Den eneste sag på dagsordenen var:
1) Tredje behandling af lovforslag nr. L 2:
Forslag til finanslov for finansåret 2006. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 4/10 2005. Første behandling 6/10 2005. Betænkning 27/10 2005. Anden behandling 1/11 2005. Tillægsbetænkning 1/12 2005).

I tillægsbetænkningen var der stillet 694 ændringsforslag (nr. 1-694). Uden for tillægsbetænkningen var der den 7/12 2005 stillet 2 ændringsforslag af finansministeren (Thor Pedersen) (nr. 695 og 696).

Samtykke til behandling

Ændringsforslag nr. 695 og 696 kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde. Da der er begæret afstemning, sætter jeg spørgsmålet om samtykke til afstemning. Det betyder, at Tinget nu går til afstemning om, hvorvidt ændringsforslag nr.
695 og 696 kan behandles i dette møde.

Afstemning

Afvigelse fra den frist, der er nævnt i Folketingets forretningsorden, vedtoges med 67 stemmer (V, DF og KF) mod
44 (S, RV, SF og EL).

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage følgende ændringsforslag tilbage: nr. 59, 73, 75, 109, 110, 113, 122, 124, 132, 133, 136, 226, 232, 362, 374, 375, 378-380, 383-388, 393, 506 og 507.
     Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag? (Ophold). Da det ikke er tilfældet, er disse ændringsforslag bortfaldet.

Ændringsforslagene sattes først til forhandling.

Med hensyn til korte bemærkninger henviser jeg til mit brev af 28. november til Folketingets medlemmer.
     Hr. Peter Christensen som ordfører.

Forhandling

Kan man holde skattestoppet? Kan det offentlige forbrug vokse på afdæmpet vis, og kan man samtidig have overskud på de offentlige finanser? Kan man have hele tre gode ting på én gang?
     Før i tiden tror jeg oppositionen ville have fnyst hånligt. De ville have sagt, det var umuligt. I så fald må oppositionen have fået en regulær overraskelse nu, for regeringen holder skattestoppet, øger det offentlige forbrug på afdæmpet vis med 0,5 pct. i 2006 og fastholder samtidig et flot overskud på de offentlige finanser på langt over 40 mia. kr. og nedbringer dermed vores gæld - hele tre ting på én gang!
     For oppositionen må denne finanslov have været et regulært Kinderæg, men egentlig er der ingen grund til overraskelse. Vi gennemfører jo præcis, hvad vi har lovet, senest i regeringsgrundlaget fra februar 2005, og det virker. Danmark er midt i et økonomisk boom, og vi kan glæde os over et yderligere fald i ledigheden med 4.000 flere personer næste år end ifølge den forrige prognose fra august. Dermed kommer ledigheden ned på bare 143.000, og det er den laveste ledighed i de seneste 30 år.
     Kombinationen af økonomisk vækst og en fornuftig økonomisk politik er med til at skabe råderum til alt muligt godt, og derfor er finansloven for 2006 da også et rent Matadormix af gode sager. Vi har indgået en aftale om at forbedre førtidspensionisternes vilkår, idet vi afsætter omkring 610 mio. kr. i 2006 til at løfte de laveste førtidspensionister; vi styrker forskningsområdet med i alt ca. 600 mio. kr.; på uddannelsesområdet afsætter vi ca. 275 mio. kr. primært målrettet de videregående uddannelser og folkeskolen, hvor der vil blive flere timer i dansk og historie, efteruddannelse af lærere, en national handlingsplan for læsning samt styrket evaluering i folkeskolen, bl.a. med indførelse af nationale test; vi har afsat i alt 1,3 mia. kr. ekstra til ældre og sundhed, herunder bedre og mere fleksibel hjemmehjælp, initiativerne i Kræftplan II samt sundhedscentre; dertil kommer nedsættelse af forældrebetalingen til maksimalt 25 pct. for børnepasning og penge til bedre kvalitet i samme børnepasning; og for at øge sikkerheden for befolkningen har vi indgået en aftale om at afsætte 150 mio. kr. i 2006 som led i en styrket indsats mod terror.
     Samlet set er der nye initiativer på finansloven for i alt godt 5,8 mia. kr., og en stor del af midlerne bruges til at styrke indsatsen i social- og sundhedspolitikken.
     Sådan en stor godtepose vil let kunne blive beskyldt for at efterlade nogle store huller i tænderne. Men råderummet er til stede, og pengene er til stede.

     Vi har sat os for at fremme den økonomiske vækst og fremme lysten til at arbejde og dermed øge mulighederne for at sætte penge af til sociale forbedringer. Vi må sikre, at vi kan hjælpe de syge og de svage ved at opmuntre de stærke og raske til at tage opgaven på sig, og derfor kan jeg lige så godt gentage regeringens mantra: Det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg har noteret mig, at nogle partier i Folketinget vakler i stedet for at fastholde dette sunde princip, og derfor vil jeg gerne minde om, at velfærd ikke kommer ud af den blå luft. Forudsætningen for velfærd er arbejde og økonomisk vækst, ikke omvendt.
     På samme måde er forudsætningen for at deltage i arbejdet med finansloven og være med til at dele penge ud, at man til gengæld bidrager til fundamentet for finansloven, nemlig skattestop og en fornuftig, afdæmpet udgiftsvækst. Det mente Socialdemokraterne og De Radikale desværre ikke at de kunne være med til, og derfor deltager de naturligt nok ikke
i finanslovens hovedaftale i modsætning til Dansk Folkeparti. Men heldigvis var der jo mulighed for alligevel at få indflydelse. Det kunne man få ved at deltage i finanslovens delaftaler, og den mulighed er jeg glad for at De Radikale har grebet. Jeg synes, det er tegn på politisk fornuft, og jeg synes, vi har fået strikket en række gode aftaler sammen med deltagelse af regeringen, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Det gælder bl.a. aftalen om forenkling af reglerne for beskatning af aktier, det gælder trafikaftalen, og det gælder aftalen om fremtidens almene boligsektor. Til gengæld er jeg egentlig overrasket over Socialdemokraternes linje. I det konkrete finanslovarbejde har utroværdigheden været slående, og lad mig give et par eksempler: Først spillede Socialdemokraterne ud med løfter om store milliardbeløb til førtidspensionisterne finansieret af den satspulje, hvor der kun er knap 700 mio. kr. at tage af, og det hang slet ikke sammen, navnlig ikke hvis man samtidig ville bruge satspuljen til både børn, ældre og udsatte grupper. Så spillede Socialdemokraterne ud med et forslag om at bruge store milliardbeløb på huslejenedsættelser i den almene sektor, men ikke et ord om, hvad der skulle ske med huslejen, når pengene var brændt af. Med en så usikker og utroværdig linje har Socialdemokraterne gjort livet vanskeligt for sig selv. Det skal jeg være den første til at beklage, for jeg mener, at Socialdemokraterne burde høre til i kredsen af ansvarlige partier på Christiansborg. Også dagens ændringsforslag viser tydeligt de to forskellige bud på fremtidens samfund. Regeringens forslag giver borgerne et skattestop, sikrer rammerne for en fortsat stigende velfærd og giver mulighed for at skabe job i Danmark, også i fremtiden, mens Socialdemokraternes forslag vil medføre en usikker økonomisk kurs. Venstre står selvfølgelig bag det første, og vi stemmer derfor for de ændringsforslag, der er stillet af finansministeren.

Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og jeg læser lige op, så man er klar over rækkefølgen:
     Hr. Frank Aaen, hr. Carsten Hansen, hr. Johs. Poulsen, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Ole Sohn, fru Mette Frederiksen, fru Christine Antorini, hr. Kim Mortensen, fru Lone Møller, hr. Ole Glahn, hr. Villy Søvndal, fru Kirsten Brosbøl, hr. Kristen Touborg og hr. Troels Ravn.
     Så er det først hr. Frank Aaen for en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg vil starte med at erklære mig enig med Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, i, at pengene er der, for det er jo korrekt. Pengene er der i rigeligt mål. Finansministerens sidste skøn er, at der bliver 68 mia. kr. i overskud på de offentlige finanser i 2005, så der er jo masser af penge - ingen tvivl om det. Men alligevel vil regeringen tage penge fra børnefamilierne og fra lejerne og i det hele taget støvsuge penge op forskellige steder, hvor folk har mindst.
     Når hr. Peter Christensen gør så meget ud af at fortælle alt det gode, regeringen vil gøre, havde det så ikke været korrekt, hvis hr. Peter Christensen havde meddelt, at regeringen med de ændringsforslag til finansloven, vi har set så sent som her til morgen, vil tage 3 mia. kr. fra kommunerne? De kommunebudgetter, der er vedtaget den 15. oktober, har man besluttet at barbere 3 mia. kr. af, og det vil sige, at der bliver mindre til ældreomsorg, mindre til folkeskolen og mindre til børnefamilierne. Havde det ikke været hæderligt at lægge det åbent frem eller at have sagt, at man skærer altså også i velfærden?

Det er lagt åbent frem, at vi netop ønsker at få vedtaget en tekstanmærkning, som giver mulighed for at sikre, at den aftale, der er indgået mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, bliver overholdt. Vismændene har faktisk påpeget, at det er afgørende for, at vi ikke får en overophedet økonomi, at den aftale, vi har indgået med kommunerne, overholdes, og derfor er det jo ikke at tage 3 mia. kr.

     Jeg tror faktisk, det ender med - ja, jeg har faktisk tiltro til det - at kommunerne selv sørger for at bringe deres budgetter i overensstemmelse med det, der er aftalt. Det vil sådan set betyde, at den tekstanmærkning, vi vedtager, slet ikke vil komme i brug, og det synes jeg da vil være fint. For os er det mest afgørende sådan set, at de aftaler, der er indgået, bliver overholdt, og vi synes sådan set også, det vil være en styrkelse af hele aftalesystemet og af den mangeårige tradition, vi har for at tale os til rette, at kommunerne selv løser det problem, der er blevet skabt.

Helt ærligt: Overophedning, fordi kommunen ansætter nogle flere hjemmehjælpere, overophedning, fordi de ansætter nogle flere til at passe børn, og overophedning, fordi de vil lave en bedre folkeskole - det er jo sludder og vrøvl! Det, det drejer sig om, er, at man simpelt hen bare vil have den offentlige sektor til at skrumpe, og derfor kommer man nu med det tilbud til kommunerne.
     Er det ikke korrekt forstået, at hvis det her bliver vedtaget, er det det samme som at sige til kommunerne: I kan selv spare 3 mia. kr., men hvis I ikke gør det, kommer vi og stjæler 3 mia. kr. fra jer, og så kan I bagefter spare alligevel? Er det ikke rigtigt? Det er et siciliansk tilbud til kommunerne: Spar selv, eller også tager vi pengene, så I alligevel bliver tvunget til selv at spare.

Det er altså lidt fantastisk. Det, der er tale om, er, at vi har lavet en aftale med kommunerne om, hvor meget deres konsum må vokse, og så har vi en situation nu, hvor der er udsigt til, at kommunerne vil bruge 3 mia. kr. mere end det, der er aftalt, så det, vi gør, er jo ikke en besparelse. Det er blot at sikre, at udgifterne ikke stiger mere end aftalt.
     Jeg synes som sagt, det vil være utrolig sundt for hele aftalesystemet, at vi sikrer, at man overholder det, vi har aftalt, for ellers har aftalesystemet sådan set ikke ret meget mening. Derfor tror jeg, at kommunerne vil være enige med mig i det synspunkt og selv sikre, at det ikke bliver nødvendigt at bringe tekstanmærkningen i anvendelse.
     Så vil jeg sige med hensyn til, om det er noget sludder, at hr. Frank Aaen selv må diskutere med de økonomiske vismænd, om ikke en overskridelse på 3 mia. kr. i den kommunale økonomi vil kunne give overophedning.

Der er jo mange i salen. Det bliver der forhåbentlig ved med at være hele dagen, og derfor vil jeg godt henstille, at når man snakker sammen, dæmper man lige stemmeføringen lidt, så det er til at høre, hvad der bliver sagt, og vi kan blive ved at komme med de korte bemærkninger fra pladserne.
     Så er det hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg er enig med hr. Peter Christensen i, at der er mange gode penge, vi kunne bruge på velfærd rundtomkring, og derfor vil jeg spørge hr. Peter Christensen: Hvordan kan det være, at regeringen først kommer med en udmelding om, at der skal spares 3 mia. kr. i amter og kommuner nu, efter at vi har haft kommunalvalg og regionsvalg?
     Jeg vil godt bede hr. Peter Christensen om at forholde sig til en aktuel sag. Jeg har en henvendelse liggende her på mit bord foran mig. Der er 1½ års ventetid til en smerteklinik for en forholdsvis ung kvinde, der er kommet til skade ved en trafikulykke, og når man undersøger forholdene nærmere, er der i gennemsnit op til 2 års ventetid til smerteklinikkerne landet over.
     Skal den ventetid forøges yderligere, fordi der skal spares 840 mio. kr. i det offentlige sygehusvæsen? Eller kan hr. Peter Christensen anvise andre steder i sundhedsvæsenet, hvor det skal gøres? Var det dog ikke bedre, at vi investerede lidt flere af de der mange milliarder, der er i overskud - 58 mia. kr. - i at sikre, at en patient kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen og ikke skal vente 1½ år på at komme på en smerteklinik?

Det er korrekt, at tekstanmærkningerne sådan set også omhandler amterne, og uanset om det er primærkommunerne eller amterne, vi diskuterer, er det sådan set det samme, der gør sig gældende: Vi sparer ikke, det er et spørgsmål om, hvor meget budgetterne skal vokse.
     Det er helt afgørende for mig at få slået fast, at det, vi har aftalt, netop er, at der kun må være en afdæmpet vækst
i både amterne og i kommunerne. Men det, der er udsigt til, er, at allerede i budgettallene bliver væksten langt højere. Normalt ser vi - og det har vi desværre ofte set - at regnskabstallene ender med at blive højere end det, vi havde aftalt, men nu er det budgettallene, der er højere.

     Så spørger hr. Carsten Hansen, om jeg kan anvise, hvordan det enkelte amt skal gøre det. Hr. Carsten Hansen kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne fortælle en enkelt kommune det, men jeg tror faktisk, at både amterne og kommunerne vil betakke sig for, at jeg blander mig i, hvordan et amt eller en kommune skal styres. Derfor vil jeg naturligvis ikke blande mig i deres arbejde, men blot sige, at der er penge til vækst i samtlige amter og samtlige kommuner, men at vi er nødt til at sikre, at der ikke sker en gentagelse af det, vi oplevede ved kommunesammenlægningerne i 1970, hvor man tømte kasserne og derfor brugte alt, alt for mange penge. Vi kunne se, at det var ved at blive gentaget, og det er sådan set det, vi vil sikre ikke bliver gentaget.

Der står i tekstanmærkningerne, at i forhold til det udgangspunkt, amterne har i dag, skal der spares 840 mio. kr.
i gode danske penge, og amterne kan altså stort set kun hente dem i sygehusvæsenet. Så forklarede jeg hr. Peter Christensen, at der rent faktisk er gennemsnitligt 2 års ventetid for mennesker med kroniske smerter til vores smerteklinikker. Det er altså mennesker, der gennemgår et helvede hver eneste dag, og selvmordsprocenten er dobbelt så høj som i befolkningen som helhed. Jeg har her en sag, hvor en kvinde nu har ventet 1½ år, og er det her, amterne skal spare? Var det ikke bedre, at man i stedet for at komme med nogle tekstanmærkninger finansloven her efter kommune- og regionsvalget sikrede, at nogle af alle de 58 mia. kr. blev brugt på at få mennesker i gang frem for at lade dem gå bevidstløse i et smertehelvede i lang tid. Der er jo mennesker bag alle de tal og tekstanmærkninger, som nu er trukket tilbage og skal frem igen, og hvad ved jeg, så lad os nu forholde os til virkeligheden. Er det rigtigt, at der i forhold til udgangspunktet skal spares 840 mio. kr., og skal det gå ud over mennesker som den dame, hvis sag jeg har liggende på mit bord, og som må vente 1½ år?

Jeg kan starte med at svare på det konkrete spørgsmål: Er det rigtigt? Nej, det er ikke rigtigt, for udgangspunktet må være de regnskabstal for 2005, vi har fået, og med udgangspunkt i de regnskaber vil man kunne se, at også når man overholder aftalen, vil der være plads til vækst i 2006. Så jeg kan helt klart afvise, at det, hr. Carsten Hansen siger, er korrekt.
     Men det ændrer ikke ved, at jeg faktisk er enig i, at der bag alle tal gemmer sig mennesker. Det må vi politikere aldrig glemme, og derfor synes jeg bestemt, at man i det pågældende amt selvfølgelig skal fokusere på at sikre, at der ikke er ventetider af en så horribel længde. Men det ændrer bare ikke ved, at det ikke er os som folketingsmedlemmer, der skal drive sundhedsvæsenet i det enkelte amt eller socialpolitikken og skolepolitikken i den enkelte kommune, så derfor tror jeg, at selv om jeg kan spore uenighed mellem Socialdemokratiet og Venstre, er der ikke en tilsvarende uenighed mellem kommunerne og Venstre.

Nu gjorde hr. Peter Christensen jo meget ud af at fortælle i sin ordførertale, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti deler en del penge ud med denne finanslov, og at det er rart at kunne gøre det og rart at kunne indfri en lang række løfter og sige: På en række punkter får I mere end det, I har
i forvejen. En forudsætning for at kunne være med til det var, at man accepterede skattestoppet. Sådan var tonen i hr. Peter Christensens indlæg, men ikke desto mindre er det jo sådan, at der samtidig lægges op til, at kommunerne skal ribbe de budgetter, de er gået til valg på. Bl.a. skal de finde 600 mio. kr. på skoleområdet, de skal finde 200 mio. kr. på ældreområdet, og de skal finde 200 mio. kr. på handicapområdet. Er det ikke fair at sige, at det er dejligt nemt at love guld og grønne skove, når man sidder på Christiansborg, men at man nu i virkeligheden detailregulerer lovgivningen i den yderste detalje, fordi man glemte at sende tilstrækkeligt med penge til at løse de nye opgaver, man gerne vil have løst?

Det er jeg helt uenig i. Det er rigtigt, at tager vi valgløftet om at nedsætte forældrebetalingen for børnepasning til maksimum 25 pct., er det sådan set et område, der vedrører kommunerne. Men det, der er afgørende, er jo, at kommunerne kompenseres for det nye loft, vi lægger ind, så forældrene kommer til at betale mindre. Regningen ender ikke ved kommunen, men herinde, for det er et løfte, som er afgivet af regeringen og dermed også finansieret af regeringen, og det er også tilfældet, når vi ser på aftalen om kommunernes økonomi for 2006. Kommunerne bliver kompenseret.

     Spørgeren og jeg havde en runde om dette spørgsmål ved førstebehandlingen af finansloven, og den gik på, om kommunerne bliver kompenseret nøjagtigt. Det er jo sådan, at
i dag har vi DUT-systemet, hvor vi udligner for kommunerne samlet set, og det giver nogle udsving. Men det ændrer ikke ved, at indtil vi er blevet enige om en anden måde at gøre det på, er det jo den metode, der også blev brugt, da De Radikale sad i regering.

Jeg kan forstå, at hr. Peter Christensen er uenig i det, jeg sagde til sidst, nemlig at det er dejlig nemt at love guld og grønne skove, når man sidder på Christiansborg og detailregulerer lovgivningen ud i yderste detalje, men bare glemmer at sende tilstrækkeligt med penge, når man vil have de nye opgaver løst. Det forstår jeg at hr. Peter Christensen er uenig i.
     Jeg kan afsløre, at det er et direkte citat af Preben Rudiengaard, som jo også er medlem af Venstres folketingsgruppe, og som er borgmester i Ribe. Jeg kan forstå, at Peter Christensen er hundrede procent uenig med Preben Rudiengaard, som sagde i det samme indslag i DR Syd, at det vil koste Ribe 1,9 mio. kr., og at Ribe får for lidt i kompensation. Men det er endda ikke det hele: Preben Rudiengaard sagde også, at i forbindelse med skattevæsenets flytning mister de også penge osv. osv.
     Hvem har egentlig ret? Er det Venstres finansordfører, der har ret, eller er det hr. Preben Rudiengaard, som trods alt er borgmester og derfor ved, hvad der foregår i kommunerne?

Jamen i den sammenhæng er det mig, der har ret, for set under et kompenserer vi kommunerne hundrede procent for den merudgift, de får, fordi vi sætter forældrebetalingen på børnepasning ned til maksimum 25 pct. Men jeg er meget åben over for alle, der har forslag til en ny, fremadrettet model til at kompensere kommunerne. Så kan vi tage en åben drøftelse af, om der findes bedre modeller, men indtil nu bruger vi den model, som den tidligere regering også brugte. Den giver nogle udsving, fordi der kompenseres gennemsnitligt, men sådan er det altså.
     Det, der er afgørende for, om man som regering her fra Christiansborg kan udstede løfter, som vedrører kommunale områder, er, at man også er parat til at sende penge med. Det synes jeg må være helt afgørende, men det gør vi også, og det har vi gjort på alle områder, også folkeskole og børnepasning. Pengene er kommet med ud.

Jeg synes, det med denne finanslov i stigende grad bliver uklart, hvad Venstre egentlig vil med det kommunale selvstyre. Man lover fra centralt hold en stribe ting, og så kan det diskuteres, om finansieringen følger med. Men det korte af det lange er jo, at det er kommunerne, der skal samle regningen op. Venstre udsteder løfter fra centralt hold, og så overlader man regningen og prioriteringsarbejdet til kommunerne. Er det et ægte, er det er reelt kommunalt selvstyre, der hermed lægges op til?
     Jeg synes, det virker utrolig problematisk, også når man tager i betragtning, at der nu kommer en anmærkning, som giver finansministeren enevældig ret til at nedskære de enkelte kommuners udgifter. Hvordan har Venstre det med det gode gamle mantra »Med lov skal land bygges«, altså ikke med tekstanmærkninger et tilfældigt sted i en finanslov?

Der er overhovedet ikke noget tilfældigt over den tekstanmærkning, men jeg vil starte med det første, hr. Morten Helveg Petersen påpegede:
     Hvis vi kommer med løfter på det kommunale område, sender vi penge med ud, så det er ikke et indgreb i det kommunale selvstyre. Nu har vi en situation, hvor vi har lavet en aftale med kommunerne om, hvor meget deres budgetter må vokse med i 2006 i forhold til 2005 - ikke falde, men vokse - men ud over det, vi har aftalt, ser det nu ud til, at kommunerne vil bruge 3 mia. kr. ekstra. Det mener vi er uansvarligt, det mener vi simpelt hen ikke der er plads til i økonomien, og derfor vil vi sikre, at den aftale, vi har indgået, bliver holdt. Det tror jeg også kommunerne har et ønske om.
     Mit spørgsmål er sådan set: Mener Det Radikale Venstre virkelig, det er kritisabelt at sikre, at de aftaler, man indgår, bliver overholdt? Jeg bliver selvfølgelig ikke overrasket, hvis det virkelig er tilfældet, for da fru Marianne Jelved var økonomiminister, så vi jo netop, at de aftaler, der blev indgået, konsekvent blev overskredet. Når man aftalte 1 pct., blev det i virkeligheden 2 pct.

Venstres ordfører kommer, formentlig meget omhyggeligt, ikke ind på at svare på mit spørgsmål.
     Med lov skal land bygges, men nu regeres der med tekstanmærkninger. Hidtil har vi sagt »Ingen over og ingen ved siden af Folketinget«, men spørgsmålet er, om Venstres nye tese er: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget med undtagelse af finansministeren.

Jeg kan forsikre om, at Venstres respekt for Folketinget er uændret og dermed stor.
     Og der er ikke noget nyt i forhold til, hvorved man vedtager bloktilskud, i forhold til den måde, hvorved man vedtager at behandle det på, altså via Finansudvalget. Så derfor er jeg lidt uforstående over for det, hr. Morten Helveg Petersen siger.
     Med hensyn til den tekstanmærkning og den ændring, der tidligt her i morges blev givet dispensation til, at vi behandler, kan man sige, at finansministeren netop også er indforstået med at give en fuldstændig orientering til Finansudvalget om, hvad ændringerne vil komme til at bestå i, hvis vi kom i den ulykkelige situation, at kommunerne ikke ville åbne deres budgetter, at kommunerne ikke ville overholde den aftale, de selv har indgået.

Det er et eller andet, hr. Peter Christensen har misforstået med hensyn til Folketingets rolle. Det, Venstre agerer stemmekvæg til i forhold til finansministeren, er, at Folketinget afskriver sig selv den beslutningskompetence, som ligger i Folketinget. Den bliver overgivet til finansministeren og finansministeren alene. Er det ikke en nyordning?
     Bloktilskudsaktstykket, bliver det ikke vedtaget i Folketingets Finansudvalg?

Jeg synes ikke, der er nogen nyskabning i at sikre, at vi får holdt den aftale, vi har indgået med kommunerne. For Venstre er det en naturlig ting, og jeg har svært ved at se, at der skulle være noget nyt i, at det foregår i regi af Finansudvalget.
     Jeg er nødt til igen at holde fokus på, hvad baggrunden for det her er. Den er, at vi har givet regeringen bemyndigelse til at indgå den her aftale, og nu er der udsigt til, at aftalen vil blive sprængt.
     Nu giver vi, hvis vi stemmer for tekstanmærkningen, opbakning til at sikre, at vi, skulle man ikke få bragt orden
i sagerne, så kan gå ind og reducere i bloktilskuddet til de kommuner, som ikke måtte overholde deres del af aftalen. Det synes jeg er en god måde. Det er også en måde, der sikrer, at vi tidsnok kan reagere, for man må jo også konstatere, at vi meget sent vil få at vide, hvorvidt den enkelte kommune har tænkt sig at ændre i de budgetter, der er vedtaget.

Der er noget, hr. Peter Christensen har misforstået. Det aktstykke eller den dispensation, der er givet i Folketinget
i dag, har intet at gøre med, at Folketinget skal træffe nogle beslutninger om, at kommunerne overholder en aftale, de har indgået med regeringen. Det har at gøre med, at Folketingets flertal med hr. Peter Christensen har sagt, at Folketinget ikke skal blande sig i, hvordan finansministeren skærer ned i kommunernes økonomi. Vi kan blive orienteret, ja, det bliver vi da forhåbentlig gennem pressen. Vi har da trods alt en lille smule demokrati endnu. Venstre har været med til at afskrive Folketinget mulighed for at behandle et aktstykke, som vi normalt gør. Det er en nytænkning, det, der sker, at man flytter beslutningsprocessen fra Folketinget over i Finansministeriet. Hvis der havde været mandsmod hos Venstre, så havde man fremlagt et aktstykke, bedt finansministeren om at fremlægge et aktstykke i Folketinget, og så kunne Venstre og hr. Peter Christensen med Dansk Folkeparti og De Konservative stemme igennem i Folketinget med det politiske flertal, man har, at der skal skæres ned på sygehusene, at der skal skæres ned i folkeskolen osv. osv. Men det tør man ikke, så det er en nyskabelse, at vi fjerner magten fra Folketinget og overgiver den til finansministeren.

Hvis vi skal have en diskussion om mandsmod, synes jeg ikke, der var meget mandsmod, da hr. Ole Sohn havde indflydelse på den forrige regering, og de økonomiske aftaler, man lavede, bare skred og skred og skred.
     Nu får vi en situation, hvor vi sikrer, at en aftale er en aftale. Det har altid været afgørende for Venstre, at når man siger ja til en aftale, så holder den også efterfølgende.
     Lad mig så tage fat i det sidste. Hr. Ole Sohn påstår, at det er nedskæringer. Nej, det er ikke nedskæringer. Det her handler om, hvorvidt væksten i forhold til 2005-regnskaberne skal være det, vi har aftalt, eller 3 mia. kr. større.
     Så hvis man ender med et resultat, som er parallelt med det, vi aftalte, ja, så vil der være tale om en vækst. Det vil sige, at man i samtlige kommuner, i samtlige amter vil kunne bruge flere penge i 2006, end man gjorde i 2005.
     Men jeg ved godt, at for SF kan det at bruge flere penge hurtigt blive til nedskæringer, men det gør det jo ikke mere rigtigt.

Forleden dag fik vi i Folketingets Socialudvalg en stor rapport, der viser udviklingen i forholdene for nogle af de mest udsatte grupper af borgere i Danmark i løbet af de sidste 4 år. Det er i øvrigt en rapport, som regeringen selv har bestilt.
     Rapporten viser, at 66 pct., altså to tredjedele af alle de organisationer, der arbejder på det sociale område, vurderer, at deres brugere - det er hjemløse, det er sindslidende, det er unge med misbrugsproblemer, det er enlige mødre, det er familier i lavindkomstgruppen - har fået det dårligere eller lidt dårligere i løbet af de seneste 4 år. Der er ingen initiativer på finansloven til den her gruppe af mennesker, og nu skal kommunerne så have sparekniven en gang til.
     Hvordan forestiller Venstre sig, hvordan forestiller regeringen sig, at den ulighed, der er stigende, støt stigende oven i købet, overhovedet på nogen som helst måde kan imødegås, når man hverken vil tage ansvar for udviklingen fra regeringens side eller giver kommunerne mulighed for at rette op på nogle af de forhold, der gør sig gældende?

Fru Mette Frederiksen siger, at der ikke er nogen forbedringer for udsatte grupper i forhold til finansloven. Det er jo ikke rigtigt. Altså, satspuljen, som er en del af økonomien også fra 2006, kommer med en lang række forbedringer på det her område. Så selvfølgelig er der forbedringer også for den gruppe. Og for Venstre er det netop afgørende, at de svage bliver behandlet godt og får den nødvendige hjælp.
     Jeg har ikke nået at studere den her ngo-rapport. Som fru Mette Frederiksen sagde, er det ikke længe siden, den kom, men sådan som jeg forstår det, så er det mere blandet end som så, for der er også bemærkninger om, at det er klart, at den økonomiske vækst, der har været i samfundet, også kan mærkes blandt de svageste grupper, men at det jo er ensomhed, som i mange tilfælde også er et problem. Men det ændrer ikke ved, at vi da skal diskutere det.
     Sådan som jeg forstod det, er der også nogle ting, som det konkret bliver peget på man kunne gøre bedre, og det synes jeg vi skal have en drøftelse om også her i Folketinget. Men det ændrer ikke ved, at det at påstå, at finansloven ikke indeholder forbedringer for de svageste grupper, simpelt hen ikke er korrekt.

Venstres finansordfører behøver i virkeligheden ikke læse rapporten. Hvis ikke finansordføreren har tid til det, så kan finansordføreren bare bevæge sig ud i virkeligheden, for det, den her rapport skildrer, er det, man kan se, hvis man bevæger sig rundt i eksempelvis den by, vi er i lige nu. Det er helt åbenbart, at der faktisk er grupper, der har fået det værre i løbet af de seneste 4 år, og det endda i en periode, hvor Venstres finansordfører selv siger det går godt med økonomien, at det buldrer derudad. Der er danskere, der har fået det endnu værre.
     En af de grupper, som den her rapport påpeger har fået vanskeligere kår, er enlige mødre, enlige forsørgere. Når du er enlig forsørger, har du også børn, og hvis der er en gruppe, der er fuldstændig afhængig af gode kommunale tilbud og en ordentlig lokal velfærdsservice, så er det vores børn.
     Derfor må spørgsmålet til ordføreren være: Når man fra regeringens side forringer de enlige mødres vilkår, hvordan kan man så samtidig forsvare at skære ned på kommunernes økonomi, som vi ved bl.a. vil ramme daginstitutionsområdet, sundhedsplejersker og det forebyggende familiearbejde, altså alt det, der kan gøre en forskel for den her gruppe af mennesker?

Jamen igen: Jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet, der går på, hvordan vi kan forsvare at skære ned på den kommunale økonomi. Der bliver ikke skåret ned på den kommunale økonomi. Selv med vedtagelsen og gennemførelsen af tekstanmærkningen vil der være en vækst, og det mener jeg sådan set Socialdemokratiet er nødt til at anerkende, for det er et faktum, det kan man se. Det er tal, der taler deres eget sprog.
     Og så vil jeg bare fastholde, at i forhold til netop at tage hånd om nogle af de problemer, der er blandt vores allersvageste, er jeg glad for, at det ikke blev Socialdemokratiets første tanker, der blev gennemført i forbindelse med drøftelserne om den her finanslov, for så havde der ikke været de forbedringer via satspuljen, som nu bliver udmøntet.
     Så derfor er jeg glad for, at vi fastholdt en aftale, som følger det, vi har gjort tidligere år, netop at reservere satspuljen til de udsatte grupper. Og det vil man også kunne se i den aftale, som Socialdemokratiet så også sent, meget sent, tilsluttede sig, da de havde anerkendt, at finanslovaftalen var socialt afbalanceret.

ristine Antorini (S): Jeg synes nu, det ville klæde hr. Peter Christensen, hvis han bare ville stå ved, at skattestoppet i kombination med nogle meget, meget stramme kommunale budgetter selvfølgelig betyder, at man bliver nødt til at spare på den kommunale velfærd. Man behøver ikke at have sådan stor indsigt for at kunne regne ud, at der må være en sammenhæng mellem et skattestop og stramme budgetter, som får nogle konsekvenser for den kommunale økonomi. Kl. 9.40 Mit spørgsmål går så på et område, som er vigtigt. Det er uddannelse, og det har store konsekvenser ude i kommunerne, bl.a. i forhold til folkeskoler. Jeg vil høre, om hr. Peter Christensen kan bekræfte, at når regeringen snakker om en kæmpestor satsning på uddannelse, er det, der rent faktisk er afsat, et rammeløft på netto 10 mio. kr. til al uddannelse lige fra folkeskole over ungdomsuddannelser til videregående uddannelser. Kan hr. Peter Christensen bekræfte, at det er ambitionsniveauet i regeringens finanslovforslag?

Jeg er nødt til at tage fat i det første om skattestoppet.
     Med den aftale, vi har indgået med kommunerne, så er der plads til vækst i kommunernes økonomi. Og jeg bliver sådan en lille smule forvirret, for når jeg hører Socialdemokratiets uddannelsesordfører, så lytter jeg mig til, at man har et ønske om at sætte skatterne op ude i kommunerne, for ellers kan man jo ikke rejse den her kritik af, at vi egentlig mener, at skattestoppet også skal omfatte netop den kommunale økonomi. Det vil vi føre ud i livet på den måde, at vi betaler kommunerne det, det koster, for, at de holder skatten
i ro - for lige at understrege, at det ikke er kommunen, der bærer udgiften ved, at vi har et skattestop. Så kan jeg sige, at vi afsætter 680 mio. kr. til folkeskolen for 2006-2009, og som jeg var inde på i min ordførertale, er det til flere dansk- og historietimer, til efteruddannelse af lærere og skoleledere, til en national handlingsplan for læsning og til en styrket evaluering. Så derfor er der sådan set et løft på uddannelsesområdet.

Nu valgte hr. Peter Christensen fuldstændig at lade være med at svare på det, jeg spurgte om. Det, jeg spurgte om, og det er så alene det, jeg gerne vil bede om et svar på: Kan hr. Peter Christensen bekræfte, at regeringen i finansloven har afsat et rammeløft på netto 10 mio. kr., der skal dække al uddannelse: folkeskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse? Jeg kan også komme med en henvisning, det fremgår nemlig af budgetoversigten, budgetoversigt nr. 2, side 14.
     Så det vil jeg bare have et svar på, ja eller nej: Kan hr. Peter Christensen bekræfte, at ambitionsniveauet er 10 mio. kr.?

Der er afsat 274 mio. kr. på uddannelsesområdet, og det er hovedsagelig målrettet folkeskolen og så de videregående uddannelser. Så nej, det kan jeg ikke bekræfte.
     Men jeg kan sige, at et af de steder, vi sætter ind, når vi snakker folkeskolen, og som har været afgørende for os, er, at der kommer en styrkelse af både dansk og historie, at vi får opgraderet ledelsen af vores skoler, altså efteruddannelse til skoleledere, og ikke mindst at vi får lavet en bedre evaluering og dermed test af elevernes kundskaber. Jeg er glad for, at vi faktisk med den her aftale får sat skub i den proces.

Man kan jo ikke undgå at blive mere og mere forvirret, efterhånden som den her ordførertale skrider frem, for man får tegnet et rosenrødt billede af, hvor mange penge og hvor god en økonomi der er. Det er altså ikke ude i kommunerne, hvor befolkningen bor, at den her gode økonomi er. Det kan være, det er i Finansministeriet eller i Venstres gruppelokale, men det er altså ikke ude på eksempelvis de folkeskoler, som hr. Peter Christensen havde fat i lige før.
     Hver femte kommune har gennemført massive besparelser på deres folkeskole. Vi kan se, at præcis på de områder, som hr. Peter Christensen nævner, nemlig danskundervisningen, har kommune efter kommune skåret ned. De har skåret ned på dansktimerne, ned fra det vejledende timetal i dansk til et minimum af, hvad man kan tilbyde børnene af dansktimer. Og så kommer hr. Peter Christensen her og siger, at der bliver sat penge af til folkeskolerne. Det lyder altså utrolig hult i mine ører.

Men det er sådan set ikke utroligt, for det er sandt. Der bruges flere penge på folkeskoleområdet for 2006, end der nogen sinde er blevet brugt før. Det er et faktum.
     Og jeg har da noteret mig, at fru Christine Antorini tidligere har udtalt, at vi i dag har verdens dyreste folkeskole, men der er præcis ingen, der ved, hvad vi får for den. Og det var under overskriften »Send ikke flere penge«. Nu gør vi det alligevel, fordi vi har et ønske om at opgradere folkeskolen på en række områder.
     Men jeg mener sådan set stadig væk, at jeg er enig med fru Christine Antorini i, at man altid kan diskutere, om vi får nok for de penge, men det er jo en uddannelsespolitisk diskussion, som jeg gerne deltager i. Men konkret i forhold til finansloven bliver der samlet set brugt flere penge på folkeskolen i 2006, end der nogen sinde er blevet brugt før.

     Så blev der sagt, at der er masser af penge, der er overskud, og spurgt, om de bliver udmøntet eller ikke udmøntet ude i kommunerne: Nej, det er rigtigt, det gør de ikke alle sammen. Det ville også være utrolig uansvarligt, hvis det skete, for vi opererer jo ud fra at ville styre væksten i det offentlige forbrug. Vi har sagt, at der skal være en vækst, og det vender jeg tilbage til.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at hr. Peter Christensen bruger det meste af sin taletid på at kommentere fru Christine Antorinis indlæg i stedet for at svare på de meget præcise spørgsmål, jeg synes jeg stillede.
     Jeg vil gerne spørge hr. Peter Christensen: Er det ikke rigtigt, at der er tale om en uændret økonomi på folkeskoleområdet ifølge kommuneaftalen, på trods af at der er flere elever i folkeskolerne, end der er på det tidspunkt? Er det ikke rigtigt, at man har bedt kommunerne om at finde yderligere 3 mia. kr. i besparelser uden at pege på, hvor på folkeskoleområdet man skal foretage yderligere besparelser
i en situation, hvor hver femte kommune allerede har gennemført store besparelser på folkeskoleområdet?

Hvis de tilhørere, der måtte følge denne debat, synes, at jeg gentager mig selv, er det simpelt hen, fordi jeg bliver spurgt om det samme igen og igen, og jeg er jo nødt til at svare det samme: Det er ikke korrekt, at det er en besparelse, at vi beder kommunerne om at overholde den aftale, de selv har indgået, og derfor vil der ikke blive sparet 3 mia. kr. Der vil være en vækst. Når kommunerne overholder den aftale, de har indgået, vil der være en vækst
i forhold til den kommunale økonomi. Og det er i hvert fald heller ikke korrekt, at der ikke vil blive brugt flere penge på uddannelsesområdet i 2006 sammenlignet med 2005, for det vil der blive. Så jeg kan afvise det. Det, jeg ikke nåede at gøre helt færdigt før i mit svar, er, at vi jo ikke, fordi der er store overskud, pumper dem alle sammen ud i offentligt forbrug. Vi har sådan set overtaget den styring af forbruget efter den socialdemokratiske regering, hvor vi siger, at der
i år maks. må være en vækst på 0,5 pct. Af de ændringsforslag, Socialdemokratiet stiller, kan jeg se, at det er de i hvert fald løbet ikke bare langt væk fra, men kilometerlangt væk fra med den uansvarlige økonomi, der er lagt op til via ændringsforslagene.

Jeg tænker tit, når jeg sidder og lytter til de her debatter:
Gud ved, hvad den menige dansker sådan tænker ude i det ganske danske land?
     Vi får at vide, at statskassen bugner af penge, at det går rigtig, rigtig godt, og samtidig kan vi så se, at nu skal kommunerne - og som hr. Peter Christensen sagde, var det sådan set nok også amterne, det gjaldt - ud at finde nogle besparelser, umiddelbart efter at de har lagt budgetter. Det, siger man, er, fordi udgangspunktet er de regnskabstal, vi har lagt, og vi har aftalt en vækst.
     Hvis vi kigger på amterne, er der så at sige ikke ret mange områder, hvor man kan gå ind og ændre på budgetterne, i og med at de fleste områder af amternes styre er efterspørgselsstyret. Det gælder sygehusområdet, det gælder gymnasierne, og det gælder medicinområdet.
     På medicinområdet er der sket en vækst på 4 pct. Er det regeringens opfattelse, at amterne nu skal til at prioritere, om vi f.eks. har råd til at give hjertepatienter medicin, diabetespatienter medicin, eller hvordan mener hr. Peter Christensen at vi skal styre medicinforbruget fremover?

Jeg synes, at det er afgørende at slå fast, at der er tale om vækst i forhold til amter og kommuner. Og hvis man skulle følge den socialdemokratiske optik, ville det betyde, at hvis de havde lagt budgetter, der var dobbelt så høje, og altså endnu mere uansvarlige i forhold til det, vi havde aftalt, så ville vi være skyld i en besparelse, der var dobbelt så stor. Det giver jo ingen mening.
     Det, der giver mening, er, at man aftaler noget, ikke er tvunget til at indgå en aftale, men frivilligt indgår en aftale om, hvad amter og kommuner mener er en rimelig vækstramme. Så viser virkeligheden, at man har budgetlagt lidt mere generøst end aftalt, og det er der ikke plads til.
     Når jeg ser Socialdemokratiets ændringsforslag til den her finanslov, er der 8,4 mia. kr., der er underfinansieret. Det vil sige, at hvis vi nu valgte - det gør vi ikke, vi er ansvarlige - at stemme for de socialdemokratiske ændringsforslag og samtidig lyttede til kritikken af, at vi vil sikre, at kommunerne overholder det, de har aftalt, ville vi have en økonomisk situation, som var fuldstændig ude af kontrol i forhold til det offentlige forbrug. Så jeg er egentlig rystet over den uansvarlighed, vi i dag oplever fra Socialdemokraternes side.

Det er dog utroligt at høre på. Jeg stiller hr. Peter Christensen et spørgsmål om, hvorvidt vi fremover skal prioritere mellem, om hjertepatienter skal have deres medicin, eller om diabetespatienter skal have deres medicin, og om, hvem det er af politikerne, der i amterne skal sidde og beslutte, at man nu har aftalt, at medicinbudgettet skal falde. Så sker der en vækst, fordi folk er syge, fordi de har brug for medicin.
     Derfor spørger jeg: Hvad skal vi sige til de patienter? Skal vi sige, at de er uansvarlige, at de har handlet fuldstændig forkert? Eller hvordan skal jeg sikre, at syge mennesker får den medicin, de har behov for, altså at amterne har penge til at betale den medicin?
     Det vil jeg gerne bede om et svar på og ikke om at få at vide, at jeg er uansvarlig. Jeg taler faktisk på mange syge menneskers vegne.

Jo, men det ændrer sådan set ikke ved, at de ændringsforslag, der bliver stillet, udviser en utrolig grad af uansvarlighed fra Socialdemokraternes side. Det ændrer det ikke ved. Og derfor skal man ikke pludselig til at tage syge mennesker som gidsel i debatten, det synes jeg ikke er klædeligt. Jeg er sikker på, at også den medicin, de mennesker har behov for, vil blive givet. Og i øvrigt er netop medicinudgifterne en del af det aftalegrundlag, som man fra amternes side aftaler med regeringen.
     Det er jo sådan - og nu gentager jeg det, jeg tror for tiende gang - at man, når vi kommer til at se økonomien for 2006 for amternes vedkommende, så vil se, at der er plads til forbedringer, der er plads til vækst. Hele Kræfthandlingsplan II vil blive udmøntet. Der er en masse forbedringer på sundhedsområdet.
     Derfor synes jeg egentlig, at det er at give et usandt billede af, hvad der vil ske ude lokalt, når vi kommer ind i 2006, i forhold til hvad vi politisk har aftalt i det her hus.

Det er jo en alvorlig debat, vi har her i dag, fordi den handler om nogle principper i forholdet mellem Folketinget og minister.
     Jeg vil gerne spørge hr. Peter Christensen, om han mener, at det tidligere er forekommet, at finansministeren bemyndiges til at træffe en så stor beslutning, som det er at foretage indgreb over for de enkelte kommuner, og så blot skal orientere Folketinget om det. Er det noget, der er sket tidligere?

Det tror jeg ikke, men det er jeg faktisk ikke vidende om. Jeg har ikke været inde og granske historiebøgerne. Men jeg kan i hvert fald sige så meget, at det ikke er sket under den tidligere regering, for der lod man bare stå til, så det kan jeg i hvert fald sige. Der lavede man netop også aftaler med kommunerne om deres økonomi, og så konstaterede man, at de blev brudt, ikke nogle få gange, men hver gang. Man aftalte en vækst på 1 pct., og så blev den på 2 pct. Så det ved jeg, at under den tidligere regering kom der i hvert fald ikke noget tilsvarende.
     Nu kommer det, fordi vi har kommunesammenlægninger, fordi vi står i en særlig situation, hvor vi historisk ved, at der, når man lægger kommuner sammen, er en risiko for, at man vælger at tømme kassen for at sige det rent ud. Det er vi bange for er ved at ske i nogle kommuner, og det er derfor, vi kan se budgetoverskridelser på 3 mia. kr.
     Vi vil sikre, at det ikke bliver ført ud i virkeligheden, og det sker så ved, at vi har bedt kommunerne om at åbne deres budgetter igen, hvilket de faktisk har kvitteret for og sagt, at de gerne vil anstrenge sig for at nå det mål, vi har aftalt.

Jeg må konstatere på baggrund af hr. Peter Christensens svar, at vi skriver danmarkshistorie i dag, for mig bekendt er det her aldrig sket før. Og det er meget fint, at hr. Peter Christensen prøver at tale udenom og tale meget om - det har hr. Peter Christensen gjort flere gange - hvad tidligere regeringer har gjort.
     Det, der er interessant, er: Hvad er det, der sker i øjeblikket? Der sker det i øjeblikket, at finansministeren ikke engang vil lave et aktstykke, så man har mulighed for, at det kan behandles her i salen, om indgreb over for den kommunale velfærd og indgreb over for det kommunale selvstyre.
     Er det den måde, man vil have tillid til kommunerne på fra regeringens og Venstres side? Er det den måde, man mener, det kommunale selvstyre skal forvaltes på?

Med hensyn til historieskrivningen er det rigtigt, at vi skriver historie hver dag, hver evig eneste dag: For hver dag, der går, har vi haft skattestoppet en dag længere. Så det er altså ikke kun i denne her forbindelse, vi skriver historie, det gør vi hver dag.
     Men jeg vil gerne sige, at jeg da ikke synes, at det er at vise mistillid til det kommunale selvstyre, at vi siger, at aftaler skal overholdes. Jeg synes faktisk, at det er afgørende for, at vi kan fortsætte med at have det aftalesystem, vi kender, at begge parter faktisk vil overholde aftalerne, for ellers giver det jo ingen mening.
     Det kan godt være, at der for nogle kommuner er en nyskabelse i det, at det kræver en brat opvågning, at man faktisk skal overholde det, man har aftalt, men så er det sådan set en brat opvågning, som jeg synes det er på høje tid kommunerne får.

Hvis man skruer tiden en lille time tilbage, indledte hr. Peter Christensen med, at han syntes, det gik utrolig godt. Man kan vel konstatere, at det i hvert fald ikke er for Venstres ordfører, det går rigtig godt, for jeg synes simpelt hen, det er påfaldende, at uanset hvilket konkret spørgsmål der bliver stillet - om syge, der ikke kan behandles, syge, der ikke kan få medicin, børn, der ikke er plads til, ældrepleje, der bliver beskåret, eller udsatte grupper - så er hr. Peter Christensens standardsvar, at det har han ikke noget ansvar for.
     Jeg vil gerne sige til hr. Peter Christensen, at det da er en konsekvens af den måde, man har tilrettelagt den generelle økonomiske samfundsudvikling på, nemlig at man har valgt, at samtidig med at det går ufattelig godt for de mere velstillede i det her samfund - og det præmierer de jo også Venstre for, de er jo glade for, at man belønner dem, der er tættest på - så er situationen i bunden af vores samfund stadig hårdere. Der kan jeg simpelt hen ikke forstå, at Venstre ikke synes, at også den fattigste del af befolkningen skal have gavn af de velfærdsfremskridt, der sker i de her år, i stedet for at de så ensidigt skal fordeles til fordel for de velhavende.
     Hvad er grunden til den fordelingsnøgle?

Jeg er sådan ikke enig i, at vi skulle have et system, hvor de svageste grupper ikke får del i den velstandsstigning, vi oplever i vort samfund især i de her år. Det gør de nemlig via forskellige mekanismer.
     Der er satsregulering, hvor man målrettet går ind og hjælper de absolut svageste grupper med betydelige initiativer, som heldigvis også bliver aftalt i brede politiske aftaler, hvor alle partierne er parat til at bakke op om, at vi netop giver et løft til de udsatte grupper.
     Det sker jo også i form af overførslerne, hvor man via satsreguleringen tager og overfører penge fra den vækst, der er i samfundet. Så jeg er helt uenig i, at vi faktisk skulle have et system, hvor man ikke også lader folk, hvad skal vi sige, uden for arbejdsmarkedet få del i den velstandsstigning, der er.

