerne fra de allersvageste i samfundet. Men det synes jeg ikke der kom et klart svar på, og så må jeg bare konkludere, at det er af satspuljen, man vil tage midlerne til bl.a. førtidspensionisterne og finansiere det socialdemokratiske forslag. Man vil tage fra hjemløse, misbrugere og udsatte familier, og det er altså socialdemokratisk politik i år 2005.

Det var forkert konkluderet, og hvis ordføreren havde hørt efter, hvad jeg tidligere havde sagt, havde han vist, at nej, det er faktisk ikke det, vi vil gøre.
     Vi vil bruge satspuljen til at finansiere en førtidspensionsreform, sådan at alle de, som er på den gamle ordning, kommer op på den nye. Det er Dansk Folkeparti ude på at blokere. Okay, det er så det.
     Derudover vil vi tage 500 mio. kr. af regeringens reserver, som man nu ikke længere skal bruge til at give til Dansk Folkeparti og deres sukkermad, når de skal over og forhandle finanslov. Og vi vil komme med en udførlig liste over alle de svage grupper, alle de misbrugere, alle de folk, som åbenbart ligger ordføreren på sinde. Dem vil vi komme med en lang liste over og så sige, hvilke mennesker, hvilke initiativer vi konkret ønsker at finansiere - hvordan vi ønsker at hjælpe folk.

Vi fortsætter de korte bemærkninger til ordføreren efter frokostpausen, og der er 35 minutter tilbage endnu.
     Den første efter frokostpausen bliver hr. Morten Homann, der har korte bemærkninger til ordføreren.
     Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 12.01

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Der har været en omfattende debat om førtidspension, og jeg skal ikke bidrage til debatten om finansieringen, for det går jeg ud fra at vi får lejlighed til under finanslovforhandlingerne. Men i hvert fald for mit vedkommende har jeg behov for at få afklaret, hvorvidt Socialdemokraterne mener, at man skal løfte alle fra den gamle ordning over på den nye, eller hvorvidt det skal være en frivillig ordning. Jeg vil meget anbefale en frivillig ordning, for der er jo en del på den gamle ordning, som får en højere ydelse end på den ny. Derfor vil jeg meget anbefale, at vi får det præciseret i debatten.
     Det andet, jeg vil spørge om, vedrører boligbeskatningen, og der ved jeg jo, at det ikke er et af de steder, Socialdemokratiet sådan vil satse meget. Men når nu de økonomiske vismænd gentagne gange har sagt, at med den lave ejedomsværdibeskatning, vi har, som nu bliver lavere og lavere i kraft af skattestoppet, så er vi i en situation, hvor samfundet subsidierer boligejere, samtidig med at der bliver skåret ned på kontanthjælpsydelser og alle mulige andre steder. Så spørgsmålet er: Hvor lang tid kan Socialdemokraterne holde til ikke at tage fat på det helt store ulighedsskabende problem, så vi netop får en mere retfærdig boligbeskatning, og sådan at vi også får økonomi til at kunne lempe beskatningen på arbejdsindkomster, hvilket er nødvendigt i den her globaliserede verden?

Først om førtidspensioner: Altså, vores idé er at løfte alle dem, der er på den gamle ordning, op til et økonomisk niveau, så de får en ydelse som den nye. Vi forestiller os ikke, at folk skal genvisiteres til ordningen. Det gør vi ikke. Og vi har også udtrykkeligt sagt i vores oplæg, at skulle der være nogle i den gamle ordning, som får mere, end hvad man kan tilbyde på den nye ordning, så er det ikke ensbetydende med, at vi vil sætte dem ned i ydelse. Det findes der en god begrundelse for.
     På boligbeskatningen har vi jo et skatteloft sammen med Det Radikale Venstre, hvor vi vil regulere på ejendomsværdibeskatningen. Jeg vil også godt sige, at vi jo har en grundskyldsbeskatning, og at vi har ejendomsværdibeskatning i dag. Og i tidernes morgen har man indrettet boligbeskatningen i dette land på den måde, at vi løbende betaler skatter af værdistigninger på boliger. Vi har har altså ikke fantasi til at forestille os, at vi oveni også skulle lave en avancebeskatning. Det mener vi altså vil ramme helt forkert.
     Jeg synes også, at der er grund til at minde om, at man skal passe lidt på med det. Jeg kan godt forstå problemstillingen, når vi har den situation, at i visse egne af landet så tordner priserne op, og man kan komme ud med den store gevinst. Det kan jeg godt forstå alt sammen, men det er kun i nogle dele af landet.
     Igennem de sidste 30 år er det jo gået sådan, at boligpriserne er faldet i 15 af årene, og de er steget de øvrige 15 år. Det er derfor, vi har en løbende beskatning. Man kunne med fuld ret gå ind at sige: Jamen der kunne også være tidspunkter, som folk sælger deres bolig på, hvor de sådan set taber penge. Og det er ordningen, det er indretningen, som den nu engang er, og den agter vi altså ikke at lave om på.

Avancebeskatningen, jeg talte om, var sådan en ejendomsværdibeskatning. Vi er jo i en situation, specielt efter at den er blevet låst, men det var også sådan tidligere, at den er blevet så lav, at der er tale om, at samfundet subsidierer boligejerne, og det har vel næppe været tanken. De økonomiske vismænd gentager det gang på gang: Vi er nødt til for at skabe en sund økonomi at sikre, at ejendomsværdibeskatningen har en reel værdi. Det vil sige, at som punkt 1 er vi nødt til at ophæve skattestoppet og lade den regulere på nøjagtig samme måde, som arbejdsindkomsterne bliver beskattet: Vi betaler mere i skat, jo mere vi tjener, og så betaler vi mere i ejendomsværdiskat, jo højere værdi huset har.
     Spørgsmålet er: Vil Socialdemokraterne ikke være med til det og være med til at sikre, at ejendomsværdibeskatningen får et niveau, som gør, at vi i hvert fald ikke subsidierer boligejerne i det her land?

Ja, men så skal man være med på præmissen om, at vi subsidierer boligejerne i det her land. Huspriserne - og jeg gentager det - svinger op og ned, og det er helt forskelligt, alt efter hvor i landet vi taler om.

     Hvis jeg nu satte ejendomsværdiskatten op generelt, så ville det også ramme folk på Falster, det ville ramme folk rundtomkring i landet, som man jo på den måde kunne risikere at gøre en meget stor bjørnetjeneste.
     Vi er optagede af, at folk har deres egen bolig, og vi synes, det er alle tiders, at der er mange unge familier, der kan komme ind på boligmarkedet nogle steder og få deres egen bolig.
     Hvis jeg nu gik ind og lavede en skærpet beskatning og renten samtidig steg, lad os sige 2-3 pct., så ville jeg i stedet for at ramme nogle rige mennesker gøre en masse mennesker til fallenter i løbet af en nat, og det er altså ikke vejen frem.
     Jeg tror på, at de steder, hvor der er meget høje ejendomspriser, og hvor vi har et overophedet boligmarked, er den rigtige kurs at gå ind og sørge for et større udbud af boliger, og det vil vi meget gerne være med til at snakke om.

Det var lige, så jeg fik tårer i øjnene, da hr. Henrik Sass Larsen holdt sit ordførerindlæg og pyntede sig med lånte fjer om at være de fattiges værn og de riges ris. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det svært at få øje på de fattiges værn, og man kan da slet ikke få øje på de riges ris i det, hr. Henrik Sass Larsen står og advokerer for.
     Hr. Henrik Sass Larsen sagde i sin ordførertale, at de meget velhavende kan smyge sig uden om at betale deres del af skatten. Det var med henvisning til de problemer, der er - og det vil jeg give ordføreren fuldstændig ret i - omkring pensionsindbetalingen. Men der er vel et tilsvarende problem omkring boligerne, som er den største ulighedsmotor i Danmark, sådan som det er lige nu.
     Hvis jeg får 1.000 kr. i lønforhøjelse, så bliver jeg beskattet af dem. Hvis min bolig stiger 1 mio. kr. i værdi, så bliver jeg ikke beskattet af den værditilvækst. Er det ikke himmelråbende urimeligt? Og vil Socialdemokratiet ikke være med til at gøre noget ved det?

Jeg er glad for, at SF's ordfører fik tårer i øjnene, jeg synes også, det var en udmærket tale.
     Men jeg vil gentage, at boligområdet jo nu engang er sådan indrettet, at vi har en ejendomsværdiskat, og så har vi en grundskyld, og det er den måde, man har valgt at indrette boligbeskatningen på.
     Jeg vil også sige, at det altså ikke er alle mennesker, som farer ned og belåner deres ejendom, når den stiger i værdi. Pengene skal jo betales tilbage på et tidspunkt, renterne kan jo lige pludselig stige i det her samfund. Og at sige, at i det øjeblik man får friværdi, kan man bare låne det hele og så lave en lave en stor forbrugsfest, er ikke noget godt økonomisk råd, det er det jo ikke.
     Jeg anerkender, at der er en masse mennesker på det københavnske og måske århusianske boligmarked, der i øjeblikket sælger deres boliger med ganske store gevinster, men de betaler jo altså også tilsvarende meget, når de skal have en ny bolig. Den rigtig fede fidus opstår jo først, i det øjeblik man forlader ejerboligmarkedet og så får en lejerbolig.
     Jeg synes, man skal passe på med at stirre sig blind på, at det i øjeblikket kører, som det gør. Det sker jo også på baggrund af, at der er kommet nye kreditfaciliteter på boligmarkedet med pauselån, og det er jo også det, som er med til at få priserne i vejret. Så jeg tror ikke, det er farbart nu at stirre sig blind på det.
     I øvrigt kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor mange penge man egentlig havde regnet med, man kunne hente i denne omgang. Jeg tror nemlig ikke, der er noget særlig stort provenu at hente, ved at man går ind og beskatter boligejerne markant hårdere.

Nu forsøger hr. Henrik Sass Larsen at få det til at lyde, som om det er en helt anden verden, at det er helt nye tiltag, der skal bringes på banen for at få rettet lidt op på det. Men det er jo ikke sandheden. Man skal jo sådan set bare gå tilbage til den ordning, som var gældende under den sidste SR-regering, hvor man havde den nuværende sats for ejendomsværdibeskatning, men til gengæld lod skattebetalingen stige, når boligpriserne steg.
     Det har den nuværende regering sat en stopper for, og SF og Socialdemokratiet har kritiseret det hårdnakket, indtil det også blev socialdemokratisk politik at sætte et loft over ejendomsværdibeskatningen.
     Vil Socialdemokratiet ikke være med til at tænke sig om næste gang og sige: Lad os da så bare lade ejendomsværdiskatten følge boligpriserne, lad os bare fjerne det loft, sådan at når ens bolig stiger 1 mio. kr. i værdi, så kommer man også til at betale lidt af den ekstra million, så der bare er en lille sammenhæng i, at når jeg tjener 1.000 kr. ekstra, så kommer jeg til at betale penge af det?
     Jeg hørte hr. Henrik Sass Larsen sige i sit ordførerindlæg, at det skal kunne betale sig at arbejde og gøre en indsats. Helt ærligt, skal det ikke også gælde på det her område, at det skal kunne betale sig at arbejde i stedet for blot at sætte sine penge i boliger?

Jeg kan klart sige, at vi har ingen intentioner om at gå ind og brandskatte boligejerne som foreslået af spørgeren fra SF. Det har vi ikke. Inden sidste valg skrev vi jo under på et skatteloft, og det ville svare til, at hvis vi har en bolig med en værdi på 2 mio. kr., så kan vi regulere ejendomsværdiskatten op med 640 kr. Det er jo noget i den retning, vi taler om.
     Og vi har ingen intentioner om at lægge den om eller at følge de her prisstigninger, som der er i øjeblikket - på ingen måde. Så hvordan skulle man tro på, at vi kan komme efter de prisstigninger sådan lige her og nu?

     Hvis man nu skulle lægge beskatningen på den måde, som spørgeren taler om - f.eks hvis et hus stiger 100.000 kr. i værdi fra 2004 til 2005, hvor ejerne ikke har realiseret deres værdi - hvad havde man så forestillet sig? At de skulle gå hen og betale lige så meget som i arbejdsindkomst, eller skulle de betale 20.000-30.000 kr.? Folk bor jo bare i deres hus. På et eller andet tidspunkt ender det med, at de ikke har råd til at bo der. Det er altså ikke en fidus, vi er med på i Socialdemokratiet.

Nu til noget helt andet end danske boligskatter.
     Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører om en principiel sag vedrørende det danske bloktilskud til Færøerne. Vi har jo for få år siden af egen vilje fået skåret bloktilskuddet ned med en tredjedel. Det ville svare til, at Danmark sagde nej tak til 50-60 mia. kr. om året. Men næste punkt i denne plan var jo egentlig at sætte resten af bloktilskuddet ind i en fond, som man så brugte til at skabe en selvbærende økonomi og bl.a. lavede investeringer i uddannelse og forskning. Dengang denne plan kom frem, var Socialdemokratiet imod denne plan.
     Det er derfor, jeg prøver at spørge Socialdemokratiets ordfører nu, om han har noget imod, at man laver denne ordning, hvor man altså placerer bloktilskuddet i en fond, som man så bruger til investeringer i fremtiden. Jeg spørger, fordi der i øjeblikket ligger et konkret lovforslag i det færøske Lagting om at gøre dette, og det ville være interessant at få en vurdering fra Socialdemokratiet nu 4 år efter, at det kom frem.

Jeg vil godt love herfra, at vi nok skal kigge på forslaget, og vi vil også godt love herfra, at vi sammen med et flertal
i Folketinget selvfølgelig skal finde en ordentlig løsning på Færøernes økonomi også fremover. Men om jeg vil binde mig til præcis den ene eller anden ordning for, hvordan man gør det, vil jeg ikke på nuværende tidspunkt gå ind i. Men vi vil meget gerne på konstruktiv vis have en drøftelse med Færøernes repræsentanter her i Folketinget også om, hvordan man ordner det fremover.

Jeg afkræver ikke et konkret svar på et forslag, som hr. Henrik Sass Larsen selvfølgelig ikke kender. Det er mere, om man i princippet har noget imod, at det danske bloktilskud til Færøerne bruges til at gøre sig økonomisk uafhængig i stedet for at blive afhængig. Det er mere det principielle spørgsmål, jeg rejser, og som jeg vil være meget glad for, at man så positivt på, i stedet for, som man gjorde dengang for
4 år siden, at sige, at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg er sikker på, at der findes nogle ret gode forklaringer på, hvordan bloktilskuddet i dag er stykket sammen, og de aftaler, som er indgået mellem regeringen og det færøske landsstyre, har vi indtil videre støttet, og det vil vi også gøre fremover. Og som sagt er vi meget tilhængere af, at Færøerne kan klare flest mulige ting selv. Det har vi sådan set overhovedet ikke nogen problemer med. Men lad det komme an på en nærmere drøftelse. Jeg vil ikke stå og give et bindende tilsagn her i dag om lige præcis at gøre det ene eller andet.
     Det var lidt ærgerligt, at spørgeren ikke stillede mig det spørgsmål om forskning, som blev stillet til Venstres ordfører. Men jeg kan bekræfte, at Socialdemokratiet i sit finanslovudspil netop har medtaget den forskning, som spørgeren talte om.

Næste spørger er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Det er sådan, at I 200 gange i Folketingssalen har sagt, at I ikke både kan indføre skattestop, komme med flere penge til velfærd, lægge op til skattelettelser og samtidig fortsætte gældsafviklingen. Men regeringens forslag til finanslov viser, at det kan vi godt.
     Og så kommer jeg så til Socialdemokratiets forslag til finanslov. Jeg blev ærlig talt overrasket. Man fremsætter et finanslovforslag med en samlet merudgift på 11,5 mia. kr. Man øger udgiftsrammen til amter og kommuner og staten fra 0,5 til 2 pct., og samtidig er finansieringen ikke helt tilstrækkelig. Hvordan vil hr. Henrik Sass Larsen forklare det? Står man ikke nu på talerstolen og bare deler gaver ud uden at sikre sig, at der er den nødvendige finansiering?

Som jeg sagde i mit ordførerindlæg, og som det også fremgår af Socialdemokratiets finanslovudspil, mener vi, det er en fuldt ud forsvarlig finansiering, vi laver.

     Filosofien bag det udspil, vi kommer med, er, som jeg prøvede at forklare, at vi investerer i nogle mennesker her og nu, for så får vi mulighed for at hæve det tifoldigt, når de mennesker kommer i uddannelse, og når de mennesker kommer
i arbejde. Det er en fornuftig strategi, det er investeringsstrategien. Og så kan jeg jo ikke lade være med at sige, at nu var den der jo igen, den her med, at vi skal holde os på de 0,5 pct. Jeg interesserer mig altså levende for det, for nu har jeg igennem lang tid hørt, at vi skal holde os på de 0,5 pct. Og hvert eneste år indgår finansministeren og regeringen nogle aftaler om, at nu vil de holde det på 0,5 pct. Når regnskabet så skal aflægges, er det lige pludselig røget op. Det vil sige, at den slags styr på økonomien har man ikke. Man kan budgettere et, men man lægger regnskab for noget andet.

Socialdemokratiets forslag sprænger jo alle rammer. Man påstår gældsafvikling, men hvordan skal den finansieres? Man påstår, at det er finansieret, og det er i realiteten underfinansieret med et betydeligt beløb. Hvis man regner med
2 pct. på alle offentlige udgifter, så vil det skønsmæssigt være underfinansieret med 6 mia. kr. Så det forslag, man er kommet frem med, er jo ikke afbalanceret, og de regnestykker, man har lavet, er jo ikke den fulde sandhed. Hvordan vil hr. Henrik Sass Larsen forklare det?

Jeg mener, vi fuldt ud har styr på vores regnestykker.
     Må jeg sige i forhold til spørgsmålet omkring realvæksten i det offentlige forbrug: Der lægger vi op til 1,9 pct. i forbrug vel at mærke som et engangsløft - som et engangsløft - i forhold til investeringer. Hvis man kigger på forbruget i den årlige realvækst i årene 2002, 2003, 2004, ligger det i gennemsnit på 1,5 pct. Så hvem er det, der skal komme her og tale om, at man pøser penge ud? Det holder jo ingen steder.
     Så derfor: Der er grund til at være sådan mere realistisk i forhold til indgangsvinklen. Vi har jo egentlig sagt, at vi laver et engangsløft, og så vil vi lægge os på 1 pct. Og hvis vi når de 1 pct., vil det jo være rekord i forhold til, hvad regeringen selv har præsteret i de seneste 4-5 år.

Der var engang, hvor velfærdsreformer betød forbedringer af velfærden. Og så vil jeg jo gerne høre, hvad ordføreren for det største oppositionsparti egentlig har af visioner for fremtiden, forslag, udspil angående velfærdsreformer.
     Hvad hørte jeg? Jeg hørte om et udspil til en velfærdsreform, som ikke er en forbedring af velfærden, men som er en forringelse af velfærden. Og jeg tænker selvfølgelig på Socialdemokraternes udspil til efterlønsreform.
     Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om hr. Henrik Sass Larsen mener, at Socialdemokraternes forslag til velfærdsreformer er en forringelse af efterlønnen for alle og især en forringelse for nogle af de grupper, der i dag knokler inden for social service. Socialdemokraternes efterlønsreform vil resultere i, at kun cirka hver femte sygeplejerske får fuld ret til efterløn, kun cirka hver fjerde skolelærer får fuld ret til efterløn, og kun cirka halvdelen af pædagogerne får fuld ret til efterløn. Er det en velfærdsreform, som Socialdemokraterne vil stå ved?

To ting: Det kan godt være, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr ikke var her, da jeg holdt min tale, men jeg talte en hel del om velfærdsreformer for at få alle dem med, som ikke kom med i det første opsving, om en lang række konkrete initiativer på arbejdsmarkedsområdet, på uddannelsesområdet, om arbejdsmiljø for at gøre noget for de svagest stillede i det her samfund, så de også får plads i velfærdssamfundet. Så det gjorde jeg faktisk en hel del ud af.
     Med hensyn til det her med efterlønnen tror jeg, at ordføreren kommer i bedre humør, når jeg nu kan svare, at de de prognoser, som man er kommet med for sygeplejersker og skolelærere, ikke passer, tværtimod.
     Og hvis Enhedslisten, og det ved jeg jo de har haft tradition for, gerne vil gøre noget for de dårligt stillede, gerne vil gøre meget for de ufaglærte på arbejdsmarkedet, dem, som hurtigere bliver nedslidt, skulle de snuppe vores forslag, for det betyder faktisk, at med dem, der i dag er tilmeldt efterlønsordningen, og med dem, der kan komme med i efterlønsordningen, vil vi nå en meget større gruppe end den, der er i dag. Så det burde vække ren jubel hos Enhedslisten.

Jeg har hørt den argumentation før.
     Så vil jeg bare for ligesom at gøre det helt klart, hvad det er, det socialdemokratiske efterlønsudspil betyder for de ufaglærte, sige, at det er sådan, at det her vil betyde, at de ufaglærte skal vente 2 år mere med at gå på efterløn. Hvor de nu kan gå på efterløn som 60-årige, vil de i fremtiden kun kunne gøre det som 62-årige.
     Så siger man: Jamen folk er også blevet mere raske, og folk dør senere. Det gælder bare ikke for de ufaglærte. Problemet er, at Socialdemokraterne øjensynlig endnu ikke har forstået, at der er noget, der hedder social ulighed med hensyn til sundhed, og lige præcis de ufaglærte grupper har ikke fået forlænget deres levetid, har ikke fået forbedret deres sundhed, og mange af dem har i dag behov for at gå på efterløn som 60-årige, og dem vil Socialdemokraternes udspil jo også forringe efterlønsordningen for.

Socialdemokratiet har udmærket forstået, at der er forskel på, hvor lang restlevetid forskellige grupper i det danske samfund har. Derfor har vi lavet en meget udmærket ordning
i et forslag til velfærdsreform, som går ud på, at vi siger, at minimumsindsatsen på arbejdsmarkedet er 38 år, som netop sikrer, at vi får alle dem med, som er startet tidligt på arbejdsmarkedet, stilladsarbejdere, jord- og betonarbejdere og andre, så de får retten til at kunne gå på efterløn prompte, når de fylder 62 år. Til gengæld har vi sagt, at de mange akademikere, som starter senere, dem, der ikke har det hårde, fysisk nedslidende arbejde, og som også lever længere end specialarbejderne, får lov til at få efterløn senere, eller også kan de slet ikke få efterløn. Det er solidaritet, så det klodser, for på denne her måde sikrer vi, at vi bevarer efterlønnen i 5 år fuldt ud, og
- glem det nu ikke - vi sikrer også alle de grupper på 3F's område, på HK's område og andre steder, hvor man ikke har fået folk med, fordi de ikke har betalt til efterlønsbidraget; her får vi en meget større gruppe med.

Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at Socialdemokraterne nu er begyndt at få øjnene op for den ulighed, der er i samfundet. Men det undrer mig alligevel, at hr. Henrik Sass Larsen holder fast i sin analyse af, at uligheden for to borgere i Køge ikke bliver større, hvis den ene har en ejerbolig og den anden ikke har.
     Derfor vil jeg godt bede hr. Henrik Sass Larsen beskrive lidt mere præcist: Hvad er ifølge hr. Henrik Sass Larsen så ulighed i det danske samfund?

Som jeg sagde tidligere, er jeg ked af, at det eksempel står som en generel mærkat, at det skulle være udtryk for min generelle holdning til lighed. Det er det sådan set ikke. Jeg er meget opmærksom på, at der er stor forskel på folk, og at der sådan set også er stor ulighed mellem ejere og lejere i det her land. Det har jeg ingen problemer med at forstå.
     Men jeg vil sige, at hvis man vil bekæmpe ulighed, hvis man vil gøre noget ved det, så skal man gøre, som vi sagde i vores tale og skriver i vores finanslovoplæg, nemlig sørge for, at folk får en uddannelse, sørge for, at folk får et job, sørge for, at folk får succes i tilværelsen, og at man kan hjælpe dem på alle mulige strækninger.
     Det er ikke muligt i større omfang at gå ind og lave omfordeling på boligområdet, hvis det er, at man vil opretholde en større lighed i det her samfund. Det kommer ikke til at virke; det kommer til at virke uretfærdigt.
     Mange mennesker i det her samfund, også almindelige specialarbejdere eller hårdtarbejdende mennesker, har ikke råd til at sidde i deres boliger, hvis vi begynder at brandskatte boligerne, og det kan altså ikke være målet i et velfærdssamfund. Vi har i Socialdemokratiet knoklet for, at folk kunne få deres egen ejerbolig, at de kunne være stolte af, at de også har noget, som er deres, og jeg kunne ikke drømme om at brandskatte dem, således at de ryger ud derfra.

Nu har jeg slet ikke snakket om brandskatning, så jeg ved slet ikke, hvor hr. Henrik Sass Larsen har det fra. Jeg vil bare godt have, at hr. Henrik Sass Larsen forholder sig til ulighedsbegrebet.
     Jeg kan forstå, at hr. Henrik Sass Larsen er enig med mig i, at en kontanthjælpsmodtager, der ikke ejer fast ejendom, og som bor i Køge, udsættes for en højere grad af ulighed på grund af de prisstigninger, der er kommet på husene i Køgeområdet. Er hr. Henrik Sass Larsen ikke enig med mig i, at de prisstigninger, vi oplever på boliger i visse dele af landet, dels giver ulighed mellem de mennesker, der ejer en bolig, og de mennesker, der ikke ejer en bolig, dels ulighed mellem landsdelene? Har man en bolig i bestemte egne af landet, taber man mange penge på det. Vi så det jo forleden dag, hvor der var en forskel på 4 mio. kr. på helt præcis samme type bolig. Er det ikke ulighedsskabende?

Netop, det kan jeg sagtens forstå. Det er derfor, jeg siger, at vi skal sørge for at øge udbuddet af boliger i f.eks. Københavnsområdet eller Århusområdet, hvor der er behov for boliger. Hvad havde man ellers forestillet sig? Hvordan i alverden skulle jeg gå ind med en beskatning og sørge for retfærdighed her uden at ramme alle de egne af landet, hvor boligpriserne falder? Det er jo hamrende uretfærdigt.
     Man kan godt stille sig op og sige, at nu skal vi gøre noget ved det, og jeg kan sagtens se problemet, men hvad har man drømt om? Lad os tage Køge, et udmærket sted, der stiger boligen det ene år med 100.000 kr. Så skulle man så det ene år sige: Nu skal jeg betale noget mere i skat - nå, skal jeg det? - selv om jeg ikke har belånt huset. Men hvis jeg så endelig gjorde det, hvad så, hvis mit hus faldt i pris? Skulle vi så ind at beskatte bistandsklienten hårdere?
     Altså, det er jo mærkeligt. Man kan jo ikke sidde og navigere efter boligpriser på et frit ejendomsmarked og så sige, at det er måden, hvorpå man laver lighed. Det går ikke. Der er andre steder, vi skal sørge for det: i skattesystemet og via vores uddannelsespolitik og via vores arbejdsmarkedspolitik.

Socialdemokraternes fantastiske slingrekurs her sommeren over har jo slået verden med forbavselse. Også den debat, vi har haft i dag, har tydeliggjort den der totale opløsning, som Socialdemokraterne er ude i. Det er selvfølgelig underholdende for os, der har sans for humor, men i virkeligheden er det jo en kæmpe tragedie for det danske folk, at det ledende oppositionsparti i den grad er i total opløsning, og ikke mindst for de svageste grupper, som ikke aner, hvilket ben de skal stå på med den usikkerhed, der skabes fra Socialdemokraternes side. Det er heldigvis ikke mit problem. Jeg ønsker held og lykke med projektet, når I Socialdemokrater får et projekt, I kan enes om.
     Det, mit spørgsmål går på, er ulandsbistanden, som nu skal op på 1 pct., forstår jeg. Hvordan er man nået frem til det tal? Er det sådan efter nogle store overvejelser over, hvilke projekter der skal sættes i gang? Hvorfor er det ikke 1,1 pct. eller 1,2 pct.? Hvordan er man nået den ene procent?

Tak til spørgeren for anmeldelsen. Jeg skal undlade at anmelde Dansk Folkeparti på samme måde. Det fører jo ikke nogen vegne at gøre det.
     Men jeg skal fortælle om ulandsbistanden, at i sin tid forpligtede den gamle regering sig på, at vi ville nå det mål på 1 pct. af BNI. Det har vi stadig som mål, og det er vores fulde overbevisning, at det er en god idé. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti synes, at det bedste, der kunne ske, var, at man skar yderligere ned på det. Der er vi forskellige.
     Jeg prøvede også at forklare, nej, ikke forklare, men berette i min tale, at der altså er en tilstand ude i den her verden, hvor et barn hver fjerde sekund dør af sult. Hvis det er inden for min rækkevidde, så synes jeg faktisk, det er et anstændigt bidrag at give nogle flere penge til ulandshjælp. Det er baggrunden for, at Socialdemokratiet går ind for det.

Hvis vi så når det engang, den ene procent, er problemerne så løst ude i den tredje verden? Er det så det, der skal til? Det er derfor, jeg spørger. Jeg har hørt, at Enhedslisten har sagt 1,5 pct. Det lyder umiddelbart mere godgørende end 1 pct. 2 pct. ville lyde enormt godgørende. Den katolske kirke gav tiende i gamle dage. Det var 10 pct.
     Men er vi ikke enige om, at uanset hvor vi lander, selv om Danmark giver 10 pct., selv om Danmark giver 100 pct. af sit bruttonationalprodukt, så er problemerne i den tredje verden ikke løst? Jeg mener, det er et tal, der sådan er grebet ud af luften i et forsøg på at være mere godgørende end dem, der følger FN's rekommandationer og siger 0,7 pct.

Ordføreren for Dansk Folkeparti har da ret i, at alle problemer ikke vil blive løst, bare vi sætter den op til 1 pct., men jeg tror, at mange danskere sammen med mig er enige i, at vi skal yde et anstændigt bidrag. Og et anstændigt bidrag betyder set fra min optik, at 99 pct. af velstanden til os selv kan vi nok klare det med, for jeg er overvældet over - det håber jeg også andre mennesker er, når de har set på kendsgerningerne derude - hvor elendig verdens tilstand er mange steder, og jeg er overbevist om, at vi kan gøre en forskel for verdens fattigste mennesker.

     Vi taler om, at det er børn, der ligger og dør. Vi taler om verdens fattigste, som ikke har noget som helst til sig selv, og at gøre en indsats dér, gøre en lille forskel dér, synes jeg egentlig godt man kan have det godt med. Jeg synes egentlig også, at det ville være anstændigt, at vi sagde, at vi kunne bruge den ene procent.

Det er lidt i samme spor som det, hr. Kristian Thulesen Dahl fulgte: Hvad er det, der er sket på 3 uger i Socialdemokratiet? Da Dansk Folkeparti kom ud med deres forslag om penge til førtidspensionister, var det alt for dyrt. Det blev endda sagt af hr. Henrik Sass Larsen selv. Nu mindre end 3 uger efter kommer man med et forslag, der er endnu dyrere. Hvad er det, der er sket i Socialdemokratiet? Har man læst meningsmålinger? Hvordan forholder det sig til den 2010-plan, som Socialdemokratiet selv i sin tid lagde?
     Endelig vil jeg også godt høre en kommentar: Kan hr. Henrik Sass Larsen bekræfte, at det her finanslovforslag også ville være blevet fremsat af Socialdemokratiet, såfremt de havde siddet i regering?

Det sidste er der et ja til. Sådan ville det være.
     Så vil jeg give nøjagtig den samme forklaring, som jeg gav før, for det er jo det samme spørgsmål om førtidspensionisterne. Vi vil ikke kunne finde 3 mia. kr. lige nu og her i vores finanslovforslag til at finansiere forslaget, men vi vil kunne finde dem i satspuljen. Og vi gør nøjagtig det samme, som man gjorde, da man indførte den nye førtidspensionsreform, nemlig at vi over satspuljemidlerne reserverer penge til at finansiere, at alle de førtidspensionister, der er på den gamle ordning, kan komme op på den nye ordning. Men det kunne da være interessant at høre, hvad De Konservative mener om det.

Så er det godt, at den konservative ordfører snart skal på talerstolen.
     Jeg kan sige til hr. Henrik Sass Larsen, at hvis det er nøjagtig det samme finanslovforslag, der ville blive fremsat, hvis Socialdemokratiet var i regering, så synes jeg, det er godt, at Socialdemokratiet ikke er i regering.
     Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan bevæge sig så langt væk fra sin egen 2010-plan til et finanslovforslag, der er underfinansieret med 6 mia. kr., og som kræver ekstraudgifter på 11,5 mia. kr. Har man fuldstændig forladt den plan, som hr. Nyrup og hr. Lykketoft lagde?

Se, jeg interesserer mig meget for, at regeringspartierne vil forfægte 2010-planen, og så er det, at jeg har udlovet en stor præmie. Det er hemmeligt endnu, hvad den er. Hvis man opfylder bare en eneste betingelse ud over målsætningerne i forhold til gældsafviklingen, som er indeholdt i 2010-planen, så giver jeg denne her store præmie.
     Lad mig løfte sløret lidt: Et af kriterierne var, at man skulle øge beskæftigelsen med 100.000 personer. Hvordan ser det ud med beskæftigelsen nu? Den er faldet med 44.000. Jeg siger det bare. Et af de andre kriterier var, at der udtrykkeligt stod, at der ikke er råd til ufinansierede skattelettelser i 2010, hvis planen skal holde. Det er overtrådt.
     Man har generelt punkt på punkt på punkt overtrådt 2010-planen, så hvis man stiller sig op og siger, at man overholder den, så siger vi: Nej, det gør man ikke. Og som sagt er der en stor præmie, hvis man kan pege på bare et eneste område ud over gældsafviklingen, hvor den holder.

Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, hr. Poul Andersen, har udtalt til pressen, at Socialdemokraterne er klar til at afsætte 20 mia. kr. til baneinfrastrukturen for på den måde at løse både signal- og skinneproblemerne en gang for alle. Mit spørgsmål til hr. Henrik Sass Larsen er: Vil Socialdemokraterne som konsekvens heraf stoppe al togtrafik i Danmark i forbindelse hermed?

Det var et snedigt spørgsmål. Nej, vi har sådan set ikke som ambition at stoppe al togtrafikken. Det kan jeg bekræfte at vi ikke har. Men vi vil på et tidspunkt komme med forslag til anlægsinitiativer, som gør, at vi kan få afsat de fornødne midler, sådan at vi ikke ryger ind i de problemer, der hele tiden er med skinnerne.
     Det er klart, at jeg og andre, som tager S-toget fra Køge, har været ret kede af situationen i ganske mange måneder, og sådan må det selvfølgelig også være alle mulige andre steder rundtomkring i landet.
     Vi vil gerne komme med en anlægsramme, der sikrer, at vi får løst problemerne en gang for alle. Det har været vores konstruktive bud.

Nu er det jo således, at også hr. Henrik Sass Larsen har udtalt sig til pressen om hr. Poul Andersens udmelding, hvor hr. Sass Larsen siger:
     »Frem for at vi skal bruge så meget tid ude på skinnerne - alle os, der skal på arbejde - vil det være sund fornuft at sætte gang i en massiv indsats nu.«
     Underbygger denne udtalelse om en massiv indsats ikke, at Socialdemokraterne ikke rigtig har gennemtænkt konsekvenserne af et sådant drastisk tiltag på jernbaneinfrastrukturområdet?

Jeg synes, det lyder som en fremragende udtalelse, jeg er kommet med. Altså hele ideen om, at vi skal lave en massiv investering nu og her, for at det kan lykkes at få genoprettet skinnerne og få ordnet signalproblemerne, alle mulige andre tiltag, der kan gøre, at det fungerer, synes jeg sådan set er sund fornuft. Det håber jeg da egentlig også at Dansk Folkeparti vil være med til.

Tak til ordføreren. Tiden for de korte bemærkninger er nu gået.
     Jeg giver ordet til den næste ordfører, som er hr. Kristian Thulesen Dahl.

I sådan en ordførertale om regeringens forslag til finanslov for det kommende år er det jo kutyme, at man sådan takker regeringen for forslaget og forholder sig lidt til det. Det vil jeg selvfølgelig også gøre. Men inden jeg kommer så vidt, vil jeg altså, som jeg også gjorde i en kort bemærkning, først og fremmest stile takken i dag til Socialdemokratiet. Det er ikke kun, fordi, som jeg også sagde tidligere, Socialdemokratiet af i dag er med til at gøre verden sådan lidt mere spændende og den politiske dagligdag lidt mere uforudsigelig i kraft af skiftende politiske meldinger. Det er faktisk også, fordi vi, når en ny leder kommer til i et politisk parti, alle nok er lidt afventende og fokuseret på:
Gad vide, hvad det nu afstedkommer af ændringer i partiets politik, hvilken stil vil man lægge for dagen, og hvordan vil det påvirke os og selvfølgelig også i det her tilfælde Dansk Folkeparti? Se, fru Helle Thorning-Schmidt blev valgt som leder på en device om, at man ville arbejde regeringen ud af regeringskontorerne. Allerede det gav jo sådan lige et lille puf til Dansk Folkeparti. Hvad ville det nu betyde, også i forhold til vores mulighed for at få indflydelse på regeringens politik? En indflydelse, vi jo har haft i de senere år, som vi er meget glade for, og som vi gerne vil fortsætte med at have. Nå, men der gik nogle måneder, og man arbejdede åbenbart på projektet med at få regeringen arbejdet ud af regeringskontorerne - vi kan altid diskutere succesen - indtil vi så her i august måned pludselig så, at det nu hed sig, at den måde, man åbenbart ville få fat i det på, var ved at komme med et forslag til en velfærdsreform. Nu skulle efterlønnen stå for, efterlønnen skulle skæres ned, og pensionsalderen skulle sættes op. Der var ikke alt for meget om, at reformen om efterlønnen lige var blevet indfaset, at man lige havde sat pensionsalderen ned til 65 år. Nu var det blevet langsigtet politik at gå den stik modsatte vej og lave om på den efterlønsreform, man lavede så sent som i 1998, og altså sætte pensionsalderen op til 67 år fra de 65 år, man netop havde sat den ned til. Det gav så Socialdemokratiets leder titlen Modige Helle, for nu ville man altså arbejde regeringen ud af kontorerne ved at være særlig modig, ved at ville nogle ting, som andre ikke turde. Så troede vi, at det var linjen, men så kom vi til i går, og der må jeg søreme sige, at piben fik en anden lyd. Nu kommer der forslag om at bruge en 11-12 mia. kr. til nye udgifter, som overhovedet ikke er finansieret - tingene hænger overhovedet ikke sammen. Man har foretaget kovending på kovending i forhold til den politik, man talte om for bare 4 uger siden. Eksemplerne er mange, og vi har nævnt dem i vores spørgsmål her i løbet af formiddagen. Først og fremmest er der punktet med førtidspensionisterne. Det er absolut relevant finanslovstof, fordi Dansk Folkeparti i snart et år har sagt, at den næste gang, vi fik mulighed for at give nogle et løft, som kunne mærkes, ville vi sætte fokus på førtidspensionisterne.

