Nu har formanden jo tidligere på dagen sagt, at det står der ikke noget om her i lovforslaget, og det er ikke til behandling her i dag, men jeg vil godt svare på det alligevel.
Jeg må sige det åbent og ærligt: Regionerne er sådan set ikke groet i vores have, men her i Folketinget lærer man jo at tælle til 90, og i sin tid, da vi havde hele diskussionen om kommunalreformen, havde vi en forespørgselsdebat her i Folketinget om, at sygehusene skulle overgå fra amterne til staten, og det fik kun tilslutning fra vores eget parti.
Så er det klart, at når man så går i gang med at lave kommunalreformen, og vi ikke kan komme igennem med at få sygehusene flyttet til staten, så går vi ind for de der fem regioner, der er stiftet.
Jeg vil ikke modarbejde regionerne. Jeg vil gerne have lov at sige, at de skal have, om man kan bruge udtrykket, en chance, en mulighed for at vise, at de duer til noget, og at de kan få sundhedsvæsenet til at fungere. Så de kommer forhåbentlig til at eksistere en rum tid ud i fremtiden.