Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi Socialdemokrater altid har arbejdet for, at der skal være kvalitet i børnepasningen: Den skal være indholdsrig, og der skal være faglighed, uanset om det er privat børnepasning eller kommunal børnepasning.
Med det her lovforslag vil man give mulighed for, at man kan få klub- og pasningstilbud hen over kommunegrænserne. Vi var villige til at gå med ind og støtte lovforslaget, hvis det var det eneste punkt. Men det er det ikke. For med det her lovforslag er det første gang, man fra centralt hold vil påtvinge kommunerne at yde en minimumssats, en minimumsprocent, til børnepasning. Det vil sige, at man går ind og favoriserer privat børnepasning. Man åbner vejen for profitbørnehaver, og det kan vi simpelt hen ikke støtte.
Det er derfor, vi har udarbejdet et ændringsforslag til lovforslaget, nemlig for at bede ministeren om at tage det punkt ud, hvor man tvinger kommunerne til at yde en minimumssats til privat børnepasning. Hvis man tvinger kommunerne til at yde et minimumsbeløb til børnepasning, kan man gå ind og ødelægge deres økonomi - især de kommuner, der har brugt en del penge på at bygge og etablere nogle velfungerende institutioner og klubber. Nu bliver de tvunget til at yde et minimumsbeløb til privat børnepasning.
Vi vil gerne være med til at forhøje kvaliteten, men vi vil ikke gå med til at favorisere privat børnepasning. Vi vil ikke tvinge kommunerne til at yde et minimumsbeløb til private børnepasningsordninger, vi vil ikke støtte et lovforslag, der kan forværre ghettoiseringen, og vi vil heller ikke støtte et lovforslag, der kan dele børnene i forskellige sociale klasser.
Vi håbede på, at ministeren havde imødekommet vores ønske, nemlig at tage det punkt ud, hvor man tvinger kommunerne til at yde en minimumssats. Det har ministeren ikke gjort, og derfor er det med stor beklagelse, vi herfra kan meddele, at Socialdemokraterne ikke kan støtte det her lovforslag.