     Vi arbejdede med det, og på vores sommergruppemøde i Maribo nåede vi frem til, at det nok var i størrelsesordenen
1 mia. kr., man i hvert fald skulle have op af lommen, hvis man skulle gøre noget, som også ville betyde noget for den enkelte. Samtidig er det en størrelsesorden, vi mener - og det er sagt til regeringen - er inden for de rammer, der opereres med, og det bør være et realistisk mål at sætte sig. Vi tænkte, at hvis vi nu ligesom med kræftplanen i foråret kunne få sådan et spil, hvor socialdemokraterne også var positive, kunne det også gøre det nemmere for os at få det igennem i finanslovforhandlingerne. Man husker nok, at da vi havde kræftplanen, som nu også er indeholdt i regeringens finanslovforslag med et løft på 1,1 mia. kr. inklusive lånerammer til forbedret kræftbehandling næste år, kunne vi ikke umiddelbart få regeringen med. Vi fandt andre muligheder for at presse regeringen, og nu ligger der en kræftplan, som skal øge indsatsen næste år. På samme måde tænkte vi, at vi kunne gøre det i forhold til førtidspensionisterne. Men stor var vores skuffelse, da vi i starten af august kunne læse i adskillige aviser, at Socialdemokratiet ikke sådan umiddelbart syntes, at det var noget, man kunne støtte. Hr. Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiets finansordfører, sagde det mest slående, da han sagde til Børsen den 3. august 2005, at han forudså, at Socialdemokraterne vil prioritere andre områder højere, og at der er mange gode formål, man kan give penge til, at Socialdemokraternes finanslovudspil vil afspejle, at der er andre steder, hvor de mener der er behov for at prioritere. Det sagde hr. Sass Larsen ved den lejlighed. Der er andre citater, og de har jo også været nævnt. Det gjorde os selvfølgelig lidt ærgerlige, for så vidste vi godt, at det alene er op til Dansk Folkeparti at få presset igennem over for regeringen, at der skal ske et løft for førtidspensionisterne. Hr. Henrik Sass Larsen har også sagt et sted, at det, vi ville fra Dansk Folkepartis side, ville blive hundedyrt. Vi synes selvfølgelig, at 1 mia. kr. er mange penge, men omvendt syntes vi også, at det er ret og rimeligt. Indtil i går var det hundedyrt, og indtil i går var det altså ikke noget, som man ville prioritere i sit finanslovudspil, men i går havde man pludselig fundet 3 mia. kr. til førtidspensionisterne, som man kommer med et udspil om - 3 mia. kr.! Så spørger vi jo så om finansieringen. Det er vores agt, at det med førtidspensionisterne er noget, vi skal forhandle igennem i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Vi ville prioriteret - og det vil vi have gennemført - at en større del af de offentlige finanser går til dem, der har størst behov. Her mener vi, at førtidspensionisterne spiller en hovedrolle. Derfor vi kiggede opmærksomt på, hvordan Socialdemokraterne vil finansiere deres forslag, og de vil finansiere det ved hjælp af satspuljen. Nu slog jeg lige efter, og jeg mener, at der er 627 mio. kr. næste år i uforbrugte midler. Vi har altså en udgift på 3 mia. kr., og vi har en pulje på 627 mio. kr.. Det skal vi så forsøge at få til at nå sammen. Det er umiddelbart en svær øvelse. Man skal nok være i branchen for tryllekunstnere, for at det umiddelbart kan lade sig gøre. Ikke desto mindre hed det sig, at man ville give alle et løft næste år, så de kom på niveau med den nye ordning. Det vurderede man ville koste 3 mia. kr., som man altså vil finansiere af en pulje på 627 mio. kr. Nå, historien er vist lavet lidt om nu, så det handler om, at man over en årrække vil forbedre førtidspensionisternes vilkår, eller også vil man have, at vi andre skal finde de midler, der kommer til at mangle. Det kan også være, at strategien bygger på en forhåbning om, at når man har tømt puljen for satsmidler, som normalt går til nogle af de mennesker i det her land, der har allerstørst behov, de handicappede, de dementramte, gruppen af psykisk syge, at Dansk Folkeparti i de forhandlinger, der skal være med regeringen, selvfølgelig vil sørge for at sikre de områder. Det kan altså være, at man har så stor tiltro til Dansk Folkepartis forhandlingsevne og tiltro til, at det nok skal gå, at man godt kan tømme puljen for satspuljemidler, for Dansk Folkeparti skal nok klare ærterne; når vi kommer til finanslovforhandlinger med regeringen, sørger vi for de svageste i det her samfund. Det kan jo godt være holdningen. Jeg må bare sige, at så må vi finde ud af at gøre vores arbejde ordentligt, så vi sikrer, at det sker fyldest. Men det er en mærkelig strategi fra et parti, som vil - hvordan var det? - arbejde regeringen ud af kontorerne osv. Der kommer også det der med, at når man tager midlerne fra satspuljen, tager man dem jo ikke fra nogen. Det har vi været inde på, og det skal jeg ikke trætte Folketinget mere med, men selvfølgelig gør man det. Et andet område, hvor det med forskellige holdninger har været diskuteret - der er jo mange at tage fat på - er omkring ulighed. Nu kan vi nemlig forstå, at selv om man altså tømmer satspuljen, er hovedbudskabet, at hovedproblemet
i det her land er den stigende ulighed. Jeg synes faktisk, at der er mange problemer med ulighed, men de fortjener at blive behandlet på en anden måde end den overfladiske måde, det er blevet behandlet på i de senere dage. For en måned siden var den stigende ulighed ikke noget særlig stort problem, der var det ikke noget, man for alvor skulle gøre noget ved - jeg har citaterne med herop - og der talte man om, at vi har en sund ulighed i det danske samfund. Sådan kan det skifte fra det ene øjeblik til det næste.

     Nå, kære regering: Tak for forslaget til finanslov. Vi vil meget gerne forhandle finanslov på grundlag af det, der er fremsat. Vi har vores udspil og mening om, hvordan det skal ændres. Der er tidsler i regeringens finanslovforslag, der er ting, vi gerne vil have helt ud, som vi mener vender den tunge ende nedad. Så er der nogle andre ting, som vi mangler, som vi vil prøve at få indarbejdet.
     Vi håber, at regeringen med de seneste dages udvikling kan se, at det ikke vil være nogen særlig farbar vej at tro på, at man kan lave noget større finanslovforlig med Socialdemokratiet. Det betyder, at den eneste måde at sikre, at vi har en stabil økonomisk udvikling i det her land, er en ny finanslovaftale, den femte i træk, med Dansk Folkeparti.
     Det vil sikre, at vi også næste år betaler af på statens gæld i det omfang, vi skal. Det vil sikre, at den 2010-plan, som gør, at vi over årene har en holdbar udvikling i den offentlige økonomi, holdes. Det vil sikre, og det har vi accepteret som en præmis for forhandlingerne, at skattestoppet består. Det vil sige, at det ikke vil blive brudt, heller ikke med forslag om, at kunne vi ikke bare lige gøre det og det. Skattestoppet accepterer vi som grundlaget. Derfor er der al mulig grund til at tro, at regeringen og Dansk Folkeparti, når vi når nogle måneder frem, vil kunne lave et nyt finanslovforlig.
     Grunden til, at det er nødvendigt, er, at vi jo umiddelbart efter det givne finanslovforlig kommer i en situation, hvor der skal diskuteres velfærdsreformer. Det er soleklart, at hvis man ikke har styr på den offentlige økonomi, hvis man ikke sørger for at prioritere de offentlige midler til de svageste - den offentlige økonomi, der gør, at vi også har en holdbar udvikling - kommer man ud for, at vi allerede til foråret skal til at skære dybt i velfærdsordninger. Den logik er allerede gjort klar for Folketinget og for den danske befolkning. Jo mere, vi tror vi kan øge det offentlige forbrug med, jo mindre vi betaler af på gælden, jo mere skal der skæres til foråret, for at den langsigtede økonomiske politik hænger sammen.
     Vi er sådan set dem, der vil sikre, at vi fortsat betaler af på gælden, så vores renteudgifter falder. Det pudsige er jo, at vi dermed lægger os meget stramt op ad en plan, som SR-regeringen lavede i 2001 for holdbarheden af den offentlige økonomi frem til 2010. Man kan diskutere, om Det Radikale Venstre længere har aktier i den plan med en forbrugsvækst på 0,8 pct. Men det er dog stadig væk inden for rammerne, hvor det ser ud til, at man forsøger at styre det i forhold til den tidligere regeringspartner.
     Så lige nogle flere ord om vores prioriteter i de forhandlinger, der kommer. Vi har en overskrift, der hedder en bedre social balance. Den retter sig meget mod det omkring førtidspensionister, som jeg har været inde på, men den retter sig også mod, at vi mener, at der over finansloven skal afsættes en ekstra pulje til gavn for de mest udsatte grupper. Jeg har været inde på det med satspuljen, som jo skal friholdes fra andre angreb og dermed gå til de mest udsatte, men vi mener faktisk også, at der over den almindelige finanslov skal ske en forbedring for de grupper.
     Det mener vi, fordi det jo, når vi snakker om satspuljen, er en bunden opgave at lade pengene gå tilbage til de mest udsatte, fordi det er dem, der betaler puljen, og derfor skal pengene også bruges der, og skal vi i den samlede offentlige økonomi gøre mere for de dårligst stillede, er det blandt finanslovens øvrige midler, vi skal finde de penge.
     Vi har et budskab til regeringen - også i forbindelse med efterårets forhandlinger - der handler om større økonomisk lighed mellem landsdelene. Det handler faktisk også om at gøre det bedre for de dårligst stillede. Vi ved, at der er mange ældre, der ikke får den betjening, de bør have. Et af hovedproblemerne i nogle kommuner er jo, at vi simpelt hen har fået lavet Danmark skævt, så nogle områder af Danmark har en meget kraftig og positiv udvikling, mens andre områder har direkte tilbagegang. Det er jo også derfor, at vi har lovet hinanden, at der skal laves en udligningsreform, som i højere grad sikrer udsatte områder af landet bedre økonomiske vilkår.
     Den udligningsreform kommer først i løbet af den kommende tid, og derfor mener vi, at der i forbindelse med finanslovforhandlingerne bør tages fat på, hvordan vi sikrer de vanskeligst stillede kommuner bedre vilkår i 2006. Det kan man gøre på forskellige måder.

Man kan dels øge den pulje, der er til vanskeligt stillede kommuner, så de altså bedre kan give service til deres borgere, og man kan også gøre det ved, at nogle af de penge, der kommer fra staten, i højere grad kommer ud efter behov.
     Der tænker vi jo bl.a. på det forslag, der har været diskuteret her tidligere i dag omkring nedsat forældrebetaling, fra 33 pct. til 25 pct., i daginstitutioner, hvor man jo deler ud over blokken, altså at man populært deler ud, så nogle kommuner vil opleve en overkompensation fra staten, andre vil opleve det modsatte. Det typiske billede er, at de kommuner, der har sværest ved at honorere kravene fra borgerne, er dem, der faktisk får en underkompensation. Det vil vi meget gerne have rettet op på, så det er det faktiske indtægtstab, kommunen har, som bliver kompenseret af staten.
     Vi skal også diskutere det at anvende penge fra staten til en bedre ældrepleje. Regeringen har foreslået en pulje, og vi har jo så forslået, at den bliver forhøjet med 200 mio. kr., altså at de penge, der går fra staten til kommunerne for at hjælpe de ældre, reelt også går til en forbedret ældrepleje.
     Da man sidst havde en pulje, der skulle ud til kommunerne for at sikre det, er det jo velkendt, at mange kommuner brugte de midler til alt muligt andet. Når vi nu har en mulighed for igen at tage den diskussion, fordi der skal nye penge ud til kommunerne, så er det vigtigt, at vi den her gang sikrer, at pengene ubeskåret går til en forbedret hjælp til vores ældre medborgere.
     På sundhedsområdet har jeg nævnt det med kræftplanen, som er kommet med. Jeg vil bare lige nævne her også, at
i forbindelse med kommunalreformen er sundhedscentre blevet et omdrejningspunkt. Vi mener, at når man har en stigende centralisering på sundhedsområdet inden for nogle områder, er det utrolig vigtigt, at man har den modsatte tendens inden for andre, så vi borgere også oplever et sundhedstilbud tæt på, hvor vi bor. Og det gør man altså ikke ved bare at nedlægge små sygehuse og tro, at så går det nok af sig selv. Det gør man ved at oprette sundhedscentre i alle de nye kommuner. Der har været afsat midler gennem to aftaler mellem Dansk Folkeparti og regeringen på i alt 100 mio. kr. til at understøtte opbygningen af sundhedscentre i kommunerne. Vi foreslår, at der afsættes flere penge, så endnu flere kommuner på den måde kan få en tilskyndelse til at oprette sundhedscentre, så vi får det i gang over hele landet. Afslutningsvis vil jeg nævne, at der er et par aftaler, vi har med regeringen, som vi meget gerne vil bruge finanslovforhandlingerne til at give et serviceeftersyn. Det er aftalerne vedrørende politi og kriminalforsorg. Det giver sig selv, at vi jo skal have et mere synligt politi, det lå i aftalen, vi lavede. Vi skal have tjekket, hvordan det går. Og med hensyn til kriminalforsorgen, hvor der ser ud til at være flere indsatte i fængslerne end det, der var forudset, skal vi have sikkerhed for, at der er de tilstrækkelige midler i fængselsvæsenet til, at vi kan sikre, at forbryderne er bag lås og slå og ikke ude på åben gade.

Tak til ordføreren, som jeg beder blive på talerstolen for at svare på spørgsmål. Der er indtegnet en række spørgere, som jeg vil læse op: fru Helle Thorning-Schmidt, fru Mette Frederiksen, hr. Johs. Poulsen, fru Line Barfod, hr. Morten Østergaard, hr. Ole Sohn, fru Lotte Bundsgaard, hr. Jens Rohde, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Morten Helveg Petersen, fru Pia Gjellerup og hr. Ole Stavad. Det er formandens hensigt at sikre, at de indtegnede ordførere selvfølgelig får tid inden for den time, der er afsat til spørgsmål til ordføreren.
     Den første spørger er fru Helle Thorning-Schmidt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl var jo meget optaget af at fortælle om Socialdemokraternes politik, og det tog sådan lidt fokus fra at få klarhed over, hvad Dansk Folkeparti så selv mente bl.a. på førtidspensionsområdet.
     Det startede så fint efter sommergruppemødet, hvor det blev nævnt, at alle førtidspensionister på B-holdet skulle op på A-holdet. Stor var så skuffelsen, da der kun var afsat 1 mia. kr. til det formål. Socialdemokraterne vil afsætte 3 mia. kr. for at sikre, at alle - alle - førtidspensionister på den gamle ordning fra næste år får det samme som dem, der er på den nye ordning.
     Derfor vil jeg gerne stille et meget enkelt spørgsmål til Dansk Folkeparti: Vil Dansk Folkeparti være med til at sikre sammen med os, at alle førtidspensionister allerede fra næste år kommer op på samme niveau som dem, der er på den nye ordning - ja eller nej?

Jo, vi interesserer os meget for, hvad Socialdemokratiet vil, fordi det selvfølgelig er betydningsfuldt, hvad et stort politisk parti vil, et parti, der gerne vil have regeringsmagten. Det er da selvfølgelig betydningsfuldt. Derfor interesserer det os meget.
     Vi kan konstatere, at for 4 uger siden - for 4 uger siden - ville Socialdemokratiet ingenting omkring førtidspensionister. Det ville ikke være noget, der ville blive prioriteret i Socialdemokratiets finanslovudspil.
     Der er sket noget på de 4 uger. Der er sket det, at nu vil Socialdemokratiet noget på førtidspensionsområdet, og det er vi da glade for. Men det er da forunderligt, og det er da noget, man ligesom på kigge på. Gad vide, hvorfor Socialdemokratiet på 4 uger er gået fra ikke at ville noget på førtidspensionsområdet til nu at ville noget på førtidspensionsområdet.
     Så spørger fru Helle Thorning-Schmidt helt konkret: Vil vi bringe alle fra det såkaldte B-hold op på A-holdet?
     Vi har henvendelser fra førtidspensionister, der siger, at hvis vi gør det, så vil de miste penge. Vi vil ikke acceptere et system, hvor folk, der i dag får en ydelse som førtidspensionister, går ned i indtægt, fordi Socialdemokratiet i løbet af 4 uger skal skifte politik. Vi vil gøre det her ordentligt og redeligt over for førtidspensionisterne, så vi sikrer, at alle dem, vi giver ekstra, får det som en forbedring, og at ingen oplever det som en nedgang i indtægt.

Jamen vi kan da hurtigt blive enige om, at ingen skal få en ringere situation end den, de har i dag. Men jeg savner stadig svar fra Dansk Folkeparti. Vil Dansk Folkeparti næste år være med til at sikre, at alle folkepensionisterne på B-holdet går op på A-holdet? Det kan gøres allerede fra næste år. Dansk Folkeparti vil åbenbart stadig nøle. Jeg tror, at der er mange ud over os i salen, måske også nogle hjemme i stuerne, som stadig savner et klart svar fra Dansk Folkeparti. Det kan gøres sammen med os. Svaret er meget simpelt: Ja eller nej.

Problemet er, at hvis jeg svarer ja til det, så sikrer jeg samtidig, at der er nogle, der går ned i indtægt, og det vil jeg simpelt hen ikke. Det kan godt være, at fru Helle Thorning-Schmidt ikke har sat sig grundigt ind i sagerne, fordi det har skullet gå for stærkt.
     Vi har henvendelser fra førtidspensionister, der siger:
Hvis man laver den øvelse, som Socialdemokratiet foretog i går i sit finanslovudspil, så er der mennesker, der vil gå ned indkomst. Det vil vi da ikke finde os i.
     Så hvis jeg skal svare på ja/nejspørgsmål på et grundlag, der ikke er fuldstændig oplyst, vil det da være himmelråbende forkert over for førtidspensionisterne. Vi vil sikre, at når vi går ind og skaber forbedringer, er det reelle forbedringer, så dem, vi stiller noget i udsigt om at få noget mere, også reelt får mere i posen.

Jeg synes ærlig talt, der er lidt for meget Christiansborgsnak og lidt for meget spil.
     Vores forslag er følgende: Alle de førtidspensionister, der i dag er på den gamle ordning og derfor for manges vedkommende får en lavere ydelse end dem, der er på den nye ordning, skal løftes op på samme ydelse. Det betyder, at vi til forskel fra Dansk Folkepartis forslag, som vil løfte den enkelte førtidspensionist med 5.000 kr. om måneden, siger:
Dem, der er på den laveste førtidspension, skal løftes 36.000 kr. om året - 36.000 kr. om året! Der er ingen, der må gå ned
i ydelse. Der er ingen, der skal genvisiteres. Spørgsmålet er fuldstændig klart: Vil Dansk Folkeparti fra 2006 være med til at sikre, at alle førtidspensionister i det her land bliver løftet fra den gamle ordning til den nye ordning med det forbehold, at ingen må gå ned i ydelse, at ingen skal genvisiteres, at alle skal vinde på det?

Man kan stå heroppe og blive fuldstændig paf, for Socialdemokratiet er jo et forunderligt parti. Altså, det ene øjeblik vil man ikke gøre noget for førtidspensionisterne, det næste øjeblik vil man gøre noget, uanset hvad det koster, uanset hvor pengene skaffes fra. Det er da en mærkelig måde at føre politik på.
     Vi har sagt for næsten et år siden, at næste gang vi får mulighed for at prioritere et område, mener vi, at førtidspensionisterne skal prioriteres. Det har vi så arbejdet på. Vi har lavet et forslag. Det har en udgift på ca. 1 mia. kr. om året. Men det er et gennemtænkt forslag. Det er da ikke sådan noget, vi haler ned fra himlen, fordi der er nogle andre, der gør noget. Og det er der, man kan blive fuldstændig paf over den socialdemokratiske regering.

Nu kan jeg jo godt lide udtrykket »den socialdemokratiske regering«, og det kan jeg forstå at hr. Kristian Thulesen Dahl også kan.
     Ærlig talt, førtidspensionister i Danmark har ikke behov for mere snak. Vi siger: Vi kan løfte alle førtidspensionister allerede næste år. I gennemsnit vil det være 36.000 kr. om året for dem, der i dag er på den laveste ydelse. Ingen skal gå ned i ydelse. Ingen skal genvisiteres.
     Det, vi venter på nu, er, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti giver førtidspensionisterne - kameraet er lige derovre - et håndslag på i dag: Ja, vi går sammen med Socialdemokratiet, og allerede fra 2006 fjerner vi de økonomiske uligheder, der er i Danmark på førtidspensionistområdet. Det kræver bare et ja eller nej fra Dansk Folkeparti: Vi I være med til at løfte et område, så det bliver socialt ansvarligt, eller vil hr. Kristian Thulesen Dahl stå og snakke politikersnak resten af dagen?

Fru Mette Frederiksen sagde lige: Vi kan sørge for sådan og sådan og sådan.
     Hvad kan Socialdemokratiet sørge for? Hvordan finder man pengene til det her? Man har anvist pengene i satspuljen. Jamen man bliver da nødt til at lytte til svaret. Man tager pengene fra en satspulje, der er øremærket de handicappede, øremærket de psykisk syge, øremærket nogle af de allermest udsatte grupper i vort samfund. Så kan det da ikke nytte noget, at fru Mette Frederiksen ryster på hovedet og siger, at »vi kan skaffe«. Hvis det er den måde, man vil skaffe penge på, så er vi ikke med på at skaffe pengene.

Dansk Folkeparti er jo både parlamentarisk og også i finanslovsammenhæng dem, der holder hånden over regeringen, kan man sige, og vi har også hørt i ordførertalen i dag, at man også lægger op til det i forbindelse med den kommende finanslov. Man kan måske endda sige, at nogle mener, at man fører regeringen på en lang række områder, og at man har regeringen i snor, men lad det nu ligge.
     Det, som jeg vil tage fat i, er, at hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, at han også var blevet opmærksom på, at der måske er problemer i den kommunale økonomi, og det, at man jo dermed står med et stort ansvar også i Dansk Folkeparti for, hvad der er den kommunale økonomiske situation, betyder tilsyneladende, at man er inde i overvejelser.
     Hr. Thulesen Dahl sagde så, at når man kompenserer for regeringens løfter om nedsatte daginstitutionstakster, så vil man nogle steder få en overkompensation og nogle steder en underkompensation som følge af det nuværende system. Det er også rigtigt, hvis det er sådan, at man giver kompensation for det, opgaven rent faktisk har kostet. Det gør man ikke, og derfor bliver der ikke tale om, at man nogle steder får overkompensation og andre steder underkompensation, men i stedet for, at man nogle steder får en lille underkompensation og andre steder en kæmpe underkompensation.
     Vil Dansk Folkeparti gøre noget ved det i finanslovforliget?

Nu er sagen jo den, at man har aftalt, at der skal gives den kompensation, der er den rigtige, det vil sige, at man skal give kompensation for det tal, man regner ud er tabet for kommunerne. Og det må vi tro på rent faktisk også er det, man gør.
     Det, som man så ikke gør, det, der ikke er aftalt, er, at man kompenserer efter, hvor tabet rent faktisk er, altså at der er nogle kommuner, der vil opleve en underkompensation, at de mister penge, og så skal ud at finde pengene på andre områder. Og det er det vi har sagt at vi ikke synes om.

Det forstår jeg sådan, at hvis det reelt er sådan, at billedet er, at man nogle steder får en lille underkompensation og andre steder en meget stor underkompensation, altså mangel på penge begge steder, så vil Dansk Folkeparti ikke være med til, hvis det er situationen, at man i øjeblikket skal lægge budgetter, hvor man så skal finde penge til at betale for regeringens løfter, for det skal man ifølge den måde, kommunerne lægger budgetter på i øjeblikket.
     Men jeg vil også gerne i den forbindelse spørge: Synes Dansk Folkeparti, at det er sympatisk, at man fra regeringens side, det var jo specielt fra Venstres side under valgkampen, på den måde har overtaget det kommunalpolitiske råderum på et kærneområde? Det kunne jo godt være, at mange kommunalpolitikere sagde, at i stedet for at nedsætte daginstitutionstaksterne, så vil man bruge dem til at forbedre kvaliteten på en række områder, herunder f.eks. på daginstitutionerne.
     Havde det ikke været mere reelt for det kommunale selvstyre, at man havde lagt det sådan op, at man havde den mulighed i stedet for på forhånd at prioritere på kommunale kærneområder og dermed blande sig centralistisk i, hvordan man prioriterer lokalt?

Altså, regeringen er gået til valg på, at man skal nedsætte betalingen for forældrene til daginstitutioner. Derfor er der jo ikke noget mærkeligt i, at regeringen søger at få det gennemført.
     Vi har så sagt, at skal det gennemføres med vores stemmer, så mener vi, at kommunerne skal have betaling for det, så det indtægtstab, de får, bliver dækket. Og vi vil forhandle med regeringen, om vi kan nå en aftale på det grundlag.

Nu har vi hørt flere gange om satspuljen og pengene der. Det er jo penge, der bliver taget fra nogen af dem, der har allermindst her i landet. Jeg synes, det kunne være rart at få hr. Kristian Thulesen Dahl til at bekræfte, at på trods af at Dansk Folkeparti, før man blev regeringsgrundlag, lovede at gå imod satspuljen, har man siden da være med til at stemme for, at der f.eks. i år bliver taget 4,2 mia. kr. fra førtidspensionister, folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre.
     Jeg ville så godt høre Dansk Folkeparti: Hvis nu vi kan få Socialdemokraterne med på at nedlægge veto i satspuljen, sådan at pengene kommer tilbage til førtidspensionisterne og de andre, ville Dansk Folkeparti så være med på det? Det ville jo f.eks. betyde, at en række førtidspensionister ville få 5.000 kr. mere om året, hvis de fik den fulde regulering, de mangler.

Vores holdning er, at satspuljen ikke er noget, der bør bestå. Derfor kan man jo også lægge vores stemmer til et givet flertal, der måtte ønske, at satspuljen ophører.
     Det, vi kunne konstatere for et par år siden, var, at der jo var et meget stort flertal i Folketinget uden om også Dansk Folkepartis stemmer, der ønskede satspuljen fastholdt. Og så sagde vi, at skal satspuljen være der, så ønsker vi selvfølgelig også indflydelse på, hvordan pengene bliver brugt. Men det anfægter jo ikke vores principielle holdning til satspuljen.
     Så hvis man tæller mandater sammen, og det pludselig viser sig, at der inklusive Dansk Folkepartis stemmer er et flertal, der ikke ønsker at fortsætte med den ordning, vi har med satspuljen, så tæller man Dansk Folkepartis stemmer med.

Betyder det, bare for at få det skåret ud, at hvis vi kan få Socialdemokraterne med på at nedlægge veto i forbindelse med satspuljen, sådan at pengene går tilbage til førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og de andre, som man i år alene tager 4,2 mia. kr. fra, så ville Dansk Folkeparti være med på det, og så kunne man i stedet på finansloven finansiere alle de gode projekter for handicappede og andre med penge fra de rigeste og fra det store overskud på finansloven i stedet for at tage dem fra de allerfattigste?

Jamen nu er fru Line Barfod bare lidt på vildspor med hensyn til, hvad der vil ske, hvis et parti ikke vil være med til en given fordeling, for der står faktisk i den aftale, der er, at man så skal forhandle, indtil man bliver enige. Og så kan man selvfølgelig gøre sig forestillinger om, hvor lang tid det vil tage, og om man overhovedet vil kunne blive enige, men det står der rent faktisk i det eksisterende grundlag.
     Men sagen, og det jeg siger til fru Line Barfod, er, at hvis man tæller et flertal op i Folketinget, der ikke ønsker, at satspuljen skal være der fremover, så er Dansk Folkepartis mandater med, så tæller de med på den side, der synes, at det er principielt rigtigt at udfase satspuljeordningen. Og det er egentlig svaret til fru Barfod, for så kan man jo arbejde med det, hvis man vil.

I hr. Kristian Thulesen Dahls ordførertale blev der talt varmt for 2010-planen og økonomisk ansvarlighed. Man kunne næsten have glemt det, mens milliarderne føg os hen over hovederne her i den seneste holmgang, men lad os vende tilbage til det, da det nu er den sikreste kurs at holde. Der er jo ligesom fra Velfærdskommissionen allerede nu lagt op til, at der er tre veje, man kan gå. Man kan hæve skatten, man kan spare markant på de offentlige udgifter, eller man kan lave reformer, der skaber arbejde. Jeg tillader mig at tro, at Dansk Folkeparti hverken ønsker at skære i de offentlige udgifter eller hæve skatten markant, og derfor må vi tilbage til, hvordan vi skaber arbejdspladser i det her land. Og der kunne det være interessant i forbindelse med den her debat at høre: Har hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti et eneste forslag til en velfærdsreform, der peger
i retning af mere beskæftigelse? Vi ved, at efterlønnen er fredet, på trods af at det kunne skabe et større arbejdsudbud, og vi ved, at der er andre områder, man heller ikke vil røre, det hører vi også i debatten i dag. Men har hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti et eneste bud på en reform, der rent faktisk strukturelt kunne øge beskæftigelsen i det her land?

Ja, og det er jo soleklart. Altså hvis man bare kigger på udviklingen siden 2001, så vil man kunne se, at Dansk Folkeparti har deltaget i ganske meget, der har haft det sigte at bringe flere ud på arbejdsmarkedet. Reformen »Flere
i arbejde« fra 2002 er et starteksempel fra perioden. Der har været nogle ting, der har været meget udskældte, men det er jo en reform, der har det sigte at bringe flere ud på arbejdsmarkedet. Senest i den anden ende af åremålet kan man sige, at vi
i sommer indgik aftalen om integrationspakken. Den har til formål at bringe mange indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Og det er jo, fordi vi tror på, at man på den måde ved stille og roligt at lave justeringer på velfærdssamfundet kan sikre, at vi undgår på et tidspunkt at skulle skære dybt, som andre partier foreslår, for at finansiere fremtidens udfordringer. Vi tror faktisk på, at man på den måde stille og roligt kan bevæge samfundet den rigtige vej, og det har vi gjort på den måde, som jeg netop har skitseret.

Det vil sige, at på trods af at vi står i en situation, hvor vi i dag beskæftigelsesmæssigt er langt længere væk fra at opnå 2010-målene, end man var, da planen blev sat i søen, på trods af at der er kommet flere og flere flygtninge og indvandrere, mens den nuværende regering med opbakning fra Dansk Folkeparti har siddet ved roret, så er der alligevel intet nyt på tapetet, når vi spørger, om Dansk Folkeparti har planer om nogle velfærdsreformer, der rent faktisk skal skabe den beskæftigelse, som er nødvendig, for alle de gode gaver, som partierne står i kø for at dele ud, kan afleveres. Så er svaret set i bakspejlet, at det er ting, man har gjort, som allerede nu har vist sig ikke at have den fornødne effekt, fordi vi i dag er længere væk fra at nå målene, end da regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti tog over.
     Det vil altså med andre ord sige, at til vælgerne og til seerne og til folk her i Folketingssalen i dag kan Dansk Folkeparti sige: Vi har intet bud på, hvordan de mange tusind arbejdspladser skal skabes, ud over det, I har hørt, og som ikke har virket.

Det er direkte forkert, fordi hr. Østergaard lægger til grund, at vi ikke holder 2010-planen. Og det er jo forkert. Hvis man tager noget af det afgørende, nemlig gældsnedbringelsen, så har vi jo stået fast på, at gældsnedbringelsen skal ske som planlagt, og det sker også.
     Så det er ganske enkelt ikke rigtigt, og vi mener faktisk, at man ved på den måde at sikre fokus på bl.a. gældsnedbringelse kan sikre, at det rent faktisk også sker fremover.

(Ordføreren tager jakken af). Nå, så voldsomt tror jeg ikke, det bliver!
     Jeg vil sådan set starte med at rose Dansk Folkeparti for at have forståelse for, at vi skal have en sund økonomi for at undgå, at der skal ske store indgreb i velfærdsydelserne, og at det kræver, at der sker en gældsnedbringelse. Fuldstændig enig.
     Men for at undgå, at der skal ske indgreb i velfærdsydelserne fremover, som en række andre partier foreslår, er det altså nødvendigt, at man investerer i fremtiden, og at man udvider arbejdsstyrken. Derfor er spørgsmålet: Har Dansk Folkeparti nogen forestilling om, hvordan man gør det?
     Jeg tænker på investeringer i fremtiden og ikke mindst i uddannelsessystemet, i forskningen. Det, der er grundlaget for fremtidens arbejdspladser, er investeringer i arbejdsmiljø, sådan at vi kan få nedbragt sygefraværet. Vi har jo omkring 50.000 danskere, der hver eneste dag er væk fra arbejdsmarkedet, fordi de er slidt i stykker, er kommet til skade eller på anden måde er blevet uarbejdsdygtige. Vi må have en væsentlig mere offensiv indsats på arbejdsmiljøområdet. Eksempelvis ville man kunne øge arbejdsstyrken og dermed nedbringe behovet for nedskæringer på velfærdsområdet.
     Så hvordan vil Dansk Folkeparti være med til at sikre øgede investeringer i fremtiden?

Spørgeren fik lidt ekstra sekunder for at kompensere for, at ordføreren tog jakken af.

Jo, man skal altid lige være ekstra på vagt, når hr. Ole Sohn stiller spørgsmål.
     Men sagen er jo, at vi tror, det er en farlig strategi at sige, at nu begynder vi at slække på gældsafviklingen for at investere alle mulige steder, for hvis ikke det giver den effekt, som hr. Ole Sohn håber, så står vi med en manko i forbindelse med, at gælden simpelt hen bliver for stor. Og derfor tror vi altså på, at det er vigtigt at holde fast i, at man også betaler af på sin gæld, når man har nogle forholdsvis fornuftige tider.
     Det kan simpelt hen ikke nytte noget, at man springer over, hvor gærdet er lavest og siger skidt med det, det glemmer vi lige for en stund, og så forbruger vi i stedet for. Og derfor har vi stor fokus på gældsafviklingen.
     Det er også det, der gør, at når vi gudskelov får et samfund med flere ældre, det er jo sådan set et godt, sundt tegn, så er der også flere penge at gøre godt med, så har vi sparet renteudgifter, og så kan vi bruge de penge på det glædelige faktum, at der er blevet flere ældre. Sådan hænger tingene sammen.

Jeg er da lidt ked af, at hr. Kristian Thulesen Dahl blev så forvirret, da han tog jakken af, at han ikke hørte spørgsmålet. Jeg er sådan set fuldstændig enig i, at der skal ske en gældsnedbringelse. Det tror jeg sådan set alle partier
i Folketinget er enige om. Men der er to former for investeringer i fremtiden, og det er de passive og de aktive. Og at nedbringe statsgælden er jo en passiv investering. Det er noget, der skal ske, alle er enige om det, men vi er da også nødt til at foretage nogle aktive investeringer, altså at sørge for at skabe grundlaget for fremtidens arbejdspladser. Det gør man ikke ved en gældsnedbringelse, det gør man ved en aktiv indsats gennem at sørge for, at vi får uddannet nogle flere, hvilket kan danne grundlag for, at vores børn og børnebørn også har arbejdspladser, det kan være flere voksenlærlinge, det kan være flere boglige uddannelser, det kan være flere universitetsuddannelser, altså alle de ting, der er en aktiv investering i fremtiden. Det er ikke noget med, at vi skal forbruge, vi skal netop investere i fremtiden. Og på samme måde med arbejdsmiljøet. Det er jo ikke et forbrug, det er jo en investering, som gør, at vi kan udvide arbejdsstyrken, og det er jo det, der skal til for, at vi kommer til at undgå at skære dybt i velfærdsydelserne, eksempelvis efterlønnen, som vi heller ingen interesse har i. Så der har vi fælles interesser, men det kræver investeringer i fremtiden.

Jeg er jo ikke uenig med hr. Ole Sohn i, at det kræver investeringer i fremtiden. Men det, der bliver sat op, er, om man skal slække på gældsafviklingen for at foretage de investeringer, altså om man skal betale mindre af på sin gæld for at foretage nogle yderligere investeringer på nogle forskellige områder. Jeg tror, det er en farlig tendens, der er ved at brede sig, fordi det altså virker nemt, man kan lige bruge nogle af de der penge.
     Men man falder jo i den fælde, som andre også har advaret imod i tidligere tider, at når det egentlig går godt og man har mulighed for at betale af på sin gæld i husholdningen, så får man det ikke gjort. Når det så begynder at gå den anden vej, har man ikke handlet i tide. Og derfor tror vi på, at man skal respektere gældsafviklingen, punktum, og så skal man inden for de rammer, der så er, sikre investeringer. Og det gør man jo rent faktisk også.
     Man kunne få det indtryk, at der slet ikke bliver brugt penge på forskning. Der ligger i hvert fald i finanslovforslaget 10,7 mia. kr. til forskning, der ligger et ønske fra regeringens side om at proppe flere penge ind i Højteknologifonden til forskning, og der ligger, har flere tidligere nævnt, de der UMTS-midler, der skal udmøntes. Der bliver jo også på den måde brugt penge til næste år, også selv om det på det punkt skulle være regeringens oplæg, der måtte gå igennem forhandlingerne.

Jeg er en af dem, der synes, at hr. Kristian Thulesen Dahl altid plejer at være rimelig klar i mælet, at svare rimelig præcist på spørgsmål, der bliver stillet. Derfor er jeg også blevet en smule skuffet i dag, for flere gange er hr. Kristian Thulesen Dahl blevet stillet det samme spørgsmål, uden at hr. Kristian Thulesen Dahl egentlig har svaret på det.

     Spørgsmålet er: Vi Socialdemokrater har fremlagt et forslag, hvori vi siger, at alle de førtidspensionister, som er på den gamle ydelse, alle dem, der modtager mindre i pension end dem, der er på den nye førtidspension, vil vi gerne løfte op, så de får det samme, vi mener nemlig ikke, at der skal være et A-hold og et B-hold blandt førtidspensionister.
     Jeg vil godt høre hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvis vi kan vise finansieringen, vise, hvordan vi via satspuljen de næste par år kan sikre, at alle, der er på den gamle ydelse, kommer op på den høje ydelse, kan Dansk Folkeparti så støtte det her forslag?
     Det er sådan set bare et ja eller et nej, jeg har brug for, altså klar tale fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Mener Dansk Folkeparti noget med, at man vil forbedre førtidspensionisternes vilkår eller ej?

Det er altså forunderligt. Jeg har selv helt tilbage i december sidste år løftet sløret for, at vi i forbindelse med det her efterår ville prøve at løfte midlerne til førtidspensionisterne. Og så spørger fru Lotte Bundsgaard nu, om vi vil løfte midlerne til gruppen af førtidspensionister. Svaret er jo så enkelt. Jeg troede egentlig også, at Socialdemokratiet var bekendt med, at det er ja.
     Der, hvor det skiller mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, er jo, når det kommer til at skaffe pengene, for vi har det udgangspunkt, at når vi går ud og lover en befolkningsgruppe bedre vilkår, så siger vi også, at vi skaffer pengene, og vi skaffer pengene på en måde, så vi ikke sætter alt andet over styr.
     Det er derfor, jeg også brugte betegnelsen før til fru Mette Frederiksen, at man bliver så paf over Socialdemokratiet, fordi man i løbet af 4 uger finder en udgift på 3 mia. kr., man ikke lige havde tænkt på før, og så har man øjensynlig lidt problemer med at finde ud af, hvordan man vil finansiere de 3 mia. Og så er det, at vi skal opleve et udspil fra i går, der overhovedet ikke hænger sammen, og der påtager vi os altså et ansvar for både at gøre noget for gruppen af førtidspensionister og også at få det til at hænge sammen økonomisk.

Min skuffelse varer ved, hr. Kristian Thulesen Dahl fortsætter med at tale udenom. Jeg har faktisk så meget tillid til hr. Kristian Thulesen Dahls evner, at jeg godt ved, at han selvfølgelig har sat sig ind i vores finanslovforslag og godt ved, at vi sætter 500 mio. kr. af via reserverne til de svagest stillede i det her land.
     Så derfor må man sige til førtidspensionisterne derude, at når fru Pia Kjærsgaard eller hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at de ikke vil have et A- og et B-hold blandt førtidspensionisterne, så mener de det ikke, når det kommer til stykket, for når Socialdemokraterne kommer med et forslag om at løfte alle de førtidspensionister, der er på den gamle ydelse, op til den nye ydelse, give dem en anstændig ydelse hver måned, så taler hr. Kristian Thulesen Dahl udenom i stedet for bare at sige det, som det er, at det vil Dansk Folkeparti ikke være med til.

Næ, jeg har jo faktisk forsøgt at svare. Det kan godt være, at det er et svar, der ikke passer fru Lotte Bundsgaard, men det kan jeg jo ikke gøre ved. Jeg står jo f.eks. her med en udskrift fra Information den 13. december sidste år, hvori jeg slår til lyd for, at man skulle gøre noget for førtidspensionisterne.
     Vi har arbejdet for det, vi havde det med i vores valgkamp i januar-februar måned i år, at vi ville gøre noget mere for førtidspensionisterne. På vores sommergruppemøde for en måned siden arbejdede vi med forslaget om, hvordan vi kunne gøre mere for førtidspensionisterne. Vi sagde også ved den lejlighed klart, at det var med henblik på, at vi ikke har en opdeling mellem et A- og et B-hold. Helt tilbage dengang, reformen blev indgået under en socialdemokratisk minister, sagde vi fra, fordi vi ikke ville have et A- og et B-hold mellem førtidspensionisterne.
     Og nu, efter at vi har haft den lange periode med en socialdemokratisk reform, der har skabt et A- og et B-hold, et års debat, hvor vi har forsøgt at sætte det her på dagsordenen, og hvor Socialdemokraterne har for en måned siden sagt, at de var modstandere af det, at de ikke kunne støtte det her, at de ikke ville prioritere det, så står vi nu i den paradoksale situation, at Socialdemokratiet spørger Dansk Folkeparti, om vi vil være med til at skaffe bedre vilkår for førtidspensionisterne. Det er jo det, der gør, at det her fuldstændig er goddag mand, økseskaft.

To tekniske detaljer omkring satspuljen. Grunden til, at den er så interessant, er jo, at det er her, man tager fra nogle af dem, der har allermindst i vores samfund, at det jo er her, man hvert år går ind og tager fra folkepensionister, førtidspensionister og dagpengemodtagere. Derfor er satspuljen interessant.
     Hr. Thulesen Dahl sagde tidligere i et svar, at man skal forhandle om denne her pulje, indtil man er blevet enige. Altså den form for konsensusdemokrati er heller ikke indført
i Folketinget i den forbindelse. Derfor står der i aftalen, og det vil jeg gerne bede hr. Kristian Thulesen Dahl bekræfte, at såfremt parterne ikke når til enighed, går midlerne tilbage til de mennesker, man har taget dem fra. Jeg vil gerne bede hr. Kristian Thulesen Dahl bekræfte, at det er sådan. Det var derfor, at Enhedslisten ikke bare kunne få lov til at gå med i forliget og så sætte sig ned og nedlægge veto. Det står nemlig fuldstændig klokkeklart i aftalen, så man ved, hvad der sker. Det var derfor, jeg syntes, at det var sjovt overhovedet at kunne være med i det forlig.

Jeg synes faktisk, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil og jeg sammen med øvrige interesserede skulle sætte os ned med teksten og se, hvad der helt præcist står, for hr. Lykketoft var faktisk den, der påtog sig noget af en rolle i forbindelse med hele debatten om ændringen af satspuljeforliget for et par år siden, og da var den model, jeg var inde på før, et af hans initiativer til en måde, han mente man skulle gribe det an på. Så det vil jeg meget gerne gå ind i en diskussion om med fru Rosenkrantz-Theil og også gerne Socialdemokratiet, hvor vi præcist ser, hvad det så er, der står, og hvad forløbet var i forbindelse med indgåelsen af den nye aftale.