Det er altså påfaldende, at hver gang vi møder en regeringsrepræsentant, så fornægter man den virkelighed, som alle andre ser. Hr. Peter Christensen har ikke læst rapporten om de mest udsatte grupper, og det er fair nok, der er meget at læse. Men jeg synes alligevel, at det er lidt underligt for en regering, hvor statsministeren fra start har sagt, at den vil måles på, hvordan det går med de mest udsatte grupper. Man laver så en undersøgelse, som regeringen selv bestiller, hvor to tredjedele af alle de organisationer, der arbejder med dem, der har det virkelig dårligt, siger, at de har fået det dårligere de sidste 4 år.
     Det er kendsgerningen, sådan er billedet, og billedet blev i øvrigt bekræftet af en høring, vi havde her i Folketinget i forgårs, hvor der var helt entydige udmeldinger om, at vi får en ny, dybere og mere ondartet fattigdom, der rammer både voksne og børn.
     Når nu hr. Peter Christensen får læst rapporten og konstateret, at mit udsagn er rigtigt, så er mit spørgsmål:
Hvad vil man stille op i forhold til den nye fattigdom?

Jeg synes altså, det er afgørende at slå fast, at der bliver givet et løft også til de svageste grupper hvert år, og det er da også sket i forhold til de aftaler, vi har indgået for 2006.
     Den rapport, der er kommet, bygger på nogle oplevelser, nogle vurderinger, man har af de udsatte grupper, sådan som jeg har forstået det. Og det er da en drøftelse, jeg synes man skal tage og så spørge: Hvad er det for barrierer, der måtte være? Hvad er det for ting, der gør sig gældende, så der er nogle, der oplever, at de har det værre?
     Jeg kan forstå, at socialministeren er meget imødekommende over for, at der netop er en gældsbyrde, der for mange har en stor betydning, altså at man vil være med til at kigge på, om man kan lave noget gældssanering. Jeg synes da, det er utrolig positivt, at man netop går ind konkret i stedet for kun at sige, hvad det er for oplevelser man har, at man konkret går ind og måler på, hvad det er for ting, der kunne give de mennesker en bedre hverdag. For det er afgørende for Venstre, at vi bliver målt på, hvordan de svageste i samfundet har det.

Jeg vil forsøge at stille så konkret et spørgsmål, at vi også får andre svar end goddag mand økseskaft. Amtsrådene finder, at det er nødvendigt at bruge flere midler til sundhedsområdet for at opfylde regeringens løfter inden for det område. Det vil regeringen så ikke acceptere. Men da amtsrådene ikke kan finde en løsning på problemet, så vil jeg gerne spørge Venstres ordfører: Hvor er det helt konkret, Venstre vil skære ned på inden for sundhedsområdet for at opnå den besparelse, som finansministeren ønsker?

Der sker ikke nogen besparelse. Jeg kan jo egentlig ikke ændre på, at SF er uenig i de svar, der bliver givet. Det ændrer sådan set ikke ved, at de svar er dækkende for den virkelighed, der er, netop at vi har aftalt en vækst også i amterne.
     Så bliver jeg afkrævet et svar på, hvordan man skal drive amterne. For få minutter siden blev jeg kritiseret for, at der var for lidt respekt for det kommunale selvstyre. Jeg synes jo netop, det ville være mangel på respekt for det kommunale selvstyre, hvis jeg begyndte at blande mig i, hvordan man driver det enkelte amt eller den enkelte kommune.
     Det afgørende for mig er egentlig at understrege nok en gang, at der kommer flere penge ud i alle amter i 2006 i forhold til, hvad de havde ifølge regnskaberne for 2005.

Jeg synes jo, at Venstres ordfører stadig væk snakker ret meget udenom. Men sagen er jo, at Venstre vel nok bliver nødt til at tage stilling til det her spørgsmål, for sådan som jeg har opfattet det, så vil amterne faktisk ikke gå ind og foretage de her besparelser, fordi de ikke synes, det kan gøres forsvarligt. Så på et tidspunkt bliver Venstre nok nødt til at tage stilling til, hvor det så er, der skal skæres ned for at imødekomme finansministerens besparelsesønsker. Hvad er det for områder, hvad er det for patienter, der skal lide på grund af det her?

Jeg kan jo ikke afvise, at SF's medlemmer af amtsrådene synes, man skal se stort på de aftaler, der er indgået med regeringen. Jeg har jo ingen mulighed for at vide, om det er rigtigt. Jeg synes, det er dybt beklageligt, hvis det er tilfældet, men det kan det nemt være.
     Jeg tror nu alligevel, at går man til Amtsrådsforeningen, så vil man finde en anden holdning. Der tror jeg at man vil finde en holdning, der går i retning af, at man selv synes, det er vigtigt at værne om aftalesystemet, at man selv synes, det er vigtigt, at man mere nøjagtigt rammer det udgangspunkt, man har aftalt.
     Derfor er jeg sikker på, at vi vil se også et reelt forsøg på, når man åbner budgetterne, at ramme det mål, som vi har aftalt. Det kan godt være, at SF's medlemmer synes, det er noget pjat, men det er jeg faktisk sikker på at flertallet i Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening er uenige i.

Vi har nu gentagne gange hørt Venstres ordfører sige, at der ikke bliver foretaget besparelser. Det synes jeg jo må lyde lidt underligt, når man sidder ude i kommunerne i dag og får at vide, at nu har regeringen og Dansk Folkeparti så besluttet, at man skal genåbne sine budgetter for 2006, som man har vedtaget. De skal genåbnes, og her skal man så finde
3 mia. kr. Kan vi ikke bare blive enige om, at det er det, der kommer til at ske nu? Kommunerne skal nu genåbne deres budgetter for næste år, og der skal de altså finde 3 mia. kr. på det budget, de allerede har lagt. Hvordan vil Venstres ordfører forklare folk, der sidder rundtomkring i kommunerne, at det ikke er nogen besparelse? Det kommer jo til at medføre besparelser på nogle af velfærdens kerneydelser. Eller hvordan forestiller Venstres ordfører sig, at kommunerne skal finde de penge?

Det glæder mig da sådan set, at virkeligheden omkring de aftaler, der er indgået, også bliver erkendt af Socialdemokraterne efter en timelang debat. For jeg kan da kun bekræfte, at det er situationen, at vi står med udsigt til en overskridelse i de kommunale økonomier på 3 mia. kr. i forhold til, hvad vi har aftalt.
     Kommunerne har meddelt, at de er indforstået med at give det et forsøg mere, at åbne budgetterne en gang til og ramme det mål, vi har aftalt. Det vil give sig udslag i, at man vil have plads til forbedringer, når man rammer målet, sammenholdt med den økonomi, man havde i 2005. Så uanset hvor mange gange Socialdemokratiet har aftalt, at det skal påstås, så bliver det jo ikke rigtigere af at sige, at det er nedskæringer i forhold til 2005, for det må da blive det faktuelle regnskab, vi har for 2005, der danner udgangspunkt for en debat om, hvorvidt der er nedskæringer eller vækst, når man så når til 2006. Hvad skal vi ellers tage udgangspunkt i?

Venstres ordfører tror tilsyneladende, at denne her manøvre kan gennemføres fuldstændig, uden at man skal til at foretage nye prioriteringer i kommunerne. Det er jo det, der kommer til at ske i denne her proces. Kommunerne vil skulle foretage nogle nye prioriteringer i forhold til dem, som man allerede har aftalt for 2006.
     Mit spørgsmål er ganske enkelt: Hvordan forestiller Venstres ordfører sig, at den manøvre skulle kunne foretages, uden at man skal til at sige: Nå, men skal vi så skære yderligere på daginstitutioner, skal vi skære yderligere på ældrepleje, skal vi skære yderligere på folkeskole i forhold til det, vi allerede har aftalt for 2006? Jeg tror også, at folk rundtomkring har meget svært ved at forstå, at det ikke er det, der kommer til at ske rundtomkring i kommunerne.

Nu skal vi jo ikke gøre det her mere firkantet end som så. Vi står i en situation, hvor mange kommuner skal til at sammenlægges. Der er enkelte kommuner, der vælger at sige:
Den kassebeholdning, vi har, synes vi egentlig lige så godt, vi kan udmønte. Vi kan lige så godt fyre pengene af, for nu at sige det.
     Det sker i nogle tilfælde, ved at man så vil have, at det skal være de højeste fællesnævnere, der skal være gældende, og det nytter ikke noget. Det ved kommunerne godt, og jeg er sikker på, at netop politikerne i de nye sammenbragte kommuner, de nyvalgte, er meget enige i, at det her ikke duer, for de vil vide, at en økonomiaftale for 2007 vil betyde, at man skal tage udgangspunkt i de penge, som er brugt i 2006, og det vil betyde, at det faktisk bliver de gamle kommuner, hvis vi bare lader det køre videre, som Socialdemokratiet lægger op til, hvilket jeg er lidt rystet over at man vil, der bare skubber problemet videre til de nye sammenbragte kommuner. Det kan vi jo ikke acceptere.

Der er en god, klog vending, som siger, at den, der bestiller musikken, også betaler regningen herfor. Men igen i dag flyver det med tal i salen fra hr. Peter Christensen. Finansordføreren påstår, at amter og kommuner får fuld kompensation for nye tiltag iværksat af regeringen. Finansordføreren påstår, at velfærden ikke lider overlast på trods af krav om skattestop og krav om maks. vækst på 0,5 pct. på driftsudgifterne i kommuner og amter.
     Men virkeligheden er altså en anden. Lad mig give et enkelt eksempel fra uddannelsessystemet, hvor der ikke er plads til forbedring og vækst, hvor der end ikke er plads til at realisere nye tiltag fra regeringen, nemlig inden for gymaniseuddannelserne. Tilgang af flere elever og utilstrækkelige økonomiske ressourcer jævnfør taxameterprincippet gør det umuligt for gymnasierne at leve op til intentionerne i den nye gymnasiereform, dvs. at gymnasierne ikke kan tilbyde tilstrækkelig med studieretninger til at dække elevernes behov. Hvad siger hr. Peter Christensen til det?

Jeg har svaret tidligere, at der er et løft på uddannelsesområdet. Og jeg synes, da det nu er en finanslovdebat, vi har, at det er rimeligt nok, at man også diskuterer tal, at man diskuterer rammerne for den økonomi, vi skal have, stat, amt og kommune under et, og når jeg ser ændringsforslagene fra Socialdemokratiet, så er jeg jo sådan set ikke så forbavset over de kommentarer, jeg også hører. Der er ingen kant, der er ingen rammer.
     Man melder ud helt ærligt, at man i øvrigt har tænkt sig at løbe fra den 2010-plan, man selv indgik. Det er ærlig snak. Der skal være en vækst på 1 pct. Når man så ser ændringsforslagene fra Socialdemokratiet, ja, så bliver der lagt 1,4 pct. oveni. Det er underfinansieret med 8,4 mia. kr.
     Derfor må jeg sige, at med alle de ønsker, der er fra Socialdemokratiet, så hænger det bare ikke sammen. Vi synes, det er vigtigt, at der er en økonomisk ansvarlighed, at vi styrer efter nogle rammer. Men det, man skal huske, er, at de rammer, vi styrer efter, faktisk giver mulighed for, at der netop også kommer forbedringer på uddannelsesområdet.

Ja tak. Uanset om budgetterne går op eller ned, så er taletidsreglerne de samme, og jeg henstiller til, at man overholder dem. Så er det hr. Troels Ravn for endnu en kort bemærkning.

Opskriften er den samme i den her debat mellem finansordføreren for Venstre og diverse spørgere. Selv om vi forsøger og prøver at gøre det konkret og simpelt, henholder ordføreren sig til nogle overordnede på forhånd indlærte betragtninger og svar. Lad os nu holde os til det konkrete.
     Vi er enige om, at 95 pct. af en ungdomsårgang gerne skal have en ungdomsuddannelse - også i eksempelvis landområderne, også på gymnasierne. Og vi ved altså fra virkeligheden, at gymnasierne er trængt økonomisk med kravet fra regeringen om skattestop og maks. vækst og nu igen kravet om at åbne budgetterne.
     Hvordan skal de gymnasier klare sig, som under de økonomiske vilkår ikke har mulighed for at sætte de her studiepakker, studieretninger i gang? Hvordan skal de elever, der får en uhensigtsmæssig vifte af valg, kunne gennemføre den her uddannelse?

Jeg må altså bare igen konstatere, at der vil være en vækst også på det område i forhold til 2005, når man går ind og ser på økonomien for 2006. Og derfor må man sige, at der vil være plads til forbedringer også på det område. Det er bare et faktum.
     Det er klart, at man jo altid kan ønske sig mere og mere
i forhold til det løft, vi lægger op til. Det er en politisk prioritering. Der, hvor jeg bare synes, at det bliver uansvarligt, er, når man overskrider de vækstrammer fuldstændigt og aldeles, og det er det, man ser, når man går ind og ser ændringsforslagene fra Socialdemokratiet. Men igen, lad os vende tilbage til det konkrete. Det her er ikke forberedte svar, det er virkeligheden, jeg giver en beskrivelse af her. Der vil være plads til vækst også på det her område set i forhold til 2005.

Nu fremlagde socialministeren, hr. Peter Christensens partifælle, her for ganske få dage siden rapporten om de dårligt stillede, som viste, at de dårligst stillede får det værre og værre, at uligheden i Danmark vokser mere og mere.
     Så ligger der nu et finanslovforslag, som kan give lettelser bl.a. til aktionærerne, men som samtidig tager penge igennem Landsbyggefonden fra lejerne i det almene byggeri, som er nogle af de fattigste mennesker i det her land. Man lægger altså op til nu at skulle skære 3 mia. kr. på de kommunale budgetter, som jo også vil ramme nogle af de dårligst stillede. Så i al beskedenhed tror jeg bare, at jeg på linje med mange andre gerne vil vide: Hvornår kommer der noget fra regeringen, som skaber mindre ulighed i stedet for bare at blive ved med at skabe mere og mere ulighed?

Med hensyn til lejerne så kommer de ikke til at betale mere i leje i forhold til tidligere. Vi tager sådan set ingen penge, der går ind og påvirker deres leje, tværtimod er der sat en pulje af til, at man i de mest udsatte områder kan komme med målrettede huslejenedsættelser.
     Der blev spurgt: Hvornår kommer der initiativer for de mennesker, som har det sværest, for de svageste? Jamen igen, hvis man tager satspuljen, så er den fuld af initiativer målrettet de svageste grupper. Og vi har hele indsatsen på førtidspensionistområdet.
     Jeg synes, at når man ser et helhedsbillede af den her finanslov, så er der en masse tiltag, som netop er målrettet de mennesker, som har det sværest i det her samfund. Så jeg er helt uenig i det billede, hr. Morten Homann prøver at tegne.

Hvis man tager et helhedsbillede, så er det her samfund i gang med at skabe større og større ulighed, hvor de velstillede skovler penge ind på aktieformuer, på ejendomsformuer, mens de dårligst stillede får det værre og værre og værre. Og det var altså et helt entydigt svar, der kom fra Rådet for Socialt Udsatte for ganske få dage siden, som viste, at uligheden stiger; de dårligst stillede får det sværere og sværere.
     Så hjælper det dem altså ikke, at regeringen og hr. Peter Christensen nu kommer her i ellevte time og prøver at se, om man kan luske en besparelse på 3 mia. kr. igennem. Vi ved jo godt, hvordan de penge skal findes. De er jo ikke brugt på et overflødigt luksusforbrug i kommunerne. De skal jo findes ved at skære ned på børneområdet; de skal findes ved at skære ned på skoleområdet; de skal findes ved at skære ned på ældreplejen osv., hvilket vil ramme de dårligst stillede endnu en gang.

     Så den her finanslov er som resten af regeringens politik i den tid, den har siddet, med til at øge uligheden i samfundet. Spørgsmålet er bare: Hvornår kommer der noget, der gør uligheden mindre? Vi kan ikke leve med, at uligheden bare vokser og vokser.

Lad mig tage det første, altså de aktiegevinster, der er i det her samfund. Hovedparten af dem kommer jo fra pensionsmidler fra danske lønmodtagere, der har indbetalt til pensionsfonde, og disse midler er blevet placeret i aktier. Det har givet et pænt afkast i år. Og grunden til, at vi har nogle store overskud, er, at man faktisk betaler skat af de gevinster, der er - og det er jo altså alle på arbejdsmarkedet, der sådan set er med til at betale den skat
- men også, fordi man har en værditilvækst på området. Med hensyn til boligområdet er det da rigtigt, at der har været nogle stigninger. Vi har sagt, at tryghed altså ikke kun skal gælde lejere, men også ejere. Vi ønsker ikke at øge beskatningen. Det har vi sagt helt åbent. Men vi fremlægger ikke en politik, der har til mål at skabe større ulighed. Og jeg mener, at når man ser finansloven, ser de initiativer, der er på det sociale område, vil man netop kunne se, at de allersvageste grupper får endnu et løft i aftalen for 2006.

Her for kort tid siden kunne man stort set samtidig - få uger efter kommunalvalget - få to nyheder. Den ene var, at man havde opdaget, at det fosser ind med penge i statskassen. Der er knap 20 mia. kr. mere i indtægter, end man havde regnet med. Og den anden var, at finansministeren og hr. Kristian Thulesen Dahl havde besluttet, at finansministeren skal have ret til at gå ud og tage 3 mia. kr. i kommunerne, som jo kun kan findes ved, at man skærer på børn, på ældre og på de fattige.
     Hr. Peter Christensens argument for, at Venstre sammen med Konservatives og Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer vil agere stemmekvæg for finansministerens og hr. Kristian Thulesen Dahls indgreb i selvstyret og folkestyret, er, at en aftale er en aftale, og den skal holdes.
     Nu er der jo heldigvis mange gode Venstrefolk ude i kommunerne, som har en lidt anden opfattelse, og som mener, at man også skal give til de fattige. Og hvis de fattige bliver fattigere, som vi har oplevet under denne her regering, så er det nogle gange nødvendigt at give dem nogle ekstra ydelser, for at de overhovedet skal overleve. Det er jo en af grundene til, at man bruger flere penge. Men det gør åbenbart slet ikke noget indtryk på Venstres ordfører, eller hvad?

Jeg skal skynde mig at afvise, at vi er stemmekvæg. Vi bakker fuldstændig helhjertet op om, at vi netop får lavet den her tekstanmærkning - af en eneste grund: Vi mener, at det er afgørende, at den budgetoverskridelse, der er udsigt til, ikke bliver gennemført.
     Vi mener, det vil være dybt problematisk for økonomien, hvis vi oven i den vækst, vi har aftalt, skulle lægge 3 mia. kr., som bare er kommet som følge af, at vi lige præcis i år står i den særlige situation, at vi har kommunesammenlægningerne. Det synes vi er problematisk.
     Vi sagde i øvrigt meget tidligt i forhold til kommunalreformen, at vi ikke ville acceptere at se en gentagelse fra den forrige kommunalreform i 1970, hvor økonomien skred, fordi der ikke var det samme mådehold i overgangsfasen i de enkelte kommuner.
     Så for os er det en helhjertet opbakning til at sikre, at skulle det vise sig, at kommunerne ikke retter op på den overskridelse, så har vi mulighed for at gå ind og reducere det tilskud, som staten i forvejen giver til de kommuner, der ikke måtte have overholdt deres del af aftalen. Sådan er det.

Jeg vil anbefale hr. Peter Christensen at prøve at undersøge, hvordan virkeligheden er for nogle af de mennesker, vi taler om. Hr. Peter Christensen kan f.eks. gå ind på hjemmesiden loftramteeksperter.dk, hvor nogle af dem, der er ramt af kontanthjælpsloftet, beskriver, hvad det er for en virkelighed, de lever i.
     Der fortæller de f.eks. noget om, at julen, som jo nærmer sig nu, er årets mareridt. En familie med to voksne og to børn har 200 kr. om dagen til alt, mad, huer, adventskrans, til alt, hvad der skal til for at klare sig. De må nu ud at tigge hos familie og venner for at få kalendergaverne til deres børn.
     Er det virkelig det niveau, som Venstre mener vi skal have i Danmark? Mener Venstre, at kommunerne ikke skal gå ind og give ekstrahjælp til de her familier, så de kan fejre lidt jul? Nej, der kommer vi og tager pengene, hvis de tillader sig at sætte penge af til at hjælpe de fattigste i dette land. Ikke engang det må kommunerne bruge penge på - eller hvad? Hvad siger Venstre?

Peter Christensen (V):
Vi er ved lave frugtsalat lige nu, for vi blander æbler og pærer sammen i én stor skål. Altså, hvad kommunerne måtte vælge at prioritere deres budgetter til - det har jeg sagt flere gange i løbet af debatten - synes jeg sådan set ikke jeg skal blande mig i. Men i forhold til om vi skal overholde de økonomiske rammer, vil jeg sige, at det er afgørende for os.
     Nu tror jeg, vi vil se, at selv om kommunerne overholder den aftale, vi har indgået, vil der stadig væk være plads til de tiltag, de måtte ønske på det sociale område, for mange af de her overskridelser, man ser, kommer i kraft af nye og større initiativer, som den enkelte kommune har valgt at gennemføre, fordi de skal lægges sammen med en anden. Så har man tænkt: Der er ikke nogen grund til, at vi tager kassebeholdningen med videre til det nye fællesskab; skulle vi ikke bruge den på initiativer, på løft i vores egen kommune?
     Men at drage initiativer på socialområdet ind i den her debat synes jeg nok er at skyde ved siden af. Det er helt andre ting, der gør sig gældende, er mit gæt, når vi ser kommunernes overskridelser.

Det er nu fem kvarter siden, ordføreren besteg talerstolen. Vi har nået 32 korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Peter Christensen og går videre i ordførerrækken. Hr. Henrik Sass Larsen.

Det går godt med Danmarks økonomi, og det er der grund til at glæde sig over. Der er råd til forandring, der er råd til forbedringer, og der er råd til investeringer. Derfor kan det undre, at denne finanslov med tilhørende ændringsforslag er så perspektivløs og så initiativløs, som tilfældet er. Det er mildt sagt ikke med denne finanslov, der skrives danmarkshistorie.
     Det kan man især undre sig over, nu hvor muligheden byder sig, og nu hvor oppositionen har stillet sig så konstruktivt an med en lang række ændringsforslag, som netop viser vejen til konkrete forbedringer i vores fælles offentlige service og investeringer i fremtiden. Hvorfor denne initiativløshed, kunne man spørge.
     En nærliggende forklaring kunne være ideologi
- spørgsmålet om, hvor stor vores fælles service skal være. Regeringen har med dette finanslovforslag fulgt en målsætning om en meget beskeden vækst i den offentlige service, helt konkret en vækst på 0,5 pct. Selv om pengene fosser ind i statskassen, bliver den offentlige service lagt i et jerngreb, og der udmeldes vidtgående straffeaktioner over for enhver overskridelse. Det kunne man jo sige var helt fair, såfremt regeringen havde afstemt borgernes forventninger til velfærdsservicen og ærligt og åbent havde indrømmet, at der ville blive mindre fælles velfærd fremover. Men det er ikke, hvad der er sket, tværtimod. Regeringen stiller befolkningen i udsigt, at den vil få en bedre velfærdsservice, at vores børns skoler skal blive bedre, at vores bedsteforældres hjemmehjælp skal blive bedre, at vores sygehuse skal blive bedre. Regeringen kommer med stadig nye forslag, men har hverken modet eller viljen til at pege på, hvad det er, der skal reduceres eller skæres bort. Det lader man kommuner og amter om, og det bliver selvfølgelig i længden en umulig opgave for dem. En fortsættelse af regeringens strategi om en meget beskeden vækst i den offentlige service vil over tid medføre, at den andel af samfundets produktionen, som vi anvender til den fælles offentlige velfærdsservice, reduceres. Den kommer til at fylde mindre, og det kommer til at halte med kvaliteten.

     Når en 75-årig mand bliver indlagt på et sygehus i en måned for behandling af en hudsygdom i nogle fysiske rammer, der matcher den tid, sygehuset blev opført i - og det er sådan cirka 1930'erne - hvor der findes tre ordentlige stole til 18 patienter, resten er umagelige træstole; hvor rammerne er nedslidte ud over alle grænser; hvor vinduerne er punkterede, så man ikke kan se ud ad dem; hvor der kun findes ét tv til hele afdelingen, og for resten ikke nogen radio; og hvor personalet er meget søde og rare, men hvor patienterne bliver alt andet end i godt humør af omgivelserne, så er det ikke amternes skyld, at det ser sådan ud, det er regeringens, fordi den forhindrer dem i af investere.
     Når en familie afleverer deres børn i en børnehave med nedslidte fysiske rammer og med alt for lidt personale til at tage sig af børnene, så er det ikke kommunens skyld, det er regeringens, fordi den forhindrer kommunen i at kunne investere i bedre service.
     Når der stadig er tilfælde, hvor ældre får for lidt hjemmepleje, er det ikke kommunens skyld, det er regeringens, fordi den forhindrer kommunen i at bruge flere midler på service.
     Pengene er der. Danmark er et rigt samfund. Det er regeringen, der hindrer os i at få en bedre service.
     Vi Socialdemokrater har foreslået som led i denne finanslov, at vi fremover skal stræbe efter, at den del af samfundsproduktionen, som vi anvender til den fælles velfærd, skal være uændret i andel i årene fremover. Vi modsætter os regeringens idé om, at den skal falde.
     Når samfundet bliver rigere, skal væksten ikke kun tilfalde privatforbruget. Det fælles, den offentlige velfærdsservice, skal følge med. Og med det udgangspunkt har vi foreslået en lang række initiativer til dette års finanslov.
     Vi har foreslået, at børn i daginstitutioner skal have et gratis sundt måltid mad hver dag. Vi ved, hvor vigtigt det er for børn, at de får en sund og ernæringsrigtig kost; det er vigtigt, fordi det styrker børnenes evne til leg og indlæring. Og vi ved, hvor stressende det er som forældre at stå hver morgen og smøre madpakker, og hvor stor en lettelse
i hverdagen det kunne være, hvis man slap for det. Det forslag har regeringen ikke villet støtte. Vi har foreslået at rette fokus mod sårbare og udsatte børn i daginstitutionerne, så vi fra starten kan få bekæmpet den negative sociale arv, flere hænder i børnehaver og vuggestuer - de steder, hvor der virkelig er behov for det. Det forslag har regeringen ikke villet støtte. Vi har foreslået 500 mio. kr. mere end regeringen til mere hjemmehjælp, til mere tid og omsorg for ældre - midler, vi har råd til nu, fordi den service, vi giver mange steder, stadig halter bagefter. Det forslag har regeringen ikke villet støtte. Vi har stillet forslag om en gigthandlingsplan til hjælp for alle de mennesker, som lever med kroniske smerter og forringet livskvalitet. Vi har stillet forslag om en forstærket indsats over for de medicinske patienter. Vi har stillet forslag om bedre fødevaresikkerhed og kontrol med fødevarer, fordi alt for mange mennesker bliver syge heraf. Vi har stillet forslag om en handlingsplan for rent drikkevand - alt sammen forslag, som regeringen ikke har villet støtte. Vi har stillet en lang række forslag til at investere i samfundet. Vi har foreslået en 12-årig uddannelsesgaranti til alle unge, herunder en praktikpladsgaranti. Vi nærmer os en situation med flaskehalse på arbejdsmarkedet, samtidig med at alt for mange unge mennesker ikke får en uddannelse efter folkeskolen. Det er ufatteligt, at man bare lader stå til. Regeringen har heller ikke villet støtte det forslag. Vi har stillet forslag om flere voksenlærlinge, så de, der i dag ikke har en uddannelse, kan få en faglært uddannelse, som der netop er behov for på den arbejdsplads - og så på ordentlige vilkår. Det har regeringen ikke villet støtte. Vi har stillet forslag om flere servicejob, en ordning, som navnlig kommer ledige seniorer på arbejdsmarkedet til gode, dem, som lige præcis i mange tilfælde har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen, når de er blevet fyret. Det forslag har regeringen heller ikke villet støtte. Vi har stillet forslag om et bundfradrag i efterlønsordningen, så man kan tjene 30.000 kr. ved siden af efterlønnen uden at blive modregnet, en ordning, der ville sikre, at mange ville bidrage lidt til samfundet i stedet for at stoppe helt på arbejdsmarkedet, når man går på efterløn. Det har heller ikke fået støtte. Vi har stillet forslag om massive investeringer i uddannelse. På folkeskoleområdet foreslår vi en lang række tiltag, som skal være med til at forbedre kvaliteten af vores folkeskole, herunder efteruddannelse af lærere, hvilket alle er klar over er nødvendigt, hvis vi skal komme videre.

     Vi har forslag om forsøg med helhedsskole. Et forslag, som navnlig tager sigte på at støtte de elever, som i dag har svært ved at opfylde de faglige mål i folkeskolen. Vi vil gøre en målrettet indsats for at få flere unge til at tage en videregående uddannelse, vi har forslag om at sikre flere penge til voksenuddannelse, og vi har forslag til, hvordan vi kan give læsesvage voksne et løft til at lære at læse og skrive bedre. Alle disse forsalg har regeringen ikke villet støtte.
     I det hele taget har der ikke været forhandlinger om det. Det samarbejdende folkestyre er sendt til tælling. Tidligere tiders tradition for brede forlig om finanslove med vekslende flertal er åbenbart definitivt aflyst af en fast blok bestående af regeringen og Dansk Folkeparti. Efter folketingsvalget i februar havde regeringen ellers chancen for at fravige de foregående 4 års praksis med ensidige finanslovaftaler til højre side i salen. Og det var vel ikke, fordi man savnede tilkendegivelser fra bl.a. Socialdemokratiet om, at vi var parate til at indgå i de drøftelser. Men intet blev det til. Der er åbenbart indgået en pagt mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der umuliggør et bredt samarbejde. Skulle regeringen på et tidspunkt komme frem til, at den vil frigøre sig fra den pagt, så står vi til rådighed for et bredt samarbejde. Vi mener fortsat, at det vil være bedst for Danmark. Så er der et enkelt punkt, hvor vi selvfølgelig er glade for at have fået, skal vi sige lidt indirekte indflydelse. Vi foreslog at få orden i det forhold, at førtidspensionister på den gamle ordning fik samme vilkår som dem, som er på den nye ordning. Vi stillede os konstruktivt til rådighed i forbindelse med forhandlingerne, men regeringen ønskede som sagt ikke forhandlinger med os. Derfor vil vi så glæde os over, at det trods alt er lykkedes at komme en lille del af vejen i forbindelse med finansloven, sådan at nogle af førtidspensionisterne får et lille løft i 2006. Vi kan dog ærgre os over, at ikke alle kom med i denne omgang, men vi vil da presse på for, at det sker de næste par år. Og så en sidste ting. Nu, når vi nærmer os jul, af nogle betegnet som hjerternes fest, og midt i en tid med 68 mia. kr. i overskud på statens finanser, så vil jeg tillade mig her at opfordre Folketingets medlemmer, dem i højre side af salen - hver enkelt af dem - til at bruge resten af dagen, indtil vi skal stemme, til at tænke igennem, om man dog ikke kunne støtte ændringsforslag nr. 419. Det går i al sin enkelthed ud på at gøre gavn for denne verdens allerfattigste, for gadebørn, forældreløse, folk, som har mistet alt som følge af naturkatastrofer, uskyldige krigsofre, ja, man kan selv vælge. Der er millioner af dem derude, og de har vitterlig ingen midler. Kunne de ansvarlige MF'ere, som var med til at skære ned
i ulandsbistanden ikke bare for, lad os sige anstændighedens skyld dog ikke fortryde deres tidligere handlinger og stemme for forslaget? Det drejer sig kun om 1 mia. kr., men tro mig, den vil falde på et meget tørt sted.

Tak til ordføreren. Så er der op til 1 time til korte bemærkninger. Foreløbig er der ti, der har indskrevet sig, og den første er Kristian Thulesen Dahl.

Da vi havde førstebehandlingen af finanslovforslaget tidligere på året og også den diskussion, der var i lyset af den førstebehandling, var det store emne jo forbedringer for førtidspensionisterne.
     Vi havde en måneds tid, hvor vi var meget usikre på, hvad Socialdemokratiet mente. Den ene måned ville man ikke prioritere førtidspensionisterne, den næste måned, efter at Dansk Folkeparti havde sat det på dagsordenen og sagt, at vi skulle skaffe forbedringer for førtidspensionisterne, ville man lave markant om og skaffe forbedringer for førtidspensionisterne. Vi forstod, det var det vigtigste emne nu lige pludselig efter en måneds forvirring for Socialdemokraterne.
     Nu har vi så lavet en aftale med regeringen, hvor vi skaffer forbedringer for de førtidspensionister, der er på den ringeste ordning i dag i det gamle system, så vi løfter en masse førtidspensionister til et lidt højere niveau. Men jeg kunne forstå på de bemærkninger, der var, da vi lavede det forlig, at det syntes hr. Henrik Sass Larsen ikke var tilstrækkeligt. Der skulle mere til.
     Derfor har jeg spændt kigget på ændringsforslagene for at finde ud af, hvor meget mere der skulle til, og hvor Socialdemokratiet har afsat de fornødne penge. Kan hr. Henrik Sass Larsen fortælle mig, hvor i ændringsforslagene fra Socialdemokratiet det fremgår?

Nu var baggrunden for, at vi ville have forbedringer for førtidspensionisterne følgende - det sagde vi også meget åbenlyst ved sidste debat: Vi sagde i sin tid, da man lavede den nye førtidspensionsordning, at der lå en bunden opgave, at vi på et tidspunkt skulle ind og kigge på dem, som var på den gamle ordning. Det var os, der tog ansvaret for at gennemføre den nye ordning, og vi sagde, at der lå en bunden opgave, og vi ønskede at få løst det problem her og nu.
     Derfor gav vi et tilbud til regeringen og såmænd også til Dansk Folkeparti og til hele kredsen af satspuljeforligspartier om at få lov til at løse den opgave her og nu. Vi kunne såmænd have lavet en flerårsaftale. Vi kunne have gjort det på alle mulige områder. Det havde vi ikke haft nogen som helst problemer med. Det tilbød vi også regeringen, da vi var ovre at tale med den, så kort det nu engang varede. Det har man så ikke gjort sig ulejlighed med overhovedet at indkalde os til drøftelser om. Det synes vi er ærgerligt, for vi tror faktisk, vi kunne have nået et bedre resultat end det, der er kommet i denne her omgang.

Det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg fatter ikke svaret. Altså jeg stillede det spørgsmål: Hvor i Socialdemokraternes ændringsforslag til finansloven, som vi nu har til behandling her i dag, kan jeg se, at Socialdemokraterne ønsker en anderledes politik vedrørende førtidspensionisterne end den, vi har fået igennem over for regeringen?
     Da vi lavede forbedringerne for førtidspensionisterne, den aftale, vi har lavet om finansloven, hvor vi løfter en lang række førtidspensionister til et højere niveau, kunne jeg forstå på hr. Henrik Sass Larsen, at det langtfra var tilstrækkeligt. Det var slet ikke nok.
     Så ser jeg på ændringsforslagene for at se, hvor Socialdemokratiet har foreslået de ekstra forbedringer, man åbenbart synes der skulle til i forhold til det, vi kunne præstere og kunne få igennem - altså den her brutto knap 1 mia. kr. ekstra, vi får afsat til førtidspensionisterne. Hvor
i ændringsforslagene kan jeg se det? Sandheden er jo, at jeg ingen verdens steder kan se det. For det er som sædvanlig med Socialdemokraterne sådan, at man den ene dag mener det ene, den næste dag mener man noget andet, den tredje dag mener man det, man mente oprindelig, og den fjerde dag mener man nok noget helt nyt igen. Det er jo præcis det, vi har set i forbindelse med førtidspensionisterne. Efteråret har været et mærkværdigt skoleridt i skiftende holdninger, og det er vel også det, vi får præsenteret her i dag.

Nej, jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører skulle være mere koncentreret om at give en forklaring til alle de førtidspensionister, som i øjeblikket er på den gamle ordning, og som ikke bliver omfattet af det at få et løft ved dette års finanslov.
     Vi gav et tilbud i forbindelse med satspuljeforhandlingerne og i forbindelse med fremsættelsen af finansloven, hvor vi sagde: Lad os ordne det en gang for alle, lad os få lavet en aftale, sådan at vi får hævet alle dem, som er på den gamle ordning, op på et niveau, der svarer til den nye. Det var vores tilbud, og vi gav det til regeringen og til alle satspuljeforligspartierne. Det var sådan set, hvad vi konstruktivt prøvede at byde ind med.
     Vi blev end ikke indkaldt til nogen som helst forhandlinger om det. Vi blev end ikke spurgt i forbindelse med nogle af de ting. Derfor skal Dansk Folkeparti øve sig på at forklare, hvorfor alle de, der er derude nu, som ikke har fået et løft i år, og som ikke har en aftale de kommende år om, hvordan man finder et løft, ikke har fået det. For vi havde givet et tilbud, og det havde været helt muligt at få et flertal i Folketinget, hvis også Dansk Folkeparti havde stemt for det.

Det er jo ikke længe siden, vi husker, at man fra Socialdemokratiets side havde sådan et omkvæd i alle taler, der lød: Og i øvrigt er arbejdsløsheden alt for høj under den her regering. Nu er arbejdsløsheden lavere, end den nogen sinde har været før. Beskæftigelsen er enormt høj, og derfor må man finde et nyt omkvæd. Det omkvæd bliver så nu, at man ikke må være med til nogen forhandlinger.
     Der må jeg altså sige, at jeg undrer mig såre. Vi sad i ugevis og forhandlede aktieavancebeskatning for at sikre, at man ikke behøver at være økonomiprofessor for at få medejerskab til dansk erhvervsliv, og i sidste øjeblik vælger Socialdemokraterne at gå deres vej og sige, at de ikke kan få svar på de mange spørgsmål, de har. Men der har ikke været nogen spørgsmål i de mange uger, vi forhandlede og var ved at nå til en enighed. Hvorfor vælger man at gå sin vej? Hvorfor forsøger man ikke konstruktivt at arbejde sammen med regeringen?

Allerførst: Hvad angår ledigheden, kan vi stadig væk finde på masser af gode råde at give regeringen. Det skal man slet ikke være bekymret for. Der er faktisk ved at udvikle sig det kæmpestore problem, at vi får flaskehalse i øjeblikket på arbejdsmarkedet, at de, som har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet, har store problemer med at komme ind, og at der er alt for få folk, der er ordentligt uddannet, sådan at de kan gå ind og påtage sig nogle af de efterspurgte kvalifikationer, der i øjeblikket er på arbejdsmarkedet. Det har gennemsyret hele vores finanslovforslag, at man skulle have taget højde for det noget tidligere. Det skulle man også have gjort i forbindelse med den her finanslov.

     Så vil jeg om aktieavancebeskatning sige: Det, vi ikke kunne blive enige om, er jo finansieringen. Generelt er det ikke sådan, vil jeg godt sige, at vi i den socialdemokratiske gruppe sidder hver eneste dag og længes efter, hvordan vi skal give 70-100 mio. kr. i skattelettelser til aktieejerne. Det er ikke det, der optager os allermest. Det er sikkert noget, der sker meget hos De Konservative, men ikke hos Socialdemokraterne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker det sådan, at det brev, der blev sendt til os, handlede noget som helst om finansieringen. Det var et spørgsmål om, at man pludselig havde et antal spørgsmål, man ikke havde fået svar på efter flere ugers forhandling.
     Så vil jeg da godt høre, om det er sådan en omsorg for, at erhvervslivet nu ikke skal betale gebyrer, der gør, at man fra socialdemokratisk side havde problemer med denne her finansiering, som jo faktisk direkte gik ud på, at erhvervslivet finansierer, at flere almindelige mennesker nu får adgang til at have medejerskab til erhvervslivet, at det bliver sådan, at hr. og fru Danmark rent faktisk kan gennemskue aktiereglerne og derfor kan være med på bølgen og være med til at få nogle af de gevinster, som ligger i dansk erhvervsliv, så det ikke kun er for en lille skare af mennesker, der har råd til at hyre en revisor.
     Jeg forstår det ganske enkelt ikke, og jeg må konstatere, at det forløb med al tydelighed viser, at Socialdemokraterne ikke ønsker at deltage i forhandlinger.

Vi havde en lang række gode og konstruktive spørgsmål i forbindelse med det konkrete lovforslag. Vi sendte et meget udførligt brev over, hvor vi spurgte til tingene, og vi fik også svar på noget af det.
     Sandheden er, at vi ikke var tilfredse med den konstruktion; vi var især ikke tilfredse med finansieringen. Jeg er ikke så sikker som den konservative ordfører på, at alle aktieejere i øjeblikket glæder sig meget over den reform, som man har gennemført. Ud over det betyder det jo netto et tab for staten, som ikke er noget, som erhvervslivet eller aktieejerne som sådan selv kommer til at finansiere.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre hr. Henrik Sass Larsens kommentarer til noget af det, som hr. Peter Christensen sagde tidligere, nemlig da han skulle prøve at begrunde, hvordan regeringen gjorde noget for de dårligt stillede, og hvor han så sagde: Jamen vi har jo satspuljen.
     Så vil jeg bare have hr. Henrik Sass Larsen til at bekræfte, at satspuljen jo er finansieret af lige præcis de dårligt stillede, af lige præcis pensionister og arbejdsløse, og at satspuljen på den måde ikke er med til at skabe øget lighed, men at skabe øget ulighed. F.eks. mister en dagpengemodtager i dag ca. 6.300 kr. om året på grund af satspuljen. Vedkommende ville have fået 6.300 kr. mere, hvis ikke der blev taget penge til satspuljen. Kan hr. Henrik Sass Larsen ikke bekræfte det?

Den diskussion har vi jo hver gang om satspuljen, og jeg er vidende om, at Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget, som ikke står bag satspuljen. Derfor bliver det også markeret, og det er fint nok. Jeg vil også godt hver eneste gang fortælle, at vi selvfølgelig står bag satspuljen, og at grunden til, at vi har en regulering af overførselsindkomsterne, som er en pæn regulering, minus fradrag og de 0,3 pct., som bliver brugt direkte til sociale formål eller andet, er, at man tidligere har haft ordninger, hvor man fra år til år skulle regulere pensioner, SU og andet, som måtte komme ind under det, og at det blev afløst af et forlig, som gjorde, at man fik en automatisk regulering af det.
     Set i det lys og set i forhold til, at man i sin tid indførte det forlig, har det været en god forretning for overførselsindkomstmodtagerne, frem for at de skulle afvente fra år til år, at man regulerede overførselsindkomsterne. Så på den måde står vi fuldstændig bag det.

Nu svarede hr. Henrik Sass Larsen ikke på, hvad det var, jeg spurgte om, nemlig at de penge, der hvert år bliver taget ud af reguleringerne til satspuljen, og som hr. Peter Christensen pralede med var penge, som kom de svagt stillede til gode, i virkeligheden er penge, der er taget fra de svagt stillede. At de bliver brugt til agtværdige formål, er så noget andet, men det er penge, der bliver taget direkte ud af reguleringen af dagpenge, af kontanthjælp, af førtidspension og folkepension, sådan at de mennesker, der skal leve af de indkomster, hvert år halter bagud i forhold til den almindelige indkomstudvikling, og dermed medfører det større ulighed i Danmark.

Nej, for vi er jo uenige med Enhedslisten om begrebet »blev taget«.
     Det er jo ikke sådan, at det står i grundloven eller nogen andre universelle love, at der er en ret, at man skal have reguleret sine overførselsindkomster på lige præcis den og den måde. Og det er det, jeg hele tiden prøver at sige, at et bredt flertal i Folketinget, samtlige partier i Folketinget minus Enhedslisten, har besluttet, at man i øjeblikket har en regulering som følge af satspuljen og den mekanisme, der ligger dér, og at det princip er et kæmpe fremskridt i forhold til, hvad tidligere tider bød på. Og derfor er der ikke nogen, der har taget noget fra nogen. Det er et spørgsmål om, at man har en regulering i dag, som vi synes er rimelig, og som vi fortsat gerne vil stå bag.

Jeg forstår ikke, hvordan Socialdemokratiets ordfører kan sige, at det er rimeligt at have en reguleringsordning, som betyder, at forskellen i indkomstudvikling for dem, der er i arbejde og får en løn, og dem, der er arbejdsløse, dem, der er pensionister, dem, der er på kontanthjælp, dem, der er syge, dem, der er på barsel, vokser år for år, fordi man simpelt hen har en automatisk mekanisme, der siger, at man skal have lidt mindre stigning end dem, der er i arbejde, hvis man er arbejdsløs.
     Hvorfor skal der være stigende forskel på lønningerne og dagpengene? Kunne Socialdemokratiets ordfører ikke lige forklare, hvorfor det er en rimelig ordning? Hvorfor er det en rimelig udvikling?

Jamen jeg har jo prøvet at forklare flere gange, at det er meget, meget enkelt. Man har i sin tid haft ordninger, hvor man sagde: Vi fastlægger et niveau for, hvad vi synes er rimeligt for dagpenge, for kontanthjælp, det kan være hvor som helst. Et flertal i Folketinget kan jo til enhver tid beslutte at sige, at her vil vi efteregulere, eller sige, at vi vil have hævet niveauet generelt; vi synes, at arbejdsløshedsdagpengene generelt er for lave, eller at vi synes, at kontanthjælpen skal hæves, hvad ved jeg.
     Men reguleringsmekanismen som sådan synes vi er god, og den står vi sådan set fast på. Og det har altså vist sig historisk at være en kæmpe fordel, at man har indført det på den måde.
     Så er det også et princip i den aftale, at man bruger en del af de her beløb til at lave noget fremadrettet, målrettet arbejde, som ikke kun er et spørgsmål om at sende nogle penge til folk, men også et spørgsmål om at igangsætte nogle projekter, der betyder, at nogle af de mennesker kan få et bedre liv eller komme ud af den situation, hvor de måske er arbejdsløse, på kontanthjælp eller andet. Så vi synes alt i alt, det er en fin ordning, og det bliver vi ved med at synes.

Det er jo korrekt, at det i Schlüters tid gik endnu værre. Men helt ærligt, i Schlüters tid? Det er vel ikke det, Socialdemokratiets ordfører vil sammenligne sig med.
     Sandheden er, at sammenligner man dagpengene i starten af 1980'erne med dagpengenes niveau i dag, så mangler der
30.000 kr. Hvis dagpengene skulle have fulgt indkomstudviklingen siden starten af 1980'erne, skulle de have været på over 200.000 kr. Det er de ikke. Det er jo derfor, at de fleste lønmodtagergrupper i det her land får en alt for lav erstatning, når de bliver ramt af arbejdsløshed. Det er jo derfor, at der er nogle, der begynder at tegne selvstændige arbejdsløshedsforsikringer ved siden af, tillægsforsikringer, som er så asociale, at det jo selvfølgelig kun er dem, der kun sjældent er arbejdsløse, der har mulighed for at tegne sådan en forsikring, for ellers er det alt for dyrt at tegne sådan en forsikring. Jeg kan ikke forstå, at Socialdemokratiet ikke kan se, at her omkring dagpengene er det som en tikkende bombe under hele a-kasse-systemet. Hvis ikke dagpengenes niveau bliver rettet op, så bliver det en katastrofe, for man får for lidt som arbejdsløs, og derfor må den her satspulje laves om.

Man kan altid tage en diskussion om, hvorvidt man synes, man får for lidt i dagpengeniveau i øjeblikket, sagtens, og jeg kan finde på masser af eksempler, hvor jeg vil give ordføreren ret i, at der er problemer på området i forhold til de lønninger, som folk ligger på, og hvilken kompensationsgrad der så er. Det er klart, at der ligger nogle store udfordringer på dagpengeområdet.
     Så må vi jo løse det i forhold til den måde, hvorpå vi regulerer dagpengesatserne i form af, hvilken procent man kan få tilbage eller andet. Men reguleringsmekanismen som sådan har vi altså ikke tænkt os at fravige. Og hvis man mener, at de 0,3 pct. skulle stoppes lige præcis nu og her, så ville der vel være meget, meget langt til at nå det mål, som ordføreren fra Enhedslisten efterlyser, hvis man vil rette op på nogle store ubalancer, der er i øjeblikket. Så meget er det jo heller ikke, der bliver dagreguleret med i øjeblikket.

     Så hvis man vil kigge på det generelle niveau for overførselsindkomsten, skal man gøre det, men selve reguleringsmekanismen for satspuljen står vi altså fast på.

Det er et spørgsmål til Socialdemokratiet og til hr. Henrik Sass Larsen om den økonomiske ramme, om hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokratiet føler sig bundet af 2010-planen for den økonomiske vækst i det offentlige forbrug. Umiddelbart, når man ser den plan og de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har fremlagt nu, holder man sig jo slet ikke inden for den. Og så er det jo lidt for at finde ud af, hvad rammen så er for Socialdemokratiet. Er det 2 pct. som det, man har fremlagt nu, eller er det mere, i forhold til 2006? Det kan jo være lidt svært at blive klog på.

Det er korrekt, at som led i, at vi har fremlagt bl.a. reformer og forslag til velfærdsreformer, mener vi også på baggrund af den generelle vækst, der i øvrigt er i samfundet
i øjeblikket, at det at fastholde 0,5 pct.s vækst i de offentlige udgifter vil være for lidt, og at det ikke er en målsætning, der er værd at efterstræbe fremover. Det er klart, det er vores udgangspunkt. Vi har sagt, at set over årene er det omkring 1 pct. i realvækst, vi ønsker. Det vil betyde med den nuværende samfundsøkonomiske vækst, at den andel, som den offentlige service udgør af bruttonationalproduktet, stort set vil forblive uændret. Det er det eneste, vi beder om. For med de generelle vækstbetingelser, der er i øjeblikket og med kun 0,5 pct., vil den del, som den offentlige service udgør i dag, falde. Derfor har vi sagt, at vi ønsker omkring 1 pct., og så har vi dertil føjet, at vi ønsker nogle engangsinvesteringer her og nu i uddannelse. Og vi ved fra Velfærdskommissionen, også andre havde beregninger på det, at det er en knippelgod forretning at investere i uddannelse.

