Spm. nr. S 252

1) Til økonomi- og erhvervsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Vil ministeren redegøre for sin opfattelse af de juridiske muligheder, der eksisterede for Danmark med hensyn til at få punktet om softwarepatentdirektivet på rådsmødet den 7. marts 2005 fjernet som A-punkt med henblik på efterfølgende at få det behandlet som B-punkt?«

Sagen her handler om den mandatgivning, som blev givet i Europaudvalget for godt en uges tid siden i forbindelse med Rådets behandling af softwarepatentdirektivet. Der har været en del uklarhed og deraf også en del skriverier i pressen om, hvorvidt ministeren på området har fulgt den mandatgivning, som udvalgets flertal besluttede.
     Det er derfor, jeg føler, der er behov for en klarificering af, hvordan ministeren har ageret i rådet. Sagen er den, at vi i Dansk Folkeparti er betænkelige ved, at man ikke har krævet at få det her fjernet som et A-punkt, som det er fremgået bl.a. af pressen, i Ministerrådet, fordi vi finder, at det var det klare mandat, som ministeren fik fra Europaudvalgets side. Derfor ønsker vi en begrundelse for det fra ministeren.

Jeg vil gerne for at rydde diverse misforståelser af vejen starte med at henvise til Europaudvalgets mandat i sagen. Et flertal i udvalget pålagde mig at arbejde for, at sagen blev taget af som A-punkt og i stedet kom på som B-punkt, og såfremt dette ikke kunne lade sig gøre, kunne jeg stemme for, at sagen gik videre til Europa-Parlamentet, samtidig med at vi afgav en erklæring til optagelse i rådsmødeprotokollen.
     Med hensyn til procedurerne for optagelse og behandling af sager på dagsordenen for et rådsmøde skal jeg bemærke følgende:
     En medlemsstat kan altid bede om at få en sag taget af A-punktlisten for et rådsmøde. I et sådant tilfælde har formandskabet to muligheder. Formandskabet kan enten vælge at tage sagen af listen, eller formandskabet kan høre rådet ved en afstemning om, hvorvidt der er flertal for, at sagen i stedet behandles som et B-punkt. Som udgangspunkt er det alene formandskabet, der træffer beslutning om, hvorvidt en afstemning skal finde sted, medmindre et flertal af lande udtaler sig herfor.
     I tilfælde af at der skal foretages en afstemning, skal der desuden være 13 medlemsstater, der stemmer for, at sagen kan behandles på et rådsmøde som B-punkt, før den kan behandles som et B-punkt. For at sagen kunne være flyttet som A-punkt til et B-punkt, ville det altså have krævet, at et flertal på 13 lande havde udtalt sig herfor. Det var som bekendt ikke tilfældet, og så vil jeg også henholde mig til den konklusion, som formanden traf i forbindelse med mandatgivning. Den var ganske, ganske klar og tydelig.

Nu er det jo sådan, at en lang række parlamenter og regeringer rundtomkring i hele Europa jo har tilkendegivet, at de rent faktisk synes, at der var kommet så mange nye oplysninger om softwarepatentdirektivet, at de fandt det helt berettiget, at man ønskede at få det sendt tilbage til førstebehandling i Parlamentet efter proceduren i forretningsordenens artikel 3, stk. 8, hvoraf det altså fremgår, at man som menigt medlem, altså singulært land, har mulighed for at kræve at få fjernet et punkt som A-punkt, hvis hele essens jo er, at der er enighed omkring punktet. Så er det rigtigt nok, at man efterfølgende kan få det tilbage som et A-punkt.
     Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er, at eftersom ministerens mandat jo var at få det på som et B-punkt, er det så ikke en forudsætning for at få det på som et B-punkt, at man først får det af som et A-punkt efter forretningsordenens artikel 3, stk. 8?
     Hvis jeg lige afslutningsvis må spørge ministeren, om han er bekendt med udenrigsministerens stillingtagen på Europaudvalgsmødet den 28. januar - jeg kan ikke referere fra referatet, fordi det er fortrolighedsstemplet - vil jeg gerne vide, om ministeren er bekendt med udenrigsministerens udtalelser dér.

Jeg vil gerne sige for igen at undgå den her misforståelse, at det også fremgår af det fortrolige referat, der ligger i Europaudvalget, at mandatet var, at det skulle flyttes fra A til B på rådsmødet. Kunne det ikke lade sig gøre, skulle jeg afgive en erklæring, og så var der et flertal for det mandat. Det er det, der ligger fuldstændig klart fra det møde.
     Derfor vil jeg gerne sige til hr. Messerschmidt, at jeg ikke er enig i de betragtninger, der kommer om, at det først skulle af som A-punkt, og så skulle man på et efterfølgende rådsmøde kigge på det. Ellers kunne vi jo heller ikke have drøftet den erklæring. Hvorfor skulle vi så i udvalget sidde og drøfte, om jeg skulle afgive en erklæring?