Historieundervisning kan være fint, men det er ikke det, jeg er interesseret i. Jeg er interesseret i, hvad der skal ske fra nu af. For hvis jeg har ret, og det tror jeg sådan set godt hr. Thulesen Dahl ved jeg har, nemlig at pengene ryger tilbage til folk, hvis forligskredsen ikke bliver enig, så er det jo sådan, at hr. Thulesen Dahl overhovedet ikke behøver de socialdemokratiske stemmer. Dem kan hr. Thulesen Dahl være fløjtende ligeglad med. For hr. Thulesen Dahl endte jo med at sige: Ja, vi tilslutter os fundamentet og ideen bag den her aftale, og dermed fik vi lov til at indtræde i forligskredsen.
     Det gjorde man i modsætning til Enhedslisten, for vi sagde: Vi tilslutter os overhovedet ikke fundamentet, men eftersom vi får en vetoret, hvis vi går med, vil vi da gerne være med, for så nedlægger vi bare veto, og så ryger pengene tilbage til folk.
     På det tidspunkt indrømmede finansministeren, at det fuldstændig var det, der lå i forslaget. Derfor fik vi ikke lov til at være med, men Dansk Folkeparti fik jo lov til at være med, fordi Dansk Folkeparti endte med at gå ind på præmisserne. Derfor har Dansk Folkeparti en vetoret, som betyder, at det tyveri, der foregår over for de grupper, ikke afhænger af socialdemokratiske stemmer. Det afhænger af, om hr. Thulesen Dahl er interesseret i at bruge sin vetoret, intet andet.

Det var sådan set fru Pernille Rosenkrantz-Theil, der startede sit indlæg med at sige, at vi ikke skulle have historieundervisning, hvorefter to tredjedele af indlægget var historieundervisning.
     Der er jo ingen tvivl om, hvad ordningen var, indtil sidste forlig blev indgået. Da var ordningen, præcis som det bliver skitseret, at enhver deltager i forliget havde vetoret, og hvis ikke man kunne blive enig, skulle pengene tilbage til dem, de var taget fra. Det er der ingen tvivl om.
     Det, der så er tvivl om, er følgende: Fra det tidspunkt, det sidste forlig bliver indgået for et par år siden, hvad gælder da? Jeg vil bare for min part sige, at da var den anden model, som jeg har skitseret, på bordet som et værn, sikkert også over for Dansk Folkeparti, som ikke skulle kunne komme ind på den måde og nedlægge veto. Men jeg tilbyder så fru Pernille Rosenkrantz-Theil, at vi sætter os ned og tager de papirer frem, og så finder vi ud af, hvad der er op og ned
i sådan en teknisk diskussion. Det er det rigtige at gøre ud fra devisen, at facts diskuterer man ikke, men dem slår man op.

Næste spørger er hr. Morten Helveg Petersen.

Jeg vil gerne vende tilbage til 2010-planen. Det er jo interessant at høre Dansk Folkeparti stå vagt om den. Det er et område, hvor Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre åbenbart deler standpunkter. Mit spørgsmål er: Hvilke initiativer kunne Dansk Folkeparti forestille sig for at skaffe de 60.000 arbejdspladser, som også er indeholdt i 2010-planen?
     Hr. Thulesen Dahl skitserede tidligere en stribe af de initiativer, der er taget, hvor vi kan læse i Økonomisk Redegørelse offentliggjort sammen med finansloven, at de bidrager til omkring 4.000 arbejdspladser. Det vil sige, at der mangler 56.000 arbejdspladser alene ud fra den kalkule, som er skitseret i regeringens eget oplæg.
     Hvad er Dansk Folkepartis tanker på den længere bane? Har man gjort sig nogen overvejelser over, hvordan man ser på spørgsmålet om velfærdsreformer, der kan øge arbejdsudbuddet? Har man gjort sig nogen tanker om konkrete tiltag, der kan skaffe ekstra arbejdspladser?

Vores mål er at få afdraget på gælden, få skaffet os et bedre råderum ad den vej og selvfølgelig få så mange som overhovedet muligt i job, frem for at de er uden for arbejdsmarkedet. Det siger jo sig selv.
     Vi tager løbende initiativer til at sikre det. Så sent som i sommer - det udmøntes med finansloven for 2006 - indgik vi aftalen om integration for ad den vej at prøve at få flere ud på arbejdsmarkedet. Vi kommer jo også til at diskutere
f.eks. SP-ordningen, Den Særlige Pensionsopsparing, det, at man ikke skulle betale ind til den året efter. Det var også et bidrag til at sikre, at der er gang i hjulene, så folk kommer i beskæftigelse. Vi har forslaget om, at efterlønnere skal have lov til at tjene 30.000 kr. uden modregning for ad den vej at motivere flere efterlønnere til at være på arbejdsmarkedet frem for at være uden for. Det er et forslag, vi fremsatte her i foråret som beslutningsforslag, men ikke kunne få flertal for, selv om der jo i valgkampen var stor opbakning til det. Så på den måde tager vi hele tiden skridt til at sikre flere beskæftigelse.

     Men vi mener det faktisk, når vi siger, at den rigtige måde at gøre det på er de her justeringer hele tiden, der sammenlagt gør en stor indsats, mere end at man tror, at man laver en meget, meget stor reform - i særdeleshed også på et tidspunkt, hvor det faktisk går bedre i Danmark end i de fleste lande rundtomkring os.

Er det ikke netop i sådanne perioder, at man skal foretage nogle af de grundlæggende valg og have modet til også at reformere med henblik på at skaffe flere arbejdspladser? Er det ikke netop i sådanne perioder, at man skal benytte sig af de chancer til at gøre det?
     Det, som vi hører hr. Thulesen Dahl sige her, er det ikke - det kunne man have en eller anden mistanke om, det vil jeg meget gerne have afkræftet - at så længe det går godt med oliekurs og dollarkurs, og så længe det går godt, med at der betales skat som stort set aldrig før - skattetrykket er højere i dag, end det var, da VK-regeringen trådte til - så kan man måske realisere en målsætning om at halvere gælden, men ikke nødvendigvis skaffe 60.000 ekstra mennesker i arbejde? Er det ikke problemet?
     Det, hr. Thulesen Dahl siger her, er det ikke, at man begynder at renoncere på behovet for velfærdsreformer? Er det ikke det, der er Dansk Folkepartis dagsorden, når det kommer til stykket?

For at kunne renoncere skal man sådan set have fremsat forslaget. Vi har jo aldrig fremsat forslag om store velfærdsreformer, for vi tror på, som jeg også sagde lige før, at de små justeringer hele vejen igennem tilsammen skaber det, der skal til. Hvis man hele tiden er indstillet på at justere, bygger man ikke behovet op for, at man pludselig skal lave nogle store reformer.
     Vi tror faktisk, det er vigtigt, at folk kan disponere i tillid til situationen, som den er, og ikke skal frygte, at politikerne pludselig kommer med store indgreb med en eller anden overskrift som baggrund. Det er også derfor, at vi ikke foreslår meget, meget store forkromede velfærdsreformer. Vi foreslår målrettede justeringer for at sikre, at så mange som muligt er ude i arbejde frem for ikke at være i arbejde, og det vil vi også fortsat gøre.

Når man hører argumentationen fra hr. Thulesen Dahl, springer den fra tue til tue fra år til år, for lige netop i år er det blevet spændende at reducere gælden. Det var ikke på programmet sidste år eller forrige år, for da passede det ikke med tallene. Det er sådan, at man har en argumentation, der lige passer til, hvordan tallene ser ud nu, og så blæser man på resten.
     Det er i det lys, at det selvfølgelig er noget vanskeligt at se på den der store tiltro til, at reformer har man ikke brug for, for tiden vil nok sende en tømmerflåde ud og hente en. Det er for usikkert.
     Men tømmerflåde agerer hr. Thulesen Dahl gerne for regeringen, når vi taler om den kommunale økonomi. Der har Dansk Folkeparti jo været villig til at stemme for aftaler om den kommunale økonomi, som er strammere end nogen sinde.
     Dansk Folkeparti stemte imod dem, da de var knap så stramme, men nu stemmer man for den, fordi den er stram, med det resultat at kommunerne har stadig større vanskeligheder med at løse deres kerneopgaver: børnepasningen, folkeskolens øgede kvalitet og ældreomsorg. Men Dansk Folkeparti stemmer helhjertet for.
     Dansk Folkeparti har også accepteret en udskydelse af en udligningsreform, og det var hr. Thulesen Dahl inde på i sin ordførertale: Man må på en eller anden måde kunne løse, at der er nogle kommuner, der faktisk får en meget stram økonomi, og andre kommuner, som i høj grad kan bevare skindet på næsen.
     Er det virkelig sådan, hr. Thulesen Dahl forestiller sig, at man kan løse det, altså med nogle ekstra puljer, som man så skal administrere fuldstændig uigennemskueligt, a la hvordan den tidligere miljøminister kom om ved det i Vojenssagen?

Jeg skal sige først om gældsnedbringelse, at det sådan set ikke er noget, der bare er fundet på til i år; det er fuldstændig forkert. Det var da Dansk Folkeparti, der var medvirkende til, at der skulle ske en øget beskatning af aktiviteterne i Nordsøen. Det gjorde vi bl.a., fordi vi mente, at det kunne være et godt bidrag til at betale af på gælden.
     Da pengene så begyndte at komme ind, fik regeringen den tanke, at man skulle lave en nordsøfond, hvor alle pengene ubeskåret skulle gå ind i en fond til forskning og udvikling. Men vi sagde: Det vil vi ikke være med til. Pengene skulle i første omgang gå til gældsafvikling, og så måtte vi se, om vi kunne holde gældsafviklingen på sporet, og først når vi havde sikkerhed for det, ville vi diskutere overflytning af penge til noget andet. Det var derfor, at den kom til at hedde Højteknologifonden, og at vi nu år for år diskuterer, hvor mange penge der kan lægges over. Så det, fru Pia Gjellerup lagde til grund for sit spørgsmål, er ganske enkelt faktuelt forkert.

     Så til kommunerne og udkantsområderne: Der skal komme en udligningsreform i kølvandet på kommunalreformen. Det er soleklart. Den er blevet skubbet foran os. Vi har sagt, at fordi udligningsreformen er blevet forsinket, så kræver det nogle andre tiltag for at sikre, at nogle af de kommuner, der har det ringest økonomisk, bliver tilgodeset.
     Derfor har vi i vores finanslovoplæg specifikt påpeget, at der skal flere penge ud til de kommuner, og vi har stillet konkrete forslag om, at der, hvor staten kompenserer kommunerne for nogle udgifter, bør det i højere grad målrettes de kommuner, der har hjælp behov.

Anden og sidste korte bemærkning til fru Pia Gjellerup.

Jeg kan jo svare, som hr. Thulesen Dahl gjorde det før: Facts er noget, man slår op, og ikke noget, man diskuterer. Jeg vil med glæde sammen med hr. Thulesen Dahl læse de senere års debatter om gældsafvikling, de tilsvarende debatter, som vi holder her i dag. Så vil man se, at gældsafvikling ikke har ligget hr. Thulesen Dahl på sinde. Det gør den i år, fordi det passer med tallene.
     Så til puljer. Jeg kan forstå, at man skal forestille sig, at der med puljer kan løses det, vi ellers forestiller os skulle være en kommunal udligningsreform, som for alvor tager fat på nogle af de meget, meget store uligheder og skævvridninger, der er. Der kan hr. Thulesen Dahl godt forestille sig, at det kan klares med nogle puljer. Det håber jeg virkelig ikke.Men det kan være, at jeg kan få et andet svar i anden omgang.
     For vi skal jo se det samtidig med, at Dansk Folkeparti også har lagt stemmer til en omfattende strukturreform, hvor der er efterladt en meget stor økonomisk usikkerhed i ganske mange kommuner. Der vil jeg høre, om Dansk Folkeparti vil være den villige tømmerflåde for regeringen, eller om partiet sammen med os andre vil være den villige tømmerflåde i forhold til den kommunale økonomi og dermed for børnepasning, folkeskole og ældreomsorg.

Jeg har ikke sagt, at puljer går i stedet for en udligningsreform. Jeg sagde jo netop, at en udligningsreform er blevet skubbet foran os, og indtil den kommer, er det nødvendigt at tage nogle andre initiativer.
     Det har ikke noget at gøre med, at man så lige pludselig skal aflyse en udligningsreform. Det har noget at gøre med, at udligningsreformen kommer senere, end den burde være kommet, når man kigger på den økonomiske skævvridning, der er
i landet. Så siger vi, at indtil den økonomiske udligningsreform er der, bliver man nødt til at tage nogle andre initiativer, og der foreslår vi, at man i forbindelse med finanslovforhandlingerne tager nogle målrettede initiativer til gavn for yderområderne og til gavn for de kommuner, der har vanskeligst ved at løse deres opgaver.
     I forhold til det med gældsafvikling tager jeg gerne en øvelse med fru Pia Gjellerup om fokus på gældsnedbringelse. Efter valget i 2001 var vi øjeblikkeligt ude med meldingen om, at 2010-planen lå til grund også for os, specielt i forhold til at nedbringe det offentliges gæld, for vi kunne se ude i horisonten, at vi havde brug for de sparede renteudgifter til det glædelige faktum, at der bliver flere ældre i vort land.

Så går vi videre i rækken af korte bemærkninger, og den næste er hr. Ole Stavad.

Jeg forstod på tidligere besvarelser fra hr. Thulesen Dahl, at der i det initiativ, som Dansk Folkeparti ville tage i forhold til førtidspension, skal være en solid og anstændig finansiering. Er det rigtigt forstået, at det, der ligger i Dansk Folkepartis forståelse af en anstændig og solid finansiering, er, at der tager man alle pengene fra de fattigste i den fattigste del af den her verden, altså fra ulandsbistanden, og at det er der, Dansk Folkeparti vil hente midlerne for at kunne give en tredjedel forbedring af det, der ligger i det socialdemokratiske forslag til forbedringer for førtidspensionisterne?

Vi har i mange år haft det synspunkt i Dansk Folkeparti, at vi bør give det, der hedder 0,7 pct. af vores samlede indkomst i ulandsbistand. Det vil næste år betyde, at vi vil komme til at give ca. 11 mia. kr., altså elleve tusinde millioner kroner til ulandene. Det synes vi faktisk er et ganske passende niveau, og vi synes, at vi godt kan være tjent med det. Specielt set i lyset af, at det cirka er det dobbelte af, hvad EU-landene giver i gennemsnit, synes vi faktisk, at det er ganske pænt.
     Det er rigtig, at hvis man gør det, så frigør det ca. 1,7 mia. kr., og der kunne man passende bruge 1 mia. kr. af dem til førtidspensionisterne, hvilket vi har foreslået.

Jeg vil sådan set godt takke hr. Thulesen Dahl for det ærlige og præcise svar, nemlig at Dansk Folkepartis måde at skabe forbedringer på for nogle af de svagere stillede i vores samfund, førtidspensionisterne, er, at man vil tage pengene fra de fattigste i den fattigste del af verden.

Dansk Folkeparti mener ikke, det overhovedet er problematisk, at det er det, Dansk Folkeparti kalder for en anstændig finansiering. Dansk Folkeparti synes, at det er helt fint, at man tager pengene fra dem, der, ja, dør af sult, samtidig med at man glæder sig over, at de ikke har stemmeret i Danmark. Jeg konstaterer bare, at det måske en lillebitte smule giver et billede af, hvad forskellen er på grundholdningerne i Dansk Folkeparti og i Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet har udtalt, at de vil bruge penge fra satspuljen til førtidspensionisterne, det vil sige, at man vil tage penge fra den pulje, vi normalt bruger til de mest udsatte grupper i Danmark, de handicappede, de demente, de psykisk syge osv., og bruge dem på førtidspensionisterne. Og
i forsøget på at sige, at der er et eller andet, der er bedre eller værre end andet, siger man så, at det er odiøst, at Dansk Folkeparti gerne vil sætte ulandsbistanden ned til 0,7 pct. og dermed frigøre 1,7 mia. kr. Jeg skal bare sige: Vi har hvert år foreslået, at ulandsbistanden er på 0,7 pct. Det er ikke noget nyt. Det har vi foreslået de tidligere år, vi også har lavet finanslovbidrag, så det er ikke noget nyt. Og det er klart, at det frigør et eller andet antal kroner, når man nu ligger over i finanslovforslaget, og for næste år er det altså 1,7 mia. kr., der frigøres. Dem samler vi så ind, og så har vi en række områder, vi ønsker at bruge flere penge på, altså herunder førtidspensionisterne. Så kan man selvfølgelig godt sige, at det jo så betyder, at man tager derfra og derover til, og det er i et eller andet omfang selvfølgelig også rigtigt, for vi finder mange af de penge, vi vil gøre godt med i Danmark, ved at sige, at det er fint, at vi giver 11 mia. kr. næste år i ulandsbistand og ikke mere.

Jeg vil gerne følge lidt op på, hvor hr. Morten Helveg Petersen begyndte med hensyn til 2010-planen. Det, der interesserer mig, er jo: Har man tænkt sig at følge 2010-planen i Dansk Folkeparti og i givet fald hvilke dele af den? Jeg er med på den der med gældsafviklingen, den har jeg forstået. Men lad mig så spørge om et par andre ting.
     Realvæksten i det offentlige forbrug har jo i gennemsnit været 1,5 pct. fra 2002 til 2004, 1,5 pct., det står der på regeringens egen budgetredegørelse. Nu budgetterer man jo så
i både 2005, indeværende år, og i 2006 med, at den skal ned på 0,5 pct. Vil Dansk Folkeparti være med til at håndhæve over for kommunerne, det er jo det, det drejer sig om, at de skal holde sig inden for den realvækst? Vil det være et absolut krav fra Dansk Folkeparti, at det skal ske? Og en anden ting ...

Det bliver i anden omgang, tiden er løbet, som det fremgår af den røde lampe. Og så er det ordføreren, værsgo.

Svaret er, at det gør vi jo. Altså væksten i den samlede offentlige økonomi er næste år fastsat til at måtte være 0,5 pct. Det er realvæksten, altså det, man samlet må lægge oven på. Det betyder jo ikke, at man, hvis man mener, man kan spare nogle penge et sted, så kan møblere de penge over et andet sted, hvor de gøre mere gavn. Det er jo hele den prioriteringsøvelse, der finder sted.
     Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre at have en realvækst af et så begrænset omfang, som 0,5 pct. jo er, er jo, at man er villig til også fra regeringens side at prioritere de offentlige midler derhen, hvor der er størst behov for dem. Og det er jo i al beskedenhed det, vi også har forsøgt at anvise i forbindelse med et finanslovoplæg, hvordan vi så vil prioritere flere penge over til de områder, som kommunerne har ansvaret for, ved at vi altså vil afsætte flere penge til de kommuner, der er meget økonomisk trængt. Vi vil sørge for, at de kommuner, der, som det ser ud nu, mister penge, på grund af at man gennemfører det her med lavere forældrepenge i daginstitutionerne, får en kompensation, så de reelt får de dækket deres omkostninger.
     De tiltag, som bare er nogle af dem, vi tager, tager vi jo for at sikre, at kommunerne også kan levere en ordentlig service bl.a. over for de ældre.

Jamen det er mægtigt alt sammen. Det kan jeg sagtens forstå. Det, jeg efterspørger, er: Man har år for år sagt, at nu skal vi have en begrænset realvækst. Så viser det sig, at så holder budgetterne ikke ude i kommunerne alligevel. Så får man tilgivelse, næste gang der er kommuneforhandlinger. Det kan være fint nok.
     Men jeg konstaterer også bare, at når statistikken løber ind, så overholder man faktisk ikke de ting, man har budgetteret med. Og så er det, at jeg vil spørge: Har man tænkt sig at ville håndhæve og overholde lige præcis de budgetter, man stiller op nu, eller får kommunerne tilgivelse en gang til? Det er jo ikke uvæsentligt, når man skal stå og dadle os andre for, hvor høj en realvækst det rent faktisk er.
     Beviset er jo, at man har haft en meget højere realvækst, end man selv har budgetteret med i de år, hvor man har målt op, fra 2002 til 2004.
     Og så lige en anden ting: Er der ét andet område i 2010-planen, som man vil overholde fra Dansk Folkepartis side, én eneste anden af de forudsætninger, som er stillet op
i forbindelse med planen?

Altså, det er da soleklart, at hvis man sætter et mål op for 2006, så går man da også efter, at det skal overholdes. Alt andet ville da være mærkeligt. Hvis man siger, at det, der er plads til, altså er, at man lader de offentlige udgifter stige med et eller andet tal, og så bagefter siger, at det man i øvrigt også ligeglad med, så hører alting jo op.
     Selvfølgelig mener man jo noget med det, man siger, og selvfølgelig vil man da gå efter, at det skal overholdes. Det er jo ikke det samme som, at vi så har en politik om, at kommunerne skal have lov til at få en større vækst i deres udgifter samlet set end de 0,5 pct., fordi vi så mener, man skal nedsætte nogle andre udgifter.
     Nu bliver det lige sagt fra hr. Ole Stavads side, at når vi nedsætter f.eks. ulandsbistanden med 1,7 mia. kr. og siger, at dem vil vi bruge på noget andet, så er det klart, at der er en tilbagekøbsværdi i det danske samfund på dem, man kan beregne, og så kan man beregne, hvor meget det er med til at fremme realvæksten i Danmark.
     På den måde vil vi jo gå ind og prioritere de offentlige udgifter. Det er det, der er min pointe, at man prioriterer de offentlige udgifter til nogle områder frem for andre. Men selvfølgelig går vi da efter, at man når man laver en plan, så skal den da også overholdes.
     Og så må jeg sige til hr. Henrik Sass Larsen, at hovedmålsætningen i 2010-planen troede jeg, da Socialdemokraterne stod fadder til planen, var, at gælden skulle halveres frem til 2010. Men det kan jeg forstå ikke længere er et socialdemokratisk mål, det kan vi se med det forslag, der kom i går fra ...

Og så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken med den fjerde af dagens ordførere, og det er den konservative ordfører, hr. Christian Wedell-Neergaard.

Regeringens forslag til finanslov afviger markant fra dengang, Socialdemokraterne regerede her i landet. Under SR-regeringen kunne borgere og virksomheder med frygt og bæven se frem til næste års finanslov. Gang på gang præsenterede SR-regeringen en finanslov med stigende skatter og stigende afgifter, nye byrder for erhvervslivet og mere administrativt bøvl. År for år blev det kort og godt betydelig sværere at være borger eller virksomhed i Danmark.
     Hvad skete der så i går, da Socialdemokraterne offentliggjorde deres forslag? Endnu en gang byrder på erhvervslivet og velkendte stigninger i skatter og afgifter. Forslaget er underfinansieret med ca. 6 mia. kr., og kun 2 timer efter, at det var fremsat, blev det skudt ned af de økonomiske vismænd. Se, det er alternativet til den nuværende regering. Hvad ville der ske, hvis Socialdemokraternes forslag skulle danne rammen om dette samfund? Det ville være uansvarligt.
     Når man som i slutningen af 1970'erne har stået og set ned i afgrunden, er der jo ikke noget at sige til, at danskerne kræver sikkerhed for, at der er orden i økonomien. Vi vil ikke finde os i eksperimenter med samfundsøkonomien, vi vil have sikkerhed for, at velfærdssamfundet er godt og robust, og at der er nogen, der tænker på kommende generationer.
     Vi er væk fra afgrunden, over bjerget, og dansk økonomi høre til blandt de allerbedste i verden. Vi har en økonomi, som andre lande misunder os, og det er på den baggrund, at finanslovforslaget skal ses.
     Vi Konservative har sammen med vores regeringspartner Venstre fremlagt et finanslovforslag, som lever op til de løfter, vi gav under valgkampen. Vi løber ikke fra vores valgløfter. Vi har et regeringsgrundlag, som vi følger, og de forslag, som står i regeringsgrundlaget, vil jo rent faktisk blive gennemført.
     Det er naturligvis samtidig en ansvarlig finanslov, som lever op til vores langsigtede målsætning om en holdbar økonomi, der bl.a. betyder, at der er kontrol med væksten i de offentlige udgifter, som har været diskuteret flere gange
i dag, og en halvering af statens gæld frem til år 2010. Og det går godt med dansk økonomi. Vi er ganske enkelt europamestre, når det gælder overskud på de offentlige finanser. Intet andet land i Europa kan vise tal, der er lige så gode som vores. Det sker samtidig med faldende ledighed og fortsat overskud på betalingsbalancen. Overskuddet på de offentlige finanser ventes at blive på knap 40 mia. kr., og ØMU-gælden ventes at falde til 32 pct. af BNP med udgangen af 2006.

     Vi nærmer os vores målsætning med stormskridt, og dermed forberedes også mulighederne for nye skattelettelser. Mulighederne for at indfri den konservative vision er inden for rækkevidde: at ingen skal betale mere end 50 pct. i skat af den sidst tjente krone.
     Af Danmarks Statistik fremgår det, at beskæftigelsen er steget med 10.600 fra første til andet kvartal i 2005. Ssamlet er ledigheden faldet med ca. 25.000 personer, siden den toppede i begyndelsen af 2004, og det udgør et meget solidt fundament under finansloven.
     I en så tilfredsstillende økonomisk situation er det fristende at slippe de økonomiske tøjler. Men det har vi ikke
i sinde at gøre. Vi vil undgå for enhver pris at køre en økonomisk zigzagkurs. Det ville være helt uansvarligt at lade de offentlige udgifter stige under henvisning til gode resultater. Tænk, hvis vi kom i den situation at have løftet de offentlige udgifter, således som Socialdemokraterne har foreslået, med engangsindtægter og så senere at skulle gennemføre besparelser. Det ville være helt forkert og uansvarligt. Der er styr på økonomien. Vi holder kursen, der er ikke de store overraskelser, og det skal der heller ikke være. Der er penge i kassen, vi styrer udgifterne og sætter grænser for væksten i den offentlige sektor. Vi stiller krav om effektivisering, og målet er ikke højere udgifter, men: Hvad får vi for pengene? Med denne femte borgerlige finanslov i træk har vi vist en anden vej. Vi har en helt anden disciplineret og ansvarsfuld tilgang til dansk økonomi, godt hjulpet på vej af Det Konservative Folkeparti med fokus på borgernes frihed og skattelettelser på den ene side og fællesskabets ansvar på den anden side. Vi har formået at skabe en bedre balance. Vi har vist mod til at skabe sammenhæng. Det var os konservative, der fik skattelettelser gennemført, og det vil vi gøre igen. Med en stabil økonomisk udvikling sikrer vi samfundet det bedst mulige grundlag for at planlægge langsigtede investeringer. Vi ser da også, at mange virksomheder benytter de gode konjunkturer til at gøre deres virksomheder endnu mere konkurrencedygtige. Det er altså også nødvendigt. Med globaliseringen er konkurrencen blevet betydelig hårdere. Den værste konkurrent behøver ikke længere bo i nabobyen, men kan bo så langt væk som i Kina. Effekten af globaliseringen er, at vi skal ændre vores virksomheder og arbejde på at få mere viden ind i produkterne. Kun ved at forbedre virksomhedernes vidensniveau kan arbejdspladserne holdes i Danmark og fortsat være fundamentet under det danske velfærdssamfund. Som lovet tager vi med finanslovforslaget hul på en lang række velfærdsforbedringer. Forældrebetalingen nedsættes for de små børn, ældreområdet får endnu et kvalitetsløft, og så vil vi yderligere nedbringe ventetiden og styrke kræftbehandlingen. For os konservative er det en mærkesag, at vi følger op på de forbedringer af kvaliteten i sundhedsvæsenet, som startede ved den borgerlige regerings tiltræden, og som har betydet, at der i dag er 75.000 flere, der bliver opereret om året, og at 60.000 flere har benyttet sig af det frie valg i 2005. Det er tal, der taler for sig selv. Vi konservative har krævet en øget satsning på uddannelse og forskning. Vi vil styrke fagligheden i folkeskolen med flere timer i dansk og historie, styrke evalueringen. Handlingsplan for læsning, målrettet efteruddannelse for lærere og skoleledere, det er kernekonservativ skolepolitik, et af vores vigtigste satsningsområder. Vi konservative er optagede af at styrke elevernes faglighed og kreativitet. Mange børnefamilier sidder stramt i det, og især udgifterne til daginstitutioner vejer tungt i budgettet. Derfor vil vi som lovet give børnefamilierne en økonomisk håndsrækning. I første omgang sænkes forældrebetalingen fra
33 til 25 pct. På miljøområdet kan jeg slå fast, at der er afsat 50 mio. kr. til nye projekter i 2006, som jo bl.a. er Kjærgård Plantage og en ny kemikaliehandlingsplan. Derudover er der afsat 950 mio. kr. til nye projekter i 2007-2009. Det er ikke korrekt, at denne pulje skal gå til dækning af tidligere besparelser i Miljøministeriet.

Miljøministeriet har jo fået lov til at anvende effekten af den 2 pct.s effektivisering inden for eget budget.

     Der skal investeres i fremtiden for at stille os bedre i en globaliseret verden. Med finanslovforslaget styrker vi derfor også både forskning og innovation. Der sker et markant løft med nye forskningsinitiativer, hvor en del af initiativerne iværksættes allerede i 2006, således at vi kan nå regeringens målsætning, som er 1 pct. af BNP i 2010.
     Initiativerne skal iværksættes, i takt med at vi sikrer, at pengene ikke bare smides ud ad vinduet. Vi vil sikre, at vi får noget for dem, og at vi skaber forskning af høj kvalitet. Mere konkrekt er der jo afsat 2,8 mia. kr., hvoraf de 1,2 mia. kr. skal forhandles i forbindelse med denne finanslov. For 2006 betyder det, at der er afsat yderligere
440 mio. kr., og i alt bruger vi 12,2 mia. kr. i 2006. Det svarer til 0,76 pct. af BNP, så der er et stykke til vores mål. Men vi har sat os et mål for forskningen, og vi vil skabe resultater. Ligesom forskningen ligger i top, så gælder det også for udviklingsbistanden. Og på trods af hvad der er sagt, høster Danmark meget ros for vores indsats. Der er lagt et fast gulv under ulandsbistanden på 0,8 pct. af BNI, og det ønsker regeringen ikke at gå under. Det vil fortsat placere os i det absolutte førerfelt. Jeg er stolt over den position og mener, at det giver mening at fastholde det høje niveau. Der er ikke i denne finanslov afsat yderligere penge til togskinner. Nu gælder det om at komme til bunds i den sag, og der er i budgettet afsat 2 mia. kr. til fornyelse af skinnenettet fra tidligere forlig, og er det ikke nok, ja, så vil det jo være sådan, at man må forsøge at omprioritere inden for ministeriets området. Og husk, det er denne regering, der har startet den alvorlige renovering af skinnenettet. Som bekendt arbejder vi ud fra målene fra 2010-planen, som har været drøftet flere gange i dag. Regeringen vil i foråret 2006 udarbejde en ny plan til afløsning for 2010-planen - en plan, der rækker frem mindst til 2015. Det skal bl.a. ske på baggrund af Globaliseringsrådets anbefalinger og Velfærdskommissionens endelige udspil i slutningen af året. Vi Konservative ser frem til konklusionerne og er åbne over for forslag, der måtte komme. 2006 bliver det år, hvor der skal træffes store beslutninger. Vi ønsker naturligvis et seriøst beslutningsgrundlag, som vi får fra både Velfærdskommissionens og Globaliseringsrådets arbejde. Derfor ser vi ingen grund til at vente til næste valg med at lade reformerne træde i kraft. Reformerne skal indføres over lang tid, for at befolkningen får mulighed for at planlægge og indrette sig på nye tider. Vi kan derfor lige så godt se at komme i gang. Hovedopgaverne er at skabe et større arbejdsudbud. Det skal være attraktivt at fortsætte længere tid på arbejdsmarkedet, og det skal være attraktivt at blive hurtigere færdig med studierne. Vi lever længere, og derfor er det også naturligt, at vi skal arbejde længere. Det er ikke naturligt, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er omkring 61 år. Målet er ikke besparelser på de offentlige udgifter. Målet er at gøre velfærdssamfundet bæredygtigt og robust, så vi kan klare udviklingen fremover. Det er et strukturelt problem, der skal løses. Det Konservative Folkeparti fik i sidste regeringsperiode gennemført en sænkning af skatten på arbejde, og med forårspakken fik vi for alvor pustet liv i økonomien, så det økonomiske barometer igen viser vækst og beskæftigelse. Vi mener, at indkomstskattelettelserne vil være en fornuftig vej at gå videre ad, også i denne regeringsperiode og gerne snarest. Lavere skatter på arbejde øger vækst og beskæftigelse, det har vi set, og derfor mener jeg, at svaret på de kortsigtede udfordringer for dansk økonomi ikke blot ligger i at holde udgifterne i finanserne i ro, som har været den traditionelle tilgang til finansloven, det gælder i lige så høj grad om at være parat til at sætte skatten ned på arbejde.

     Skattelettelser er ikke alene en belønning til arbejdsomme borgere, men det er et instrument til at sikre vækst og beskæftigelse og velfærd i en omskiftelig periode, mens vi forbereder og gennemfører nødvendige velfærdsreformer.
     For os Konservative er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har råd til skattelettelser, men et spørgsmål om, hvorvidt har vi råd til at lade være.
     Vi har troværdigheden med os, når vi kræver skattelettelser. Vi har bevist, at vi kan gennemføre det, og vi vil gøre det igen.
     Jeg vil gerne slutte af efter hermed at have præsenteret det fremlagte finanslovforslag. Vi ser frem til de kommende forhandlinger, og det er naturligvis således, at dørene er åbne for alle partier, der vil søge indflydelse og gå konstruktivt ind i forhandlingerne med henblik på at få den bedst mulige finanslov for 2006.

Tak til ordføreren.
     Så går vi i gang med runden af korte bemærkninger, der maksimalt må vare 1 time. Foreløbig er der indtegnet 12, og vi starter med hr. Rune Lund.

Rune Lund (EL):
Jeg vil godt spørge, om ordføreren er stolt af, at ulandsbistanden endnu en gang bliver sat ned. Den bliver sat ned fra 0,83 pct. af BNI til 0,8 pct., og dermed tager vi fra hjælpen til verdens fattigste et beløb svarende til 500 mio. kr. i en situation, hvor mindst 25.000 børn dør af sult og underernæring hver dag. Det sker oven i købet samtidig med, at regeringen er godt i gang med at lave skattelettelser for de rigeste herhjemme.
     Er det noget, som ordføreren for Det Konservative Folkeparti er særlig stolt af, at man på den måde laver en omvendt Robin Hood på ulandsbistanden?

Nu er det regnestykke jo afhængigt af udviklingen i BNI. Det er sådan, at vores udgifter til ulandsbistand på gængs vis ligesom alle andre steder i budgettet er opreguleret med pris- og lønskøn. Det vil sige, at det er den samme købekraft, der er til rådighed for ulandsbistanden, som der har været tidligere.

Jeg fik ikke noget svar på spørgsmålet. Altså, med de tal, som regeringen selv har fremlagt, er der jo tale om, at ulandsbistanden bliver skåret ned fra 0,83 pct. af BNI til 0,8 pct. af BNI. Det er en klokkeklar nedskæring. Og så vil jeg gerne høre: Er ordføreren stolt af det? Synes ordføreren, at det er en enormt god disponering? Det vil jeg gerne igen bede om at få svar på.
     Jeg har faktisk også et andet spørgsmål. Sagen er, at man hugger penge fra ulandsbistanden på den måde, men samtidig hermed vil man ud af den resterende del af ulandsbistanden jo bruge en større del på erhvervsstøtte, altså på privatsektorprogrammet, som det har været vist gentagne gange er skjult erhvervsstøtte. Så ikke nok med, at man hugger penge fra ulandsbistanden, de tilbageværende penge bruger man faktisk også i højere grad til skjult erhvervsstøtte. Er det noget, som ordføreren er stolt af? Jeg kunne godt tænke mig et svar nu.

Jeg accepterer simpelt hen ikke præmissen for spørgsmålet. Det er ikke en besparelse. Det er således, at beløbet reguleret med hensyn til pris og lønninger er det samme for 2006, som det var i 2005. Der er altså ikke tale om en besparelse. Og jeg synes da, det lyder fornuftigt, at man også har disse erhvervsstøtteordninger inden for ulandsbistanden.
     Men det, jeg sagde i min ordførertale, var jo, at regeringen har lagt et fast gulv. Det gulv gælder, og derfor skal ulandsbistanden ikke ned under 0,8 pct. af BNI.

Nu lyttede jeg med interesse til Det Konservative Folkepartis ordfører og håbede, at Det Konservative Folkeparti var en lille smule mere ærlige end Venstre, som jo startede dagens debat med at tale om regeringens egen formåen. Men Det Konservative Folkepartis ordfører nævnede ikke, hvad årsagen er til, at det går så godt for dansk økonomi.
     Derfor vil jeg spørge, om det ikke er korrekt, at hovedårsagen til, at det går så godt, er - hvis man skal være lidt spektakulær - krigen i Irak, Tsunamien og katastrofen i New Orleans. Det, at olieprisstigningerne eksploderede, har betydet ekstraordinære, store indtægter til landet, og det, at olieprisstigningerne eksploderede, har betydet, at der har været et rentefald, og det rentefald har forårsaget flere indtægter i forbindelse med selskabsbeskatningen. Er det ikke de her ekstraordinære, udefrakommende indtægter, der er hovedårsagen til, at vi har fået 26 mia. kr. mere ind i år, og ikke så meget regeringens egen indsats?

Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad hr. Ole Sohn siger, at de
26 mia. kr. af overskuddet på de offentlige finanser kan henføres til engangsindtægter. Og det er jo netop også derfor, vi peger på, at de engangsindtægter ikke skal bruges til at iværksætte drift, som vi senere må fjerne, men at de skal bruges til at afdrage på gælden. Det er også rigtigt, at det er på baggrund af olieprisstigningerne og de faldende renter og så det forhold at afkastet på pensionerne jo bliver betydelig større som følge af de stigende kurser på aktier og obligationer. Så der er altså en række engangsindtægter, som kommer statskassen til gode.

Det er da rart, at vi nu, en hel del timer efter at vi har startet dagens debat, kommer til bunds i, hvor succesen ligger, at det ikke er regeringens egen formåen, der er årsag til, at vi har ekstraordinære, store indtægter.
     Men jeg vil gerne spørge, om ikke Det Konservative Folkeparti er enig i, at det er væsentligt, når vi nu snakker fremtid, at man sørger for at investere på to måder, dels den passive, som alle er enige om, altså nedbringelse af statsgælden, dels at sørge for en aktiv investering i fremtiden, dvs. investering i uddannelse, forskning, miljø osv., som er fundamentet for fremtidens beskæftigelse. Hvad er årsagen til, at man mener, at ambitionen blot skal være lige at opretholde niveauet for forskning? Det gør det fuldstændig useriøst, hvis regeringen stadig væk fastholder, at man skal nå op på 1 pct. i 2010, så at komme de sidste penge - vi taler om 5-6 mia. kr., der mangler - i på ét år. Det er jo fuldstændig urealistisk og useriøst.
     Den eneste reelle måde ville være at lave en lineær indfasning, altså en gradvis indfasning. Det er det, som alle - erhvervslivet, organisationerne, forskningsverdenen - peger på. Hvad er årsagen til, at regeringen ikke ønsker at investere i fremtiden via forskningen?

Vi har aldrig lovet en lineær indfasning af nogen af de puljer, der er afsat. De bliver afsat til formålet, om man så må sige, og det vil sige, at når projekterne er der, så kommer finansieringen. Jeg er glad for, at hr. Ole Sohn bekræfter, at den passive investering er fornuftig, altså at nedbringe statsgælden, og målet er jo at halvere den.
     Med hensyn til de aktive investeringer så gives der jo betydelige midler til uddannelse, og der gives også betydelige midler til forskning og miljø. Og så er det jo sådan, at regeringen lover, at den ene procent af BNP til forskning når vi. Det er givet, at det når vi i 2010, og det gør vi jo, fordi vi med Globaliseringsrådet har igangsat en række initiativer til at finde fornuftige initiativer, således at man kan få en finansiering af gode forskningsprojekter, der kan skabe kvalitet og beskæftigelse
i Danmark på længere sigt.

Jens Peter Vernersen (S):
Nu sagde hr. Christian Wedell-Neergaard, at man skal tænke på fremtiden. Der har jo været talt meget om, hvad der så er afsat til forskning - stort set ingenting, 185 mio. kr. ekstra er det vel nærmest. Statsministeren har sagt, at det er klynk, når en række forskellige folk fra universiteterne beklager sig over det, men det samme udsagn er jo kommet fra Asger Aamund, fra Claus Bræstrup fra Lundbeck og fra Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk, der alle siger, at det her er dybt problematisk.
     Hvordan kan man hos De Konservative være tilfreds med en så ringe udvikling, når man har en plan om, at i løbet af bare 4 år er det 10 mia. kr. ekstra, der skal afsættes til forskning? Så laver man så ringe en indsats.
     Er hr. Christian Wedell-Neergaard enig med statsministeren i, at det er klynk, når disse virksomhedsledere melder ud, at det her simpelt hen er en madpakkeordning?

Jeg vil sige til hr. Jens Peter Vernersen: Nu har det taget fire på hinanden følgende finanslove at rette op på det efterslæb, vi arvede efter den socialdemokratisk-radikale regering, og det har betydet merudgifter på 3,5 mia. kr., så det har altså været opgaven indtil nu.
     Nu er vi tilbage på niveauet, og nu skal vi så til at se fremad og skabe de fremtidige løsninger. Og det er forkert, at det kun er 185 mio. kr. Det er 585 mio. kr. Det er forkert, at der ikke er afsat penge. Der er afsat 2,8 mia. kr., og det er således, at regeringen har lovet, at samlet set bliver der et løft på 10 mia. kr.

