Spm. nr. S 359

4) Til statsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Er statsministeren enig i EU-forfatningens artikel I-1 om, at forfatningen »er inspireret af de europæiske borgeres og staters vilje«?«

Dette spørgsmål er et konkret, materielt spørgsmål i forhold til forfatningen, og jeg kan ikke lade være med at nævne, at nu ville det egentlig have været rart for de mange borgere, der måske følger den her debat ude i landet, at de havde forfatningen liggende på sofabordet, så de rent faktisk kunne se, at de citater, som undertegnede, men efterfølgende statsministeren sikkert vil referere til, rent faktisk er korrekte. Nu skal de her folk ned på posthuset, og de skal downloade på internettet, og jeg ved ikke hvad, før de kan følge med. Hvis man havde fulgt Dansk Folkepartis forslag, havde de allerede haft dokumentet.
     Men det, jeg i sagens korthed bare gerne vil spørge om, er, om statsministeren er enig i, at forfatningen for Europa er inspireret af de europæiske borgeres og staters vilje, for det fremgår nemlig af forfatningens artikel 1. Og jeg synes, at det er en noget forkert analyse af hele den debat, der har været de sidste mange årtier i Europa, hvor det jo er helt klart, at der i nogle lande er store majoriteter og i andre lande store minoriteter, som er modstandere af den udvikling, der foregår.

Jo, men det, der refereres til, er jo, at udkastet til en ny traktat blev udarbejdet af det såkaldte EU-konvent, der bestod af repræsentanter for staterne så vel som for borgerne. Staterne, fordi regeringerne havde udpeget repræsentanter, og borgerne, fordi Europa-Parlamentet, som er det direkte valgte organ i EU, havde udpeget repræsentanter. Det er det, der refereres til, og derfor er det sandt, hvad der står, at det er inspireret af både stater og borgere.

Jeg synes nu stadig væk, at det er lidt af en overdrivelse at sige, at det her dokument, en forfatning for Europa, skulle være et udtryk for staternes og borgernes vilje. Sagen er altså den, at der ikke er ret mange europæere - slet ikke i Danmark eller de lande, vi normalt forholder os til i Nordeuropa - som ønsker en forfatning for Europa, som ønsker en egentlig statsdannelse i Europa.
     Hvis jeg må henlede statsministerens opmærksomhed på, hvad der foregår i Frankrig i øjeblikket, er der altså dér en massiv modstand imod den forfatning, som der dér skal stemmes om den 29. maj. Det er da direkte fejlagtigt at sige, at det her dokument, om det måtte blive vedtaget eller ej, bygger på borgernes vilje. Hvis nu det skulle blive vedtaget med, skal vi sige 60 pct.s flertal i de lande, der holder afstemning, vil der alligevel være 40 pct., som har tilkendegivet en markant modstand imod det her dokument. Og så er det usandt. Det er da at snyde folk at skrive forkerte ting, når man siger, at det bygger på borgernes vilje.

Man må da for det første sige, at hvis det bliver vedtaget demokratisk ved en folkeafstemning, så er det da borgernes vilje, at det skal vedtages. Det tror jeg da ikke hr. Morten Messerschmidt kan komme uden om. Derfor har vi i Danmark den gode tradition, at vi holder folkeafstemning om den slags sager.
     For det andet må jeg lige afvise hr. Morten Messerschmidts påstand om, at den nye traktat lægger op til en europæisk statsdannelse, tværtimod. Det er tværtimod sådan, at det nu i den nye traktat klart bliver slået fast, hvad EU ikke er, men også hvad EU er. Det bliver klart slået fast, at EU er en frivillig sammenslutning af selvstændige nationalstater, der har besluttet, at EU skal tage sig af nogle sager på medlemsstaternes vegne. Og EU handler kun i det omfang, at medlemsstaterne har givet EU lov til det. Det bliver klart og tydeligt slået fast i den nye traktat. Så det er netop med den nye traktat slået fuldstændig fast, at der ikke er tale om et Europas Forenede Stater eller en statsdannelse i det hele taget. Tværtimod bygger EU på de nationale medlemsstater.
     Lad mig i øvrigt minde hr. Morten Messerschmidt om, at noget af modstanden i Frankrig kommer fra kredse, som synes, at traktaten ikke går langt nok i henseende til europæisk føderalisme. Det er meget interessant, at hr. Morten Messerschmidt nu slår kludene sammen med netop dem.

