Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 35:
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om leje af almene boliger, lov om social service, lov om boliger for ældre og personer med handicap, lov om ejerlejligheder og lov om byfornyelse og udvikling af byer. (Nyetablering af selvejende almene ungdomsboliginstitutioner m.v.). Af socialministeren (Eva Kjer Hansen). (Fremsat 24/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette lovforslag har mange elementer, som alle sammen skal skabe større fleksibilitet på boligmarkedet. Det er bundet op på vores bestræbelser på at skabe vækst og fornyelse, en vækst og en fornyelse, som gennem de sidste godt 3 år har resulteret i det største boligbyggeri set i Danmark siden slutningen af 1980'erne.

     Der er flere elementer, som dette lovforslag drejer sig om:
     Det første er en mulighed for, at selvejende ungdomsboliginstitutioner kan nyeetablere sig. Det vil altså sige, at de på samme vilkår som almene boligorganisationer kan bygge nye ungdomsboliger. Det kræver selvfølgelig et kommunalt tilsagn, og vi ser det her som endnu en mulighed i viften, som gør, at vi nu ser, at der i Danmark ikke længere er det meget akutte behov for ungdomsboliger, som der var for blot få år siden.
     Det andet element i lovforslaget er en øget råderet over sin egen bolig i den almene sektor. Det skal nu være sådan, at man på afdelingsmødet kan beslutte at iværksætte forbedringer i bestemte lejligheder. Det behøver ikke nødvendigvis være i hele bebyggelsen. Det kan være der, hvor lejerne ønsker det; man har altså mulighed for at differentiere.
     Vi gør det nu også muligt at lave individuelle forbedringer i en større målestok, end man har haft tidligere, hvilket jo også gør, at man kan sætte sit eget præg på boligen.
     Det tredje element er udslusningsboliger til personer, der har sociale problemer. Det er også endnu et element i viften, der gør, at man kan udsluses fra institution til egen bolig, hvis man f.eks. har psykiske problemer, misbrugsproblemer eller andet. Vi gør det nu muligt, at man kan leje på særlige vilkår, hvilket gør, at vi underbygger mulighederne for, at man ikke skal blive på institutionen, men derimod kan komme i egen bolig.
     Til sidst er der nogle mindre ændringer i lovforslaget om prisfastsættelsen ved afhændelse af almene ejendomme.
     Samlet set er lovforslaget fyldt af elementer, som sikrer en større fleksibilitet på boligmarkedet, og derfor bakker vi varmt op om lovforslaget.

Jeg vil godt høre Venstres ordfører, om man ikke mener, at lejerne i den private udlejningsmasse også har ikke bare en interesse i, men egentlig også burde have en vis råderet.
     I dag er det jo sådan, at bor man i en privat udlejningsejendom, har man ingen råderet. Synes fru Inge-Lene Ebdrup ikke, at der også for netop de lejere burde være en tilsvarende mulighed, og burde det ikke have været med i forslaget, så de også havde en mulighed for at indrette sig, som de gerne ville? Det er jo trods alt også en slags mennesker.

Jeg vil sige til det forslag, at det jo er sådan i den private sektor, at det er en privat udlejer, der ejer bebyggelsen. Det vil altså sige, at det er den private udlejer, der står med risikoen, hvis man nu får lavet noget i en lejlighed, som gør, at den måske efterfølgende ikke kan lejes ud.
     Det er ikke noget stort problem, men jeg synes, det er meget vigtigt her, at vi holder fast i den aftalefrihed, der er mellem den private udlejer og lejeren. Der er jo i dag ikke noget som helst til hinder for, at lejer og udlejer indbyrdes kan aftale forbedringer også i en langt større beløbstørrelsesorden, end vi her gør det muligt, sådan at man kan sætte sit eget præg på boligen, og så kan det også væltes over på huslejen. Der er ikke nogen begrænsninger i den aftaleret, lejer og udlejer har.
     Så jeg synes egentlig, at vi her skal holde fast i det aftaleretlige på den private del, men glæde os over, at man nu her får nogle nye muligheder for den almene del.