Jeg ved ikke, hvor langt hr. Christian Wedell-Neergaard har været tilbage, men jeg vil bare minde om, at i 1999 var det 0,83 pct. af bruttonationalproduktet, der gik til forskning. Nu er det nede på 0,76 pct. Det er altså et milliardbeløb, som er sat over styr på den tid der.
     Jeg vil godt spørge, om hr. Christian Wedell-Neergaard finder det tilfredsstillende, når man på så vigtigt et område som fødevareforskningen har masser af projekter - som hr. Christian Wedell-Neergaard også efterlyser - og så har et fald i forskningen. Der ligger faktisk et katalog her med en række forslag fra dansk landbrug, hvor man kunne gøre en større indsats inden for fødevareforskningen. På trods af det siger man, at der ikke ligger nogen projekter, og man afsætter stort set ingen midler til det. Det er jo virkeligheden.
     Hvordan vil man nå 10 mia. kr. i 2010, når man afsætter så lidt på nuværende tidspunkt, hvor der virkelig er råd til det, fordi man har det her store overskud? Var der ikke virkelig muligheder for at gøre noget på nuværende tidspunkt, så der kunne komme gang i det, som virkelig mange erhvervsfolk ønsker?

Nu vil jeg starte med at sige, at årsagen til, at det er faldet i forhold til BNP, jo er, at BNP er vokset. BNP vokser jo betydeligt, og derfor er det da naturligt, at vi får en lavere procentdel - andet kan jeg ikke se. At kalde det en madpakkeordning synes jeg er helt forkert.
     Jeg kan godt forstå erhvervsledere, som er utålmodige, og som gerne vil se nogle resultater, men vi kan jo ikke skabe nogen resultater, før vi har nogle projekter. Og det at støtte forskning er ikke bare at hælde penge ud ad vinduet og sige, at nu kan man plukke æblerne af træerne. Der skal være de rigtige projekter, det skal gå i den rigtige retning, og vi skal finde de rigtige målsætninger.
     Der er afsat penge til fødevareforskning. Jeg kan se i Socialdemokratiets forslag, at man bare vil lave mere af det samme ved at afsætte flere penge til fødevareforskning. Vi går ind og sikrer aktiviteterne på fødevareområdet, således at de sektorforskningsinstitutioner kan opretholde deres aktivitet. Og så vil jeg garantere for, at vi når vores mål for forskning, men det tager nogle år at komme op i gear i forhold til den nuværende situation.

Det glæder mig, at den konservative ordfører kunne bekræfte, at når vi snakker BNI, så viste det sig, at der alligevel ikke var afsat flere penge til forskning i forhold til de 3 øvrige år, hvor regeringen også har sagt, at der skal afsættes flere penge til forskning, men hvor der reelt ikke er afsat flere penge til forskningen.
     Men mit ærinde er uddannelse. Den konservative ordfører sagde, at der var afsat betydelige midler til uddannelse. Det har jeg prøvet at kigge efter i finansloven, og jeg har svært ved at se, hvor de betydelige midler til uddannelse er. Derfor vil jeg bede den konservative ordfører om at bekræfte, at det, der er afsat til uddannelse netto - og her snakker vi om alt lige fra folkeskole, erhvervsuddannelser og gymnasier til videregående uddannelser - er et løft på 10 mio. kr.
     Kan den konservative ordfører bekræfte, at det er det beløb, 10 mio. kr., til alt inden for uddannelse?

Det ville jeg gerne gå ind i en nøjere diskussion af, men jeg har simpelt hen ikke intellektuel kapacitet til at lægge sammen og trække fra heroppe i det tempo, som fru Christine Antorini gør det i. Så kunne vi ikke gøre det til genstand for lidt gruppearbejde senere, for jeg kan simpelt hen ikke overskue, om det ender i 10 mio. kr.?
     Det har jeg svært ved at forestille mig. Der er jo afsat til folkeskolen, der er afsat til korte og mellemlange videregående uddannelser, så der er afsat puljer på en lang række punkter, som skal virke til at forbedre uddannelsen således, at de resultater, vi får ud af uddannelsen, bliver bedre, så de mennesker har en bedre mulighed for at opretholde deres beskæftigelse, således som det er målet.

Jeg kan orientere den konservative ordfører om, at det faktisk fremgår af finansloven bare i én sætning, at nettobeløbet er 10 mio. kr. Men vi havde også teknisk gennemgang i Uddannelsesudvalget her den anden dag, så vi har det sort på hvidt fra ministeriet selv: netto rammeløft, 10 mio. kr.
     Hvis vi nu antager, at jeg har hørt ordentligt efter i den tekniske gennemgang, mener den konservative ordfører, at det er udtryk for et massivt løft af uddannelserne, og at det er det, der viser vejen, når Danmark skal ind i vidensøkonomien?

Ja, jeg mener faktisk, at der sker et løft. Folkeskolen bliver løftet med 680 mio. kr.: 375 mio. kr. til flere timer
i dansk og historie, 175 mio. kr. til målrettet efteruddannelse af lærere og skoleledere, 105 mio. kr. til en national handlingsplan for læsning, 30 mio. kr. til styrket evaluering osv. osv. Der opretholdes samme niveau for udgifterne pr. elev som i året før, og det vil sige, at ud over den ordinære drift, lægges der en række projekter oveni.

Jeg havde egentlig tænkt mig at holde et vanvittig høfligt indlæg, som handlede om, hvordan ordføreren sov om natten, når nu De Konservative åbenbart var gået til finanslovprocessen med et ønske om et markant løft - og jeg citerer fra ordførerens tale - på forskning. Men det høflige glemmer jeg altså et øjeblik, for jeg bliver sådan set temmelig vred på vegne af de forskere, der render rundt ude i det ganske danske land og hører, at hvis bare de havde projekterne, så kom pengene jo.
     Er ordføreren klar over, hvor mange fantastiske projekter der i hver eneste uddelingsrunde i de frie forskningsråd, i forbindelse med strategiske midler og alle mulige andre steder bliver afvist, ikke fordi det er dårlige projekter, men fordi økonomien er så stram, at selv gode projekter med et stort afkast, med masser af viden til gavn for fremtidens Danmark bliver afvist, fordi regeringen er fedtet, fordi regeringen ikke kan finde ud af at sætte de rigtige midler af? Hvordan føles det et eller andet sted at stå og sige til de folk, at de jo bare kan komme med de gode projekter, så kommer pengene?

Regeringen er ikke fedtet. Regeringen har jo stillet en meget, meget høj målsætning op, og regeringen vil komme med pengene.
     Men vil Lene Jensen så tage ansvaret for at prioritere mellem alle de projekter? Er det sådan, at Lene Jensen kan overskue, i hvilken retning vi skal gå ...

Det er fru Lene Jensen.

Christian Wedell-Neergaard (KF):
Ja, det kan jo ske for alle at glemme det.
     Vil fru Lene Jensen tage ansvaret for at prioritere de her projekter?
     Jeg mener, at med den konstruktion, der er lavet med Globaliseringsrådet, som nu kommer med ønsker og behov, således at vi kan se, hvordan disse forskningsprojekter skal prioriteres, og man kan få skabt de rigtige puljer og udnytte det forskningsrådssystem, som vi lige har fået skabt, ja, så får man en væsentlig bedre situation.
     Men jeg kan godt forstå den utålmodighed, der er skabt, og der må vi jo så se at komme videre med løsningen af de her problemer.

Så kan jeg sige til ordføreren, at det ikke er min opgave at prioritere projekter, det er i øvrigt heller ikke ordførerens eller regeringens. Det har vi faktisk folk til, og de folk har vi jo fundet i det forskningsrådgivende system, som vi er fælles om at lægge navn og bogstav til. Det, der er så fantastisk, er, at der jo er masser af folk, som kan prioritere de her udmærkede projekter; der er Det Strategiske Forskningsråd, som er nedsat præcis med øje for at finde ud af, hvad der kan ske i fremtiden.
     Og må jeg minde om, at det der Globaliseringsråd består af nogle af de folk, der på avisernes forsider i disse dage råber på flere penge til forskning, ikke i en fjern fremtid, ikke på næste års finanslov, og næste års finanslov igen, men på den finanslov, vi diskuterer her i dag. Og med god grund, for der er jo et afkast af forskningen, der så rigeligt opvejer det der med, hvis man skulle komme til at slække bare en smule på, hvad der afbetales på gælden. Vi går ind for at afbetale på gælden, men vi går også ind for at investere pengene der, hvor afkastet er størst.
     Det undrer mig, må jeg sige, at lige nøjagtig Det Konservative Folkeparti, som jeg kender som et ambitiøst parti på forskningens vegne, alligevel kan føle, at man er gået til forhandlingerne med høje krav, og at man har nået et højt niveau, når det i øvrigt stadig væk diskuteres, om der overhovedet er en stigning, jævnfør ugebladet Ingeniøren og andre, som sætter spørgsmålstegn ved de regnestykker, der bliver lavet på forskningen.
     Jeg har kigget på finanslove i 4 år med hensyn til forskning, og jeg har aldrig set noget så uigennemsigtigt som det her, og jeg glæder mig til, at vi i Videnskabsudvalget og
i Finansudvalget får gravet ned i, om der overhovedet er det der tigerspring fra 0,75 til 0,76 pct. af BNP - det er jo det tigerspring, vi taler om.

Jeg er glad for, at Det Konservative Folkeparti bliver karakteriseret som ambitiøst, og jeg vil også godt sige, at det ligger os meget på sinde at skabe langsigtede løsninger, hvor man ser ud i fremtiden og tør tage en chance. Store anlægsinvesteringer i Danmark har altid været støttet af Det Konservative Folkeparti, fordi vi ser længere frem og vi gerne vil skabe langsigtede muligheder.
     Så kunne jeg jo lidt polemisk sige til fru Lene Jensen, at når det ikke vokser mere end fra 0,75 pct. til 0,76 pct., så er det altså, fordi - igen - at BNP vokser.
     Jeg tror ikke, at uenigheden er særlig stor. Jeg tror i virkeligheden, at fru Lene Jensen og jeg gerne ser, at vi så hurtigt som muligt får så mange valide projekter i gang som muligt under det her system, og at så mange virksomheder bliver involveret som overhovedet muligt. Og derfor er der forbindelsen over til erhvervslivet: at vi sikrer, at de deltager, fordi Barcelonamålet jo opstiller, at der tager man den private forskning med. Og den intelligente kobling mellem den offentlige forskning og den private forskning er det, der skaber resultaterne, og det tror jeg vi har en mulighed for med den plan, der er lagt.

Hr. Christian Wedell-Neergaard var stolt over finanslovudspillet, men gav også udtryk for i sin tale, at med hensyn til den danske økonomi, ja, der var vi nærmest europamester. Set i den forbindelse synes jeg, at vi trænger til også i dag at få en meget klar melding om: Hvad er så årsagen til, at man mener, at de kommende pensionister, som fra den 1. januar kommer på pension, skal have 3.750 kr. mindre om året i boligstøtte? Det er altså mennesker, som går på pension, som vel næppe skal ud at gå med aviser eller gøre rent - eller er det meningen, at de her mennesker skal ud at gå med aviser eller begynde at være rengøringsfolk? Eller hvad skal de egentlig gøre?
     Pensionister har som regel ikke så mange muligheder for at kunne tage så mange forskellige job, heller ikke helbredsmæssigt. Der er mange af de her pensionister, som vi ved vil komme i en situation, hvor de har måske 1.000 kr. om måneden, når deres faste omkostninger er betalt. Og for dem vil godt 300 kr. mindre om måneden i støtte til deres husleje være vanvittig meget - at gå fra at have omkring 1.000 kr. til at have omkring 700 kr. til rådighed til at leve for, til fornøjelser, til alt! Når nu dansk økonomi har det så godt, hvad er så begrundelsen for, at de her penge skal tages lige nøjagtig fra den her gruppe?

Jeg er glad for, at fru Lissa Mathiasen har lagt mærke til, at vi ikke tager noget fra dem, der i dag er på den ordning. Det vil sige, at ordningen er sat til udløb, og det betyder, at de, der i dag får det her tilskud, og som har indrettet deres boligforhold efter det, ikke skal ændre på noget, for det løber videre. Men vi har altså foreslået denne omprioritering, og for pensionister med en indtægt på under
120.000 kr. betyder det 100 kr. om året. Det er rigtigt, at for mere velstillede pensionister kan man komme op på det lidt højere beløb. Men en af årsagerne til, at den her ordning skal væk, er, at den vender helt forkert, for den tilgodeser de pensionister, der har den højeste indtægt. Så derfor foreslår vi ordningen afskaffet.

Nu er det jo meget svært som pensionist eller kommende pensionist på de her få måneder at nå at planlægge det, idet man troede, ens forudsætninger var anderledes, og jeg tror faktisk, de fleste pensionister allerede har siddet og regnet deres forudsætninger ind set i forhold til at få økonomien til at hænge sammen.
     Spørgsmålene til den anden del af boligstøtten synes jeg vi har lige så meget brug for at få svar på - jeg fik i øvrigt ikke begrundelsen på, hvorfor man egentlig vil tage det her fra pensionisterne - og det er den gruppe af børnefamilier, hvor vi ønsker, at de unge får en uddannelse. Vi ved, at der er en række familier, der har så lav en indkomst, at det betyder, at for de familier er svaret til deres barn: Vi kan ikke hjælpe dig økonomisk igennem en uddannelse, men vi kan give dig mulighed for at blive boende hjemme, du kan få maden.
     Og nu kommer man - og der har godt nok også været en teknisk diskussion med finansministeren - og siger: Jamen man er ikke barn, når man er 23 år. Jeg er sådan set ligeglad med, om man er barn eller man er voksen. Det, der er afgørende, er, at man lægger op til at tage 500 kr. om måneden fra en ganske almindelig lønmodtager, for man skærer boligsikringen og siger: Det er ikke nødvendigt at give den hjælpende hånd. Det betyder ...

Ja tak!

... at det sociale løft, vi godt vil give ...

Der er gået 25 sekunder over tiden.

Lissa Mathiasen (S):
Jeg glæder mig til svaret.

Så er det ordføreren.

Svaret er jo, at det er over 50 år siden, at 23-års-grænsen blev brugt til noget. Det er over 50 år siden, at valgretsalder osv. havde noget med 23-års-grænsen at gøre, og derfor ønsker vi en ændring, for vi betragter unge mennesker på 18 år som voksne og myndige. De kan køre bil, og de kan sidde i fængsel, og derfor er det også rimeligt, at det på det her område bliver sidestillet, og at man ikke arbejder med disse gamle grænser.
     Det samlede forslag er en besparelse på 17 mio. kr. Det er altså ikke i finanslovmæssig sammenhæng nogen stor besparelse.

Tjuhej, hvor det går. Det må vel nærmest siges at være temaet for regeringspartiernes ordførertaler i dag. Alligevel kan det jo godt undre en, at finanslovforslaget faktisk oser langt væk af, at man forsøger at støvsuge rundtomkring i hjørnerne for forskellige grupper af socialt udsatte, som skal bidrage til festen, for at regeringspartierne kan være så glade.

     Jeg vil tage en af de grupper: den gruppe mennesker, som kommer ud for en arbejdsulykke, og som har brug for at få erstatning for deres tabte arbejdsfortjeneste. Her vil regeringen hente 100 mio. kr. ud af deres erstatninger i det kommende finansår og over 400 mio. kr. over de kommende 4 år, og det i en situation, hvor antallet af ulykker stiger på grund af regeringens arbejdsmiljøpolitik, og i en situation, hvor erstatningsniveauet for disse mennesker allerede for 2 år siden blev forringet, sådan at de bidrog med næsten 300 mio. kr. til statskassen. Nu vil man skære igen for nogle af de grupper, som kommer ud for en social nedtur, fordi de kommer til skade.
     Mener ordføreren, at det er særlig socialt? Mener ordføreren, at det er særlig rimeligt?

Med hensyn til bedre koordination af offentlige ydelser og erstatninger for erhvervsevnetab er det rigtigt, at der er indlagt en besparelse. I dag kan summen af erstatninger ved tabt erhvervsevne og løn i fleksjob i nogle tilfælde overstige den hidtidige indtægt. Reglerne for erhvervsevnetabserstatning foreslås harmoniseret, bl.a. for at sikre, at erstatningen til personer i fleksjob beregnes ligesom for almindelige lønmodtagere, og det synes jeg er et rimeligt forslag.

Jeg må beklage og sige, at det, som ordføreren ikke tager højde for, er, at det store flertal af dem, der i dag kommer til skade på deres arbejde, ikke får den erstatning, som de er berettiget til. Man kan bare tage et eksempel: Hvis folk kommer til skade i trafikken, så får de i gennemsnit næsten en dobbelt så høj erstatning som folk, der kommer til skade på deres arbejde.
     Samordning, som det så smukt hedder, burde betyde, at erhvervsevnetabserstatningernes, arbejdsskadeserstatningernes niveau burde forhøjes betragteligt, og det, regeringen gør, er at sætte dem ned.
     Der er f.eks. en selvrisiko i dag, hvis man kommer til skade på sit arbejde, hvor de første 15 pct. bare bliver skåret væk. Det betyder, at alle - alle - som udgangspunkt får mindre kompensation, end de burde have, og som man får, hvis man kommer ud for en trafikulykke, men ikke hvis man kommer ud for en ulykke på sit arbejde.

Jeg er da ked af at høre, hvis det er sådan, at erstatningerne ikke kompenserer eller ikke er således, at man erstattes for den skade, man lider, og man ikke får, hvad man er berettiget til.
     Jeg kender ikke til, hvor i finansloven arbejdsskadeserstatninger står, men jeg ved, at det må være en hovedopgave både for borgerlige og for andre politikere at sikre sig, at de, som kommer til skade, får den nødvendige kompensation for deres skade. Og det er så det.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger, og den næste er fru Kirsten Brosbøl.
     Lad mig lige sige, at der stadig væk er ni tilbage, og det er ikke kun, fordi forretningsordenen siger maks. 1 minut, det er også for at prøve at nå alle ni til ordføreren, inden tiden udløber om 33 minutter.

Jeg skal prøve at gøre det så kort, som jeg kan, selv om det er et meget vigtigt emne, jeg gerne vil tage op.
     Alle børn skal have en god start, står der i regeringsgrundlaget, og bekæmpelse af den negative sociale arv er jo så altså noget, som jeg kan forstå at regeringen lægger meget vægt på.
     Vi ved, at en sund og ernæringsrig kost er noget af det, der betyder meget for børns fysiske velvære og for deres indlæring. Vi ved også i modsætning dertil, at en forkert ernæring kan være med til at hæmme børns udvikling. Alligevel har regeringen med den konservative familieminister i spidsen vedtaget et forslag om forældrebetalte madordninger i daginstitutionerne.
     Det er en ordning, der betyder, at der er nogle børn, som altså kan opleve en situation, hvor de står udenfor og kan sidde og kigge på deres kammerater, der får et veltilberedt varmt måltid, mens de selv må kigge på deres flade madpakker.
     Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører, om han vil være med til at stemme for det forslag, som vi har fremsat fra socialdemokratisk side, og som netop vil være med til at bryde den sociale arv, nemlig forslaget om, at alle børn kan få et gratis måltid mad i daginstitutionerne.

Jeg må desværre skuffe fru Kirsten Brosbøl og sige, at det vil vi ikke, og baggrunden for det er, at vi mener, at maden er et personligt ansvar. Det er et personligt ansvar at opdrage sine børn og sikre sig, at de får mad i børneinstitutionen og i skolen.

     Vi er sådan set ikke mere begejstrede for madpakker, end jeg tror så mange andre er, og kan forældrene finde sammen om madordninger, ja, så er de også velkomne til det, og man må så ordne det på den måde. Men at mad fremover skulle være et offentligt anliggende, er vi imod.

Anden og sidste korte bemærkning til fru Kirsten Brosbøl.

Der er jo mange områder, hvor vi har set en udvikling i Det Konservative Folkepartis holdning til, hvad der er offentlige opgaver, og hvad der ikke er offentlige opgaver. Nu har man altså erkendt, at man kan lave de her ordninger, hvis forældrene så bare selv vil betale for dem.
     Kan den konservative ordfører bekræfte, at det altså er et princip om, at det er forældrenes eget ansvar at lave madpakker til deres børn, der gør, at nogle børn nu vil opleve at sidde uden for en ordning, og at vi på den måde udstiller den sociale ulighed, der desværre er voksende i det her samfund, allerede mens børnene går i børnehave?
     Det synes vi ærlig talt ikke er anstændigt; vi synes, alle børn skal have mulighed for at få et godt, sundt og nærende måltid mad, det er en investering i fremtiden. Og jeg må altså så konstatere, at den konservative ordfører ikke vil være med til, at vi sikrer en investering i vores børn og en investering i fremtiden.

Det er jo svært at acceptere præmissen for det udsagn, som fru Kirsten Brosbøl kommer med, altså at nogle skulle sidde udenfor osv. Vi siger, at det er muligt at lave en privat madordning, hvis der er nogle, der ønsker det. Vi ønsker, at det er et personligt ansvar, at børnene får den rigtige ernæring, mens de er i dagpleje, børnehave eller i skole, og det ønsker vi ikke at lave om på.

Problemet for Det Konservative Folkeparti er jo, at man ikke vil investere i noget som helst. Der bliver godt nok talt om, at det er nødvendigt at investere i fremtiden, og så bliver der sagt nogle plusord som uddannelse og forskning, men når vi ser på de afsatte midler, så er det forsvindende lidt i forhold til de kæmpe udfordringer, vi står over for.
     Hver fjerde ung får ikke en kompetencegivende uddannelse. Alle vores erhvervsvirksomheder, alle vores forskere skriger på flere penge på forskning, og der bliver nærmest ikke afsat nogen penge. Vi kan se, at vi har stigende problemer med overvægt blandt børn, og at den negative sociale arv i Danmark ikke er blevet brudt.
     Alligevel står den konservative ordfører og siger: Jamen det er et personligt ansvar. Et personligt ansvar! Vi taler om børn ned til 6 måneder! Hvornår begynder regeringen at tage noget ansvar for det, der foregår i Danmark lige nu, og hvorfor vil den konservative ordfører af alle ikke være med til at fremme en ordentlig familiepolitik? Det her handler også om familiepolitik, nemlig at sikre, at den tid, familierne har sammen, kan man bruge til børnene og til indhold i stedet for at stå og smøre madpakker.

Nu vil jeg sige til fru Mette Frederiksen, at vi ikke mener, at børn på 6 måneder skal påtage sig et personligt ansvar - det ville i hvert fald være en nyskabelse på det politiske område, der virkelig ville batte noget - men vi mener, det er forældrenes ansvar. Vi mener, at forældrene skal - hvad skal man sige - føle og medvirke til at gøre det bedre for børnene også på det her område.
     Derfor synes jeg, at det er helt logisk, at man åbner mulighed for frivillige ordninger, men at man ikke går ind for kollektive ordninger, når det drejer sig om mad til børn
i skolerne. Så vil jeg lige sige til det der med, at vi ikke gør noget som helst: Altså, der er afsat 24 mia. kr. til nye aktiviteter, heraf 8 mia. kr. til børnene, og det er jo penge til nedsættelse af takster i børneinstitutionerne, og derudover er der afsat 2 mia. kr. til forbedring af kvaliteten i børneinstitutionerne. De 2 mia. kr. er jo endnu ikke udmøntet, de står nede på § 35, og så må vi så se, hvad de skal bruges til senere, men det vil jo betyde, at bygninger, efteruddannelse, personale osv. alt sammen kan få et eftersyn.

Man kan bare godt undre sig over, hvor god tid Det Konservative Folkeparti har. Der er afsat 2 mia. kr., ja, men
i år ser vi 100 mio. kr. Altså, 100 mio. kr. forslår som en skrædder i helvede, hvis det handler om at hæve kvaliteten i alle vores daginstitutioner. Det er derfor, vi siger: Jamen 100 mio. kr. er slet, slet ikke nok. Vi skal op og tale om 1 mia. kr., hvis vi skal sikre, at der både er hænder nok, altså pædagoger nok i vores daginstitutioner, og den mad, som er så afgørende vigtig for både vores børns sundhed, deres evne til at koncentrere sig og derfor deres evne med hensyn til at indlære. Den konservative ordfører kan jo tale nok så meget om penge, men når virkeligheden ude i kommunerne og ude i det enkelte barns dagligdag er, at der sker forringelser, og at vi som samfund ikke effektivt sætter ind for at bekæmpe den negative sociale arv, så bliver pengene jo fuldstændig ligegyldige, det er handling, der skal til.

     Må jeg så ikke bare til sidst gøre den konservative ordfører opmærksom på, at børn jo ikke selv vælger deres forældre, så forældrenes valg f.eks. af madpakker eller mangel på samme rammer jo børnene og hverken Det Konservative Folkeparti eller forældrene.

Nej, børnene vælger ikke deres forældre selv, men det har en frygtelig konsekvens, hvilke forældre man så får ved en tilfældighed.
     Jeg vil sige, at her er der jo noget, der indføres lineært, nemlig de 100 mio. kr. Vi får 100 mio. kr. hvert år
i hele perioden, og så er der derudover lagt op til, at det samlede beløb til kvalitetsforbedring af daginstitutionerne er 2 mia. kr., og jeg synes, det beløb har spillet en alt for lille rolle i debatten i dag, for det er et af de områder, hvor der virkelig vil ske en forbedring, når vi får kigget på, hvordan de 2 mia. kr. kan udmøntes. Og det vil jo være både med hensyn til bygninger, bedre plads osv. osv. Der har været meget kritik af forholdene i daginstitutionerne, og det ønsker vi at gøre noget ved, og vi vil også gerne signalere til de medarbejdere, som dagligt påtager sig ansvaret for at passe vores børn, når vi nu er på arbejde, at der vil ske forbedringer, og de vil mærke, at det, som de har klaget over, vil blive forsøgt forbedret.

Så går vi videre i rækken: Hr. Steen Gade.

Jeg vil gerne spørge Det Konservative Folkepartis ordfører om, hvordan det er at forhandle med en tryllekunstner. Det er finansministeren, jeg mener.
     For på den ene side står der jo i finanslovforslaget, at man får 1 mia. kr. mere - det står et bestemt sted, man har så brugt 50 mio. kr. af dem, og så er der jo næsten en milliard tilbage - men når man så ellers kigger i finanslovforslaget, kan man jo se, at den milliard bliver mindre og mindre i den forstand, at man skal fylde nedskæringerne ned og ud i de kommende år, sådan at, vupti, så har man siddet og forhandlet, og jeg tror, at man har gjort, hvad man kunne fra Det Konservative Folkepartis side, med finansministeren, men så er 1 mia. kr. altså blevet til
370 mio. kr. eller 400 mio. kr. Hvordan er det egentlig at være konservativ, når man har lyst til at gå ud og sige, at man har fået 1 mia. kr., men man faktisk kun har fået 400 mio. kr.?

Nu er jeg jo ked af, at hr. Steen Gade ikke kender forskel på kunstarterne i cirkus, for finansministeren er ikke tryllekunstner, men når der er mange bolde i luften, så kan man jo kalde ham jonglør. Og her kan man jo se boldene, alle sammen, det er helt åbenlyst, hvad der foregår, og alle kan sætte sig ind i, at det må være meget, meget vanskeligt, det, han har gang i (munterhed), men at nummeret udføres til punkt og prikke, og at vi når til, at der er afsat 50 mio. kr. af nye penge på miljøområdet, og derudover er der på konto 35 under reserver afsat 950 mio. kr. til fordeling i 2007-2009 på miljøområdet, og det går, som jeg sagde, ikke til at kompensere for tidligere besparelser, det går til nye projekter.
     Hr. Steen Gade vil opleve, at vi i Miljøudvalget - og det kan jeg jo sige, for der sidder vi sammen - vil få mulighed for at prioritere de her først 50 mio. kr. og efterfølgende 950 mio. kr. og igangsætte projekter inden for naturområdet, og det er særligt med henblik på natur. Og natur er i denne her sammenhæng vandrammedirektiv, nationalparker, naturparker, mere skovrejsning og en lang række andre projekter, alt det, som vi miljøpolitikere betragter som hjerteblod.

Når jeg afbryder her, selv om den røde lampe ikke lyser, er det, fordi formanden havde glemt at få trykket på knappen. Svaret har varet over 1 minut nu, men det var altså min fejl.
     Så er det hr. Steen Gade for sin anden og sidste korte bemærkning.

Jeg er helt med på at kalde finansministeren for jonglør i stedet for tryllekunstner. Men det korte af det lange er, at selvfølgelig er der en milliard at prioritere af, selv i nedskæringsbudgetter er der da forhåbentlig noget at prioritere af, men De Konservative har ikke fået den ekstra milliard, som man har gået rundt og pralet med, fordi der er budgetteret en nedskæring.
     Men lad os så se på næste år. Der er så afsat 50 mio. kr. Der er jo langt fra den der milliard til 50 mio. kr. Noget af det skal gå til Kærgård Plantage. Jeg har et svar - det er for øvrigt fra miljøministeren - om, at der er 97 andre giftgrunde, der trænger sig på. Amterne har regnet ud, at de koster 10 mio. kr. hver at rydde op. 97 gange 10 mio. kr. er 970 mio. kr. Der er 370 mio. kr.! Og dertil kommer så alt det natur, og så kommer en øget indsats på kemikalieområdet.

     Kan Det Konservative Folkepartis ordfører ikke godt se, at det, at man har fået en besparelse fra 2002 til i dag på 9 mia. kr. til at blive til en besparelse fra 2002 til 2009 på kun 8 mia. kr., faktisk gør, at vi næsten ikke kan prioritere.

Jeg kan høre, at ordføreren har lettere ved at regne med milliarderne end med sekunderne.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, vi skal se at komme væk fra det der regnestykke, som hr. Steen Gade nu excellerer i for hundredesyttende gang, nemlig de akkumulerede besparelser, altså hvis og hvis og hvis og hvis budgetterne havde været uændrede over meget lang tid. Det forvirrer debatten. Det er nogle meget store beløb, der bliver nævnt, om de er rigtige eller forkerte, ved jeg ikke, forudsætningerne for dem kender vi heller ikke, og derfor synes jeg, det er på tide, at vi nu kommer videre og betragter og siger og kvitterer for, at synet på Miljøministeriets område er ændret i regeringen, og at der er skabt nogle nye muligheder på miljøområdet, som også vil give Miljøudvalget mulighed for at prioritere.
     Jeg er glad for, at hr. Steen Gade peger på Kærgård Plantage. Jeg mener, at det haster med at finde en løsning. Der er sat et arbejde i gang, hvor man skal finde ud af, hvilken løsning der skal vælges, og i foråret 2006 skal man i gang med det. Derudover har regeringen jo lovet en kemikaliehandlingsplan, hvor man skal se på det, og så har vi snakket om sagsbehandlingstider på Miljøministeriets område.
     Og så kommer vi så til alle de mange ønsker. Jamen, det adskiller sig jo ikke fra alle andre steder i den offentlige sektor ...

Det bliver i næste omgang; tiden er gået, og vi går til næste korte bemærkning, og det er fru Lotte Bundsgaard.

Nu ved vi jo alle sammen godt, at der er sådan et skyggemedlem af regeringen, nemlig Dansk Folkeparti. Derfor er det selvfølgelig interessant at høre, hvad Det Konservative Folkeparti mener om nogle af Dansk Folkepartis forslag.
     Jeg vil derfor gerne spørge hr. Christian Wedell-Neergaard, om Det Konservative Folkeparti er enig med Dansk Folkeparti i, at man skal skære yderligere på udviklingsbistanden og bruge de penge bl.a. på førtidspensionister, og om hr. Christian Wedell-Neergaard mener, at det er en seriøs måde at finansiere et løft af førtidspensionisterne på.

Altså, jeg vil ikke kommentere Dansk Folkepartis forslag, jeg vil bare sige, at vi vil se på alle forslag i åbenhed og gå til forhandlingsbordet, og så må vi se, når vi har holdt sættemøde i begyndelsen af oktober, hvordan forhandlingerne forløber. Det gælder også Dansk Folkepartis forslag, og det gælder jo hele pakken med førtidspensionister osv.
     Men der spørges specifikt til ulandsbistanden. Jeg har tidligere haft en ordveksling med et andet medlem vedrørende ulandsbistanden og vil bare sige: Regeringen har lagt et fast gulv, og det er regeringens forslag, som man fremsætter, og så må vi jo se, om der kan opnås flertal for det i Folketingssalen. Det er jo det, der afgør, om et forslag af den karakter kan komme igennem, og det er 0,8 pct. af BNI og ikke lavere end det.

Så er det fru Lotte Bundsgaard for anden og sidste korte bemærkning.

Nu bliver jeg en smule forvirret. Det vil sige, at Dansk Folkeparti har en eller anden form for vetoret på, om man kan skære i udviklingsbistanden eller ej. Altså, kan man forestille sig, at Det Konservative Folkeparti indgår et finanslovforlig, hvor der skæres yderligere i udviklingsbistanden? Det er sådan set bare et ja eller nej-spørgsmål.
     Og det næste spørgsmål er: Er det seriøst at ville finansiere et løft af førtidspensionisterne ved hjælp af udviklingsbistand?

Jeg kan ikke svare på det andet spørgsmål, for det er jo klart, at det er Dansk Folkepartis ønske at foretage den sammenkobling, det er ikke en sammenkobling, der er opstået i vores hoved, det er noget, vi er blevet præsenterede for, og som jeg siger: Vi ser åbent på det og vil tage en drøftelse af det.
     Jeg kan ikke svare ja eller nej til, om udlandsbistanden, når vi er færdige med finansloven, bliver specifikt det beløb, som vi nu har foreslået. Jeg vil bare sige, at regeringen vil søge opbakning til ønsket om at fastholde ulandsbistanden på 0,8 pct. af BNI.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger, og den næste er hr. Morten Helveg Petersen.

Mit spørgsmål vedrører den sådan lidt lange bane i velfærdspolitikken og i den økonomiske politik, hvor jeg vil kvittere for, at jeg synes, den konservative ordfører siger en masse fornuftige ting om vigtigheden af øget arbejdsudbud
i de kommende år og de udfordringer, vi står over for.

     Det fik så den konservative ordfører til at tale om, at 2006 bliver et år, hvor der skal træffes store beslutninger, som jeg husker ordførertalen. Problemet er vel, at hvis man holder det op mod, hvad Dansk Folkeparti har sagt tidligere på dagen, hvor planen angivelig skulle være små justeringer, så er der vist mildest talt et misforhold her, og kigger man på, hvad der er sket hidtil i samarbejdet med Dansk Folkeparti, så er det vel ikke just sådan, at man kan sige, at det er Det Konservative Folkeparti, der har fået gennemtrumfet alle sine mærkesager - og nu udtrykker jeg mig meget diplomatisk og høfligt og venligt.
     Så jeg er lidt interesseret i at vide, hvor insisterende Det Konservative Folkeparti vil være med hensyn til at øge arbejdsudbuddet gennem velfærdsreformer, når nu vi kender Velfærdskommissionens rapport til december.

Det er jo et konservativt initiativ, at Velfærdskommissionen er kommet på banen og skal foretage en gennemgribende analyse, og derfor er vi også meget interesserede i, når den analyse foreligger, at reagere på det.
     Derfor har vi jo hele tiden sagt, at vi mener, at vi skal reagere nu, og vi mener sådan set, at det, der så kan blive resultatet af en forhandling i 2006, kunne man egentlig lige så godt set med vores briller indføre i 2006 med virkning fra måske 2007 og fremefter, fordi det jo er noget, der kommer til at virke på meget lang sigt.
     Hvis vi taler om ændringer af velfærdsordninger, så ønsker vi jo, at disse velfærdsordninger ikke skal tages fra dem, som i dag har dem, men man skal sikre sig, at de ændringer, der sker, sker for de grupper, som løber ind i den aldersgruppe, og det gælder jo bl.a. for efterlønnen, at der kan man sige, at de, som er under 40 år, nok ikke får mulighed for at få efterløn. Det er vel sådan, vi ser det.

Jeg tror sådan set, at jeg personligt er meget enig i udlægningen, men problemet er jo bare, at det er på lodret kollisionskurs med Dansk Folkeparti. Og det, vi alle sammen venter på i stor spænding, er, hvordan det så falder ud - eller rettere sagt: Stor spænding er måske så meget sagt, for skal man kigge på, hvad der er sket hidtil, så er der måske ikke så meget spænding om udfaldet, for vi har meget svært ved at få øje på, hvor det er, Det Konservative Folkeparti har sat sig igennem, når det drejer sig om velfærdsreformer og om at skabe flere arbejdspladser.
     Så vi frygter lidt, at Dansk Folkeparti vil sætte sig på den diskussion og så at sige gøre det meget svært for Det Konservative Folkeparti at komme igennem med, hvad jeg oplever som meget reelle ønsker til den diskussion.

Jamen det må jo komme an på en prøve. Vi har vores synspunkter, vi er stålsatte på at få velfærdsreformer gennemført på baggrund af Velfærdskommissionens arbejde, og vi mener, at det skal være det, som vi arbejder med i 2006, og vi ser som sagt gerne, at disse ændringer træder i kraft så hurtigt som muligt.
     Jeg kan jo ikke vurdere, hvordan de forhandlinger kommer til at forløbe, jeg kan bare sige, at det er den position, vi Konservative har valgt, og det er den position, vi vil gå til forhandlingerne med, og så må vi se, hvordan det udvikler sig.
     Det er jo naturligvis et spil imellem de partier, som vil være der på det tidspunkt, og jeg kan da kun sige, at hvis De Radikale er der, ja, så vil Det Radikale Venstre jo også få indflydelse på udfaldet af det her.

Så går vi til den tredjesidste korte bemærkning, og det er hr. Henrik Sass Larsen.

Nu er jeg glad for, at ordføreren siger, at det er et spil. Det er jo der, hvor vi mistænker Det Konservative Folkeparti for allerede at have tabt på forhånd, for som vi hører det i øjeblikket, så siger Dansk Folkeparti: Vi vil ikke have nogen reformer af efterlønnen, vi vil ikke have nogen reformer af pensionsalderen. All right, insisterer Det Konservative Folkeparti på, at der skal gennemføres reformer? Det er det ene spørgsmål.
     Og det andet: Er Det Konservative Folkeparti parat til at anbefale regeringen at lave reformer uden om Dansk Folkeparti?

Det er således, at vi her forud for Velfærdskommissionens rapport har indtaget vores position. Vi mener, at der skal ske ændringer i efterlønnen. Vi har fremsat et forslag, som i detaljer beskriver, hvordan vi ser det på nuværende tidspunkt, og det forslag er naturligvis til revision, når forslaget fra Velfærdskommissionen kommer.
     Derudover har vi jo sagt, at det ikke er naturligt, at man har en gennemsnitlig tilbagetrækningsalder på 61 år, og vi ser gerne, at den bliver hævet.

     Vi insisterer så meget, som man nu kan insistere i politik, forstået på den måde, at vi jo ikke kan være garanter eller komme med garantier for, at det går, som vi gerne vil, men vi vil komme med vores synspunkter, og vi vil forhandle med dem, der vil fremme vores synspunkter mest muligt.

Hr. Henrik Sass Larsen for sin anden og sidste korte bemærkning.

Det var jo det, man kalder forsigtige politiske formuleringer. Kunne vi ikke få noget mere slagkraftigt? Altså, et eller andet med at sige: Vi vil søreme have de her ting igennem i den her valgperiode, og vi er villige til at gennemføre de ting, selv om Dansk Folkeparti siger, at de ikke er med på det. Tør den konservative ordfører stille sig op og sige det nu, eller er man fuldstændig slavebundet til Dansk Folkeparti?
     Og så lige en sidste ting: Er skattelettelser i denne her regeringsperiode også noget, som Det Konservative Folkeparti insisterer på?

Nu føler jeg mig næsten hensat til valgkampen, hvor hr. Henrik Sass Larsen og jeg, der jo er valgt i samme område, turede rundt på gymnasierne og sagde: Vi vil have! Og det egner sig godt til en gymnasiedebat, men det egner sig altså ikke så godt til en finanslovdebat som den, vi har i dag. Og jeg må ærligt sige, at jeg er en tøsedreng, jeg tør simpelt hen ikke.
     Det næste spørgsmål var spørgsmålet om skattelettelser, og det er jo en væsentlig mere alvorlig sag. Jeg vil sige, at det er sådan, at Det Konservative Folkeparti har skattelettelser på programmet. Vi vil gerne, når der er et råderum, arbejde for at gennemføre skattelettelser, og vi mener, at finanslovforslaget, hvis det vedtages i den form, det foreligger i i dag, ikke er til hinder for på et senere tidspunkt at gennemføre en skattelettelse, snarere tværtimod.

Jeg synes, vi har fat i et så spændende tema, at det næsten ville være synd at skifte spor, og jeg vil egentlig godt gå tilbage til det udgangspunkt, som hr. Morten Helveg Petersen havde for et øjeblik siden, nemlig ulandsbistanden, hvor jeg forstår, at Det Konservative Folkeparti og efter ordførerens udsagn også regeringen har et stærkt ønske om at samle tilslutning til, at ulandsbistanden i hvert fald ikke sænkes under de 0,8 pct., som er det, der ligger i finanslovforslaget, og som ordføreren, jeg tror, det blev formuleret sådan: vil søge tilslutning til.
     Nu har vi jo lyttet til debatten her og set de enkelte partiers forslag til finanslov. Som jeg registrerer det med de holdninger, som hr. Christian Wedell-Neergaard har givet udtryk for på Det Konservative Folkepartis og regeringens vegne - og dermed går jeg ud fra, at det også tegner Venstre
- og samtlige øvrige partier, så er der et fuldstændig enigt Folketing bortset fra Dansk Folkeparti om, at ulandsbistanden ikke skal sænkes til under 0,8 pct. Derfor er det gode spørgsmål til hr. Christian Wedell-Neergaard: Hvem bestemmer? Det kan jo blive en lakmusprøve på, om det er rigtigt, som nogle af os har regeringen mistænkt for, at det sådan set er ligegyldigt, når vi andre inviteres, det er sådan set kun for billedernes skyld, så man kan signalere en eller anden form for åbenhed, for det er Dansk Folkeparti. På den baggrund vil jeg godt spørge hr. Christian Wedell-Neergaard: Kan vi regne med, at der, når der er et så bredt flertal bag, ikke bliver lavet en besparelse, der sænker ulandsbistanden under det niveau, som regeringen har lagt op til i finanslovforslaget?