Tak for det klare svar om, at Socialdemokratiet nu har opgivet 2010-planen. Det er jo meget fint at få et klart svar på det.
     Det, som jeg så synes var lidt uklart, er helt præcis, om det så var 1 pct., man ville lægge sig fast på, eller det er de 2 pct. eller 2,5 pct., alt efter hvordan man gør det op nu, som Socialdemokratiet bl.a. jo har stillet ændringsforslag om i forbindelse med den nuværende finanslovdebat for 2006. Hvad er det så helt præcis, at rammen er, for det kom der jo ikke noget klart svar på?

Jo, der var et klart svar, og det er også muligt at læse i vores finanslovoplæg; så kan ordføreren glæde sig med det.
     Vi har sagt, at vi ønsker at foretage en engangsinvestering i uddannelser her og nu. Det vil give omkring en vækst på 0,9. Så vil vi holde væksten i serviceudgifterne. På den centrale velfærdsservice vil vi holde på omkring 1 pct. i årene fremover, lige deromkring, over eller under. Det er et mål, som vi ligger på, for at vi kan have det overordnede mål, at den andel, som velfærdsservicen udgør af samfundskagen i dag, forbliver uændret.
     Det er vores udgangspunkt, og det er vores mål. Den skal ikke være meget større, den skal ikke være mindre, vi vil have den uændret.

Jo, men vi står jo i en situation, hvor ledigheden er på vej ned, hvor beskæftigelsen er steget markant. Og i den situation vil Socialdemokratiet altså pumpe flere penge ud i økonomien med fare for, at der sker overophedninger, fare for, at man slet ikke kan skaffe de ressourcer.
     Hvad er den højere filosofi i, at man vil lade de offentlige udgifter stige så meget? Hvis man gennemførte alle Socialdemokratiets ændringsforslag, ville det være en udgift på 8,5 mia. kr. mere end det, der er foreslået, og den samlede offentlige økonomi ville stige med 2 pct. Og det vil jo skabe en ubalance, en risiko for at der opstår overophedning i økonomien.

Med det privatforbrug, der buldrer derudad i øjeblikket, med den kæmpe indtjening, der ligger hos private og erhvervslivet
i øjeblikket, hvorfor er man så ikke bekymret for en opoverhedning dér, hvorimod i det øjeblik, man peger på, at man skal gøre noget for det fælles, det offentlige, så er der lige pludselig tale om en opoverhedning? Vi taler jo om her, at det er en ramme på omkring 2 mia. kr. mere, vi vil stimulere efterspørgslen med i det offentlige. Det vælter ikke økonomien, det vælter ikke økonomien, så det er udgangspunktet her. Så har vi til gengæld foreslået massive investeringer i uddannelse, for så bliver det netop muligt at fortsætte væksten og ikke ryge ind i flaskehalse, hvis vi uddanner folk, så de ting, der efterspørges ude på arbejdsmarkedet, også er noget, som folk har som kvalifikationer. Og det er altså klogt at investere i det her og nu, og det er det, som vores forslag indebærer.

Jo, men det er fortsat ufinansieret. Det vil sige, at man bruger penge, som man ikke har. Man lover en lang række forhold og lang række ting, der ikke er råd til. Jeg tror, hvis Socialdemokratiet selv sad i regering, så ville man sætte en stopper for det her med det samme og sige, at det er uansvarlig politik.
     Som opposition står det selvfølgelig frit for at komme med en række gode forslag, som viser borgerne, at man vil alt muligt godt på alle mulige områder. Men problemet er jo, at der er ikke penge til det inden for rammen, og en vækst ud over de 0,5 pct. vil være uansvarlig.

Det sidste er i hvert fald ikke rigtigt. Men derudover: Vi skal nok finde finansiering, og vi har fundet finansiering. Jeg kan oplyse - det vil f.eks. interessere den konservative ordfører meget - at vi søreme synes, at vi skal tilbageføre den reduktion af grundskylden på produktionsjord til landbruget, som regeringen har gennemført igennem flere år. Det vil vi meget gerne. Vi kan slet ikke forstå, hvorfor landbruget skal have den rabat, så det er vi meget optaget af.
     Vi har forslag om at øge ligningen af transnationale selskaber, vi vil gerne have, at vi ophæver rabatten på aktieoptioner. Vi synes, vi skal ophæve dobbeltbeskatningsaftalen med Spanien og Frankrig. Vi synes, at der skal være mulighed for salg af sygehusmedicin, som også kan give os nogle indtægter, og vi synes også, vi gerne vil afskaffe f.eks. tilskud til pasning af egne børn. Vi har en lang række finansieringsforslag, ganske vist ikke nogen regeringen kan lide, men det er jo ærgerligt. Men vi har sådan set nogle udmærkede finansieringsforslag.

Og så går vi videre i rækken af korte bemærkninger. Den næste er hr. Peter Christensen.

Jeg kan godt forstå, at hr. Henrik Sass Larsen siger en vækstramme på ca. 1 pct., fordi det cirka dækker over, når man ser ændringsforslagene, at vi allerede er et pænt stykke over 2 pct. Så det er en sikkerhedsventil. Jeg vil egentlig anbefale hr. Henrik Sass Larsen med at blive ved med have og blive ved med at bruge ordet cirka, fordi vi er langt, langt over den ene procent, som i øvrigt stadig væk vil betyde lavere gældsafvikling. Det er én ting.
     Så har vi den kommunale økonomi. Den diskuterede vi under mit ordførerindlæg, og jeg har kun et spørgsmål i den forbindelse:
     Mener Socialdemokratiet sådan helt principielt, at aftaler, der indgås mellem KL og staten, skal overholdes?

Først lige en korrektion, så man ikke tager fejl. Vi har i vores forslag opregnet, at de initiativer, vi tager, giver en vækst på 1,9 pct. Derudover slår vi også fast, og det er meget, meget vigtigt, og jeg håber, at regeringen vil forstå det, at afkastet på at investere i uddannelse indtægtsfører vi ikke, bare rolig, vi indtægtsfører det ikke, men det giver
i øvrigt et glimrende afkast. Og hvis man læser f.eks. Velfærdskommissionens forslag og andre, som har beskæftiget sig med området, så ved man, at investeringer i uddannelse vil give pengene mange flere gange igen. Det er sådan set en af baggrundene for, at vi mener, at der skal laves et engangsløft i uddannelsesniveauet her. Så det er bare for at holde det helt fast. Vi kan slet ikke forstå, hvorfor regeringen ikke er kommet på den tanke, når man nu selv erkender, at man ryger ind i nogle flaskehalssituationer på arbejdsmarkedet. Så vil jeg sige omkring kommunal økonomi: Hvis jeg havde lavet ...

Det bliver så i næste korte bemærkning. Hr. Peter Christensen.

Jeg er jo selvfølgelig meget interesseret i svaret, så mener hr. Henrik Sass Larsen, at aftaler, der indgås mellem en regering og kommunerne, skal overholdes? Og i givet fald:
Hvordan synes hr. Henrik Sass Larsen, at man passende sikrer, at en sådan aftale bliver overholdt?

Jeg mener søreme, at hvis jeg havde indgået en aftale, så ville jeg da have gjort alt, hvad jeg kunne for, at den blev overholdt. Ingen tvivl om det. Det eneste, jeg kritiserer her, og som jeg tror andre er lidt optaget af, er: Har man nu lavet en realistisk aftale? Og det er sådan set det, jeg anklager regeringen for på hele velfærdsområdet, nemlig at man bliver ved med at sige: Vi bestemmer, hvilken ramme I skal have, og så bestemmer vi for resten også, hvad det er for et ambitionsniveau, vi skal have i velfærdsservicen - og så skal I levere det. Og når det så er umuligt for folk at gøre det, kommer man og siger: Jamen det er ikke os, der skal skære ned, det er ikke os, der vil påtage os det ansvar, det må I klare derude.
     Der siger jeg, at hvis det f.eks. havde været en socialdemokratisk-radikalt ledet regering, så havde vi selvfølgelig sørget for at tage et medansvar for at pege på, hvor der skulle drosles ned på aktiviteterne, hvis det var det, man måtte ønske sig.

Jeg synes, det er meget godt i dag at få Socialdemokraternes politik foldet ud:
Regeringen forhindrer kommunerne i at bruge flere penge, der er endda store overskud at tage af. Og man kunne så føje til her: Ja, det er der på grund af en klog politik, som er ført af den her regering.

     Men må jeg forstå, at Socialdemokraternes ønske altså ikke er at styre økonomien, men at lade stå til og dermed lade den offentlige sektor vokse? Kunne vi så nå frem til i dag at få en erkendelse af, at hvis det skulle ske, at Socialdemokraterne får magt, som de har agt - nu kan man håbe, at det varer længe - så ville det uvægerligt føre til i løbet af kort tid, at der bliver stigende skatter? Vi kan nu få slået helt fast, at Socialdemokraterne ikke bekender sig til skattestoppet, men derimod til hurtigt at grave i borgernes lommer - skat på bolig, skat på jord, og hvad man nu i den socialdemokratiske tankeverden drømmer om at genindføre i Danmark. Kan vi få bekræftet, at det er det, der vil ske, hvis Socialdemokraterne kommer tilbage?

Sikke en masse spørgsmål. Jeg skal prøve at nå dem alle sammen. Jeg er glad for at folde Socialdemokratiets politik ud i dag, så det kan blive klart, og så vi kan inspirere regeringen til at komme på bedre tanker.
     Jeg tror, at den væsentligste diskussion og den væsentligste forskel i øjeblikket på, hvilken økonomisk politik man vælger at føre i regeringen, og hvad vi vil foreslå, er, at vi peger på, at der er behov for investeringer, for at væksten kan fortsætte, og for at vi ikke lige pludselig løber ind i problemer på arbejdsmarkedet eller andre steder.
     Det er såmænd ikke så svært. Vi har hundredtusinder af mennesker, som er på det, vi meget lidt smukt kalder overførselsindkomster. Vi har masser af mennesker, som gerne vil tage del i arbejdslivet i Danmark, men som ikke kan få lov til det, fordi de ikke har uddannelsen til det. Der er i øjeblikket 25 pct. af en ungdomsårgang, som ikke får sig en uddannelse ud over folkeskolen, og vi kan ikke forstå, hvorfor regeringen ikke vil gøre noget ved det. Det er ikke et spørgsmål om at bruge en masse penge uansvarligt, men et spørgsmål om at investere klogt.

Det er svært at komme det nærmere, om Socialdemokraterne vil styre den offentlige økonomi eller bare lade stå til. Der er store ønsker om bare at bruge penge og om, at kommunerne skulle have lov til det. Derfor skal vi nok have et lidt klarere svar på det hovedspørgsmål, der i hvert fald har været dyrket den første times tid i dag, nemlig om indgåede aftaler skal holdes.
      Vi savner stadig væk svar på, hvad det er, Socialdemokraterne vil, ud over at forsøge at genere regeringen og skabe en stemning af, at det er urimeligt at bede om, at de aftaler, man frivilligt indgår, skal holdes. Vil det være Socialdemokraternes politik at håndhæve en eventuel aftale, eller vil vi se det, der er den socialdemokratiske historie, nemlig at man lod stå til og konstaterede, når året var gået, at det var søreme ærgerligt, og så fik vi inflation, skattestigning osv. osv.?
     Jeg synes, det må løbe koldt ned ad ryggen på mange borgere i dag, hvis man tænkte tanken til ende. Men nu er der jo lang tid til, at der skal være valg, så det kan godt være, at man kan sove roligt om natten alligevel.

Jeg ville nu være noget gladere, hvis jeg var Venstres ordfører, fordi Socialdemokratiet foretog gode, massive investeringer i 1990'erne, så der var noget at bygge videre på, da man fik regeringsmagten her for 4-5 år siden. Så det ville jeg egentlig være glad for.
     Men må jeg sige om den kommuneaftale og det at overholde aftaler: Jo, vi vil til enhver tid være med på at lave en aftale, og den aftale skal holdes. Det, vi opponerer lidt imod i øjeblikket, er - jeg ved ikke, om man på nogen måde har undret sig hos Venstre også, de var jo også ude i kommunalvalget og har dobbeltmandater og sidder mange steder, men lad nu det ligge - hvordan det kan være, at det først var lige efter kommunevalget, at man kom i tanker om at melde ud, at man skulle hente 3 mia. kr. af de budgetter, som var vedtaget. Hvordan kunne det være? Var det ikke mærkeligt, pudsigt, lige pludseligt?
     Man synes måske også fra oppositionens side - vi respekterer, at der er et flertal i Folketinget for noget andet - at det er lidt mærkeligt, at der ikke er mod og mandshjerte fra regeringens side til at stille sig op og fortælle, hvor det præcis er, der ønskes sparet henne, så vi kan få en ærlig afstemning om det. Det er vores anke.

Jeg bemærkede under hr. Henrik Sass Larsens ordførertale, at han var inde på spørgsmålet om efterlønnen. Jeg vil godt have en forklaring på, om det var en fejl, for hr. Henrik Sass Larsen sagde, at Socialdemokraterne havde foreslået, at man skulle kunne tjene 30.000 kr. årligt uden modregning i efterlønnen, og at det var der ikke flertal for.
     Nu husker jeg det på den måde, at det rent faktisk var Dansk Folkeparti, der kom med et forslag, men at Socialdemokraterne ikke var interesserede. Forholder det sig ikke sådan?

Vi har stadig væk et intakt ønske om, at man kan få lov til at tjene 30.000 kr. ved siden af uden modregning i efterlønnen. Det forslag er stadig væk vores udgangspunkt. Vi respekterer selvfølgelig, at der er et bredt forlig om det, og at vi også skal have regeringen og alle med på det. Men det er stadig væk vores udgangspunkt, at det skal være sådan.

Må jeg ikke lige bede hr. Sass Larsen om at svare: Er det ikke korrekt, at det var Dansk Folkeparti, der fremsatte forslaget, og at det var Socialdemokraterne, der ville være med til, at man kunne tjene 30.000 kr. årligt uden modregning, og at der rent faktisk var et flertal?

Jeg kan kun gentage, at vi selvfølgelig er nødt til at respektere det forlig, vi har om efterlønnen, og derfor skal vi også have regeringen med på det. Jeg anklagede sådan set ikke Dansk Folkeparti i min tale. Jeg anklagede regeringen for, at den ikke ville være med til det. Det var mit udgangspunkt i forhold til det her.
     Vi har intakt stadig væk det samme forslag og ønsker det også fremmet så hurtigt, som vi overhovedet kan.

Det var jo ikke meget af et svar til fru Pia Kjærsgaard.
     Men et andet emne er integrationen. Der er jo ingen tvivl om, at den har stor betydning for velfærden i fremtiden. Nu er Socialdemokratiet jo sprunget fra integrationsaftalen, og det er lidt svært at finde ud af, hvad Socialdemokratiet egentlig vil på det område. Men der er ét punkt, hvor man jo får en klar melding fra Socialdemokratiet, nemlig at de vil have fjernet starthjælpen. Jeg vil spørge: Hvorfor fjerne starthjælpen? Nu ligger der faktisk nye tal, som viser, at den virker, og at de flygtninge, der er på den lave ydelse, i højere grad kommer i arbejde end dem, som er på den høje kontanthjælp.
     Jeg vil gerne spørge hr. Henrik Sass Larsen: Hvorfor vil Socialdemokratiet fjerne starthjælpen, når den nu virker? Hvor meget vil det koste? Hvem er det så, der skal bøde for, at Socialdemokratiet vil bruge de penge, som ikke vil være nyttige i den her sammenhæng?

Jeg kunne også godt tænke mig at vende spørgsmålet rundt. Vi har fået en rapport, der siger, at efter 3 års ophold på starthjælp har man øget andelen i forhold til dem, der var på den gamle ordning, fra vistnok 28 pct., som havde fundet beskæftigelse, til nu 41 pct., der har fået beskæftigelse.
     Efter 3 år på en meget, meget, meget lav overførselsindkomst er det ikke lykkedes at få 59 pct. i beskæftigelse. Det er da underligt at glæde sig over, at at
41 pct. har fundet beskæftigelse. Vi mener, at det sådan set er en katastrofe, at man efter 3 år stadig væk har 59 pct., som ikke har mulighed for at få beskæftigelse, og som skal leve på et meget, meget, meget, meget lavt niveau. Derfor ønsker vi den afskaffet, for vi tror i Socialdemokratiet ikke på, at det er nogen god kur mod noget som helst at gøre folk fattige, tværtimod.

Nu svarede hr. Henrik Sass Larsen ikke på et par af spørgsmålene, nemlig: Hvor meget vil det koste at fjerne starthjælpen, og hvor vil man tage pengene? Hvem er det, der skal bøde?
     Så må jeg spørge hr. Henrik Sass Larsen: Er 41 pct. i arbejde ikke bedre end 28 pct.? De 28 pct. er jo det, som er resultatet af Socialdemokratiets politik i 1990'erne, hvor man bare ikke gjorde noget. Nu har vi gjort noget, og det begynder at virke, og der er en markant, signifikant forskel på, hvor mange der kommer i arbejde. Det spørgsmål, jeg så stiller, er: Er 41 pct. i arbejde ikke bedre end 28 pct., som Socialdemokratiet og den tidligere regering jo kunne præstere, og endda mindre for en lang række forskellige grupper? Op igennem 1990'erne var der jo flere nationaliteter, som stort set ikke kom i arbejde. Synes hr. Henrik Sass Larsen, at det var tilfredsstillende, at man bare lod folk gå på bistandshjælp?

Jeg tror, at vi har et fuldstændig identisk mål om, at flest muligt, der er kommet her til landet som flygtninge, indvandrere, hvad det nu er, kommer i beskæftigelse, alle sammen hurtigst muligt, alt hvad vi kan gøre. Jeg kan forestille mig en vifte af spændende tilbud og ideer til, hvad man kan gøre for at få folk sat i beskæftigelse. Det har jeg ingen problemer med.
     Det, jeg har et problem med, er, at man skal gøre folk fattige, før de kan få et job. Det er det, man har gjort, og man har skåret det så langt ned, at der faktisk næsten ikke er til dagen og vejen. Og efter 3 år på den ydmygende overførselsindkomst er det ikke lykkedes for 59 pct. at få en beskæftigelse. Det synes jeg ikke er særlig godt.
     I øvrigt har vi i forslaget beskrevet, hvad det koster. Vi skal også stemme om det senere i forbindelse med finansloven. Jeg tror, at det at koster 320 mio. kr., men jeg er ikke helt sikker. Det er deromkring.

Den næste i rækken af korte bemærkninger er hr. Torsten Schack Pedersen.

Hr. Henrik Sass Larsen havde travlt med at understrege, at hvis det var Socialdemokraterne, der indgik en aftale med kommunerne, skulle den nok blive overholdt. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke redskaber hr. Henrik Sass Larsen så kunne tænke sig at tage i brug, og om det er de samme redskaber over for kommunerne, som man brugte fra 1993 til 2001, hvor man havde en målsætning om, at det offentlige forbrug skulle være på 1 pct.s stigning om året, men faktisk blev på 2,4 pct. Er det den samme benhårde håndhævelse, hr. Henrik Sass Larsen forudsætter at kunne gennemføre i fremtiden? For vi har nu i dag fået at vide, at den socialdemokratiske tilslutning til 2010-planen omkring vækstrammen er endegyldigt forladt.
     Og så vil jeg også gerne høre, om den klare afvisning af 2010-planen også gælder for gældsafviklingen.

Til det sidste kan jeg sige nej. Vi har sådan set ikke nogen problemer med gældsafviklingen. Vi kan sagtens nå målsætningerne om at reducere ØMU-gælden til ned under 25 pct. inden år 2010. Det kan sagtens nås, ingen problemer i det, også med de forudsætninger, vi lægger ind i forhold til væksten i den offentlige økonomi. Så det er der ingen problemer i, og det er vores intakte målsætning.
     Så vil jeg sige om både 2010 og målsætningen om 0,5 pct.
i forbrug: Nu ville jeg ikke stå og være så kæphøj, hvis jeg var medlem af Venstres folketingsgruppe, og begynde at tale om overholdelse af de kommunale vækstrater, for det, der vil ske i 2006, hvis man rent faktisk gennemfører de her ting, vil være, at det er første gang man overholder de vækstrammer fra regeringens side. Men fair nok, gør endelig det. Vi har et udgangspunkt, når man skal sætte sig ned og forhandle med en kommunal modpart. Vi afstemmer, hvilke forventninger der er til velfærdsservicen i forhold til, hvor mange penge der er, og så indgår vi en hæderlig aftale, som man har en chance for at overholde. Det vil vi selvfølgelig til enhver tid også skrive under på.

Det var jo en god omgang udenomssnak, for resultaterne fra 1990'erne, hvor Socialdemokraterne indgik aftalerne med kommunerne, er jo, at der blev de heller ikke overholdt.
     Hvordan forestiller hr. Henrik Sass Larsen sig, at de aftaler, som Socialdemokraterne gerne vil indgå, som åbenbart ikke skulle volde problemer med hesyn til overholdelse, hvis jeg forstår hr. Henrik Sass Larsen korrekt, skal blive overholdt, hvilket jo heller ikke lykkedes i 1990'erne? Hvad er det for værktøjer, han vil anvende? Hvordan vil hr. Henrik Sass Larsen sikre sig, at den målsætning, som Socialdemokraterne nu har ladet være endnu større, så måtte blive overholdt?
     For man står jo tilbage med et indtryk af, at i dårlige tider mener Socialdemokraterne, at det offentlige skal bruge flere penge, til gengæld skal man så i gode tider bruge endnu flere penge. Helt ærligt, kan vi ikke få en klar tilkendegivelse af, hvordan hr. Henrik Sass Larsen på nogen måde vil få det her til at hænge sammen?

Der er bare ting, som medlemmet af Venstre skal forstå. Det ene er, at hvis man indgår en aftale, er det jo en væsentlig præmis, at det er en realistisk aftale, man indgår. Det vil sige, at hvis det lige pludselig viser sig, at de forudsætninger, som man har lagt budgetter efter, ikke overholdes og ikke kan holde, eksempelvis på det amtslige område, fordi der kommer flere i gymnasiet, og fordi der er flere, der skal bruge medicin, så er det jo hamrende urealistisk lige pludselig at bede dem om at drive de penge ind, medmindre man selv har mod og mandshjerte til i regeringen eller andre steder at sige: O.k., nu skal vi anvise, hvor det skal ske henne.
     Men det er jo det, man ikke har. Det er det, der er noget lusk i den måde, hvorpå man prøver at føre nogle ting igennem i Folketinget i dag. Man tør ikke komme her i Folketinget og sige lige præcis, at her og her og sådan og sådan skal der skæres ned, fordi man så slipper for, at vennerne i Dansk Folkeparti også skal have lidt snavs på fingrene.

Jeg må undres, når jeg hører hr. Henrik Sass Larsens kritik af finansloven for 2006. For jeg må forstå kritikken sådan, at det ikke er godt nok set gennem hr. Henrik Sass Larsens briller, når vi med finansloven fortsætter gældsafviklingen, sikrer en moderat vækst i det offentlige forbrug, og vi vel at mærke samtidig holder skatter og afgifter i ro.
     Som Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, var inde på, er det nærmest som et kinderæg; det er hele tre ting på en gang, så det kan jo være svært at forstå.
     Så jeg vil gerne spørge helt konkret: Mener hr. Henrik Sass Larsen derfor, at den gældsafvikling, som vi gennemfører med finansloven, ikke er god nok? Det er ikke godt nok, at vi afvikler gælden, som vi gør det, men væksten i det offentlige forbrug skal stige yderligere, altså løbe løbsk? Og mener hr. Henrik Sass Larsen dermed også, at skatterne og afgifterne igen skal stige, som tilfældet var, sidst S og R sad i regering?

Jeg vil sige til ordføreren - jeg tror også, at jeg brugte billedet sidste gang - at man også kan sammenligne samfundsøkonomien lidt med at have et hus og have oparbejdet en gæld i huset. Det kan være alle tiders målsætning at have at ville nedbringe gælden, også gerne i et hurtigt tempo. Det er meget, meget fornuftigt, og den præmis er vi helt med på. Men hvis der lige pludselig er hul i taget og det regner ind, så er det klogere at begynde at reparere hullet i taget nu, end det er bare at lade det regne og så betale af på gælden.

     Det er præcis det samme billede, man kan bruge i forhold til at investere i uddannelse og mennesker. Det er uklogt, at så mange mennesker ikke har de fornødne kvalifikationer til at kunne træde ind på arbejdsmarkedet, for på den måde bliver vores vækstmuligheder stoppet. Derfor, invester i mennesker her og nu, i uddannelse, så man får mulighed for at fortsætte væksten, og så også de pågældende mennesker kan få ordentlig beskæftigelse og fremgang.

Det er jo pudsigt, at hr. Henrik Sass Larsen mener, at det ikke er godt nok, at gælden afvikles, og at det offentlige forbrugs stigning holdes moderat i omegnen af 0,5 pct., når det faktisk er det, der følger 2010-planen, en plan, som Socialdemokratiet jo selv har stået fadder til.
     Jeg bliver nødt til at spørge igen: Mener hr. Henrik Sass Larsen, at det er uansvarligt, når regeringen med finansloven gennemfører en gældsafvikling og sikrer en moderat vækst i det offentlige forbrug, vel at mærke samtidig med at skatter og afgifter holdes i ro?

Nu vil jeg om 2010-planen gøre opmærksom på, at der stod mange forudsætninger i den 2010-plan. Der stod bl.a., at man skulle nå nogle måltal i forhold til beskæftigelse, ikke mindst af indvandrere. Dem har man ikke nået i regeringen. Der stod bl.a. også, at det ville være fuldstændig uansvarligt at gennemføre ufinansierede skattelettelser. Jeg siger det bare, for det står i den plan.
     Så pas nu på med, at man ikke stiller sig op og holder for meget af den 2010-plan, for det er kun et par enkelte ting, man er i stand til at overholde. Man er kun i stand til at overholde én eneste ting, nemlig gældsnedbringelsen, og det er fair nok, for det er en central målsætning i forhold til det.
     Men det vil være første gang, hvis det gennemføres nu
i forbindelse med kommunernes økonomi, at man overhovedet overholder de vækstmål, der ligger i forhold til 0,5 pct. Det er ikke sket i nogen tidligere år. Det vil jeg også bare gøre opmærksom på. Men kom frisk! Vi synes da, det er spændende, hvis regeringen vil gennemføre det her.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak til regeringen for et forhandlingsforløb her i efteråret om finansloven for 2006, som på mange måder har været ganske givtigt: fornøjeligt til tider, besværligt til andre tider. Men det, at det er besværligt, gør ikke så meget, hvis man synes, at det resultat, man ender med at få gennemført, faktisk er ganske fornuftigt.
     Det siger jo sig selv, at man, når man forhandler finanslov, hele statens budget, går efter nogle indrømmelser som oppositionsparti, der forhandler med regeringen. Man går efter nogle indrømmelser på en lang række områder og får gennemført en stor del. På et tidspunkt føler man, at nu har man fået gennemført så meget, at man samlet set godt kan sige: Ja, nu er vi klar til at indgå en aftale om finansloven og dermed stemme for den samlede finanslov og de ændringsforslag, der følger.
     Så langt nåede vi jo også med finansloven for 2006, og det betyder nu, at vi har indgået fem finanslovaftaler i træk, og det synes vi er helt godt.
     Vi synes også, at det har givet os anledning til at pege på nogle områder, som har været vigtige at få fremhævet. Men inden jeg kommer til dem, vil jeg slet ikke lægge skjul på, at en del af vores bestræbelse i de finanslove, vi deltager i, også er at holde dansk økonomi på rette spor.
     Nu har Velfærdskommissionen i går fremlagt sit bud på den langsigtede økonomiske linje i Danmark. Noget, de peger på, er, at vi kan få nogle finansieringsproblemer, hvis ikke vi tænker os om.
     Vi agter faktisk at gøre, ikke bare hvad vi kan, men hvad vi bør gøre for at tænke os om i tide, vise rettidig omhu, så vi ikke får sådan en effekt, at vi træder så voldsomt på speederen, at vi efterfølgende skal ud og træde markant på bremsen. Vi har tidligere i dansk økonomi set de skadelige effekter, det kan have at bringe økonomien ud af spor med det resultat, at man skal iværksætte forskellige kartoffelkure, pinsepakker og lignende for at lave en hård opbremsning i dansk økonomi.
     Vi vil gerne prøve at holde dansk økonomi på sporet. Det har vi fremhævet år efter år, og det er jo derfor, at vi også er indstillet på, når vi indgår aftaler med regeringen, at lave dem inden for en økonomisk ramme, som er holdbar, også for fremtiden.

     Det er jo der, hvor vi som oppositionsparti adskiller os fra den øvrige opposition, og det er jo også blevet gjort klart her i dag omkring ændringsforslagene, for den øvrige opposition enerkender slet ikke, at der er sådan en ramme, man kunne operere inden for, men mener, at man kan alt, og man kan det endda på samme tid, og så er det ingen sag. Så kan man jo foreslå alt, hvad man vil mellem himmel og jord, når man ikke er bundet af noget som helst, og det er selvfølgelig den ret, man har, når man vælger ikke at være med i et samlet forlig om en finanslov. Man har den mulighed, og det er selvfølgelig også det, der er blotlagt her i dag. Sådan er det.
     Så vil jeg vende mig mod nogle af de emner i finansloven for 2006, der også er afspejlet i ændringsforslagene, og hvor vi mener, at der faktisk er sket forbedringer af det finanslovforslag, som vi så først på efteråret.
     Det første, jeg vil nævne, er førtidspensionisterne. Vi har jo i løbet af efteråret haft megen debat om førtidspensionisternes vilkår. Det var sådan lidt frem og tilbage, i virkeligheden en lidt underlig farce. Vi kom med et forslag i starten af august, hvor vi sagde, at vi ville sætte forbedringer for førtidspensionisterne på dagsordenen. Vi fik det afvist af nogle andre partier - jeg skal lade være med at trætte Folketinget med den sædvanlige gennemgang af Socialdemokratiets forskellige markeringer - men vi endte jo med, at der åbenbart var bred enighed om, at der måtte ske noget for førtidspensionister.
     Vi har nu fået en aftale i finanslovforliget, der øger indsatsen for de dårligst stillede førtidspensionister. Vi går fra at have fire niveauer i dag til at have to niveauer i systemet. Det er en klar forbedring for dem, der havde allermindst. Vi kunne så forstå, da vi kom ud med forliget, at nogle mente, at det ikke var helt tilstrækkeligt, men vi har svært ved at se i hvert fald i nogles ændringsforslag, at man så peger på, hvilke steder det er utilstrækkeligt.
     Vi kan jo også se, at den ramme, vi nu sætter af, brutto knap 1 mia. kr. til forbedringer for førtidspensionisterne, er væsentlig mere end den, som de, der ellers ville gøre noget for førtidspensionister, kunne disponere inden for i 2006. Det var jo satspuljen, man ville gøre brug af der, en satspulje på 600-700 mio. kr.
     Så vi vælger altså i 2006 at gøre mere for førtidspensionisterne, end det andre har foreslået - nu tænker jeg specielt på Socialdemokratiet - og jeg synes faktisk, at der er mange mennesker, der får glæde af det, og det synes jeg også man burde anerkende i Folketinget generelt.
     En andet punkt, jeg synes er vigtigt at fremhæve, er de ældre. Vi har diskuteret med regeringen, hvordan man kunne udmønte nogle flere penge til ældreplejen, så vi kunne sikre en bedre ældrepleje ude i kommunerne. Vi har jo tidligere haft en aftale med regeringen om, at man skulle afsætte 500 mio. kr. mere til kommunerne til at gøre en større indsats på ældreområdet. Vi har ved flere lejligheder kritiseret, at vi synes, at kommunerne har anvendt de penge forkert og ikke i tilstrækkeligt omfang målrettet dem til bedre forhold for de ældre.
     Vi kan se af den aftale, vi nu har indgået for 2006, at de nye penge, vi sender til kommunerne til ældreplejen, bliver sendt ud på en anden måde, for nu ønsker vi at have større sikkerhed for, at de rent faktisk går til at forbedre vilkårene for de ældre, og derfor bliver det lavet på en anden måde end sidst, simpelt hen for at vi kan have større sikkerhed for, at de penge, staten leverer ekstra til kommunerne til en bedre ældrepleje, rent faktisk også går til at forbedre vilkårene for de ældre ude i kommunerne.
     Vi synes, det er fornuftigt, at vi på den måde har behandlet det her emne anderledes end tidligere og mere målrettet. Så vil der selvfølgelig være kommuner, der synes, at de bliver styret for kraftigt, og at de ikke har fuldstændig frihed til at tage de her penge og bruge dem til, hvad de har lyst til. Den kritik tager vi gerne på os i den forstand, at den kan man komme med, men vi vedkender os ansvaret for, at når vi på den her måde har været med til at finde flere penge til ældreområdet, så skal de også gå til forbedringer for de ældre.
     Det tredje punkt, jeg vil nævne her, er terrorbekæmpelse. Det er jo noget, Folketinget har diskuteret ved mange forskellige lejligheder, men lige præcis spørgsmålet om terrorbekæmpelse sætter sig jo også et aftryk
i den aftale, vi har indgået med regeringen. Vi fremhævede i finanslovforhandlingsforløbet vigtigheden af, at vi fik sat terrorbekæmpelse på dagsordenen. Vi havde det tidsmæssige problem, at det jo først var meget sent i forløbet, at regeringens embedsmandsrapporter om initiativer til bekæmpelse af terror rent faktisk blev præsenteret, og derfor ønskede vi på en anden vis end ved konkret at fortælle, hvad det egentlig var man skulle gøre for at bekæmpe terror, at få afsat nogle penge, så der var noget at gøre godt med, når vi forhåbentlig med et større flertal kan gøre noget mere for at bekæmpe terror.

     Pengene, eller i hvert fald en del af de penge, der skal bruges, er blevet afsat på vores initiativ, og det er vi selvfølgelig tilfredse med. Nu udestår arbejdet med at få konkretiseret, hvilke områder man så får pindet ud. Vi har et meget højt ambitionsniveau i forhold til, hvad vi vil tage af initiativer for at bekæmpe den stigende terrortrussel, som vi lever med.
     Vi brugte også finanslovforhandlingerne til at sætte fokus på nogle af de flerårsaftaler, vi har, men hvor der er nogle områder, vi synes er særlig vigtige at få sat fokus på hele tiden, og her vil jeg gerne fremhæve specielt et område, som vi tog fat om, nemlig spørgsmålet om Kriminalforsorgen, altså fængselsvæsenet.
     Vi har jo igennem flere aftaler med regeringen sat fokus på, at dømte ikke skal være uden for murene, men inden for murene. Vi har sådan set den ambition, at man, hvis man bliver dømt til at skulle afsone en straf, så gerne skal ind at afsone den straf. Derfor har vi presset voldsomt på igennem flere aftaler for, at der bliver afsat flere penge til flere fængselspladser. Vi har også fået flere midlertidige fængselspladser op at stå for at kunne sikre, at dømte er inde at afsone.
     Vi har i finanslovaftalen fået konkretiseret, at forventningen er, at ventelisten til afsoning er væk med udgangen af i år.
     Vi har for en sikkerheds skyld valgt, også af hensyn til de ansatte i fængselsvæsenet, dels at afsætte nogle penge, dels at forlænge den periode, hvor nogle af de midlertidige fængselspladser står ved magt og fortsætter. Det gør vi for at være sikker på, at folk altså kommer ind at afsone, når de bliver dømt, og også for at sikre, at det, der hedder belægningsprocenten i fængslerne - hvor mange indsatte der er de enkelte steder - kommer ned af hensyn til fængselspersonalet, som selvfølgelig dagligt er udsat for et meget, meget stærkt pres i deres arbejde.
     Men det har været vigtigt for os også at bruge finanslovforhandlingerne til på den måde at sætte fokus på noget, der godt nok er et led i en flerårsaftale, men er så vigtigt for os, at vi ikke, når vi har lavet sådan en flerårsaftale, bare vil læne os tilbage og tænke, at nu kører det nok for sig. Men vi vil bruge sådan en anledning til at sætte det på dagsordenen og få sat fokus på: Når vi de mål i forhold til de løfter, vi har givet, og de forventninger, vi har i forhold til sådan en aftale? Og der havde vi det her om Kriminalforsorgen og fængselsvæsenet som et vigtigt område.
     Et andet område, vi selvfølgelig også havde fokus på, var mere i relation til en aftale, der faktisk er indgået tidligere i år, men det er dog ikke mindre vigtigt. Det var på sundhedsområdet i forhold specielt til vores kræftbehandling.
     Vi indgik i sommer en aftale med regeringen om forbedringer inden for kræftområdet, fordi vi mener, at vi i Danmark ligger alt for ringe i vores behandling af kræftramte. Statistikken viser, at der er langt mindre sandsynlighed for, at man bliver helbredt i Danmark end i mange andre lande, og at vores behandlingssystem fungerer for svagt.
     Derfor bruger vi også en anledning som finansloven til at sikre, at pengene fra statens side bliver afsat til de forbedringer, som vi har krævet, og at der i finanslovaftalen også indgår, at de penge leveres til amterne til en forbedret kræftbehandling. De penge leveres til amterne til en bedre kræftbehandling næste år.
     Det er vigtigt for os, at vi på den måde hele tiden har fokus på, at vi i de forbedringer, vi diskuterer herinde og tager ansvaret for i forskellige aftaler, også leverer de penge videre til amter og kommuner, som er nødvendige for at kunne løfte den opgave. Det gør vi bl.a. på kræftområdet, og vi har også i finanslovforhandlingerne været inde at kigge på, at det gør vi.
     I forhold til kommunerne er det ikke så meget kræftområdet, der har været i spil på sundhedsområdet, men mere de her sundhedscentre, altså det faktum, at vi jo har lagt en større del af ansvaret for vores sundhedspolitik over på kommunerne i forbindelse med strukturaftalen. Ifølge kommuneaftalen skal kommunerne til at løfte et ansvar på sundhedsområdet, og det er vigtigt, fordi man så i højere grad kan tænke forebyggelse ind i sundhedspolitikken. Det er utrolig vigtigt, fordi man i højere kan tænke på, hvordan man kan hjælpe en ældre medborger, der f.eks. kommer hjem fra sygehuset, til at undgå at skulle indlægges på ny, fordi man ikke har taget hånd om den ældre medborger i tide. Vi har ved flere forskellige lejligheder og i flere aftaler med regeringen fået afsat penge til kommunerne til at oprette sundhedscentre. Vi har i forbindelse med finanslovaftalen haft det oppe til diskussion igen, fordi vi har ønsket, der bliver afsat flere penge til at oprette sundhedscentre, og der er også med finanslovaftalen afsat flere penge, som bliver kanaliseret ud til kommunerne, for at de kan gøre mere på det her område.

     Det synes vi er sundt og rigtigt, og det er noget, som vi faktisk lægger meget vægt på, og noget, vi vil følge meget også i de kommende år.
     Så er der i finanslovaftalen, hvilket jo også har afsat sig i ændringsforslagene, også en lang række mindre forbedringer på en lang række områder. Eksempelvis på folkeskoleområdet, miljøområdet og forskningsområdet ligger der konkrete initiativer, som på hver deres vis er vigtige. Det kan være, vi kommer tilbage til det i diskussionen.
     Men alt i alt vil jeg sige, at vi med den finanslovaftale og de ændringsforslag, der foreligger, synes, at der er gjort en god indsats for 2006, at vi skaber forbedringer på en lang række områder, men at alle ting ikke er løst med den her finanslovaftale. Det vil være, sådan som det også har været i tidligere år, at man løser en vis del af de problemer, vi står over for. Dagsordenen er ikke udtømt, arbejdet fortsætter, der skal også laves aftaler næste år, og der er også behov for at løfte nogle af de grupper i vort samfund, der har mindst.
     Nu var det så førtidspensionisterne, vi havde valgt at fokusere meget på i år, fordi vi mente, de havde et særligt behov, og at vi skyldte dem en ekstra hensyntagen. Det har vi gjort, og det ansvar har vi løftet. De løfter, vi har givet, har vi også har opfyldt via aftaler med regeringen. Det synes vi er meget flot, og derfor kan vi alt i alt sige, at det er et fornuftigt resultat, som gør, at vi selvfølgelig kan anbefale forslaget til finanslov for 2006.

Tak til ordføreren. Så er der indtegnet en lang række korte bemærkninger, mest fra den ene side af salen. For god ordens skyld vil jeg lige nævne navnene på alle dem, jeg har registreret, hvis der skulle være overset en:
     Det er fru Line Barfod, hr. Ole Glahn, hr. Johannes Poulsen, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Frank Aaen, fru Kirsten Brosbøl, fru Lise von Seelen, fru Christine Antorini, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Troels Ravn, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Villy Søvndal, fru Anne Baastrup og fru Karen Klint. Har jeg overset nogen? Vi noterer lige de to.
     Derefter den førte korte bemærkning, det er fru Line Barfod.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har jo fået finansministeren med på, at finansministeren skal have en bemyndigelse til at gå ud og skære 3 mia. kr. i kommunerne midt i et budgetår, og Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis øvrige folketingsmedlemmer agerer så stemmekvæg på det her.
     Når nu kommunalbestyrelserne og amtsrådene skal til at se på, hvor de skal finde penge, vil Dansk Folkepartis medlemmer ude i kommuner og amter så stemme for, at der skal skæres på ældreområdet, på plejehjem, på skoler, på børnehaver osv., sådan som vi tidligere har set at Dansk Folkepartis medlemmer rundtomkring stemmer for nedskæringer - også på ældreområdet?

Fru Line Barfod ved sammen med den række af andre folketingsmedlemmer, der har rejst det her tema i dag, at de taler mod bedre vidende. Det kan man godt blive ved med at gøre, og det er fair nok.
     Det, der er tale om, er, at man i 2006 skal bruge flere penge, end man bruger i 2005. Det handler om, at vi gør noget andet end det, vi plejer at gøre, at året bare går og det så ender med, at aftalerne ikke er overholdt, og alle så siger, at det da var et problem, for nu skrider hele grundlaget for vores fælles økonomi. Så siger vi, at det nok er bedre, at man kigger på det, før man kommer i gang med året, der går.
     Men stadig væk, selv efter at man har kigget på det og man overholder aftalerne, der er indgået, hvilket jeg egentlig også tror kommunerne selv har en interesse i at gøre, vil det være sådan, at man i 2006 skal bruge flere penge, end man bruger i 2005. I min lommebog skærer man ikke ned, hvis man bruger flere penge.

I min ordbog skærer man ned, hvis der f.eks. er blevet flere ældre og der derfor skal bruges flere penge, men de får færre hjemmehjælpstimer hver især, fordi man ikke må bruge de flere penge, der er nødvendigt, hvis de ældre skal opretholde det samme niveau af hjemmehjælp. Derfor vil jeg gerne høre, om Dansk Folkepartis medlemmer ude i kommuner og amter vil stemme for nedskæringer på hjemmehjælp, på plejehjem, skoler, børnehaver osv. for at forhindre, at finansministeren kommer og tager pengene op af kommunekassen.

Enhedslistens repræsentanter ved godt ligesom alle andre, der spørger om det her, at det ikke forholder sig sådan, som man fremstiller det. Jeg siger, at det er fair nok, for det er jo en del af den politiske kamp.

     Men sagen er bare, at man i de forhandlinger, man har mellem regeringen og kommunerne, indregner den forventede ændring, der er, som følge af ændret demografi. F.eks. det, at der kommer flere ældre, går man jo ind og diskuterer, når man laver aftaler. Hvordan vil man forholde sig til det, og hvor meget ekstra skal det koste staten i udgifter til kommunerne, at der er det faktum? Det, der så er problemet - det kender vi jo alle sammen - når man kigger på sådan et landsudsnit, altså at man ser på, hvordan det samlet er på landsplan, er, at det kan bone forskelligt ud fra kommune til kommune.
     Det er jo også derfor, vi har efterlyst en udligningsreform og glæder os over, at det nu i Folketinget er vedtaget, at der i år bliver lavet en ny udligningsreform. For det kan selvfølgelig være forskelligt fra kommune til kommune, men kigger man på det på landsplan, er det jo lige præcis et af de elementer, der er med i forhandlingerne, hvilket fru Line Barfod peger på og fuldstændig underkender, og derfor ved fru Line Barfod meget godt, at det er på et helt forkert grundlag, hun stiller spørgsmål.

Jeg vil gerne stille hr. Kristian Thulesen Dahl et principielt spørgsmål, vedrørende at finansministeren nu får mulighed for med den tekstanmærkning, der ligger, at foretage indgreb over for hver enkelt kommune og så nøjes med at orientere Folketinget om det. Mener hr. Kristian Thulesen Dahl, at det er en rigtig måde at behandle Folketinget på? Hr. Kristian Thulesen Dahl er jo som bekendt formand for Finansudvalget og dermed også Folketingets repræsentant på det her område. Er det virkelig den måde, som hr. Kristian Thulesen Dahl mener man skal behandle Folketinget på?
     Man kunne næsten fristes til at sige, at det minder lidt om provisorietiden, fordi man faktisk her giver carte blanche til, at finansministeren kan gribe ind arbitrært over for kommuner, uden at Folketinget har mulighed for noget indgreb over for det. Jeg ved jo også, at hr. Kristian Thulesen Dahl selv sidder i en kommunalbestyrelse. Er det den måde, man skal skabe et samarbejde mellem kommunerne og Folketinget på?

Det så ellers næsten ud, som om finansministeren blev lidt fristet af den titel, han kunne blive udnævnt til at få der. Det er ikke vores udgangspunkt, at han skal udnævnes til det. Jeg synes bestemt, at der er sket en glædelig ændring af det her forslag, som hr. Glahn peger på, fra i går til i dag. Der er jo sket den ændring, at der i det ændringsforslag, vi rent faktisk kommer til at tage stilling til senere på dagen, jo er understreget følgende:
     Punkt 1: at vi står i en særlig situation i 2006 og det her derfor er en engangsforeteelse. Det er altså ikke noget, der skal danne præcedens for de efterfølgende år. Det er en vigtig ting.
     Punkt 2: at den orientering, der skal ske til Folketingets Finansudvalg, skal ske forud for bemyndigelsens udmøntning. Det er jo lidt vigtigt, for lad os nu antage, at der er et flertal i Folketinget, der mener, at finansministeren vil udmønte den her bemyndigelse på en forkert måde over for kommunerne, så vil det give Folketingets flertal mulighed for at reagere og sige til finansministeren: Vi er ikke tilfredse med det forslag, du er kommet med.

Nu hørte jeg hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at det er en speciel situation, vi står i, og vi er selvfølgelig enige om, at det er en speciel situation, at der foregår en kommunesammenlægning. Men det her kunne jo blive udgangspunktet for, at man kunne påpege, at der på et senere tidspunkt ville komme en anden speciel situation, som ville gøre, at man igen ville give finansministeren den bemyndigelse, fordi der her var skabt præcedens for at gøre det. Er det en udvikling, som hr. Kristian Thulesen Dahl vil hilse velkommen?

Nej, vi mener faktisk i Dansk Folkeparti, at 2006 er et meget, meget specielt år. Det er et overgangsår, hvor vi laver kommunesammenlægninger. Det er faktisk tilbage i 1970'erne, vi gjorde det sidst. Det er ikke sådan noget, vi gør - ikke engang hvert tiår. Det er altså noget, man har gjort for 30-35 år siden, nu gør man det så igen. Det er ikke en situation, vi overhovedet kan forestille os vil finde sted
i den tid, hvor vi har styr på, hvad der skal ske. Vi tror i hvert fald ikke, det kommer til at ske i hvert fald for os som personer, når vi engang er færdige. Så det er en meget, meget speciel situation, vi sidder med for 2006. Derfor kræver det også nogle specielle muligheder.

Jeg kan naturligvis godt forstå, at hr. Thulesen Dahl gerne vil give et billede af, at de reduktioner, som amterne og primærkommunerne står over for i deres budgetter, ikke er nedskæringer, men at det blot er at tage toppen af nogle stigninger, som ellers ville være der. Men virkeligheden er jo, og det ved hr. Thulesen Dahl også godt, at for primærkommunernes vedkommende er halvdelen af overskridelserne en følge af engangsudgifter i forbindelse med strukturreformen. De udgifter skal jo afholdes, og det vil også være sådan, at når de skal findes et andet sted, så betyder det faktisk nedskæring de andre steder, hvor man så netto vil komme til at reducere.

     Men de tekstanmærkninger, som hr. Ole Glahn netop omtalte, indeholder jo også en substans. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Thulesen Dahl: Når der i stk. 4 står, at indenrigs- og sundhedsministeren inden for et puljebeløb vil kunne meddele en kommune hel eller delvis fritagelse for nedsættelsen af statstilskuddet - altså nogle vil kunne undtages fra den reduktion, som man mener ministeren skal have lov til at foretage helt uhæmmet over for enkelte kommuner - efter hvilke kriterier skal det så foregå?

Se, målet er ikke at nå til en situation, hvor der skal ske reduktioner. Målet er sådan set at nå til en situation, hvor kommunerne - for nu at tage kommunerne - anerkender, at de, når de har indgået en aftale, også skal holde aftalen. Så det er målsætningen med det.
     Med hensyn til det andet, som bliver nævnt vedrørende engangsudgifter i forbindelse med kommunalreformen, er det jo sådan, at i de aftaler, man har indgået mellem KL og regeringen, har man prøvet at tage højde for det. Det er jo ikke sådan, at det er noget nyt, at der vil være engangsomkostninger, selvfølgelig er der det, når man lægger flere kommuner sammen. Men det har man lige præcis med inde i aftalen, og man har også prøvet at operere med, hvor store beløb det drejer sig om. Så har man skabt en lånefinansieringsadgang til det. Det kan man diskutere om man skulle have tacklet anderledes, men det har man rent faktisk gjort. Så man har jo forholdt sig til det.
     Det, vi vil finde ud af i det arbejde, der kommer til at finde sted de kommende par måneder, er jo så helt præcis:
Hvad er det så egentlig, der er skredet? Hvor er det, det er gået galt? Hvis det er i forbindelse med engangsudgifter, så er det også godt at få frem i lyset, og kan det ikke honoreres af den ramme, man har sat af til det, hvor meget er overskridelsen så?

