Spm. nr. S 253

2) Til finansministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Finder ministeren under hensyn til EU's økonomi ikke grund til at glæde sig over, at Danmark fortsat har kronen?«

Skriftlig begrundelse

Ved en gennemgang af økonomien i EU, er det slående at se, hvor godt Danmark klarer sig i forhold til de store lande, som har opgivet deres egne valutaer til fordel for euroen. I 2002 oplevede for eksempel Tyskland, der tidligere betragtedes som Europas vækstdynamo, en vækst på kun 0,1 pct. af BNP. I 2003 var det endnu værre, idet der var negativ vækst på -0,1 pct. Og de nyeste prognoser for 2005 fra IMF tegner til, at man siden september sidste har nedjusteret forventningerne fra 1,8 til 0,8 pct.
     I Frankrig, hvor arbejdsløsheden nu - i lighed med Tyskland - for tredje år i træk ligger på næsten 10 pct., er økonomien tilsvarende dårlig. Gælden overstiger for nuværende (marts 2005) 1.000 mia. euro, og budgetunderskuddet har for længst overskredet Vækst- og Stabilitetspagtens 3 pct. Det nationale statistiske kontor har netop opjusteret tallene, som viser, at underskuddet i 2003 endte på 4,2 pct. Det går ikke godt i euroland. På den baggrund ønskes ministerens tilsagn om, at det er glædeligt, at Danmark fortsat har kronen.

Det her handler ikke om mandatgivning, det handler om noget lidt historisk, nemlig om, at for en 4 år siden oplevede vi en stor valgkamp, hvor danskerne skulle tage stilling til, om de ønskede at fastholde den danske krone, eller om de ønskede euroen som ny valuta.
     Jeg har en klar erindring om, hvordan den samlede daværende opposition, men nuværende regering, sammen med den daværende regering malede en vis herre på væggen og erklærede, hvordan den danske økonomi ville udvikle sig, hvis vi fastholdt kronen.
     Nu er det sådan, at det rent faktisk er gået lige omvendt. Det går faktisk rigtig godt i dansk økonomi, mens det går rigtig skidt i euroøkonomien. I Tyskland har man store problemer med væksten. I 2003 havde man faktisk negativ vækst, og forventningerne for næste år er nedjusteret. Det samme kan siges om Frankrig og de andre bærende økonomier i Euroland.
     Derfor er mit spørgsmål, om ikke regeringen og finansministeren er glade for, at vi, ligesom Dansk Folkeparti ønskede, fastholdt kronen tilbage i 2001.

Tak for spørgsmålet.
     Som spørgeren udmærket godt ved, går det godt for dansk økonomi, den er jo robust og sund. Det er en følge af den økonomiske politik, vi fører bl.a. sammen med Dansk Folkeparti, der gør, at vi har den position i EU-kredsen, som vi deler med Finland, som jo er et euroland.
     Derfor er svaret, at det afgørende jo er, om man fører en rigtig økonomisk politik, og ikke, om man har en betalingsenhed, der hedder euro, krone eller guld.
     Det er jo ikke problemet i Tyskland, at man har euro. Problemet er, at man bruger for mange euro i den offentlige politik, og det skal man jo ikke klandre valutaenheden for. Så svaret er, at det er den økonomiske politik.
     Men når jeg beklager, at vi ikke er med i eurogruppen, skyldes det for det første, at vi ikke er med til at beslutte pengepolitikken i Europa.
     Der er omkostninger forbundet med det, at vi skal omregne fra én valuta til en anden. Det er en belastning for erhvervsvirksomhederne, det er også til gene for borgerne i al almindelighed, at man skal veksle, og at man skal betale vekselgebyr.
     Endelig er det også sådan, at der er et rentespænd, der er en pris at betale. Det, der jo forhåbentlig aldrig sker, er, at man i forbindelse med en krise vil opleve et endnu større rentespænd.
     Så for at komme alle usikkerheder til livs, for at gøre det billigst muligt og for at gøre det synligt er det kun en fordel, at vi er med i eurogruppen. Vi kommer det på et tidspunkt, hvor den danske befolkning ønsker at vi skal tage del i det, og heller ikke før. Men indtil da beklager jeg for så vidt, at vi ikke er med.