Jeg vil lige sige, at jeg jo på ingen måde tegner Venstre, de udsagn, jeg kommer med, kommer fra Det Konservative Folkeparti, men jeg går ud fra, at det også dække Venstres synspunkter - det lille forbehold er jeg nødt til at tage.
     Jeg vil så sige, at det er sådan, at der jo i finanslovforslaget er en lang række forslag, som man kan sige er fremsat på regeringens vegne, forslag om forskning og udvikling, forslag om bedre vilkår for børnefamilier, forslag om fleksibel hjemmehjælp til pensionister, til ældre osv. osv. Alle disse forslag er jo fremsat af regeringen med henblik på at opnå flertal, og der kan man sige, at det ser ud til, at for så vidt angår ulandsbistanden har man jo valgt et niveau og sagt: Det er det niveau, vi vil acceptere, og ikke lavere. Og så må man jo så se, hvordan det går i forhandlingerne. Jeg kan ikke give garanti for, at det ikke bliver 5 øre lavere end det, der er fremsat, men jeg kan sige, at det er målsætningen, at det ikke bliver lavere.
     Når jeg går ned igennem listen af projekter inden for ulandsbistanden og ser de lande og de projekter, der bliver nævnt, så synes jeg også, at der er god ræson i at fastholde det nuværende niveau for ulandsbistand.

Hr. Ole Stavad, anden og sidste korte bemærkning.

Jeg synes ikke, man kan sige, at den konservative ordfører er overmodig, når han har som forudsætning, at Venstre nok også har en eller anden grad af støtte til det finanslovforslag, som er fremsat af Venstres finansminister.
     Men jeg vil gerne udvide det til de øvrige områder, som den konservative ordfører nævnte i sin besvarelse. Kan man forestille sig, at forslag, der er indeholdt i regeringens finanslovforslag, som der er en bred, bred dækning for i Folketinget, i hvert fald ikke skal være ringere? Når der på en række områder er forslag om forbedringer fra andre partier, vil Det Konservative Folkeparti så acceptere, at regeringen forhandler forringelser igennem, fordi det er et krav fra Dansk Folkeparti, selv om der er et massivt flertal
i Folketinget? Det er jo derfor, spørgsmålet er: Hvem bestemmer? Skal Det Konservative Folkeparti glæde sig over at være i regering, men at det er Dansk Folkeparti, der bestemmer? Vil Det Konservative Folkeparti acceptere, at Dansk Folkeparti skal have lov til at forringe de forslag, der er fremsat, selv om der er brede flertal for dem? Det er jo det, der er det gode spørgsmål. Jeg kan forstå, at den konservative ordfører end ikke tør give tilsagn om, at når der er brede flertal for regeringens forslag, vil man stå fast på dem.

Nu vil jeg sige, at det aldrig er til hinder for fremme af en sag, at der er et bredt flertal for den, for det er jo med til at skabe sympati for forslaget.
     Jeg kan se i Socialdemokratiets forslag, at man ønsker at forhøje ulandsbistanden ganske væsentligt med 1,5 mia. kr., og det er jo så det forslag, man er kommet frem til. Man kan så sige, at det kan man jo godt se som støtte til regeringens forslag om at fastholde det nuværende niveau for ulandsbistanden. Men det er klart, at regeringens forslag ligger væsentligt under.
     Men jeg kan ikke udstede nogen garantier for, hvordan det går. Det vil jo være sådan, at der i sidste ende skal skabes et flertal for finansloven, og det flertal skabes blandt partier, der går ind i den reelle diskussion, nemlig en udvidelse af de offentlige udgifter med 0,5 pct. og en fortsat nedbringelse af gælden, som er de målsætninger, regeringen har sat sig. Og det er dem, som vil medvirke til det, der bestemmer.

Jeg synes, der er mange overraskelser i debatten med den konservative ordfører her i dag. Vi hører, at den konservative ordfører har et sæt holdninger, når han er ude at debattere politik med Henrik Sass Larsen på gymnasierne, og et andet sæt holdninger, når han står på Folketingets talerstol.
     Det er også overraskende, at man hører en ordfører for et regeringsparti sige, at selv om der er flertal for deres politik, vil de ikke udelukke, at der bliver forringelser, fordi de er parate til at acceptere Dansk Folkepartis politik på det her område.
     Jeg vil gerne vende tilbage til hele diskussionen omkring boligydelse og boligsikring. Jeg synes ikke, vi fik noget særlig klart svar fra den konservative ordfører. Vi fik et teknisk svar, en teknisk forklaring, men hvad er den politiske holdning?
     Er det et politisk ønske, er det kernekonservativ politik at skære i boligydelsen til pensionister og i boligsikringen til den enlige mor, der prøver at hjælpe sit barn til at få en uddannelse ved at lade barnet bo hjemme? Jeg vil gerne have et klart politisk svar. Er det et ønske fra Konservative at forringe ydelserne for netop de her grupper?

Først vil jeg sige, at det er at lægge mig noget i munden, at jeg skulle have andre meninger ude i forsamlingshusene eller
i valgkampen. Jeg sagde bare, at attituden med de knyttede næver og retorikken med vores vej og deres vej egner sig bedre i forsamlingshuset. Det var sådan i al beskedenhed det, jeg prøvede at sige. Det er således, at der peges på to ordninger. Boligydelsen til pensionister vender den gale vej og er en del af den omprioriteringspulje, som man naturligt har, når man finkæmmer det offentlige område for at se, om der er ordninger, som enten ikke er tidssvarende, eller som ikke længere dækker det behov, de er tænkt til. Det gælder sådan set også for boligsikring op til 23 år. Den er også outdated.
23 år er i dag modenhedsalderen, og det er det, vi går ud fra.

Så er det hr. Rasmus Prehn for den anden og sidste korte bemærkning, og jeg kan sige, at det bliver så den sidste korte bemærkning, for så er timen gået.

Den konservative ordfører taler om, at det er en omlægning, hvor man tager fra de pensionister, der har forholdsvis meget. Men jeg kan forstå på finansloven, at det er sådan, at der ikke bliver givet ekstra boligydelse til de pensionister, der har mindst. Er det rigtigt forstået?
     Og hvordan bliver den gruppe af enlige mødre, som får en forringelse her, ellers kompenseret? Hvordan styrker vi, at den enlige mor kan hjælpe sit barn med at få en uddannelse, når nu hun mister 6.000 kr. om året i boligsikring? Hvad har regeringen, hvad har Det Konservative Folkeparti af alternativer til den enlige mor, der ønsker at hjælpe sit barn?

Det første forslag er om boligydelse og afskaffelse af beregningstekniske huslejetillæg, og for pensionister og for de laveste pensioner drejer det sig om 100 kr. om året. Det vil sige, at det er et meget lille beløb. Så man peger altså her på et meget lille beløb.
     Med hensyn til de 18-23-årige og boligsikring vil jeg pege på, at de 18-23-årige betragtes som voksne, og at det er dem, der skal bidrage til husholdningen, og det er ikke, som det bliver beskrevet, den enlige mor, der bor med den store søn, men det er den store søn, der bor med sin mor. Og det er den vej, man skal se det.

Det sluttede så de korte bemærkninger til den konservative ordfører, og vi går videre med den femte ordfører i ordførerrækken. Det er den radikale ordfører, hr. Morten Helveg Petersen.

Lad mig starte med at opsummere Det Radikale Venstres principielle holdning til regeringens finanslovudspil. Vi er glade for, at det går godt. Vi er glade for, at virksomhederne tjener penge, og at der betales skat som aldrig før. Det er jo helt ironisk, at skattetrykket i år er højere, end da VK-regeringen trådte til. Det er godt, at ledigheden falder, og at der afvikles på gælden. Så langt, så godt.
     Vi er bekymrede for det lange sigt, og vi mener, at regeringen ikke udviser tilstrækkeligt med rettidig omhu, fordi det netop burde være i sådanne tider, at man gennemførte de reformer og de forandringer, der skal til for at fremtidssikre samfundet. Vi oplever, at regeringen i velfærdsdiskussionen afventer Velfærdskommissionen, før man mener noget. På miljøområdet skal eksperter afgøre, hvor og hvornår man vil bruge penge. Og hvad angår forskning, ja, der afventer regeringen Globaliseringsrådet.
     Det gælder på alle tre områder, at vi udmærket ved, hvad der er behov for at gøre. På velfærdsområdet er der bl.a. behov for at kigge nærmere på efterlønnen. På miljøområdet er der bl.a. behov for genopretning af dansk natur. På forskningsområdet er der behov for flere midler til forskningsrådene. Det ligger lige for. Hvad gør regeringen? Ingenting.
     Paradokset er, at regeringens økonomiske politik holdes oppe af prisen på olie, og at skatterne fosser ind i statskassen. Den samme virksomhed, som sikrer store indtægter fra Nordsøen, har et slogan, der hedder »Rettidig omhu«, men det forsømmer regeringen ved ikke at tage fat i de grundlæggende udfordringer.
     Statsministeren har holdt mange taler om vigtigheden af forskning og uddannelse i verdensklasse. Men på forskningsområdet er vi altså lige så langt fra Barcelonamålsætningerne, som vi var sidste år.
     På uddannelsesområdet tales om uddannelser i verdensklasse, men der sættes 10 mio. kr. af ekstra til næste år. Det svarer vel rundt regnet til, at hver skole i landet skulle have ekstra 5.000 kr. at slå til søren med.
     Det Radikale Venstre har fremlagt sit eget udspil til finanslov. Blandt vores prioriteter er, at vi tilfører forskning og udvikling og uddannelse knap 1,9 mia. kr. til næste år, fordi Danmark skal leve af viden. Vi prioriterer også et løft til miljøet. Der bør iværksættes en genopretningsplan for dansk natur, herunder etablering af naturparker.
     Vi prioriterer, at der sættes flere penge af til ulandsbistanden, og finder det næsten barokt at skulle høre på, hvor godt det går i Danmark, samtidig med at vi fortsat sparer, når det gælder de fattigste i verden i forhold til de målsætninger, vi tidligere har haft.
     Vi møder op til forhandlinger. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at præge finansloven i den rigtige retning, men vi er samtidig også helt opmærksomme på, at sporet er lagt ud i retning af Dansk Folkeparti.

     Regeringens forslag til finanslov er præget af, at det går godt i dansk økonomi. Privatforbruget drøner af sted båret frem af høje boligpriser og lave renter, statskassen tjener godt på, at virksomhederne tjener penge, og det er jo alt sammen udmærket.
     Men spørgsmålet er, om det er fremtidssikret. Tager regeringen med denne finanslov afgørende skridt i retning af at fremtidssikre velfærdssamfundet? Et kort svar på det er:
Nej.
     Velfærdskommissionen har skitseret omfanget af de udfordringer, som vi står over for. Hvis velfærdssamfundet skal være holdbart i længden, ja, så kræver det ifølge Velfærdskommissionen enten kraftige offentlige besparelser i omegnen af 55 mia. kr., øgede skatter i omegnen af plus 9 pct., knap 9 pct., på bundskatten, eller, som den tredje vej, at beskæftigelsen øges gennem reformer, altså et højere arbejdsudbud. Det Radikale Venstre er ikke i tvivl. Vi vælger at øge arbejdsudbuddet.
     Det gode spørgsmål er så selvfølgelig, hvordan man gør det. Og her er vi skuffede over, at regeringen ikke giver et svar, den forsøger end ikke at stille spørgsmålet. Men politik må altså også handle om at forsøge at skitsere de udfordringer, vi står over for, og så forsøge at få det korte og det lange sigt til at hænge sammen, fordi de prioriteringer, vi foretager i dag, sætter sig spor ud i fremtiden.
     Hvis vi investerer mere i uddannelse, forskning og udvikling, så får vi et klogere Danmark, et mere konkurrencedygtigt Danmark. Hvis vi investerer mere i kollektiv trafik, kan vi få et bedre miljø. Investerer vi mere i ulandsbistand til den tredje verden, så er vi med til at bekæmpe fattigdom, ulighed og ustabilitet. Og hvis vi har mod til reformer på skatteområdet, på arbejdsmarkedet og i velfærdsydelserne, jamen så kan vi øge antallet af mennesker, der får en chance på arbejdsmarkedet.
     Det er hovedudfordringen i den økonomiske politik i de kommende år, ikke at dele flere gaver ud med rund hånd, men derimod at skaffe endnu flere en mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gøres ikke med et skattestop, det gøres ved at tage fat på problemerne.
     Vi har brug for at åbne Danmark mod omverdenen, så vi kan tiltrække og fastholde udlændinge, der gerne vil arbejde
i Danmark. I stedet for sætter vi hegn op i øjeblikket og fører Europas mest restriktive udlændingepolitik. Men den type strukturelle tiltag er finansloven blottet for. Ja, vi hører endda ordføreren fra Venstre prale af, at det er godt med forudsigelighed. Hvad angår forskning og udvikling, ja, der har statsministeren gennem det seneste år turneret rundt med budskaber om, at mere forskning er afgørende for, at vi er og bliver konkurrencedygtige. På den baggrund kan det altså ikke undre, at finansloven skuffer. Vi er lige så langt fra de her Barcelonamålsætninger i dag, som vi var for 1 år siden. Og så nytter det altså ikke noget, at statsministeren blot affærdiger kritikere med, at de er en bande hyklere. Regeringen afventer Globaliseringsrådet, før den vil spille ud med, hvor der skal forskes mere. Men det er jo næsten at gøre hele den etablerede struktur med forskningsråd osv. til grin. Den dag i dag er der jo masser af dygtige mennesker, der er ansat til at være kloge på at prioritere og fordele forskningsmidler. Det Radikale Venstre foreslår, at der afsættes 750 mio. kr. til forskning og udvikling næste år. Vi vil kræve det bedste af vore forskere og til gengæld give forskningen endnu mere frihed. Derfor vil vi styrke den frie forskning med 600 mio. kr., der fordeles ligeligt mellem direkte universitetsbevillinger og de frie forskningsråd. Statsministeren taler om folkeskole i verdensklasse, og der sættes 10 mio. kr. ekstra af svarende nogenlunde til
5.000 kr. pr. folkeskole. Det Radikale Venstre ønsker, at der iværksættes et udviklingsprogram for folkeskolen med overskriften »Bedre skole med lokal forankring«. Det vil vi afsætte 600 mio. kr. ekstra til næste år. Det er centralt, at ansvaret for skolens udvikling placeres der, hvor det kan løftes konkret i den enkelte skole i den enkelte kommune. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at der er et stort behov for efteruddannelse af lærere og undervisere i det hele taget. På miljøområdet afsætter regeringen 1 mia. kr., siges det, men kun 50 mio. kr. bruges næste år. Begrundelsen er, at der skal være tid til at tænke sig om, inden man bruger pengene. Og så er det, man går og bliver lidt bekymret for, hvad det så er, regeringen og miljøministeren i øvrigt bruger deres tid på. Man kan jo ikke ligefrem beskylde regeringen for at være langsom, når der skulle spares på miljøet. Der har man ikke haft brug for tænkepauser, der har man ikke haft brug for, at alle mulige kloge mennesker skulle kortlægge, hvor der så kunne spares. Men når der skal bruges penge, ja, så skal der bruges tid, og det kræver tid at tænke sig om. Men hvad er konklusionen så? Er det, at man har sparet uden at have tænkt sig om hidtil? Den konklusion synes rimeligt nærliggende. Vi ønsker at afsætte 500 mio. kr. til mere natur i Danmark, herunder opkøb af områder, naturgenopretning, aftaler med landbrug om skånsom drift osv. Vi vil også gerne forbedre indsatsen vedrørende risikovurdering af farlige kemikalier, sikring af bedre vandkvalitet og vandforsyning, forbedring af naturplejen og etablering af nye skovarealer.

     Vi ønsker også at stoppe billetprisernes himmelflugt i den kollektive trafik og har afsat 400 mio. kr. til en nedsættelse af billetpriserne til gavn for ikke mindst pendlere.
     Vi sætter flere penge af til ulandsbistand og til etablering af en global ramme, og vi har som intention, at ulandsbistanden igen skal udgøre 1 pct. af bruttonationalindkomsten.
     I vores udspil fremlægger vi også et forslag til en radikal skattereform, hvor vi kan sænke skatten på arbejde ganske markant. Hvis vi havde 90 mandater, ja, så ville vi allerede være på vej mod en maksimal skatteprocent på 42 for langt de fleste og et langt enklere skattesystem. Op mod
50.000 mennesker ville kunne få en chance på arbejdsmarkedet med vores forslag, og for hver dag der går med skattestoppet, ja, der fraskriver regeringen sig muligheden for at bringe så mange mennesker ekstra i arbejde.
     I dag er det sådan, at man typisk skal arbejde 5 timer for at kunne aflønne en håndværker, således at vedkommende har 100 kr. i hånden efter skat. Med vores forslag ville man skulle arbejde 2 timer for at aflønne en håndværker, således at vedkommende har 100 kr. i hånden efter skat. På det sociale område møder vi op med forslag til prioriteringer af satspuljen. På kulturområdet vil vi gerne fremme internationaliseringen af dansk kulturliv. Vi har en række konkrete initiativer, bl.a. rejselegater til kunstnere og kulturfolk, flere oversættelser af udenlandsk litteratur og flere udenlandske gæsteoptrædener. Vi ønsker, at alle børn får et klippekort med gratis adgang til et antal kulturoplevelser uanset deres deres baggrund. Så finder vi også, at der er behov for et særligt initiativ i tilknytning til den digitale forvaltning, hvor vi oplever regeringen som fodslæbende. Strukturreformen var jo i øvrigt en oplagt og stor chance for at lave et kvantespring i forhold til den digitale forvaltning ved at sammentænke systemer, udvikle dem på baggrund af fælles offentlige standarder. Vi fremlægger forslag om en såkaldt it-innovationsbank, hvor kommuner, som ønsker at foretage dette kvantespring, kan låne penge til at gøre det i forbindelse med strukturreformen, hvor arbejdsgange i øvrigt lægges om. Vi håber på at blive inviteret til forhandlinger om næste års finanslov, men er som sagt udmærket klar over, at hovedsporet er lagt i retning af Dansk Folkeparti. Men kan vi sikre flere midler, ikke mindst til forskning, udvikling og uddannelse, så vil vi kæmpe for det.

Ja tak. Så har halvdelen af de tilstedeværende medlemmer bedt om ordet. Det er først hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Christian Wedell-Neergaard og hr. Peter Christensen.

Hvordan er det nu med Det Radikale Venstre og den sociale ulighed?
     Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Det Radikale Venstre var med til gennem »Flere i arbejde«-forliget at forringe kontanthjælpen for en lang række mennesker, herunder indførte man det såkaldte kontanthjælpsloft.
     Nu har medlemmer af Det Radikale Venstre været ude at sige, at man godt vil være med til afskaffelse af kontanthjælpsloftet, og jeg kan kun sige, at det da er glædeligt, at man er blevet klogere i Det Radikale Venstre.
     Men jeg vil godt spørge ordføreren, om det betyder, at Det Radikale Venstre nu vil være med til at afskaffe alle de forringelser for kontanthjælpsmodtagere og for dagpengemodtagere, som var en følge af »Flere i arbejde«-forliget, og som rammer tusindvis af mennesker, uanset om det er kontanthjælpsloftet eller det er ægtefæller på kontanthjælp, der bliver ramt. Vil man være med til at gøre op med hele den her fattigdomsskabende politik?

Jeg vil sige generelt - det gælder på det her område, som det gælder på alle mulige øvrige områder - at hvis der er ting, der ikke virker efter hensigten i henhold til de aftaler, som vi har deltaget i og indgået i, så er vi også åbne over for at kigge nærmere på det, det er helt klart. Og det gælder stort set alle aftaler, vi er med til, at hvis ikke tingene virker efter hensigten, så er vi også åbne over for at kigge på dem igen, men jeg vil ikke stå og udstede en generel blankocheck til spørgeren her.

Vi har jo set, at forringelserne på kontanthjælpen ikke har ført til, at der er flere af kontanthjælpsmodtagerne, der er kommet i arbejde. Det kan man se ud af de undersøgelser, der er blevet lavet, bl.a. for Socialforskningsinstituttet. Det eneste, det har ført til, er, at de er blevet fattigere.
     Det, der undrer mig i De Radikales politik, er, at man nu går ud og ser på kontanthjælpsloftet, som rammer 13.000 mennesker, og at man ikke vil være med til samtidig at se på forringelserne af kontanthjælpen for ægtepar på kontanthjælp, der rammer 35.000 mennesker, altså langt flere mennesker, som på den måde er blevet gjort fattige af bl.a. Det Radikale Venstre, uden at det har virket i forhold til »Flere i arbejde«. Det kan man se ud af undersøgelserne, og derfor undrer det mig, at det ikke er med i Det Radikale Venstres udspil til finanslov.

Jeg vil henholde mig til det, jeg sagde før, og det er, at vi er med på at kigge på det, hvis der er uhensigtsmæssigheder i de aftaler, vi har været med til at indgå, men det er ikke en blankocheck, som jeg udsteder herfra. Vi er med i det forlig. Hvis der er uhensigtsmæssigheder, så lad os få tingene på bordet.

Jeg synes faktisk, det er interessant, at Det Radikale Venstre ikke diskuterer ulighed. Det har ellers været en dagsorden, der er gået igen i salen i dag. Når vi taler om den globale ulighed, tror jeg sådan set, at De Radikale og vi ofte står sammen om et krav om at hæve ulandsbistanden. Så langt, så godt. Men jeg ville synes, det var interessant at høre, hvad Det Radikale Venstre vil herhjemme.
     Nu kan vi ikke få et svar omkring kontanthjælpen, fair nok, det er så konkret, men lad os da så tage fat omkring Velfærdskommissionen. Det scenarie, som hr. Morten Helveg Petersen ridser op, er jo rigtigt, men det er altså i en situation, hvor privatforbruget stiger med 120 pct., at der er behov for, at skatten skal stige og der skal flere penge
i kassen for at betale for flere ældre på færre hænder. Det er i en situation, hvor privatforbruget stiger med
120 pct. Vi går altså fra fire fjernsyn til otte. Hvad skal der ske med omfordelingen i samfundet på det tidspunkt? Skal der bare skæres i efterlønnen og skæres i velfærdsordninger, eller har man tænkt sig, at f.eks. folk på kontanthjælp i den givne situation skal have flere penge mellem hænderne? Der må være sådan en eller anden ideologisk linje, vi i det mindste kan få kendskab til nu, hvor hr. Morten Helveg Petersen ikke vil forholde sig til det konkrete.

Jeg synes egentlig, jeg sagde, at vi er åbne over for at diskutere, hvis der er uhensigtsmæssigheder i de aftaler, vi har indgået. Det synes jeg da er sådan at forholde sig til det.
     Må jeg så sige i øvrigt, at et af de forslag, vi kommer med, er afskaffelse af starthjælpen. Det er da om noget et område, der har indført ulighed i det danske samfund. Den vil vi gerne afskaffe. Hvorfor? Fordi den er noget, der fremmer uligheden.
     Må jeg så i øvrigt sige, hvad jeg også sagde i min tale, at vores skatteforslag skaber op mod 50.000 ekstra arbejdspladser, og det at give flere mennesker en mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet er da også en form for socialpolitik, der også vil noget. Så jeg synes, der er masser af ting i vores udspil, som falder fint i tråd med at have en profil på det her område, der siger, at flere mennesker skal have en mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet.

Altså uhensigtsmæssigheder! Når man tager 1.000 kr. om måneden fra de fattigste familier i Danmark, nemlig dem, hvor både mor og far er på kontanthjælp, så kan det ikke komme som en overraskelse for nogen, at de familier bliver fattigere. Det ligger næsten i sagens natur. Så jeg kan ikke rigtig forstå, hvori uhensigtsmæssigheden ligger. Det, der er uhensigtsmæssigt, er, at Det Radikale Venstre mener, der kommer flere arbejdspladser af, at man svinger pisken over de arbejdsløse, altså, at man tror, at det er sådan, at det er de arbejdsløses egen skyld, at de er arbejdsløse. Det mener jeg sådan set er uhensigtsmæssigheden i det forlig, men det er jo selvfølgelig en ideologisk betragtning. Det kan være lidt svært at komme lidt længere i den debat, kan jeg forstå på det hele.
     Jeg synes jo, det er rigtig fint, og jeg synes, det er den rigtige vej, og jeg synes, De Radikale rammer hovedet på sømmet, når man går ind og siger, der skal skabes flere arbejdspladser. Fint nok. Jeg kunne godt tænke mig at diskutere, hvad der skal ske med dem, der ikke kommer i arbejde, selv om der kommer 50.000 flere arbejdspladser. Når privatforbruget stiger med 120 pct. i samfundet generelt, mener Det Radikale Venstre så, at man skal gå ind og bruge flere offentlige midler på de folk, der stadig bliver holdt udenfor, eller skal man fortsat skære i kontanthjælpen, som det har været linjen hidtil?

Nu blev jeg spurgt af en anden fra Enhedslisten omkring uhensigtsmæssigheder i en given ting, og det forsøgte jeg at svare på. Men lad mig sige, at det her med at give mulighed for, at flere får en tilknytning til arbejdsmarkedet, betragter vi som helt fundamentalt i de kommende år, og det skulle jo gerne være med til at bekæmpe nogle af de uligheder, som vi i øvrigt snakker om her. Det er sådan set helt afgørende, fordi det er hovedudfordringen i de kommende år: ikke at dele flere gaver ud eller give flere valgløfter, men at skabe en mulighed for, at flere mennesker får en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det synes vi faktisk er noget af det mest sociale, man overhovedet kan gøre.

»Hvis vi havde 90 mandater ...« Det er jo sagt med et smil på læben og en ræv bag øret, og det er sådan set meget sympatisk.
     Hvis man går lidt længere ned, så er der jo spørgsmålet om 2010-planen og den lidt længere bane, og der ønsker Det Radikale Venstre at fortsætte gældsnedbringelsen, hvor vi lige har set Socialdemokratiet fremsætte et forslag, hvor de ønsker at reducere gældsnedbringelsen med 2 mia. kr.

     Man kan sige, at i den periode, hvor S og R sad i regering, ja, der steg gælden, så det er jo altså noget nyt, at man nu på en ansvarlig vis går ind og ønsker at nedbringe gælden. Men hvordan er forholdet til Socialdemokratiet, og kan De Radikale acceptere, at Socialdemokratiet ønsker en langsommere gældsnedbringelse?

Hvordan den konservative ordfører kan få det til, at det skulle være nyt, at Det Radikale Venstre vil nedbringe gælden, det forstår jeg ikke helt, det må stå for hr. Wedell-Neergaards egen regning. Er der nogen, der har understreget vigtigheden af komme af med gælden, så er det sådan set Det Radikale Venstre. Det var vel også det, der lå til grund for udarbejdelsen af 2010-planen i første omgang. Det er lige for at få den historik på plads.
     Vi lægger os i sporet af 2010-planen. Vi syntes, det var fornuftigt på det tidspunkt, og det er det fortsat. Hvad andre partier, herunder Socialdemokratiet, vælger at gøre, er sådan set op til dem selv. De fremlægger deres politik, og vi fremlægger vores egen politik, og sådan må det jo være.

Når man læser det radikale skatteforslag, kunne man jo næsten tro, at det var afskrift af det konservative partiprogram.
     Men der er en lille detalje, og det er altså progressionen. Jeg kan forstå, at Det Radikale Venstre ønsker at fastholde topskatten og dermed, at der skal betales topskat for indkomster over 400.000 kr. Er det ikke sådan, at de mennesker, forskere og andre, som kunne komme ind fra udlandet, må forventes at tjene mere end 400.000 kr.? Det er jo bl.a. dem, for hvem det skal gøres attraktivt at komme til Danmark og arbejde.

Det bliver det også i langt højere grad med det radikale udspil, der muliggør en reduktion af indkomstskatten helt ned til 42 pct. for langt de flestes vedkommende.
     Må jeg så i øvrigt sige til hr. Wedell-Neergaard, at det med topskatten kan vi diskutere, og det gør vi også i Det Radikale Venstre, men det er jo ikke ligefrem det, der lyder til at være regeringens prioritet.
     Jeg erindrer da, at statsministeren i mange sammenhænge underholder med, at det er bundskatten, man skal kigge på. Det samme erindrer jeg da også at Dansk Folkeparti siger. Så jeg synes da, det er meget sympatisk, at Det Konservative Folkeparti har overvejelser på det her område, og det er også overvejelser, som vi gerne deltager i. Vi har lagt vores model frem, og deri indgår også en topskat.

Først vil jeg da gerne sige til Det Radikale Venstre, at jeg synes, det var glædeligt at høre den tilgang til forhandlingerne. Jeg synes, det var en meget positiv tilgang, så det håber jeg vi kan få noget frugtbart ud af.
     Det, der så undrer mig, er spørgsmålet om, at hr. Morten Helveg Petersen overhovedet ikke vil forholde sig til, hvad andre partier mener. Men det er nu engang sådan, at politik også handler om, hvad man kan lave sammen, og der er ingen af de partier, som Det Radikale Venstre læner sig op ad, der bakker op om 2010-planen. Ingen.
     Derfor er mit spørgsmål, om det er sådan en særlig radikal disciplin, at man hopper under dynen med dem, som har en helt anden præference end en selv.

Nu skal jeg ikke forholde mig til det sprogvalg der, men lad mig holde mig til substansen.
     Vi lægger vægt på 2010-planen, fordi den er udtryk for et ønske om at fremtidssikre økonomien, og vi ved, at der kommer flere ældre end unge på arbejdsmarkedet i de kommende mange år, og derfor er det vigtigt at holde fast i nogle pejlemærker i den økonomiske politik.
     Men lad mig så i øvrigt sige til hr. Peter Christensen, at det her med, hvem der overholder hvad, har jo altså ligesom også fået et skud for boven, eftersom vi i Økonomisk Redegørelse har kunnet læse, hvordan udgiftsvæksten har været halvanden procent fra 2002 til 2004.
     Så den nuværende regering er jo altså også i konflikt med 2010-målsætningerne på udgiftsvæksten, på trods af at jeg ikke har tal på det antal gange, hvor vi her i salen er blevet underholdt om, at nu var der kommet ny regering til, som overholdt 2010-planen til punkt og prikke. Så den går begge veje.

Det, der undrer mig, er, at De Radikale aldrig forsømmer en lejlighed til at fortælle, hvor vigtigt det er, at vi bliver på sporet i den økonomiske plan. Der kunne vi jo være enige, for jeg synes jo, at det må være vigtigere, at man er enig om rammerne, og så må man snakke sig frem til, hvordan man udfylder de rammer.
     I stedet for peger De Radikale hele tiden på samarbejde med partier, som overhovedet ikke vil have nogen ramme, og hvor der skal være et vildt forbrug. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Et parti, som går meget op i principper, burde jo netop søge sammen med dem, hvor man kan være principielt enig om rammerne.

     Er det bare sådan nogle tanker, som man har i Det Radikale Venstre, så man, hvis man havde 90 mandater, egentlig slet ikke mener det seriøst, når man i den grad ønsker at have parlamentarisk samarbejde med partier, som vil se stort på 2010-planen?

Jeg synes, at problemet i den nuværende situation vel ikke engang så meget er 2010-planen som det forhold, at den her finanslov lige så vel som finanslovene for de forgangne år entydigt er lagt i retning af og baseret på Dansk Folkeparti. Det er jo sådan set det, der er det partimæssige og politiske problem, vil jeg sige til hr. Peter Christensen, mere end det er, hvem der overholder en given vækst i de offentlige udgifter og den slags.
     Det, der er det utrolige, er, at vi på mange områder reelt har en flertalsregering den dag i dag, så hvis vi snakkede ren økonomi, ville jeg da håbe på, at man kunne se nogle fællestræk hos regeringen og Det Radikale Venstre i forhold til 2010-planen. Gerne for mit vedkommende. Men problemet her er vel, at Dansk Folkeparti kun tillader et meget, meget lille spillerum, om overhovedet noget, når det kommer til stykket i de her forhandlinger. Det er vel problemet, mere end det i virkeligheden er 2010-planen.

Jeg synes, at det er meget interessant at høre lidt nærmere om den radikale skattepolitik. Jeg er meget glad for, at hr. Morten Helveg Petersen også bakker op om det konservative ønske om, at skatten på arbejde skal sænkes yderligere. Jeg kan da i øvrigt minde om, at det i den seneste samling lykkedes os at få gennemført den første reelle skattelettelse
i 30 år. Det, der måske undrer mig mest, er, når man læser Børsen
i dag, for der er kun 8 pct. af de radikale vælgere, som åbenbart ønsker skattelettelser. Fru Margrethe Vestager, næstformand hos De Radikale, udtaler, at det jo er derfor, at vi ikke lægger op til skattelettelser, men skatteomlægninger. Det synes jeg måske ikke er helt i overensstemmelse med hr. Helveg Petersens kommentarer, og jeg vil da gerne have uddybet, hvor uenigheden egentlig ligger henne.

Vores udspil ligger jo i vores finanslovoplæg, så det er lige til at tage og føle på, hvordan vi har strikket vores forslag sammen.
     Nu siger hr. Per Ørum Jørgensen, at det er et konservativt ønske. Jeg ville så ønske, at De Konservative kom igennem med flere af deres ønsker i samarbejdet med Venstre og ikke mindst i forholdet til Dansk Folkeparti, end tilfældet er i øjeblikket. Vi har lagt vores skattemodel frem
i forbindelse med vores finanslovudspil, og der kan man læse alt om, hvad det går ud på.

Jeg tror nu, at hr. Morten Helveg Petersen kan være helt rolig for, at vi vil være ret stålsatte i vores ønske om at få skattelettelser. Det har vi også vist før, og det tror jeg også på vi kan komme igennem med igen.
     Men når vi nu snakker om de her skatteomlægninger, har det jo tidligere været radikal politik at lægge ekstra afgifter på brændstof til vores biler osv. osv. Det kan godt være, at det efterhånden kræver nogle nye standere rundtomkring i landet for at kunne få benzin- og dieselpriserne vist ordentligt, men er det stadig væk en del af De Radikales politik, at det skal være dyrere for bilisterne at tanke, end det reelt er i forvejen?

Hr. Per Ørum Jørgensen vil kunne forsikre sig om, at det ikke er tilfældet ved at læse vores udspil til finanslov. Vi har valgt ikke at have en krone ekstra med på benzinen i denne omgang, og det er der nogle, der sikkert vil finde dybt populistisk, men det har vi altså valgt at gøre i situationen her.
     Lad mig så i øvrigt sige, at hvis man ønsker en reel reform af skattesystemet, der giver mulighed for at skaffe flere mennesker en tilknytning til arbejdsmarkedet, så kræver det, at vi får skatten ned på arbejdsindkomst. Det kan ikke lade sig gøre reelt og ordentligt med det nuværende skattestop, der er det mest perspektivløse instrument i den økonomiske politik, man formentlig kunne forestille sig. Det er en fastfrysning, som ikke giver mulighed for, at endnu flere får en mulighed på arbejdsmarkedet, desværre.

Der er ikke flere, der har bedt om en kort bemærkning. Så slipper ordføreren. Tak til hr. Morten Helveg Petersen.
     Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Jeg vil indlede med et citat, som jeg har læst et par gange og må sige at jeg er fuldstændig enig i. Det er et citat, som finansministeren kom med den 25. august, hvor han sagde, at det, hvis nogen synes, at finanslovforslaget er fantasiløst og noget, som vi har hørt før, er fuldstændig tilsigtet.

     Det har jeg tænkt meget over, og det er jo så rigtigt, som det er sagt. Denne finanslov er fantasiløs ud over alle grænser. Finanslovforslaget er kedeligt, ikke alene fordi der ikke er meget nyt i det og det meste af det, der er nyt, er trist, men også fordi det endnu en gang dokumenterer, at regeringen er helt ude af stand til at tænke langsigtet.
     Regeringen henviser hele tiden til en eller anden kommission, det kan være Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, eller hvad det nu er for udvalg og kommissioner, den har nedsat. Det er jo egentlig lidt interessant og paradoksalt i en tid, hvor man starter med at nedlægge alt, hvad der kunne have med eksperter at gøre, at man så, når man bliver tvunget til selv at tage stilling og ikke tør gøre det, nedsætter nogle nye kommissioner og udvalg, som skulle give lidt luft. Så man kan sige, at man sådan set bare har skiftet en type smagsdommer ud med en anden.
     Men hvad er virkeligheden? Den er, at vi i Danmark står over for store udfordringer. Der er brug for, at vi får investeret i fremtiden; der er brug for investeringer i forskning, i uddannelse, i miljø, i grøn omstilling, i kollektiv trafik og i nye arbejdspladser. Når man så kigger i finanslovforslaget, ja, så er der stort set tale om status quo. Der er ingen reelle løft, ingen reelle investeringer i fremtiden. Og det er derfor, at SF ikke ser andet end et fantasiløst finanslovudkast, når man gennemlæser de godt
3.000 sider. Det, der er behov for, er jo at tage udgangspunkt i, at velfærdssamfundet, vores nuværende samfund, kommer under pres
i de kommende år. Der bliver flere ældre. Derfor er det vigtigt, at man får mest mulig velfærd for pengene, og det kræver i højere grad, at man investerer og sætter fokus på forebyggelse. Man kan sige det på den måde, at der er behov for, at der bliver investeret i fremtiden. Og når man investerer i fremtiden, kan man gøre det på to måder. Man kan gøre det ved passive investeringer, og man kan gøre det ved aktive investeringer. Begge dele er for så vidt rimelige og fornuftige. Regeringen har valgt i år stort set udelukkende at foretage passive investeringer, netop ved at man afdrager statsgælden. Det er jo en investering i fremtiden på den måde, at jo mindre gæld der er, jo mindre gældsbyrde skal kommende generationer bære rundt på, og det er meget fornuftigt at få nedbragt statsgælden. Men det er en passiv investering, den kan ikke stå alene. Det er jo ikke nok, at vi nedbringer gælden, hvis ikke vi samtidig foretager de aktive investeringer, der skal sikre velfærdssamfundet i fremtiden. Vi har snakket meget både i dag og ved tidligere lejligheder om forskningen, og det er jo et af de områder, hvor regeringen om muligt er på hælene, fordi der er en afgrundsdyb forskel mellem regeringens retorik og regeringens handlinger.
     I de første år af den her regerings levetid skar man direkte i forskningen forstået på den måde, at der bruges færre penge til forskningen i dag, end der blev i 2001, i forhold til bruttonationalproduktet. Nu kommer der så en halv milliard på, og det lyder jo umiddelbart af mange penge, men dybest set er der stadig tale om, at man opretholder status quo for de kommende år i forskningen. Så siger regeringen: Ja ja, men vi skal nok komme op på den ene procent af bruttonationalproduktet i 2010. Vi kan jo ikke afvise, at man vil komme dertil. Det kan vi jo først konstatere, når vi når hen i 2010. Det er jeg helt med på. Men skal man foretage seriøse investeringer, så kan det ikke nytte noget, at man sådan laller derudad. Faktisk er vi længere fra 2010-målsætningen, hvad angår forskning, i dag, end vi var sidste år, fordi man blot opretholder status quo. Og hvis regeringen endelig vil opfylde målsætningen, ja, så skal man i den sidste del, i de sidste år, eller hvornår man nu vil gøre det, vælte en masse milliarder ind til forskningen, som man ikke på nogen seriøs måde kan gøre brug af.

