Spm. nr. US 6

Det drejer sig om et udkast til et direktiv om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område.

     Sagen er den, at man oprindelig har lagt an til, at dette direktiv skulle gennemføres med hjemmel i Nicetraktatens artikel 61 c, hvor Danmark som bekendt har et forbehold, fordi det er del 4, altså retsforbeholdet. Man har så efterfølgende sagt, at det her hjemmelsgrundlag er for snævert, og derfor overfører man det til artikel 95, altså reglerne om det indre marked, og dermed er Danmark pludselig omfattet.
     Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad regeringens holdning er til, at man sådan kan switche imellem forskellige hjemmelsgrundlag og dermed komme uden om det danske retsforbehold.

Det eneste, jeg kan sige til hr. Morten Messerschmidt, og det er sådan nogle helt overordnede betragtninger, er, at dette jo faktisk meget ofte er tilfældet, når man taler om at lovgive på det EU-retlige område, sådan at der er en juridisk diskussion om, hvad det korrekte hjemmelsgrundlag er. Og her er der naturligvis også ofte en diskussion, dels mellem forskellige ressortministre - jeg vil sige, at det indre marked i hvert fald ikke er noget, der hører under mit ressortområde - dels er der naturligvis også en diskussion af, hvor langt man kan gå i forhold til de retslige regler, man skal holde sig inden for.
     Det, jeg kan sige på vegne af både Det Konservative Folkeparti og Venstre, er, at vi sådan set altid har anlagt en meget restriktiv betragtning af, hvornår man går ind og, om man så må sige, overbenytter de hjemmelsbestemmelser, der er i EU-lovgivningen. Vi har generelt set været meget kritiske over for brugen af den såkaldte gummiparagraf, og derfor er det selvfølgelig også meget, meget væsentligt, at vi ikke kommer i en situation, hvor Kommissionen af politiske årsager ønsker at benytte en hjemmel, som vi ikke juridisk finder holder vand og er begrundet.
     Jeg kender ikke den konkrete sag, som hr. Morten Messerschmidt nævnede, men jeg kender selv fra min tid i Europaudvalget til talrige sager, hvor jeg synes, at Kommissionen er gået meget vidt i deres fortolkning af EU-bestemmelserne. Der kunne være hele spørgsmålet omkring forbud mod tobaksreklamer osv., hvor jeg jo mener, at det har haft en klart sundhedsfremmende effekt, men hvor Kommissionen altså fortolkede det sådan, at det var indre marked-regler. Og det vil der ikke alene være en juridisk, men så sandelig også en politisk diskussion af, og den skal vi fortsætte med at have.

Det er dejligt at kunne konstatere, at Dansk Folkeparti og justitsministeren i den her sag er enige. Men så kunne jeg godt lide at vide, om ikke justitsministeren - jeg har forståelse for, at justitsministeren ikke kender og kan forholde sig til den konkrete sag - kan se et problem i, at man altså i et hjemmelsgrundlag, der er omfattet af danske retsforbehold, ikke kan gennemføre noget, fordi det er for snævert, og dermed udvider omfanget af et direktiv for at kunne indføre det i et sæt hjemmelsregler, som altså ikke er omfattet af det, som det danske folk har ønsket i 1973.
     Det er jo fuldstændig undergravende for hele tankegangen om, at vi skal kunne afholde os fra at blive bundet af de retspolitiske beslutninger, som bliver truffet af EU's organer generelt, og jeg er glad for at høre, at også justitsministeren kan konstatere, at EF-Domstolen jo politiserer en lang række af disse sager.

Jeg vil sige tre ting til hr. Morten Messerschmidt. For det første vil jeg sige, at det, der for mig at se er det helt afgørende, og det, der er afgørende for regeringen, jo naturligvis er, at man holder sig inden for de hjemmelsbestemmelser, der nu engang er. Vi ønsker ikke, at der skal være stor juridisk diskussion om, hvorvidt man benytter sig af den rigtige hjemmel.
     Det andet, der er at sige, er naturligvis, at EU-samarbejdet jo ikke er en statisk størrelse. Det er et dynamisk samarbejde, som jeg mener er til meget stor gavn for Danmark og den danske befolkning, og derfor kan man jo ikke bebrejde Kommissionen eller for den sags skyld medlemslandene, at de ønsker at videreudvikle samarbejdet. Der tror jeg, at Dansk Folkeparti og regeringen måske er en kende uenige på det punkt. Men jeg begræder sådan set ikke, at man dynamisk forsøger at udvide samarbejdet. Det, jeg bare synes er væsentligt, er, at man bruger de hjemler, der er til stede, retmæssigt.
     Det tredje, jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, der nu blander det retlige forbehold ind i det, er: Det er jo ikke nogen hemmelighed, at mit parti ønsker det retlige forbehold væk, det ønsker det andet regeringsparti også, og jeg mener, at det skader Danmark, at vi ikke er fuldt ud med
i det retlige samarbejde. Jeg synes, AT den måde, vi tænker på i Danmark, også på det retlige område, kunne komme de andre EU-lande til gavn.