Jeg vil gerne have et mere præcist svar på den sidste del af det, jeg spurgte om, nemlig stk. 4 i tekstanmærkningen. Nu er vi jo alle sammen enige om, at det faktisk er meget vidtgående, at det er danmarkshistorie, der skrives med de tekstanmærkninger, og det kan jeg forstå at hr. Thulesen Dahl begrunder i, at 2006 er et særligt år.
     Men lad os så tage substansen igen: Indenrigs- og sundhedsministeren vil inden for et puljebeløb kunne meddele en kommune hel eller delvis fritagelse fra nedsættelsen af statstilskuddet. Nogle vil altså kunne undtages fra at få reduceret deres budgetter, selv om de har overskredet dem, hvis man vurderer hos finansministeren, at det er betimeligt
- eller måske hos finansministeren og hr. Thulesen Dahl. Kan vi andre blive indviet i - for Folketinget kan jo ikke blive det, når man kommer til målstregen - hvilke kriterier det skal foregå efter? Er det efter en samtale mellem hr. Thor Pedersen og hr. Thulesen Dahl, eller skal det foregå sådan, at vi andre trods alt også kan få en en lille smule at vide om, hvordan den slags ting føres ud i livet?

For god ordens skyld skal jeg sige, at ministre skal omtales som ministre og ikke med deres private navn. Så er det ordføreren.

Det er faktisk forkert, når det bliver nævnt her, at Folketinget ikke bliver blandet ind i det før, jeg havde nærmest forstået efter målstregen. I det, jeg nævnte som to væsentlige ændringer, der var sket i det her forslag, altså ændringsforslagene fremkommet fra i går til i dag, er den ene del af det jo, at der skal komme et orienterende aktstykke til Finansudvalget for bemyndigelsens udmøntning.
     Det er jo lidt vigtigt, så man nemlig ved, hvad det præcis er for nogle kriterier, der så i givet fald er valgt, hvis vi overhovedet kommer i den situation, og så Folketinget får mulighed for at sige til, hvis et flertal er uenig i den måde at gøre det på.
     Jeg forestiller mig da helt klart, at der vil blive en proces - hvis vi overhovedet kommer i denne her situation - hvor der er tid til at diskutere med regeringen, om de kriterier, der lægger til grund for et eventuelt indgreb, er rigtigt valgte.
     Sådan er ændringen i det ændringsforslag, der nu er fremkommet, og det burde man også anerkende er en forbedring.

Jeg tror, hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde sig skyldig i en fortalelse. Folketinget blev jo ikke blandet ind i administrationen af de reduktioner, der skal ske i amternes og kommunernes budgetter, heller ikke hvad angår den enkelte kommune.
     Der sker faktisk det, at Folketingets flertal, med Finansudvalgets formands billigelse, afskærer sig fra indflydelse. Så når hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at vi får aktstykket forelagt, så er det jo ikke korrekt. Vi bliver orienteret. Jeg kan næppe forestille mig - trods alt - at vi er kommet så langt i det danske samfund, at pressen ikke vil høre om de nedskæringer, finansministeren gennemfører over for målrettede kommuner, så orienteringen er jo ingenting værd.
     Men hvad er egentlig årsagen til, når der nu er så god tid, at Finansudvalgets formand accepterer, at Folketingets beslutningsproces bliver sat ud af kraft? Hvorfor forlanger Finansudvalgets formand ikke, at regeringen som vanlig kommer med et aktstykke, som så kan blive behandlet på almindelig vis?

Jo, men jeg prøver lige at forklare hr. Ole Sohn det igen. Jeg er ikke enig i, at Folketinget ikke har mulighed for at reagere.
     Med den ændring, der er sket af ændringsforslaget, og den diskussion, vi har haft, er det præciseret eller gjort klart, at regeringen skal gå til Finansudvalget, forud for at man bruger denne her bemyndigelse, og fortælle, hvordan man ønsker at bruge den bemyndigelse.
     Hvis der så er et flertal i Folketinget, der er uenige med regeringen i den måde, man vil håndtere det på, kan det flertal nå at formulere sig over for regeringen og sige: På den her facon mener vi ikke det skal gøres.
     Så kan man jo ikke samtidig sige, at Folketinget er sat uden for indflydelse. Jeg gad nok se den regering, der ville vælge at sige: Jamen vi ønsker at bruge den bemyndigelse, vi har fået, på den og den måde, og vi kan se, at der er et flertal, der er uenige med os i det, men vi gør det bare alligevel. Altså, jeg gad nok se den regering, der gjorde det. Den ville typisk ikke have lang levetid; sådan ville det være.

Det virker bekymrende, for jeg er ikke sikker på, at hr. Kristian Thulesen Dahl overhovedet har fattet, hvad det egentlig er, der er Folketingets opgave.
     Der er jo ikke tale om et flertal. Vi ved godt, at der er flertal for at skære ned over for kommunerne og amterne, for det har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet. De penge skal fjernes; det er der flertal for. Det er slet ikke det, vi diskuterer, det er proceduren: om det er Folketinget, der træffer beslutningerne, eller om det er en minister, der gør det.
     Hr. Kristian Thulesen Dahl er da nødt til at forklare, hvad grunden er til, at man ikke forelægger det i et aktstykke, sådan at den almindelige offentlige procedure kan komme i gang.
     Det er klart, at Dansk Folkeparti vil stemme for de reduktioner, der skal ske, men hvorfor ikke gøre det i åbenhed? Hvad er egentlig grunden til, at man ikke ønsker et aktstykke, sådan som vi i øvrigt har besluttet i Folketingets Finansudvalg, at vi ønsker? Hvorfor dispenserer man? Hvorfor er det, at Dansk Folkeparti ikke ønsker, at Folketinget skal ind over og træffe de beslutninger, som vi vanligt gør? Det svar mangler vi.
     Og det er ikke, at der er et flertal, der vil skære i kommunernes budgetter, det ved vi godt; det er ikke, at det er flertallet, der bestemmer, det ved vi godt. Men hvorfor skal parlamentet sættes ud af kraft? Det er da egentlig ret besynderligt, at et parti kan være med til det.

Nu fra 2005 til 2006 skal der bruges flere penge.
     Jeg bliver bare nødt til at sige det, når hr. Ole Sohn nu flere gange i sit spørgsmål siger, at der skal skæres ned
i kommuner og amter. Hvis man ser det under et, skal der bruges flere penge i 2006 end i 2005. Det er en del af den aftale, der ligger, og det er jo den aftale, vi gerne vil have overholdt. Hvad angår det andet om Folketingets mulighed for indflydelse, er det altså stærk kost at høre, at Folketinget skulle være holdt hen i uvidenhed, når lige præcis den ændring, der er sket det sidste døgn - bl.a. som følge af den diskussion, vi i fællesskab har haft om det ændringsforslag, der oprindelig lå - netop betyder, at Folketinget skal være vidende om, hvad det er, der i givet fald kommer til at ske, så hvis Folketingets flertal er uenige med regeringen i den disposition, regeringen foreslår, kan Folketinget nå at gribe ind. Jeg er, når man bruger betegnelser som fattet eller ikke fattet - hvis hr. Ole Sohn lige ville lytte til mit svar
- fuldt opmærksom på den forskel, der ligger i, om man får et orienterende aktstykke eller et aktstykke, der er til beslutning. Jeg anholder bare det udtryk, at Folketinget bliver holdt hen i uvidenhed, for det er lige præcis det, det nye ændringsforslag går ud på, nemlig at sikre, at Folketinget ikke bliver holdt hen i uvidenhed, men at Folketinget bliver orienteret.

Det er så min agt også at lade de to næste korte bemærkninger afvikles - det er henholdsvis hr. Morten Helveg Petersen og hr. Frank Aaen - og derefter afbryde til middagspause.

Jeg synes, det er lidt rystende at høre ordførerens indlæg her, for hr. Thulesen Dahl siger, at han udmærket er klar over forskellen på et orienterende aktstykke og et normalt aktstykke.
     Det enkle spørgsmål er: Hvorfor ikke et normalt aktstykke?

Det er et spørgsmål, der skal rettes til regeringen. Det er regeringen, der stiller ændringsforslag. Det er jo ikke mit ændringsforslag, det er regeringens ændringsforslag.
     Vi vælger at støtte ændringsforslaget. (Munterhed). Jamen sådan er det da.
     Er det lovmedholdeligt at stille det her ændringsforslag? Ja, det er det. Er det inden for reglerne? Ja, det er det. Kan man sige, at den beretning, vi har i Finansudvalget, afskærer regeringen fra at komme med sådan et ændringsforslag? Nej, det kan man ikke sige, for der fremgår det nemlig, at i særlige situationer, specielt når det er tidsbegrænset, er det en mulighed, man har, at benytte sig af en såkaldt tekstanmærkning, som det her ændringsforslag går ud på. Så det holder sig inden for det regelsæt.
     Så er det jo et spørgsmål, om man politisk finder, det er rigtigt eller forkert at gøre det. Vi har så ud fra en samlet vurdering valgt at støtte ændringsforslaget. Det gør vi, fordi det er fuldstændig uholdbart, at der ikke er en respekt om de aftaler, man selv indgår. Det er jo fuldstændig uholdbart, at der er så mange partier herinde i Folketinget, som i den grad ville være med til at køre økonomien af sporet, hvis de fik magt, som de havde agt, og som overhovedet ikke vil forholde sig til de økonomiske rammer, der gælder.

     Jeg sagde i mit ordførerindlæg, at det er vigtigt for os, at vi holder Danmark på sporet, at vi ikke kører zigzagkurs, og at vi ikke træder så meget på speederen, at vi skal op og træde markant på bremsen. Det kan jeg høre at andre ordførere er fuldstændig ligeglade med. Det synes jeg er virkelig faretruende.

Jeg lod her ordføreren få ca. 30 sekunder ekstra, fordi jeg fornemmer, det er en meget vigtig debat. Derfor vil jeg også, hvis spørgeren nu i anden omgang bruger 30 sekunder ekstra, undtagelsesvis acceptere det. Værsgo, hr. Morten Helveg Petersen.

Tak, høje formand. Jeg brugte også meget lidt tid på mit første spørgsmål, så jeg kvitterer selvfølgelig for velviljen.
     Det, der står tilbage og vil stå tilbage efter i dag, er, at Dansk Folkeparti sammen med regeringen nu centraliserer en kompetence hos finansministeren, som vi faktisk ikke har set magen til siden provisorietiden.
     Spørgsmål nummer et til ordføreren: Hvornår har en regering i dette kongerige sidst benyttet sig af et instrument som det her? Jeg synes simpelt hen, det er skammeligt.
     Spørgsmål nummer to til ordføreren: Hvorfor tør Dansk Folkeparti ikke lade det her komme til behandling på normal vis? Hvorfor tør Dansk Folkeparti ikke tillade, at vi har et aktstykke på fuldstændig normal vis, der åbner for en offentlig diskussion? Hvorfor skal det her luskes igennem på denne her led?

Jeg synes, hr. Morten Helveg Petersen gør sig skyldig i en overreaktion, for jeg synes, hr. Morten Helveg Petersen lader, som om Folketinget bliver holdt fuldstændig væk fra alting og ikke bliver bevidst om, hvad der sker, og ikke hører noget, og pludselig så ser man bare, hvad der er sket ude i kommunerne. Det er ikke sandheden; det er simpelt hen ikke sandheden.
     Sandheden er, at med den ændring, der er sket her hen over det seneste døgn, har vi sikret, at Folketinget får viden, så Folketinget kan reagere, forud for at bemyndigelsen må bruges. Det betyder, at hvis hr. Morten Helveg Petersen sammen med andre partier kan rejse et flertal her i Folketinget, der siger, at de er uenige i den måde, regeringen vil udnytte denne her bemyndigelse på, kan man nå at reagere. Så kan man ikke samtidig sige, at Folketinget bliver holdt uden for og ikke hører noget som helst om det.
     Der foreligger et skriftligt svar, for der er jo stillet et skriftligt spørgsmål om det emne, og der er givet skriftligt svar på det med fortiden, og om man kender historiske eksempler. I det svar står der, at det gør man ikke.
     Så når vi har valgt at sige, at det her må håndteres, er det, fordi vi ikke kan have, at man ikke har respekt for de aftaler, man selv indgår, og at vi er i en helt ekstraordinær situation i 2006. Det er også derfor, vi ser det her som noget, der alene vedrører 2006; vi ser ikke det her som noget, der også sker i 2007 og 2008 og 2009.

Og det blev så det sidste svar til denne korte bemærkning, og så kommer den sidste korte bemærkning inden middagspausen, og den er fra hr. Frank Aaen.

Men det er jo dramatisk, hr. Kristian Thulesen Dahl: De har møjsommeligt siddet ude i kommunerne her i efteråret og lagt budgetter, set, hvad de havde af penge i kassen, set, hvad der var af behov for hjælp til de ældre, bedre børnepasning og bedre folkeskole. Så kommer regeringen sammen med Dansk Folkeparti nu og siger: I skal barbere 3 mia. kr. af de budgetter. Det er aldrig set før.
     Derfor er det da underligt, at man så vælger den metode, man har gjort. Det er jo, fordi man vil prøve at holde det skjult - og det er ikke bare for Folketinget. Hvorfor har man ikke valgt at vedtage en almindelig lov? Når man vil gennemføre så dramatiske indgreb, have sådan en rettighed til at gå direkte ned og gribe ind i kommunernes budgetter, hvorfor er der så ikke fremsat et lovforslag om det?
     Hvorfor har hr. Kristian Thulesen Dahl foreslået regeringen, at det her ordnes på denne her fodnotefacon i stedet for via et lovforslag, hvor borgerne havde haft mulighed for at følge debatten, hvor borgerne havde haft mulighed for at komme i deputation, hvor kommunerne kunne komme i deputation til Folketinget og sige deres mening, og hvor der kunne stilles ændringsforslag?

Jeg skal lige minde om igen, at direkte tiltale ikke er tilladt, og så er det ordføreren.

Det afgørende for os er, at vi holder økonomien på sporet. Det var vi fælles med andre partier om at mene tidligere - nu er der ikke så mange tilbage, men vi er dog stadig væk et flertal, som prøver at stå vagt om en holdbar økonomisk udvikling i det her land.
     Så har vi typisk set år efter år, når vi gjorde regnskabet op for kommunerne, at de havde overskredet de aftaler, de selv havde indgået med staten om, hvordan man kunne sikre en ordentlig økonomisk udvikling. Det har vi set, og så har vi i bakspejlet kunnet se, at det gik galt, men jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det, for sket er sket, regnskaber er regnskaber.

     Noget af det nye her er, at vi nu allerede i budgetterne kan se, at de ikke respekterer den stigning, som er aftalt, altså den stigning i udgifterne de må have: Stigningen er endnu større. I stedet for at vente, til det er for sent og udgifterne er afholdt, så er det da bedre at gå ind på forhånd og sige: Der er noget her, vi allerede nu kan se kører af sporet - og så gøre noget ved det. Altså det er egentlig for mig at se sund fornuft.

Jo, men jeg har forstået, at Dansk Folkeparti synes, at det er i orden. Det er endda vigtigt for Dansk Folkeparti, at der skæres i kommunernes budgetter - dem, de allerede har lagt, skal beskæres. Det har jeg forstået.
     Men hvorfor skal det ske bag lukkede døre? Hvorfor skal det ske ovre i ministeriet og så bare med en orientering til Folketinget? Hvorfor skal det ske bag lukkede døre i Finansudvalget, hvor offentligheden ikke har adgang? Hvorfor har hr. Kristian Thulesen Dahl bedt regeringen om, at det her bliver holdt bag lukkede døre, i stedet for at det blev fremlagt som et lovforslag i Folketingssalen, hvor borgerne kunne se, hvad folk mener, hvor borgerne kan komme i deputation og sige, hvad de mener om lovforslaget, hvor man kan meddele sig, hvor andre partier har mulighed for at stille ændringsforslag, og hvor det kommer til tre behandlinger i Folketingssalen, sådan som det er helt normalt
i vores demokrati? Hvorfor skal det her vigtige indgreb, som hr. Kristian Thulesen selv mener er meget vigtigt, gennemføres bag lukkede døre?

Nu tager vi så et skridt mere, for før havde vi en diskussion om, hvorvidt man skulle tale om et orienterende aktstykke, eller det skulle være et ikkeorienterende aktstykke. Nu taler hr. Frank Aaen om, at det skal være et lovforslag og behandles her i salen. Der må man huske på, at det bloktilskudsaktstykke, som det teknisk hedder - altså det aktstykke, den beslutning, vi træffer i Finansudvalget, drejer sig jo om penge til kommuner og amter - faktisk ikke normalt er noget, der behandles i salen. Det er noget, vi behandler i udvalget. For min skyld kunne man da godt i højere grad trække sådan nogle sager i salen, og så kunne man da få en debat om det.
     Men jeg må sige til hr. Frank Aaen, at når han tegner det billede, at hvis nogle borgere eller kommuner føler, de har noget at meddele Folketinget vedrørende den proces, der nu går i gang, så de er afskåret fra det, er det altså ikke det Folketing, jeg arbejder i, som hr. Frank Aaen refererer til. Jeg ved ikke, hvad det er for et parlament.
     Her er det sådan, at hvis nogen - kommuner eller borgere - føler, at de bliver dårligt behandlet, så ved de nok, hvordan de skal henvende sig til os som folketingsmedlemmer. De ved også, hvordan de anmelder deputationer, hvis de gerne vil give møde i Kommunaludvalget eksempelvis og fortælle om det. Så de ved udmærket godt, hvilke regler der gælder for det, og at de har mulighed for det.
     Så det der billede af, at man kan holde det her hemmeligt, at man kan have en diskussion om en enkelt kommunes økonomi bag lukkede døre, er fuldstændig forkert. Der vil ikke gå ret mange sekunder, når man har diskuteret en kommunes økonomi, før alle er bekendt med, hvad man diskuterer. Sådan er det i et oplyst samfund, og det ved hr. Frank Aaen udmærket godt.

Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00 med spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører, og der er 35 minutter tilbage til yderligere spørgsmål til ordføreren.

Mødet udsat kl. 11.58

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Vi fortsætter med de korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahl.
     Jeg skal lige nævne, at vi har 35 minutter tilbage af tiden med korte bemærkninger, og følgende har korte bemærkninger, jeg nævner rækkefølgen. Det er fru Kirsten Brosbøl, fru Lise von Seelen, fru Christine Antorini, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Troels Ravn, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Villy Søvndal, fru Anne Baastrup, fru Karen J. Klint, fru Mette Frederiksen og fru Karen Hækkerup.

Dansk Folkepartis ordfører gjorde meget ud af i sin ordførertale, at Dansk Folkeparti er meget optaget af at forbedre vilkårene for de ældre. Mit spørgsmål går derfor på, om Dansk Folkeparti så vil garantere, at det, der nu sker med kommunernes økonomi med hensyn til, at man åbner budgetterne igen for 2006, ikke kommer til at gå ud over kvaliteten af den service, vi yder over for ældre ude i kommunerne.
     Sådan som jeg ser det, vil det betyde, at kommunerne er nødt til at foretage nogle prioriteringer, og det, som vi i hvert fald har hørt fra ordføreren, er, at man ikke vil blande sig i, hvordan kommunerne så gør. Men kan man få nogen garanti for, at det ikke kommer til at gå ud over de ældre, som Dansk Folkeparti åbenbart lægger så meget vægt på får en bedre service?

Ja, det er klart vores udgangspunkt. Der blev jo lavet en aftale i sommer mellem kommunerne og regeringen, der går ud på, at man i 2006 for det første fortsætter den aktivitet, man har, også med hensyn til de ældre, og at man dertil beregner, hvad det betyder, at der bliver flere ældre, og derudover lægger vi jo så på forskellig vis i finanslovaftalen 0,5 mia. kr. til ældreområdet.
     Det gør vi for at sikre, at der kommer en bedre ældrepleje og ikke en ringere behandling af vores ældre. Vores mål er jo, at det skal være bedre, at der skal være bedre forhold. Det er det, vi arbejder på, og det er det, som vi også kan se er udgangspunktet i den finanslovaftale, vi jo netop har lavet her for et stykke tid siden sammen med regeringen.

Ordføreren svarer ikke på mit spørgsmål. Jeg bad om at få Dansk Folkepartis garanti for, at de 3 mia. kr., der nu skal til at findes på de budgetter, der allerede er lagt for 2006, ikke vil blive fundet netop som besparelser på ældreområdet. For der er åbenbart ikke nogen af ordførerne fra den borgerlige fløj, der vil garantere os, at det her ikke kommer til at gå ud over velfærden. Man siger, at det er op til kommunerne.
     Men det strider jo fuldstændig imod det, som Dansk Folkepartis ordfører står og siger, nemlig at man gerne vil sikre bedre vilkår for de ældre. Kan vi få en garanti fra Dansk Folkepartis ordfører for, at det, at man skal finde 3 mia. kr. på de budgetter, som allerede er lagt for 2006, ikke vil komme til at gå ud over de ældre?

Det, der gør, at det måske kan virke, som om jeg svarer på noget andet, er simpelt hen, at vores udgangspunkter er forskellige. Mit udgangspunkt er jo, at det, man laver i 2005 også med hensyn til de ældre, skal man fortsætte med i 2006 plus noget mere. Det er jo normalt det, man betegner, som at man løfter noget, at man gør noget bedre, nemlig at man bruger flere penge på et område - ikke at man skærer ned.

     Spørgeren tager udgangspunkt i noget andet, nemlig at man så derudover har lagt nogle budgetter, der går videre end det løft, og at man altså ikke kan gennemføre så meget, og siger, at det så er en nedskæring.
     Det er et andet udgangspunkt end det, jeg tager. Mit udgangspunkt er, at der rent faktisk fra 2005 til 2006 skal ske forbedringer og specielt forbedringer for gruppen af vores ældre medborgere, bl.a. ved at vi i finanslovaftalen har aftalt med regeringen, at der afsættes 0,5 mia. kr. mere til ældreområdet. De penge skal ud i kommunerne og arbejde, så man konkret giver de ældre en bedre pleje.

Jeg vil også hæfte mig ved de passager i ordførertalen, hvor der blev nævnt, at man gerne vil fokusere på de ældre, især de svage ældre.
     I foråret stemte Dansk Folkeparti imod en national handleplan, vi Socialdemokrater havde i et beslutningsforslag, som netop skulle gøre nogle af de ting, som ordføreren nævnte i sin tale: forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Jeg har netop i dag fået et brev fra en ansat, der siger, at nu er forholdene på de medicinske afdelinger så svære, at der sker fejl ved dosering af medicin, og patienter får ikke skiftet deres ble, når den er våd, og man skal vente meget længe, før man får hjælp, når man tilkalder hjælp. Det var nogle af de ting, som skulle forebygges ved den nationale handleplan, som Dansk Folkeparti stemte imod. Hvordan hænger det sammen med, at man sent i foråret stemte imod det og ordføreren nu siger, at det lige præcis er nogle af de ting, man gerne vil fremme?

Vi er fuldstændig enige om, at der er problemer i forbindelse med de ældre og de medicinske afdelinger. Det, der så er en udestående diskussion, er, hvad man så gør for at afhjælpe det. Er det gennem en national handlingsplan, som Socialdemokratiet har foreslået, eller er det ved f.eks. at afsætte nogle penge til forbedringer? Vi har i tidligere aftaler med regeringen fokuseret på det sidste, nemlig at få afsat nogle penge til brug for lige præcis afhjælpning af det her problem, der åbenlyst er omkring ældre og medicinske afdelinger.
     Det er helt givet, at det, der er afsat på nuværende tidspunkt, skal ses efter med hensyn til, om det er tilstrækkeligt. Det er det sandsynligvis ikke, og så skal vi arbejde på at finde flere penge til at dække det område.

Jeg forstår så, at for at opnå hensigten skubber man opgaven ud i kommunerne, som man så samtidig beder om at åbne sine budgetter, som er lagt for år 2006, så man kan reducere dem. Så nytter det jo ikke noget, at kommunerne får penge til de ældre, hvis de samtidig skal fjerne noget i deres budgetter på en anden konto.
     Er det sådan, man gerne vil have det tilrettelagt, at man beder kommunerne om at løse de opgaver, som man ikke selv kan stemme for i Folketinget og skaffe midler til, og så bagefter beder dem om at spare pengene på de budgetter, som er lagt?

Der er jo i virkeligheden mange spørgsmål i det her spørgsmål, for det med, hvor tingene skal løses, om de skal løses ved et folketingsinitiativ eller de skal løses ved nogle lokale initiativer, er jo også en diskussion af, om man respekterer, at der kan være forskellige måder at løse tingene på, forskellige måder at indrette sig på, hvor også de ansatte har mulighed for at gøre deres mening gældende. Det, at noget træffes på lokalt plan, kan jo lige præcis være udtryk for, at man så prøver at finde lokale løsninger på, hvordan man kan gøre det bedre.
     Det, jeg bare forholder mig til her, er, at jeg ikke ser nogen stor forskel i anerkendelsen af problemet, og så handler det om at finde løsninger. Der kan vi godt pege på nogle forskellige løsninger, og det er jo i virkeligheden mere det, det her handler om, end et spørgsmål om, hvorvidt vi anerkender, at problemet er der.

ristine Antorini (S): Jeg noterede mig, at hr. Kristian Thulesen Dahl i hvert fald i ord var meget bekymret for og optaget af, om der nu skete noget for de ældre. Med den dialog kan man så diskutere, hvor meget der rent faktisk sker for de ældre. Til gengæld så hørte jeg stort set ikke et eneste ord i indlægget tidligere, der handlede om uddannelse. Derfor vil jeg spørge, om det simpelt hen er, fordi det ikke er et indsatsområde, som Dansk Folkeparti har, om det måske er det, der afspejler, at det udeomkring i kommunerne, hvor man jo altså skal leve med de meget stramme rammer, som Dansk Folkeparti støtter, rent faktisk er sådan, at hver femte kommune er nødt til at spare på folkeskolen. Bekymrer det hr. Kristian Thulesen Dahl? Kl. 13.10

Jeg nævnte faktisk i mit ordførerindlæg lige præcis forhold omkring folkeskolen. Det valgte jeg at gøre, fordi jeg synes, vi har en særlig udfordring med hensyn til folkeskolen. Vi havde det også meget oppe i valgkampen i januar-februar måned, og der valgte Dansk Folkeparti at lægge sig på den linje, at vi godt kan stille større krav til folkeskolen, stille nogle større krav til rammerne og til indholdet, også nogle krav, som ikke altid behøver at handle om, hvor mange penge der ekstra kommer til folkeskolen, fordi vi anerkender, at når vi har en af verdens dyreste folkeskoler, men ikke får den bedste kvalitet, når vi sammenligner os med andre lande, så bør vi kunne stille større krav og få mere ud af folkeskolen, uden at det nødvendigvis betyder, at der altid skal flere penge til folkeskolen.
     Vi tror simpelt hen på, at man kan stille større krav, lave flere test, og sikre, at eleverne lærer det, de skal på hver enkelt årgang, ved at vi stiller større krav.

Jeg vil gerne takke for det meget klare svar, for det er første gang, jeg har fået det at vide fra Dansk Folkeparti. Regeringen har i hvert fald ikke villet gå ind på den dagsorden, men det gør Dansk Folkeparti så og siger: Nej, der skal ikke gives flere penge til folkeskolen, på trods af at der kommer flere elever i årene fremover, på trods af at hver femte kommune som sagt skærer på folkeskolen, på trods af at man kan gå rundt og kigge på niveauet af de københavnske folkeskoler, som er ganske nedslidte på grund af manglende investeringer.
     Jeg vil bare takke for bekræftelsen af, at der fra Dansk Folkepartis side ikke skal gives en krone mere til folkeskolen. De må selv klare de udfordringer, der er.

Ja, det var jo så ikke det, jeg sagde. Altså jeg tror, at de, der hørte mit svar, ikke rigtig kan genkende »ikke skal gives en krone mere«.
     Det er jo faktisk sådan i den aftale, vi har indgået omkring folkeskolen, at der tilføres flere midler. Så det er jo ikke sådan, at vi har en politik om, at der ikke må tilføres flere penge til folkeskolen. Det kan i mange sammenhænge være fornuftigt at gøre det. Somme tider er det så staten, der spytter noget til i form af, at vi stiller større krav, somme tider er det kommunerne, der beslutter sig for det.
     Det, jeg derimod angreb, var, om det er sådan, at man tager det udgangspunkt, at man ikke kan stille større krav til folkeskolen, uden at der altid følger ekstra penge med. Og det mener vi godt der kan, når vi tager som udgangspunkt, at vi har en af verdens dyreste folkeskoler, men bestemt ikke får det bedste ud af den.
     Og for så vidt angår det, følger vi jo egentlig meget nøje det, som den tidligere regering havde lagt som strategi for folkeskolen, altså at man ikke altid behøvede at lade flere penge følge med, når elevtallet udviklede sig i en bestemt retning.
     Så på den måde kan man sige, at det flertal, der er nu omkring den økonomiske politik, følger den linje, som den tidligere regering lagde. Men sådan er der jo så meget. Når man går fra at sidde i regering til ikke at sidde i regering, så ændrer man jo ofte sin politik.

I forgårs holdt Rådet for Socialt Udsatte en konference om fattigdom i Danmark. Det var organisationer som Frelsens Hær og Kirkens Korshær, som kunne dokumentere, at fattigdommen er stigende i Danmark, fattigdom, der er resultat af den politik, som regeringen fører, og som Dansk Folkeparti støtter op om. For bare at tage en af de grupper af mennesker, som er blevet væsentlig fattigere, kan vi tage de knap 20.000, som er på kontanthjælp, og som rammer kontanthjælpsloftet. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Dansk Folkeparti støtter et forslag om at afskaffe kontanthjælpsloftet, så vi igen kan få en nogenlunde ordentlig, anstændig udbetaling af indkomst til mennesker på kontanthjælp.

Når man taler om udsatte grupper, svage grupper, så taler vi om mange forskellige grupper. Der er en tendens til herinde, at man skærer alle over en kam. Vi taler bl.a. om mennesker, som har arbejdskraft, altså som har arbejdsevne, men ikke er
i arbejde, de er en udsat gruppe, og så har vi mennesker, som ikke er i arbejde, fordi de ikke kan arbejde, fordi de er syge, de er dårlige. Det er eksempelvis førtidspensionisterne, det er en anden gruppe. Da de her grupper er forskellige, skal de også håndteres forskelligt. Når det handler om førtidspensionister, der ikke har en arbejdsevne, lægger vi kraft i at forbedre deres vilkår, det har vi vist med finanslovaftalen, hvor vi brutto afsætter knap 1 mia. kr. ekstra til de førtidspensionister, der økonomisk har allermindst. Når det handler om de mennesker, der har arbejdsevne, altså kontanthjælpsmodtagere, som har mulighed for at arbejde, så er den bedste hjælp til dem at hjælpe dem i arbejde. Og der bør vi have en historisk chance nu, hvor vi vel har en af de laveste ledigheder i 30 år, til at sikre, at de mennesker får en plads på arbejdsmarkedet frem for at være udenfor.

Jeg troede, at hr. Thulesen Dahl kendte til den gruppe af mennesker, vi snakker om, f.eks. bare vidste, at den store gruppe af de mennesker, der rammer kontanthjælpsloftet, ikke er i stand til at arbejde, det er mennesker, der lider af en form for sygdom, misbrugsproblemer osv.
     Flertallet af dem, der rammer kontanthjælpsloftet, er ikke i stand til at arbejde. De andre kan ikke få et arbejde. Det er mennesker, som rammer kontanthjælpsloftet, uden at de har gjort sig skyldig i noget som helst andet, end at der ikke er nogen, der kan tilbyde dem et arbejde, eller at de simpelt hen ikke er i stand til at arbejde.

     De 20.000 mennesker har fået forringet deres vilkår, bl.a. takket være Dansk Folkeparti. Og Dansk Folkeparti står med nøglen til afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Hvis Dansk Folkeparti vil, så er der flertal for at afskaffe kontanthjælpsloftet. Vil Dansk Folkeparti det?

Nej, vores udgangspunkt i de forhandlinger, der har været om en justering af det forlig fra 2002, »Flere i arbejde«, det forlig, som også Socialdemokratiet var med i - det var på det tidspunkt, man indførte det her kontanthjælpsloft - var, at man skulle tackle det her forhold, ved at man i løbet af næste år tilbundsgående undersøger området lige præcis i respekt for det, som jeg nævnte før, at vi har at gøre med en meget sammensat gruppe, vi har at gøre med mennesker, der ikke bare kan slås sammen som én stor svag udsat gruppe.
     Vores udgangspunkt er nemlig, at det er utrolig vigtigt, at vi fokuserer på, at den bedste hjælp til mennesker, der har mulighed for at arbejde, er at hjælpe dem i arbejde. Det giver dem en mulighed for at få selvrespekt, i form af at de tjener deres egne penge. Det giver dem også mulighed for at få et bedre socialt netværk, for mange sociale netværker skabes gennem arbejdspladsen.
     Derfor tror vi på, at det vil forbedre deres livssituation væsentligt, hvis vi hjælper dem ud på arbejdsmarkedet. Når vi har en situation, hvor ledigheden falder, så har vi chancen for få dem ud på arbejdsmarkedet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl fortæller, at Dansk Folkeparti adskiller sig fra den øvrige opposition ved både at være et økonomisk ansvarligt og et socialt ansvarligt parti. Måske er sandheden i stedet, at Dansk Folkeparti som regeringen siger ét, men gør noget andet. For Dansk Folkeparti er nemlig med til at holde amter og kommuner i et økonomisk jerngreb grundet skattestop og en maksimal vækst på 0,5 pct. Nu skal amter og kommuner altså finde 3 mia. kr. i besparelser, fordi den her kommunalreform har kostet kommunerne omkring 1 mia. kr.
     Resultatet er altså det, at år efter år må kommunerne skære på folkeskole, børnepasning, ældrepleje, i øvrigt også med Dansk Folkepartis stemmer. Og det er virkeligheden, at det generelle serviceniveau er faldende, velfærdssamfundet er under afvikling.
     Kan hr. Kristian Thulesen Dahl forklare ganske almindelige mennesker den kontrast mellem virkelighedens verden og så Dansk Folkepartis og regeringens glansbillede?

Jamen det var dog fantastisk: Velfærdssamfundet er under afvikling. Og det skulle så være virkeligheden.
     Det er jo fantastisk at kunne sige det som folketingsmedlem, på baggrund af at vi foreslår, at vi næste år bruger flere offentlige kroner, end vi gør i år; at vi foreslår, at vi bruger dem på øget kræftbehandling; at vi foreslår, at vi bruger dem på flere penge til ældreplejen; at vi foreslår, at vi bruger dem på knap brutto 1 mia. kr. mere til førtidspensionisterne; at vi bruger flere penge på at sørge for, at kommunerne laver sundhedscentre; at vi sikrer, at hvis man bliver kriminel, skal man kunne komme ind og afsone sin straf, at vi sikrer, at der ikke er ventetider. Alle de forhold skulle så betyde, at velfærdssamfundet er under afvikling.
     Vi har en økonomisk vækst i samfundet, som er meget høj sammenlignet med alle de lande, der er omkring os. Vi har en arbejdsløshed, der er faldende. Jeg hørte socialdemokrater for år tilbage hele tiden stå heroppe og fortælle, hvad ledigheden nu var steget med. Vi hører knap så meget om ledigheden nu, hvor ledigheden er faldende.

Jamen velfærdssamfundet er under afvikling for store grupper
i vores samfund. Der er et misforhold mellem de opgaver, som kommunerne og amterne skal løse, og så de økonomiske ressourcer, der er til rådighed. Jeg hørte ikke i hr. Kristian Thulesen Dahls svar en forklaring på, hvorfor vi år efter år må se nedskæringer og besparelser på børnepasning, folkeskole, ældrepleje på trods af - som det påstås - at kommuner og amter får flere penge at gøre godt med. Er det i virkeligheden ikke, fordi de økonomiske ressourcer ikke står mål med opgaverne, og at regeringen og Dansk Folkeparti her har en rolle som en anden Fætter Højben?

Jo, men jeg synes jo også - det har jeg sådan set også brugt noget af min taletid til at forklare - at der er mange områder, hvor vi bør gøre tingene bedre, end vi gør i dag. Der er mange grupper, der fortjener en større opmærksomhed, end de får i dag. Der er mange steder, hvor vi har behov for at bruge flere ressourcer fremover, end vi gør i dag.
     Men det, jeg så sagde samtidig - og det er jo så der, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti virkelig adskiller sig fra hinanden nu - var, at vi skal gøre det på en måde, så vi samtidig sikrer, at Danmark har en sund økonomi også fremover. Vi skal gøre det på en måde, så vi undgår det der med, at vi nu træder så meget på speederen, at vi skal træde på bremsen i form af kartoffelkure eller pinsepakker eller lignende - hvad man ellers har kendt tidligere.

     Det er jo det, der er opgaven. Det er at løse det, så vi stille og roligt udvikler det danske velfærdssamfund i den rigtige retning og gør det på en måde, der sikrer, at det er holdbart også fremover - også i lyset af den diskussion, der er omkring Velfærdskommissionens rapport, og alle de diskussioner, vi var vidne til i går.
     Det er den opgave, vi har taget på os, og det tror vi faktisk på at der er flere der synes er en god idé. Det er ikke på samme måde tilfældet med det, som Socialdemokratiet foreslår, som er fuldstændig uansvarligt.

Nu har der været frokostpause, og det kan jo altid give anledning til, at man kan gå og tænke lidt. Jeg ved ikke, om det har gjort indtryk på Dansk Folkepartis ordfører med alle de indlæg, der var før frokostpausen om den her sag med aktstykket om kommuneøkonomien. Der har i hvert fald været udtrykt en meget, meget, meget skarp kritik af denne fremgangsmåde. Og der har i hvert fald fra den samlede oppositions side været en bekymring over, at det her er en udvanding af det parlamentariske arbejde og de parlamentariske betingelser i Folketinget.
     Kunne Dansk Folkepartis ordfører så ikke give en forklaring på, hvorfor man ikke bare kunne efterkomme det ønske, vi har om at få et ganske normalt aktstykke oversendt til Folketinget, såfremt man griber ind i kommunernes økonomi, sådan at vi kan få en helt normal behandling? Hvorfor skal det være anderledes? Hvorfor skal det være via noget orienterende? Kunne man ikke få en forklaring på det?

Det, vi kan konstatere, er jo, at der har været meget kritik. Det var der også i går. Det har afstedkommet en ændring af det, der lå, som jeg mener er en forbedring. Det redegjorde jeg også for før frokostpausen. Det er en forbedring på to områder: Det ene er, at det er understreget i selve ændringsforslaget, at vi kun taler om 2006. Vi taler altså ikke om noget, der skal være praksis fremover. Og det andet er, at vi har sikret os, at Folketingets Finansudvalg får viden om, hvad det er, regeringen vil benytte den her bemyndigelse til, der ligger i ændringsforslaget, før regeringen kan udnytte bemyndigelsen.
     Hvis der så er et flertal i Folketinget, der ikke mener, at regeringen udmønter det på den rigtige måde, så sikrer det, at Folketinget kan nå at gøre regeringen det klart, så det, regeringen foreslår, ikke kommer til at ske.

Det vil sige, at hr. Thulesen Dahl slet ikke kan forstå den bekymring, vi har. Men jeg vil alligevel sige, at når vi nu har udtrykt den bekymring så eksplicit, direkte og meget voldsomt endda, så er det jo en smal sag at sige: Lad os lave en ganske normal forretningsgang her. Så ville der jo ikke være problemer længere.
     Men det virker altså på os og på andre som magtfuldkommenhed fra det flertal i Folketinget, som i øjeblikket hersker. Det vil vi godt advare imod igen, og det er derfor, vi så indtrængende beder om, at man tænker sig om en gang til, så vi kan få et normalt aktsstykke, en normal behandling, så alle spilleregler på den måde er i orden.
     Det er ikke særlig meget, vi beder om her. Der er i hvert fald ikke nogen god begrundelse for, hvorfor man ikke skal gøre det.

Der er sådan en tendens til somme tider, at hvis ikke man er enig i det svar, man får, så er det, fordi en eller anden ikke har fattet budskabet. Det kan man så diskutere. Jeg tror nu ikke, det forholder sig sådan; jeg tror altså, det bunder i, at vi mener, at den kritik, der har været, har man også prøvet at bearbejde for at se, hvordan man kan komme den kritik i møde.
     Det er jo så rigtigt, at man ikke er kommet kritikken fuldstændig i møde. Der er stadig væk kritik tilbage. Men jeg savner, at der er nogle i det kritiske kor, som også anerkender, at den ændring, der er sket fra i går til i dag, er en forbedring på de to punkter, jeg nævnte før.
     Det punkt, der handler om, at det kun er for 2006, synes jeg er selvindlysende, men det er så også præciseret i ændringsforslaget. Men specielt det punkt, der handler om, at vi er sikret fuld viden om, hvad det er, man påtænker at gøre, inden det sker, og som dermed giver Folketinget mulighed for at reagere, hvis man synes, regeringen handler anderledes, end det flertallet ønsker, synes jeg er overordentlig vigtigt.

Dansk Folkeparti har jo været bærerne af den førte politik de sidste år. Det tror jeg godt man kan sige uden at genere hr. Thulesen Dahl.
     For 2 dage siden kom der en rapport, der viser, at de udsatte grupper i Danmark har fået det dårligere. Rapporten er lavet på den måde, at man har spurgt de frivillige organisationer, der hjælper de hjemløse, de misbrugende, de sindslidende osv., og der svarer to tredjedele af organisationerne, at de har fået det dårligere. Der er ingen, der synes, de har fået det bedre.

     Det billede har regeringen benægtet. Statsministeren sagde i går i spørgetiden, at det slet ikke er rigtigt, og at det er et fuldstændig fortegnet billede; de har fået det langt bedre. Socialministeren var i starten enig i, at de har fået det dårligere, men hun har så skiftet mening i dag.
     Så vil jeg spørge hr. Thulesen Dahl, om han deler den opfattelse, der beskrives i den der rapport, nemlig at de dårligst stillede i det her samfund har fået det dårligere i de år, hvor Dansk Folkeparti har været med til at føre politik.

Det, jeg svarede før på et lignende spørgsmål, er sådan set det samme, som jeg vil svare hr. Villy Søvndal her. Jeg synes, det er forkert, at man tager gruppen af udsatte og siger: Har de fået det bedre eller værre? For inden for den store gruppe - desværre - af udsatte i det danske samfund er der meget, meget forskellige ting, der skal tages hensyn til, der er forskellige måder, man skal løse deres problemer på.
     Et eksempel: Hvis vi giver flere penge til at sikre ordentlige væresteder for nogle af mest udsatte, så er det jo en forbedring. Om det samlet set opleves som en forbedring i forhold til andre ting, der sker, må de enkelte jo vurdere.
     Vores bestræbelse er på en lang række forskellige områder at tage initiativer, der betyder forbedringer for nogle af de mest udsatte.
     Med hensyn til nogle af de udsatte, man taler meget om i forbindelse med kontanthjælpsloftet, som jo er meget konkret debatteret, og som også er noget af det, mange af de organisationer har hæftet sig ved, så siger vi, at for dem, der er i den her gruppe, og som har mulighed for at komme i arbejde, er den allerbedste hjælp, at de kommer i arbejde. Og der synes vi, vi har en historisk chance nu for at hjælpe mange af de mennesker ind i et arbejdsmarked, der også giver dem nogle flere sociale relationer, som vi tror vil forbedre deres livskvalitet kraftigt.

Det synes jeg var et meget langt svar, og det forstår jeg godt, for det er klart, at det er meget ubehageligt for Dansk Folkeparti, der har forsøgt at udstyre sig med et socialt rygmærke, at måtte konstatere, efter at man har været bærer af politikken i 5 år, at det står langt, langt dårligere til.
     Så siger hr. Thulesen Dahl, at det kan man ikke måle, det kan man ikke se. Det var dog en fantastisk arrogant holdning - undskyld mig - at man ikke kan se, om folk har fået det dårligere. Alle de, der arbejder helt ude i varmestuen - Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Røde Kors osv. - kan sagtens se det. Er det, hr. Thulesen Dahl siger, at det forstår de slet ikke, det forstår hr. Thulesen Dahl derimod meget bedre? Er det ikke en noget arrogant holdning, og var det ikke en meget lang udenomssnak, og vil det ikke være klogt at erkende, at det er gået rigtig dårligt for de dårligst stillede, og påtage sig sit ansvar?

Jamen det var åbenbart så langt et svar, at hr. Villy Søvndal slet ikke orkede at høre det, for så ville hr. Villy Søvndal ikke kunne være kommet med den replik, han kom med her. Jeg underkendte jo ikke, at der er problemer, jeg underkendte heller ikke folks opfattelse af deres problemer. Tværtimod, sagde jeg, at det var dem, der kunne vurdere deres egen situation. Så jeg sagde faktisk det stik modsatte af det, hr. Villy Søvndal nu påstod at jeg sagde.
     Så sagde jeg, at når man så kigger på gruppen af udsatte, mener jeg ikke, at man bare kan forholde sig til den gruppe som én samlet gruppe. Jeg mener, at man bliver nødt til at se på, hvordan man så skal hjælpe de mennesker, at man hjælper med forskellige midler, forskellige værktøjer. Det troede jeg egentlig også lå i det, hr. Villy Søvndal arbejdede med, og der kan vi så være uenige om nogle af værktøjerne. Vi er uenige om f.eks. det med kontanthjælpsloftet, det har vi jo diskuteret ved forskellige lejligheder. Men det skal løses ved hjælp af forskellige værktøjer, fordi de udsatte grupper har behov for forskellig hjælp.

Så kan man se frem til, at der ikke er den samme hjemløshed, hvis hr. Kristian Thulesen Dahl rent faktisk ønsker at forbedre forholdene for de hjemløse.
     Men jeg vil over til noget helt andet. Vi har haft en diskussion her i dag om det aktstykke, hvorefter man fremover fra finansministerens side, formentlig sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl, skal revidere kommunernes budgetter med op til 3 mia. kr. Det vil sige, at kommunerne nu skal se frem til, at de skal kunne spare op til 3 mia. kr.
     Jeg spørger så: Er hr. Kristian Thulesen Dahl magtfuldkommen, eller er han bare en kylling? Hvorfor fik vi ikke oplysningerne om denne aktion før den 15. november? Var det, fordi Dansk Folkeparti sammen med finansministeren ikke turde fortælle vælgerne, at det, de valgte, var politikere, der havde et budget, der var 3 mia. kr. lavere? Er hr. Kristian Thulesen Dahl en kylling?

Det er lidt svært at finde ud af, om jeg i virkeligheden skal tage det som et kompliment. Altså, vi har en dyrevelfærdsordfører, og han vil være meget optaget af, at vi behandler kyllinger godt. Hvis jeg nu var en kylling, skulle jeg jo behandles godt, så det kunne man jo tage som udgangspunkt.
     Men man kunne selvfølgelig også vælge at tage det lidt mere alvorligt, og det tror jeg måske egentlig vil tjene i hvert fald dem, der lytter til debatten, at jeg gør; tager det lidt mere seriøst, end fru Anne Baastrup lægger til grund.
     Dansk Folkeparti sidder jo ikke i regering. Dansk Folkeparti har ikke adgang til oplysninger, som samles ind i ministerier om den kommunale økonomi. Der ligger skriftlige svar fra regeringen med hensyn til, hvornår man kendte hvilke oplysninger. Men jeg kan bare sige, at vi ikke havde oplysningerne på det tidspunkt, så vi kunne gå ud og offentliggøre nogle tal om nogle overskridelser.
     Vi havde i et langt forløb en tro på, at kommunerne overskred aftalerne, og det lagde vi ikke skjul på. Til alle de journalister, jeg talte med - det er også fremgået af mange aviser - sagde jeg, altså i løbet af efteråret, at vi frygter, at kommunerne overskrider, bl.a. på grund af at det er et sammenlægningsår og man ikke tager det ansvar for den fælles økonomi, som man bør, ude i den nye, sammenlagte kommune. Og det bør der selvfølgelig ske noget i forhold til. Det har vi slet ikke lagt skjul på. Det sagde vi også før kommunalvalget ved alle de anledninger, der var til det.

Jeg kan så konstatere, at det rent faktisk er, fordi Dansk Folkeparti ikke turde gå ud og fortælle vælgerne, hvilke konsekvenser det ville få for de enkelte kommuner, når man gik i gang med denne her besparelse, plus man ikke turde komme frem med udligningsreformen.
     Vi har fra oppositionens side presset på, for at udligningsreformen skulle komme. Vi har presset på for at få at vide, hvad den kommunale økonomi er, hvad kommunerne har at gøre godt med.
     Dansk Folkeparti har simpelt hen siddet på sine hænder, fordi man ikke turde andet. Kristian Thulesen Dahl vidste jo, at han skulle lægge stemmer til et finanslovforslag, lægge stemmer til de besparelser, som efterfølgende rammer ældre, svage og børn i folkeskolen.
     Det vil hr. Kristian Thulesen Dahl jo ikke være ved. Det turde hr. Kristian Thulesen Dahl jo ikke sige til vælgerne inden den 15. Han turde heller ikke lægge det op til mødet i Kommunernes Landsforening den 22., hvorimod man sagtens kunne indgå en aftale med finansministeren om tekstanmærkningen den
24.
     Hver gang der har været en risiko for konfrontation omkring det her, har Dansk Folkeparti valgt at skjule sig.

Fru Anne Baastrup taler og taler og taler, men overhovedet ikke om, hvordan tingene er. Det er jo helt fantastisk.
     Det er jo faktisk bl.a. Dansk Folkeparti, der i forbindelse med finanslovforhandlingerne før kommunalvalget sagde, at vi bliver nødt til at forholde os til den samlede økonomi også i kommuner og amter og specielt i forhold til, hvis man ikke respekterede de aftaler, der var indgået.
     Det betyder, at det til allersidst i aftalen om finansloven, som blev offentliggjort før kommunalvalget, fremgår, at vi er enige om, at de aftaler, de rammer i økonomien for kommunerne skal overholdes. Det fremgår klokkeklart. Der er da ikke forsøgt noget som helst hemmeligholdt. Tværtimod.
     Hver eneste gang jeg er blevet konfronteret med det udsagn, at alt tyder på, at kommuner og amter kan have en økonomi i 2006, der er højere end den i 2005, men at de på trods af det vil have en endnu højere udgift i 2006 - og hvad gør vi ved det? - har jeg sagt, at det selvfølgelig er uholdbart, for vi kan selvfølgelig ikke have en situation, hvor Velfærdskommissionen får fuldstændig ret i, at det hele går rabundus. Vi bliver nødt til at sikre, at de ting, vi laver økonomisk, holder vand også på lang sigt.
     Det er jo det ansvar, vi har påtaget os i modsætning til den øvrige opposition. Men at vi har forsøgt at lade være med at fortælle om det også før kommunalvalget, er direkte forkert.