     Den eneste reelle måde, ærlige måde, er derfor at foretage en gradvis indfasning, så man får sat mere gang i forskningen, og det skal vi ikke gøre af hensyn til nørderne, der sidder på universiteterne og grubler over de svære formler, nej, det skal vi gøre af hensyn til fremtidens arbejdspladser, de kommende generationers arbejdspladser. Det er vores ansvar, at vi genererer de næste generationers arbejdspladser.
     Nu kunne jeg forestille mig, at finansministeren siger, at der ingen problemer er med olieøkonomien, at det vælter ind i statskassen med afgifter, men et eller andet sted er det jo et udtryk for, at vi er i gang med at foretage en omkalfatring, og på et eller andet tidspunkt er vi nødt til at indstille os på at skaffe en økonomi efter olien. Derfor er vi nødt til at investere i alternative energikilder, vi er nødt til at investere i en grøn omstilling, så vi får en mere miljøvenlig, energivenlig udvikling af samfundet; altså også en aktiv investering.
     På samme måde er vi nødt til at sætte mere ind på hele uddannelsesområdet, både på ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og de faglige uddannelser. Det er den aktive del. Og her har regeringen ikke vist gode takter.
     Så er der et andet element, som er væsentligt, det er forebyggelsen. Hvis vi skal sørge for at udvide arbejdsstyrken, sørge for, at vi kan blive længere tid på arbejdsmarkedet, så gør man det jo ikke ved, som desværre Socialdemokraterne har foreslået, at hæve pensionsalderen, at hæve efterlønsalderen og sige, at så må vi give lidt mere pisk, fordi vi skal blive længere på arbejdsmarkedet.
     Man er nødt til at vende det om og sige, at man skal forbedre folks forudsætninger for at kunne blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det kræver massive investeringer i arbejdsmiljø. Vi har 50.000, der løbende er ude af arbejdsmarkedet som følge af nedslidning, tilskadekomst og generelt dårligt arbejdsmiljø.
     Vi er nødt til at skabe et sundere liv for os alle, for at vi har fysisk og mentalt overskud til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Her foretager regeringen ingenting, snarere tværtimod.
     Det er en af grundene til, at vi i forbindelse med forebyggelse siger, at vi også er nødt til at sikre de kommende generationer er bedre liv. Og der ved vi, hvad sund kost betyder. Det ved regeringen også, eller de burde vide det.
     Vi vil i øvrigt gerne kvittere for, at Socialdemokraterne nu i år er gået med på at støtte halvdelen af SF's forslag om gratis kost i daginstitutioner og folkeskole. Når vi skal gøre det, er det jo ikke bare for at sikre, at børn får noget at spise hver dag. Det er i sig selv fornuftigt. Vi skal gøre det, fordi de skal have et sundere liv, men vi skal også gøre det for at opfylde den målsætning, som regeringen er så optaget af, nemlig at øge børnenes faglige indlæring.
     Får man bedre faglig indlæring ved at sige: Nu skal I skynde jer at komme i skole, I skal skynde jer at blive færdige, I skal skynde jer videre, og I skal i øvrigt sidde stille? Nej, sådan foregår det jo ikke, men al dokumentation, al forskning viser, at sundere kost og mere motion giver roligere børn i klassen, som kan få en bedre faglig indlæring. Men hvad foretager regeringen? Intet på området.
     Vi er også i en situation, hvor samfundet er skruet sådan sammen, at usund kost er billigere end sund kost. Vi har simpelt hen ikke ærlige priser på mad, så også her vil SF foreslå, at man sætter ind.
     Også med hensyn til den sociale retfærdighed, omfordelingen, er der store problemer. Det er jo paradoksalt, at vi i en tid, hvor vi er så rigt et samfund, at vi kan se, hvordan det private forbrug accelererer med 4 pct. om året, alene vil afsætte 0,5 pct. til at sikre vores fælles værdier. Det er bl.a. investering i fremtiden, det er bl.a. investering i, at bygningerne i kommuneskoler osv. fungerer, og at der i det hele taget foretages de nødvendige investeringer i det, der er vores fælles værdigrundlag.
     Vi foreslår også, at vi går i gang med en egentlig social omfordeling. Vi har foreslået det tidligere, og jeg vil godt gentage det her: Vi finder det fuldstændig vanvittigt, at vi i et så rigt samfund som vores har 90.000 børn, der lever i relativ fattigdom, mens vi har råd til at give børnefamilier med millionindtægter en børnecheck.
     Det er simpelt hen ikke rimeligt. Det kan enhver jo se, hvis vi stiller spørgsmålet, om vi skulle indføre en ordning, hvor vi giver familier, som har en millionindtægt, en offentlig ydelse oven i hatten, samtidig med at vi ikke er i stand til at sikre, at børn i den anden ende af den sociale skala har bare et rimeligt leveniveau. Det ville aldrig nogen sinde kunne lade sig gøre at indføre en sådan ordning i dag.

     På samme måde kan man i øvrigt gøre det med hensyn til pensionerne. Også her er der altså sket meget, siden vi i sin tid indførte det gamle aldersrentesystem, altså folkepensionen, og så til i dag. I dag er det altså ikke et socialt tilfælde, det at blive pensionist. Det afhænger af ens økonomiske muligheder. Og glædeligvis er der faktisk mange pensionister, som har en god økonomi, så spørgsmålet er: Hvor længe skal man i al fremtid blive ved at betale penge til alle uanset deres egen indkomst?
     Det er de steder, hvor SF ideologisk er grundlæggende uenig med den her regering, altså hvor vi er nødt til at foretage en social omfordeling. Vi ved godt, at det ikke er det, der sælger de mange billetter i forbindelse med den aktuelle finanslovforhandling, så derfor vil jeg godt afslutningsvis komme med et par bemærkninger om den debat, vi har haft meget her i dag, om førtidspensionen.
     SF er jo ikke det parti, som tager patent på at ville gøre noget for førtidspensionisterne. Da vi lavede den nuværende førtidspensionsreform, sagde vi, at vi gik med til den, fordi den på det lange stræk, på den seriøse måde, er bedre funderet end den gamle ordning. Vi sagde allerede dengang, at vi forbeholdt os ret til løbende at stille forslag om, at man fik hævet førtidspensionisternes vilkår i den gamle ordning.
     Og nu kan vi se, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er kommet med nogle forslag - jeg tror, at Dansk Folkeparti ville bruge 1 mia. kr., og at Socialdemokraterne ville bruge 3 mia. kr. Vi melder pas, der kan vi simpelt hen ikke følge med. Ærligt, det kan vi ikke.
     Til gengæld mener vi, at man skal gå seriøst til værks for at få løst de problemer, der vitterlig er for en række førtidspensionister. Vi har 70.000 førtidspensionister i den gamle ordning på det, der hedder almindelig og almindelig forhøjet førtidspension. De har usle økonomiske vilkår, og der bør man sætte ind. Man vil kunne løfte førtidspensionisterne på almindelig og almindelig forhøjet førtidspension op på mellemste pension for ca. 700 mio. kr. om året i 2006.
     Jeg ved godt, at det er meget mindre end de to store partier, og det er oven i købet på en måde, som ikke er en varig løsning, fordi det er en gruppe, som bliver udfaset i løbet af nogle år. De fleste er i 50'erne og i begyndelsen af 60'erne, og derfor vil man kunne gøre det på en måde, hvor man kan sige: Her kan man foretage et reelt løft for nogle af de grupper, der har det ubetinget dårligst i samfundet. Det synes jeg vi skulle bruge finanslovforhandlingerne til at få løst.
     Derfor vil jeg gerne tilkendegive, at SF indgår i åbne forhandlinger med regeringen om at sikre, at vi får løst problemet med de dårligst stillede førtidspensionisters forhold. Vi synes, at det mest seriøse ville være, at regeringen indkalder forligskredsen bag den eksisterende førtidspensionsreform, sådan at vi kommer væk fra den populistiske slagmark og får diskuteret seriøst, hvordan vi kan løfte og løse den opgave, som vi alle sammen tilsyneladende nu er blevet enige om skal løftes.
     Yderligere vil jeg afslutningsvis sige, at vi naturligvis kommer til de forhandlinger, vi bliver indbudt til. Og de temaer, der ligger i finansloven, hvor beskedne de end måtte være på velfærdsområdet, er temaer, som jeg forventer at de fleste af Folketingets partier kan deltage i. Men der, hvor vi er meget optagede, er i forbindelse med de dele, der har med investeringer i børn, unge og fremtid at gøre, foruden at få løst den opgave, der er om førtidspensionisternes forhold. Så her vil vi gerne deltage i forhandlinger.
     Men det skal jo ikke skjules, at det i forhold til regeringens økonomiske politik, til skattestoppet, som er noget af det mest asociale, der er foretaget i nyere tid, jo ikke er sådan, at vi kvitterer for en åben forhandlingslyst med at stemme for en finanslov, som vi grundlæggende er imod. Vi ved, at vores del i finanslovforhandlingerne vil blive på de mindre områder, hvor man kan indgå nogle delforlig, fordi vi grundlæggende er imod den økonomiske politik, regeringen bygger på.

Nu kan jeg næsten ikke finde ud af, hvor jeg skal starte og slutte henne. Det, der får mig op af stolen, er jo ikke, at SF skulle være ovre i den anden lejr med de borgerlige og alle de her ting, for det ved vi jo godt de ikke er.

     Det er fuldstændig rigtigt, at det aldrig ville ske i dag, at man indførte en universel ydelse, for det gør man ikke under en borgerlig regering. Så det har hr. Ole Sohn fuldstændig ret i. Men med hensyn til den logik, hr. Ole Sohn lægger for dagen, nemlig at man ikke kan argumentere for, at millionæren skal modtage en universel ydelse, kan man sige:
Næ, vi kan vel heller ikke argumentere for, hvis det er logikken, at en millionær skal have adgang til gratis sygehusvæsen, eller at millionæren skal have adgang til gratis folkeskole, eller at millionæren skal have adgang til at få tilskud til teaterbilletter, eller hvad vi ellers kan finde på af gode universelle ydelser i vores samfund.
     Det, jeg selvfølgelig forsøger at fiske efter, er: Hvor er grænsen så for, hvad der skal være fælles gods i vores samfund? Vi mener nemlig også, at det handler om sammenhængskraft, og vi mener i øvrigt, at den måde, som man så sørger for, at millionæren bidrager, er ved at have et progressivt skattesystem, der nok skal sørge for, at millionæren er den, der bærer det tungeste læs på sine brede skuldre.

Hvis vi levede i en verden, hvor Danmark var en lille isoleret enklave, kunne jeg følge Enhedslisten langt hen ad vejen. Det gør vi desværre ikke.
     Man forestiller sig, at man bare kan sige til millionærerne, at de skal have alle de såkaldte universelle ydelser - man kan diskutere, hvad det er, men jeg formoder, at det er børnecheck og folkepension - at dem skal alle have uanset indkomst, og så klipper man dem i skatten. Det kunne vi gøre, hvis vi kunne sørge for, at de blev inden for landets grænser, men sådan er verden desværre ikke indrettet.
     Derfor er vi nødt til, efterhånden som udviklingen skrider frem og verden forandres, at sige: Hvordan kan vi sikre velfærdssamfundet? Og det er da korrekt, at da folkepensionen i sin tid blev etableret i mellemkrigsårene, var det et socialt tilfælde at blive pensionist. Men i dag er det sådan, at hvis fru Pernille Rosenkrantz-Theil sidder i Folketinget til pensionsalderen, vil hun som folketingsmedlem have en pension på over 300.000 kr.
     Så kan man da godt stille spørgsmålet: Er det så rimeligt, at man oven i hatten skal have en offentlig ydelse, når vi har førtidspensionister, som må leve tæt på fattigdomsgrænsen?

Det er sådan set underordnet, hvis jeg bliver klippet for de penge i skat. Det, der er hele ideen med universelle ydelser, er, at man slipper for, at det er sådan nogle håndtag, man kan dreje på ved hver finanslov; det er, at vi har noget fælles gods, som vi har som fundament i vores samfund. Problemet ved at begynde at pille ved det er, at der så sker det samme som med satspuljen, nemlig at man så finder sådan nogle små bitte håndtag, man hele tiden kan dreje på, når man lige mangler nogle penge. Det er problemet ved at gå bort fra de universelle ydelser.
     Jeg går ind for et samfund, hvor jeg vil blive klippet for den folkepension i skat. Så kan man sige, at det går lige op. Ja, det er da sådan set rigtigt, og de, der faktisk har brug for pengene, risikerer ikke, at vi tager dem fra dem. Det er ideen med universelle ydelser.
     Så vil jeg gerne spørge hr. Ole Sohn om det her med, at SF ikke kan være med i forhold til førtidspensionisterne. Det synes jeg da er interessant. SF mener altså ikke, at der skal være markante løft til folk på overførselsindkomster. Altså, det var sådan noget, jeg havde troet, jeg skulle høre fra Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne og andre i det her Folketing. Jeg havde da ikke troet, at SF skulle stå oppe fra talerstolen og ikke kunne følge med på beløb, som Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kommer med.
     Så når hr. Ole Sohn taler om omfordeling, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad vi taler om. Hvis det ikke handler om at give dem, der har mindst i det her samfund, et løft, så synes jeg da, at det er ...

Og det får ordføreren så mulighed for at svare på nu. Værsgo til ordføreren.

Hvis fru Pernille Rosenkrantz-Theil hørte ordentlig efter, så sagde jeg faktisk, at SF fra starten, da man lavede den nye førtidspensionsreform, havde ønsket alle ind under den nye ordning - alle, der havde en lavere sats end den, man fastsatte i den nye ordning. Vi har alle årene igennem krævet at få løftet førtidspensionisterne under den gamle ordning. Det gør vi fortsat. Vi har bare foretaget en prioritering i vort samlede finanslovudspil, hvor vi siger, at det afgørende for os er, at man hele tiden tager fat i, hvordan man løfter de grupper, der har det dårligst.
     Jeg går ud fra, at Enhedslisten er enig med SF i, at de førtidspensionister under den gamle ordning, som har færrest midler at gøre godt med, er de førtidspensionister, som er på almindelig og almindelig forhøjet førtidspension.

Tak til hr. Ole Sohn. Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil som ordfører.

Det kan jeg så ikke lade være med at svare på. Det er jo altid heldigt, når man kan få den tredje replik ved at skulle have sit ordførerindlæg.

     Jo, jeg synes også, at det er dem, der har færrest penge blandt de førtidspensionister. Jeg begriber ikke, hvorfor vi skal vælge mellem den ene og den anden gruppe. Det tyder på, at SF ikke mener, at der er penge nok i det her samfund. Og lige præcis deri adskiller vi os fra hinanden. Jeg synes, at det er overraskende, at SF ikke mener, at der skulle være råd til begge dele i det her samfund, og at man kun kan finde sølle 700 mio. kr., eller hvad det var for et småbeløb, hr. Ole Sohn hev op af hatten heroppefra, mens vi andre har en finansiering oppe på 100 mia. kr. Det er så også et væsentligt overbud i forhold til de der småbeløb, de andre partier har fundet frem, men selv de andre partiers beløb kan hr. Ole Sohn ikke være med på. Det synes jeg er interessant.
     Nå, hr. Ole Sohn må lige vende tilbage, når vi når på den anden side af det, jeg egentlig havde planlagt at sige.
     Overskriften på den her regerings finanslovforslag kunne nemlig snildt have været noget i retning af »Imens vi venter på Velfærdskommissionen«, fordi alle vi andre tager debatterne, mens regeringen laver et så fuldkomment og inderligt fedtspilleri, at ikke engang den sædvanlige vildledende talleg, hvor 10 mio. bliver til 300, kan skjule, hvor fuldstændig uambitiøs det her års finanslov er.
     I modsætning til alle de andre, der har stået her og skældt ud over det faktum, synes jeg, at det er ganske fantastisk, for der er da ikke noget værre end en ambitiøs liberalistisk regering. Altså, hver evig eneste gang, den ikke har været uambitiøs, så forværrer den den situation, vi er i i Danmark. Så jeg vil gerne hylde, at så længe vi har en borgerlig regering siddende ved magten, skal den helst spille død, og hvis vi skal fortsætte Anders And-retorikken, synes jeg sådan set, at Fætter Guf-stilen klæder den her regering rigtig, rigtig godt. Når det så er sagt, vil jeg sige lidt om to tendenser i det her års finanslov. Den ene er altså, at regeringen holder på pengene, venter på Velfærdskommissionen og klapper selvtilfreds i som en østers, når snakken går på organisering af fremtidens velfærdssamfund. Og strategien er jo fuldstændig klar. Den handler om at lade alle de andre dumme sig med politiske udspil først, og så kan regeringen selv give den som eksperter bagefter og snakke om nødvendige reformer. Man skal jo være relativt dum for ikke at kunne se igennem den dagsorden. Men så synes jeg, at vi vil se på den anden tendens, at vi skal vende os lidt mod de småbidder, som regeringen faktisk forandrer på med den her uambitiøse finanslov. De prioriteringer er nemlig fuldstændig lige så klokkeklare, som når regeringen er ambitiøs, de er nemlig klokkeklare angreb på velfærden. Der er jo ikke så meget tvivl om, at vi har at gøre med en nyliberalistisk regering. Hver gang den tager et lillebitte skridt, bliver det alligevel nyliberalistisk. Man fristes faktisk til at sige, at ved de små skridt kender vi jer bedst, og derfor kunne man overveje, om I ikke bare skulle lade det der Tony Blair-kostume ligge hjemme i skabet en gang for alle. Regeringen tager fra folkepensionisterne og fra førtidspensionisterne for at finansiere billigere takster i daginstitutionerne, så hvor man i første omgang kunne sidde og klappe i sine små hænder, fordi det vel nok var et fint tiltag, at man skar lidt i brugerbetalingen, opdager man i det øjeblik, man får finanslovudspillet, hvor pengene kommer fra, og så er det lige så asocialt, som det plejer at være. Så fortsætter regeringen med at tage penge fra boliglejerne i Danmark, fra lejerne simpelt hen. Jamen vi har da også et dybt urimeligt boligmarked, men altså, jeg ville ikke mene, at dem, man først skulle gå ud og tage penge fra, var lejerne. Jeg tror godt, at jeg kunne komme på et par andre boligejere, der stod først i køen. Men nej, regeringen vælger at tage pengene fra lejerne. Så tager regeringen også penge fra dem med arbejdsskader, og regeringen tager penge fra de syge. Jamen, alt er jo som det plejer, beløbene er bare mindre. Den ideologiske linje skal vi ikke tage fejl af. Og så løber regeringen i øvrigt fra sit valgløfte om at give 1 mia. kr. til miljøet. Nu har vi hele dagen i dag hørt, at den egentlig ikke gør så meget, at det eneste, den gør, er at leve op til valgløfterne. Hvad blev der så af den milliard? Der er sat ynkelige 50 mio. kr. af på finansloven, og når man går det tal lidt efter i krogene, viser det sig, at det er endnu mere ynkelige 17 mio. kr., der er tilbage. Det svarer jo til, at man giver sit barnebarn en halvtredsøre og siger: Nu kan du gå ned og købe en stor is for pengene. Det her kvikke barnebarn, der er belært af fortiden, tjekker mønten og finder ud af, at det ikke var en halvtredsøre, men en femogtyveøre. Ikke nok med, at I siger til danskerne, at de kan få en stor is for halvtreds øre, hvad angår miljøet, I tager faktisk chancen og stikker dem en femogtyveøre og håber på, at de hopper på den. Det er da en undervurdering af befolkningen, der er til at tage at føle på. Så kigger man lidt efter: Der må da være et eller andet, der får noget på den her finanslov; nogen må da få noget. Jo, det er der da også, det gør aktieejerne. Altså, man kunne ikke lige foretage de der små skridt, uden at man lige skulle give aktieejerne lidt ekstra. Jamen de har jo næsten heller ikke tjent nogen penge, de sidder og vender hver femogtyveøre ved månedens udgang og ved slet ikke, hvad de skal stille op for at få andet end pasta med ketchup. Så jeg kan da godt forstå, at aktieejerne skal have nogle flere penge, det giver da rigtig meget mening. De har tilmed arbejdet knaldhårdt for at få de penge. De har
i hvert fald siddet ved tastaturet og leget kasino et par timer hver dag. Det er rigtig flot, så dem giver vi lige en lille check.

     Summa summarum: Det er, som jeg også sagde i mine indledende bemærkninger, en fedterøvsfinanslov. Det er en finanslov, der er superfedtet over for de fattige, det er en finanslov, hvor man endnu en gang fedter for de rige, og det er også en finanslov, hvor man fedtspiller, når det gælder om at komme med nogle meldinger om fremtidens velfærdssamfund.
     Man kan nok høre af min argumentationskæde, at jeg ikke mener, at debatten om fremtidens velfærdssamfund skal gemmes væk, til eksperterne har talt. Det giver jo en eller anden illusion om, at der er et rigtigt og et forkert svar, altså at regnedrengene bare kan putte en masse tal ind i computeren, så spytter computeren nogle tal ud, og så har vi svaret på, hvordan fremtidens velfærdssamfund skal se ud. Jamen altså: Gid det var så let, for så kunne vi jo lige så godt nedlægge arbejdet og gå hjem, og det tror jeg i øvrigt også der er mange der ville synes var på sin plads. Men så let er det altså ikke, og det synes jeg sådan set at debatten
i dag viser med al ønskelig tydelighed. Venstres ordfører har det fuldstændig fint med, at uligheden i samfundet stiger. Det synes Venstres ordfører er helt på sin plads, men vi er altså andre, der mener, at uligheden faktisk fjerner sammenhængskraften i samfundet. Vi mener, at hvis forskellene bliver for store, følger der selvfølgelig konflikter, kriminalitet og marginalisering i kølvandet på det, og folk føler sig ikke ansvarlige over for det fælles, hvis det fælles er ligeglad med dem. Det siger sig selv. Der er altså ret alvorlige uenigheder i denne Folketingssal, når vi taler om, hvordan velfærdssamfundet skal indrettes i dag, og det må så også gøre sig gældende for, hvad der skal ske om 30 år. Derfor nytter det altså ikke noget, at man sætter sig ned foran regnemaskinen og beder regnemaskinen om at foretage nogle prioriteringer for os. Der er ikke nogen nødvendighed, og der er ikke nogen øverste sandhed for, hvordan samfundsøkonomien og samfundsindretningen skal se ud. Vi har i forlængelse heraf fremsat et finanslovforslag, som sætter en tyk streg under, at tingene kan gøres anderledes. Det er et forslag, som går i stik modsat retning af regeringens, Socialdemokraternes og De Radikales fuldstændig metafysiske snak om nødvendige velfærdsreformer, og i den forbindelse bliver man lige nødt til at oversætte lidt, for med ordet velfærdsreformer menes der nedskæringer. Der er jo ikke nogen, der kan finde på at sige: Vi laver lige en velfærdsreform, der giver bedre vilkår for folk. Nej, de nødvendige velfærdsreformer handler alle sammen om at skære ned. Vi går en fuldstændig anden vej, og det siger vi sådan set ret åbent. Vi vil udvide og forbedre velfærden. Vi vil skabe arbejde til de 800.000 mennesker, der i dag er skubbet uden for arbejdsmarkedet i dette land, og vi vil bruge dagpengene aktivt til at skabe rigtige job til overenskomstmæssig løn for folk, der i dag er holdt udenfor, fordi vi mener, at vores samfund har et meget, meget stort behov for den arbejdskraft, og at det derfor er helt tåbeligt at lade folk være presset ud. Vi behøver bare at tænke på hjemmeplejen, som altid bliver diskuteret. Den er fortsat mangelfuld, og den er fortsat alt for forhastet. Vi behøver bare at tænke på de ansatte, der slides alt for hurtigt ned i den offentlige sektor og ender med at være en del af de 800.000. Det giver ikke nogen mening, og derfor skal vi have fordelt arbejdet. Og det er jo ikke kun velfærdsjob, der er masser af. Jeg mener sådan set, at vi kan skabe tusindvis af nye arbejdspladser ved at satse intensivt på at udvikle den vedvarende energi, nu hvor alle jo kan se, at olien er i færd med at slippe op. Vi har gjort det før i Danmark og har derfor ganske gode forudsætninger for det, og vindmølleeventyret burde jo have understreget for alle og enhver, at det er vejen frem. Det er denne finanslovfedtspillende maskerade, der skaber rammerne for den politiske debat i dag, men spørgsmålet er faktisk fuldstændig som altid: Har vi den politiske vilje, har vi mod til at stå ved, at vedfærdsdebatten handler om værdier og ikke handler om nødvendighed? Den handler om, hvorvidt vi fortsat vil leve i et af de samfund i verden med størst lighed, et af de fællesskaber, som er kilden til rigdom og til rettigheder, eller om vi vil leve i et af de sejl din egen sø-samfund, hvor de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Det er jo tendensen nu. Vi har en situation, hvor det er »three strikes and you are out«-mentaliteten, der har taget over, og det vil betyde krig, usikkerhed og utryghed i fremtidens samfund. Vi kan se lige nu, at denne ideologiske linje fungerer andre steder i verden. Det er den ideologiske linje, man har fulgt i USA. Her har man jo valgt at lade alt være op til den enkelte, her har man valgt at lade alt være op til det private initiativ, og ser man på New Orleans lige nu, er det jo forfærdeligt at se, hvad et så egoistisk menneskesyn kan medføre.

     Det er selvfølgelig en tilspidset situation, men det er ofte her, man ser, hvordan tingene virkelig hænger sammen. Derovre betyder en evakuering ikke det, som den i hvert fald betyder i mit hoved, nemlig at man triller x antal busser ind og kører folk ud, og at det selvfølgelig er noget, samfundet leverer i en katastrofesituation. Nej, derovre betyder det, at man over radioen henstiller, at alle folk selv flytter sig. Det er jo fint med private initiativer, men nu kan vi se konsekvenserne for de fattige i New Orleans, der ikke havde mulighed for at flytte sig.
     Nødhjælp betyder ikke mad og vand - nej, det betyder, at man sætter militæret ind for at forsvare forretningerne. Men sjovt nok er de samme forretninger det eneste sted, hvor folk har mulighed for at få adgang til mad og vand i den nuværende situation. Og føler folk sig forpligtet til at sætte sig ind
i deres bil, køre de 20 km ned ad kysten og redde familier ud? Nej, det gør de ikke. For det første er de bange for de fattige, fordi fattigdommen også her har skabt kriminalitet og marginalisering, og for det andet føler de sig ikke forpligtet til det, for hvad har de med de mennesker at gøre? De er jo ikke en del af deres hverdag. Det er det, der sker, når sammenhængskraften ikke eksisterer i et samfund. Det er det, der sker, når alt er op til den enkelte til hverdag, og hvor man nærmest behandler egoisme og individualisme, som var det Gud selv, og jeg mener derfor, at vi skal tage ved lære af det, der foregår i USA lige nu, og blive enige med hinanden om, at vi skal væk fra det ideologiske vanvid, der danner grundlaget for, at tingene foregår, som de gør derovre. Vi skal gå den stik modsatte vej af alle de bittesmå skridt, regeringen tager lige nu i retning af et samfund med øget ulighed, hvor det er egoismen, der hersker frem for fællesskabet. Vi bestemmer selv, om vi vil gå den ene vej, eller om vi vil gå den anden vej, og her mener jeg, vi skal prøve at huske, at nu har vi hørt i jeg ved ikke hvor mange år, at alt andet end det, som regnedrengene har fundet på, er urealistisk. Lad os lige minde os selv og hinanden om, at havde man for 30 år siden fortalt økonomerne i Finansministeriet, at der ville være en halv million flere arbejdsløse, at pensionsalderen ville være sat ned til 65 år, og at arbejdsugen ville være sat ned til 37 timer i år 2000, ville alle alarmklokker have ringet. De ville have anbefalet os at glemme alt om at indføre efterløn, glemme SU til alle og glemme folkepensionen, de ville have anbefalet os at sætte arbejdstiden i vejret, og de ville have sagt, at det var nødvendige velfærdsreformer. Det er fuldstændig det samme, der sker i dag. De forenede partier siger, at der vil opstå en ældrebyrde, og at velfærden derfor kommer under pres. Vi får at vide, der ikke er råd, og vi får at vide, der skal reformer til - altså vel at mærke reformer, der skærer i velfærden. Efterlønnen skal reguleres, pensionsalderen skal sættes op, de unge skal jages gennem uddannelsessystemet, og overførslerne skal udhules. Men man forklarer jo ikke folk, hvordan det har kunnet lade sig gøre inden for de sidste 30 år, at vi samlet set arbejder mindre i vores samfund og alligevel har flere penge mellem hænderne. Man forklarer os ikke, hvordan det alligevel har kunnet lade sig gøre at forbedre velfærden i den situation, men hvorfor skulle det give os problemer at udvide velfærden de næste 30 år, når det ikke har gjort det de sidste 30? Det giver os først problemer, hvis vi ikke formår at foretage de reelle investeringer. Vi lever i et af verdens rigeste samfund, og derfor mener jeg sådan set, at det handler om at få taget vare på de problemer, der reelt er, nemlig: Hvordan skal kloden kunne hænge sammen med de stigende miljøudfordringer, der kommer af væksten? Og hvordan skal vi få vores samfund til at hænge sammen, når vi presser 800.000 udenfor? Det er kernen i de reelle problemer, der er at løse de næste 30 år. Kernen er ikke, om vi har råd eller ej. Kig bare ud ad vinduet, der er masser af penge i dette samfund, de er bare fordelt hamrende skævt. Debatten i dag om satspulje og udhuling af overførselsindkomsterne, som samtlige partier i dette Folketing undtagen os står bag, siger alt om, at der er lang vej igen, hvis man skal overbevise nogen om, at ulighed er kimen til et samfund, som vi slet ikke ved hvor uhyggeligt kan udvikle sig. Der er ved gud brug for reformer, og der er brug for kæmpeforandringer. Jeg mener, at vi skal skabe et fundament i vores samfund, som vi kan være fælles om, og som vi kan være fælles om at være stolte af. Men det fællesskab kan kun opstå, hvis folk er i øjenhøjde med hinanden, og det er de godt nok ikke med den ulighed, der er i samfundet i dag, og det bliver altså kun værre, så længe denne regering er ved roret.

     Jeg mener, at det er problemet med de 800.000, der står udenfor, miljøproblemerne og problemet med, hvordan vi skal tackle væksten, som skal løses, for at vores samfund kan hænge sammen om 30 år. I Enhedslisten har vi valgt at løse de problemer gennem investeringer i arbejdspladser, gennem en fordeling af arbejdet og gennem massive investeringer i velfærden. Vi vil udvide velfærden, og vi vil omfordele goderne, så vi om 30 år i fællesskab kan bryste os af, at Danmark er et af de lande i verden med størst lighed.

Jeg synes, det var en god tale, som lå meget på linje med de holdninger, SF har og har givet udtryk for.
     Jeg vil godt stille fru Pernille Rosenkrantz-Theil et enkelt lille spørgsmål om at bevæge sig uden for konsensus, men inden for rækkevidde. Det er nok ikke realistisk, at man under finanslovforhandlingerne får Enhedslistens program igennem, men det kunne jo godt ske, at vi fik overbevist Dansk Folkeparti om, at det ikke er nogen særlig god idé at give 255 mio. kr. til skatterabatter til aktionærer eller banker, som finanslovforslaget lægger op til. Og hvis vi så kunne hente lidt penge fra satspuljen, så vi måske havde 300-400 mio. kr., som kunne give et løft for nogle af førtidspensionisterne, ville Enhedslisten så sige nej, selv om vi ikke revolutionerer hele verden på én gang?

Hr. Ole Sohn kan være et hundrede procent sikker på, at Enhedslisten aldrig nogen sinde kunne finde på at gå med i den aftale, og det er der én grund til, nemlig at vi aldrig nogen sinde vil være med til at stemme for, at man skal tage penge fra de fattigste her i samfundet. Deri ligger forskellen.
     Jeg vil meget gerne være med, selv om vi ikke får vores fulde beløb til førtidspensionisterne igennem. Jeg er godt klar over, at vi nok ikke kommer op på de 3 mia. kr., og derfor ville jeg stemme for de 500 mio. kr., hvis vi fik tilbuddet. Men de 500 mio. kr. skal ikke tages fra de fattigste i samfundet, så derfor kan hr. Ole Sohn være fuldstændig sikker på, at jeg ville afslå det tilbud.
     Enhedslisten stemmer her i Folketinget for den mindste forbedring, og vi stemmer imod den mindste forringelse, og det er det, der gør, at vi ikke er med i satspuljeforliget. Pengene bliver ganske rigtigt brugt fornuftigt, men hvor bliver de taget fra? De bliver jo taget fra de fattige selv. Vi mener sådan set, at det er de rigeste i samfundet, der skal bære byrderne, så jeg kan ikke forstå, hvorfor der skal være skattelettelser til folk som dig og mig, samtidig med at folk på bistandshjælp skal være med til at finansiere gode sociale tiltag.

Det er bare for at komme frem til pointen, som jeg ved at Enhedslisten altid støtter i enhver sammenhæng, nemlig at man stemmer for selv den mindste forbedring. Men en gang imellem er det måske også en fordel, hvis man skal bevæge sig i den politiske verden, at man ud over programerklæringer om, hvordan man vil forandre verden, kan nå et stykke uden for konsensus, men alligevel være inden for rækkevidde. Det er sådan set en god ting at have med sig i bagagen, også i politik, men det er måske det, der er forskellen mellem SF og Enhedslisten.

Ja, og jeg tror sådan set, at forskellen er relativt klar, for den ligger også i det, hr. Ole Sohn siger: Vi blåstempler ikke nedskæringer for de fattigste.
     I sidste års finanslovforhandlinger var vi i stand til at lave en milliardaftale om forskningen med regeringen, så det er ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at indgå kompromiser, heller ikke med folk, der ligger væsentligt til højre for SF; det kan vi sagtens. Men vi medvirker ikke til at lave forringelser for de fattige, og vi vil ikke være med til den type studehandler, hvor man med den ene hånd giver noget til de fattige og med den anden hånd tager noget fra dem. Sådan leger vi ikke, og det er ganske rigtigt forskellen mellem os og SF. Den type Christiansborgretorik og den måde at lege med folks penge på vil vi ikke være med til, sådan er det.

Tak til ordføreren, og det er nu hr. Lars-Emil Johansen, der får ordet.

Den tale, jeg skal holde nu, holder jeg både på egne vegne og på vegne af min kollega fra Grønland, hr. Kuupik Kleist, der desværre er forhindret i at være til stede.
     I løbet af de seneste dage har vi gennem medierne været vidne til skrækkelige scener fra New Orleans. Fra hustagene og fra trætoppene rundtomkring i byen vinker fortvivlede mennesker mod de flyvende fotografer om hjælp, og på byens stadion sidder tusinder af mennesker som gidsler for en naturens rasen, som ingen har sikret dem ordentligt imod - næppe på grund af manglende vilje, men på grund af manglende viden.

     Netop i disse dage smelter den arktiske is med en hastighed, der langt overstiger de værste klimateoriers forudsigelser til dato. De nord- og østgrønlandske fangere kæmper med nye og uvante problemer, for der er ikke nok havis at køre på længere og dermed ikke nok fangst. En livsform er ved at smelte væk, og man anser det nu for sandsynligt, at Nordpolen vil være isfri om sommeren allerede i 2020. Ingen i de arktiske områder har været godt nok forberedt på det, ikke på grund af manglende vilje, men på grund af manglende viden.
     I bjergene i det sydlige Europa regner byerne sønder og sammen i regnskyl, der ikke er set magen til i mands minde. Huse og gader står under vand, mudderet skrider, og menneskene flygter, mens den europæiske trafik bryder sammen
i store områder. De stigende regnkatastrofer i Europa de sidste år er der ingen regeringer, der har forberedt sig godt nok på, næppe på grund af manglende vilje, men på grund af manglende viden. Og imens stiger olieprisen, og verdens økonomiske fundament vakler. Hvad har så alt dette med en førstebehandling af et dansk finanslovforslag at gøre? Jo, det har nøjagtig det med finansloven at gøre, som miljøministerens nylig afholdte møde
i Illulissat i Grønland har med klimaforskningen at gøre, nemlig spørgsmålet om at tage forskningen i klimaforandringerne alvorligt og indse, at det er i de arktiske egne, den mest effektive viden om både det globale klimas fortid og ikke mindst fremtid ligger.
     I en sådan situation ville vel ethvert fornuftigt menneske tro, at en regering med en tæt historisk tilknytning til det arktiske område satte alle sejl til for at sikre sig førertrøjen inden for arktisk forskning, arktisk viden og global klimaekspertise i det hele taget - dette i særdeleshed, når den selv samme regering har erklæret, at det netop er udvikling af videnssamfundet, der er dens mål. Men når man læser regeringens forslag til dansk finanslov 2006 med samme briller på, bliver man skuffet. Vist er der sat et mindre beløb på omkring 30 mio. kr. af til arktisk forskning, men ser man nærmere efter, er størstedelen af disse penge beregnet på at undersøge, om kontinentalsoklen ud for Grønland ikke skulle være af en sådan længde, at Danmark kan kræve en større del af ejerskabet til Nordpolen. Det er naturligvis relevant nok, men det er ikke den form for forskningsindsats, jeg taler om.
     I 2007 og 2008 er det internationalt polarforskningsår. Målet med dette initiativ er at udforske nye videnskabelige grænseområder og øge forståelsen af de polare processer og deres samspil med det globale system. Desuden ønsker man at tiltrække en ny generation af polarforskere og øge interessen for polarforskning blandt skoleelever og i samfundet generelt. Der foreligger allerede nu flere hundrede projektforslag fra 35 nationer til det år, og som formanden for Den Danske Nationalkomité for Det Internationale Polarår, Dorte Dahl-Jensen, har sagt, er forskningsinstitutionerne og de interesserede instanser uden for denne borgs mure nu mobiliseret og i en venteposition for at sikre, at de danske ønsker fremmes, og at landet lægger sig i den rette position. Men da projekterne i mange tilfælde kræver en lang forudgående logistisk forberedelse, er det nødvendigt at få afklaret den overordnede finansieringsramme allerede ved begyndelsen af finansåret 2006. Hvis Danmark skal være med i dette nye forskningsmæssige kvantespring, må der afsættes tilstrækkelige midler til aktiviteterne allerede i den førstkommende finanslov, siger fru Dorte Dahl-Jensen. Med andre ord: Det er nødvendigt allerede i det foreliggende finanslovforslag at indsætte et tilstrækkelig stort beløb for de næste 2 år øremærket til det internationale polarforskningsår og dettes projekter. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at Danmark tror, at dette nye initiativ kan klares gennem den almindelige konkurrencebetonede ansøgningskamp om de to forskningspuljer, der er afsat til alt og alle inden for forskningen i Danmark.

     Dette understreges desuden af, at de nordiske samarbejdsministre under deres møde i Grønland besluttede at iværksætte et nyt nordisk samarbejdsprogram omkring Arktis med fokus på den globale opvarmning.
     Jeg vil i den forbindelse ikke undlade at påpege nødvendigheden af at koordinere og udvikle den arktiske viden, som opsamles på universiteterne i de lande, der samarbejder under Arktisk Råd, som Danmark for øvrigt var en af initiativtagerne til - en nødvendighed, som for længst er erkendt af alle de andre lande i samarbejdet. De støtter nemlig alle aktivt det virtuelle arktiske universitet, Uarctic.
     Uarctic er en netbaseret koordinering af alle forelæsninger og undervisning om arktiske forhold, der gives på de mest velrenommerede universiteter i USA, i Canada og i Rusland samt i de skandinaviske lande. Alle disse lande støtter Uarctic økonomisk, mens det stadig ikke er indarbejdet i den danske finanslov.
     Det er mit håb, at det efter de forsøg, jeg har gjort i de forrige år, nu langt om længe får en bedre skæbne, og at politikerne herinde klart forstår, at forslaget om at sætte Uarctic på finansloven handler om Danmarks fremtid og Danmarks adgang til den mest moderne arktiske viden, og at det ikke handler om Grønland.
     Det er altså helt nødvendigt, at den danske regering både ideologisk og økonomisk forholder sig ganske anderledes konstruktivt til sine fremtidige relationer til det arktiske område, for der er næppe tvivl om, at Danmarks fremtid i Arktis mere end noget andet sted ligger inden for det forskningsmæssige og vidensudviklende samarbejdsområde.
     Mens både Færøerne og Grønland ønsker en stadig større grad af selvstændighed på næsten alle områder, er netop forskningen i Arktis og udviklingen i arktisk viden og arktisk teknologi et af de områder, hvor vi klart ønsker et forstærket samarbejde med Danmark også fremover, uanset den øvrige politiske udvikling.
     Danmarks fremtid som nøglespiller i det arktiske område ligger ikke længere hos domstolen i Haag eller som flådemagt omkring Hans Ø. Danmarks fremtid i det arktiske rum, hvis Danmark overhovedet ønsker en sådan fremtid, ligger i virkeligheden inden for det univers, der i dag afspejles af Dansk Polarcenter, og i en fremtidig videnskabelig megaindsats i det arktiske område med henblik på at udvikle såvel den danske som den grønlandske og ikke mindst den globale viden om de forandringer, der i disse år med så foruroligende hast spreder sig i form af regn, orkan, tørke og tøvejr på de mest uventede steder på kloden og truer så vel livet som verdens økonomi.
     Danmark kan yde et helt enestående bidrag til at sikre verden en bedre viden og dermed et bedre beredskab mod de klimatiske katastrofer, vi ser i dag. Men det kræver, at den arktiske forskning får sin egen plads på finansloven i et omfang, der muliggør de intentioner, som netop formanden for Den Danske Nationalkomité for Det Internationale Polarår har udtrykt.
     Det er et spørgsmål om en ny prioritering, en bedre prioritering, en rigtig prioritering. Get your priorities right, siger man på engelsk. Og med sommerens varmeste historie omkring Grønland i baghovedet er jeg fristet til at bruge dette udtryk både over for de populistiske danske politikere, der har haft travlt med straffeaktioner mod både vores borgere, vores politikere og vores land, og over for de medier, der bevidstløst og uden videre research kaster sig over enhver grønlandsk sag, der bare smager af smuds.
     Først var det nogle af de elendigt stillede grønlandske medborgere i Danmark, der åbenbart skulle have et spark, nu hvor de lå ned og blev nødt til at ligge og tigge om kontanthjælp i Danmark. Eftersom de ikke talte flydende dansk, skulle der åbenbart køres en smudskampagne, der antydede et bevidst omfang af grønlandsk svindel med de danske skattepenge.