Jeg glæder mig også meget over, at lejerne i den almene sektor nu også med borgerlige stemmer kan få lov til at få en større grad af råderet. Det er jo ikke så forfærdelig længe siden, vi havde en vældig debat herinde, hvor man fra borgerlig side slet ikke mente, at lejerne heller i den almene sektor kunne administrere det her.
     Jeg forstår ikke rigtig det udgangspunkt, for som lejer
i en privat udlejningsejendom har man vel lige så stort et ønske om og burde have lige stor ret til at have en grad af fleksibilitet til at kunne indrette sig. Hvorfor mener man fra Venstres side, at fordi man er lejer i en privat udlejningsejendom, vil det være til ugunst for en fremtidig udlejning, hvis man giver lejeren en råderet? Hvorfor tror man, at lejerne vil lave noget, der er negativt? Kunne man ikke vende tankesættet om og sige, at selvfølgelig har en lejer et ønske om at gøre noget, som både er godt for den enkelte lejer, som bor der, og som også kommende lejere vil synes er en fordel? Hvorfor har man ikke denne positive tilgang til lejere i den private udlejningsmasse?

Jeg vil allerførst sætte spørgsmålstegn ved forslaget i forhold til den private ejendomsret. Jeg kan ikke gennemskue de juridiske spidsfindigheder, der er, men jeg kan i hvert fald se, at der er et problem i forhold til den private ejendomsret, hvis vi giver lejere i den private sektor råderet over en bolig, som er ejet af en privat udlejer.

     Men jeg ser det nu heller ikke som noget problem over for den private udlejer, at lejere også i den private sektor gerne vil differentiere sig. Der er jo også store muligheder for det i dag, for man har mulighed for at aftale sig til rette i forhold til det her. Jeg ved også, at udlejere jo gerne ser, at deres boliger bliver forbedret og fornyet.
     Så jeg vil sige, at jeg faktisk ikke synes, at det her i praksis er noget stort problem, men at alle muligheder er til stede, sammenholdt med at vi selvfølgelig også skal sikre den private ejendomsret sådan, at den private udlejer har hånd i hanke med, hvordan hans boligmasse skal udvikle sig i fremtiden.
     Jeg synes, at det er et meget tænkt eksempel, og jeg ser ikke, at der er reelle problemstillinger på det her område.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Carsten Hansen.

Når man læser lovforslaget og det om den private råderet, så er der jo mange positive ord med rettigheder for lejere osv., og dem er vi sådan set enige i, og vi er glade for, at de borgerlige ligesom har vendt blad her.
     Først må jeg sige til fru Inge-Lene Ebdrup, at jeg ikke forstår den grænse på 100.000 kr. Hvorfor sætte den der? Jeg er enig i udvidelsen, men hvorfor skal den dybest set være dér? Når man er et liberalt parti, hvorfor så ikke give frihed inden for de grænser, der jo er med godkendelse af rumstørrelser, 1 pct. og alt det der, der ligger i lovgivningen?
     Det næste, jeg vil spørge om, er: Når man tager et kreditforeningslån til at forbedre sin egen bolig, så ved fru Inge-Lene Ebdrup jo alt om, at det normalt er 30-årigt. Hvorfor lave begrænsning på 20 år her? Der ligger jo de der begrænsninger, hvis det er elektronik, der ikke kan holde længere og alt det der. Men hvis det er varige forbrugsændringer, som kan holde i 30 år, hvorfor så ikke lade lejerne få den glæde med? Som liberalt parti skulle man spørge: Hvorfor ikke ligestille her, det koster jo ikke nogen noget, andet end at afskrivningerne bliver lidt mindre?