Det har jeg meget svært ved at forstå finansministerens holdning til, for sagen er jo den, at de lande, som er bastet og bundet af stabilitets- og vækstpagten, da har utrolig svært ved at få nogle positive økonomiske resultater.
     Det skyldes naturligvis, at de lande ikke længere har en mulighed for at føre en selvstændig finanspolitik, en selvstændig strukturpolitik, valutapolitik osv., hvad vi i Danmark har, og hvad andre lande har. Det overvejes f.eks. i øjeblikket, om Ungarn, som faktisk har en langt mere fornuftig udvikling i beskæftigelsen og i den økonomiske vækst, skal have bøder fra EU's side, fordi de ikke overholder stabilitets- og vækstpagten, på trods af at det, der foregår, faktisk er til gavn for den ungarske befolkning.
     Man kunne også tænke på USA. USA har jo en fremragende økonomisk vækst, men hvis USA skulle være omfattet af stabilitets- og vækstpagten, ville de blive ramt af bøder og alle mulige andre sanktioner fra Eurolands side, og det er da en uholdbar situation.
     Vi skal da glæde os over, at Danmark er uden for denne valuta, som altså har skabt økonomiske forringelser i både Frankrig og Tyskland, de to bærende økonomier i Euroland, og en lang række andre lande. Er finansministeren ikke enig i det?

Jeg er for så vidt meget glad for spørgsmålene. De beror jo på nogle misforståelser. De to lande, der klarer sig bedst, er Danmark og Finland. Vi ligger side om side, nummer et og to på skamlen. Det ene land er med i eurogruppen, det andet land er ikke med i eurogruppen.
     Forklaringen er, at placeringen på skamlen alene er en følge af den økonomiske politik, man fører. Ungarn er i øvrigt ikke udsat for bøder. De er ikke med i eurogruppen - der er ikke et bødesystem - men de er omfattet af stabilitets- og vækstpagten, ligesom Danmark er.
     Vi er altså omfattet af nøjagtig samme regler for tilrettelæggelse af den offentlige økonomi, som man er i Finland, der er med i eurogruppen. Vi er med i nøjagtig den samme del af stabilitets- og vækstpagten, og årsagen til, at det går godt i Danmark og i Finland, er for så vidt, at vi har fulgt intentionerne i stabilitets- og vækstpagten. Vi følger egentlig det, der er hensigten, nemlig at nedbringe den samlede offentlige gæld, at tage højde for aldring, at have et overskud på den offentlige sektor og i øvrigt at have det, der hedder finanspolitisk holdbarhed.
     Så vi følger, om jeg så må sige, hele ånden og indholdet
i stabilitets- og vækstpagten, og det gør man også i Finland. Så det har ikke noget at gøre med, om man har euro eller ikke har euro. Det har noget at gøre med, om man fører en fornuftig finanspolitik, og det gør vi i Danmark.

Jeg er for så vidt enig med finansministeren i, at det ikke er så afgørende, hvad den valutaenhed, man nu render rundt med i lommen, hedder. Det afgørende er den valutapolitik og lignende politik, der bliver ført. Jeg har forståelse for, at den stabilitets- og vækstpagt, som i dag danner rammen om hele den økonomiske politik, man fører i Euroland, er skrevet ud fra en eller anden elitær opfattelse af, hvordan økonomi ser ud i en lærebog.
     Men ude i den virkelige verden er det altså sådan, at det ikke altid kun er inflationen, der er det afgørende, at det ikke altid kun er de her økonomiske termer, der er afgørende, men også nogle gange et spørgsmål om, hvordan befolkningerne i de enkelte lande har det, f.eks. hvordan beskæftigelsen og den økonomiske vækst ser ud.
     Her må finansministeren da erkende, at det er et problem, at man f.eks. i Tyskland ikke har samme muligheder for at overtrække sit statsbudget i en begrænset periode, som de f.eks. har gjort i USA, for at få hele vækstdynamoen til at fungere. Er finansministeren ikke enig i det?