     På det sidste lyder nu råbet om fremmedkontrol med hele Grønlands regering og parlament, fordi der har fundet misbrug af repræsentationskontiene i landsstyret sted. Dette misbrug er opdaget af landsstyrets egen revision, gennemgået af et uvildigt revisionsfirma og forelagt et privat advokatfirma til bedømmelse, hvad angår mulige sanktioner ud over de fyringer af misbrugerne, der allerede er sket. Alt det er sket langt hurtigere og mere effektivt end f.eks. det, der er foregået i Farum i Danmark.
     Ikke desto mindre finder en række politikere i Danmark anledning til at kræve udenlandsk kontrol under henvisning til bloktilskudsordningen. De glemmer behændigt, at Grønland selv tjener flere milliarder kroner på sit eget fiskeri og sin egen eksport. Ja, faktisk tjener vi så meget selv, at det dækker prisen på den import, vi har, medens det estimeres fra alle økonomiske eksperters side, at store mængder af de penge, vi modtager fra Danmark, lige så stille forsvinder ud af landet til danske firmaer, danske banker og danske erhvervsfolk, der lukrerer højt på det grønlandske bloktilskud.
     Det sidste er der ingen, der kræver kontrol med. Ja, vi kan ikke engang få indsigt i Finanstilsynets rapporter til regeringen om bankerne i vores egne lande, medens millionerne fosser ud gennem landskassen i Grønland. Men det er naturligvis vanskeligere at forstå endsige sælge på avisernes sider end et besøg på en stripbar til 250 kr.
     Grønland er i fuld gang med at rydde op i eget hus, men vi bliver sandelig ikke hjulpet af de danske politikere og den danske presse i den proces. Tværtimod bliver vi svækket af beskydning med alt, hvad man har af skyts, og bragt i så dyb politisk og national forlegenhed på grund af to amatørpolitikeres forseelser, at vi nu har kæmpe problemer med at genoprette hele vores lands og vores kulturs troværdighed. Vi bliver beskudt som snespurve med NATO-kanoner.
     Der er meget, vi kan lære af denne sommers tildragelser. For mens Danmark puster sig op over for Canada i national stolthed over ejerskabet af et par kvadratkilometer klippe ved Thule, sparker man samtidig løs de steder, hvor vores folk viser svaghed, så det ligner et anfald af uklædelig storhedsvanvid i sommervarmen over for en modstander, der allerede ligger ned. Det har intet med de tre ligestillede dele af riget at gøre, som vist kun eksisterer i statsministerens spindoktors ordbøger.
     Det, som de danske politikere, der står i spidsen for disse tiltag, ønsker af vores land, Grønland, er at gøre Danmark stort og flot, for Grønland er en arktisk naturperle, der er begæret af USA selv. Det er nok værd at slå et slag for, men folket og kulturen er lidt af et problem.
     Det foreliggende finanslovforslag er der ikke andet alvorligt at sige til, end at det må og skal indeholde en ny og øremærket bevilling til den arktiske forskning, herunder det arktiske universitet. Jeg håber, der findes plads til det
i de kommende forhandlinger. Det vil jeres lavtliggende territorier ikke fortryde.

Det passede lige med de 15 minutter. Vent lige et øjeblik, for hr. Ole Stavad har bedt om en kort bemærkning.

Tak til hr. Lars-Emil Johansen. Det bliver nok mere en kommentar, end det bliver et spørgsmål.
     Først vil jeg sige, at det eneste, jeg sådan set beklager i hr. Lars-Emil Johansens tale her til os, er, at politikere blev sådan en grå masse, for jeg tror, jeg taler på en hel del kollegers vegne, når jeg siger, at vi er mange, der har fulgt Grønland igennem en lang årrække, som har meget stor respekt både for Grønland som land og grønlændere som folk.

     Vi har fulgt Grønland sådan rimelig tæt igennem en lang årrække, og jeg er i hvert fald personligt fuld af beundring for den meget flotte udvikling, som Grønland har undergået, siden selvstyret blev indført i 1979. Jeg vil sige, at det kun er blevet bedre af, at Danmark har haft mindre indflydelse.
     Men det, der var den egentlige anledning til, at jeg bad om ordet, var, at jeg ville give en opbakning til hr. Lars-Emil Johansens sætten arktisk forskning på dagsordenen. Vi har just her i dag i den danske delegation til Nordisk Råd fået en rapport fra et af vore medlemmer - den anden er hr. Kuupik Kleist - i den arktiske komité, hvor vi har fået at vide, at også andre lande ser med undren på, at Danmark bidrager så beskedent, ja, faktisk ikke rigtig bidrager med noget på det område. Så det er mere et tilsagn om, at den dagsorden med den arktiske forskning, som hr. Lars-Emil Johansen i sin tale har sat frem som et hovedpunkt i den kommende finanslovdebat, er vi i hvert fald nogle stykker, der gerne vil være med til at drive frem i det videre arbejde.

Først tak til hr. Ole Stavad for de pæne ord om vort land og vort folk. Jeg er godt klar over, at der er en bred respekt fra danske politikeres side.
     Men når jeg nu alligevel fremhæver det i de her toner, så er det, fordi når der så efter min mening sker urent trav
i sommerens hede, så skal der altså også afmonteres og kommenteres på en effektiv måde. Det er det, jeg har forsøgt at gøre gennem avisartikler og gennem det indlæg, jeg lige har holdt. Så vil jeg gerne sige tak for Socialdemokraternes støtte til arktisk forskning, specielt til Uarctic. Det er et ændringsforslag, som jeg har rejst flere gange tidligere, og som jeg er glad for at Socialdemokraterne i år selv tager med
i deres eget finanslovforslag. Det skal jeg kun udtrykke håb om at der er flere der vil bakke op omkring, for det er der absolut behov for.

Tak til ordføreren, og så bliver det hr. Høgni Hoydal.

Jeg vil også tale lidt om proportioner, når det gælder behandlingen af den danske finanslov med særligt henblik på Nordatlanten og Færøerne. Jeg er godt klar over, at der er mange, der, når jeg har holdt min tale, vil mene, at jeg selv er ude af proportioner, men det kan vi så diskutere på et andet tidspunkt.
     I samme øjeblik de såkaldt praktiske mænd forviser ideologierne og værdierne fra den politiske scene, så er vejen lagt til et forfald i demokratiet. Det er et citat efter hukommelsen fra Olof Palme anno 1971. Hvor havde han egentlig ret, når vi ser på udviklingen i vores egne samfund de seneste 30 år. Vi har overladt den politiske scene til eksperter og udvalg og nævn og spindoktorer, og det er nærmest umuligt at se nogen forskel i det politiske indhold,
i værdierne og i planerne for fremtidens samfund. Kampen står om formen og salgsteknikken og om måden at beskrive den virkelighed på, som allerede er. Det demokratiske rum og muligheden for at påvirke det for den enkelte borger bliver smallere og smallere for hver dag. Det gælder selvfølgelig ikke kun for Danmark. Det gælder også hjemme på Færøerne og i de fleste vestlige samfund. Men det er altså - undskyld, jeg siger det - blevet umådelig udtalt i dansk politik gennem de senere år. Det afspejles ikke mindst i disse finanslovdebatter. Der er nærmest ingen debat om makropolitik eller makroøkonomi, om store sociale spørgsmål eller om forholdet mellem stat og marked - måske bortset fra det seneste par ordførere. Man dykker med det samme ned i mikropolitikken. Bogholderpolitikken har sejret. Debatten handler egentlig om nogle relativt meget, meget små beløb og om uenighed om, hvor de skal allokeres, eller hvordan de skal omdirigeres til diverse konti. Debatten handler nærmest kun om kvantitet. Der er ingen grundlæggende kvalitative diskussioner om fremtiden, om samfundets sociale kurs eller den globale ulighed. Alt er jo i princippet godt. Der er blot nogle, der ikke kan følge med, og de skal så have noget kompensation og støtte til at blive som den store gruppe af middelklasse eller højere lønnede borgere.

     Dette gælder både på nationalt plan og på globalt plan. Lidt flere penge eller lidt strammere krav og noget for noget, så alle kan blive ligesom os, der klarer sig godt eller rimeligt, os, som kan indgå i det stadig mere febergale forbrug i den globale malstrøm og i det nationale marked.
     Om det er afrikanere, colombianere, irakere, indere eller russere ude i verden, så skal de skabes i vores eget billede, og dertil skal vores økonomiske støtte gå eller pisken slå. Om det er førtidspensionister, hjemløse, folk, der er født og opvokset i Danmark, men er født af forældre, der kom fra et andet land, eller grønlændere, der skiller sig ud i det danske gadebillede og taler et anderledes dansk:
Dertil skal økonomisk støtte gå eller pisken slå. De skal skabes i vores eget billede med noget for noget.
     Når vi ser på det samlede finanslovforslag på 2.400 sider og med udgifter på 462 mia. kr., så er det altså mest mikroøkonomiske ændringer, vi diskuterer. Men for de enkelte grupper af mennesker, som de relativt små beløb vedrører, er det selvfølgelig ikke mikroøkonomi; der bliver perspektiverne og proportionerne jo fuldstændig vendt på hovedet.
     Og sådan er det også, når vi ser på det fra det danske statsbudgets perspektiv: Det er mikroskopiske beløb, der handler om Færøerne i dette års finanslovforslag. Det i anførselstegn største beløb er det såkaldte generelle tilskud til Færøernes hjemmestyre på 615 mio. kr. om året - den såkaldte blokstøtte - som i færøsk politik og i den færøske debat dominerer al tale om fremtidens udfordringer.
     Den fremmanes og oppustes i folks bevidsthed som den akse, hvorom verden drejer. Det er et mikroskopisk beløb på den danske finanslov, som, når det projiceres til Færøerne, bliver makroøkonomi og bliver en slags prisme, hvorigennem alle sociale spørgsmål, uddannelse, forskning, sundhedspolitik og andre vigtige politiske udfordringer ses og afspejles. Den er næsten som en slags magi eller overtro. Folkevalgte færøske politikere argumenterer i ramme alvor for, at det er det danske bloktilskud, som er afgørende for, hvor meget vi i fællesskab skal betale til ældre, handicappede, uddannelse, sundhed og forskning i Færøerne.
     Men lad os se på dette mærkværdige fænomen fra et mere nøgternt og globalt perspektiv. Tilskuddet til Færøernes hjemmestyre udgør 0,1 pct., 1 promille, af det danske statsbudgets udgifter. Til gengæld for denne ene promille af det danske statsbudget formår Danmark jo at opretholde højhedsretten og suveræniteten over Færøerne med land og med hav, og det område er faktisk to gange større end Danmarks, altså Jyllands og øernes, land- og havområde.
     Det ville svare til, hvis vi forsøgte at sætte det over til færøske forhold, at Færøerne på vores offentlige landsbudget afsatte 1 promille svarende til 4 mio. kr. om året til gengæld for at have højhedsretten og suveræniteten over et land- og havområde, som var to gange større end vores.
     Tager vi Grønland, så er billederne af proportionerne endnu mere absurde. De danske tilskud til det grønlandske hjemmestyre er 3 mia. kr. om året. Ud af de samlede udgifter på den danske finanslov svarer det til 0,6 pct. eller 6 promille. Det grønlandske land- og havområde er 30 gange større end Jylland og øerne med havområde.
     Skal vi igen sammenligne ud fra grønlandske forhold, så svarer det til, at Grønland på sit landsbudget bevilgede 6 promille, ca. 8-9 mio. kr. om året, til gengæld for, at Grønland fik højhedsretten og suveræniteten over et land- og havområde 30 gange sin egen størrelse. Det ville svare til, at Grønland havde højhedsretten over hele det nordlige Atlanterhav med omkringliggende øer for altså 9 mio. kr. om året.
     Hvis man altså prøver at se tingene fra dette perspektiv, fra denne grønlandske/færøske synsvinkel, så må det også stå klart, at Danmark får enorme internationale og globale fordele af at holde fast i den danske højhedsret i Nordatlanten for et mikroskopisk beløb om året.
     Jeg ved godt, at den danske regering og mange af Folketingets partier stædigt nægter at anerkende, at Danmark selvfølgelig får meget ud af dette forhold. I stedet tales der bestandig om blokstøtte og bloktilskud til Færøerne og Grønland, som i følge de fremherskende argumenter gives af følelsesmæssige og sociale årsager.

     Men lad os så se på, hvad Dammark egentlig får ud af disse promillebeløb, hvis vi nu tager regeringen på ordet med noget for noget: Det giver international anseelse og styrker hele Danmarks globale rolle og muligheden for at indgå givtige internationale aftaler; det har givet og giver store fordele for dansk erhvervsliv og eksport i verden; det økonomiske flow og kapitalstrømmene, der flyder mellem Danmark og Færøerne og mellem Grønland og Danmark, har givet og giver store fordele for dansk eksport, danske virksomheder, den danske finansverden osv.
     Her vil jeg endda slet ikke nævne den gamle diskussion om de militære fordele og de besparelser, som Danmark har på sit militærbudget på grund af sin højhedsret over Grønland og Færøerne.
     Set i dette perspektiv er det jo, som jeg har sagt før, en - synes jeg selv - genial, moderne kolonipolitik, hvor økonomisk afhængighed og et for selvtilliden ødelæggende giver-modtager-forhold dominerer hele fremtidsbilledet for Færøerne og Grønland, og hvor vi begynder at skændes indbyrdes og er utrygge over for, om vi har noget at tilbyde verden, om vi kan stå på egne ben, eller om vi kan samarbejde på lige fod med verdens folk.
     Initiativet til at ændre tingenes tilstand skal selvfølgelig komme fra Grønland og Færøerne selv. På Færøerne har vi på eget initiativ siden 2001 skåret en tredjedel bort af den såkaldte blokstøtte. Vi har sagt nej tak til et beløb på 366 mio. kr. om året, og vi har stoppet finanslovens automatiske pristalsregulering af det resterende beløb.
     Hvis Danmark skulle gøre det samme, og nu taler jeg igen om de her proportioner, så ville det målt i befolkningens og økonomiens størrelse betyde, at Danmark sagde nej tak til et beløb på 50 mia. kr. om året direkte ned i statskassen.
     Og ikke nok med det. Beløbet, der sendes til Færøerne, er i dag 615 mio. kr. om året. Før vi skar en tredjedel af, nærmede beløbet sig 1 mia. kr. om året. Hvis vi ikke havde beskåret det og ikke samtidig havde stoppet pristalsreguleringen, ville beløbet i 2006 være kommet op på mellem 1,2 og 1,3 mia. kr. årligt.
     For tilhængere af dette afhængighedsforhold er det selvfølgelig hurtigt at regne ud, at vi ved egen beslutning har sagt nej tak til mere end 600 mio. kr. om året ud af et færøsk landsskattebudget på ca. 3,4 mia. kr. Det ville igen svare til, at den danske statskasse havde sagt nej tak til et beløb på 72 mia. kr. om året.
     Vi har selvfølgelig gjort det for at komme ud af afhængighedsforholdet, fordi vi vil have et samarbejde på ligeværdigt grundlag, og fordi vi vil tage del i den globaliserede verden på egne ben og eget ansvar.
     Det var også derfor, at vi i 2003 besluttede at betale et ekstraordinært afdrag på den færøske landskasses gæld til den danske statskasse - et afdrag på 1,7 mia. kr. lagt på bordet på en gang. Det ville igen sammenlignet med danske forhold svare til, at det danske Folketing besluttede på én gang at betale et ekstraordinært afdrag på den udenlandske statsgæld på 205 mia. kr. Dette er perspektiverne.
     Denne egentlig utrolige kraftanstrengelse for at skabe politisk og økonomisk selvstændighed har ikke skabt nogen overskrifter i de danske medier. Jeg tror heller ikke, at det er kommet danske folketingspolitikere for øre, selv om det sikkert nærmer sig en verdensrekord i frivillig afgivelse af indtægter fra et enkelt land. Men det står i dette værk, i finansministerens værk. Det står på side 216 og på side 348 i finansministerens forslag til finanslov, hvis nogen skulle være i tvivl om rigtigheden af det, jeg siger.
     Uagtet det, der er sket, mærker vi stadig væk på Færøerne denne underlige holdning, at Færøerne og Grønland jo egentlig er en udgiftspost på den danske statskasses budget, og at vi egentlig vil have selvstændighed for danske penge. Det er en myte, jeg meget gerne vil bruge al min taletid på at mane i jorden.
     I sommer vedtog Folketinget en såkaldt overtagelseslov og en udenrigspolitisk lov vedrørende Færøerne, som bygger på den idé, at vi nu godt kan sige nej tak til resten af det her beløb, der kommer fra Danmark, men at Danmark samtidig skal bevare højhedsretten, suveræniteten og alle de internationale økonomiske fordele. Vi overtager altså hele debetsiden, mens Danmark bevarer hele kreditsiden af det dansk-færøske forhold. Det er dette, som jeg så hårdt har opponeret imod her i salen: Denne såkaldte nyordning mellem Danmark og Færøerne ændrer ikke noget indholdsmæssigt mellem Danmark og Færøerne. Det er blot en anden form, en anden måde at beskrive den eksisterende virkelighed på.

     Hvis vi ikke tager ansvaret, selvstændigheden og muligheden for at stå på egne ben med ud i verden, når pengene fra Danmark aftrappes, vil denne geniale kolonipolitik jo være fuldbyrdet. Så vil vi have alle udgifterne, men ikke det internationale adgangskort til at skaffe os nye indtægter og udviklingsmuligheder ude i verden. Det vil svare til, at en virksomhed påtager sig alle udgifter af driften af virksomheden, men er afskåret fra at indgå kontrakter eller selvstændige samarbejdsaftaler, der kan give virksomheden indtægter.
     Der er mange på Færøerne, både partier og enkeltpersoner, der siger: Vi vil ikke være selvstændige, vi synes, det er helt fint, at Danmark har suveræniteten og højhedsretten, men til gengæld vil vi også have nogle penge. Og jeg kan sandelig godt forstå, at mange af dem siger: Vi vil også gerne have flere penge.
     Der er også folk, der har foreslået, at bloktilskuddet på den danske finanslov ændrer navn til »Udgifter til lejeværdi af andres bolig«. Vi kunne selvfølgelig vælge et mindre provokerende navn og omdøbe blokstøtte eller bloktilskud for at komme ud over dette giver-modtager-forhold og bare kalde det »Udgifter til fastholdelse af dansk suverænitet og højhedsret i Nordatlanten«. Det ville være mere symmetrisk, men det er jo ikke noget at bygge fremtiden på.
     Reaktionen kommer selvfølgelig, fordi hele debatten om økonomisk og politisk selvstændighed altid ender med, at vi diskuterer de økonomiske tommelskruer, og den dominerer også hele den interne debat i Færøerne, der i bogstaveligste forstand bliver blokpolitik.
     Min opfordring skal igen lyde til både regeringen og Folketingets partier: Lad os nu tale om forholdet Danmark-Grønland-Færøerne ud fra et storpolitisk og internationalt perspektiv, så vi ikke står tilbage med denne ufrugtbare diskussion og konflikt, hvor der aldrig hersker ligestilling eller symmetri mellem parterne, og hvor den ene part altid skal sætte sig i et fornedrende modtagerforhold og bede om velvilje fra dansk side for noget så basalt som at træffe afgørelser om at tage ansvaret for sin egen fremtid.
     Jeg skal slutte med at oplyse, at på Færøerne behandler vi i øjeblikket et lovforslag fra mit eget parti om at oprette en økonomisk fond, som ikke blot skal kunne huse indtægter fra mulige olieindtægter og mulige privatiseringer, men også det danske bloktilskud. Dermed kunne vi finde en ordning, hvor vi selv kunne aftrappe bloktilskuddet, og hvor vi så, når det var overstået, kunne bruge pengene til investeringer i fremtiden. Jeg håber ikke, at der vil komme nogen negative reaktioner i det danske Folketing på denne sag, som der gjorde for 4 år siden, for jeg synes, det vil være en løsning, som gør det dansk-færøske forhold ære.

Tak til hr. Høgni Hoydal, og så bliver det finansministeren, som får ordet.

Tak, hr. formand.
     Jeg vil gerne starte med at knytte et par enkelte kommentarer til hr. Høgni Hoydals indlæg, som jeg fandt meget uvenligt, og sige, at der skal være en fri debat. Det er der
i Folketinget, det er der på Færøerne, og det er der i Grønland, og sådan skal det også være. Men der er én ting, der står klokkeklart: Det færøske folk bestemmer selv sin egen fremtid. Det er også svaret til hr. Lars-Emil Johansen:
Det grønlandske folk bestemmer selv sin fremtid, sådan er det. Vi respekterer de aftaler, der indgås mellem hjemmestyre og regering, men de hviler jo på de ønsker, man har om selvstyre eller selvstændighed, eller hvad det er, folkene ønsker. Det er den dybeste form for respekt. Regeringen er tilhænger af rigsfællesskabet, det har vi aldrig lagt skjul på. Vi synes, det har mange værdier, og at det rummer mange gode muligheder, men i sidste instans er det altså det færøske folk selv, der bestemmer efter eget valg, og det samme gælder det grønlandske folk. Derom kan der ikke herske tvivl. Det har været interessant at lytte til debatten og samtidig tænke på, hvor meget nyt der egentlig er kommet frem. Nu skal jeg jo ikke kommentere alt, hvad der er sagt, det tror jeg også mange vil have sig frabedt i al almindelighed, for det er måske ikke første gang, det er hørt og sagt. Men vi har altså fremlagt et finanslovforslag, som endnu en gang dokumenterer, at Danmark sammen med Sverige er det land i verden, der bruger den største andel af den samlede produktion på offentlig service, og den andel har aldrig været større. Det er også sådan, at det antal offentlige servicetilbud, vi reelt giver, heller aldrig har været større, så det er altså ud fra det niveau, vi i øvrigt må drøfte, hvad det rent faktisk er, der er til behandling.

     Det er rigtigt, som det er blevet sagt, at der ikke er de store overraskelser, og derfor vil man også kunne konstatere, at det er et valgløfte, der er opfyldt, fordi vi hele tiden har sagt, at det, vi lover før et valg, gennemfører vi efter valget. Vi siger, hvad vi gør, og vi gør, hvad vi siger. Det er sådan set parolen, og derfor er det rigtigt, at der ikke er så meget nyt. Nej, det er en præcis indfrielse af de løfter, som er afgivet, og som står i regeringsgrundlaget, som vel er det mest omfattende regeringsgrundlag, nogen dansk regering nogen sinde har nedfældet i forbindelse med sin konstituering. Jeg har ikke set noget lignende tidligere.
     Det er et spørgsmål om stille og roligt at efterleve de løfter, der er givet. Jeg erindrer stadig, at man sagde i valgkampen, at det var meget letsindigt af regeringen at fortælle, hvordan man ville bruge 24 mia. kr. i den næste valgperiode - meget letsindigt, for hvor skulle pengene komme fra?
     Det var meget klart præciseret, at det var 2 mia. kr. om året i faste priser, altså en vækst på 0,5 pct. om året. 2 mia. kr. om året var der tale om, og hvad er det, vi rent faktisk har lagt frem i finanslovforslaget? Det er en præcis efterlevelse af den vækst i det offentlige forbrug, som vi har lovet, nemlig 0,5 pct. svarende til 2 mia. kr. Vi efterlever systematisk de løfter, vi har givet, så vi er sikre på, at når vi når frem til 2010, er samtlige de valgløfter, regeringsgrundlaget omtaler, indfriet.
     Derfor er det rigtigt, at der ikke er de store overraskelser, lige bortset fra at der er sat en ny dagsorden. Det er rigtigt, at det fantasifulde ikke kommer rent umiddelbart. I forbindelse med pinsepakken sagde man før valget, at der ikke var brug for noget, men efter valget kom den lige op af skuffen. Men den form for overraskelser kommer altså ikke mere, og på den måde er dansk politik blevet lidt kedeligere.
     Til gengæld vil jeg sige, at jeg synes, det er betryggende, at mens andre lande kæmper med underskud, meget høj ledighed og lav beskæftigelse, er det, vi kæmper med i Danmark, hvordan vi skal bruge nogle penge, som mange gerne vil bruge flere af. Det er altså en helt anden dagsorden, vi har i Danmark, end den, man har i de fleste andre af de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi er et af de tre lande, der har den absolut laveste ledighed, og de tre lande har egentlig den samme lave ledighed; vi har den højeste beskæftigelsesgrad overhovedet; vi er et af de tre lande, der har den absolut laveste gæld, og vi er et af de lande, der har det absolut højeste overskud på betalings- og handelsbalancen, så på alle områder ligger vi altså der, hvor vi kan bruge tid på at diskutere, hvordan vi egentlig kan gøre det bedre, i stedet for at diskutere, hvad vi egentlig skal rette op på for overhovedet at sikre fremtiden.
     Det er rigtigt, som det er sagt af mange, at 2010-planen har været regeringens linje, og 2010-planen er stadig regeringens linje; der er ingen ændringer her. Men hvad er hovedindholdet i 2010-planen? Er hovedindholdet 0,5 pct.s vækst eller 60.000 flere i arbejde? Nej, det er værktøjerne, for målet er en halvering af den samlede offentlige gæld i perioden 2000-2010. Det er målet, resten er værktøjer, og de værktøjer håndterer vi.
     Der er blevet stillet en række spørgsmål. Når vi målet? Mit svar er: Vi når den halvering. Vi er alerede meget flot på vej til en halvering af den offentlige gæld i 2010. Bliver de vækstrammer, der er sat, overholdt? Ja, regeringen gør det selv. Vi har lagt den linje lige fra starten, at staten skal holde sig inden for den samme ramme, og i virkeligheden er det, der lægges om til, at der skal bruges flere penge til borgernær service.
     Hvordan er det så rent faktisk gået? Ja, kommuneaftalerne for 2002 indgik jeg jo ikke, men tager vi 2003 og 2004 og den del af 2005, vi er nået igennem, har alle aftalerne ligget inden for den ramme, der er lagt i 2010-planen. Både aftalerne og selve budgetterne har haft 2010-planen som forudsætning, som der sådan set også var lagt op til.
     Hvis vi ser på, hvordan væksten har været, har den været 0,3 pct. i 2003 og 2 pct. i 2004, og den forventes at blive 0,3 pct. i år. Det er altså et gennemsnit på 0,86 pct. Nu skal vi ikke bruge alt for meget tid på de endelige talstørrelser, men det er sådan, at ifølge 2010-planen skulle det være 1 pct. i 2003, i 2004 skulle det være 0,7 pct., og i 2005 skulle det være 0,5 pct., fordi skattelettelserne skulle finansieres.

     Ser man så på tallene, efter at skattelettelserne var finansieret, var der plads til en vækst på i alt 0,73 pct., så differencen i de aftaler, jeg har indgået, er altså på 0,13 pct., og det er historisk lavt. Går man tilbage til 1990'erne, var der en målsætning på 1 pct., men det blev 2,5 pct. i gennemsnit, altså en afvigelse på 1,5 pct., og vi taler altså om en afvigelse på 0,13 i gennemsnit. Så kan man spørge, hvem det egentlig er, der forsøger at ramme linjen i den økonomiske politik. Det er lige nøjagtig regeringen, og regeringen gør det også.
     Så kan man diskutere, om det er meget eller lidt at bruge 0,5 pct. Jeg forstår godt, at der kan være mange meninger om det, men her er jeg enig med Det Radikale Venstre - ret skal jo være ret - som siger, at hvis man vil gøre noget forsvarligt, er det jo at lægge et sådant grundlag for den offentlige økonomi, at man undgår rystelser og kan sætte noget i værk og finansiere det uden efterfølgende at skulle trække fundamentale goder tilbage, netop fordi det, man sætter i værk, rent faktisk ligger inden for de rammer, der er lagt for den økonomiske politik.
     Vi startede arbejdet med strukturreformen, som kom til at ligge på både den ene og den anden side af et folketingsvalg, og det er vel nok den største samlede reform overhovedet af den offentlige sektor, som dele af Folketinget nogen sinde har spillet med på. Det Radikale Venstre er med på en stor del, og efterfølgende gik også Socialdemokratiet med på det, man gerne ville være med til, bl.a. kommuneinddelingsloven. Det lovprogram, som er blevet vedtaget her i Folketinget, er rent faktisk den største reform nogen sinde af den offentlige sektor.
     Det var lagt godt til rette, at der skulle være en afstemning om forfatningstraktaten, men det lå altså ikke inden for den danske regerings muligheder selv at bestemme, hvordan afstemningsmønsteret i sidste ende skulle blive.
     Der er lagt op til de næste store reformer, der skal være med til at tegne Danmark efter 2010 og ikke bare i 5 eller 10 år. De skal i virkeligheden trække et spor, der går
40 år frem i tiden. Det er baggrunden for Velfærdskommissionens arbejde, der er at komme med forslag, analyser og ideer til, hvordan et fremtidigt velfærdssamfund egentlig kan være bygget op. Det er ikke bare en niche om efterløn, det er i virkeligheden en fundamental beskrivelse af, hvad et velfærdssamfund skal kunne, hvad borgerne skal kunne forvente, hvad samfundet skal kunne forvente af borgerne, og hvordan man egentlig skaber en langsigtet balance, der kræves, og Velfærdskommissionen kommer med sit oplæg den 7. december i år. Ved siden af det har vi haft trepartsdrøftelser. Vi har haft drøftelser med arbejdsmarkedets parter, og vi har haft møder, hvor opgaven var at belyse, hvordan regering, Folketing, arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab kan sikre det, der hedder livslang læring. Alle de parter, der i virkeligheden har et direkte eller indirekte ansvar for, at lønmodtagere eller for den sags skyld enhver, også selvstændige, over tid kan tilegne sig de færdigheder, der gør, at de kan tage fremtidens udfordringer op, har været involveret. Endelig har vi Globaliseringsrådet, som jo ikke bare er et råd af eksperter, men et råd, hvor regeringen selv sidder med. Rådets oplæg skal være færdigt i februar-marts næste år, og det vil egentlig blive hele grundlaget for at træffe beslutninger om, hvordan vi skal indrette Danmark i fremtiden. Så er der givet et klokkeklart løfte af statsministeren, nemlig at uanset på hvilket tidspunkt vi er færdige med drøftelserne i Folketinget, bliver de beslutninger, der træffes, først sat i værk efter et folketingsvalg. Der er jo ikke tale om, at man forhaler et projekt. Der er tale om, at man bruger den fornødne tid til at træffe nogle beslutninger, som kan være meget retningsgivende for, hvordan fremtidige generationer kommer til at opfatte velfærdssamfundet Danmark. Vi vil have tid til det, og vi vil ikke låse os fast på forhånd. Der er intet, der ikke kan drøftes, men vi vil bare have lov til at se det hele i en sammenhæng, hvor de parter, som i virkeligheden skal være med til at føre det ud i livet, også er engagerede. Der er ikke tale om, at eksperter rådgiver regeringen. Der er tale om parter, som efterfølgende er aktører i arbejdet med at udforme fremtidens velfærd, hvad enten vi taler om lønmodtagere, arbejdsgivere eller repræsentanter for det øvrige Danmark, som jo i øvrigt er medlemmer af Globaliseringsrådet. Det hele er lagt meget præcist til rette, og jeg glæder mig i øvrigt til de debatter, der kommer, og til at se den vilje, der sikkert er til at vise smidighed, indgå kompromiser og trække et tydeligt spor, hvor man ikke er låst på forhånd, men helt uden skyklapper ser på fremtidens store muligheder,

som jo ikke går ud på at gøre det ringere for danskerne, men som i enhver henseende går ud på at skabe et grundlag for, at fremtidige generationer kommer til at opleve en velfærd, som vi ikke har set selv. Det er jo sådan set det ideelle mål. Så det er idealistisk. Det er jo ikke for at forringe de muligheder, der gælder for fremtidens generationer, det er for at forbedre dem.

     Så omkring det forventningsmæssige vil jeg sige til dette med, at man ikke bliver overrasket, og det gælder jo så egentlig også de indlæg, der har været, at jeg synes, det er flot, at Enhedslisten også kan operere i et felt, hvor man godt ved, at det er ud fra rækkevidden af den retorik, at man egentlig bidrager ret meget til fællesskabet her i Folketinget. Sådan er det, og man har jo egentlig også lov til at lægge sig på en linje, hvor det er fantastisk svært at finde de parter, som man egentlig vil arbejde sammen med.
     Så må jeg sige om Det Radikale Venstre, at der jo er noget realitet i det, hvis - hvis - vi bliver 90. Det er jo altså science fiction, og jeg anerkender også, at der jo i virkeligheden er plads til også at tænke store, dybsindige tanker. For de ligger så der i den der science fiction, hvor de også skal have lov at være, og det er vel en almindelig radikal opfattelse, at man på den bane udelukkende har de rigtige tanker, og nogle gange er det jo svært at finde et flertal i Folketinget for de rigtige tanker.
     Så tit og ofte er det altså en radikal egenskab, at man glæder sig over at have de rigtige tanker og egentlig lever helt godt med det. Jeg vil også anerkende, at det egentlig er ganske flot beskrevet, og jeg vil også godt endnu en gang anerkende, at ansvarligheden i det samlede regnestykke jo ligger på den radikale platform. Så det er jo de 90 mandater, der måske så i hvert fald er det mest udprægede science fiction i forbindelse med indholdet af det, man så egentlig gerne vil.
     Jeg har tidligere rost Dansk Folkeparti, og det vil jeg såmænd også gerne gøre igen. For når regeringen er i stand til at lægge et materiale frem i det, der hedder pixiudgaven, den korte udgave, om, hvordan dansk økonomi er i forhold til alle andre landes, så skyldes det en ting, som vi jo får at vide, når vi bevæger os uden for landets grænser, nemlig at der er styr på økonomien. Det skyldes den linje, der er lagt med, at man styrer udgifterne. Det er jo det, der ligger i »2010«. Man styrer udgifterne og fokuserer ikke på, at hvis der kommer en krone mere, så bruger man en krone mere.
     Så der er lagt en klar linje. Vi styrer udgifterne, der er et skattestop. Det kræver selvfølgelig, at der er et rygstød i Folketinget uden for regeringen, der jo ikke kan gøre det alene. Og der vil jeg blot igen anerkende, at det er det, jeg har mødt til stadighed fra Dansk Folkeparti.
     Så oplever jeg, at regeringen også i Det Konservative Folkeparti har en solid støtte. Jeg takker også for den meget flotte ordførertale, som hr. Christian Wedell-Neergaard holdt, og vil sige, at jeg opfatter den som en støtte til regeringen.
     Jeg vil også gå så vidt som til at sige til hr. Peter Christensen, at meget af det, der blev sagt fra hr. Peter Christensens side, godt kunne opfattes som en støtte til regeringen, og det vil jeg egentlig også godt takke for, for det er ingen skade til.
     Så er der det overraskende. Der er jo noget, der overrasker. Det er jo ikke bare sådan, at man siger, at det hele er, som man kunne forvente. For det overraskende var jo egentlig det udspil, der kom i går fra Socialdemokratiet, hvorom man må sige, at et parti, der har været med til at samtænke, hvordan man får en stabil udvikling i »Danmark 2010«, tænke tankerne, lige med et slipper det hele, lægger afstand til alt, hvad der ligger i »2010«. Ja, for fru Pia Gjellerup har sagt tidligere, at den plan er stendød og ikke kan bruges.
     Men at man kommer med et forslag om at bruge 11,5 mia. kr., og der så er godt 8 mia. kr. af de 11,5 mia. kr., der ikke er finansieret, det er altså ret imponerende. Jeg vil være så venlig at sige, at hvis man gennemfører de velfærdsomlægninger, man beskriver, så kan de i teorien give
2 mia. kr., og så er det ca. 6,3 mia. kr., der mangler. Men i et udspil på 11,5 mia. kr. er der altså et underskud på mere end 6 mia. kr., det er noget af en præstation. Jeg synes egentlig, det er ganske flot, at man kan komme så langt op i den blå luft, at tingene overhovedet ikke hænger sammen. Jeg skal ikke kritisere forslagene, for jeg synes, at når man læser dem igennem, så er der mange af dem, der er sympatiske. Det er de fleste af dem egentlig, man vil gerne gøre meget godt. Hvem vil ikke det? Det er jo præcis det, vi også beskriver i regeringsgrundlaget, det, vi lægger frem, nemlig at gøre meget godt. Men det skal altså finansieres. Og der er ikke plads til letsindighed. Så må man ellers spørge i Tyskland, hvordan det er gået i Tyskland, spørge i Frankrig, spørge i Italien, spørge i Grækenland, Portugal, Spanien, alle steder, hvad der kommer ud af letsindighed.

     Mit ønske er, at Socialdemokratiet kommer tilbage på banen med ansvarlighed, for jeg vil sige, at det jo også er forudsætningen for, at man kan arbejde regeringen ud af kontorerne. Jeg synes, det er en dårlig idé at sætte noget op, der i virkeligheden gør, at man overhovedet ikke er i stand til at komme gennem døren.
     Jeg synes, det er vigtigt, at man tænker på, hvad det så
i givet fald er, man kan komme med i. Står skattestoppet ved magt, eller står det ikke? Det er sagt ganske klart:
Skattestoppet står ved magt. Går regeringen ud og gennemfører noget, som koster 6 mia. kr., der ikke er finansieret? Svaret er nej. Så mit råd til Socialdemokratiet er i virkeligheden at se på de mange sympatiske ting og se, om ikke det er muligt for de sympatiske ting at finde et flertal i Folketinget, som synes, de er sympatiske, og som vil være med til at finansiere dem. Det er mit bedste råd. For vi har ét ønske i regeringen, og det er de bredest mulige flertal. Men det stiller altså også nogle krav til, hvor luftigt det kan være, når man egentlig stiller sine egne mål op. At man altså på en eller anden måde bliver ved jorden, for det er nødvendigt. Man kan ikke flyve ind i regeringskontorerne. Jeg ved af erfaring, at man kommer til at vandre. Den første vandretur er ned ad stengangen, og jeg glæder mig altid til, når man går den tur på stengangen, at man så kommer med en mere realistisk opfattelse af, hvad det er, dansk økonomi kan bære, og forsøger at leve op til det, man selv tidligere har stået for og haft som et mål, man ikke selv kunne efterleve, men har sat som mål. For hvis det er indstillingen, tror jeg også, at vi kan få nogle gode forlig omkring finansloven for 2006. Det er jo op til medlemmerne af Folketinget. Der er ikke nogen barrierer for det at tale sammen og forsøge at finde vejene, men det kræver en vis form for realisme, og det håber jeg så også at den nye ledelse i Socialdemokratiet vil finde på et tidspunkt, for jeg forstår, at der er et ønske om at arbejde os ud, og jeg vil sige: I er hjertelig velkomne i den øvelse.

Ja tak. Jeg beder finansministeren blive på talerstolen. Der er en række, der har bedt om at få lov til at stille spørgsmål.
     Det er, jeg læser dem op i en rækkefølge, hr. Høgni Hoydal, hr. Bjarne Laustsen, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Ole Sohn, hr. Frank Aaen, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Torben Hansen, hr. Morten Østergaard, hr. Ole Stavad og fru Christine Antorini.

Jeg har en kommentar og nogle spørgsmål til finansministeren. Først er jeg ked af, at finansministeren bliver stødt over min tale. Jeg ved godt, at der er følelser involveret, og jeg er ked af, at det sker, men jeg har meget svært ved at forstå finansministerens argumentation, når han siger, at færingerne selv bestemmer, men at de helst skal blive i rigsfællesskabet, sådan forstår jeg det.
     Når man tager regeringens økonomiske politik som helhed her i Danmark, virker det, som om den er overbevist om, at økonomisk støtte eller økonomisk pisk er med til at forandre udvalgte befolkningsgruppers valg og levevis.
     Hvorfor er det så svært at se, at det jo er godt nok at sige »I bestemmer selv«, men når man samtidig siger: »Hvis I bliver under dansk suverænitet, så får I mange penge, men hvis I vover at gå ud, så koster det med det samme«, så påvirker det selvfølgelig den færøske befolknings holdning til selvstændighed? Det er det, jeg prøver at påpege.
     Og så må jeg vende tilbage til mine spørgsmål i anden omgang.

Jeg vil sige til hr. Høgni Hoydal, at jeg ikke er stødt, det er noget, sukker er. Jeg konstaterede blot, at der var lidt uvenlig tale, og så er det altså nødvendigt at præcisere, at det færøske folks fremtid bestemmes af det færøske folk, det er jo sådan set meget, meget klart.
     Det er også sådan, at hvis man er selvstændig, så er man selvstændig, så er man ikke en del af et bloktilskudssystem eller et rigsfællesskabssystem, ikke hvis man ønsker den totale frihed. Sådan har forståelsen også altid været. Så jeg siger blot, at man ikke skal bruge den debat, der føres på Færøerne, til egentlig at kritisere det, som det danske Folketing viser af imødekommenhed.

Vi er jo enige om, at det også var det, jeg påviste i min tale, nemlig hvor meget vi egentlig har gjort for økonomisk at vise, at vi ikke agter at have selvstændighed for danske penge.
     Men jeg ville spørge om noget langt mere konkret. Det gælder de poster på finansloven, som ikke er del af bloktilskuddet til Færøerne, altså de udgifter, der er på finansloven til områder, som Danmark administrerer fuldt og helt på Færøerne, nemlig politiet, folkekirken, lufthavnen. Jeg vil spørge, hvorfor man ikke har afsat penge til at opdatere og vedligeholde de anlæg og de boliger og andet, der knytter sig til disse områder. Det har virket, som om man, siden selvstændighedsdebatten startede igen på Færøerne, har sagt: Nej, vi bruger ikke penge på at opdatere de danske anlæg på Færøerne, for Færøerne vil jo overtage dem engang.

     Sådan virker det altså, når man ser på de penge, der sættes af til bl.a. præstegårde og til lufthavn osv. Man har ikke i mange år brugt en krone på at holde dem i rimelig stand. Jeg synes, det er urimeligt. Vi ville gerne overtage disse ting, men vi må da kunne kræve, at de er i rimelig stand, når vi overtager dem, ligesom når man køber en brugt bil. Så vil man gerne have, at den er synet og er i rimelig stand, når man overtager den.
     Så vil finansministeren være lidt mere rundhåndet, når det gælder de danske anlæg på Færøerne, før vi overtager dem?

Jeg må bare sige ganske klart, at der ikke foreligger en dagsorden eller et ønske om, at de aktiver, som Danmark gør brug af på Færøerne, ikke skal vedligeholdes på lige fod med alt andet i riget og under rigsfællesskabet. Det er klart.

Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål til finansministeren vedrørende offentligt ansattes arbejdsmiljø: Regeringen bryster sig meget af, hvor meget den har gjort osv., men jeg kan se, at når det drejer sig om arbejdsmiljø, så har man skåret ned. Jeg tror også, regeringen bør se for sig, at det kan være fornuftigt på længere sigt at få de offentligt ansatte til at blive længere. Man har endda talt om, at stopurstyranniet skulle væk, og man har skåret ned på forskellige områder inden for arbejdsmiljøet. Ja, faktisk er det jo sådan, at alle de tilskud, som staten gav til kommunerne for at være med i bedriftssundhedstjenesten, simpelt hen bare er skåret væk.
     Beskæftigelsesministeren siger, at det er meget, meget vigtigt, at kommunerne investerer i et godt arbejdsmiljø. Hvordan kan det så være, at finansministeren skærer ned ved at skære de tilskud væk, som kommunerne før fik fra staten, således at kommunerne kunne have et godt og et ordentligt arbejdsmiljø?

Jeg er ikke enig i, at man skærer ned for at begrænse en positiv udvikling i arbejdsmiljø. På statens område påtager vi os opgaven som arbejdsgiver ved at drøfte med personalegrupper, hvordan man på decentrale områder får det optimale arbejdsmiljø. Der er decentral ledelse, og det er det ansvar, der ligger i en decentral ledelse, at sikre det lokale arbejdsmiljø. Sådan må det også være i en kommune, at det er kommunen, der har ansvaret for, hvordan miljøet er for dem, der er ansat.
     Nu taler jeg ikke om den del af arbejdsmiljøet, der har noget at gøre med de lovregler, der gælder om farligt arbejde
m.v., men om det generelle ansvar, der ligger på en arbejdsgiver. Der vil det være sådan, at det er kommunen, der har et ansvar som arbejdsgiver, det er de nye regioner, der får et ansvar som arbejdsgivere, det er staten, der har et ansvar som arbejdsgiver. I virkeligheden er det de enkelte styrelser, ledelsen i direktorater m.v., der har det ansvar og skal løfte det ansvar. Sådan er det, og sådan skal det også være.

Men det er en faktuel kendsgerning, at hvis vi bare tager de ti største kommuner i landet, så har de skåret 50 pct. væk af det tilskud, som de fik tidligere fra staten, fordi staten har fjernet tilskuddet. Det vil sige, at arbejdsmiljøet er blevet markant dårligere.
     Den rådgivning, som de offentligt ansatte fik fra bedriftssundhedstjenesten, er væk, fordi pengene er væk. Og samtidig siger regeringen, at den gerne vil have et ordentligt arbejdsmiljø. Beskæftigelsesministeren siger, det er klogt og godt at investere i det, så ligningen går jo ikke op, fordi staten har sparet nogle penge fra den her konto. Hvad er de blevet brugt til? Skattelettelser? De offentligt ansatte har altså ikke fået et bedre arbejdsmiljø, fordi man har skåret bedriftssundhedstjenesten væk i den offentlige sektor.

Jeg vil godt gentage, at det ansvar påhviler den enkelte ledelse, det påhviler den enkelte kommune som kommunal arbejdsgiver, det påhviler de statslige arbejdsgivere. Sådan er det, og sådan skal det også være.

Jeg synes, det ville være rart, om finansministeren medgav, at der er tale om et politisk valg. Socialdemokraterne har fremlagt én model for, hvordan man kan give førtidspensionisterne et løft. De har lavet en finansiering, som jeg ikke bryder mig specielt meget om, og det er et politisk valg, at jeg ikke bryder mig specielt meget om den.
      Så har finansministeren nogle andre indvendinger og nogle andre bud på, hvad der skal ske i fremtiden. Det, der provokerer mig, er, at finansministeren belærer os andre om, hvad der er økonomisk realisme. Nej, det, man kan belære om, er, hvad der er politisk realisme, for det er ikke sådan, at vi bare fodrer maskinen med tal, og så kommer der noget ud i den anden ende, og så ved vi, hvordan man skal prioritere. Det er et spørgsmål om politisk realisme og derfor også et politisk valg, om man ønsker, at førtidspensionisterne i det her samfund skal have det bedre, eller om man ikke ønsker det.
     Det kunne jeg da godt tænke mig at høre hvad finansministeren mener om, i stedet for at finansministeren skal stå og belære folk om, hvad der er politisk gængs, og hvad der ikke er. Det er jo bare et spørgsmål om, hvad finansministeren selv vil være med til at lægge stemmer til.

Det er såmænd et meget godt spor, fru Rosenkrantz-Theil lægger ud, for er der forskel mellem politisk realisme og økonomisk realisme? Ikke set gennem mine briller, for der er ikke nogen realisme i politik, hvis det ikke er økonomisk realistisk, at den kan gennemføres. Sådan er det vel. De to ting er to sider af samme sag, så det er rigtigt, at jeg i virkeligheden efterlyser økonomisk realisme.
     Jeg sagde før, at der er mange meget smukke tanker, men de skal altså bare passe sammen med det, som egentlig er økonomisk realistisk. Jeg ved ikke, om der er nogen medlemmer af Folketinget, som ikke mener, at det er godt at gøre det godt for borgerne. Jeg har i hvert fald ikke mødt dem endnu, så det drejer sig altså ikke om, hvorvidt man som udgangspunkt ønsker at gøre det godt. Men spørgsmålet er de økonomiske realiteter: Hvor meget af det kan man? Hvor meget kan man magte? Hvordan kan man sikre, at der er en klar linje
i forbedringerne, at det ikke er stop and go? Det er helt korrekt, når spørgeren siger, at der findes både politisk og økonomisk realisme, men begge dele skulle gerne være til stede.

Nej, for det politiske valg beror jo i høj grad på, hvad der er godt for folk. Finansministeren har ret i, at alle her i salen gerne vil det godt for folk, men vi er bare hamrende uenige om, hvad det er, der er godt for folk, og vi er uenige om, hvad de mange penge, der er i statens kasse lige nu, skal bruges til. Deri ligger det politiske valg.
     Det er klart, at står man, som vi gør lige nu, over for
90 mandater i Folketingssalen, der ikke er interesserede i at skabe større lighed her i samfundet, er det ikke specielt politisk realistisk at bede om mere lighed. Men det behøver ikke at betyde, at det er økonomisk urealistisk, og det er da bestemt økonomisk realistisk at prioritere pengene anderledes
i vores samfund. Det er ikke noget naturnødvendigt, at der skal være fattige, det kommer an på et valg, og det er heller ikke noget naturnødvendigt, at alle skal være lige. Det kommer også an på et valg. Der, hvor jeg vil hen, er: Mener finansministeren, at de folk i Danmark, der lever på overførselsindkomst, f.eks. folk på førtidspension, skal have flere penge, eller mener finansministeren det ikke? Det er relativt nemt at svare på, for det er et politisk valg.

Jeg har et ønske om, at alle danskere får det bedst mulige liv og til stadighed får bedre vilkår i deres dagligdag. Sådan er det, men det afhænger jo af en løbende vurdering af, hvad man kan præstere til hvilke tider.
     Jeg glæder mig over, at der foretages 75.000 flere operationer om året på sygehusene nu end under den regering, som Enhedslisten var med til at støtte, og at 60.000 har kunnet vælge at komme ud af ventelisterne til sygehusene og få gratis behandling, hvad de ikke har kunnet tidligere. Jeg glæder mig også over, at der bruges flere penge på undervisning end nogen sinde før, og der er mange andre ting, jeg glæder mig over.
     Spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan man vægter tingene fra år til år. Men det er rigtigt, at man skal vurdere og prioritere, og det er jo hele oplægget til, hvordan vi skal tage fremtidens udfordringer op - ikke bare hvor mange penge, vi bruger, men hvad vi får ud af de flere penge.
     Hvad får vi ud af folkeskolen, når vi har verdens dyreste folkeskole? Hvordan sikrer vi, at vores elever også er dem, der kommer ud som de bedst rustede i verden? Hvordan sikrer vi, at de 12,2 mia. kr. til forskning bruges bedst? Hvordan sikrer vi, at de omsættes i arbejdspladser? Og hvordan sikrer vi, at udviklingsbistanden bruges optimalt? Vi har lige fået en vurdering af, at dansk udviklingsbistand bruges optimalt, at vi ikke alene er blandt de tre lande i verden, der giver mest udviklingsbistand, men at vi også ligger på førstepladsen som det land, der er bedst til at anvende bistanden, så den gør nytte.
     Jeg er meget glad for, at vi er kommet dertil, hvor vi diskuterer, hvordan vi udnytter de ressourcer, vi har afsat, optimalt, for her er der en del tilbage at ønske over en meget bred front i den offentlige sektor.

Jeg skal selvfølgelig kvittere for, hvad jeg opfattede som de pæne ord om Det Radikale Venstre. Nu skal man selvfølgelig ikke køre disse science fiction-analogier for langt ud, for så kunne man jo begynde at lege med mange tanker om finansministeren som dansk økonomis svar på Dark Wader og Det Radikale Venstre som oprørerne mod det onde imperium og den slags. Men lad det nu ligge.
     Mit spørgsmål går på 2010-planen og gældshalveringen, som der er al mulig grund til at kvittere for at finansministeren udtaler som en ambition på den måde, han gør her. Problemet er vel, at hvis man ikke samtidig skaffer de
60.000 ekstra arbejdspladser, som står i 2010-planen, kan vi
i 2010 risikere at stå i en situation, hvor vi ikke har det fornødne arbejdsudbud, fordi vi ikke har udvist rettidig omhu
i den mellemliggende periode. Hvis regeringen udelukkende baserer gældshalveringen på stigende oliepriser og den slags engangsindtægter, får vi vel et problem i 2010, medmindre regeringen kommer ud af busken.

Det er jo sådan, at det overskud, vi vurderer, når vi taler om holdbarhed og om, hvor langt vi er kommet, er det strukturelle overskud. Det er altså overskuddet på den offentlige sektor i det tidsinterval, der sikrer, at vi har gældsnedbringelsen i 2010, for det er jo ikke herfra, vi tager ekstra indtægter ind, når vi skal vurdere, om vi når målet eller ikke når målet.
     Det strukturelle overskud er renset, og vi har i gennemsnit haft ca. 18 mia. kr. i overskud pr. år fra 2001 til nu, mens den tidligere regering havde 1 mia. kr. i strukturelt overskud pr. år. Vi skal i dag ligge i et interval mellem 0,5 og 1,5 pct., og vi ligger præcis på 1 pct. Det er vurderet ud fra, at man har fjernet de ekstra merindtægter, så når vi siger, at vi når den gældsnedbringelse, er det ud fra den strukturelle linje, der ligger i 2010-planen, og vi når også gældsnedbringelsen.
     Til næste forår, når alle faktorer spiller sammen med den viden, vi har, kommer der en plan, der viser, hvad retningslinjerne bliver efter 2010. Men de 60.000 mere i beskæftigelse er jo et pauvert mål, når vi ser, hvor mange der egentlig er uden for arbejdsmarkedet, så min ambition er, at flere end de 55.000, der nu er nævnt, kommer i beskæftigelse fra nu af og til 2010.

Jeg er helt enig i, at det er et pauvert mål. Vi skulle da gerne komme væsentligt videre end den målsætning, men problemet er bare, at vi har hørt finansministeren sige det samme gennem de sidste 3-4 år: Vi skal nok skaffe 60.000 arbejdspladser frem mod 2010.
     Nu har vi hørt det en del år, og vi kan se, at regeringen selv fremlægger dokumentation for, at de initiativer, den hidtil har gennemført, har skaffet omkring
4.000. Det vil sige, at der mangler 56.000 arbejdspladser frem mod 2010, så det ville da være befriende, hvis finansministeren ville løfte bare en flig af sløret for, hvilken politik regeringen egentlig har på dette område.

Målet er gået fra 100.000 til 85.000, 70.000 og 60.000. Nu er det 56.000, og vi har hele tiden sagt, at det er de små skridt hele vejen op til 2010, der tæller. Målet er, at der til den tid er 56.000 flere end nu, men jeg så gerne, at der
i hvert fald var 60.000. Det er målet, det arbejder vi efter, og jeg håber også, at der kommer et bidrag fra Det Radikale Venstre. Nu har vi fået en integrationsaftale med Socialdemokratiet, som også giver sit bidrag til en reduktion af ledigheden og et bidrag til beskæftigelsen, og op mod 2010 kommer man til at se, at der til stadighed bliver taget initiativer, der gør det lettere at komme i arbejde og fjerner barrierer for ikke at være på arbejdsmarkedet. Der er ikke noget nyt i det, jeg har sagt det hele tiden, netop fordi det er rigtigt, og sandheden kan ikke siges for tit. Jeg er også glad for, at jeg ikke hører hr. Morten Helveg Petersen sige, at vi er 100 mia. kr. bagud med gældsnedbringelsen. Den tale er heldigvis forstummet, og det glæder mig lidt.

Der er jo altid, når man diskuterer med finansministeren, en vis fare for, at der bliver slynget rundt med store tal, så derfor vil jeg blot have bekræftet det, der står i pamfletten »Klar til fremtiden«. Heri står der, at antallet af opererede personer i 2002 steg fra 465.000 til 545.000. Det var altså i det første år under denne regering, antallet af operationer steg voldsomt, og siden har det været stort set stabilt. Kan finansministeren bekræfte den graf, der er fremstillet i pamfletten »Klar til fremtiden«?

Jeg kan sige, at tager man niveauet i 2001, er årsniveauet nu
75.000 over antallet af operationer i 2001. Tager vi andet kvartal i år med, har 60.000 personer valgt et andet behandlingssted end det, de oprindelig fik tilbudt, men til gratis behandling, så det har været en kanonsucces.

Jeg er glad for, at finansministeren siger, at vi kan være enige om, at antallet af operationer steg i 2002. Pointen er jo, at det er den massive indsats, der skete under SR-regeringen med støtte fra SF, som postede mange penge ind
i hospitalerne, der faktisk har dannet grundlag for den store stigning i 2002, og siden er der faktisk ikke sket noget. Antallet af operationer er stort set fladet ud, og det eneste, man hører fra regeringen, er, at den smykker sig med lånte fjer og har brugt en voldsom retorik, som om det er denne regering, der har skabt resultater. De er faktisk skabt på baggrund af de aftaler, der blev lavet i 2001.

Jeg vil bare sige, at det er jo ikke rigtigt. Amtsrådsforeningen har jo været med til at udgive en publikation om resultatet af frit valg-ordningen med aktivitetstyrede niveauer på sygehusene. Her står succesraten beskrevet, og selv hr. Bent Hansen, som ikke altid udtaler sig lige venligt om de initiativer, regeringen har taget, må anerkende, at det er rigtigt, at ordningen faktisk har virket. Så resultatet er en følge af de ekstra puljepenge til sygehusene, som i øvrigt er 1,2 mia. kr. i år og 1,3 mia. kr. næste år.

Jeg har to spørgsmål, og det ene drejer sig om uligheden i samfundet. Vil finansministeren erkende, at forskellen mellem de, der tjener mindst, og de, der tjener mest i samfundet - de, der har mest at gøre godt med - er voksende, og vil regeringen gøre noget ved det?
     Det andet er: Vil ministeren erkende, at regeringens politik er sådan, at når vi i dag som personer tjener 100 kr., har vi i gennemsnit 50 kr. til os selv og 50 kr. til at købe sygehuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner for, men at konsekvensen af den politik, regeringen står for, er, at om små 10 år vil vi selv beholde 60 kr. af hver 100 kr., vi tjener, så vi kun kan bruge 40 kr. til sygehuse, plejehjem, daginstitutioner og folkeskoler?

Jeg skal ikke her komme med et bud på, hvordan det bliver om 10, 20 og 30 år med den vækst, der vil være i den samlede produktion, og hvordan midlerne skal fordeles mellem på den ene side den private og på den anden side den offentlige sektor. Det, der udestår, er jo den debat, der kommer om en velfærdsreform, og diskussionen om, hvordan den merværdi, der skabes i samfundet, skal fordeles.
     Jeg vil blot lige nævne, at hvis man tager de disponible indkomster, er det sådan, at fra 1994 til 2001 var den årlige realvækst af den disponible indkomst for en gennemsnitlig LO-lønmodtager 1,5 pct, mens den enlige pensionist fik 0,4, pct. Men tager vi perioden 2001-2005, har realvæksten af den disponible indkomst for en almindelig lønmodtagerfamilie i gennemsnit været 2,2. pct. om året mod 1,5 pct. tidligere, og for pensionisten har den været 2,4 pct. Man skal altså ikke prøve at skabe et billede af, at den enlige pensionist har fået en mindre realvækstfremgang i denne regerings tid i forhold til tidligere, for det forholder sig lige præcis omvendt.

Jeg kan godt høre, at finansministeren helst vil slynge om sig med tal, men kan vi ikke få det helt enkle svar: Ja eller nej? Er det sådan, at uligheden mellem de grupper i samfundet, der tjener mindst, og de, der tjener mest, vokser eller falder? Det er altså sådan, at den vokser, og er det et problem, regeringen vil gøre noget ved?
     Punkt 2: Den 2010-plan, som ministeren lige før stod og roste så højt, har jo som konsekvens - det må vi vel også kunne få en indrømmelse af - at når vi i dag nogenlunde deler vores indkomst sådan, at vi bruger halvdelen på os selv og bruger den anden halvdel på velfærd, vil vi fremover bruge 60 kr. på os selv og kun 40 kr. på fællesskabet, altså sygehuse, skoler, daginstitutioner, og hvad vi ellers har brug for i fællesskabet. Det er konsekvensen af 2010-planen, og det må vi da kunne få et ja til.

Jamen det ja får hr. Frank Aaen ikke, for det er forkert. Der regnes med en vækst på 0,5 pct. i forbruget i den offentlige sektor, og hvis man ser på det, der oprindelig lå i 2010-planen, var det 0,7 pct., men der er ikke fastlagt noget. Der er bestemt et princip frem til 2010, men det er ikke aftalt, hvordan virkeligheden skal være derefter.
     Det, der automatisk ville ske, hvis man holdt fast ved det, der lå i grundlaget fra januar 2001, var, at væksten i det offentlige ville stige fra 0,5 pct. til 0,7 pct. Det er sådan set målet, men det er bare aldrig blevet besluttet, hvordan det skal være efter 2010. Det er lige meget, hvor meget meget man ryster på hovedet, for det er det ikke, så der er altså et løft i rammen til offentligt konsum, også efter 2010.

Tak til finansministeren for den varme invitation til forhandlinger, vi nu har fået. Sjældent er man blevet så varmt indbudt til at give gode råd.
     Jeg har på fornemmelsen, at den ubetingede ros, der er givet til Dansk Folkeparti, nok fører i retning af, at det er sammen med Dansk Folkeparti, man vil lave finanslov i år. Det har jeg nogenlunde gættet, og så er det jo spændende at se, hvordan vi andre kan komme ind i billedet.

Vi fik at vide, at vi havde nogle gode ideer, men ellers kunne vi sådan set ikke få lov til at være med.

     Det var sådan set spændende nok, men apropos rådgivning spekulerer jeg på, om finansministeren hørte efter essensen i min ordførertale, som jo netop gik ud på, at vi skal skabe et nyt projekt for alle dem, som ikke kom med i det første opsving. Det kunne jeg godt tænke mig nogle kommentarer til, og jeg vil også bede om, at man lige kommer ind på det her med 2010-planen og realvæksten og så måske erkender, at fra 2002 til 2004 har den gennemsnitlige realvækst været på 1,5 pct.

Jamen det var da en varm invitation, og jeg synes, det er nyttigt, at man også bliver vist vejen. Hvis man spørger, hvordan man kommer frem, så plejer svaret at være: Her er en kørevejledning i, hvordan man når frem til, at man taler sammen. Og det er min forventning, at man finder døren med et ambitionsniveau, der også passer til dørens bredde, altså at man egentlig overhovedet er i stand til at komme ind ad døren. For ellers er det jo svært, om man så må sige, at erobre kontoret.
     Må jeg sige om styringen, at det statslige budget er styret fuldstændig efter den linje, der blev lagt i november 2001, da vi trådte til, nemlig at vi opererer inden for en ramme.
     Så er det rigtigt, at i 2004 havde amterne og primærkommunerne brugt flere penge end det, der var aftalt. Til hvad? Til sygehuse, til undervisning, til socialområdet.
     Altså samtidig med at man mente, at der her blev skåret drastisk ned, så brugte de altså endnu flere penge end det, der egentlig var aftalt. Det har vi også været med til at tage konsekvensen af, for vi har sagt, at ved fremtidige aftaler må vi sikre, at vi har en mekanisme, der sikrer bedre aftaleoverholdelse. Så det er læren af det.
     Så er det rigtigt, at tager man 2002 med i forbindelse med den aftale, der lå med den tidligere regering, er det 1,4-1,5 pct., der er i gennemsnit, altså 1 pct. under det, som den tidligere regering præsterede. Selv det er en megaforbedring.

Det var jo en erkendelse. Det vil sige, at det, som finansministeren står og fortæller i dag, er, at på trods af at man prøver at fortælle den øvrige befolkning, at man kører en stram økonomisk planlægning, og at man skal holde 0,5 pct. eller 0,7 pct. eller noget andet, så har man overtrådt det. Man har ikke selv kunnet holde det. Man har ikke haft styr på det.
     Pointen er jo, at man da kan bruge pengene på mange gode ting, og jeg kan sådan set være enig i mange af de aktiviteter, der kommer, men der er jo ingen grund til, at finansministeren render rundt og slår andre folk oven i hovedet med, at de ikke overholder nogen planer, når man ikke selv gør det.
     Man har sat sig op på den høje hest og sagt, at nu kommer det virkelig til at fungere fremover, men så er der jo
i den her budgetredegørelse en eller anden mystisk, meget, meget lang, mumlende forklaring om, at det af hensyn til statistik og en eller anden gammel oldemor måske nok heller ikke kan lade sig gøre i 2005 - eller hvad? Kan vi regne med, at 0,5 pct. er 0,5 pct. i realforbrug i 2005?

Det er rigtigt, at det ikke altid er let at styre kommunerne, men sådan er samspillet, at vi indgår aftaler. Og så er spørgsmålet: Indgår man aftaler, der er inden for den ramme, der er lagt, altså tilstræber man fuldstændig at følge den linje, der er lagt? Det gør regeringen.
     Vi har lavet aftaler med kommunerne, der flugter, men det er rigtigt, at i 2004 brugte de flere penge, end de skulle. Det anerkendte de også selv. Sådan er det. Men det har også afstedkommet, at vi er enige om, at i fremtiden skal vi have en mekanisme, der sikrer bedre overensstemmelse mellem det, der er aftalt, og det, der rent faktisk så gennemføres.
     Hvis de budgetter, der ligger for i år, for 2005, udfyldes sammen med den finanslov, der gælder for 2005, så har vi den forudsætning, der oprindelig var, på 0,5 pct. vækst. Men det er klart, at den bliver mindre. Den er gjort op til 0,3 pct., fordi udgangspunktet i 2004 er højere. Derfor er det 0,3 i 2003, det er 2 pct. i 2004, det er forventeligt 0,3 pct. i 2005, og med de aftaler, vi nu har indgået med kommunerne, passer det fuldstændig med, at det er 0,5 pct. i 2006. Det vil sige, at det finanslovforslag, vi her behandler, sammen med de kommuneaftaler, vi har, ligger fuldstændig inden for rammen på 0,5 pct.
     Og vi kan ikke gøre andet med kommunerne end at indgå aftalerne, og hvis ikke man overholder dem, må vi alvorligt sige: Jamen, hvad er det så, der skal til?
     Jeg glæder mig over, at kommunerne har den samme ansvarlighed og anerkender, at vi er nødt til at sikre, at de aftaler, der indgås, også overholdes. Og det er især vigtigt, når der kommer 50 eller i virkeligheden jo 100 store kommuner med omkring 50.000 indbyggere.

Det er også vigtigt at overholde taletiden.
     Hr. Torben Hansen er den næste, der får ordet. Værsgo.

Tak hr. formand.
     Nu kunne jeg forstå på ministerens tale, at det er vigtigt, at der bliver lagt spor for de kommende 40 år. Det tror jeg alle er enige i. Problemet er bare, at mange af regeringens spor er slæbespor.
     Lad os eksempelvis tage hele energiområdet. Vi har Nordsøen. Det danske samfund får et væsentligt overskud i dag ud af det, men alle er klar over, at det slipper op om 25 år, og det er regeringen også. Både i Venstres valgprogram og i regeringsgrundlaget står der, at man vil forstærke og styrke forskningen og udviklingen i vedvarende energi og grøn teknologi.
     Men når man så tager den finanslov, vi behandler i dag, kan man se, at der ikke er afsat en eneste ekstra krone til at fremtidssikre Danmark, den dag olien ikke længere er der. Kan finansministeren ikke kort her over for Folketinget forklare, hvorfor regeringen har valgt fuldstændig at nedprioritere den vedvarende energi?

Vi har ikke nedprioriteret nogen vedvarende energi. Vi lægger
i virkeligheden op til, at det er energiformen og energimulighederne, der skal styre, hvor bevillingerne egentlig går hen. Det er ikke lagt fast, hvor meget der skal bruges af forskningsmidler til den ene energiform frem for den anden. Hvad enten vi taler om vedvarende energi, om det er vind, om vi taler om bioætanol, eller hvad det er, så ønsker vi i virkeligheden, at vi styrker forskningen, men det er en del af de projekter, der så kommer op under midlerne. Og det vil sige, at det er noget af det, man kommer til at diskutere: Hvordan fordeler vi fremtidens forskningsmidler, så de løser nogle umiddelbare og klare mål for det danske samfund? Hvordan skaffer vi beskæftigelse? Hvad skal man forske i i naturvidenskab? Hvor meget er der til humanistisk forskning osv.? Hele den diskussion udestår. Så sagen er ikke blot det at bruge penge, for det kunne vi såmænd gøre i morgen ved blot at fordoble alle lønningerne til forskerne; så er vi langt over målet for, hvad vi skal bruge til forskning. Så det er ikke et spørgsmål om at bruge pengene, det er et spørgsmål om at bruge dem korrekt. Og det er den proces, vi er i, at afdække de muligheder, der er for, hvordan vi sikrer vækst og beskæftigelse i Danmark. Og i det perspektiv ligger jo også forskning i andre energikilder. Så det kommer man til at se.

Det var sådan set et fint svar fra finansministeren. Det var bare ikke et svar på det spørgsmål, som jeg stillede.
     Det, der er fuldstændig essentielt i det her, er, at om 20-25 år har Danmark ikke mere olie. Regeringen siger både i sit regeringsgrundlag og i det, som Venstre har lovet i valgkampen, det står klart og tydeligt i de syv mærkesager:
Forstærket og forøget satsning på vedvarende energi og forskning deri.
     Når man så kigger på finansloven, er der absolut intet nyt. Tværtimod har man afsat under halvdelen af, hvad man afsatte i 2001. Og man er altså ved at misse og forpasse en historisk chance. Alene i 2004 blev der kun opsat fem vindmøller herhjemme.
     Synes regeringen og finansministeren, at det er smukt? Og synes regeringen og finansministeren ikke, at det, der ligger i den her finanslov, er et eklatant brud både på regeringsgrundlaget og på de valgløfter, som man havde, der skulle sikre Danmarks fremtid om 20-25 år?

Tværtimod, det, der er sagen, er for en gangs skyld også at få et samlet overblik og sige: Hvordan bruger vi pengene optimalt? Hvad er udfordringen, og hvordan når vi de mål, der sættes op?
     Det er jo nyt, når vi taler om forskning, at vi har introduceret: fra forskning til faktura, altså at målet er at finde områder med beskæftigelse og vækst - det gælder også energiområdet - at agere fornuftigt, at udnytte mulighederne, at bruge den teknik, der er for at udvinde olien også i indre danske farvande, i Nordsøen, altså de muligheder, der eksisterer.
     Og hvad er det i øvrigt, der tegner sig omkring energiforsyningen? Det er jo også meget andet end vind, når vi taler om energi.
     Så det er jo et perspektiv, som er åbent på mange fronter, når det gælder, hvad det så rent faktisk er, der tegner fremtidens energiforsyning. For det er da ikke noget, man nødvendigvis ved i dag.

Finansministeren har jo gjort det til sådan et selvpåtaget varemærke med den økonomiske ansvarlighed. Og på den måde emmede det jo en lille smule af science fiction i løbet af sommeren, da finansministeren var undervejs med at sætte landets næststørste kommune under administration. I den forbindelse tror jeg nok at finansministeren udtalte, at nu skulle kommunerne koncentrere sig om at lægge budget for 2006 og så ikke bekymre sig så meget om 2007, 2008, og 2009. Og det er jo en noget speciel udlægning af begrebet økonomisk ansvarlighed og rettidig omhu.
     Derfor kan det måske heller ikke undre finansministeren, at Det Radikale Venstre er meget optaget af, når man nu kun har skaffet 4.000 arbejdspladser, hvordan man så har planlagt at skaffe de næste 56.000, som skal med, for at man lever op til 2010-planen. Ellers må finansministeren jo på et eller andet tidspunkt overveje at sætte sig selv under administration, hvis han ikke lever op til løfterne.

     Derfor må vi spørge: Er der konkrete initiativer, eller vil finansministeren bare tage det næste år med og se, hvordan det går?

Jamen vi tager løbende initiativer, og vi havde jo også gerne set, at Det Radikale Venstre var med. Men man bakkede jo ud, man var jo ikke med til at sikre, at der kom flere indvandrere i arbejde, at folk, der var på passiv forsørgelse, kunne få en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Man bakkede jo ud.
     Man kan være helt tryg ved, at vi nok skal komme med løbende initiativer, som vi har gjort det lige siden november 2001. Vi er meget flot på målet, også når det gælder udviklingen i beskæftigelse, den indsats, der rent faktisk gøres. Det er altså ikke et mål, at der i 2005 og 2006 skal være 60.000 flere i beskæftigelse. Det er noget, der skal besluttes, således at det indfases op mod 2010. Sådan vil det være.
     Må jeg sige om kommunerne: De byråd, der sidder nu og lægger budgetter, skal koncentrere sig om 2006. Det gælder for dem alle sammen, at de skal være omhyggelige, ikke sætte noget i værk i forbindelse med en kommende kommunesammenlægning eller den fremtid, der i øvrigt tegner sig; altså at anvende året 2006 til at konsolidere, ikke til at træffe beslutninger, hvis rækkevidde der måske ikke er grobund for i en ny kommunestruktur.
     Så derfor er det helt korrekt opfattet: Man skal koncentrere sig om 2006, for man ved ikke ret meget om de efterfølgende år, før man får en melding om, hvordan hele den statslige tilskudspulje til kommunerne fordeles.

Det sidste kan man i hvert fald bekræfte, idet al økonomi i forbindelse med kommunalreformen og udligningsreformen jo fuldstændig er blevet udskudt, og derfor kan man sige, at kommunerne opererer i et fuldstændig ukendt farvand, når de skal skue bare en lille smule fremad. Men det er altså den her specielle udlægning af økonomisk ansvarlighed.
     Men må jeg ikke godt sige omkring integrationsindsatsen, at jeg tror, at de ledige flygtninge/indvandrere meget gerne vil have, at regeringen holder op med at tage initiativer, for det er jo sådan, at siden 2002 er ledigheden kvartal for kvartal blandt flygtninge/indvandrere steget, således at vi i dag - der er sket et lille fald her i foråret - er tilbage på 1998-niveau. Så hvis nu regeringen ville blive enig med sig selv om at stoppe med de initiativer såsom starthjælp og andre ting, som har forringet det, som har skabt den modsatte udvikling af det, man ønskede, så kunne det være, vi ville komme fremad.
     Faktum er jo, når vi nu snakker om finansloven her, at man vil investere 100 mio. kr. - det er rigtigt - og har fået Socialdemokratiet med på det, men når man så med den anden hånd tager 350 mio. kr. fra Integrationsministeriets konti, så er det altså minus 250 mio. kr. til integrationen. Det tror jeg kun giver de samme resultater, som vi har set hidtil, nemlig flere og flere ledige flygtninge/indvandrere, og det bringer os ikke tættere på 2010-målene.

Jeg er meget glad for, at der kom en regering, der virkelig havde mod og mandshjerte til at stoppe for den tilgang, som Danmark overhovedet ikke var i stand til at håndtere. Jeg er meget glad for, at det har vist sig her i Folketinget, at nu drejer det sig om at koncentrere sig om dem, der er i landet, at tage fat på det, som man ikke tog fat på op gennem 1990'erne, hvor man bare lod stå til. Det er de smerter, vi sidder med i dag.
     Jeg er meget glad for, at Socialdemokratiet her er gået ind og sagt: O.k., der er en særlig øvelse, vi skal igennem. Der må man sige, at der er det ikke Det Radikale Venstre, der har bidraget. Så man skal vente med at bedømme den chance til alle, til den er implementeret, og se, hvordan det kommer til at virke. Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at virke. Så her løser vi det problem, som Det Radikale Venstre måske mere end noget andet parti her har været med til at skabe.

Jeg lyttede jo selvfølgelig intenst til finansministerens besvarelse efter den lange debat. Der glædede jeg mig da over, at finansministeren var enig i, at det, der er grundfundamentet for den gode situation, vi har i dag, er en forholdsvis lav ledighed og en høj beskæftigelsesgrad.
     Når finansministeren så lægger det til grund som fundamentet, så ligger der også deri, at finansministeren erkender, at det har han fået forærende fra den tidligere regering, for der er jo ikke en lavere ledighed i dag, end der var ved regeringsskiftet. Der er heller ikke en højere beskæftigelsesgrad.
     Men det, jeg specielt hæftede mig ved, var den nye fleksibilitet, som finansministeren lagde op til, når vi ser på 2010. Jeg synes egentlig, det lød klogt, for finansministeren sagde, at det der med alle de mange forskellige mellemregninger jo kun er et redskab, og at der kun er én målestok, der virkelig gælder, og det er en halvering af gælden i 2010. Det måtte jeg så også tolke sådan, at hvis vi sætter os ved finansforhandlingsbordet sammen og overholder den målsætning, så er finansministeren også parat til at være fleksibel i forhold til de forslag, Socialdemokratiet har stillet.

For at nå det strukturelle overskud gælder fra nu af og frem de vilkår, at der er en ramme for vækst i det offentlige forbrug på 0,5 pct., og der er omvendt en målsætning om at øge beskæftigelsen op til 2010.
     Man kan jo godt ændre de præmisser, men så betyder det altså, at hvis der skal være flere, der skal forsørges af det offentlige, så er der flere, der skal være i beskæftigelse i den private sektor. De to ting hænger jo sammen. Ellers er der jo ikke noget med hverken skatteloft eller skattestop. Det er værktøjer hver for sig, men det er jo værktøjer, man gerne skulle bruge.
     Der er jo en grund til, at man har sagt, at det, man kan styre, er væksten i de offentlige udgifter, og det er et mål for, hvor meget man kan supplere den samlede beskæftigelse, så det regnestykke, som er et makroøkonomisk regnestykke, viser, at det i 2010 er muligt at halvere gælden, og det, vi dokumenterer, er, at vi får halveret gælden.

Skulle vi nu ikke tale om mennesker? ... (Finansministeren (Thor Pedersen): Jo.) ... I det socialdemokratiske forslag til ændringer af det finanslovudspil, som regeringen er kommet med, er der en rød tråd i forslagene, og det er investering i mennesker. Det er investering i de mennesker, som sidder yderligt med hensyn til at være med på arbejdsmarkedet, eller som venter på at komme ind på arbejdsmarkedet, og der skal investeres, så vi når mulighederne for bedre beskæftigelse, bedre fremtidssikring osv.
     Jeg lyttede mig til, at der var en lille åbning fra finansministeren i hans oprindelige besvarelse, og det var, at finansministeren var indstillet på at være fleksibel med hensyn til redskaberne, hvis vi når målet. Det er lige nøjagtig det mål, som vi efter vores egen opfattelse leverer redskabet til.
     Vil finansministeren være indstillet på at sætte sig sammen med os andre omkring et forhandlingsbord og forhandle om at investere i mennesker, så det giver en bedre mulighed, en bedre tilværelse, i det hele taget et bedre liv for de mennesker, det handler om, men også et stærkt bidrag til, at de kan blive et aktiv i vores samfund og dermed være en del af løsningen for fremtiden?

Jamen al investering er jo i mennesker. Der er ikke nogen investeringer, der ikke har til formål at gøre det bedre for menneskene, det kan være direkte i menneskene, eller det kan være i deres omgivelser. Det dækker vel begrebet at investere
i mennesker. Det er så en balancegang: Hvor meget er der, punkt 1, plads til i vækst, når vi samtidig skal nedbringe gælden? Og punkt 2: Hvad kan markedet overhovedet bære? Hvad er der plads til? Er der mulighed for, at man kan føre en ekspansiv finanspolitik? Svaret lige nu er nej. Hvis man går ind i den økonomiske verden, så er der jo ikke nogen, der dér vil sige:
Jamen det, der er brug for nu, er en ekspansiv finanspolitik. Og derfor er det bevidst, at der føres en finanspolitik, som stort set er neutral. Så det er det første krav at stille til os selv, at vi ønsker ikke at køre dansk økonomi af sporet ved overophedning. Så derfor er det meget flot timet, hvor meget der er plads til i vækst, og hvordan vi sikrer, at vi ikke alene kan holde økonomien på sporet, men at vi også kan komme med de elementer, der øger beskæftigelsen, så vi sikrer, at der til stadighed er den nødvendige arbejdskraft til rådighed for at kunne få en udvikling, hvor vi til stadighed har en lav rente og en lav inflation. Så det er altså ikke bare et spørgsmål om at sige, at man investerer i mennesker, for det gør vi alle sammen.

Tidligere i dag var den konservative ordfører fremme og rose den massive eller betydelige mængde af midler, der var sat af til uddannelse, en tale, som finansministeren i øvrigt roste, det var en af dem, der fik ros med på vejen, men det lød så også, som om den konservative ordfører var lidt overrasket, da jeg spurgte ordføreren, om det kunne være rigtigt, at de
10 mio. kr. netto, der i virkeligheden er afsat i finansloven til uddannelse - og det er al uddannelse: til folkeskolen, erhvervsuddannelser, gymnasier, videregående uddannelser, netto er der afsat 10 mio. kr. - var den massive uddannelsesindsats. Det lød han lidt overrasket over. Men nu vil jeg så spørge, om finansministeren kan bekræfte, at netto er det 10 mio. kr., der er den massive uddannelsesindsats, som regeringen ønsker at prioritere i forhold til vidensøkonomien.

Jeg vil starte med at konstatere, at den samlede uddannelse i dag har et udgiftsniveau, der er 4,5 mia. kr. større, end den vi overtog. Det, jeg bare siger, er altså, at alt i alt er der flere midler lagt over på uddannelserne nu. Allerede før finanslovforslaget her bliver vedtaget, er området løftet med 4,5 mia. kr.

     Så er det jo sådan, at de initiativer, der ligger for folkeskolen, finansieres af statskassen, og det vil sige, at når vi siger, der skal være flere timer i dansk, så betaler vi for flere timer i dansk. Det er kommunerne, der får pengene. Når vi siger, at der skal være penge til lærernes efteruddannelse, så er det noget, vi er med til at finansiere. Så de krav, vi stiller til folkeskolen fremover med hensyn til kvalitetsløft, finansieres af statskassen. Og der er til nye initiativer i alt jo over perioden sat 680 mio. kr. af. De dækker efteruddannelse med 175 mio. kr.; flere timer i dansk: 372 mio. kr.; plan for læsning: 105 mio. kr.; styrket evaluering: 28 mio. kr.
     Det er altså midler, som vi kommer til at aflevere til kommunerne, for det er dem, der står for det. De er skoleejerne, og det er også dem, der er ansvarlige for hele udgiftsniveauet på folkeskolen. Så det er midler, vi kommer til at levere. Det er en del af finansloven. På den enkelte skole kommer man til at opleve, at der bliver flere timer. Og det skal vi sikre. Der bliver penge til ledelse, og der bliver den opkvalificering, vi har talt om. Det finansieres over statskassen.
     Så man er nødt til at træde tilbage og sige: Hvad betyder det for folkeskolen? Det betyder rent faktisk, at vi løfter til nye initiativer i forhold til i dag over for de samlede folkeskoler med 680 mio. kr. på de områder, jeg har nævnt.

Derfor er det jo også altid interessant at se på, ikke bare hvad der bliver givet til nye initiativer, men også hvor finansieringen kommer fra.
     Derfor vil jeg bare bede finansministeren om at svare på, om det er korrekt forstået, at der netto afsættes 10 mio. kr. til uddannelse lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser - netto! Det er sådan, jeg læser det i finansloven. Det er sådan, som vi har fået gennemgået det ved den tekniske gennemgang. 10 mio. kr. Kan finansministeren bekræfte det - ja eller nej?

Man er nødt til at se på modtagersiden. Hvad er det, de får. Jamen ellers giver det ingen mening. Vi leverer et beløb på
600 mio. kr. til nye initiativer på folkeskoleområdet. Det er det, regeringen bidrager med over finansloven, og det er det, man kommer til at opleve ude i kommunerne, når det gælder folkeskolen. De øvrige penge i folkeskolen cirkulerer jo ude
i det kommunale system. Vi har jo ikke nedskæringer på folkeskolen. Det er jo en kommunal udgift. Så når vi indgår kommuneaftaler, er der ikke nedskæringer i folkeskolen. Der vil i givet fald stå »uændret niveau« eller måske endda et mål som det, der var under den socialdemokratiske regering, at når der kom en elev mere, kunne det være marginalomkostningen var lavere. Men oven i de penge, som i forvejen cirkulerer i kommunerne, kommer der finansiering af ekstra initiativer, som så bliver afholdt over de kommunale budgetter, men de kommer ind over de statslige tilskud til kommunerne. Sådan vil det være. Så det er et løft på folkeskolen. Det er jo fuldstændig uafhængigt af, hvordan statskassen selv finansierer rundt på sit eget budget.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.