Jeg synes, det er et interessant synspunkt, for det er jo rigtigt nok, at der i forfatningen står, at det ikke er en stat, og vi hører i øvrigt også regeringen sige, at det her slet ikke er en forfatning, det er en forfatningstraktat. Og så står der i forfatningen, at den er inspireret af borgernes vilje.
     Sagen er bare den, at man prøver på at pakke det her ind
i en masse ord, så det lyder rigtig dejligt, så det lyder smukt og godt og fredeligt ligesom alle mulige andre forfatninger igennem verdenshistorien, som man kan nævne. Men sandheden er jo, at det her er et dybt elitært projekt uden nogen som helst sammenhæng med det, som befolkningerne rundtomkring i Europa har ønsket, hverken danskerne, franskmændene eller nogen andre. Jeg står her med en opgørelse over alle de folkeafstemninger, der har været holdt igennem tiderne iblandt EU's befolkninger, og sagen er jo, at der er en lang række af de her folkeafstemninger, som viser, at befolkningerne er dybt, dybt splittede. Det er ikke et folkeligt projekt, det er ikke folkenes vilje det her.

Jeg må klart afvise påstanden om, at der skulle være tale om et elitært projekt hen over hovedet på befolkningerne.
     Det, der er tale om, er, at vi skal have en ny traktat, fordi vi har udvidet EU. Det siger sig selv, at vi har brug for et nyt sæt spilleregler, nu hvor vi er 25 lande. Der er forskel på at være 15 og på at være 25. Det kræver et nyt sæt spilleregler, og derfor får vi en ny traktat.
     I øvrigt er det en traktat, som slår fast, at EU kun tager sig af det, som EU udtrykkeligt af medlemsstaterne er blevet bedt om at tage sig af. Det er altså medlemsstaterne, der er udgangspunktet. Det er en traktat, som laver en meget klar arbejdsdeling mellem, hvad EU skal tage sig af, og hvad medlemsstaterne skal tage sig af, og hvor EU altså skal holde fingrene væk. Det er en traktat, som betyder, at de nationale parlamenter, herunder Folketinget, får større indflydelse på, hvad der foregår i EU. Det er da langtfra et elitært projekt, tværtimod. Det er en ny EU-traktat, som giver et mere demokratisk og dermed mere folkeligt EU.

Så er det hr. Rune Lund som medspørger.

Jeg kan fuldstændig afvise statsministerens noget besynderlige udlægning af, hvad EU-forfatningen i virkeligheden går ud på. Jeg vil gerne vende tilbage til det faktum, at EU-forfatningen er en grundlov, som vil erstatte de grundlove, der er rundtomkring i de eksisterende EU-lande,
f.eks. den danske grundlov. Det er sådan, at EU-rettens forrang nu bliver skrevet ind i EU-forfatningen. EU-rettens forrang betyder jo, at regler, der gælder i EU, gælder forud for danske love. Det vil også sige, at den grundlov, man vedtager i EU, gælder forud for den grundlov, vi f.eks. har her i Danmark. Men det er da et meget interessant synspunkt, statsministeren kom med, for det vil faktisk betyde, at statsministeren siger, at EU-rettens forrang ikke gælder i EU-forfatningen, sådan som den ligger på tryk, og sådan som den burde have været sendt ud til alle danske statsborgere, så de kunne læse den. Men er det rigtigt forstået: Statsministeren mener ikke, at EU-rettens forrang gør sig gældende i EU-forfatningen? Det kunne jeg godt tænke mig et meget klart svar på.

Det er dog noget af det mest tyndbenede, jeg har hørt endnu. EU-retten har jo haft forrang, al den tid Danmark har været medlem af EU. Det siger sig selv, at der, hvor EU har lovgivningsmyndighed, fordi medlemsstaterne har bedt EU om det, skal vi selvfølgelig rette os efter det. Det siger da sig selv. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det været alle dage, og nu bliver det bare skrevet i traktaten. Men sådan har det været altid, og det skal selvfølgelig også være sådan.
     Vi har da også fra dansk side en interesse i, at der, hvor vi har bedt EU tage sig af noget, skal alle lande også rette sig efter det, der skal EU-retten da have forrang. Ellers er det fuldstændig uden mening, at vi har bedt EU om at tage sig af sagerne. Så det er der ikke noget nyt i. Det er et meget tyndbenet argument.

