Hr. Morten Messerschmidt siger, at problemet er, at EU tager sig af en hel masse ting, EU aldrig burde have fået lov til at tage sig af. Det er så hr. Morten Messerschmidts politiske opfattelse.
Sagen er bare den, at EU kun skal og må tage sig af de ting, som medlemsstaterne udtrykkeligt har overladt til EU, sådan er det. Hvis hr. Morten Messerschmidt hidtil har været
i tvivl om det, så er tvivlen nu udryddet med den nye traktat, for den slår nemlig udtrykkeligt fast, at sådan er det. EU må kun tage sig af de ting, som medlemsstaterne, herunder Danmark, udtrykkeligt har overladt til EU. Og det er jo ikke rigtigt, når hr. Morten Messerschmidt påstår, at EU lovgiver inden for socialområdet og på arbejdsmarkedsområdet på felter, hvor vi ikke har ønsket det. Og hvis hr. Morten Messerschmidt er i tvivl på det punkt, kan han bare læse den politiske aftale, som er indgået mellem et meget bredt flertal her i Folketinget, hvor vi netop slår fast, at noget af det, vi lægger vægt på, er, at fordelingspolitik, velfærdspolitik osv. fortsat er nationale anliggender, og det fremgår også klart af den nye traktat.
Hermed sluttede spørgsmålet.