Til det sidste, der bliver nævnt om realkreditbelåning, så er det sådan et meget teknisk svar. Men jeg vil sige det sådan, at når man som privat vil ud og optage et realkreditlån, så ser realkreditinstitutterne ofte meget på, hvad det skal bruges til. Når der er en løbetid på 30 år, så ved jeg, at man jo kigger på, om det kan holde i 30 år.
     Det betyder ofte i praksis, at vil man låne i et realkreditinstitut, f.eks. til et køkken, så vil de der måske ikke kigge på løbetiden, men kigge på belåningsprocenten, fordi de ikke vil risikere efter f.eks. 20 år at stå med en bolig, der er gældsat mere, end den kan koste. Så der bruger man altså, kan man sige, ikke løbetiden, men bruger belåningsprocenten.
     Her bruger vi så belåningsprocenten for at sikre akkurat det samme. Det er det tekniske svar. Nu kan jeg se, at min lampe lyser, så jeg vil bede hr. Carsten Hansen om lige kort at opridse det første spørgsmål, for det vil jeg også gerne svare på.

Ja, se det er vi jo helt enige i. Men hvis man vurderer, og der er jo snak om større ændringer, så kunne boligselskabet gå ind, og det skal de jo, hvis vi snakker om en huslejestigning over 1 pct., over kommunen og alt det der. Hvorfor ikke her give lejerne i den almene sektor de samme rettigheder som private? Det synes jeg godt vi kunne diskutere.
     Jeg er enig i de 20 år, og jeg er også enig i de begrænsninger, der ligger, hvis man putter noget elektronik ind, som man ved kun holder i 5 år, så er det 5 år, vi taler om, den undtagelsesmulighed fra de 10 år, der ligger osv. Men det undrer mig bare, at et liberalt parti, som jo går ind for frihed her, ikke kan være med på at give lejerne de samme rettigheder.
     Det andet, jeg så spurgte om, var: Hvorfor en beløbsstørrelse på 100.000 kr.? Før var det 44.664 kr., har jeg skrevet, det er meget regulært, ikke? Hvorfor ikke sige, vi åbner for det? Hvis der er bund og dækning i det her, så skal det selvfølgelig godkendes alle steder. Lad os da åbne for at give lejerne nogle bedre muligheder. Jeg kan se, der er et forsøg på det her, men lad os da tage skridtet fuldt ud.

(Kort bemærkning). (V):
Jeg vil gerne tilkendegive over for hr. Carsten Hansen, at vi også gerne under udvalgsarbejdet vil diskutere det i forhold til de 20 år. Det er bare meget vigtigt for os at sikre, at der er en sammenhæng mellem den forbedring, man laver, og den løbetid, lånet til forbedringen har.
     Så til det andet om de 100.000 kr.
     Jeg vil sige det sådan, at der jo er to ændringer i det her lovforslag. Den ene er jo, at man på et afdelingsmøde kan beslutte større forbedringer for enkeltlejligheder. Det behøver ikke at være i hele bebyggelsen. Men det, man kan beslutte som lejer, uden at man skal spørge sammenholdet, afdelingsbestyrelsen, er op til 100.000 kr.
     Det synes vi egentlig er meget rimeligt for at sikre, at de forbedringer, der bliver lavet, også er nogle, som generelt er anvendelige, og nogle, som afdelingsbestyrelsen har været blandet ind i. Jeg ved godt, at der er bestemmelser, der skal modsvare luksusbyggeri og andre ting, men vi synes faktisk, det er meget rimeligt, at man her sætter en grænse ved 100.000 kr. og siger, at det er det, man som lejer alene kan beslutte. Vil man have forbedringer ud over det, kan det sagtens lade sig gøre, også selv om det kun er én lejlighed, det drejer sig om, men så skal det på afdelingsmødet. Det synes vi egentlig er en meget rimelig beskyttelse af samtlige lejere, for det er jo dem, der bliver tilbage, som hænger på den, hvis man fraflytter en lejlighed, der så ikke kan lejes ud igen.