Lone Dybkjær (RV):
Jeg beklager, at jeg ikke fik markeret tydeligt nok. Men hr. minister, realiteten er jo en anden. Daginstitutionerne bliver jo ikke forbedret i øjeblikket, tværtimod. På grund af skattestop og mange andre ting bliver der skåret ned på de voksne i forhold til børnene i dagtilbuddene.
Nu er det ikke altid, man kan se det mekanisk, men det kan man altså godt i sådan nogle tilfælde som det her. Det bliver dårligere for børnene, hvis der er færre voksne omkring dem. Ministeren kan sige aldrig så meget, han vil, om udvikling, og hvad ved jeg, det kræver altså, der er voksne, der har tid til at tage sig af børnene, og der er situationen blevet dårligere.
Det andet er, at ministeren siger, at det er familierne, der skal træffe afgørelserne og frit valg mig her og frit valg mig der. Der kræver jo, at man har et ærligt frit valg. Det er der masser af mennesker der ikke har. De har ikke noget frit valg, de kan ikke få den daginstitution, de vil, og de kan ikke få de dagtilbud, de gerne vil. Så det er jo en illusion at snakke om det frie valg, og at familierne selv skal træffe afgørelserne. Det kan de kun, hvis der er tilbud nok at vælge imellem, og sådan er situationen jo ikke, og det ved ministeren udmærket godt.
Det tredje, ministeren ikke siger noget om, er, at ministeren ønsker central styring. Regeringen ønsker central styring i alt, hvad der foregår i kommunerne. Hvis ikke kommunerne gør, som regeringen siger, så indfører man en lov. Og ministeren og regeringen er jo i den heldige situation, at der er et flertal for det, det må vi jo erkende. Men det kan jo ikke betyde, at vi er enige, og vi bare stopper op og siger: Frit valg, det er virkelig godt. Frit valg er udmærket, hvis det er et reelt frit valg, og hvis det, man har at vælge imellem, er o.k. Så det er altså regeringens sædvanlige centralstyring.
Det sidste, jeg så vil sige, som jeg heller ikke fik sagt ved førstebehandlingen, hvilket jeg beklager, er, at vi simpelt hen ikke er tilhængere af, at mødre - det er jo i realiteten det, det handler om - skal betales for at gå hjemme og passe deres egne børn. Det er ikke en politik, vi er tilhængere af, så enkelt er det. Ministeren må jo også acceptere, at der er forskel på vores holdninger i de her sager. Pengene følger barnet, og de skal altså også følge dem hjem til moren, så hun kan gå derhjemme og passe sine egne børn.
Det vil vi ikke støtte. Vi vil støtte nogle andre ordninger, som vi tror mere på. Vi tror mere på, at det skaber fællesskab end det, ministeren foreslår.