Et er jo, at man annoncerer, at man skal overholde nogle aftaler. Noget andet er jo så også, hvis man så, når man når ind i budgetterne, kan se, at der er nogle forudsætninger, som skrider. Så kunne man måske godt have vist lidt mere venlighed og en lidt anden procedure end den, vi har set omkring de 3 mia. kr.
     Det, jeg vil spørge ind til, er også, hvordan man får råd til nogle ting. For det, hr. Kristian Thulesen Dahl sagde tidligt i sin tale omkring kræft, og jeg citerer næsten, var, at behandlingssystemet i Danmark fungerer så svagt, at vi er nødt til at gøre det bedre. Vi dør af kræftsygdomme, som man ikke dør af i andre lande, og derfor skal vi gøre det bedre. Hr. Kristian Thulesen Dahl nævnte så også det, der hedder Kræftplan II.
     Så er det, jeg spørger ind til: Får vi råd til at sætte Kræftplan II i værk, hvis de driftsbudgetter, som amterne har i forvejen, ikke slår til? Eller vil man så spare så meget på det i forvejen, at det med det, de får af nye penge til Kræftplan II, ikke kommer til at hænge sammen?

Amterne skal næste år bruge flere penge til sygehusvæsenet, end de bruger i år. Dertil kommer, at staten skal betale den kræftplan, vi blev enige med regeringen om i sommer. Derfor er det også lagt ind i den aftale, der er indgået med amterne, at amterne får mulighed for at leve op til de krav, der gælder som følge af Kræftplan II.
     Det er meget vigtigt for os, at vi får forbedret indsatsen over for kræftramte. Vi synes, der er mange ting, vi kan gøre bedre, både i forhold til selve patientforløbet, altså fra man registrerer, at man har kræft, eller får det at vide, og hvad der så sættes i værk der, altså hastigheden af behandlingen, og i forhold til, om behandlingen nytter noget, altså om man har en chance for at komme ud i den anden ende som en rask person. Der skal vi forbedre hele vejen igennem.
     Vi har taget initiativer til en god aftale for 2006. Og
i løbet af 2006 vil vi komme til at diskutere, hvordan vi kan sikre fortsatte forbedringer også efter 2006.

Så vil jeg gerne spørge videre, for hr. Kristian Thulesen Dahl har jo hele tiden sagt, også i dag, at vi skal forholde os til de historiske fakta. Nu siger ordføreren, at det er staten, der betaler hele Kræftplan II. Så vidt jeg husker teksten i Kræftplan II, er det noget med omkring 1,2 mia. kr., der bliver sat af til forbedringer på kræftplan.
     Er det så ikke historisk korrekt, at de 600 mio. kr. er en låneadgang, man giver amterne? Så er det jo lidt billigt for staten at give en omgang, hvis det bare er en adgang til at låne i stedet for at betale ved kasse et.
     Er det ikke korrekt, at Kræftplan II i høj grad bygger på, at amterne får en låneadgang og ikke fuld kompensation fra staten?

Nej, sådan synes jeg ikke man kan sige det. Der er i aftalen om forbedringer på kræftområdet nogle driftsudgifter, nogle anlægsudgifter. De driftsudgifter, der er, er lagt ind. De anlægsudgifter, der er til bl.a. at købe nye strålekanoner, kan lånefinansieres. Det er fuldstændig rigtigt. Og det er også meget naturligt, at det er sådan, for det skulle gerne resultere i, at man får bedre apparatur, der gør, at man kan behandle flere mennesker, så man også får en bedre drift. Der er faktisk en sammenhæng i tingene.
     Så der ligger et stort løft på kræftområdet, hvis vi får gennemført den Kræftplan II, som vi aftalte med regeringen i sommer, og det er vores agt at følge det til dørs, så vi sikrer, at det rent faktisk sker.
     Men jeg skal også samtidig sige, at alle ting ikke dermed er løst på kræftområdet, for vores ambition er, at vi også laver yderligere forbedringer, når vi når frem til 2007, 2008 osv., altså at vi fortsat ser på, hvordan vi kan forbedre behandlingen af vores kræftramte.

Som det allerede har været frembragt i debatten, så modtog vi
i Folketinget i tirsdags en rapport, der meget, meget klart påviser, at de dårligst stillede i det her samfund, nogle af de mest udsatte mennesker, har fået det dårligere i løbet af de seneste 4 år. Faktisk er det sådan, at 66 pct. af de organisationer, der arbejder med de her mennesker, siger, at deres brugere - det er hjemløse, det er sindslidende, det er enlige mødre for at nævne nogle eksempler - har fået det dårligere eller lidt dårligere i løbet af de seneste 4 år. Jeg synes, hr. Kristian Thulesen Dahl bliver nødt til i dag at forholde sig til, at det, at de mennesker har fået det dårligere, er et konkret resultat af nogle helt konkrete politiske beslutninger: dels at man ikke ønsker fra regeringens og Dansk Folkepartis side at føre den rigtige socialpolitik, dels at der bliver skåret ned på kommunerne. Hvordan harmonerer det i øvrigt med, hvad Dansk Folkeparti går rundt og siger?

Jeg er ikke enig. Jeg er ikke enig i, at der ikke i de aftaler, vi laver med regeringen, hver gang bliver presset på fra vores side for at få sat penge af til nogle af de mest udsatte i vores samfund. Det har vi gjort hver eneste gang, vi har lavet større aftaler; der har vi fået afsat penge til det.
     Senest har vi så altså haft fokus på førtidspensionisterne, som er nogle af dem, der får de laveste satser. Vi har i aftalen for finansloven for næste år fået afsat det, der brutto svarer til knap 1 mia. kr., 1.000 mio. kr., ekstra til førtidspensionisterne på de laveste satser. Der er ingen tvivl om, at mange af de udsatte folk lever af en førtidspension fra det gamle system på en af de lave satser, og de vil få en forbedring ved, at vi hæver deres niveau.
     Så jeg er simpelt hen ikke enig i, at vi ikke tager udgangspunkt i, at der er mange mennesker i det her samfund, der lever en udsat tilværelse og skal have en ekstra hjælp. Det forholder vi os til. Det har vi bl.a. gjort med den her aftale i forhold til førtidspensionister.

Men hvis man forholder sig så aktivt til det, som hr. Kristian Thulesen Dahl siger, hvorfor skal det så være så uambitiøst? Hvorfor er det så sådan, at det i år er nogle af førtidspensionisterne i Danmark, der kan få et økonomisk løft, når vi samtidig kan se, at eksempelvis gruppen af enlige forsørgere, enlige mødre, unge, danske kvinder, der lever med børn, ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen, fordi der bliver skåret ned i kommunerne, fordi de har fået skåret deres kontanthjælp ned, fordi der i øvrigt er foretaget en række politiske ændringer, der simpelt hen bare gør livet mere besværligt for denne her gruppe af mennesker?

     Hvor er ambitionsniveauet henne, hvad angår dem? Hvordan kan man acceptere som parlamentarisk grundlag, at antallet af besøgende på herberg, antallet af mennesker, der har behov for varmestuer, er støt stigende, at antallet af danskere, der bliver sat ud af deres lejligheder, eksploderer i de her år? Hvor er ambitionsniveauet, hvad angår de mennesker?
     Er det sådan, at man finder én gruppe, som man sælger, præsenterer og flyver højt på, mens alle de andre grupper kan få lov til at sejle deres egen sø? Det er da en bemærkelsesværdig socialpolitik.

istian Thulesen Dahl (DF): Det er lidt paradoksalt, når man tænker på forløbet her i efteråret i forbindelse med førtidspensionisterne, hvor Socialdemokratiet den ene dag ikke mente, det var et område, man skulle prioritere, for den næste dag at mene, at det var et af de allerhøjst prioriterede områder. Så det er lidt pudsigt at høre fru Mette Frederiksens tale her i dag. Når man bare lige forholder sig til politik sådan på nogle måneders basis, så er det helt fantastisk, som Socialdemokratiet kan agere alt afhængigt af, hvem der taler og i hvilket toneleje. Jeg sagde, og det kan fru Mette Frederiksen så høre eller lade være, at vi, når vi laver aftaler med regeringen, har fokus på, hvordan vi hjælper mennesker i en udsat situation. Vi har altså den ambition, at forskellige mennesker også skal hjælpes på forskellige måder, og derfor er det, vi siger, at de mennesker, der lever i en udsat situation i Danmark i dag, skal hjælpes på forskellig vis. Der kan vi somme tider være uenige om, hvilke metoder man skal tage i anvendelse, hvad det er, der vil være den rigtige hjælp, men jeg tror ikke, vi kan være uenige om, at der er mange mennesker, der lever en udsat tilværelse, og som har behov for en større håndsrækning fra det offentlige Danmark.

Så siger vi tak til ordføreren, det var de sidste korte bemærkninger til hr. Kristian Thulesen Dahl. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Finansloven for 2006 indeholder en række forslag, der skal gøre det bedre at være borger i Danmark.
     Vi ønsker, at den enkelte får sin frihed, kan træffe egne valg og har mulighed for at tilrettelægge egen tilværelse. Vi ønsker, at den enkelte skal tage et personligt ansvar.
     For os er et samfund i balance en forudsætning for, at borgerne frit kan vælge, og at alle kan føle et ansvar for fællesskabet. Når man bidrager til den fælles kasse, må man trygt kunne forvente, at fællesskabet træder til, hvis man ikke kan klare sig selv. Det er det, der skaber sammenhængskraft i vores samfund. Det er den kombination af tryghed på den ene side og ansvar for fællesskabet på den anden side, der skaber det samfund, som vi vil arbejde videre med, som vi vil forandre for at bevare. Det er derfor helt centralt, at vi får en harmonisk samfundsudvikling, hvor vi tager hånd om problemerne og løser dem i tide.
     For os er det vigtigt at se problemerne i øjnene og tage vare på dem, inden de udvikler sig til noget, der kan være en trussel mod velfærdssamfundet, som vi kender det i dag.
     Vi er imod store, pludselige omvæltninger. Det er grundlæggende for De Konservative at foretage ændringer, så borgerne kan nå at indrette sig, altså ændringer, der virker. Vi ønsker at bygge på det kendte og foretage gradvise ændringer.
     For os er økonomisk ansvarlighed nøglebegreber, men vi er klar over, at enhver situation kræver sin håndtering, og at man ikke kan møde dagens problemer med gårsdagens løsninger. Derfor er vi også glade for dette års finanslov.
     Det er en ansvarlig finanslov, der gennemfører ændringer på væsentlige områder i samfundsøkonomien, samtidig med at den er i balance. Det er regeringens femte finanslov, hvor vi fortsat sikrer en stabil udvikling til gavn for borgerne.
     Vi har fastholdt skattestoppet, gennemført skattelettelser, skabt serviceforbedringer og sikret det største overskud på statens finanser i noget land i Europa. Dansk økonomi er grundlæggende sund. Skønnet for væksten er fra august øget til 2,4 pct. i 2006, hvilket er nok til at skabe mere beskæftigelse. Fra at den økonomiske udvikling har været drevet af store stigninger i det private forbrug, er det nu mere og mere drevet af erhvervslivets investeringer.

     Beskæftigelsen er inde i en positiv udvikling. Den private beskæftigelse er steget med næsten 40.000 personer, og vi har i dag fået meddelelse om, at den er steget med yderligere 2.000 personer i den seneste måned, og ledigheden er faldet med 33.000 personer i forhold til 2003. Ledigheden er nu nede på 5 1/4 pct. af arbejdsstyrken, hvilket er det laveste niveau i 25 år.
     Hvis vi spoler tiden 1 år tilbage og lytter til argumenterne fra oppositionen, var der jo mange, der advarede om, at ledigheden ville være stigende. Men det er gået stik modsat: Der er kommet mange flere i arbejde. Det er i den forbindelse vigtigt, at finanslovforslaget med ændringsforslag er finansieret og neutralt for økonomien. Ufinansierede udgifter kan være med til at skabe yderligere efterspørgsel på arbejdsmarkedet med fare for overophedning.
     I regeringens økonomiske redegørelse er der peget på, at byggeriet er en af de sektorer, der er en risiko for, men den samlede lønstigning i 2006 forventes at blive 3,5 pct., hvilket ikke i sig selv er noget problem. Regeringen bruger mange flere penge i den kommunale sektor. I Det Konservative Folkeparti er vi tilfredse med, at der gennemføres en opstramning over for amter og kommuner, således at de budgetter, der jo er skredet, kommer tilbage på det niveau, der er aftalt. Vi er tilhængere af den valgte fremgangsmåde, som giver amter og kommuner den størst mulige indflydelse på processen. De får nu mulighed for frem til 15. november at genåbne deres budgetter og komme tilbage på den stigningstakt på 0,5 pct., der er forudsat. Men vi er også enige i, at sker det ikke, skal regeringen have de bedste muligheder for at sikre en fornuftig økonomisk udvikling. Tekstanmærkningen er fremlagt
i en ekstraordinær situation som i 2006, hvor kommunerne jo skal sammenlægges, og er med til at lægge det størst mulige pres på kommunerne for at løse opgaven selv. Det er helt afgørende, og vi er fuldstændig stålsatte på, at udviklingen i den offentlige sektor ikke må overskride 0,5 pct. Kun ad den vej kan vi fortsætte med at nedbringe statens gæld. Fra 2004 til 2006 vil vi gnave mere end 20 pct. af gælden, og i 2007 vil udlandsgælden være væk. Vi vil ikke acceptere, at man ser på de store overskud og får gode ideer. Et samfund med et lavt gældsniveau er et sundt samfund. Vi tager det alvorligt, at vi skal aflevere samfundet i mindst lige så god stand, som vi modtog det, og vi vil ikke frarøve kommende generationer deres muligheder. De aftaler, der er indgået, lever alle op til vores krav om forbedringer for borgerne. Der er afsat penge til forbedringer for førtidspensionisterne. Det betyder, at man får en tillægsydelse skattefrit på næsten 1.000 kr. om måneden, således at der nu kun er to trin. Regeringen indfrier sine valgløfter som en del af regeringsgrundlaget »Nye Mål«, hvor der jo var reserveret 24 mia. kr. ud af det samlede råderum på 30 mia. kr. frem til 2010. Og vi starter nu. Der er afsat penge til forskning og innovation med 10 mia. kr. i 2006, og målet er at nå op til 1 pct. af BNP i 2010. I takt med at Højteknologifonden og Finansieringsfonden bliver større, vil beløbet også stige. Noget af det vigtigste for os Konservative - kernekonservativ politik - er forbedringer på skoleområdet. Flere timer i dansk i 1.-3. klasse og i historie i 4.-5. klasse. Derudover sker der en styrket evaluering i folkeskolen med flere test og efteruddannelse af lærere og skoleledere. Regeringen fortsætter også sin satsning på sundhedsområdet. Der afsættes knap 0,5 mia. kr. til Kræfthandlingsplan II, og der satses på forebyggelse i kommunerne med de nye sundhedscentre, som vi anser for en meget god nyskabelse.
     I supplement til de tidligere års finanslove er der også flere penge til ældreområdet. Der er tale om en øget aktivitet og valgfrihed, der gør det mere fleksibelt for den enkelte. Dermed sikrer vi, at hjemmehjælpen får et markant løft. Herudover afsættes der også midler til en plejeboliggaranti, hvilket betyder, at man kun skal vente 2 måneder på anvisning af en plejehjemsplads.

     Endnu et af valgløfterne er bedre vilkår for børnefamilierne. I 2006 nedsættes daginstitutionstaksterne for børn under 3 år fra maks. 33 pct. af omkostningerne til
25 pct., hvilket jo er 400-600 kr. pr. barn. Det forventes, at denne udvikling forsætter i 2007, så det bliver alle børn indtil skolealderen. Derudover er der afsat 2 mia. kr. til forbedring af kvaliteten i børnepasning. Herudover er der foreløbig afsat 100 mio. kr. i 2006 til bl.a. udsatte børn. På miljøområdet blev det også en rigtig flot finanslovaftale. Afskaffelsen af afgiften på partikelfiltre tager fat på nogle af de vigtigste problemer på miljøområdet
i byerne. Dertil kommer anvendelse af biobrændstof på forsøgsbasis, og så får vi også en ny kemikaliehandlingsplan. Herudover er der midler afsat til en bedre naturindsats, hvor der er igangsat en forundersøgelse af Åmosen og nye miljøtiltag. Jeg vil slutte denne lange opremsning af nye positive forhandlingsresultater med at nævne en af de vigtigste forbedringer for erhvervslivet. Det drejer sig først og fremmest om afskaffelse af passagerafgiften, som jo sker over
2 år. Som det eneste land har Danmark opkrævet 75 kr. pr. billet, og det har virket konkurrenceforvridende og betydet en stor belastning for de regionale ruter. Med forslaget er det muligt, at vi kan betjene alle indenrigslufthavne. Vi kan skabe en bedre infrastruktur for det lokale erhvervsliv, og vi kan sikre investeringerne rundtomkring i hele landet. Det her drejer sig om arbejdspladser. Socialdemokratiet har påstået, at de fik 40 minutters audiens, men Socialdemokratiet har jo været inviteret til alle de decentrale dele af forhandlingerne. De har valgt at stå uden for af taktiske grunde. Selvfølgelig kan det være vanskeligt for os at blive enige med Socialdemokratiet, når de ikke accepterer selve grundlaget for finansloven, nemlig skattestoppet, som jo er forudsætning for, at der skabes dette store råderum. Det er da også vanskeligt at blive enig med Socialdemokratiet, som vil bruge 3 mia. kr. til førtidspensionister, et forslag, som i øvrigt ikke er at genfinde som et ændringsforslag i det fremlagte materiale. Og vi kan heller ikke støtte Socialdemokratiets forslag om 750 mio. kr. til gratis måltider til alle børn i børnepasning. Vi mener, at det er børnefamiliernes eget ansvar at sørge for børnenes mad og sikre sund kost. Som tidligere nævnt er Socialdemokratiets forslag underfinansieret med 8,5 mia. kr., hvis man gennemførte alle ændringsforslagene, og det forventes at medføre en mervækst i den offentlige sektor på 1,4 pct., og det ligger klart over målet. Selv om der ikke kunne findes et fælles ståsted ved finanslovforhandlingerne, ved vi jo, at vi står foran store udfordringer, og vi Konservative forventer, at Socialdemokratiet vil være med til at løse nogle af de fremtidige problemer. Vi har også kigget på det radikale forslag. Det Radikale Venstre har ikke fremsat ændringsforslag om besparelser på medicinkøb, som var varslet, og ikke foreslået en tilbageførsel af selskabsskatten, hvilket også var varslet. Tager man nu det samlede forslag, og skulle man gennemføre alle radikale forslag, så ville det være underfinansieret med 3,5 mia. kr., og partiets samlede forslag ville give en mervækst i det offentlige på 0,5 pct. Det ligger også klart over niveau. Børn, unge, integration og svage grupper er nogle af de vigtigste fokusområder i finansloven. Vi i Det Konservative Folkeparti mener, at der er den rette sociale balance, som tilgodeser dem, der ikke kan klare sig selv. Men vi står jo over for et meget vigtigt valg. Vil vi sikre, at den gode udvikling kan fortsætte ved at gennemføre reformer, der virker? Eller vil vi på den anden side tage risikoen for ikke at gennemføre disse reformer og se, at der bliver tale om serviceforringelser eller skattestigninger? Vi Konservative er indstillet på at gennemføre reformer; dem er der brug for, og det vil sikre velfærdssamfundet på længere sigt.

Vi siger tak til ordføreren, og så er det sådan, at der nu er lejlighed til at fremføre korte bemærkninger til Det Konservative Folkepartis ordfører. Vi starter med de ordførere, der har meldt sig, i hvert fald dem vi har registreret her.
     Jeg skal lige nævne rækkefølgen: Hr. Ole Sohn, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Johs. Poulsen, fru Karen Hækkerup, hr. Ole Glahn, fru Line Barfod, fru Margrethe Vestager, fru Lise von Seelen, hr. Troels Ravn, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Mette Frederiksen og endelig fru Karen J. Klint.
     Den første er altså hr. Ole Sohn.

Nu er det sådan, at jeg i det hjem, jeg er opdraget, fik det indtryk, at konservative ofte godt kunne være retskafne folk, som havde respekt for folkestyret. Derfor vil jeg godt spørge Det Konservative Folkepartis ordfører:
     Hvad er grunden til, at Det Konservative Folkeparti er med til at træffe en beslutning, som flytter beslutningskompetencen fra Folketinget over på ministergangene, uden at man får den parlamentariske behandling af det indgreb, som regeringen nu planlægger over for amter og kommuner, med det resultat, at serviceniveauet falder ude i amter og kommuner?
     Hvad er egentlig begrundelsen for, at man ikke laver en lov/et aktstykke, for tidsmæssigt er der jo ingen problemer? Man har jo kendt til det her lang tid før valget. Da sagde man godt nok ikke noget, men selv fra nu og til det skal effektueres er der rigelig mulighed for at lave et aktstykke, som kan forhandles på regulær vis.
     Hvad er egentlig årsagen til, at Det Konservative Folkeparti på den måde er med til at undergrave folkestyret og dermed parlamentets funktion som det sted, hvor man træffer beslutningerne?

Opfattelsen af Det Konservative Folkeparti som retskafne folk tror jeg er rigtig. For Det Konservative Folkeparti er det også vigtigt, at der er orden i økonomien, og at vi har et sundt økonomisk grundlag.
     Der foreligger jo en situation, hvor budgetteringen i amter og kommuner er skredet, og der skal nu sættes ind. Årsagen til den valgte procedure er at lægge det størst mulige pres på amter og kommuner for at tvinge dem til at træffe deres egne valg. De skal vide, at de nu har en periode, hvor de genåbner deres budgetter med henblik på at sikre deres egen prioritering. Men sker det ikke på en tilfredsstillende måde, så vi får væksten ned under de 0,5 pct., så har ministeren en bemyndigelse til, om man så må sige, at gribe ind. Vi er ikke bekymrede, for det er en engangsforeteelse, og det gælder kun i 2006.

Jeg er helt opmærksom på, at det, regeringen er i gang med, er at give amterne og kommunerne et såkaldt siciliansk tilbud. Men det var ikke det, der var spørgsmålet. Spørgsmålet er ikke, om der er et politisk flertal, som ønsker at gribe ind over for amter og kommuner. Det er manifesteret. Det vil Det Konservative Folkeparti, det vil Venstre, og det vil Dansk Folkeparti. Det flertal er der. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet. Det er måden, det sker på.
     Mit spørgsmål var: Hvorfor ønsker Det Konservative Folkeparti ikke, at beslutningsprocessen foregår, sådan som vi normalt gør? Hvis regeringen ændrer på forholdene, så fremsætter man et lovforslag eller fremsender et aktstykke til Finansudvalget. Hvorfor bruger man ikke den proces, som er den almindeligt anvendte? Hvorfor accepterer Det Konservative Folkeparti den aftale, finansministeren og hr. Kristian Thulesen Dahl har indgået om, at det skal fjernes fra parlamentet, og dermed sætter Det Konservative Folkepartis folketingsmedlemmer i en situation, hvor de bare agerer stemmekvæg i forhold til at flytte beslutningsprocessen væk fra Folketinget over på ministergangene? Det er ikke særlig retskaffent. Det er faktisk tværtimod det stik modsatte.

Jeg synes jo ikke, at man flytter beslutningskompetencen fra Folketinget. Der bliver jo fremsendt et orienterende aktstykke til Finansudvalget. Det orienterende aktstykke kan man så tage stilling til. Sagens kerne er jo kendt. Der er tale om et ændringsforslag til finansloven, der drejer sig om kommunernes og amternes økonomi ligesom så mange andre ændringsforslag, som også berører kommuners og amters økonomi.
     Jeg kan slet ikke forstå den bekymring, som hr. Ole Sohn
i virkeligheden nærer. Jeg kan mærke, at der er en virkelig ærlig frustration, og der må man sige, at jeg slet ikke har opfattet det på den måde. Jeg mener, at der her lægges det størst mulige pres på amter og kommuner, og det vil vi gerne være med til, og vi mener, at den måde, det bliver gjort på, opfylder det formål, som vi ønsker at fremme.

Jeg kan forstå, at den konservative ordfører bakker varmt op om, at der skal være orden i den kommunale økonomi. Så er jeg jo vidende om, at den konservative ordfører har haft et meget stærkt lokalt engagement f.eks. i Roskilde Amt. En del af overskridelserne i øjeblikket af de budgetter, som er blevet lagt i amterne, er bl.a. sket på grund af øget brug af medicin, og på grund af at der er flere gymnasiepladser end planlagt.
     Hvis den konservative ordfører skulle hjælpe sine partifæller i f.eks. Roskilde Amt og andre steder til at finde ud af, hvordan man nu sparer de her penge, hvilket godt råd ville den konservative ordfører så give sine partifæller?

Der er jo ikke tale om en besparelse. Der er tale om, at amtets budget fortsat kan udvides med 0,5 pct. plus prisudviklingen, og dette er jo grundlaget for budgetlægningen. Det, der bare er sket, er, at de budgetter, vi har fået indberetning om, ligger på den anden side af den målsætning.
     Så der er altså ikke tale om, at vi skal spare hverken på medicin- eller gymnasieområdet. Derfor må jeg afvise, at mine kolleger skal have besked om at spare. De skal have besked om at budgettere inden for den ramme, som deres egen forening, Amtsrådsforeningen, har aftalt med staten.

Det tror jeg de bliver rigtig glade for at høre - at det, de
i virkeligheden skal i gang med nu, når de åbner budgetterne, er, at de overhovedet ikke skal spare, de skal bare ombudgettere. Det må virkelig være en lettelse for dem. Men jeg tror nu, at den konservative ordfører skal indstille sig på, at der bliver tale om besparelser. Der er jo ligesom tale om, at forventningerne til og forudsætningerne for de budgetter, der er blevet lagt for 2006, ikke holder i forhold til de oprindelige aftaler, der er indgået, og det vil sige, at så skal man nødvendigvis neddrosle aktivitetsniveauet. Så vil den konservative ordførers mystiske bortforklaring her altså ikke være til særlig megen glæde ude i amterne eller i f.eks. Køge Kommune
- lad os bare tage den som udgangspunkt - hvor man jo også skal til at genåbne budgetterne. Så er det ikke en lidt tarvelig politik, når man stiller sig op og siger: I har pengene, men I må ikke bruge dem, for vi bestemmer, ved at vi sætter en ramme; I skal så i øvrigt begynde at drosle ned med hensyn til, hvad I mener behovet er, det vil vi ikke blande os i, I kan bare selv klare det derude? Er det ikke rimelig tarveligt? Hvordan tror ordføreren at han ville have haft det med at skulle implemetere en sådan politik, dengang han ikke sad i Folketinget, men i amtet?

Da jeg sad i amtet, ønskede jeg størst mulig indflydelse på det, der foregik, og dermed indflydelse på den prioritering, der blev foretaget, og så sørgede jeg i øvrigt for, at vi overholdt alle de aftaler, vi havde indgået.
     Her er der indgået en aftale i fællesskab, og den aftale skal overholdes. Så må man selv foretage den prioritering, der er nødvendig. Der er penge til gymnasiereformen, der er penge til medicin. Det er forkert at fremstille det, som om der skal ske en besparelse.

Ordføreren sagde i en tidligere bemærkning, at han kunne forstå, at der var en ærlig frustration i oppositionen, og det er helt korrekt, at det er der i forhold til bemyndigelsen, i forhold til anmærkningerne, i forhold til det historiske skridt, der tages med den her finanslov og anmærkningerne hertil.
     Jeg hører den konservative ordfører sige, at der kommer et orienterende aktstykke, som man så kan tage stilling til. Er pointen her ikke, at Finansudvalget netop ikke kommer til at tage stilling til det? Spørgsmålet er derfor: Hvordan i alverden kan Det Konservative Folkeparti med den tradition, man i øvrigt har i det parti for, at tingene skal gå ordentligt for sig, gå med til det her? Det er altså meget, meget svært at forstå.

Jeg har ikke opfattet dette som et historisk skridt, hvor parlamentet afgiver kompetence på et centralt område. Jeg har betragtet det som en midlertidig situation, hvor der foreligger noget helt ekstraordinært, idet vi har foretaget og gennemført en kommunalreform, der giver nogle helt ekstraordinære vilkår.
     På baggrund af de erfaringer, som vi fik i 1970, hvor de offentlige budgetter voksede mest nogen sinde, har regeringen sagt: Det må ikke ske igen. Derfor har man lavet dette tiltag, og tiltaget, synes jeg, er i meget fin overensstemmelse med den opgave, der skal løses.

Hvis ordføreren ikke finder, at der er tale om et historisk skridt, så må det jo være, fordi ordføreren har været en tur neden om Estrup i Samtaleværelset for at kigge på, hvad han har foretaget sig i sin tid. Det er da den eneste forklaring, der kan være på det her.
     Det er da et historisk skridt. Her tænker jeg så på tiden efter systemskiftet, men hvis hr. Christian Wedell-Neergaard er tilbage i tiden før systemskiftet, så begynder det at hænge sammen, så begynder jeg at kunne forstå, hvad det er, der er baggrunden for argumentationen her. Det er et historisk skridt. Det er derfor, der er en frustration, der ikke bare er ærlig, men også temmelig inderlig, hvilket jeg håber ordføreren kan forstå.
     Det, som er vores ærinde, er, at vi gerne vil diskutere det her i al offentlighed på helt sædvanlig vis. Det vil regeringen og Dansk Folkeparti ikke, og det vil Det Konservative Folkeparti åbenbart heller ikke. Det er synd og skam, det er faktisk ret trist.

Nu tror jeg ikke, at regeringen har nogen tanker om at begynde at regere i kraft af provisorier. Det ville selvfølgelig være behageligt for ministeren at få den bemyndigelse at kunne det, men det er der ikke tale om. Vi har en meget stolt parlamentarisk tradition i Danmark, og den lever denne bemyndigelse fuldt ud op til. Det er fuldt ud afklaret og åbenlyst, hvad der foregår.
     Hvad er det for en opgave, vi skal løse? Den handler om
3 mia. kr. i merbudgettering. Hvis kommuner og amter løser deres opgave, kommer den bemyndigelse aldrig nogen sinde i anvendelse. Jeg går selvfølgelig ud fra, at det løser sig.

Hvis der ikke er tale om, at man her bemyndiger til noget, som Folketinget så ikke længere har indflydelse på, vil jeg godt bede den konservative ordfører svare på, hvad det betyder, når der i stk. 4 i tekstanmærkningen står:
     »Indenrigs- og sundhedsministeren vil inden for et puljebeløb kunne meddele en amtskommune hel eller delvis fritagelse for nedsættelsen af statstilskuddet efter stk. 2.«
     Da spørger jeg: Efter hvilke kriterier? Og hvor fastsættes de kriterier? Det kan jo kun være et sted, nemlig
i Finansministeriet, og derfor må man vel sige, at Folketinget er sat fuldstændig ud af spillet. Man får altså en situation, hvor man kan forholde sig til enkeltkommuners økonomi efter forgodtbefindende.

Ja, der skal afleveres et orienterende aktstykke, og i det orienterende aktstykke vil der jo stå, hvad der sker, der vil man fuldt ud kunne orientere sig. Hvis der er flertal imod det orienterende aktstykke, vil det jo også være sådan, at så vil regeringen have vanskeligt ved at gennemføre det her.
     Jeg forstår helt ærligt ikke, at den her procedure, som jo alene har til formål at skulle anvendes for at løse denne engangsopgave, som alle på baggrund af den historiske viden, vi har, må erkende er der, spiller så stor en rolle for oppositionen.

Omvendt synes jeg, at det er meget svært at forstå, at en ordfører som hr. Wedell-Neergaard i den grad bagatelliserer et skridt, som vi jo har fået dokumenteret i dag er historisk, der betyder, at man reelt sætter Folketingets normalprocedure ved indgreb af den her størrelsesorden og med den vidtrækkende karakter, det kan gå hen og få, ud af kraft.
     På en anden bane diskuterer Folketinget jo ofte folkestyrets vilkår og det begreb, der kaldes god lovkvalitet. Må jeg derfor spørge: Synes hr. Wedell-Neergaard, at der her i den her procedure lægges op til det, man kunne kalde god lovkvalitet?

Jeg har jo fulgt debatten i Udvalget for Forretningsordenen og set indstillingen fra Folketingets administration. Jeg har set papirerne fra Justitsministeriet. Der er ikke noget, der får de røde lamper til at lyse. Jeg mener, det her ligger inden for god lovkvalitet, så jeg kan fuldt ud bekræfte, at det gør det.

Nu kan god lovkvalitet jo se meget forskellig ud alt afhængigt af øjnene, der ser.
     Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til noget af det, ordføreren startede sit indlæg med at sige, nemlig noget om vigtigheden af, at der skal være frit valg. Ordføreren sagde, at der skal være frit valg, og at det gør, at alle kan føle et ansvar for fællesskabet. Det var sådan et samfund, den konservative ordfører gerne ville have.
     Jeg har et helt konkret spørgsmål, der drejer sig om høreapparater. Det er sådan, at regeringen jo har sat sin ære ind på at få nedbragt ventelister rundtomkring, men nogle af de metoder, man bruger til at få nedbragt de her ventelister, har jo altså desværre vist sig slet ikke at virke. Bl.a. så er bevillingen til høreapparater steget fra 26 mio. kr. til
136 mio. kr. Det burde jo være noget, vi alle sammen var glade for, hvis det betød, at flere havde fået løst deres høreproblemer. Desværre betyder det bare, at der ligger flere høreapparater
i skufferne; borgerne får ingen oplysning om, at når høreapparaterne ikke virker, så kan de ikke henvende sig til et offentligt sygehus og få et nyt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge: Denne frit valg-ordning, der i virkeligheden mange steder betyder, at pengene går lige ned i skufferne, er det en, De Konservative vil gøre noget ved?

Nu er det jo et meget specifikt spørgsmål midt i en finanslovdrøftelse, hvor jeg har mest lyst til at drøfte faldet i ledigheden og stigningen i beskæftigelsen, væksten i BNP osv., men lad det nu være.
     Angående frit valg-ordningen på høreapparater: Sådan som jeg er orienteret, kan man vælge mellem offentlig og privat behandling. Hvis man vælger offentlig behandling, er der en lang venteliste, men så får man sit høreapparat gratis. Hvis man vælger privat behandling, skal man betale en del af høreapparatets pris. Det er det ene problem.
     Det andet problem er, at der er analoge og digitale høreapparater, og at de digitale høreapparater er væsentlig dyrere. Derfor er det klart, at omkostningerne er steget, som de er.
     Den operation havde til formål at nedsætte ventetiden på høreapparater. Ingen kan være tjent med at have brug for et høreapparat og ikke at kunne få fat i det. Det kan man nu.

Jeg beklager, hvis spørgsmålet ikke drejer sig om ledigheden, men for de mange, mange mennesker, som har fået et høreapparat, der ikke fungerer, og som kan se, at de nu ingen mulighed har for at henvende sig til et offentligt sygehus og få et nyt høreapparat, tror jeg faktisk, at den her sag også fortjener nogle ord i Folketingssalen, så al ære og respekt for dem.
     Sagen er faktisk sådan, at når man går hen og skal have et høreapparat og man så bliver henvist til en ørelæge, har de fundet en rigtig god fidus, de henviser til sig selv, de udsteder selv en bevilling til et høreapparat. Når borgeren så har fået det høreapparat, har borgeren haft et frit valg, borgeren har endda også haft en egenfinansiering, som ordføreren så rigtigt sagde.
     Det vil altså sige, at borgeren skal have penge op af lommen, får et høreapparat, og hvis det ikke duer, hvad flere fjernsynsudsendelser i adskillige sager har bevist at det ikke gør, nemlig fordi det er det forkerte apparat, borgeren får, så har borgeren ingen mulighed for at få et nyt.
     Kan det virkelig være rigtigt, at man giver penge til private, på bekostning af at man kunne have løst problemerne
i offentligt regi? Dette har jo ikke løst problemerne for nogen. Frit valg har her kun betydet flere penge lige ned i skufferne.

Nu har fru Karen Hækkerup desværre brugt sin anden bemærkning, ellers ville jeg spørge: Hvad synes fru Karen Hækkerup selv, vi skal gøre på det her område? For det kan jo være vanskeligt, når man har frit valg til enten offentlig behandling, som er gratis, eller til privat behandling, hvor man får offentlige penge med, men hvor man selv skal betale det mellemliggende beløb og altså derfor er tvunget til at betale det resterende selv.
     Jeg synes, det er en frit valg-ordning, som giver en mulighed for, at flere kan blive behandlet hurtigere. Og det er vel et af de ønsker, vi har, at nedsætte ventelisterne og dermed at betjene folk, der har behov for høreapparater, bedre.

Indtil i dag har jeg betragtet hr. Christian Wedell-Neergaard som en af demokratiets vogtere og også, som hr. Ole Sohn var inde på, en retlinet demokrat, men jeg må sige, at jeg bliver noget rystet i dag, når jeg hører, at hr. Christian Wedell-Neergaard går ind for en sådan provisorietid light. For der er jo tale om, at man afskærer den folkelige debat, som kunne komme, i tilfælde af at man havde et aktstykke, som kunne blive bragt op i Folketingssalen, hvor man kunne drøfte det.
     Det drejer sig om 3 mia. kr., der skal spares i kommunerne. Man giver en finansminister bemyndigelse til fuldstændig tilfældigt at afgøre, hvilke kriterier han vil anvende over for hver enkelt kommune.
     Er det det, hr. Christian Wedell-Neergaard mener med at stå vagt om en retskaffen og en ordentlig måde at behandle forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt på?

Ja. Men det er jo således, at problemet er, at det vil være individuelt fra kommune til kommune, og derfor nytter det ikke, at der gennemføres en generel besparelse i det samlede tilskud.
     Der er jo tale om, at kommunerne får et balancetilskud på 16 mia. kr., som også gives via et aktstykke. Og det er en besparelse i disse 16 mia. kr., som er den, der skal gennemføres. Men der vil være forskel fra kommune til kommune, og derfor er det nødvendigt at give en bemyndigelse til at behandle det kommune for kommune, fordi mange kommuner forhåbentlig vil løse problemet selv.

Jeg er ked af at sige det, men nu skuffer ordføreren mig igen, for nu taler ordføreren udenom endnu en gang. Altså, det, jeg spørger om, er forholdet mellem Folketinget - den debat, der kan foregå her i Folketinget - og magten hos en minister.
     Vi taler om, at denne regering har været ude at love guld og grønne skove i den valgkamp, der foregik op til folketingsvalget den 8. februar 2005. Det ville man godt gå ud med. Men når man nu skal ud at pålægge kommunerne besparelser, må jeg indrømme, at jeg ikke forstår hr. Christian Wedell-Neergaards opfattelse af begrebet. Jeg har den forståelse, at når man har lagt et budget og skal ud at skære i det, så er det en besparelse. Det skal ske nu, og så giver man med et flertal i Folketinget ministeren beføjelser til at træffe de her afgørelser, uden at Folketinget kan føre en folkelig debat om det, der skal foregå.
     Er det virkelig det, hr. Christian Wedell-Neergaard vil gå ud og forsvare over for sine tidligere kolleger i amtsrådet?

Må jeg med hr. Ole Glahns tilladelse give et svar, der afviger lidt fra det, jeg har svaret tidligere, og i forbindelse med, at Enhedslisten har stillet et ændringsforslag på 3 mia. kr. på forsvarsbudgettet - afskaffelse af hjemmeværnet - spørge: Hvad er der i vejen for, at man gennemfører det forslag her i løbet af eftermiddagen?
     Jeg kan se, at det vækker glæde hos Enhedslisten, at jeg highlighter et af deres vigtige forslag, men det kunne vi da gennemføre. Det er da stillet som et ændringsforslag, og dermed kan vi stemme det hjem. Har der været nogen udvidet offentlig debat om det? Er det ikke rimeligt, at vi kunne gøre det?
     Der er altså tale om, at der her er et ændringsforslag til finansloven, som kan gennemføres, og derfor synes vi, at det i orden, således som denne her tekstanmærkning er fremlagt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har jo fundet på denne her smarte metode og fået finansministeren med på det, og Konservatives, Venstres og Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer accepterer at agere stemmekvæg for, at man går ud og tager 3 mia. kr. fra kommuner og amter midt i et budgetår.
     Og når man har meldt ud til skoler og plejehjem osv., hvor mange penge de har at bruge i det kommende år, så vil det være nedskæringer rundtomkring, når man skal ud og hente
3 mia. kr. hjem. Derfor vil jeg gerne høre, hvordan De Konservative har det med at lave så voldsomt et indgreb, især når et af de områder, som man kan risikere at det rammer, jo er socialområdet. De Konservative har været med til sammen med regeringen og Dansk Folkeparti at skære på kontanthjælpen, så der er en række grupper, der simpelt hen har for få penge og er blevet fattigere og fattigere, så mange kommuner simpelt hen for at sikre dem overlevelsen er nødt til at give dem enkeltydelser. Og det kommer de nu til at skulle skære på. Hvad er De Konservatives holdning til det?

For at kunne gennemføre det her er der jo skabt en mulighed for, at de nye sammenlægningsudvalg er med i de omprioriteringer, der skal ske i kommunerne for at sikre, at deres budgetter ligger inden for rammen.
     Jeg nægter stadig væk at kalde det en besparelse. Det er stadig væk således, at kommunerne får flere penge til at løse opgaverne, og jeg vil naturligvis være ked af, hvis fru Line Barfod senere kan påvise, at der er sket en beskæring på det sociale område. Det tror jeg ikke der sker.
     Jeg tror, at der sker det, at budgetterne nu bliver tilpasset det aftalte. Det er så det grundlag, man kører 2006 på, fordi det er et sammenlægningsår og et vanskeligt år, og derfor denne ekstraordinære fremgangsmåde.

Det er da utroligt, at den konservative ordfører her selv indrømmer, at han ikke aner, hvor overskridelserne er sket. Hvis det her blev fremsat som et lovforslag eller som et aktstykke, kunne vi få forklaringerne fra kommunerne på, hvor der har været en større vækst, hvor eventuelle besparelser vil ramme, og så havde man haft et grundlag at tage stilling på.
     Mange af de fattige mennesker, der er, har virkelig svært ved at klare sig. Der er kommet en forening, der hedder Loftsramte Eksperter, og på deres hjemmeside kan man læse nogle af beretningerne. Der kan man bl.a. læse om en, der fortæller, at julen gør pokkers ondt, for uanset hvor nøjsom man er, kan det altså knibe med at lægge penge til side til børnene, når der også skal være til pebernødder, vaniljekranse, appelsiner og julekalendere, og hvad der ellers hører til.
     Det er utroligt, at vi i Danmark i dag har familier, der har så få penge, at de er nødt til at se på, om de overhovedet har råd til at købe pebernødder. Og jeg synes, at De Konservative skulle overveje, om man virkelig vil være med til at sige: Vi går ud og tager penge fra kommunerne. Det skulle De Konservative bl.a. overveje, fordi kommunerne er med til at give lidt ekstra julehjælp til de familier, der har så svært ved at få det til at hænge sammen.

Jeg er nødt til at returnere spørgsmålet og spørge: Ved fru Line Barfod, hvor det vil ramme? Ved fru Line Barfod, at den proces, vi skal ind i nu, vil medføre de konsekvenser, som fru Line Barfod redegør for? Er fru Line Barfod sikker på det? Jeg tror ikke, det bliver sådan. Jeg tror, der er tale om, at man tilpasser budgetterne, foretager en prioritering, og så vil man efterfølgende kunne gennemføre driften i 2006 inden for rammen.

Det er altså meget svært at frigøre sig fra indtrykket af, at hvis vi også havde sol og palmer, så ville Danmark blive en bananrepublik, for det, som den konservative ordfører jo bidrager til i dag, er de facto at sætte parlamentet uden for indflydelse.
     Når det er en skuffelse, er det, fordi vi ikke er vant til fra konservativ side, at man på den måde siger, at målet helliger midlet. Specielt ikke, når ens erfaring er hele 35 år gammel. Altså, man har jo tilsyneladende set tilbage til 1970 og tænkt, at det sikkert vil gentage sig, og alligevel har man ventet indtil allersidste øjeblik med at snige en tekstanmærkning ind på side 31 i et vred af ændringsforslag.
     Man har altså 35 års erfaring med noget, man kunne have taget højde for ved kommuneaftalerne, og alligevel vælger man en metode, der giver finansministeren en blankocheck til en adfærd, vi ikke aner noget som helst om i dag. Hvordan kan Det Konservative Folkeparti med konservativ historie, konservativt retsind og konservativt lovsind gå ind for en sådan metode, når vi er fuldstændig enige om, at man selvfølgelig skal overholde indgåede aftaler?

Jeg er glad for debatten med fru Margrethe Vestager, for fru Margrethe Vestager er god til at markere konservative værdier, og det sætter jeg pris på. Altså, med hensyn til det at snige en tekstanmærkning ind har jeg selv siddet og bladret i det der store kompendium, og man må altså sige, at det stikker nogenledes i øjnene, når man kommer til nr. 121 og 122, tror jeg det er. Der står det fuldstændig klart, hvad der skal ske.
     Det er ikke en blankocheck. Det er igen og igen forklaret, hvad det går ud på, og afviger det orienterende aktstykke fra det, der er forklaret, er det klart, at ministeren må komme med en forklaring på, hvorfor det afviger fra de forventninger, der er.
     Vi sætter ikke parlamentet uden for indflydelse: Vi vedtager et ændringsforslag til finansloven, som er fremsat på helt ordentlig vis.

Nu er der jo andre muligheder. Der har sådan set været andre muligheder lige siden den 15. oktober, hvor man kendte kommunernes budgetter. Hvorfor er det så, man venter så lang tid? Det er jo sådan, at Folketingets administration har givet en lang række muligheder, men det, som regeringen har valgt, er faktisk ikke blandt de muligheder. Den her lidt interessante kombination af tekstanmærkning og orienterende aktstykke er ikke blandt Folketingets administrations muligheder.
     Der anvises andre muligheder, som man kunne have brugt, herunder muligheder, som ville have givet anledning til en åben debat, ikke om proces, ikke om lovkvalitet, men om det indholdsmæssige i det. Og så kunne vi have fået en helt anderledes debat om økonomi, om prioritering end den her, hvor selve metoden jo er, at Folketinget bliver sat udenfor og finansministeren så kan lade kundgøre, hvad han vil være sindet til at gøre fuldstændig på tværs af en åben debat om de egentlige prioriteringer.

Vi startede jo her til morgen med at stemme om, hvorvidt det nye ændringsforslag kunne indgå i debatten som ændringsforslag, og det er godkendt.
     Det ændringsforslag er udarbejdet på baggrund af drøftelser i Udvalget for Forretningsordenen. I Udvalget for Forretningsordenen har man haft en bekymring. Den bekymring er udtrykt i de ændringer, der er sket med tekstanmærkningen, og derfor taler vi om dette orienterende aktstykke.
     Og der må man altså sige, at der er et flertal i Udvalget for Forretningsordenen for, at sagen kan håndteres på denne måde, og det mener jeg med tryghed man kan gøre. Og så vil jeg lige med hensyn til den 15. oktober sige, at budgetterne altså blev vedtaget den 15. oktober. Men man skal lige have dem indberettet og have tallene lagt sammen og akkumuleret osv., så man kan se det store overordnede billede. Og der skal nok gå noget tid med det, så derfor har der ikke været mulighed for at se, at der sker denne markante overskridelse, som bl.a. er knyttet til sammenlægningskommunerne, og derfor denne fremgangsmåde.

Hr. Christian Wedell-Neergaard er ude i det rene pjat i så alvorlig en sag som at beskære kommunernes budgetter med 3 mia. kr., når der sammenlignes med Enhedslistens ganske udmærkede forslag om at fjerne hjemmeværnet som noget helt unyttigt.

     Sagen er jo, at regeringen, når den laver aftaler, ved, hvilke dele af sine finanslovforslag den kan få flertal for, og sørger for i god tid at fremlægge de lovændringer, der skal til for at gennemføre de pågældende ændringsforslag til finansloven. Og det har man gjort i alle dette års aftaler på nær én, nemlig det her dramatiske indgreb over for kommunerne.
     Jeg kan love hr. Christian Wedell-Neergaard, at skulle det vise sig - og det kan jeg høre at der måske er en chance for - at der skulle være flertal for, at vi kan få nedlagt hjemmeværnet, så vil Enhedslisten straks trække det ændringsforslag til finansloven tilbage og erstatte det med et lovforslag, så det sker på en ordentlig måde, så hjemmeværnet kan få lov til at komme her og sige, hvorfor de er imod nedlæggelse af hjemmeværnet, komme i deputation til Folketinget. Så ville vi nemlig sørge for, at det skete demokratisk og ordentligt og ikke kom som en tyv om natten.
     Derfor vil jeg spørge hr. Christian Wedell-Neergaard:
Kunne man ikke overveje, om det var en god idé at sige, at det er rigtigt, at det, når ting, der har vidtgående betydning, skal gennemføres, ikke bare skal ske som følge af et lille ændringsforslag i en finanslov tilfældigvis, midt om aftenen, langt ud på aftenen? Kunne vi ikke få et lovforslag
i stedet for?

Nej.

Jamen så er det også bare, at vi gerne vil have svar på, hvorfor Det Konservative Folkeparti insisterer på, at så vidtgående et indgreb over for kommunernes økonomi, hvor man går direkte ned i den enkelte kommunes budget, altså at så vidtgående et indgreb, som ikke er set tidligere, skal vedtages som en fodnote til finansloven og ikke som et lovforslag, hvor kommunerne og borgerne kan komme og gøre sig gældende inden vedtagelsen. Det kan de jo ikke. Man stemmer det jo igennem lige om lidt.
     Hvorfor kunne vi ikke få et lovforslag, så det kunne få en ordentlig behandling, så borgerne kunne se, hvad der foregik og kunne blande sig i debatten? Hvorfor har Det Konservative Folkeparti valgt den her skjulte, fordækte måde at gennemføre det her på?