Jeg er fuldstændig bekendt med, hvilken holdning regeringen har til det her, men jeg har da en forventning om, at regeringen føler sig forpligtet over for den beslutning, som det danske folk har truffet, i forhold til at vi altså nu engang har et forbehold over for del 4 i Nicetraktaten, og det må regeringen jo være fuldstændig forpligtet til at administrere efter.
     Derfor synes jeg, det er relevant at få at vide, om regeringen ikke også ser et problem i, at man altså fra Rådets og Kommissionens side lægger op til, at et snævert direktiv med få regler ikke kan vedtages på grund af danske retsforbehold, men at et bredere direktiv med mange flere regler godt kan. Specielt i forhold til den forfatning, som regeringen jo også taler varmt for, synes jeg da, at der må være nogle betænkeligheder ud fra et sådan rent anstændighedsmæssigt og demokratisk synspunkt fra regeringens side i forhold til, at man altså har nogle regler, som det danske folk klart og utvetydigt har sagt nej tak til, men som man alligevel tvinger ned over os.

Jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at det jo ville være dejligt, hvis EU-ret og EU-politik var en eksakt videnskab, for så kunne man slå op i en bog, og så kunne man finde løsninger på alle de juridiske spørgsmål, man kaster op
i luften. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre.
     I den forholdsvis korte tid, hvor jeg har siddet til rådsmøder i EU-sammenhæng, har jeg adskillige gange oplevet, at der er uenighed i forhold til den juridiske vurdering, som Kommissionen anlægger - den bygger naturligvis også på nogle politiske visioner, som den ansvarlige kommissær har sagt er den vej, vi går, og derfor opbygger vi en givet rammeafgørelse på en vis måde - og så den vurdering, som
f.eks. Rådets juridiske tjeneste kommer med. Det vil altså sige, at Kommissionens juridiske tjeneste og Rådets juridiske tjeneste er uenige om hjemmelsgrundlag og mange andre ting. Der tror jeg, at noget af styrken ved EU-samarbejdet egentlig er, at der er den åbne drøftelse og diskussion af det, og at medlemslandene deltager aktivt i den. Og der kan jeg garantere hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti for, at vi deltager aktivt i de drøftelser, fordi vi også føler, at det er vigtigt at være vagthund i forhold til at sikre, at der er det korrekte hjemmelsgrundlag, når man træffer beslutninger i EU.

Hr. Messerschmidt, sidste spørgsmål til ministeren.

Men det er jo netop det foruroligende, vi står over for her, at en Kommission, som ikke skal eller kan genvælges, men er udpeget, har ét motiv, nemlig at skabe så stærk en forbundsstat i Europa som muligt, mens man fra regeringernes side, som jo har en eller anden forpligtelse, om ikke andet så hvert fjerde år i hvert fald, over for deres vælgere, selvfølgelig taler en anden sag. Det er jo hele kerneproblemet i EU, at man altså har en stærk lobbygruppe kaldet Kommissionen, som ønsker at skabe en så stærk forbundsstatlignende model i EU som muligt.
     Det, jeg godt afslutningsvis vil høre, er, om ikke regeringen - eller justitsministeren - så i denne her sammenhæng kan se et problem i den forfatning, som vi skal stemme om, der jo, uanset hvordan man ser på det, om det er godt eller skidt, udvider lovgivningskompetencen på EU's områder, ikke alene i forhold til den nye stemmeprocedure med kvalificeret flertal, men altså også med en direkte hjemmelsudvidelse. Der er en lang række nye områder, hvor EU begynder at kunne lovgive, hvor det ikke tidligere kunne lade sig gøre.
     Det, der er sagens kerne, er: Vi ved ikke, hvad vi får. Vi aner ikke, hvilke direktiver, forordninger og beslutninger der vil komme ud fra EU-systemet efter forfatningens eventuelle vedtagelse, fordi man fuldstændig fortolker det i den retning, man gerne vil. Og hvis Rådet siger én ting, jamen så er det alligevel Kommissionen, der i sidste ende har beslutningskompetencen - den udemokratisk udpegede Kommission. Er det ikke korrekt?

Jeg må sige, at jeg slet ikke deler hr. Morten Messerschmidts dæmonisering af Kommissionen. Tværtimod synes jeg, at der mangler en fuldstændig forståelse for, at det i sidste ende altså er ansvarlige ministre, medlemslandene, der sidder og stemmer om de ting, der skal vedtages i EU, og hvis der er tale om et indre marked-direktiv, vil det jo typisk være økonomi- og erhvervsministeren, der sidder og kan deltage i et kvalificeret flertal eller i et blokerende mindretal. Så den her diskussion om, at der er en Kommission, der bare gør ting, synes jeg er en kende malplaceret.
     Men jeg vil da godt sige til hr. Morten Messerschmidt, at jeg netop synes, at den nye forfatningstraktat, som vi skal stemme om, på en lang række konkrete punkter går ind og medvirker til at forbedre vores mulighed for at påvirke politikken i Europa. Et eksempel, som jeg i hvert fald ved ligger Dansk Folkeparti ekstremt nær, er spørgsmålet om dyretransport og dyrevelfærd. Her bliver der jo med den nye traktat en langt bedre mulighed for demokratisk kontrol, i og med at vi nu får en sikkerhed for, at Europa-Parlamentet får en mulighed for at blive hørt og får medbestemmelse i forbindelse med de regler, der bliver truffet fremover. Det er noget, der vil trække i retning af det, vi ønsker i Danmark, med skrappere regler for dyretransport og med større vægt på dyrevelfærd.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Inden vi går videre til næste spørger, vil jeg lige sige, at vi har en mulighed for at nå igennem alle spørgerne, hvis man overholder taletiden og måske i stedet for fire spørgsmål til ministeren nøjes med at stille tre. Det er bare en henstilling. Man har lov at tage fire.
     Hr. Ole Stavad er næste spørger.