     Altså det er jo sådan, at det er både-og. Det er jo ikke enten-eller, det er jo både-og, og det var altså fra at flytte det fra A til B.
     Så kan man jo tage nogle diskussioner om, hvad der så kunne være sket på den ene eller den anden måde.

Så er det hr. Messerschmidt i anden omgang.

Ja, det er rigtigt. Man kunne have taget nogle drøftelser af, hvordan det kunne være sket på den ene eller anden måde, men forudsætningen for, at man kan tage en sådan drøftelse, er vel, at man får mulighed for at få et eller andet momentum, og det vil netop give ministeren det momentum, hvis man, jævnfør forretningsordenens artikel 3, stk. 8, havde krævet at få det af som et A-punkt.
     Så er det rigtig nok, at det er det luxembourgske præsidentskab, som skal afgøre, hvad der så efterfølgende skal ske, men mon ikke det luxembourgske præsidentskab havde så meget fornemmelse for den politiske situation, at man ville have overvejet at give den et vist tidsrum, således at man kunne have set, hvordan stillingtagenden fra de forskellige regeringer og de forskellige parlamenter, som jo dog vanen tro, føler man næsten trang til at understrege her, ligger over ministrene, var.
     Afslutningsvis kunne jeg godt tænke mig at få den helt klare stillingtagen til: Er det ikke rigtigt, at forudsætningen for at få noget på som B-punkt er, at det, jævnfør forretningsordenen, først kommer af som A-punkt?

Nu må jeg så gå tilbage til det mandat, der blev givet i Europaudvalget. Det var, at det skulle af, fra A og over på B, på rådsmødet, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, at det kom til at blive et B-punkt, så skulle jeg afgive erklæringen. Det var det, der var et flertal for, og det er det, jeg må henholde mig til.
     Jeg er klar over, at der i forbindelse med hele denne her diskussion har været uklarhed om proceduren, og forretningsordenen er heller ikke klar. Det må jeg sige. Jeg kan sige, at jeg dags dato har indhentet oplysninger i Udenrigsministeriet, og hvis det er sådan, at en sag tages af dagsordenen som et A-punkt og ikke sættes på som et B-punkt, og den så kommer på på et efterfølgende rådsmøde, så er det i dette tilfælde formandskabet, og jeg citerer, som træffer beslutning om, i hvilken form sagen skal drøftes, dvs. om sagen skal til orientering, til afstemning, drøftelse eller lignende. Medlemsstaten kan således ikke kræve, at sagen kommer til fornyet drøftelse eller afstemning.
     Der er altså et prærogativ her omkring formandskabet, som er en udlægning, fordi den ikke er særlig klar, af COREPER. Det er de oplysninger, jeg har fået fra Udenrigsministeriet dags dato.

Så har der meldt sig en medspørger, og derfor gemmer jeg hr. Morten Messerschmidt, så hr. Morten Messerschmidt får det sidste spørgsmål. Det er hr. Morten Østergaard, værsgo.

Jeg tror, at det, der undrer den måbende it-offentlighed på det her område, er, at det jo sådan set i det omfang, hvor det er forsøgt at få det igennem som et A-punkt på fiskeriministerrådsmødet, er lykkedes for den polske fiskeriminister to gange at få punktet taget af som A-punkt. Og derfor kan ministeren måske uddybe, hvordan det kan være, at den danske vicestatsminister altså ikke har samme gennemslagskraft over for det luxembourgske formandskab som den polske fiskeriminister.

Det er ganske enkelt: Ethvert land, alle 25 lande, der var til stede, kan trække sagen af som et A-punkt. Det kan alle gøre. Så der er ikke noget med at have gennemslagskraft, det kan alle gøre. Det var bare ikke det, der var mandatet.

Så går vi tilbage til hr. Morten Messerschmidt for tredje og sidste spørgsmål.

Jeg føler ikke rigtig, jeg fik svar før på til min reference til det Europaudvalgsmøde, der blev holdt fredag den 28. januar 2005. Jeg er bekendt med, at hr. Bendt Bendtsen ikke var til stede på dette møde. Men jeg kunne godt lide at vide, om hr. Bendt Bendtsen er bekendt med den indstilling til mulighederne ...

Jeg gør lige opmærksom på, at vi tiltaler ministre med »minister« og ikke med ministerens navn.

Det er noteret.
     Det er, fordi jeg omtaler to ministre, at det kan skabe en vis forvirring. Er industriministeren bekendt med den udtalelse, som udenrigsministeren på nævnte udvalgsmøde fremkom med, og er industriministeren enig med udenrigsministeren i den indstilling?

Jeg kan ganske kort sige, at økonomi- og erhvervsministeren jo ikke var stede på det møde, som der henvises til.

Hermed sluttede spørgsmålet.