Jeg synes nu ikke, det er så tyndbenet. Jeg synes faktisk, det snarere er meget tykbenet.
     En ting er, at EF-Domstolen tilbage engang for over 40 år siden tilranede sig den magt, at dens regler ligesom skulle gælde over national lovgivning, en anden ting er, at vi nu skriver det ind i en decideret grundlov, en forfatning for EU. Det er et kvalitativt anderledes spring, og det er en helt ny måde at forstå traktaten på.
     EF-Domstolens virke og den måde, den bliver styrket på i EU-forfatningen, har jo også betydning for, hvilke områder vi senere hen vil kunne se blive overført til EU. Det er sådan, at det er EF-Domstolen - EU-rettens forrang eksisterede før og bliver nu styrket i EU-forfatningen - der har kompetencen til i sidste ende at definere, hvilke områder der hører til de enkelte stater, og hvilke områder der hører til EU.
     Jeg vil gerne have, at statsministeren kan bekræfte, at det er sådan, det forholder sig. EF-Domstolen bestemmer i sidste ende, og det bliver nu skrevet ind i EU-forfatningen. Det vil jeg gerne have at statsministeren bekræfter.

Jeg kan fuldstændig afkræfte påstanden om, at EU-rettens forrang skulle blive styrket med den nye traktat. Der er ikke noget nyt i det, der står, sådan har det været alle dage, og det skal også være sådan.
     Lad mig lige for det første slå fast: EU får kun og har kun lovgivningsmyndighed der, hvor medlemsstaterne, inklusive Danmark, har overladt myndighed til EU. Så EU kan kun lovgive der, hvor vi har bedt EU om at gøre det.
     Det andet er, at når vi har bedt EU om at lovgive, må det da være en selvfølge, at så skal alle også rette sig efter det, ellers er det jo meningsløst, og derfor skal EU-retten da have forrang der, hvor EU af medlemsstaterne er blevet bedt om at lovgive. Det er logik, det siger sig selv, ellers er det fuldstændig uden mening at have dette samarbejde. Men da hr. Rune Lund jo også mener, at vi skal ud af det, er der ikke noget sært i, at hr. Rune Lund er modstander af det her.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for et sidste spørgsmål.

Der er jo ikke noget mærkeligt i, at EU-retten har forrang, som statsministeren siger, for det er forudsætningen for, at man kan have nogen som helst styrke i internationale regler.
     Det, der er problemet, er, at EU lovgiver på en lang, lang række områder, som aldrig nogen sinde burde have været EU-reguleret, og der kan statsministeren da ikke komme uden om, at den forfatning, som statsministeren taler så varmt for, lægger op til en lang række nye områder, hvor EU skal til at lovgive: socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik. Det er en lang række områder, som EU slet ikke burde beskæftige sig med, og det tror jeg og Dansk Folkeparti i al beskedenhed ikke har nogen særlig stor folkelig opbakning.
     Derfor er det også dybt bekymrende, at man hører statsministeren f.eks. sige ordet traktat i stedet for forfatning, på trods af at dokumentet nu engang hedder:
Forfatning for Europa. Det er bekymrende, at man ikke ønsker at husstandsomdele forfatningen og på den måde frarøver folk muligheden for at sætte sig ind i det dokument, der rent faktisk skal stemmes om.
     Jeg synes, at der er mange bekymrende tendenser i hele den her debat, og jeg glæder mig til at fortsætte diskussionen frem til den 27. september.

Hr. Morten Messerschmidt siger, at problemet er, at EU tager sig af en hel masse ting, EU aldrig burde have fået lov til at tage sig af. Det er så hr. Morten Messerschmidts politiske opfattelse.
     Sagen er bare den, at EU kun skal og må tage sig af de ting, som medlemsstaterne udtrykkeligt har overladt til EU, sådan er det. Hvis hr. Morten Messerschmidt hidtil har været
i tvivl om det, så er tvivlen nu udryddet med den nye traktat, for den slår nemlig udtrykkeligt fast, at sådan er det. EU må kun tage sig af de ting, som medlemsstaterne, herunder Danmark, udtrykkeligt har overladt til EU. Og det er jo ikke rigtigt, når hr. Morten Messerschmidt påstår, at EU lovgiver inden for socialområdet og på arbejdsmarkedsområdet på felter, hvor vi ikke har ønsket det. Og hvis hr. Morten Messerschmidt er i tvivl på det punkt, kan han bare læse den politiske aftale, som er indgået mellem et meget bredt flertal her i Folketinget, hvor vi netop slår fast, at noget af det, vi lægger vægt på, er, at fordelingspolitik, velfærdspolitik osv. fortsat er nationale anliggender, og det fremgår også klart af den nye traktat.

Hermed sluttede spørgsmålet.