Skjulte og fordækte, det vil jeg nægte, men fordi det er et finanslovanliggende, og fordi vi vil lægge størst muligt pres på kommunerne.

Jeg vil gerne spørge hr. Christian Wedell-Neergaard, om han har den samme opfattelse af, hvordan kommunerne budgetlægger, som Peter Christensen fra det andet regeringsparti, for da han var ordfører og var på talerstolen, sagde han, at de bare fyrer pengene af og lægger sig på den højeste fællesnævner i de nye kommuner. Og det bærer jo sådan hen mod at tænke: Nå, jamen med de der 3 mia, kr., så kan de lære det, kan de.
     Jeg vil godt spørge, om De Konservative deler det synspunkt og har den mistillid til kommunerne, at de sådan set bare fyrer pengene af og lægger sig på den højeste fællesnævner i den fælleskommunale bestræbelse, de er i gang med derude lige præcis i de her måneder.

Fru Lise von Seelen ved jo godt, at jeg selv var ordfører på hele det kommunale spørgsmål for Det Konservative Folkeparti, og at vi netop drøftede spørgsmålet om harmonisering af serviceniveauet i kommunerne. Fru Lise von Seelen ved også godt, at vi der drøftede, hvilket serviceniveau man skulle lægge sig på, hvis der var flere forskellige serviceniveauer
i kommunen, så jeg kan absolut ikke nikke genkendende til, at nogen på nogen måde fyrer penge af. Der er tale om, at man skal have tilpasset budgetterne, og der må man altså gå ind og foretage en sædvanlig prioritering, og der behøver man ikke at lægge sig på højeste fællesnævner hver gang. Men der er jo også tale om, at mange kommuner ser en mulighed for at foretage en omstrukturering, nybyggerier osv., og det er alt sammen det, vi skal kigge på nu. Men at beskylde kommunerne for, at de fyrer pengene af, mener jeg vil være helt forkert. Kommunerne er ansvarlige budgetlæggere, og det lægger vi jo også op til at udnytte med den her proces.

Det glæder mig da trods alt, at der er en anden positiv holdning og indfaldsvinkel til kommunernes måde at lægge budgetter på, end vi hørte fra Venstres side.
     Vi kan i de her dage se et slogan, hvor De Konservative siger, at man ikke vil lægge regningen i børneværelserne. Hos os har vi det sådan, at vi så gerne vil sikre lige muligheder for de børn, der bor i de børneværelser. Og i sidste uge modtog vi en rapport, der siger, at forskellene og ulighederne stiger i vores samfund, at der er flere fattige, at der er flere, der har det dårligt, og børnefamilierne er selvfølgelig i den sammenhæng særligt sårbare.

     Nu hørte jeg et tidligere svar, som sagde, at ordføreren ikke opfattede det, som om man ville komme ind og berøre de sociale budgetter, kommunerne har lagt for 2006. Nu har kommunerne jo sagt, at de åbner budgetterne. Hvis det nu viser sig, at kommunerne kommer tilbage og fortæller os, at de ikke kan foretage øvelsen uden at berøre de sociale budgetter, vil De Konservative så være med til at sikre gode og lige muligheder for de børn, der bor i de børneværelser lige nu og her?

At vi ikke vil smide regningen i børneværelset, har i høj grad noget med vores ønske om at gennemføre ændringer på velfærdsområdet i god tid, så det ikke får en budgetmæssig konsekvens, som betyder, at vores børn og børnebørn må lide med den gæld, som vi etablerer.
     At alle børn skal have lige muligheder, tror jeg er noget, vi deler en fælles holdning om. Derfor er der også i denne finanslov gennemført en række tiltag på børneområdet, som gør, at børn får bedre vilkår. Og jeg mener, det kan være meget bekymrende, hvis det er sådan, som fru Lise von Seelen siger, at denne her proces skulle gå ud over det sociale område.
     Men det kan jeg ikke forstille mig at det vil, fordi der stadig væk er en mulighed for at bruge de 0,5 pct. flere reelle ressourcer. Det betyder flere ansatte i den offentlige sektor i en situation, hvor vi oven i købet har sammenlægningskommuner, som jo har flere sæt af mandskab til den enkelte opgave.

Tiden er udløbet, og så er det hr. Troels Ravn for en kort bemærkning.

Det lyder jo unægtelig kønt, om end en smule hult, når Christian Wedell-Neergaard fortæller om serviceforbedringer, og at der bliver brugt flere penge i den offentlige sektor, at der skabes forbedringer på eksempelvis skoleområdet, for virkeligheden er jo en anden. Der er nemlig et misforhold mellem de opgaver, kommunerne skal løse, og så de økonomiske ressourcer, som regeringen stiller til rådighed.
     Kommunerne skal så nu åbne budgetterne og finde nye besparelser. Der skal prioriteres, lyder det. Men den øvelse har kommunerne jo lige været igennem, senest her ved de sidste budgetforhandlinger. Konservative byrådspolitikere ved også godt, at det er sandt, at der skæres ned på ældrepleje, på folkeskole og på børnepasning.
     Er det ikke sådan, at virkeligheden er den, at der er et misforhold mellem de opgaver, kommunerne skal løse, og så de økonomiske midler, der følger med?

Nej, det er der ikke.
     Jeg vil sige, at der på ældreområdet afsættes 0,5 mia. kr. til bedre forhold for ældre. Og derudover afsættes der penge via satspuljen. Det betyder, at der gennemføres en plejeboliggaranti. Hvis man vil på plejehjem, kan man komme det inden for 2 måneder. Og derudover kan man søge denne pulje, og der kan man så få frit valg, om man vil have offentlig eller privat hjemmepleje.
     Det vil sige, at der bliver større fleksibilitet på ældreområdet, at der kommer flere penge, at der bliver bedre service, at der bliver flere muligheder, og at de ældre vil opleve, at de får det bedre. Så jeg kan altså ikke forstå, at man bliver ved med at pege på, at der skulle være tale om besparelser.

Kendsgerningen er endnu en gang den, at rundtomkring i landets mange, mange kommuner har man netop her i efteråret endnu en gang måttet skære ned på de her kerneydelser.
     En anden vinkel på det her er så, at hr. Christian Wedell-Neergaard fremhæver, at uddannelse er et indsatsområde, men jeg kunne godt fristes til så at spørge:
Hvorfor så være så uambitiøs?
     Vi ved, at uddannelsesområdet er et af de områder med uddannelse og efteruddannelse på alle niveauer, som er et af de svar, vi skal give på de udfordringer, samfundet står over for med hensyn til at skabe nye arbejdspladser, i forhold til globalisering osv. Hvorfor så være så uambitiøs, at sølle 10 mio. kr. ekstra bliver afsat til området? Er det tilstrækkeligt?

Der er ikke sket nedskæringer i kommunerne. Kommunerne oplever, at de får flere penge, men de skal også løse flere opgaver. Det vil sige, at de hele tiden skal foretage en prioritering. Borgernes behov for og ønsker om offentlig service bliver større, og det skal kommunerne kunne matche. Og det kan de matche med de stigende budgetter, de har.
     Der afsættes 700 mio. kr. til folkeskoleområdet. Så de
10 mio. kr. får man jo, hvis man laver et nettotal på en lang række områder. Så derfor er der en ambitiøs plan for folkeskoleområdet med flere timer i dansk og historie, sådan som jeg redegjorde for, og bedre uddannelse af skoleledere, flere test osv. - alt sammen i øvrigt vedtaget med Socialdemokratiets stemmer.

En gang imellem kan vi godt blive forundrede. Og det blev jeg også, da jeg hørte hr. Wedell-Neergaards ordførertale, for den startede jo med at konstatere, hvad rigtigt er: Pengene fosser ind i statskassen. Vi er rige som aldrig før. Samfundet er rigt som aldrig før. Arbejdsløsheden er lav, som den ikke har været det i mange, mange år. Det går rigtig, rigtig godt.
     Samtidig kunne man så se i den rapport fra Rådet for Socialt Udsatte, at antallet af fattige mennesker i det her land stiger, bl.a. på grund af regeringens politik, bl.a. på grund af kontanthjælpsloftet, bl.a. på grund af starthjælpen, bl.a. på grund af andre nedskæringer på kontanthjælpen. Samtidig med at samfundet er rigt, som det aldrig har været før, stiger antallet af fattige mennesker på grund af regeringens politik.
     Kunne det måske ikke være, at nogle af de mange milliarder, der fosser ind i statskassen, kunne bruges fornuftigt på at gøre op med den fattigdomsskabende politik, gøre op med nedskæringerne for dem, der har det dårligst i det her samfund?

Nu har vi jo i finanslovforslaget bl.a. satspuljen, som er med til at tage hånd om mange af de problemer, som hr. Arbo-Bæhr peger på, det gælder indsats over for hjemløse, psykisk syge og andre.
     Så derved gøres der jo en meget stor indsats for fattigdomsbekæmpelse, og den indsats kan aldrig blive for lille, om jeg så må sige. Der skal hele tiden findes nye midler og nye måder til og nye muligheder for at bekæmpe fattigdom, således at man ikke kommer i en situation, hvor fattigdommen er stigende, og derfor erklærer jeg mig også lidt uforstående over for, at hr. Arbo-Bæhr kan bruge en så skinger tone.

Ja, skinger og skinger, det kan man måske tage, som man vil, men jeg undrer mig bare, for hvad er det, hr. Wedell-Neergaard siger nu?
     Nu siger han, at folk skulle få flere penge i hånden, men at der bliver skåret ned på deres ydelser. Det passer jo ikke. At lave væresteder giver ikke kontanthjælpsmodtagere flere penge i hånden. For dem drejer det sig om at få mad i munden og tøj på kroppen, at kunne holde en børnefødselsdag og holde jul.
     Det er helt konkrete problemer for nogle mennesker, som har fået skåret i deres ydelser i et samfund, der bliver rigere og rigere, fordi vi har en regering, der går ind for, at folk bliver fattigere og fattigere.

De nedskæringer, som hr. Arbo-Bæhr kalder det, er ganske små set på den enkelte families budget, men samtidig giver kontanthjælpsloftet jo nogle muligheder. Hvis man har beskæftigelse bare nogle ganske få timer, kan man forøge familiens indkomst ganske betydeligt, og derved lever det jo op til vores ønske om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
     Det kan ikke være sådan, at man mister penge ved at skulle ud på arbejdsmarkedet. Og det er derfor, at det ser ud som det gør, nemlig at man skal kunne øge sin indkomst ved at få et arbejde. Og aldrig har situationen været bedre, end den er nu, for at kunne få et arbejde. Før havde hr. Arbo-Bæhr gang i, at en hel gruppe af mennesker ikke kan få arbejde, men aldrig har der jo været så stor efterspørgsel og så mange muligheder, som der er i dag.

Ordføreren sagde i sin ordførertale nærmest heltemodigt, at man ikke ville frarøve fremtidige generationer deres muligheder. Og selv om vi er fuldstændig enige med Det Konservative Folkeparti i, at et samfund altid skal afdrage sin gæld på fornuftig vis, så er det dog bemærkelsesværdigt, at man ikke har samme vision og ambition, hvad angår de generationer, der lever netop nu.

     Pengene fosser ind i statskassen, er det blevet sagt flere gange i dag, og alligevel kan vi konstatere, at vi har en regering, der ikke vil investere i fremtiden. Altså, vi har en videnskabsminister, hvor journalisterne, når han holder pressemøde, griner over kommentaren om, at forskningsbudgetterne er stigende - de griner simpelt hen - og samtidig kan vi på det sociale område konstatere, at det går den stik modsatte vej, at der faktisk er mennesker i Danmark, der har fået færre muligheder og dermed en ringere chance for at kunne klare sig i det her samfund.
     Hvordan er det lige præcis, at de der to udsagn hænger sammen? Kunne det ikke være, at man snart skulle tage og satse anderledes på de mennesker, der også er her i dag?

Med hensyn til forskning og udvikling vil jeg sige, at det er rigtigt, at det går langsomt, men det går fremad. Og det går, som det gør, fordi der skal findes nødvendige, fornuftige og gode projekter på forsknings- og udviklingsområdet, som kan finansieres. Derfor kan man ikke bare gange budgetterne op og tilføre øgede midler og skabe nye aktiviteter, uden at man har en sikkerhed for at få resultater.
     Nedskæringer på det sociale område er der jo ikke tale om. Der er tale om, at fru Mette Frederiksen hele dagen har stået med en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, hvor man er gået ud og har spurgt, og jeg har stor respekt for dem, som svarer. De giver nogle fornuftige svar, synes jeg.
     Det er jo de sædvanlige problemer: sammenhængen mellem hospitalspsykiatri og socialpsykiatri, sammenhængen mellem hjemløse og væresteder og alle de der problemer, som vi har fat i på en lang række områder. Og dem skal der arbejdes videre med.

Jeg skal bare minde ordføreren om, at det sådan set er ordførerens egen socialminister, der har bedt om undersøgelsen. Folketinget har pålagt ministeren at undersøge området, men det er ministeren selv, der har haft metodefrihed og har besluttet sig for, hvordan den undersøgelse skulle sættes i stand.
     At regeringen så ikke kan lide resultatet, der viser, at de mennesker, der er allermest udsat i vores samfund, har fået det ringere i løbet af de 4 år, er jo en anden sag. Men det er regeringens eget ansvar, kan man sige, den måde, som undersøgelsen er blevet foranlediget på.
     Men hvorfor ikke forholde sig til substansen? Når man nu står på Folketingets talerstol, er man vel også forpligtet til at forholde sig til det, der er indholdet af diskussionen. For hvad enten man kan lide undersøgelsen og al mulig anden dokumentation eller ej, så er situationen den, at et flertal af danskerne har fået det bedre - det siger ordføreren også selv - og at et mindretal af danskerne faktisk har fået det ringere. Og det er vel sådan set regeringens ansvar og dermed ordførerens ansvar at redegøre for, hvordan man vil ændre på det i dag.

Først vil jeg sige til fru Mette Frederiksen, at det altså er Socialudvalget, som har bestilt undersøgelsen, som så er iværksat af socialministeren.
     Hvis jeg skulle behandle den rapport fra Socialforskningsinstituttet, som jo alene er nogle følelsesmæssige tilkendegivelser, ville jeg sige, at man burde sætte sig ned og bede om en dokumentation for, om de påstande, der ligger i rapporten, er rigtige eller forkerte. Så ville jeg have målt, hvor mange det er, hvor meget det er, hvad det er, hvor det er, og hvilken sektor det er, vi har gang i.
     Hvis man fik den dokumentation, kunne det være, at man på en helt anden måde kunne få gang i den her diskussion og så rent faktisk konstatere, om nogen har fået det så meget dårligere, som rapporten beskriver.
     Jeg har stor respekt for SIND og andre, som har udtalt sig, og de har sikkert en god fornemmelse af, hvad der foregår, men jeg synes, at det bør dokumenteres.

Det er rigtigt, at når der kommer følelser i kog, gør det ondt, om det så er fakta eller følelser. Jeg tror faktisk, der er fakta bag de følelser, men det var ikke det, mit spørgsmål gik på.
     Jeg vil også lidt anholde det, som ordføreren sagde i sin tale om, at man ikke vil frarøve kommende generationer nogen muligheder. Der er også blevet pralet af, at vi gør staten gældfri i 2007.
     Som jeg hører debatten, som jeg ser tallene og de fakta, der ligger - jeg vil igen vende tilbage til Kræftplan II - bygger man faktisk fra regeringens side Kræftplan II på, det fik vi bekræftet af ordføreren for Dansk Folkeparti, at anlægsudgifterne sker ved lån.
     Så regeringen vil godt være med til at gældsætte regionerne. Er det ikke de samme unge mennesker, der tilhører regionerne, som tilhører staten? Så hvorfor vil regeringen være med til at gøre staten gældfri, men så oprette ny gæld i amter, regioner og kommuner?

Ja, hvis amterne har råd til at betale for scannere og andet udstyr, så er de da sådan set velkomne til det. Men hvis de synes, at de hellere vil prioritere på en anden måde og dermed optage et lån for at kunne købe den scanner, som har en varig værdi over en lang periode, ja, så er de da velkomne til det.
     Det er jo en åbning, således at udviklingen på kræftområdet kan gå hurtigere, og at give indtryk af her, at kræftbehandlingen i Danmark er for nedadgående, hvor der jo er brugt 5,5 mia. kr. mere på sundhedsområdet, og hvor hovedindsatsområdet har været kræft, hvor næsten 100.000 mennesker mere er opereret, end de ville være blevet, hvis ikke kapaciteten var øget, og hvor der hvert år lægges en aktivitetspulje frem, er i hvert fald ikke rigtigt.

Vi skændes jo ikke om, om der bliver brugt flere penge på sundheden, det ved vi alle sammen at der gør. Det har der jo været fælles holdninger til, og det har man også fået midler til.
     Det, diskussionen går på nu, er, at man vil gå ind og pille ved de budgetter, som er godkendt af de folkevalgte, der er ude i amterne. Dem vil regeringen nu gå ind og tilbagerulle til noget, som så ikke dækker den drift, som de amtslige politikere gerne ville have at der skulle køre for at holde det sundhedsvæsen i gang, som de ser behovet for, netop for at dække ting, der er vedtaget herinde i forbindelse med lofter og ventetider og alt muligt andet, stigninger i medicinudgifter, som regeringen ikke har kunnet holde styr på. Der er nogle udgifter, der stiger meget mere, end den almindelige fremskrivning dækker. Derfor har de heller ikke råd til bare at investere i kræftplan II, hvis man henter pengene.
     Derfor var mit spørgsmål: Hvorfor lukker man så ikke op for, at der er flere penge til anlæg fra statens side? Hvorfor vil man gerne have en decentral gæld? Den må være lige så dårlig for fremtidens ungdom som en central gæld.

Jamen altså, det er sådan, at pengene til kræfthandlingsplan II, 425 mio. kr., jeg kan ikke lige huske beløbet, men det er deromkring, stilles til rådighed for amterne krone for krone og giver dermed mulighed for en øget indsats. Derudover er der så afsat en lånepulje, og den lånepulje giver amterne muligheder for hurtigere at anskaffe mere materiel.
     Kræfthandlingsplan II tager jo hånd om nogle af de ting, bl.a. mammografiundersøgelser i forbindelse med brystkræft, således at flere kvinder i den relevante alder bliver undersøgt og dermed, at færre dør af kræft. Det er jo et af hovedindsatsområderne på det sundhedsmæssige område.
     Med hensyn til medicin er det jo sådan, at der er en medicinaftale. Der gøres hele tiden noget for at nedbringe medicinudgifterne, og regeringen fører løbende forhandlinger, for at prisstigningerne på medicin ikke skal blive så store. Så der gøres utrolig meget for at holde medicinpriserne i ave.

Jeg vil godt spørge den konservative ordfører, om det virkelig er Det Konservative Folkepartis opfattelse, at demokratiet er så besværligt, at man ønsker at afskære den demokratiske proces og derved blot overlade det til finansministeren at fastsætte, hvordan besparelserne i de forskellige kommuner skal udmøntes. Er det det besværlige demokrati, der plager De Konservative?

Det Konservative Folkeparti er store fortalere for demokratiet. Vi er glade for demokratiet, vi arbejder i demokratiet, vi respekterer demokratiets love, og vi respekterer også proceduren i Folketinget, ingen over og ingen ved siden af, og derfor er der også en proces her med et særligt ændringsforslag til en særlig situation, som gør, at det kan lade sig gøre at stille kommunerne over for det relativt hårde faktum, at kan de ikke selv regulere deres budgetter, så må det ske ved ministerens hjælp.

Hvad er så begrundelsen for, at man ikke har anvendt den sædvanlige metode med besluttende aktstykker? Hvorfor skal det være et orienterende aktstykke? Hvad er De Konservatives reelle begrundelse for at acceptere den metode, som finansministeren anvender i denne situation, når De Konservative samtidig siger, at de holder meget af demokratiet? Er det den demokratiske fremgangsmåde, som De Konservative efterfølgende vil bruge, når der kommer problemer med offentligheden?

Altså, reelt set mener jeg ikke, at vi har et problem med offentligheden i det her spørgsmål. Vi har et procedurespørgsmål, som har betydet meget i debatten i dag, som betyder meget for os som folketingsmedlemmer, men som jeg tror reelt set ikke har den store interesse uden for disse vægge.
     Alle ved jo, at vi har en lang demokratisk tradition, og at vi har kontrol med ministrenes arbejde. Kan vi ikke kontrollere dem på den ene måde, så kan vi på den anden, og jeg skal garantere for, at ministeren jo ikke kan røre sig, hvis ikke der er et flertal i Folketinget, som mener, at det, han gør, er rigtigt.
     Så jeg kan slet ikke forstå, at det er kommet dertil, at et så relativt simpelt ændringsforslag har fyldt så relativt stor en del af debatten.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, tak til den konservative ordfører. Den næste ordfører er hr. Morten Helveg Petersen.

Lad mig starte med at opsummere Det Radikale Venstres principielle indstilling til finansloven.
     Det Radikale Venstre fører en ansvarlig økonomisk politik, og vi fremlagde igen i år et udspil, der er fuldt finansieret i modsætning til regeringens endelige aftale, hvor tegnebogen blev åbnet til gavn for Dansk Folkeparti.
     Det Radikale Venstre indgik delaftaler med regeringen på vigtige områder, men den store aftale blev som sædvanlig indgået med Dansk Folkeparti. Vi har regnet os frem til, at andre partier ikke blev inviteret til, hvad der svarer til et sted mellem 70 og 80 pct. af finansloven, der udelukkende er et anliggende mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
     Det Radikale Venstre ville ikke betale adgangsbilletten til de forhandlinger, en pris, der hedder accept af skattestoppet. Derfor står vi også tilbage med en finanslov, der ikke svarer på fremtidens udfordringer. Det Radikale Venstre vil et reelt kommunalt selvstyre, men finansloven er udtryk for, at regeringen og Dansk Folkeparti vil prioritere på kommunernes vegne, når det kommer til udgifterne, og så må kommunerne selv finde pengene til at betale for regeringens valgløfter. Det finder vi er centralisme, og vi finder, det er udtryk for mistillid til kommunerne.
     Et par bemærkninger om forhandlingerne og resultatet. I den endelige aftale er der udgifter for knap 2 mia. kr. ekstra, og man skal lede langt efter finansieringen. I den nye budgetoversigt hedder det f.eks., at der indgår en budgetregulering på 0,5 mia. kr. vedrørende, citat: bedre budgettering. Citat slut. Det er da mildest talt luftig finansiering.
     En ting er, at man ikke kan styre kommuners og amters økonomi, noget andet er, at man åbenbart heller ikke helt har styr på de centrale forhandlinger. I hvert fald kan vi konstatere, at der er flere udgifter i den endelige aftale end det, som regeringen lagde op til i sit oprindelige forslag.
     Regeringen siger, at accept af skattestoppet er adgangsbilletten til de store forhandlinger, og det er en pris, som Det Radikale Venstre ikke er parat til at betale. Hvorfor? Fordi skattestoppet ikke er ansvarlig økonomisk politik, fordi skattestoppet skaber flere problemer, end det løser, simpelt hen fordi skattestoppet er forkert politik. Vismændene har påpeget, hvordan skattestoppet blokerer for gode løsninger. I går kom Velfærdskommissionen så med deres forslag til en ny skattepolitik, og fælles for dem er, at det alt sammen er spændende forslag, der ligger milevidt fra regeringens perspektivløse skattestop.
     Lad mig vende mig mod de enkelte ændringsforslag. Vi finder den måde, hvorpå regeringen sammen med Dansk Folkeparti hæver førtidspensionen, problematisk. Vi så hellere, at alle førtidspensionister fik en chance for at blive revisiteret.
     Vi ønsker et reelt kommunalt selvstyre, men i finansloven er der alt for mange eksempler på, at regeringen og Dansk Folkeparti vil centralisere. Regeringen vil have en ansøgningspulje til hjemmehjælp. Vi spørger: Hvorfor ikke lade kommunerne prioritere selv? Regeringen vil have en plejehjemsgaranti. Vi spørger: Hvorfor ikke lade kommunerne prioritere selv? Regeringen vil nedsætte taksterne i daginstitutionerne, og vi spørger: Hvorfor ikke lade kommunerne prioritere selv?
     Det er udtryk for, at regeringen og Dansk Folkeparti har en centralistisk tankegang. Man mener åbenbart, at man er de bedste til at vide, hvad der skal ske ude i kommunerne, ude i den enkelte daginstitution, ude på den enkelte skole og på det enkelte plejehjem.
     Heroverfor står, at vi i Det Radikale Venstre har den grundlæggende opfattelse, at det er opgaver for kommunerne at varetage. Vi vil et reelt kommunalt selvstyre. Hvis vi fra centralt hold dikterer, hvad kommunerne skal lave, så har det kommunale selvstyre ikke længere nogen rolle at spille. Vi er imod, at regeringen og Dansk Folkeparti bestemmer udgifterne, og at kommunerne derefter skal betale regningen.

     Og jeg skal love for, at regeringen og Dansk Folkeparti er på vej mod den totale centralisering. Debatten i dag har i høj grad handlet om de her famøse anmærkninger. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, som salig Hørup sagde engang. Med lov skal land bygges, plejer vi også at sige. Det er åbenbart en undtagelse i forhold til den nyskabelse, som indføres med finansloven i år. Det er aldrig sket før. Det burde heller ikke være sket.
     Lad mig sige, at Det Radikale Venstre gerne vil være med til at finde en løsning på problemet. Men det bør da i det mindste ske ved lovgivning eller på vanlig vis i form af et aktstykke, så det kommer frem i åbenhed og vi alle får mulighed for at diskutere det her. Fremgangsmåden er simpelt hen forkert.
     Dertil kommer så, at regeringen med stor sikkerhed har vidst inden kommunalvalget, at der var behov for et indgreb, men man har valgt at tie.
     Hvad kalder man det, når man ikke fortæller vælgerne om sagernes tilstand? Ja, i den bløde version fortæller man ikke hele sandheden, og i den hårde version er det lodret bedrag af vælgerne. Regeringen bryster sig af den såkaldte kontraktpolitik, men den her kontraktpolitik gælder altså åbenbart ikke kommunalvalg, for her har regeringen valgt at tie.
     Den nyeste version af kontraktpolitikken må så åbenbart være, at det, man ikke siger før et valg, prøver man at få igennem efter et valg. Derfor er det interessant at vide, i hvor lang tid regeringen har vidst besked. Vi er nødt til at vide, hvorfor regeringen har ladet vælgerne gå til kommunalvalg uden at fortælle hele sandheden.
     Regeringen og Dansk Folkeparti sætter 150 mio. kr. af til bekæmpelse af terror. Det kan godt være, at der er brug for flere penge, men det skal gøres ordentligt. Vi har selv peget på, at der burde nedsættes en terrorkommission. Vi undlader at stemme for det ændringsforslag. Vi opfordrer regeringen til at tænke sig grundigt om og ikke haste lovgivning igennem, uden at man kender konsekvenserne heraf.
     På uddannelsesområdet finder vi det forkert at nedlægge Statens Pædagogiske Forsøgscenter og forkert med besparelser på taxametre. Vi afsætter selv penge i vores ændringsforslag til at rette op på nogle af disse forhold.
     Ironisk nok er der også i år brud på skattestoppet i regeringens endelige aftale. Der kommer højere afgift på biler med bagrudeviskere. Der vil blive lagt skat på salg af aktier efter den 1. januar 2006.
     Vi er ikke glade for regeringens forslag til jordskattelettelser. Vi vil gerne af med EU's landbrugsstøtte. Vi finder det helt forkert, at regeringen efterfølgende vælger at kompensere landbruget på den her led.
     Vi kan heller ikke forstå, hvorfor der skal bruges penge på at lempe afgiften på flypassagerer. 0,5 mia. kr. er mange penge, som kunne være brugt væsentlig anderledes. Der findes masser af gode formål. Heldigvis er KaosPiloterne så tilbage på finansloven igen efter mildest talt at have levet en omtumlet tilværelse.
     Det Radikale Venstre har indgået aftaler med regeringen på en række forskellige områder. Fælles for dem er, at når vi kan se en mulighed for at søge indflydelse og gennemføre ordentlig politik, der peger i den rigtige retning, så er vi også med.
     På kulturområdet er vi med i en bred aftale, der bl.a. prioriterer en huskunstnerordning samt international teaterudveksling. Det er vigtigt for os, at også mindre kulturelle strømninger bliver støttet. Her viste regeringen vilje til at indgå en aftale.
     På boligområdet er vi med i en aftale, der bl.a. giver mulighed for indsats mod ghettoisering og mulighed for huslejenedsættelser i problemramte områder, idet der afsættes
600 mio. kr. i 2006 til boligsocial indsats i belastede områder. Dertil kommer, hvad vi finder meget vigtigt, et udredningsarbejde, der kan bane vej for en forhåbentlig gennemgribende reform. På satspuljeområdet er Det Radikale Venstre ikke mindst glade for, at der nu kommer et videncenter på integrationsområdet. Hvad angår miljøet, er vi med på kemikaliehandlingsplanen, men finder den i øvrigt uambitiøs. Vi er med i aftalen om ny aktieavancebeskatning. Vi finder, der er tale om en forenkling af reglerne, samtidig med at der
i øvrigt sker et glædeligt brud på skattestoppet. På forskningsområdet deltager vi i den såkaldte UMTS-aftale, hvor vi ikke mindst er glade for, at der kommer flere midler til fri forskning samt etablering af et videncenter på softwareområdet, hvilket kan fremme åbne standarder, open source. På trafikområdet afsættes yderligere midler til banenettet samt en merbevilling her og nu. Vi stiller en stribe ændringsforslag. Igen i år sparer regeringen på ulandsbistanden. Vi vil gå en anden vej. Vi afsætter sammen med de øvrige oppositionspartier, Dansk Folkeparti undregnet - vi vil nødig bruge betegnelsen oppositionsparti om Dansk Folkeparti - 1 mia. kr. til mere ulandsbistand samt 0,5 mia. kr. til etablering af en global ramme.

     Vi vil mere forskning og udvikling, så vi har noget at leve af i fremtiden. Regeringen siger, at den gerne vil mere forskning, men virkeligheden er, at der i dag forskes på samme niveau som i 2001. Vi er altså ikke kommet et eneste skridt nærmere den såkaldte Barcelonamålsætning. Det er trist og ude af trit med regeringens skåltaler ved festlige lejligheder.
     Vi vil genoprette taxametre på en stribe uddannelser og indføre et lokalt forankret program for udvikling af folkeskolen, herunder styrket efteruddannelse af lærere. Hvis regeringen mener det alvorligt med satsning på uddannelse og forskning, nytter det ikke at skære her. Der er også brug for flere midler til folkeoplysning og højskoler.
     Vi foreslår mere fart på it-udviklingen gennem en række initiativer.
     Vi foreslår en bedre sagsbehandling i Udlændingestyrelsen og en afskaffelse af introduktionsydelsen.
     Der er brug for flere midler til internationalisering af dansk kulturliv, til kunstråd og til teatre.
     Vi er utålmodige i forhold til at iværksætte en egentlig genopretningsplan for dansk natur. Hvorfor vente, når vi ved, at behovet er der?
     Vi vil også gerne nedsætte taksterne i den kollektive trafik, så flere vælger bus eller tog frem for bilen, og på sundhedsområdet afsætter vi yderligere midler til forebyggelse.
     Endelig finder vi det helt naturligt, at folkekirken opkræver sine egne skatter, i stedet for at staten skal kompensere folkekirken, som det sker med finansloven i år.
     Alt i alt har vi indgået delforlig med regeringen på en række områder. Det er alt sammen fornuftige forlig, der peger fremad, men den store aftale er baseret på Dansk Folkeparti. For et sted mellem 70 pct.s og 80 pct.s vedkommende har andre partier ikke været inviteret, så det fjerner bestemt ikke indtrykket af blokpolitik og centralisme.

Tak til ordføreren. Foreløbig er der tre korte bemærkninger, og den første er fra fru Line Barfod.

Vi har jo en meget stor velfærdsudfordring. Her tænker jeg ikke på Velfærdskommissionens mærkværdige computerberegninger, men derimod på det problem, vi står midt
i i dag med, at vi har over 900.000 mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, bl.a. fordi mange af dem er blevet nedslidte og syge af at være på arbejde, samtidig med at vi har over 2 millioner mennesker, der løber alt for stærkt på deres arbejde og risikerer selv at blive nedslidt senere. Vi har jo foreslået, at man gør op med kassetænkningen og flytter rundt på pengene, så vi i stedet for at give penge for, at folk går arbejdsløse på dagpenge, så giver dem løn for at lave nogle af de helt nødvendige velfærdsopgaver som at tage sig af vores børn og syge og ældre. Det var jo det, vi startede på under SR-regeringen med servicejobbene. Jeg vil gerne høre, om De Radikale vil stemme for det forslag fra Enhedslisten om, at vi gør op med kassetænkningen og begynder at få folk ind på arbejdsmarkedet og sikrer, at de kan holde et helt arbejdsliv.

Vi har da alle mulige intentioner og ambitioner om at undgå nedslidning, og at folk i øvrigt får en chance på arbejdsmarkedet. Det er vi meget optaget af, men vi er i første omgang ikke parate til at gå så vidt som det, Enhedslisten foreslår i sit ændringsforslag.

Jeg skal bare høre, hvordan man forestiller sig at gøre noget ved nedslidningen for f.eks. dem, der gør rent, dem, der er hjemmehjælpere, dem, der tager sig af vores børn i daginstitutionerne. Har De Radikale andre forslag til at stoppe nedslidningen der, end at man bliver flere om at dele arbejdet, så man ikke skal løbe helt så stærkt, men kan holde til at have det arbejde et helt arbejdsliv og samtidig jo også kan levere en langt bedre service? For noget af det, der virkelig slider på mennesker, er, når det simpelt hen ikke er fysisk muligt for dem at gøre deres arbejde ordentligt. Især er det hårdt, når man arbejder med andre mennesker og skal tage sig af dem. Derfor vil jeg gerne høre: Hvad har De Radikale af andre bud på at stoppe nedslidningen, end at vi fordeler arbejdet?

Vi arbejder meget med, hvordan vi kan bruge et princip om friere rammer for tilrettelæggelsen og varetagelsen af opgaver lokalt. Vi er meget kritiske over for de tendenser, vi i øvrigt ser til detailstyring af regler og skemaer og den slags, og vi tror på, at hvis man tør uddelegere ansvar, hvis man tør decentralisere ansvar helt ud på den enkelte institution, så vil medarbejdere også på institutionen være bedre til at kunne tilrettelægge nogle arbejdsgange, der forhåbentlig også kan dæmme op for de problemstillinger, som fru Line Barfod rejser her. Så vi er meget decentrale i vores indfaldsvinkel til det her og tror på, at det kan være en af måderne at gå fremad på.

Hr. Morten Helveg Petersen startede med at sige, at det radikale forslag er fuldt finansieret. Det havde jeg egentlig også forventet, idet Det Radikale Venstre jo er et yderst ansvarligt parti, der kommer med vidtgående reformforslag, som vi i øvrigt i Det Konservative Folkeparti er meget enige
i der er et behov for. Så jeg havde også forventet, at det var fuldt finansieret.

     Men hvad er ordførerens kommentarer til de beregninger, som er lavet i Finansministeriet, om, at det er underfinansieret med 3,5 mia. kr. og ville udvide det offentliges forbrug med 0,5 pct. i forhold til det, vi kender
i finansloven?

Jeg har ikke set de beregninger, som hr. Christian Wedell-Neergaard har i hånden. Dem vil jeg være meget interesseret i at se.
     Men lad mig i øvrigt sige, at hvis man skulle lande på en udgiftsvækst på 0,5 pct., ville det være langt bedre end det, som regeringen har bedrevet hidtil. Så det kan jo kun bekræfte hr. Christian Wedell-Neergaards indtryk af Det Radikale Venstre som et meget ansvarligt parti, hvad angår den økonomiske politik.

Misforstå mig nu ret. Det er altså 0,5 pct. plus 0,5 pct. Hvis man har en underfinansiering på 3,5 mia., vil det jo betyde, at den samlede vækst er 1 pct. Men lad det nu ligge.
     Jeg synes, det var rimeligt, om man gik hjem og finkæmmede det, og jeg synes, at ansvarlig politik er selv at finansiere sine forslag. Sådan havde jeg også forstået Det Radikale Venstres attitude.
     Så kritiserer hr. Morten Helveg Petersen vores forslag om afskaffelse af passagerafgiften. Hvad skulle vi ellers bruge 0,5 mia. kr. til? Hvad synes hr. Morten Helveg Petersen så, vi skulle gøre?

Det er et skud fra hoften, hvis jeg får sådan en blankocheck
- ikke en blankocheck, men så 0,5 mia. kr. Jeg har kun med formandens tilladelse 1 minuts taletid eller noget i den retning. Men hr. Christian Wedell-Neergaard vil kunne se ud af vores udspil til finanslov, hvordan vi har prioriteret indtægter og udgifter, og der findes masser af gode måder at bruge 0,5 mia. kr. på lige fra forskning, udvikling, uddannelse, efteruddannelse af lærere til ulandsbistand osv. osv. osv. Så det er ikke gode ideer, det skorter på. Det kunne også være nedsættelse af skatten på arbejde. Gid Det Konservative Folkeparti ville hjælpe os lidt i den sammenhæng.

Det Radikale Venstre og i særdeleshed hr. Morten Helveg Petersen har i flere tidligere omgange været meget optaget af rammerne for det offentlige forbrug. Nu fik vi efter debatten med Socialdemokraterne fundet ud af, at der ingen rammer var for dem. Ca. 1 pct. blev der sagt, og så havde man i øvrigt fremsat forslag, der svarede til 2,5 pct.
     Derfor er jeg selvfølgelig nysgerrig efter, om det også gælder for Det Radikale Venstre, at man er løbet fra 2010-planen, eller om man holder fast i en vækstramme på 0,5 pct.

Jeg må sige, at det jo bliver sværere og sværere at indfri den her 2010-plan, sådan som regeringen gebærder sig. Det, som er regeringens erfaringer på området her, er jo en systematisk undervurdering af udviklingen i det offentlige forbrug. Når hr. Peter Christensen spørger mig og Det Radikale Venstre om vores syn på styring af de offentlige udgifter, så må man konstatere, at vi sådan set er mere hellige end paven selv i Det Radikale Venstre, for vi bliver overhalet indenom eller udenom - om man vil - af regeringen selv i flere omgange. Det er faktisk historikken siden 2001, 2002.

Ideen med 2010-planen er at sikre, at der er en betydelig gældsafvikling, og derfor har jeg svært ved at se, hvad det er, der bekymrer Det Radikale Venstre. Vi har aldrig haft en så markant afvikling af gæld, som vi har lige nu, så påstanden om, at vi ikke opfylder målene for 2010-planen, har jeg simpelt hen svært ved at forstå.
     Men jeg tolker egentlig svaret i retning af, at De Radikale også er løbet fra 2010-planen, og det er jeg faktisk noget overrasket over.

Må jeg sige, at det er en ret mystisk tolkning fra hr. Peter Christensens side, forstået på den led at vi da i hvert fald ikke er løbet mere fra den, end regeringen selv er i givet fald. Jeg tror faktisk, at vi er blevet overhalet af regeringen, hvis endelig vi skal ud i den form for terminologi.
     Lad mig i øvrigt sige, at hvad angår den offentlige udgiftsudvikling, så overholder regeringen ikke selv de her målsætninger. Det har vi jo konstateret. Det står i finansredegørelsen. Vi kan læse, at man år efter år er kommet
i Folketinget og har sagt, at til næste år bliver udgiftsvæksten meget lavere, hvad man i øvrigt ikke har kunnet holde. Dertil kommer, at man stadig væk skylder svar på skabelsen af 60.000 arbejdspladser, som jo også indgår i 2010-planen, og bl.a. derfor er det så perspektivløst med det her skattestop i forhold til andre modeller på området. Det Konservative Folkeparti havde tidligere et forslag, det ved jeg så ikke om de har længere. Det Radikale Venstre har i hvert fald et forslag, der kan skabe op mod 50.000 ekstra arbejdspladser. Se, det ville være en hjælp for at realisere 2010-planen, men den står regeringen jo selv i vejen for.

Jeg har altid godt kunnet lide at komme over og besøge De Radikale i København, også hr. Morten Helveg Petersen. Men hvad er dog begrundelsen for, at jeg som provinsboer skal betale ekstra og som erhvervsmand skal betale ekstra ud fra De Radikales synspunkt for at komme her til København? Med toget tager det altså 5 timer ovre fra Vestkysten at komme herover, men med fly tager det da kun et par timer. Hvorfor må jeg ikke for en rimelig pris komme herover og hjælpe københavnerne med deres livsførelse herovre?

Jamen det er da også en fornøjelse, at hr. Jens Kirk så kommer over og hjælper os med vores livsførelse, eller hvad det måtte være. Af samme grund burde hr. Jens Kirk jo være en glad mand i dag, ikke mindst ved læsning af Det Radikale Venstres ændringsforslag, fordi vi jo bl.a. foreslår takstnedsættelser i den kollektive trafik, så hr. Jens Kirk forhåbentlig med de planer, der ligger på området, hvor Det Radikale Venstre jo er en medspiller, kan nå hurtigere frem og oven i købet til en billigere pris - hvis han altså vælger at tage toget.

Jeg glæder mig da til, at vi får dobbeltspor helt til Ringkøbing og Velling også. Men det tvivler jeg nok på vi får inden for hr. Morten Helvegs tid på denne plads.
     En anden ting, jeg lagde mærke til, var, at det der med fjernelse af ejendomsskatten også var De Radikale meget imod. Hvad er begrundelsen for, at vi skal have den særordning her
i Danmark, at vi skal betale ejendomsskatter og jordskatter, som man ikke gør andre steder? Går hr. Morten Helveg Petersen ikke ind for lige og fair vilkår, afvikling af landbrugsstøtte og det hele som vi andre? Skal der være særregler på området fortsat, eller har De Radikale en helt anden opfattelse af, at det altså er noget, der bare skal bekæmpes med vold og magt, altså jordbruget?

Vi synes, det er principielt forkert, når man siger, at man på den ene side vil afvikle landbrugsstøtten og så på den anden side vælger at kompensere. Det er det, der er vores anke. Det er det, der er vores kritik af den politik, som ligger her fra regeringens side.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken med SF's ordfører hr. Ole Sohn.

Jeg vil ikke afvise, at jeg i de næste 15 minutter kan komme til at sige nogle knubbede ord til regeringen og regeringens støtteparti. Så for at det hele ikke skal være knubbede ord, vil jeg starte med at sige nogle positive ord.
     Jeg vil faktisk gerne takke finansministeren for det forhandlingsforløb, der har været under finanslovforhandlingerne. Det har været meget professionelt. Vi havde et sættemøde på - ja, vi nåede kaffen og fik også tilbudt kagen. Der var ikke noget at kritisere der. Og jeg mener det faktisk positivt, for der er jo ingen grund til at sidde lårene af hinanden, når vi på forhånd ved, at vi grundlæggende er uenige om den økonomiske politik. Derfor sagde vi til regeringen: Indkald os på alle de områder, hvor
I ønsker brede forlig. Det er jo klart, at det altid er regeringen og dens parlamentariske grundlag, der tilrettelægger en finanslovforhandling. Hvor der skal være brede forlig, indkalder I os. I bestemmer, vi kommer. Vi indgår gerne i forhandlingerne. Det var der ikke så meget brug for. Vi har ikke nogen bad feelings over det, så den del gik fint. Vi var med i satspuljeforliget. Det har vi været siden starten, og de forhandlinger forløb fint og smertefrit, måske var der enkelte diskussioner undervejs, men vi fandt en udmærket løsning, som vi er fuldt ud tilfreds med, og vi fik også en række SF-mærkesager placeret. Vi var med i UMTS-midlerne. Også det forløb udmærket og fornuftigt inden for de rammer, der nu er givet. Vi fandt da også ud af at fordele den smule, der kunne afsættes til kulturen, på fornuftig vis. Så alt det er foregået fuldstændig professionelt, og der er ikke nogen som helst klager over det. Men hvad angår selve hovedtegningen i finansloven, må jeg nok sige, at der er jeg egentlig meget forundret - og dog
- over den måde, som finansloven er skruet sammen på, også med de ændringsforslag, der er kommet frem i finanslovforhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti. For virkeligheden er - og det ved jeg også at regeringsordførerne har forsøgt at få frem, men jeg vil gerne gentage det, så det står krystalklart: Vi har en god økonomi
i Danmark, vi har en stærk og sund økonomi, vi betaler af på gælden, og vi har lav ledighed. Vi har alle muligheder for at udvikle et sundt, godt velfærdssamfund. Vi har alle muligheder for at udvikle og investere i fremtiden for at sikre, at velfærden er holdbar også for de kommende generationer. Vi er et af verdens rigeste lande, og vi er et velfærdssamfund, og vi ønsker alle sammen, at vi skal fortsætte med at være et velfærdssamfund.

     Men hvordan er det egentlig, at man måler kvaliteten af et velfærdssamfund? Den måler man ud fra, hvordan vi behandler de dårligst stillede i samfundet. Men der er virkeligheden jo den, at den politik, som regeringen og Dansk har gennemført, har som konsekvens, at vi behandler de dårligst stillede dårligere og dårligere og dårligere.
     Spørgsmålet er: Kan vi være det bekendt? Kan man være bekendt som repræsentant for regeringspartierne og for Dansk Folkeparti at administrere en af verdens bedste økonomier, så de dårligst stillede, den enlige mor, kontanthjælpsmodtageren, der rammer kontanthjælpsloftet osv., behandles så dårligt?
     Regeringsordførernes svar har hele dagen været: Jamen vi satser meget via satspuljen. Virkeligheden er jo, at det er det eneste, man satser. Det er det eneste sted, hvor man vil bruge penge, fordi man er tvunget til at bruge de penge til de socialt udsatte grupper.
     Man det viser sig langtfra at være nok. Derfor må man konstatere sort på hvidt, hvilket også blev dokumenteret i den rapport om fattigdommen, som kom forleden, at på trods af at alle parametre viser, at det går den rigtige vej, er regeringen og Dansk Folkeparti ikke i stand til, eller måske desværre rettere har ikke vilje til at sikre de dårligst stillede bedre forhold.
     Når vi går finansloven igennem, også med de ændringsforslag, de har stillet, er der jo ikke noget som helst, der tyder på, at man har blik for fremtiden. Først nedsatte regeringen en Velfærdskommission og sagde: Luk munden på alle, der ønsker reformer omkring velfærden, nu må vi lade den kommission arbejde.
     Og nu kan vi se, hvad det så er blevet til i finansloven.
     Man burde selvfølgelig investere massivt i forskning. Det hørte jeg også De Konservatives ordfører gøre opmærksom på fra talerstolen og Venstres ordfører ligeså. Men går man går ind og ser i finansloven, viser det sig jo, at vi er på status quo, og at der med hensyn til BNP er en faldende tendens. Er det at satse på fremtiden, det, der skal danne grundlaget for fremtidens arbejdspladser?
     Så siger De Konservatives ordfører: Jamen vi skal ikke bare give penge ud, vi skal vide, hvilke resultater der kommer. Der må jeg altså sige: Det kan man ikke. Det, der er det helt fundamentale, hvor staten skal gå ind og investere i forskning, er i grundforskningen, og der kan man altså ikke på forhånd vide eller sige, hvad resultatet bliver. Det er jo det, der er hele pointen.
     Her kan man ikke forvente eller forlange, at de private erhvervsvirksomheder går ind og kaster pengene i grundforskning. Det er en offentlig opgave, og den bliver udsultet af denne regering. Man har altså ikke blik for fremtiden.
     På samme måde er det med uddannelsesområdet. Det, der er det allervæsentligste, er: Hvordan udvider vi arbejdsstyrken fremover? Det gør vi ved at investere i et bedre arbejdsmiljø, og det gør vi ved at investere i forebyggelse. Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti lavet på de områder? Intet! Og de forslag, vi andre er kommet med, er blevet fejet af bordet. Der var ingen interesse for forhandling.
     Derfor må man konstatere, at de ændringsforslag, der er blevet resultatet af regeringens finanslovudspil, er, at vi har en meget kortsigtet, snævertsynet finanslov, der bare skal klare dagen og vejen. Så er der lidt afgiftslettelser hist og pist, men der er ingen investeringer i fremtiden, og der er ingen hjælp til de socialt udsatte grupper. Det er det, der er resultatet af den her finanslov.
     Derfor er jeg glad for, at oppositionen med de ændringsforslag, vi har stillet sammen, som er få, men væsentlige, signalerer, at der er partier i det her Folketing - Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF - som har et andet livssyn, et andet menneskesyn, og at det også manifesterer sig i nogle af ændringsforslagene. Her siger vi: Hvad er det, der er afgørende for, at vi kan sikre en holdbar velfærd i fremtiden? Det er bl.a., at vi øger forskningen.
     Derfor har vi stillet et fælles forslag om at afsætte flere midler til forskning, så vi kan opfylde Barcelonamålsætningen ved en rimelig lineær indfasning af målsætningen.

