Spm. nr. US 67
Rune Lund (EL):
Det var jo en storslået dag i søndags, hvor vi fik et nej til EU-forfatningen, og det var specielt storslået, fordi vi jo kan se, når vi læser aviser og læser folks argumenter for at stemme nej, at folk specielt stemte nej, fordi de mente, det kunne lade sig gøre at lave en bedre traktat, altså et mere socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa. De mente, at man skulle stemme nej, fordi det var et nyliberalt Europa, fordi traktaten, EU-forfatningen ville gøre det nemmere at tjene penge på sådan noget som velfærd og sundhed, og de mente, at den ville skabe mere militær oprustning og mindre demokrati. Det er jo utrolig smukt, at der kommer et nej på den baggrund.
Men betyder det så ikke, når man ser sådan et massivt nej, som måske er kulminationen på årtiers utilfredshed med EU, at EU er kørt helt ud ad en forkert tangent, og at man måske skulle finde en anden måde at samarbejde på i Europa?