Jeg har ingen kommentarer til, at fru Henriette Kjær er bekymret for det videre samarbejde, men når hun fremhæver, at det er fejt af Socialdemokratiet at hive sygehusene ind i debatten, så vil jeg bare sige, at vi har gjort opmærksom på, at den nye Region Hovedstaden fødes med store økonomiske problemer. Alene for sygehusområdet kan vi se, at hvad angår den kasse, der vedrører sygehusene, fødes regionen med et ganske betydeligt underskud, som skal skaffes af vejen på en eller anden måde.
Fru Henriette Kjær ved sikkert, at de nye regioner får tre kasser, der skal være skarpt adskilt: en for sygehuse, en for sociale institutioner og en for regional udvikling. Og som forligsteksten er, kan der ikke overflyttes penge mellem de tre områder.
Vi har spurgt, hvor finansieringen af gælden fra metroen skal være. Skal det være i den ene kasse, den anden kasse eller den tredje kasse? Personligt ville jeg sige, at det måske var mest naturligt, at den lå i kassen for regional udvikling, men vi har ikke kunnet få svar. Var det ikke naturligt, om regeringen havde et svar på, hvor den havde tænkt sig at anbringe den her gældssum på 0,6 mia. kr., og kunne Det Konservative Folkeparti ikke være behjælpelig med også at finde den afklaring? Det har da både vi i Folketinget og de lokale politikere, der nu er valgt til Region Hovedstaden, et krav på at få oplysning om.
Jeg forstår simpelt hen ikke, at Det Konservative Folkeparti ikke vil medvirke til den økonomiske afklaring, som det her lovforslag burde føre til.