     Det andet er, at vi som et af verdens rigeste lande har et ansvar for de allerfattigste. Derfor har vi foreslået at afsætte flere midler til ulandsbistanden, og vi har også et forslag om at øge den globale ramme. Det er ikke de store ting, men et signal, som viser, at der er en række partier i Folketinget, altså oppositionen, der har et andet livssyn, et andet menneskesyn, og at vi også har et blik for fremtiden.
     En stor del af dagens debat har kredset om overholdelse af aftaler omkring den offentlige velfærd i kommuner og amter, hvor det igen og igen er blevet slået fast af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, at det er helt afgørende, at det offentlige forbrug kun stiger med 0,5 pct.
     Så er spørgsmålet: Hvorfor egentlig det? Hvorfor er det så vigtigt, at vi kun vil lade udgifterne til de fælles værdier stige med 0,5 pct.: folkeskole, ældreomsorg, børn, bygninger osv., mens det private forbrug kan stige med 2,5 pct? Kunne man ikke lave en anden fordeling, så de fælles værdier, som er forudsætningen for, at vores børn og børnebørn får en bedre fremtid, også bliver genstand for investering?
     Men der har regeringen sagt nej. Det ønsker man ikke. Derfor har vi den her store diskussion. Den store diskussion
i dag rammer kernepunktet, hvilket også må være en irriterende belastning for regeringspartierne og for Dansk Folkeparti: På trods af at vi har en god økonomi og faldende arbejdsløshed, så har hele fokus i dag været på den måde, som regeringen ønsker at misbruge Folketinget på med hensyn til indgreb over for kommuner og amter. Det må da også være en lidt fantastisk situation at bringe sig selv i. Man har alle muligheder, alle kort på hånden, og så fordi man er nogle kyllinger, som ikke tør gå ud og tage en offentlig debat om de indgreb, der nu venter amter og kommuner, så gør et flertal i Folketinget det, at man misbruger parlamentet, fordi man ikke vil erkende, at demokrati er en besværlig ting, som kræver, at man også træffer beslutninger i Folketinget, også de upopulære beslutninger. Derfor er jeg utrolig skuffet, og det har den konservative ordfører meget ret i. Jeg er faktisk meget indigneret og frustreret over, at retskafne folk i det her Folketing i den grad undergraver folkestyret og parlamentets grundlag for at kunne fungere. Derfor er det mig en gåde - og dog - men i hvert fald er det mig uforståeligt, at flertallet vil affinde sig med, at man fratager Folketinget den beslutning, som retteligt tilhører Folketinget, og overgiver den i en udefinerlig størrelse til en minister. Med al respekt for ministeren er jeg faktisk ikke sikker på, at han er den rette at overgive den forvaltning. Ikke fordi det er den person, som nu er finansminister, men at give en minister en sådan beføjelse, uden at Folketinget har hånd i hanke med, hvordan den bliver forvaltet, er en meget, meget farlig udvikling. Der er ikke kommet et eneste argument frem i dagens debat, som skulle sige, at det er nødvendigt, at Folketinget afskriver sig selv den indflydelse. Intet! Man kan diskutere, hvorvidt kommunerne skal overholde aftaler, hvorvidt der skal skæres ned eller ej. Der er slet ikke nogen tvivl om, at der er et flertal i Folketinget, som mener, at der skal skæres de 3 mia. kr. i amternes og kommunernes budgetter. Det står krystalklart. Men det, der ikke står krystalklart, er, hvorfor det ikke er Folketinget, der ved et aktstykke eller ved en lov skal vedtage de ændringer, der skal finde sted over for amterne og kommunerne. Hvorfor er det ikke Folketinget, der skal gøre det? Jeg er helt med på, at det er en ubehagelig situation for regeringspartierne og for Dansk Folkeparti at komme i, og jeg er også godt klar over, hvorfor man gør det, for hvis man skal tage diskussionen her, hvis Folketinget skal leve op til sit ansvar og træffe beslutningerne, så er hele tegningen i den måde, regeringen og Dansk Folkeparti driver politik over for kommunerne på, slettet. For hvad er det, regeringen og Dansk Folkeparti gerne vil have til at fremstå? Jo, det er, at det er regeringen og Dansk Folkeparti, der går ud og giver de ældre lidt ekstra penge til ældreomsorgen, 500 mio. kr. - det må kommunerne ikke gøre, de må ikke forvalte deres budgetter - frem for at give kommunerne bedre mulighed for at forvalte deres økonomi og den velfærd, de skal give de ældre. Nej, sådan skal det ikke være. Kommunerne skal tage det sure slæb med at sige til vælgerne: På trods af at vi har fremlagt budgetterne, på trods af at vi får det vedtaget i byrådene, på trods af at vi er gået til valg på det, uden at regeringen har sagt noget som helst om, at der skulle gribes ind, så kommer den nu som en tyv om natten og vil have beskåret budgetterne. Og efterfølgende siger den, at nu lægger vi lidt penge ud til ældreomsorg, nu lægger vi lidt penge ud til nedsættelse af daginstitutionstaksterne. Det er simpelt hen at undergrave respekten for Folketinget, og jeg fatter ikke, at tænksomme folketingsmedlemmer i Det Konservative Folkeparti og i Venstre kan få sig selv til det. Det er mig en gåde, og denne dags debat er ødelæggende for folkestyret og for samarbejdet, også efterfølgende. Jeg ved godt, at demokrati er besværligt, men der er da forhåbentlig ikke noget alternativ til det besværlige demokrati. Det viser sig, at man nu forsøger at skabe det, men det vil svide siden hen.

Helge Adam Møller (KF):
Hr. Ole Sohn brugte udtrykket kyllinger om regeringen, og som formand er jeg i tvivl om, hvorvidt det er et parlamentarisk udtryk. Jeg må konstatere, at det er et meget malende og et let forståeligt udtryk, og derfor har jeg ladet det passere.
     Er der nogen, der har korte bemærkninger? Det er der ikke.
     Tak til ordføreren, og vi går videre i med Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen.

Vi har i løbet af dagen behandlet regeringens og Dansk Folkepartis forslag om, at kommunerne skal skære ca. 3 mia. kr. i deres vedtagne budgetter og forringe den kommunale service. Det vil sige, at man skal ud at skære i de budgetter, der var lavet for at kunne hjælpe de ældre, for at kunne forbedre folkeskolen og for at kunne sørge for bedre børnepasning. Det drejer sig om 3 mia. kr., som er blevet afsat på budgetterne umiddelbart før kommunevalget, som der er ført kommunal valgkamp med, hvor borgmestre, også Ventreborgmestre og konservative borgmestre og andre, har ført sig frem ved at sige, at det er det, vi går til valg på, og det er det, vi har skaffet penge til. Og så her, før budgetterne er trådt i kraft, kommer regeringen - Venstre og De Konservative, støttet af Dansk Folkeparti - og vil skære i de budgetter, der lå før kommunevalget.
     Det, de her tre partier vil gennemføre i dag, er, at det er kommunerne, som jo har fundet penge på deres budgetter til at forbedre velfærden, for at kunne gøre det bedre for de ældre, børnene og skolerne, der nu skal tvinges til at skære ned. Det er vel at mærke ikke et spørgsmål om, at de ikke har pengene, dem har de fundet, men det, regeringen og Dansk Folkeparti vil forhindre, er, at kommunerne bruger de penge, som de har, og som de har afsat.
     For at sikre, at kommunerne selv gennemfører de her nedskæringer, kommer regeringen støttet af Dansk Folkeparti med en siciliansk melding: Skær i budgetterne, eller vi kommer og tager pengene. Og så skal kommunerne jo alligevel skære bagefter.
     Regeringen har gang på gang sagt, at den håber, at kommunerne retter ind, så den bemyndigelse, regeringen vil have i dag, ikke tages i anvendelse. Det kan ikke udelukkes, at de fleste kommuner vil gøre det selv, altså spare, når meldingen jo er, at hvis I ikke spare, tager vi bare pengene. Men det, at borgmestrene og kommunerne gør det selv, ændrer ikke ved, at det er regeringen, der tvinger kommunerne til at gøre det, til at forringe den velfærd, kommunerne havde vedtaget at stille til rådighed for borgerne. Det sætter bare det hele i relief, at det her uhørte indgreb i kommunernes budget skal gennemføres bag lukkede døre.
     Først er der lagt op til, at staten i det skjulte forhandler med hver enkelt kommune og vilkårligt udstikker, hvor meget den mener, den enkelte kommune skal spare. Det er metoder, der bringer mindelser frem om tidligere tiders udemokratiske og diktatoriske statsmagt.
     Derfor skal de kommuner, der ikke efter regeringens opfattelse har rettet ind, straffes økonomisk, ved at staten tager direkte fra kommunekasserne. Beløbet, straffens størrelse, afgør staten selv efter et skøn, og det gennemføres administrativt og kan ikke ankes.
     Folketinget skal ikke godkende noget. Der sker en orientering af Finansudvalget, men der skal ikke stemmes. Bliver der en diskussion om denne økonomiske straf og dens fordeling, sker det bag lukkede døre, hvor ingen kan følge, hvad de enkelte partier siger.
     Det, der skal foregå i Folketinget mellem medlemmer af Folketinget, hvor offentligheden frit kan følge debatten, bliver erstattet af, hvad journalister vælger at spørge folketingsmedlemmer om og skriver om efterfølgende. Der er ikke nogen som helst saglig grund på nogen måde til at gøre det på denne fordækte og lyssky måde. Det, som flertallet - Venstre, De Konservative og Danske Folkeparti - vil gennemføre af nedskæringer i kommunerne, kunne det samme flertal jo gennemføre ved at fremsætte et lovforslag, som det jo er sket med alle de andre betydende ændringsforslag til finansloven på nær lige dette ene indgreb.

     Der havde været og er rigelig tid til at fremsætte et lovforslag, der kunne komme til de sædvanlige tre behandlinger i Folketinget, hvor befolkningen kunne følge diskussionerne, hvor kommunerne kunne få foretræde og give udtryk for holdninger og fremlægge analyser, og der kunne stilles ændringsforslag. Men dette vidtgående forslag bliver fremlagt skjult i en tyk bunke ændringsforslag med betegnelsen »regeringens konjukturbetingede ændringsforslag«. Så kedsommelig en overskrift, at ingen normalt bladrer i det, fordi det er tekniske ændringer renset for politik. Men denne gang er det bestemt ikke renset for politik.
     Hvorfor så fordækt, hr. finansminister? Hvorfor som en tyv om natten? Vi har spurgt til det i løbet af dagen, og der står kun en forklaring tilbage. Dansk Folkepartis hr. Kristian Thulesen Dahl har sagt til finansministeren, at det ser grimt ud, hvis vi direkte og åbent skal stemme for kommunale nedskæringer. Det må vi have gemt lidt væk, så ingen kan se, at vi er med til det, og det er altså det, der sker. Nu vil Dansk Folkeparti nøjes med fine taler om, at aftaler skal holdes, og ellers overlade det til kommunerne og borgmestrene og statsadministrationen at gennemføre deres politik. Det er det, der sker om lidt, og det er faktisk helt uhørt sjældent - heldigvis - at man i dansk politik laver et så omfattende indgreb på den måde.
     Det er noget af det værste i denne finanslov, men man kan da også nævne andre elementer, herunder milliardtyveriet af lejernes penge ved at stikke sugerøret ned i Landsbyggefonden. Jeg mener selv, det er - om ikke i direkte modstrid, men dog tæt på - at være i modstrid med grundloven, at man på den måde kan tage lejernes penge og putte dem i statskassen. Det er penge, der skulle bruges og var afsat til at modernisere og vedligeholde de almene boliger, men nu tager man pengene. Man tømmer kassen, og på sigt kommer der huslejestigninger i de almene boliger, når der skal betales for den nødvendige renovering.
     Finansloven tager ikke bare fra lejerne på den måde. Der tages fra børnefamilierne - små beløb, men store for den enkelte familie - for at putte pengene ned i en statskasse, hvor der knap nok er plads, fordi der i forvejen er et overskud på 68 mia. Til gengæld har man råd til at gennemføre en række skattelettelser til erhvervslivet og dem, der har formue.
     Samlet set er finansloven med til at øge uligheden i samfundet, og det viser bare, at det var ren snak, da statsministeren for nogle uger siden gik i rette med sine ministre og sagde, at regeringens politik ikke er at øge uligheden i samfundet. Det er bar snak, for det, der sker i virkelighedens verden, er, at med denne finanslov vil uligheden blive større.
     Enhedslisten har stillet en lang række ændringsforslag, der peger i den stik modsatte retning. Det mest grundlæggende ændringsforslag er at bruge dagpengene aktivt. I stedet for, som regeringen vil, at bruge dagpengene til at betale folk for ikke at lave noget, siger vi: Lad os bruge dagpengene til at sikre folk et normalt og godt arbejde på normale løn- og arbejdsvilkår. Man kan faktisk på den måde forbedre omsorgen for de ældre, sørge for pasning af børnene, sørge for forbedringer på uddannelsesområdet og på en lang række velfærdsområder for en meget, meget beskeden merpris. Hver gang kommunerne ansætter en person mere til velfærdsarbejde, får de ganske enkelt udbetalt de sparede dagpenge af statskassen.
     Det ville være gratis for staten, og det ville være godt for kommunerne og for velfærden. Men uha-uha, siger finansministeren. Hvis der bliver ansat for mange hjemmehjælpere, bryder vores økonomi sammen. Den bliver overophedet, har vi fået at vide, og derfor må der endelig ikke ansættes flere til at hjælpe de ældre. Men det er en meget vigtig del af vores forslag, at man på den måde kan øge velfærden og samtidig sætte folk i arbejde, og på de områder, hvor der ikke umiddelbart er ledig uddannet arbejdskraft, skal man selvfølgelig starte med at uddanne dem, der skal ansættes.
     Vi har også stillet forslag om, hvordan man på den måde kan nedbringe nedslidningen i samfundet. Det er jo oplagt, at når der bliver flere hænder til f.eks. at gøre rent, får vi ikke så mange nedslidte rengøringsassistenter, men vi får til gengæld skabt nogle rengøringsjob, hvor mennesker bliver i stand til at kunne gøre rent et helt arbejdsliv igennem.

     I det hele taget skyldes en meget stor del af de problemer, der er på det danske arbejdsmarked, nedslidning af arbejdskraften, fordi der simpelt hen er for få til at lave det arbejde, som skal udføres. Derfor har vi stillet forslag om ansættelse af flere i den offentlige sektor, og derfor har vi stillet forslag om, at hvis det er sådan, at folk på en arbejdsplads i den private sektor bliver enige om, at de gerne vil dele deres arbejde med en ledig kollega, kan de dele løn og dagpenge for en meget beskeden nedgang i realindkomsten og få en ugentlig fridag. Det kunne man gøre, hvis finansministeren bare ville bidrage med det ene, at hver gang der bliver ansat en ledig i et sådant job, gives der fra statskassen det, der svarer til de sparede dagpenge. På den måde kunne vi få nedslidningen væk, og folk kunne være på arbejdsmarkedet hele livet uden at være slidt op, når de bliver 60 år eller endnu tidligere. Vi har en lang række forslag om mere uddannelse, lige fra folkeskolen til universiteterne og lige fra de arbejdsløse til arbejdsmarkedsuddannelserne og efteruddannelse. Vi har naturligvis forslag om mere økologi og mere ulandsbistand, vi har forslag om en pensionsreform, og vi har med vores forslag gjort opmærksom på det helt uhyrlige, som er skjult for de fleste danskere, nemlig at vi alle via skatten giver et tilskud til privat pensionsopsparing på omkring 50 mia. kr. om året. Og det er fordelt så hamrende asocialt, at de, der får mindst, i gennemsnit får 400 kr. om året i tilskud til deres private pensionsopsparing, mens de, der har mest og tjener mest, de rigeste i samfundet, får - og jeg siger det helt roligt -
112.000 kr. årligt fra statskassen i tilskud til deres pensionsopsparing. 400 kr. til de fattige. 112.000 kr. til de rige om året! Det er helt formidabelt. For de beløb, der på den måde deles så asocialt ud, kunne vi hæve folkepensionen med 80 pct., og det vil da give en helt anden lighed blandt fremtidens folkepensionister end de uhyrlige uligheder, der allerede er ved at udvikle sig, og som vil eksplodere fuldstændig i de kommende år. Vi har i det hele taget forslag til, hvordan en lang række personer med lav indkomst kan få et løft. Det gælder pensionister, førtidspensionister, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, de på halve dagpenge og de på de mærkelige ordninger, regeringen har fundet ud af med den underlige filosofi, at hvis man bare sørger for at sætte ydelserne ned, kommer der flere i arbejde - som om arbejdsgiverne overhovedet var en brik interesserede i, hvor stor kontanthjælpen er. De opretter jo ikke arbejdspladser ud fra, hvor høj kontanthjælpen er, selvfølgelig gør de ikke det. Alle vores forslag er selvfølgelig fuldt finansierede. Vi har i alt finansieringselementer for 100 mia. kr. ved at fjerne det asociale tilskud til private pensionsopsparinger, ved at beskatte olien i Nordsøen hårdere og ved at tage flere penge fra alle de multinationale selskaber, der har besluttet, at de ikke ønsker at betale skat i Danmark. Samlet set er vores finanslovforslag et dementi af tidens store debat om, at der ikke er råd. Jo, der er rigelig råd, hvis man bare vil. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Det er et dementi af tidens store debat om, at der kommer til at mangle og allerede mangler arbejdskraft. Nej, der er 900.000 personer i den arbejdsdygtige alder her i samfundet, som ikke er i arbejde. Selvfølgelig kan vi ikke bringe dem alle sammen dem i arbejde, for nogle er gået på efterløn og andre på førtidspension. Men vores opfattelse er, at hvis vi sørger for at indrette arbejdsmarkedet sådan, at der er plads til folk, så de ikke bliver nedslidt, og der også er plads til dem, der ikke er hundrede procent effektive, kunne arbejdsmarkedet blive mere rummeligt med normale løn- og arbejdsvilkår for alle, samtidig med at ikke nær så mange blev udstødt. Så kunne mennesker i almindelighed finde en plads på arbejdsmarkedet og oven i købet holde at være på arbejdsmarkedet et helt arbejdsliv i modsætning til i dag. Derfor er vores ændringsforslag hver for sig fornuftige. Man skal se dem som en helhed, og de er også forslag til, hvordan samfundet kunne laves grundlæggende om. Der er i virkeligheden ikke bare brug for småreformer, der er nemlig virkelig brug for at lave samfundet fuldstændig om, og det kan man læse lidt om i den brede stribe ændringsforslag, vi har stillet til finanslovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Høgni Hoydal.

Jeg skal holde en meget kort tale - bl.a. fordi det set fra et færøsk synspunkt jo heldigvis er sådan, at Færøerne udgør en mindre og mindre del af den danske finanslov, ja, egentlig kun et beløb, der svarer til 1 promille af statsbudgettet.
     Jeg har med interesse fulgt de meget store og principielle diskussioner om forslaget om at sætte ind over for kommunerne med økonomisk pression eller snarere et økonomisk jerngreb, og jeg forstår meget godt problematikken. Vi har jo også på Færøerne af egne årsager oplevet situationen, når politiske beslutninger vedrørende den danske finanslov pludselig sætter demokrati og selvbestemmelse helt ud af kraft, og derfor er mit mål, at Færøerne overhovedet ikke kommer til at figurere på finansloven.
     Derfor må jeg som færing i modsætning til kritikerne af forslaget om kommunerne glæde mig over finanslovforslaget og over de ændringsforslag, der er stillet. Det er nemlig meget sjældent, at man kan spore en lille revolution i et ændringsforslag til et finanslovforslag, men det er der egentlig tale om i dag.
     Et af de ændringsforslag, som i dansk sammenhæng har meget lidt betydning, handler om, at den post, hvorpå Færøerne har tilbagebetalt gæld til den danske statskasse, fra næste år helt udgår af finansloven. Det betyder egentlig, at vi kan konstatere, at i løbet af 6-7 år har Færøerne tilbagebetalt en gæld til den danske statskasse på ca. 5 mia. kr., og så må jeg igen minde om proportionsforvrængningen. Det ville altså, hvis vi ganger med 120 efter folketallet, svare til, at Danmark havde tilbagebetalt en udlandsgæld på ca. 700-800 mia. kr., så derfor kan jeg kun glædes, og jeg håber også, at det understreger den vilje, der har været til at komme ud af det økonomiske jerngreb, som man dels af færøske årsager og dels på grund af en forfejlet dansk politik satte Færøerne i først i 1990'erne.
     Dernæst vil jeg også kvittere for, at Socialdemokraterne har et ændringsforslag til finansloven, som vedrører en gammel kending her i salen for dem, som har fulgt med, nemlig spørgsmålet om et - igen meget lille - beløb til Arktisk Universitet. Der har flere gange været forslag om at sætte disse 4 mio. kr. på finansloven, og hvad er nu det? Jeg har lige sagt, at Færøerne ikke skal have penge fra den danske finanslov, og skal der alligevel være penge til noget, der har med det arktiske område at gøre?
     Til det er at sige, at jeg tror, at hele sagen om Arktisk Universitet beror på en principiel misforståelse. Princippet, som jeg i hvert fald deler, og som jeg har hørt regeringen gentage flere gange, er jo, at den, der bestemmer, betaler - økonomisk og politisk ansvar følges ad - og vedrørende Arktisk Universitet er det jo et fælles projekt af de suveræne stater, som er medlemmer af Arktisk Råd. Færøerne og Grønland ville også gerne være medlemmer, og vi ville selvfølgelig også gerne betale selv. Men det er altså Danmark, der er medlem. Alle de andre medlemmer har vedtaget at betale dette beskedne beløb til Arktisk Universitet, og derfor vil jeg sige til finansministeren, at enten må Danmark betale sin del, så længe Danmark er medlem af Arktisk Råd, eller også må man overlade medlemskabet til Grønland/Færøerne. Så skal vi gerne betale de penge.
     Man kan ikke sige, at Danmark er medlem og bestemmer det hele, men ikke vil betale det, det koster, lige så lidt som man kan sige, at nu skal Færøerne/Grønland bestemme uden at betale det, det koster. Jeg undrer mig lidt over den menglende konsekvens i regeringens retorik i dette spørgsmål, men jeg håber, at der kan findes flertal for dette forslag her i Folketingssalen i denne omgang.
     Jeg har også hæftet mig ved, at Dansk Folkeparti er ude
i et efter min mening lidt mærkeligt raid mod Grønland og Grønlands selvbestemmelse.

De siger, at Grønland ikke er klar til selvstyre, bl.a. fordi der mangler uddannede ledere, og derfor ville det da undre mig, hvis de ikke vil stemme for de 4 mio. kr. til Arktisk Universitet, der er egentlig et udmærket projekt, som kan give de arktiske områder en mulighed for at arbejde sammen med ny teknologi og med helt nye undervisningsformer. Det skulle da ikke volde nogen problemer her i Folketingssalen.

     Som helhed kan jeg, på trods af at jeg deler mange af de principielle betænkeligheder, som er rejst her i salen i dag, sige, at vi på Færøerne i hvert fald er meget glade for, at denne finanslov igen viser, at Færøerne selv har taget ansvaret for sin egen økonomi. Vi har nedbetalt en gæld, der efter danske forhold ville svare til et beløb på 600-700 mia. kr., og den danske såkaldte blokstøtte til Færøerne er også nedskåret med et så stort beløb, at det efter danske forhold ville svare til, at man sagde nej tak til 50-60 mia. kr. om året. Jeg håber, at denne udvikling fortsætter, så jeg om et par år helt kan undgå at sige noget om den danske finanslov, fordi Færøerne aldeles ikke figurerer på den.

Nu er man jo som finansminister pligtig til at sidde i salen hele tiden under behandlingen af finanslovforslaget, men det gør jeg med glæde, må jeg sige med det samme. Men det gør jo også, at jeg har hørt det samme blive sagt mange gange.
     Jeg skal ikke nødvendigvis kommentere alt det, der er sagt, og det er heller ikke sikkert, at alt det, der er sagt, er tjent med at blive kommenteret. Noget skal vi jo også gemme til næste uges debat om den samlede finanslov. Men der er dog alligevel nogle ting, som trænger sig på.
     Jeg er for så vidt glad for og vil godt komplimentere den socialdemokratiske ordfører, hr. Henrik Sass Larsen, fordi han konstaterede, at det går godt for dansk økonomi. Der er råd til forbedringer, og der er råd til initiativer, så vi har altså en stærk og sund økonomi. Det synes jeg er glædeligt, også fordi man kan tænke over, hvad der har været sagt om det samme tema af den samme ordfører. I forbindelse med behandlingen af finansloven for 2003 blev der sagt af hr. Henrik Sass Larsen, og jeg citerer:
     Vi har sagt det 200 gange i Folketingssalen: I kan ikke både indføre skattestop, komme med flere penge til velfærd og lægge op til skattelettelser og samtidig fortsætte gældsafviklingen. Det er sagt 200 gange, og jeg ved ikke, hvor mange gange det skal siges yderligere. Citat slut.
     Sandheden er jo, at det er lige præcis det, vi kan. Det er jo det, der er kendetegnet på en sund økonomi.
     Det blev sagt, at det går godt med økonomien, og det er rigtigt. Blandt de gamle EU-lande - EU-15, som det hedder - går vi helt suverænt ind på en førsteplads, og den hollandske finansminister taler om det danske mirakel. Og hvorfor? Jo, fordi vi har præsteret en gældsnedbringelse, der ikke har været set nogen sinde før. Med den finanslov, der er lagt frem, har vi de sidste 2 år sat rekord i gældsnedbringelse. Mens det ikke lykkedes for den tidligere regering at bringe gælden ned, og den afleverede en gæld, der var større end den gæld, den overtog, har denne regering nu i kroner og øre nedbragt gælden med over 140 mia. kr., siden den tiltrådte.
     Nu vil jeg lige sige, at hr. Henrik Sass Larsen ikke skal føle sig isoleret. Hans forgænger har sagt det samme, for hr. Nicolai Wammen sagde jo om finansloven for i år, at gældsafdragelsen er gået fuldstændig i stå under Thor Pedersen. Det blev altså sagt om finansloven for i år, som cementerer en rekordagtig nedbringelse af den offentlige gæld, så der er ingen grund til at være flov, for det har jo været holdningen hos flere i Socialdemokratiet.

     Endelig er det jo ikke sådan, at hr. Nicolai Wammen og hr. Henrik Sass Larsen ikke er i fin overensstemmelse med den tidligere formand. Hr. Mogens Lykketoft sagde om det, der blev lagt frem for 2004, at vi er kommet så himmelråbende langt fra 2010-planen, at ingen regering vil kunne opfylde den. Og han står ikke alene, for det er jo sådan, at fru Pia Gjellerup så sent som den 2. februar i år sagde til Urban, at planen er fuldstændig død og borte. Der er ikke ét af målene, der kan nås mere.
     Det er fuldstændig rigtigt, at Socialdemokratiet fuldstændig har forladt 2010-planen. Alt det, der engang var ansvarligt, vil man ikke kendes ved længere. De ændringsforslag, der er stillet til finansloven, vil medføre en manko på ca. 8 mia. kr. i 2006, forslaget er altså underfinansieret med ca. 8 mia. kr., og i forhold til regeringens forslag vil man hæve forbruget med 1,4 pct., mens vi møjsommeligt bringer gælden ned. Man synes måske i virkeligheden, at det er for meget, at vi rent faktisk gør det, vi har sat os som mål, og endda lidt mere.
     Men som sagt er jeg sådan set alligevel meget tilfreds med, at konklusionen er, at det går godt med den danske økonomi, og vi har jo også styr på den. Det var jo sådan, at da den tidligere regering havde magten, overskred man hvert år det aftalte med kommuner og amter med 4 mia. kr.. men siden 2001 har overskridelsen i kommuner og amter i gennemsnit været 1,5 mia. kr. om året mere end aftalt. Det er mindre end en tredjedel end tidligere, og det er glædeligt, at det er nedfældet i kommuneaftalen for næste år, at kommunerne og regeringen er enige om, at det er nødvendigt at etablere en mekanisme, der sikrer bedre aftaleoverholdelse. Selv om 1,5 mia. kr. kun er en tredjedel af, hvad det var tidligere, er man enig i, at det ikke går på sigt, hvis man ikke i højere grad er i stand til at overholde aftalerne.
     Så er der talt meget om de tekstanmærkninger, som jo egentlig er ændringsforslag til finansloven. Hr. Frank Aaen taler om, at det er en fodnote, men det er det ikke, og i øvrigt vil jeg sige, at så skulle det være en af de største fodnoter, jeg har set. Den er på næsten to A4-sider, hvor det udførligt er beskrevet, hvad det i virkeligheden er for et rammesystem, vi ønsker.
     Vi har indgået en aftale med kommuner og amter om, hvor stort et råderum der er plads til i dansk økonomi i 2006; hvor meget der er mulighed for at anvende med det konjunkturforløb, vi ser foran os, og med det, der er sat af til forbedringer for børnefamilierne, til amternes kræfthandlingsplaner og til ældreområdet osv. Kommunerne kender forslagene, og der er lagt en ramme for, hvor mange penge det er ansvarligt at bruge. Budgetterne er analyseret, og vi har fastsat i kommuneaftalerne, hvad det er ansvarligt at bruge.
     Vi sagde til kommunerne på vores første fælles møde den
22. november, at vi ville foreslå dem at genåbne budgetterne. Hvad siger kommunerne til det? De sagde, at det ville de ikke modsætte sig, fordi der var en fælles forståelse af, at hvis man ikke er i stand til at overholde de aftaler, som er indgået, er aftalesystemet i virkeligheden væk. Det kan godt være nødvendigt, når der er 271 kommuner, men det bliver mange gange mere nødvendigt, når vi får 98 store kommuner, hvor det i virkeligheden vil slå meget voldsomt igennem, hvis der sker et skred. Derfor er der en fælles forståelse af, at hele det unikke system, vi har i Danmark, må bygge på, at aftaler overholdes. Hensigten er, at kommunerne selv retter tingene op, så samspillet mellem Sammenlægningsudvalgets kompetence og de enkelte kommuner sikres, og kommunerne kan vende tilbage den
15. februar eller kort tid efter og sige: Nu er problemet løst. Nu har vi lavet en korrektion og er inde på det spor, som har været lagt. Så bliver alle glade, for så har aftalesystemet i virkeligheden vist sin styrke.

     Jeg vil blot sige, at hvis det er sådan, at der sker massive overskridelser, vil konsekvensen blive, at den mekanisme, vi i givet fald skal aftale for de efterfølgende år og som kommer til at gælde i fremtiden, bliver af en anden art. Ingen kan jo have interesse i, at den danske økonomi i virkeligheden kuldsejler, når vi bestræber os på at anvende det maksimalt mulige inden for en forsvarlig ramme i et samarbejde med kommuner og amter.
     Hvad bliver så virkningen af ændringsforslaget? Folketinget kan jo stemme nej til det, og nogle siger, at det jo er ligesom i salig Estrups dage. Det er rigtigt, at Estrup er salig, men sagen er jo, at dengang fulgte man ikke Folketingets flertal. Der var ikke indført parlamentarisme. Her kommer der et ændringsforslag på linje med dem, som andre partier stiller til finansloven - i øvrigt af meget mere vidtgående art - og som Folketinget kan tage stilling til.
     Det er ydermere præciseret, at når tilbagemeldingerne kommer fra kommuner og amter, vurderer og analyserer regeringen tallene og tager en drøftelse med de kommunale organisationer, hvorefter der fremsendes et orienterende aktstykke til Finansudvalget om, hvad vi mener, der skal gøres på baggrund af tallene. Så kan Finansudvalget sige:
Nej, vi ønsker ikke at give regeringen mandat til det, og vi ønsker ikke. Så vil jeg med det samme give det løfte, at hvis et flertal i Finansudvalget siger, at det ikke ønsker, at regeringen gennemfører det, vil vi heller ikke gennemføre det. Det er helt klart, og det er altså i modsætning til Estrup, som nok ville sige, at han var mere salig dengang, end han ville have været i dag. Det er historikken, og der er egentlig ikke mere i den, end at det er Folketinget, der bestemmer. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Jeg lever med det, og det er sikkert også klogt.
     Så ved jeg ikke, hvad det er for en verden, hr. Morten Helveg Petersen egentlig lever i, når han siger, at regeringen ikke overholder de aftaler, den selv har indgået med kommuner og amter, og ikke følger sin egen politik. Jeg vil lige sige, at regeringen ikke har nogen overskridelser af anvendelsen af midlerne på det statslige budget i forhold til den plan, vi har fulgt siden november 2001. Målsætningen var, at realressourceforbruget på det statslige område skulle være uændret over tid, og hvis vi gør realforbruget på det statslige område op, er det i virkeligheden negativt. Vi har brugt lidt mindre end det, vi kunne have brugt inden for den samlede ramme, og de midler har vi lagt ud i kommunerne, så de også har haft den fulde vækst, der har været til rådighed.
     Staten har fulgt sin linje fuldstændigt. Overskridelserne ligger ét sted, nemlig i kommuner og amter, Og så kan man selvfølgelig sige, at det ikke gør noget. Jo, det gør noget, hvis man har den opfattelse, at man skal føre en ansvarlig finanspolitik, og hvis nogle mener, der er plads til større aktivitet, må andre instanser bedømme aktivitetsniveauet i Danmark og afgøre, om der er plads til yderligere finanspolitiske lempelser. Det er jo det, der er tale om.
     Jeg vil blot sige, at alle, der ligger inde med faglig viden og har en ansvarlig politisk holdning, siger, at der ikke er plads til finanspolitiske lempelser, og derfor er den finanspolitik, som vi har lagt frem, neutral - ja, hvis vi går helt ned på atomvægten, er den i virkeligheden minus 0,1 pct. Den bidrager nemlig ikke til ødelæggende aktivitet, og den samlede finanspolitik, altså stat, kommuner og amter under et, er fuldt forsvarlig, når det gælder forbrugsdelen. Men det vil den altså ikke blive ved med at være, hvis man ikke respekterer de aftaler, der er indgået for den kommunale økonomi.
     Jeg synes til gengæld, det er rigtigt og fair, når hr. Morten Helveg siger, at Det Radikale Venstre ikke er tilhænger af skattestoppet, og at det derfor er klart, at man heller ikke er med til at bruge midler til de store og mere fundamentale beslutninger, der sikrer økonomien. Det er en beslutning, man selv tager, når man siger: Vi er ikke enige i skattestoppet, vi er ikke enige i fritvalgsordninger, og der er meget andet, vi ikke er enige i, så vi er ikke med. Det synes jeg er helt fair, og det bestemmer man selv.
     Det har vi også oplevet med Socialdemokratiet. Man ville gerne være med i »En ny chance til alle«, og man fik også en chance for det. Men man sagde: Nej, vi gør det ikke, vi går ikke med. Man fik mulighed for at være med i boligaftalen, men man sagde: Okay, vi kan godt tale om boliger og boligpolitik, men vi forlader bordet, vel vidende at når der til næste år skal forhandles boligpolitik for de næste 10-12 år, er Socialdemokratiet udenfor.

Vi oplevede det samme på trafikområdet, hvor man også sagde:
Vi er ikke med. Nej, det er man ikke, og derfor forhandlede vi sammen med Det Radikale Venstre, for der ville de godt være med. Det har vi så gjort i år.

     Så man melder sig altså ud, og det har man jo lov til. Det kan ikke kritiseres, det er en beslutning, man selv træffer, at man rent faktisk ønsker at være uden for der, hvor beslutningerne træffes. Men jeg håber alligevel, at den tanke indfinder sig på et tidspunkt, at det måske er klogt at lade være at melde sig ud og blive omkring bordet, så man deltager i de mulige drøftelser, som udmøntes i den politik, der bærer Danmark.
     Så vil jeg lige sige til hr. Morten Helveg Petersen, som mente, at man brugte flere penge end dem, der egentlig var:
Jeg ved ikke, hvordan det optræder. Hvis man tager det, der er i balancen, og ser på, hvad der er på forbrugssiden, så er det sådan, at vi bruger 200 mio. kr. mindre, men vi har også
200 mio. kr. mindre i indtægter. Det hænger fuldstændig sammen. Så vi holder fuldstændig vores forbrugsmålsætning, hvis kommuner og amter holder deres aftaler. Ellers vil det selvfølgelig ikke være tilfældet. Så er der selve spørgsmålet om skattestoppet, og hvad det finansierer, og der har stort set alle været inde på, også hr. Morten Helveg Petersen: Jamen det er jo meget godt, at man bare pumper udgifterne ud til kommunerne, og så skal de betale. Men sådan foregår det jo ikke. Jeg ved ikke, hvornår den erkendelse breder sig - nu er det altså blevet præsteret siden november 2001 - at det er staten, der et hundrede procent betaler skattestoppet. Vi har nogle rimelig overskuelige forhandlinger med kommuner og amter, fordi det er rimelig enkle forhold, der gør sig gældende. For det første konstaterer man, hvad udgifterne er her og nu: Hvad koster det i Danmark? Så lægger man de ønsker, som regeringen og Folketinget har haft, oven i de kommunale udgifter og tit og ofte yderligere realvækst oveni, som er udisponeret. Så siger man: Det er så alle udgifterne, er vi enige om dem? Og det er vi. Det er værd at erindre sig, at det, vi aftaler, er udgiftsrammen. Vi er altså enige om udgifterne. Det, der så er den anden del af temaet i forhandlingerne, er, hvordan vi finansierer udgifterne, for der er jo skattestop. Kommunerne kan jo ikke hæve personskatterne, de kan ikke hæve ejendomsskatterne, de kan ikke hæve dækningsafgiften for erhvervsejendomme. Nej - og så indregner man deres provenu ud fra de begrænsninger, og så mangler der penge. Det er nemlig rigtigt. Og hvor kommer pengene fra? Statskassen. Vi bruger ca. 15 mia. kr. til at fylde op i kommuner og amter, så der er balance mellem de aftalte udgifter og de indtægter, de har ved uændret beskatning, ved uændret brugerbetaling. Når vi har sat forældrebetalingen ned i daginstitutionerne, betaler statskassen gildet. Det betyder også, at når det gælder sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, så betaler statskassen hundrede procent de merudgifter, der kommer. Det hele gøres op. Det kan godt være, at den enkelte kommune oplever, at der er en medfinansiering, men det foregår på den måde, at vi gør alle udgifterne op på overførselsområdet, og hvis udgiften er steget, så lægger staten de penge ind over bloktilskuddene - krone for krone. Det vil sige, at kommunerne under et ikke selv afholder en eneste krone af de stigninger, der er i overførselsudgifterne, ikke en. Omvendt er det, hvis de falder, statskassen, der, om jeg så må sige, får fordelen, for så reduceres tilskuddet tilsvarende. Men det er altså staten, der bærer den fulde udgift. Når det gælder medicinen i den aftale, vi har med amterne, så har vi en medicingaranti, der hedder 75 pct. Det vil sige, at hvad angår den stigning, som måske ville komme i 2006 i medicinudgifterne, betaler statskassen 75 pct. af stigningen ud over det, vi i forvejen har lagt ind. Det vil sige, at vi har nogle balancerede budgetter. Så har vi ét problem, når det gælder kommunerne, og det er, at vi fordeler over blokken. Vi gør jo ikke det, at vi går ned i den enkelte kommune og bestemmer den enkelte kommunes udgifter og indtægter, for det ønsker kommunerne ikke. Man vil hellere leve med, at man fordeler over en kam,
i øjeblikket over skattegrundlaget. Det bliver nok lavet om i den nye reform, der kommer om udligning, men det er nu over skattegrundlaget.

     Holdningen har jo hele tiden været, at det godt kan være, at man på ét område, når det drejer sig om ét tema, måske i den enkelte kommune får lidt for lidt i forhold til det, det koster i kommunen. Men så er der sikkert et andet område, hvor man får lidt for meget i den fordeling. Det har været kommunernes opfattelse hele tiden. Så jeg vil sige, at den måde at fordele på har kommunerne ønsket at fastholde.
     Alternativet er jo det, som den socialdemokratiske ordfører, hr. Henrik Sass Larsen, beder om, nemlig at jeg går ind og fortæller, hvor kommunerne skal spare. Der må jeg sige, at jeg synes, det er en spændende opgave. Hvis det er sådan, at et flertal i Folketinget uanset radikale synspunkter i øvrigt - og jeg kan se, at hr. Niels Helveg Petersen sidder og venter for at fortælle historie om Estrup eller noget lignende - virkelig ønsker, at jeg skal have ansvaret for de beløb, den enkelte kommune afsætter på de enkelte konti, hvad enten vi taler om hovedkonti eller underkonti, så vil jeg sige: Det vil jeg godt påtage mig. Jeg synes egentlig, det er fantastisk spændende, det må jeg sige. Det har bare ikke ret meget at gøre med folkestyre. Det vil jeg sige med det samme: Det har det ikke.
     Men jeg vil godt sige, at hvis et flertal i Folketinget med socialdemokratisk islæt med den styrke, der lå i ordførerens holdning om, at nu måtte jeg gå ind i hver enkelt kommune, hvis et flertal har den generelle holdning, så må man jo tage op til overvejelse, om man skulle lave et sådant forsøg. Som sagt er det ikke noget, jeg er tilhænger af, men jeg kan jo bøje mig for et flertal. Det må jeg sige med det samme, for det er jo altid klogt - også i denne sag.
     Derfor vender jeg bare tilbage til det, der drejer sig om den tekstanmærkning. Jeg synes, det er en farlig tendens, hvis det skulle være sådan i Folketinget, at man siger: Det der med, at man etablerer en aftale, vil vi egentlig gerne være med til at udvande. For når man er med til at udvande det, og det har man været op igennem 1990'erne, er det, vi har sagt: Det kan man ikke. Når vi ønsker at styre med den præcision, at vi i virkeligheden - om jeg så må sige - bruger det optimale i det enkelte år til gavn for borgerne, så er det nødvendigt, at de aftaler altså får en anden fasthed end dem, man har haft tidligere. Det beder jeg om.
     Jeg har i virkeligheden også brug for at sige til Kommunernes Landsforening, at det er sådan, at det her skal lande, således at aftalesystemet ikke kommer i fare. Så enkelt er det, og andet er det egentlig ikke.
     Derfor vil jeg også sige til dem, der er meget forargede, at vores Justitsministerium jo åbenbart skriver noget, som kan misforstås. Jeg har sjældent set et så klart svar som det, fru Pia Gjellerup har fået ved at stille spørgsmål til Justitsministeriet om, hvorvidt det ... (Tilråb fra salen) ... nå, men så er det udvalget. Ja, ja, men jeg mener, der stod fru Pia Gjellerup under ... (Tilråb fra salen) Nå, ok., jamen det er så, fordi fru Pia Gjellerup i forvejen er enig i, at det selvfølgelig er fuldstændig legalt. Jeg ved ikke, hvordan det navn ellers kommer ind i den sag. Men lad det nu være, jeg kan efterspore, hvordan navnet kommer ind.
     Men i hvert fald blev der spurgt. Jeg har ikke spurgt Justitsministeriet om, hvordan det forholdt sig, men det har man altså gjort fra oppositionens side: Hvordan forholder det sig egentlig? Jeg har sjældent set så klart et svar fra Justitsministeriet. Og det er, at det faktisk ikke er i strid med noget som helst. Det er ikke i strid med noget som helst, hverken grundloven, Rigsrevisionens betragtninger om, hvordan man i virkeligheden anmelder tekstanmærkninger, når det er midlertidigt, eller den praksis, der har ligget i Finansudvalget for, hvilke krav man i øvrigt stiller til tekstanmærkninger. Det er overhovedet ikke i strid med noget som helst.
     Så vidt jeg kan lytte mig til det, der er sagt, så er det åbenbart heller ikke i strid med den administrative viden, man har her i huset. Den har jeg ikke adgang til, men andre må kunne fortælle mig, om det er sådan, at de kyndige jurister, der er i Folketinget i administrationen, virkelig har bibragt Folketingets Udvalg for Forretningsordenen den opfattelse, at det her var i strid med noget som helst, for et er, at man kan finde andre måder at gøre det på, men det er jo ikke det samme, som at det, vi har valgt, er i strid med noget som helst.
     Til det, at det er enkeltstående, må jeg sige, at det nemlig er 35 år siden, man sidste gang var udsat for noget, der ligner. Men i langt mindre målestok. Jeg vil ikke udsætte regeringen for, at man i foråret 2007 konstaterer, at det hele var i skred, og spørger, hvorfor vi ikke gjorde noget; at de nye kommuner, der etableres, får det værst tænkelige grundlag, for det, der er meddelt kommunerne, er, at udgangspunktet for vores aftaler i 2007 er aftalerne for 2006, så hvis man bruger flere penge i 2006, så mangler man dem i 2007.
     Til dem, der siger, at man skal ud og spare, må jeg blot sige, at det ikke er rigtigt. Der er en stille appel om, at man styrker aftalesystemet eller lader det overleve, ved at de stigninger, der er lagt ind, at de flere penge, man kan bruge, er aftalt i en fælles forståelse for, at det er det, der er den ansvarlige ramme, hvis vi skal kunne sikre den finanspolitik, som man er enige om i virkeligheden er til fordel for alle, både på kort og på lang sigt. Det er sådan set det, det drejer sig om.

     Tilbage til basis, den mindre del, for der er jo stort og småt: Barcelona. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt om Barcelona. Jeg har været der, det er der sikkert også andre medlemmer af Folketinget der har. Men se, jeg har været der, dengang man vedtog Barcelonamålsætningen. Det har alle ikke, og jeg er selvfølgelig taknemlig for, at jeg fik mulighed for at være med i Det Europæiske Råd, hvor man vedtog Barcelonamålsætningen. Det er jo en gave at få lov til det.
     Så man kan sige, at det, der adskiller mig fra alle andre, er, at jeg var der i virkeligheden og tog del i det. Andre må læse om det. Det er nu engang, som det er. Så må jeg bare spørge: Hvorfor læser man ikke, hvad det egentlig var, der blev vedtaget i Barcelona? Det er jo utroligt, hvor mange der taler om Barcelonamålsætningen, vedtagelsen i Barcelona, og hvor jeg siger: Jamen det er jo ikke det, vi vedtog på det møde, jeg deltog i i Barcelona, hvor statscheferne vedtog noget. Man vedtog ikke i Barcelona, at man skulle bruge 1 pct. af BNP til offentligt finansieret forskning i 2010. Det vedtog man ikke. Det var overhovedet ikke på dagsordenen.
     Derimod var det på dagsordenen, at man ønskede at løfte forskningen i det samlede EU op til 3 pct. af den samlede produktion i 2010; ikke landespecifikt, det havde ikke noget at gøre med, at man kunne sammenligne med Forenede Nationers vedtagelse om, at 0,7 pct. af den samlede produktion i de enkelte medlemslande skulle gå til at støtte udviklingslandene, men det var et løfte om, at vi i fællesskab - med nogle variationer, fordi landene er forskellige - skulle op på 3 pct.
     Men hvordan skulle den stigning så være fra det niveau, man havde? Jo, der sagde man, at da det, man af erfaring ved giver mest effekt, er privat forskning, så skulle kravet være, at mindst to tredjedele af den stigning, der skulle være fra det niveau, man havde, op til 3 pct., skulle komme fra private midler - det er stigningen - og resten fra det offentlige. Men det er altså ikke 1 pct. af 3 pct. Jeg siger det blot, for det er der mange der går og tror. Sådan er det ikke.
     Men vi har forkastet Barcelonamålsætningen i den danske regering, og det synes jeg er flot. For vi vedtog på et Havreholmmøde, at når det nu er sådan, at nogle tror, at det er 1 pct. af BNP, så lad os tage det skridt, at vi går længere end alle de andre lande i EU. Nu gør vi det til vores målsætning, at selv om det skulle være en tredjedel af en stigning, der skulle svares af de offentlige midler, så siger vi nu, at det er 1 pct. af den samlede produktion i 2010 - vel vidende at vi har forladt Barcelonamålsætningen. Vi bevæger os ud i et rum, hvor vi i regeringen forpligter os til at yde mere end det, de andre er forpligtede til. Det synes jeg egentlig er flot, det må jeg sige, og det skulle man rose os for.
     Hvis nogen siger i dag, at der er mindre til forskning, vil jeg lige sige, at i faste priser - i faste priser - har man aldrig haft mere til forskning end det, man har i 2006, 12,2 mia. kr., aldrig nogen sinde. Og det er nu sådan, at det, der er styrende for den enkelte forsker, er, hvad det er for bevillinger, man har. Det er jo det, der er afgørende.
     Bevillingerne er altså ikke sat ned. De er sat op. Der er flere penge til reel forskning.
     Vi har et mål: at måle det ud fra den samlede produktion. Men for den enkelte forsker er spørgsmålet: Får jeg mere næste år, end jeg får i år?
     Jeg går ud fra, at der ikke er mange af medlemmerne af Folketinget, der måler deres vederlag ud fra, hvad BNP er. Man måler vel sit vederlag ud fra, hvad man fik måneden før, året før, og hvad man får nu. Jeg tror ikke, der er mange, der beregner det i forhold til BNP. Og sådan er det vel også med dem, der får bevillinger. Sådan er hele bevillingssystemet, at man ser på: Hvor meget får vi nu i forhold til sidste år?
     Vi har bare - som de eneste - sagt, at vi har en målsætning, der hedder 1 pct. af BNP. Og medmindre et flertal
i Folketinget ønsker at forhindre os i det, så når vi det mål og lidt mere i 2010. Det er sådan set ambitionen. Og så er den forklaring givet hermed. Så kan vi selvfølgelig glæde os over, at vores afsæt til at nå alle de målsætninger, vi har stillet op, jo er noget bedre end afsættet for de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har jo et formidabelt afsæt med den økonomi, vi står med. Hr. Ole Sohn var meget venlig at rose. Og det forstår jeg godt, for jeg synes også, at der på mange områder er et meget godt ræsonnement hos SF med selv at vurdere: Hvor er det interessant at være med, og hvor kan vi ikke være med? Det vil jeg godt kvittere for, for det gør også, at man får nogle gode aftaler. Det var om kulturen sidste år, og det er også om kulturen nu. Jeg sagde også sidste år, at det, der gælder om kulturen, jo sådan set er SF's fortjeneste, for man kom selv og bankede på døren og sagde: Vi har i øvrigt nogle ønsker; det her kunne vi godt tænke os. Det synes jeg er rigtigt at gøre, og det er en god måde at arbejde på. Det vil jeg også godt kvittere for, og det der med, at det er en fair måde at gøre det på, vil jeg godt støtte, for sådan oplever jeg det.