Langtfra.
     Det, der kendetegner Danmark og Finland og for så vidt også Luxembourg, er, at vi følger grundelementerne og reglerne i stabilitets- og vækstpagten til fulde, og derfor går det godt. Så er der lande, der er i vanskeligheder. De har lige præcis ikke gjort det, de skulle, nemlig som i idégrundlaget at konsolidere sig i gode tider for at have en fleksibilitet i mindre gode tider.
     Det tyske problem er jo ikke, at man har brugt for få penge, men at man bruger for mange penge. Det er sådan, at man altså ikke gør det lettere at nedbringe et underskud ved at øge underskuddet. Så den medicin, man har brug for i Tyskland og i Frankrig, er, at man har større ansvarlighed omkring de offentlige finanser, at man lærer af det, der er årsag til, at det er gået skævt, nemlig at man ikke i tide har konsolideret den offentlige økonomi.
     Det er et meget godt eksempel, at Finland og Danmark i dag står som de absolut stærkeste og mest sunde økonomier blandt de 25 lande, fordi vi har fulgt reglerne. De, der har problemer, er dem, der ikke har fulgt reglerne. Det må jo være sådan, at hvis reglerne medfører sundhed, er de gode, og når de, der bryder reglerne, om man så må sige, kommer galt af sted, er det jo altså ikke reglerne, der er noget galt med.

Så er det hr. Messerschmidt for den sidste korte bemærkning.

Tak for svaret.
     Det kunne jo godt være, at landene i en kortvarig periode havde behov for at føre en anden politik end den, man lige fra Frankfurts side har udtænkt som den rigtige, fordi man har læst nogle økonomiske lærebøger.
     Det kunne jo godt være, at de i Tyskland og Frankrig havde behov for at sparke den vækst, som for tiden ser ud til at være i fuldstændig recession, i gang ved at overtrække nogle statsbudgetter, ved at udstede nogle statsobligationer. Men det har de ikke mulighed for, fordi man ud fra en eller anden elitær tankegang om, hvordan økonomien skal se ud i en drømmeverden, har sat nogle kriterier, som i øvrigt den tidligere kommissionsformand i EU har kaldt stupide, altså det, der vel bedst kan oversættes som dumme.
     Er finansministeren ikke enig i ... Jeg vil hellere sige på en anden måde: Jeg er enig med finansministeren i, at nogle lande overholder de her regler til punkt og prikke, og at det er sundt. Men er finansministeren - så kan vi lave et kompromis her - så ikke også enig i, at der altså nogle gange kan være en situation, hvor de har behov for at få skubbet økonomien i gang og derfor ikke har noget positivt afsæt ud af at følge nogle regler og nogle principper, som altså ikke passer til det enkelte lands situation i det enkelte øjeblik?
     Igen mangler jeg en reference til USA, som er den helt store vækstmotor for tiden. Ville USA ikke blive dømt til bøder, hvis USA havde været med i stabilitets- og vækstpagten?

Det er lige efter lærebogen, at det er gået galt for dem. Det er jo ikke i modsætning til almindelig økonomisk teori, at det er gået galt. Nej, det er jo lige præcis efter lærebogen, at det går galt. Hvis man ikke sørger for at samle midler sammen i gode tider til at bruge i dårlige tider, så går det galt. Hvis man bruger alle ressourcer i gode tider, så har man ikke noget at stå imod med i dårlige tider. Så det er lige efter lærebogen og efter virkelighedens verden, at det skulle gå galt.
     Jeg vil også godt sige, at det heller ikke er uden problemer i USA, at man kører med store underskud. Det er en del af problemet, og man vil jo se, at det også er sådan, det vurderes i amerikansk politik. Så har de den fordel, at de har en reservevaluta, som folk er meget glade for at have uanset hvad. Det tager altså årtier at opbygge en valuta som reservevaluta. Det er ikke noget, man selv bestemmer, det er noget, den globale udvikling bestemmer.
     Jeg vil blot sige, at det, der er sket, er lige efter lærebogen.

Jeg har godt set, at hr. Messerschmidt godt vil have mulighed for at stille et ekstra spørgsmål, men alle tre spørgsmål er brugt.

Hermed sluttede spørgsmålet.