     Så er der andre - det vil jeg også kvittere hr. Frank Aaen og fru Line Barfod for - der synes, at det her er meget kort. Men det er jo også en erkendelse af, at der sikkert er meget langt fra det, som Enhedslisten vil, til det, vi andre vil. Det er sådan set to helt diametralt forskellige systemer. Vi har stor succes med de systemer, vi står for, og så vil jeg ikke være bekendt at nævne, hvilken succes man har med de systemer, som Enhedslistens medlemmer tidligere støttede, for her skal jo være en venlig atmosfære. Jeg vil godt bare glæde mig over, hvad det er, der er det blivende og det vedvarende, og hvor styrken ligger, når man taler om folkestyre.
     Så jeg glæder mig også over, at vi ikke er enige, for der ville være noget galt, hvis vi var enige. Jeg ville have det skidt, hvis jeg gik herfra, og hr. Frank Aaen så sagde:
Jeg var enig med finansministeren. Jeg ville egentlig have det skidt og sige, at enten havde vi misforstået hinanden, eller også ville det være på tide, at jeg forlod politik. Det vil jeg godt sige. Så derfor kvitterer jeg egentlig for og glæder mig i mit indre over, at vi ikke er enige.
     Jeg glæder mig i virkeligheden også over den støtte, der er fra Det Konservative Folkeparti. Den har vi brug for. Vi har meget store udfordringer. Jeg glæder mig over de tilsagn og den støtte, der har været til ændringsforslagene. Jeg synes, det er flot. Det er et meget behageligt klima.
     Det gælder også Dansk Folkeparti, vil jeg gerne sige til hr. Thulesen Dahl. Jeg synes, det er ræsonnabelt, det er ansvarligt, det er fair. Man står ved det, man har vedtaget, og det er meget flot. Det er jo det, der er årsag til den stabilitet i dansk økonomi, der fejrer de her meget store triumfer.
     Så vil jeg sige, at jeg så glæder mig over, at det næsten altid lykkes at overtale Venstres gruppe til også at støtte regeringen. Jeg synes, det også denne gang har kendetegnet forhandlingen om ændringsforslagene, at det er lykkedes på trods af vanskeligheder, og at regeringspartierne
i rimelig grad støtter regeringen. Det synes jeg er flot, og det skal man også huske at sige tak for. Det er sjældent, at man er opmærksom på det. Jeg synes, det er meget flot, og jeg vil godt sige til hr. Peter Christensen, at jeg synes, det er virkelig flot fremført. Så alt i alt vil jeg sige, at jeg synes, at ordførerne har gjort, hvad de skulle, nemlig at fremføre forskellige synspunkter, hvilket egentlig er demokratiets ypperste kendetegn. Så den uenighed, der har afspejlet sig i dagens løb, skal jeg, om jeg så må sige, hverken beklage eller benægte. Jeg synes, at ligesom vi kan berømme dansk økonomi, så kan vi jo også berømme dansk parlamentarisme og styre uanset tekstanmærkninger, store eller små.

Der er en række korte bemærkninger til finansministeren. Så let slipper ministeren ikke. Der er ni. Det er hr. Frank Aaen, fru Line Barfod, hr. Johs. Poulsen, hr. Høgni Hoydal, hr. Ole Sohn, hr. Henrik Sass Larsen, fru Margrethe Vestager, hr. Morten Helveg Petersen, fru Marianne Jelved. Først hr. Frank Aaen for en kort bemærkning til ministeren.

Jeg skal erklære mig helt enig med finansministeren i, at Enhedslisten og regeringen står for to helt modsatrettede synspunkter. Og så har jeg forstået, at når jeg har erklæret den enighed, så er vi også enige om, at det er på tide, at finansministeren forlader dansk politik, det må vi jo så se frem til.
     Så skal jeg komme til noget, vi ikke er enige om. Jeg har forstået, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti vil tage 3 mia. kr. fra kommunerne, som de ellers havde afsat til forbedret velfærd. Det er regeringens politik, den melding er gået klart ind.
     Det, vi ikke har hørt et eneste argument for i løbet af dagen, er, hvorfor det skal ske med en fodnote og ikke med en lov, der bliver fremsat som alle andre love her i Folketingssalen. Derfor vil jeg gerne spørge finansministeren: Hvorfor har finansministeren og hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti aftalt indbyrdes, at det her indgreb over for kommunerne skal gennemføres som en anmærkning for også at tage det tekniske udtryk?

Jeg sagde før, at det nok ville være en misforståelse, hvis vi var enige, bare vi så er enige om, at det, vi ikke er enige om, er politik - og det er så det, der bærer, når man udtaler sig politisk. Så jeg glæder mig stadig over, at vi ikke er enige politisk.
     Må jeg lige sige igen, at der jo ikke er tale om at tage fra kommunerne. Der er tale om det meget enkle princip, som gerne skulle være bærende, at aftaler overholdes. Når aftalerne er indgået med den baggrund, at vi egentlig anvender det maksimale, der kan anvendes, så er det altså nødvendigt, at aftaler overholdes. Det er egentlig det. Så ønsket er ikke, at den skal bruges.
     Det er ikke en fodnote, det er en tekstanmærkning, og jeg henviser til Justitsministeriets udmærkede redegørelse om regelsæt for tekstanmærkninger, i forbindelse med at det ikke er en fodnote, men at det er en tekstanmærkning på lige fod med ethvert andet ændringsforslag, der i virkeligheden fremkommer ved en tredjebehandling af finansloven. Så sådan er det. Vi ønsker bare i al fredsommelighed, at de aftaler, vi har indgået, også respekteres.

Nu vil jeg jo så anbefale finansministeren at genlæse tekstanmærkningen, for der står, at hvis ikke kommunerne selv finder ud af at skære 3 mia. kr. i det, der er afsat til velfærd, så vil finansministeren komme og tage 3 mia. kr. fra dem. Sådan står der.
     Det kan finansministeren ikke løbe fra. Og det spørgsmål, jeg stillede - jeg ved godt, at finansministeren ønsker, der skal skæres i velfærden - var: Hvorfor har hr. Kristian Thulesen Dahl og finansministeren aftalt, at dette indgreb over for kommunernes økonomi skal gennemføres som en tekstanmærkning og ikke som et lovforslag, når alle andre elementer i finanslovaftalen er blevet gennemført i form af lovforslag?

Jeg vil blot sige, at det jo ikke er et indgreb i kommunernes økonomi. Der er tale om en hjemmel til, at man i givet fald kan agere, hvis en aftale er i skred ved, at kommunerne ikke overholder den. Der er en tekstanmærkning, der fungerer som en sådan. Den er anvendelig. Man kan jo læse papiret fra Justitsministeriet, der siger, at der ikke er noget forkert i at bruge det, det viser blot, at der er en vilje, at der en hjemmel, men så siges det yderligere, at den hjemmel ikke finder anvendelse, før man har orienteret Folketingets Finansudvalg om, hvordan man agter at bruge den.
     Så yderligere sagt her fra talerstolen: Hvis det viser sig sådan i Finansudvalget, at der er et flertal imod, så agter jeg selvfølgelig ikke at bruge den hjemmel.

Det siger noget om, hvor langt vi er kommet ud, når det skal være nødvendigt for en minister at sige fra Folketingets talerstol, at hvis der er flertal imod ham i Folketinget, så vil han ikke handle imod det flertal. Det siger noget om, hvordan man opfatter situationen. Det turde normalt ret klart fremgå af grundloven.
     Vi mangler at få svar på det afgørende spørgsmål:
Hvorfor har hr. Kristian Thulesen Dahl og finansministeren valgt, at vi ikke skal have en lovgivning, hvor borgerne og kommunerne har mulighed for at følge Folketingets behandling af det her store indgreb i velfærd i kommunerne? Hvorfor har hr. Kristian Thulesen Dahl og finansministeren valgt, at det her skal gennemføres som en tekstanmærkning i et ændringsforslag til finansloven, som vi har haft en uge til at diskutere og kun får denne ene dag til at diskutere her i Folketingssalen? Hvad er begrundelsen for, at man ikke kunne lovgive?

Nu vil jeg sige, at det skyldes historieløshed, når man nævner, hvordan det var under Estrup. Jeg vil selvfølgelig ikke tilsidesætte, hvad et flertal i Folketinget mener, for det var lige præcis det, Estrup jo gjorde i provisorietiden.
     Jeg vil sige til De Radikale, at det altså ikke er deres tidligere medlem hr. Jørgen Estrup, jeg taler om. Det er mere for, at hr. Morten Helveg også hørte, at der har været andre Estrupper før hr. Jørgen Estrup, som har været i Rigsdagen. Men hvorfor har vi gjort det? Fordi det er en måde at gøre det på det. Det er fuldt legalt.
     Jeg ved ikke, hvorfor man pludselig kommer og siger, at det er noget særligt i den forstand, at det skulle være uden for de rammer, der kunne gælde for Folketinget. Det er jo det, Justitsministeriet meget præcist har sagt at det ikke er. Man kan udmærket skaffe den hjemmel med den tekstanmærkning, vi har gjort. Vi har for så vidt, om jeg så må sige, udvandet hjemmelen i tekstanmærkningen ved at sige, at vi først vil gøre brug af den hjemmel, vi rent faktisk får, ved at præsentere Finansudvalget for, hvordan vi agter at bruge hjemmelen, således at det, der vil være tale om, jo er, at hvis Finansudvalgets flertal vil sige, at det ønsker man ikke, så gør vi det ikke.
     Så det er parlamentarisk i enhver henseende. Det er bare meget nyttigt, at man også giver det signal til kommunerne, at det altså ikke er ligegyldigt, om aftaler overholdes, for det var jo det, de lærte op igennem 1990'erne, nemlig at det sådan set var lige meget. Det er det ikke længere. Og hvis et flertal i Folketinget mener, at aftalesystemet ikke skal gælde, så må vi tage det op til overvejelse, når vi laver den mekanisme, der skal gælde fra 2007 og frem.

Nu har taletidsregler jo samme valør som budgetter. Begge dele skal overholdes, også når det gælder finansministeren.

Ja, formand.

Jeg kan forstå, at det her er noget, finansministeren mener man skal kunne bruge år efter år. Vi har tidligere fået at vide, at det var tidsbegrænset, men jeg kan forstå på finansministeren, at aftaler skal holdes hvert eneste år. Selv om forudsætningerne viser sig at være helt anderledes end det grundlag, aftalerne er indgået på, så skal finansministeren hvert eneste år have mulighed for at gå ud og gribe direkte ind i kommunerne, kunne styre med præcision, som ministeren sagde i sit lange indlæg.
     Er baggrunden for, at man ikke ønsker lovgivning og vælger en tekstanmærkning - for det normale i forbindelse med finanslovaftaler er jo lovgivning - at man ønsker, at det er kommunalbestyrelserne selv, der tager ansvaret for nedskæringerne, frem for at man lægger ansvaret der, hvor retten til at tage pengene kommer fra, nemlig hos hr. Kristian Thulesen Dahl og finansministeren? At man håber, at det så er kommunalbestyrelsesmedlemmerne, der tager skraldet for, at man så kort tid efter et kommunevalg skal ud at lukke plejehjem eller skoler eller børnehaver, eller hvor det er, man ude i kommunerne bliver nødt til finde de her nedskæringer midt i et budgetår?

For at undgå misforståelser fremgår det af aktstykket, at det er enkeltstående - det er enkeltstående. Og hvis man læser det, Justitsministeriet siger, så er det meget klart, at det er meget anvendeligt. Det er noget, der kun gælder for 2006. Det, der måtte være grundlaget for efterfølgende år, bliver en almindelig lovgivning. Det bliver noget vedvarende. Det, der er anvendeligt med hensyn til tekstanmærkninger, er, at det er noget, der dækker en midlertidig, kortere periode. Altså, læs dog det udmærkede responsum, der egentlig er kommet fra Justitsministeriet. Det står jo meget klart.
     Så det, vi taler om der kommer til at gælde for fremtiden for de nye store kommuner, er jo et lovbaseret grundlag, der kommer til at gælde hvert eneste år, og som er med til at sikre en bedre aftaleoverholdelse.
     Så må jeg sige om det at skære ned, at der ikke er tale om at skære ned. Jeg synes, det er lidt fantastisk, hvis der er nogen, der mener, de allerede nu er i gang med at bygge et plejehjem, som de først har penge til at begynde at grave ud til i 2006. Sådan er det jo ikke. Altså, man disponerer jo over det budget, man har i år. Man disponerer jo ikke over det budget, man har næste år.
     Så der er ikke tale om at skære ned. Der er tale om at reducere de udgiftsstigninger, man har lagt ind, som er lagt alt for højt ind i forhold til det, der er aftalt. Det er altså ikke en nedskæring, det er, fordi man bruger flere penge, det er sagt mange gange. Og jeg ved ikke, om det er, fordi der er så lang afstand ned til, hvor Enhedslisten sidder, at det er svært at trænge igennem, for det er sagt af ordførere gang på gang: Man skærer ikke ned, man begrænser stigningerne.

Nu kan jeg forstå, at finansministeren ikke kan lide ordet nedskæring i den her sammenhæng, men det er jo ikke underligt, at Folketinget har interesseret sig for virkningerne af, at man eventuelt skal reducere amternes og kommunernes budgetter med 3 mia. kr. Hvis vi tager primærkommunerne, så er der jo tale om 2,2 mia. kr., man som bekendt skal reducere med der. De 1,1 mia. kr. ud af de 2,2 mia. kr. er engangsudgifter i forbindelse med kommunalreformen.
     Så uanset hvordan man vender og drejer det, skal de 1,1 mia. kr. jo afholdes. Det må alt andet lige betyde, at hvis man skal finde 2,2 mia. kr. samlet, men samtidig afholde de 1,1 mia. kr., som er engangsudgifter, så skal man ud at finde pengene på nogle andre områder. Det vil alt andet lige betyde, at man også kommer til at reducere serviceniveauet nogle steder, og det er vel ikke så underligt, at Folketinget interesserer sig for, hvad virkningen af det er, og interesserer sig for, at man i en normal procedure vil kunne forholde sig til, når det kom frem i Finansudvalget, om det var rimeligt eller ej at få en normal politisk behandling af det.
     Men kan finansministeren ikke bekræfte, at det er tilfældet, at halvdelen af de primære kommunale overskridelser vedrører engangsudgifter, og de skal jo afholdes? Derfor skal pengene findes på nogle andre områder, og dermed betyder det reduktion i serviceniveauet, hvis vi ikke skal bruge ordet forringelse eller besparelse.

Der må jeg sige, at det kan jeg ikke bekræfte, for det er jo den analyse, vi er i gang med.
     Altså, man skal lige huske, at der er en forudsætning for aftalen, nemlig at man vurderer, hvad det er, det koster, hvad der skal være plads til i 2006, hvad der skal være plads til efterfølgende. Der har været et kraftigt råd om, at man er ekstremt tilbageholdende. Uanset at man har fået rammer, uanset vi har givet 1 mia. kr. til løft af udgifter og demografi, helt uden for det, vi egentlig skulle have givet, så har vi appelleret til, at man var meget omhyggelig med hver eneste krone i 2006, fordi vi står i et meget vanskeligt år. Man ved, at de offentlige forbrugsudgifter i 1970 steg med mere end 16 pct., og fordi man havde vidst det et par år før, så gik det lodret op i himlen, og det er præcis det, vi vil undgå. Så man har vidst det hele tiden. Der er jo i forvejen ca. 5 mia. kr. i omløb i kommuner og amter til edb, altså til it-området.
     Det er jo ikke sådan, at man står og mangler penge. De er jo sat af i forvejen, hvis man lægger alle de kontibeløb sammen, der er til it i kommunerne, det er 5 mia. kr., hvorom man siger, at de så skal bruges på en anden måde. Så det analysearbejde er jo det, der skal gennemføres for at se, hvad det egentlig er, der står. Og det er også sådan med hensyn til de indberetninger, at der er forskellige måder at indberette på, for den opmærksomhed på kontering har ikke været nødvendig i tidligere år. Så det er et stort arbejde at udrede, hvad det så egentlig er, der er på kontiene, hvad der er anlæg, og hvad der er drift, hvad det er af it, der er anlæg, og hvad det er, der er drift.
     Så er der selvfølgelig det problem, at kommunerne jo har valgt at have en stor leverandør i Kommunedata, som måske er meget dyr, jeg ved det ikke, men der er mange faktorer, man kommer til at se på.

Ja, jeg må indrømme, at jeg er forbavset over finansministerens pludseligt manglende viden. Finansministeren er i gang med at analysere en hel masse ting, som KL jo har fortalt os om, nemlig at de 1,1 mia. kr. af de 2,2 mia. kr. drejer sig om engangsudgifter i forbindelse med kommunalreformen, og derfor er det jo sådan, at de skal afholdes, og så skal de penge findes et andet sted, hvis man reducerer budgetterne tilsvarende. Så jeg undrer mig lidt over finansministerens manglende viden om det.
     Nej, lad mig spørge om noget helt andet: Hvornår orienterede Kommunernes Landsforening Finansministeriet om de budgetoverskridelser, som vi nu i dag debatterer? Der har jo været en debat i dag om, om man før kommunalvalget vidste det tilstrækkeligt til at kunne oplyse det udeomkring i samfundet. Hvornår vidste Finansministeriet, hvor store budgetoverskridelserne var i primærkommunerne og i amterne?
     For det andet vil jeg også spørge: Hvornår blev tilbuddet om det orienterende aktstykke fremsat? Så vidt jeg ved, er det inden for det sidste døgn. Både ordførerne for Dansk Folkeparti og regeringspartierne har gjort et stort nummer ud af, at det orienterende aktstykke jo tager Folketinget ind i behandlingen af det her.

Betyder det, at for lidt mere end et døgn siden mente man ikke engang, at det var nødvendigt med et orienterende aktstykke? Er det det, det betyder?

Jeg mener, at det var sådan, at KL den 8. november meddelte, at de da havde et foreløbig skøn over totaludgiften på det kommunale område. Det gjorde så, at KL's formandskab sendte et brev til mig den 10. november, hvori de mente, at man nu skulle drøfte det foreløbige, og hvori de gjorde opmærksom på, at man måtte tage tallene med en vis forsigtighed.
     I øvrigt betød den samme ophobning af viden - og i øvrigt på samme tidspunkt - at jeg den 10. november sendte et brev til KL, hvori jeg skrev, at vi var nødt til at have et møde, og at det var det foreløbige. Det møde havde vi den 22. november, og det var stadig sådan på det møde, at vi sagde, at vi selvfølgelig tager den viden med varsomhed og bliver nødt til at grave videre i tallene, altså bliver nødt til at gå ind og analysere, hvad der egentlig er tale om. Så man kan sige, at det var den 22. november, tallene blev vendt med KL efter et brev sendt ud den 10. november på baggrund af en viden, som KL den 8. november meddelte, at de havde. Så vil jeg lige sige, at det, der blev præsenteret fra min side den 22. november, var muligheden for, at kommunerne selv klarede det ved at lukke deres budgetter op, og det synes jeg er fair. Jeg vil også godt sige, at jeg forventer, at Kommunernes Landsforening siger: O.k., der er en aftale, vi er med på, at vi har et ansvar for at efterleve aftalen, så vi vil bistå ved at koordinere det arbejde, der helst skulle have det resultat, at aftalegrundlaget overholdes. Jeg forventer, at KL kommer og siger, at det er deres ansvar, og efterlever aftalen. Det er min forventning, og så giver jeg det rygstød, at der altså er et flertal i Folketinget, der har sagt, at en aftale i givet fald skal kunne implementeres.

Jeg er jo ked af at tage lidt af opmærksomheden væk fra denne meget interessante diskussion om kommunerne og tekstanmærkningen osv., men jeg nærer jo stor beundring for finansministerens engagement i de her procenter af procenter.
     Derfor er jeg også ked af, at jeg bliver nødt til at gå ned i promillernes verden. Det drejer sig igen om bevillingen til det her arktiske universitet, et meget lille bidrag, som finansministeren, forstår jeg, stadig væk ikke vil bevilge på finansloven. Derfor vil jeg spørge finansministeren, om han er enig med mig i princippet om, at politiske beslutninger og økonomisk ansvar følges ad, og det vil sige, at den, der bestemmer, betaler.

Det synes jeg er et udmærket princip, altså at den, der bestemmer, betaler. Det har jeg altid syntes. Man betaler for noget, man gerne vil støtte. Det er jo det, man skal huske, altså, om jeg så må sige, at man selv siger: Det her vil vi gerne betale til.
     I det svar, vi tidligere har givet omkring arktisk universitet - spørgsmålet var jo rejst fra Grønlands side - har vi sagt, at vi vil etablere en del af bloktilskuddet til Grønland, således at der bliver en vedvarende fri pulje, som man selv kan bruge til initiativer vedrørende uddannelse og udvikling. Vi har anbefalet, at man reserverer de 4 mio. kr. til det formål. Jeg har ikke været opmærksom på, at hr. Hoydal ønskede at binde sig stærkere til dansk finansiering. Jeg er ikke klar over, om der har stået et fælles ønske om at tilføre midlerne. Hvis der har det, så har jeg været uopmærksom. Havde jeg været klar over det, så havde jeg måske også givet et lidt bedre svar her, men så kan jeg give det næste gang, altså når vi mødes om den samlede finanslov.

Jeg er glad for, at finansministeren bekræfter princippet om, at den, der bestemmer, betaler. Og jeg tror ærlig talt, at det her beror på en misforståelse.
     Nu er Færøerne ikke de mest engagerede i Arktisk Råd, det er mest Grønland, der er det, og det er jo derfor, Danmark er medlem af Arktisk Råd, fordi Grønland er en del af det danske territorium.
     Mit princip er jo selvfølgelig, at hvis du er medlem af en organisation, så betaler du også dit bidrag, du betaler dit kontingent. Det her ønske om et arktisk universitet handler blot om, at de stater, der er medlemmer af Arktisk Råd, er enige om at betale et meget beskedent beløb til et arktisk universitet.
     Det vil sige, at det ikke er noget problem. Vi vil gerne betale det, hvis vi også bliver medlem af Arktisk Råd. Men det er princippet om, at Danmark, som er medlem på Grønland og Færøernes vegne, ikke vil betale det, det koster, som jeg synes er lidt underligt, i og med at det er det princip, som finansministeren lige erklærede sig enig i. Så jeg synes, vi burde ordne det her på en enkel måde og holde os til de principper, som vi begge støtter.

Jeg skal nok analysere de særlige færøske bånd, men ellers er det sådan, at selv om man er i et råd, er det jo ikke nødvendigvis det samme, som at man af den grund mener, at man skal støtte et arktisk universitet.
     Jeg ved bare, at i det princip, som vi har anvendt over for Grønland, har vi sagt: O.k., de har nogle frie midler, som de selv kan anvende, om man så må sige, udisponeret og ikke, som de var tænkt, hvad angår bloktilskuddet, til udvikling og innovation. Vi har anbefalet, at Grønland anvender midler herfra, det er en pulje på 50 mio. kr., der er tale om.
     Jeg skal nok finde bindeleddet til hr. Hoydal. Men jeg kunne forestille mig, at misforståelsen har været, at jeg ved, at hr. Hoydal helst ser, at vi ikke bidrager til at binde økonomien til Færøerne. Jeg havde ventet, at det var andre, der fra færøsk side ville have sagt det. Men alle fra Færøerne er velkomne til at ytre sig som medlemmer, det skal der ikke være tvivl om.

Jeg skal sådan set også gøre det meget kort. Det drejer sig om debatten om de her tekstanmærkninger. Det har, tror jeg, stået fuldstændig krystalklart, hvad det er, der er regeringens ønske for at kunne styre økonomien og få kommuner til at overholde aftaler. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet.
     Det, der har været meget stor diskussion om i Folketinget i Udvalget for Forretningsordenen, er, at man overholder de almindelige spilleregler, som vi ønsker skal være gældende i det her parlament.
     Derfor har der fra Udvalget for Forretningsordenen været sendt en meget kraftig opfordring til finansministeren om, at den tekstanmærkning, som nu bliver ændret med dispensationen, har indledningen, at finansministeren bemyndiges til ikke
»... efter orientering«, men at finansministeren bemyndiges til »... med tilslutning fra Finansudvalget«. Mit spørgsmål er: Hvad er egentlig begrundelsen for, at finansministeren modsat Folketingets Udvalg for Forretningsordenens ønske ikke vil have, at det skal være med tilslutning fra udvalget, men kun til orientering?

Jeg konstaterer blot, at det, vi har ønsket i en tekstanmærkning, ikke er i strid med noget som helst. Det er endevendt i Justitsministeriet, den kan udmærket anvendes. Ellers må man læse det og sige, hvor det er, at Justitsministeriet finder, at det er i strid med noget som helst. Tværtimod er det sådan, at man kan bruge en sådan tekstanmærkning, når det er midlertidigt, det er jo det, man skriver.
     Hvis det er sådan, at administrationen her i Folketinget har fortalt Udvalget for Forretningsordenen, at det her er i strid med noget som helst, så må jeg have det at vide, for man kan vælge forskellig praksis. Men det må også være legitimt, at et flertal i Folketinget selv vælger den fremgangsmåde, som flertallet egentlig ønsker, sådan må det vel også være, og det respekterer jeg også.
     Jeg synes, at det er meget klart, at den hjemmel, der er
i tekstanmærkningen, ikke effektueres, hvis det er sådan, at Folketingets Finansudvalg, som jo i øvrigt er det, der år efter år bevilger de statslige bidrag, hvad enten de går op eller ned, korrigeres eller ikke korrigeres, ikke godkender den. Det er så også Finansudvalget, der siger: O.k., Finansudvalget har godkendt en aftale. Det er jo ikke aftalen, der laves om. Det, Finansudvalget har godkendt om styring af økonomien, altså rammer, er præcis det, regeringen ønsker. Det er sådan set ikke i strid med noget, man tidligere har ønsket, når det gælder samspillet mellem stat, amt og kommune
i det, som Finansudvalget også har et medansvar for, nemlig den samlede anvendelse af midler. Det er således også sagt, at hvis det mislykkes for kommunerne, hvilket jeg ikke håber, så effektureres det først, hvis Finansudvalget mener, at det er o.k. Det er da egentlig meget rent.

Jeg er opmærksom på, at man kan få det indtryk, at finansministeren er ladet op med Duracell batterier, idet han bliver ved at gentage det samme igen og igen og igen.
     Jeg prøver at stille et meget enkelt spørgsmål en gang til. Der har været et entydigt ønske fra Udvalget for Forretningsordenen, som administrerer huset her, om, at lovgivningen kommer til at foregå på en for demokratiet betryggende og ansvarlig måde - ikke altid en enkel måde, det er meget besværligt en gang imellem.
     Så er spørgsmålet: Hvad er begrundelsen for, at finansministeren ikke ønsker at ændre » ... orientering« til
» ... med tilslutning fra«? Jeg beder ikke om alle de her udenomsforklaringer, bare: Hvorfor ønsker finansministeren ikke - der er jo flertal i Folketinget for finansministerens politik - at bruge den løsning, som er blevet anbefalet af Udvalget for Forretningsordenen om, at det skal ske med tilslutning fra Finansudvalget? Den opfordring kom meget præcis til finansministeren i går. Og det er finansministeren, der bevidst ikke har ønsket at bruge den løsning, men hvad er forklaringen på det?

Jeg er nu glad for den sammenligning med Duracell batterier, for det er rigtigt, at de holder længere end andre, og derfor anbefaler man også, at det er Duracell, man bruger. Så jeg er meget glad for, at den sammenligning også kan finde sted ved en vurdering af finansministeren. Det er meget brugbart.
      Sagen er den, at vi hele tiden har ment om den måde, som huset her arbejder på, at det er en god måde at gøre det på. Det er legitimt at bruge en tekstanmærkning. Det er operativt. Det skaber ingen tvivl om vilje. Og det er rigtigt, at jeg er blevet spurgt af medlemmer af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om, hvad meningen er, og det er egentlig at skaffe en hjemmel, som der står.
     Er der noget, som generer medlemmer af udvalget, som jeg har talt med? Er der noget, man ønsker gjort på anden vis? Det endte med, at man sagde, at det var fint, hvis det var sådan, at man gav den hjemmel, men at den først kunne effektueres efter en godkendelse i Finansudvalget, nemlig ved at der ikke er noget flertal imod den i udvalget.
     Den drøftelse har jeg da haft, det må jeg sige, at det har jeg da. Det havde jeg så sent som i går. Jamen det er da rigtigt, det havde jeg i går, jeg havde det da på gruppeformandens kontor, hvor vi sad og drøftede det med medlemmer af Udvalget for Forretningsordenen.

Tak for finansministerens, man kan jo ikke sige sådan diplomatiske facon, det kan man ikke, men man kan sige traditionelle besvarelse til oppositionen. Det illustrerer jo på mange måder, at det er svært at lave brede flertal, det tror jeg godt man kan sige.
     Jeg hæftede mig særlig ved et tilbud, som finansministeren ville give til kommunerne i forbindelse med, at man nu skulle ud og sanere lidt i budgetterne. Det tilbud var, at finansministeren da mægtig godt kunne tænke sig at få den beføjelse og mulighed for at gå helt ned i de enkelte konti og underkonti og bestemme lige præcis, hvordan det skulle se ud.
     Det vil jeg sådan set godt kvittere for. Det er jo ikke sikkert, at han kan få hele beføjelsen nu, men så kunne han jo øve sig på nogle udvalgte kommuner. Der tror jeg mægtig godt at vi kunne tænke os inspiration direkte fra finansministeren til lige præcis at se, hvor det er, man skal ud og barbere de her budgetter i øjeblikket.
     Så hvis finansministeren vil kvittere for det, så skal jeg med glæde finde X antal kommuner, som finansministeren så kan komme med vejledende budgetter til hvordan skal se ud.

Nu sagde jeg udtrykkeligt, at det ikke var noget jeg mente kommunerne ønskede, men jeg opfattede, at det var noget, som den socialdemokratiske ordfører mente, at jeg i virkeligheden skulle fortælle. Jeg har ikke mødt en kommune, hvor borgmesteren sagde: Finansminister, nu må du komme og fortælle, hvordan vi skal styre økonomien, nu må du fortælle, hvad vi skal have ind i skat, hvad vi bruger pengene til, hvordan vi disponerer, for det er jo ansvaret.
     Det er jo ikke blot at sige: Ja, men det drejer sig om et hjørne. Man må sige, at så er det det samlede ansvar, kommunen ikke ønsker at have for sin økonomi. Så må kommunen overveje, hvad den så gør, hvis den siger, at det kan den ikke længere selv, og at det må finansministeren overtage.
     Jeg sagde, at det kunne være spændende, hvis det var et generelt ønske, som et flertal i Folketinget ville pålægge ministeren at opfylde. Jeg sagde, jeg var villig til at påtage mig det - jeg ønsker det ikke, men jeg vil altid bøje mig for flertallet i Folketinget. Jeg forstod, at hr. Henrik Sass Larsen havde det ønske om, at jeg skulle styre de enkelte kommuner. Det var det, der blev sagt.

Jeg mener bestemt, jeg hørte, at finansministeren syntes, det kunne være en vældig spændende og interessant opgave. Så tænkte jeg, at så kan det jo være alle tiders nu at give finansministeren mulighed for at øve sig lidt for at se, om det virkelig er en opgave, som finansministeren også skal have det fulde ansvar for senere hen. For alvoren bag de her ting er - det ved jeg ikke om finansministeren også vil erkende - at der jo er vedtaget budgetter nu. Det er på en lang række af f.eks. kommunens institutioner på forskellige områder meldt ud, hvilke budgetter der er gældende.
     Finansministeren må vel erkende, at det, han beder kommunerne om, er at gå tilbage og åbne budgetterne og ændre de udmeldinger, der er kommet fra de enkelte kommuner, og lave om på dem. Og det kan da summa summarum ikke blive til andet, end at der må ske nogle reduktioner i de prioriteringer, der er blevet foretaget. Det må finansministeren vel give mig ret i.

Jeg forventer da, at ethvert medlem af en kommunalbestyrelse siger, at styrken i dansk kommunestyre er aftaler. Som medlem af en kommunalbestyrelse har jeg ét ønske, og det er, at vi overholder en aftale. Hvis det viser sig, at det, vi har gjort under et, ikke er, at vi overholder aftalen, så må vi sandelig se at gøre det. For det er klart, at hvis det skulle forholde sig modsat, nemlig at medlemmer af byrådet siger, at de ikke ønsker at overholde aftaler, jamen så har vi jo et problem, der gør, at så skal vi have nogle helt andre mekanismer på sigt.
     Min forventning er da, at hvert eneste medlem af kommunalbestyrelsen siger: Uha uha uha, der er lavet en ansvarlig aftale, det har vores bestyrelse i KL gjort, og den vil vi sandelig leve op til og bakke op, så det kan fortsætte på den måde, at det er frivillige aftaler, der styrer det samspil. Jeg forventer, at alle vil sige: Ih, hvor er det flot, at ministeren accepterer, at man går hjem og forsøger at gøre det arbejde lidt bedre end det, man hidtil har gjort. Det er da egentlig fair, at man får den chance til at lave det om. Det synes jeg er rigtig fair. Ikke at man skal bruge færre penge end i år, men i virkeligheden at man får et samlet billede.
     Her er det nødvendigt, at KL jo som bestyrelse arbejder med, og det forventer jeg de gør. For det er jo dem, der kan se, hvordan det hele hænger sammen, hvor der er plads til en kommune, hvor der er plads til en anden kommune, som det har været tidligere år, sådan at der er det samspil. Men det må de, om jeg så må sige, klare på den side af bordet.

Det er meget billeddannende sådan at sidde og overhøre debatten. Som tidligere sagt har man sådan en fornemmelse af, at vi bare mangler sol og palmer, så har vi en bananrepublik, og hvis vi så supplerer med finansministeren i sådan en hvid uniform, så er vi ved at være der.
     For finansministeren siger jo netop, at det, han bare gerne vil have, er en hjemmel til at gøre lige præcis, hvad der passer finansministeren, uden at gøre noget som helst over for Folketinget. Det er mindre end et døgn siden, man fandt på, at man ville orientere Finansudvalget ved et orienterende aktstykke - mindre end et døgn siden!

     Hvad var det for en tvivl, der alligevel sneg sig ind i finansministerens almægtighed for at skulle have en hjemmel til at kunne gøre, hvad der passer ham med de kommunale budgetter? Hvad er det for en tvivl, der er kommet ind i billedet, og hvad er det præcis, der har forhindret finansministeren i at tilrettelægge en proces, som gjorde, at Folketingets partier kunne være med til i en ordentlig, åben dialog med kommunerne at tage ansvaret for, at de aftaler blev overholdt?

Det, som fru Margrethe Vestager siger, er, at Justitsministeriets Lovafdeling hører hjemme i en bananrepublik, og det er da højst besynderligt. De har jo vurderet alt det.
     Jeg har stor respekt for Justitsministeriets Lovafdeling, jeg mener, at de er meget kyndige og meget dygtige. Der er jo svar på det hele, det er jo beskrevet både på kryds og tværs, om det er i strid med noget som helst, om det er i strid med de regler, der i øvrigt måtte gælde, om det kan anvendes på situationen - og ja, det kan det.
     Så spørger jeg igen: Er det sådan, at det, jurister her
i huset har fortalt medlemmerne af Udvalget for Forretningsordenen, er, at det her er i strid med de muligheder, som regeringen har? I så fald vil jeg gerne vide det, for jeg ved ikke, hvem det er, der går og siger det. Jeg tror bare ikke, det er sådan. Det er altså ikke i strid med nogen regler overhovedet, og det er heller ikke i strid med almindelig praksis, at en regering søger et flertal
i Folketinget. Jeg vil gerne sige, at det ikke er helt usædvanligt. Det er heller ikke helt usædvanligt, at der i givet fald er et flertal i Udvalget for Forretningsordenen, det må der jo have været. Men det ved jeg ikke, og jeg skal ikke blande mig i det. Jeg forholder mig ikke til Udvalget for Forretningsordenen, jeg forholder til Folketinget - ingen over og ingen ved siden af Folketinget - og når det kom ind lige pludselig, var det ikke mit ønske. Jeg levede fint med det, der var i tekstanmærkningen, til at kunne bidrage til alvoren bag at overholde en aftale. Det var sådan set det ønske, jeg mødte, og så sagde jeg, jamen så gør jeg det.

Noget af det, som jo er interessant at overveje, når man deltager i den her debat, er, hvorfor den tilsyneladende på ingen måde gør indtryk på finansministeren, hvorfor det på ingen måde gør indtryk, at der sidder et betydeligt mindretal blandt Folketingets partier og medlemmer, som finder, at den måde, det her foregår på, er i dyb modstrid med demokratiske metoder, og der er jo dog det usædvanlige ved det, at det ikke er sket før i historisk tid. Det må alligevel på en eller anden måde forstyrre finansministeren i hans fuldstændig overvældende sikkerhed med hensyn til, at det her er det rigtige at gøre.
     Hvis det her er det rigtige at gøre, hvad er så problemet i at gøre det i åbenhed og gøre det med Finansudvalgets tilslutning i stedet for at orientere, hvilket ministeren jo under alle omstændigheder ville være nødt til at gøre, fordi de oplysninger ville være tilgængelige i den enkelte kommune? Hvad er det præcis, der gør, at ministeren har det her særlige kissejag med efter kommunalvalget at få givet sig selv en hjemmel til at gøre præcis, hvad han vil med de kommunale budgetter? Hvad er det, der har så stor en hast? Ærgrer det egentlig ikke finansministeren at stå i den her situation i dag, når han kunne have gjort det fuldstændig fredeligt i fuld åbenhed og med fuld opbakning fra Folketinget?

Man kan da ikke sige, at det foregår i det skjulte. Jeg synes virkelig, at det måske er det, der er brugt mest tid på at drøfte, så jeg synes, det er meget nyttigt og godt. Det er da ganske udmærket.
     Men man må altså undskylde mig, at jeg tillægger det nogen vægt, at man objektivt overhovedet ikke kan sige, at det er forkert, at man kan bruge en tekstanmærkning sådan. Der er fuldt legalt, der er et meget flot responsum fra Justitsministeriet. Det matcher det, som Rigsrevisionen tidligere har sagt om, hvordan man kan bruge tekstanmærkninger, og vi er selvfølgelig kommet med forslaget, fordi vi synes, det er virkelig anvendeligt, at man signalerer, at der er en hjemmel.
     Det værst tænkelige var, hvis kommunerne mente, at der sikkert ikke var nogen hjemmel, at Folketinget sikkert ikke ville.
     Jeg synes, det er meget nyttigt, at der er det kraftige signal, at Folketinget ønsker, at aftaler skal overholdes. Det synes jeg er meget nyttigt og meget hjælpsomt, og ellers siger jeg blot igen: Hvis det er sådan, at Folketinget ikke ønsker, at aftaler skal overholdes, så må man sige til, men det her har i virkeligheden kun ét formål, nemlig at lægge ryg til, at de aftaler også overholdes. Det er egentlig meget enkelt, og jeg er såmænd ganske tryg ved det.

Jamen problemet er, at vi andre ikke er trygge ved det. Problemet er, at kommunerne heller ikke kan være trygge ved det.
     Det Radikale Venstre vil også gerne overholde aftaler, men vi synes faktisk, det er ret fornuftigt, at man gør det ved lov, og det er jo det, der kritiseres her, kan jeg sige til finansministeren.
     Kritikken går jo på, hvorfor man ikke gør det på ordentlig vis, på almindelig vis. Hvorfor har man ikke modet til at fremlægge et helt almindeligt aktstykke? Det svar har vi ikke fået fra finansministeren endnu, det har han simpelt hen ikke givet. Det kan være, det kommer nu.

Jeg vil bare sige, at det da overhovedet ikke har noget med mod at gøre. Det har noget at gøre med at give et kraftigt signal om, at der altså er en hjemmel, så man i kommunerne er opmærksom på, at det er en opgave, man skal tage ganske alvorligt.
     Det er beskrevet i vores finanslovaftale fra den 6.-7. november, at de aftaler skulle overholdes, ellers ville man redressere - jeg tror, det er det ord, der er brugt - de mulige overskridelser. Det er altså sagt hele vejen, at vi tager det alvorligt. Derfor beder vi om at få en hjemmel, og jeg siger bare igen: Det kan være, at man politisk synes, at man ikke bryder sig om det, men det legale grundlag, der er for at give en sådan hjemmel via en tekstanmærkning, er ikke
i strid med nogen som helst skrevet eller anvendt ret. Det er jo det, Justitsministeriet gør ganske klart, og det er jeg egentlig godt tilfreds med. Hvis de havde kritiseret det på en eller anden vis, jamen så er det klart, at jeg havde taget det ad notam. Der er altså valgt en tekstanmærkning, fordi det er enkelt, det er let forståeligt. I øvrigt er der kommet den bremse på, at man altså ikke kan effektuere det, hvis der er et flertal i Folketinget, der ikke ønsker det, altså i det regi, der hedder Finansudvalget.

Det er da i det mindste betryggende, at finansministeren, som vi hører i dag, agter at respektere grundloven, men han må også have forståelse for den bekymring, som vi andre har. Vi andre kan måske ikke helt blive frigjort for det indtryk, at finansministeren har været et smut nedenom portrættet af Estrup i samtaleværelset og ladet sig inspirere, inden han kom ind i salen i dag.
     Det, der står tilbage, er, at med den anmærkning og den bemyndigelse, som finansministeren får senere på dagen, er det fuldstændig vilkårligt. Finansudvalget får efterfølgende et orienterende aktstykke, og det vil sige, at det er helt i modstrid med, hvordan man ellers plejer at håndtere det her.
     Det burde da give anledning til bekymring - selv hos finansministeren.

Det er sådan, at Finansudvalget plejer at godkende udmøntningen af statsmidler til kommunerne via aktstykker, og det er i virkeligheden nøjagtig det samme, der reelt finder sted her, nemlig at der gives orienterende aktstykker.
     Så vil jeg gentage, at det forudsætter, at der ikke er et flertal i Finansudvalget, der siger, at det, der beskrives der er valgt, går vi imod. Så det er altså ikke imod et flertal i Folketinget.
     Det kan man så være uenig i. Jeg siger bare, at vi åbenbart ikke er enige. Det må jeg så leve med, det er der jo ikke noget at gøre ved. Sådan er det altså.

Det er ærgerligt, jeg kun har to korte bemærkninger.
     Jeg kunne meget have ønsket mig, at finansministeren i sin oppositionstid i 1990'erne havde villet give en hjælpende hånd til den daværende regering for at gøre det muligt at få kommunerne til at overholde aftaler. Det var bare ikke muligt at få den hånd fra den daværende opposition.
     Dernæst kunne jeg ønske mig, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti ikke havde disponeret kommunernes råderum for 2006, så kommunerne havde haft noget, der kunne gøre, at de kunne tage hensyn til nogle lokale forhold. Så var vi måske ikke kommet i den situation, vi er i nu.
     Jeg kunne også have ønsket mig, at finansministeren havde givet kommunerne mulighed for at bruge nogle penge ekstraordinært til kommunesammenlægningsforberedelser.
     Derfor spørger jeg finansministeren: Hvorfor vil finansministeren ikke give de lokale forhold en hjælpende hånd?

Jeg ved ikke, hvordan fru Marianne Jelved kommer frem til, at vi ikke er på den måde. Nu er det sådan, at det ikke er statens råderum, det ikke er kommunernes råderum, det ikke er amternes råderum, men at det er borgernes råderum.
     Det er borgerne, vi gør noget for. Det er penge, der udmøntes til borgerne, og langt den største del af pengene, næsten alle sammen, går via det, som byrådene selv har ansvaret for, og det, som amterne har ansvaret for. De penge, vi taler om, er dem, der vedrører børnefamilierne, børnepasning, ældreområdet, sygehuse, kræfthandlingsplan m.v.
     Det er blot besluttet på forhånd i en valgkamp, hvad det er, vi ønsker at støtte, og det er det, vi leverer, men det leveres over kommunerne. Det er borgmestre, der kan sige, se, hvor meget godt vi gør, og pengene kommer fra statskassen.
     Så er det jo ikke sådan, at der ikke er noget råderum i forvejen. Der er noget, der altså er bestemt, fordi vi betaler til det, men kommunerne har jo den samme mulighed, som staten har. Vi har jo ikke noget råderum i staten, vi omprioriterer hele tiden. Hvis kommunerne gør det samme, som vi har pålagt os selv, så betyder det, at kommuner og amter selv har 5 mia. kr. til at omprioritere for, ikke til besparelser eller andet, men til at flytte rundt inden for deres ramme.
     Så man kan sige, at vi er i stand til at bytte rundt inden for en uændret ramme. Det er kommuner og amter også, og hvis de gjorde det, så svarer det til ca. 5 mia. kr. Så der er jo råderum, der er jo ikke stilstand.

Finansministeren ved forhåbentlig, at der er meget stor forskel på, hvordan man kan prioritere rundt, alt efter hvor store ens budgetter er. Men hvordan synes finansministeren i øvrigt selv, det går for kommunerne med at overholde aftaler?
     Nu står jeg her med den seneste Økonomisk Redegørelse. På side 19, er der en Tabel 1.2, hvor der står en linje om det offentlige forbrugs realvækst i procenter fra 2002, og 2005 er med. I den samme redegørelse, nogle sider tidligere, er der gjort rede for et ændret skøn over forbrugsvækststigningen i dette kalenderår.
     Hvordan synes finansministeren selv, det går med at holde Danmark 2010-forbrugsstigningen?

Jeg vil sige, vi mere end overopfylder det mål, vi har for staten. Jeg vil godt sige, at den ramme, vi har for uændret realvækst, altså uændret niveau for staten, mere end overopfylder vi. Når vi tager det over tid, så har vi leveret en del af den ramme, vi egentlig har i faste priser, til kommuner og amter.
     Så er vi ca. tre gange så gode til at styre, som fru Marianne Jelved var sammen med hr. Mogens Lykketoft. Altså, vi oplever, at kommuner og amter overskrider med 1,5 mia. kr.
i snit om året, hvor det tidligere var 4 mia. kr. i snit om året i forhold til det udmeldte. Men det er ikke godt nok, og det er præcis der, hvor vi aftalte med Kommunernes Landsforening, at der skal etableres en mekanisme for det fremadrettede, altså fra 2007. Det er ikke godt nok, og det går jeg ud fra vi er enige om, men vi gør altså noget ved det, og det er jeg glad for at der er støtte til.

Som jeg kan høre det, fremfører finansministeren retfærdiggørende argumenter for sin udemokratiske handlemåde.
     For det første siger han, at Justitsministeriets Lovafdeling ikke siger, at det er ulovligt. Men har ministeren ikke noteret sig i notatet, at Justitsministeriet slet ikke var blevet spurgt inden? Hvis justitsministeren havde været til stede her i salen - i det hele taget har der ikke været mange ministre i dag, man har kunnet spørge om noget som helst - så ville justitsministeren kunne give os svaret på, om hun synes, det er en særlig hensigtsmæssig måde at gøre tingene på.
     For det andet påberåber ministeren sig, at vi i Folketingets ledelse på en eller anden måde skulle være indforstået med det. Som jeg fik indtryk af det i går i Udvalget for Forretningsordenen, rettede formanden en indtrængende appel til Venstre og De Konservative om at bringe det her i orden, og det udtalte jeg min uforbeholdne støtte til.
     For det tredje siger ministeren, at flertallet er på plads. Ja, det er klart, det er jo det, der er problemet, nemlig at flertallet vil majorisere mindretallet her.
     Endelig siger ministeren, at han ikke har brudt nogen lov. Nej, men fordi man ikke overtræder straffeloven, opfører man sig ikke nødvendigvis ordentligt, og derfor skal jeg bare spørge finansministeren:
     Giver det overhovedet ikke ministeren anledning til i lyset af alt, hvad der er blevet sagt i dag, at overvinde sig selv og komme med det aktstykke eller love at komme med det aktstykke, alle beder om?

Det er rigtigt, at jeg ikke har spurgt Justitsministeriet, for jeg er også ansvarlig for et hus, der har en mangeårig erfaring, en mangemangeårig erfaring, og i det hus var der ikke nogen forventning om, at nogen i virkeligheden skulle anke over, at man bruger en tekstanmærkning. Så det er andre, der har spurgt Justitsministeriet.
     Jeg har altså læst det, og det er jo ikke bare, at det ikke er ulovligt. Sådan står det jo ikke. Der står i virkeligheden, at der ikke er noget, der taler imod, at man kan anvende det på den måde. De gennemgår det jo.
     Jeg konstaterer også, at hr. Svend Auken siger, at der er et flertal, der vil støtte det. Ja, men det er vel sagen. Der er et flertal, og det er vel også parlamentarisme? Jeg opfatter jo parlamentarisme sådan, at det er et flertal, der bestemmer. Det bøjer jeg mig for, og det må hr. Svend Auken vel også, selv om der er langt, når man er så vidtskuende. Sådan er det.
     Det er rigtigt, at jeg også fik at vide, at det ikke var tilfredsstillende, for sådan blev det overbragt fra Udvalget for Forretningsordenen. Derfor endte det også med, at jeg måtte spørge: Jamen hvad er det egentlig, der skal til, for at man synes, at det her er tilfredsstillende?
     Den drøftelse havde jeg i går, og det var, at vi lagde den binding ind, at jeg ville sende et orienterende aktstykke, altså beskrive hvad det er, vi agter at gøre, og ikke ville iværksætte det, såfremt der var et flertal imod i Finansudvalget. Sådan er det sendt over, og det er jeg meget tilfreds med, og så må det vise sig, om der er flertal for det. Jeg bøjer mig for flertallet. Er der ikke flertal for det, ja, så bøjer jeg mig også for det.

Det, der er problemet, er at få en forklaring på og en begrundelse, en overbevisende begrundelse for, hvorfor ministeren ikke vil oversende et almindeligt aktstykke, som gør det muligt ikke bare for Finansudvalget medlemmer, men for alle Folketingets medlemmer at vurdere og tage stilling til finansministerens udløsning af sin bemyndigelse over for enkelte kommuners økonomi. Det er jo det, det drejer sig om.
     Efter min bedste overbevisning er det ikke demokrati, når et flertal begår overgreb mod et mindretal. Demokrati handler netop om at have spilleregler, der sikrer anstændighed også over for mindretallet, også over for offentligheden og også i dette tilfælde over for kommunerne.
     Bag finansministeren er der en rytterstatue af en dansk konge. Den rytterstatue er stillet op, fordi den pågældende danske konge, Frederik VII, gjorde op med enevoldsmagten. Hvorfor skal vi så her i 2005 indføre den, også selv om det sker med en flertalsbeslutning senere på dagen i dag?

Nu er der mange, der også siden november 2001 har forsøgt at gøre op med enevoldsmagt. Men det er sådan, at det, man også
i virkeligheden må lægge øre til, er: Hvad siger Justitsministeriet? Er det rigtigt, hvad der bliver sagt? Er det blot et flertal, der tryner et mindretal, eller er det her en måde, man godt kan bruge tekstanmærkninger på? Er det
i strid med noget regelsæt? Er det noget, Rigsrevisionen har talt om? Er det noget, der afskærer Finansudvalget i dets muligheder for at håndtere aktstykker på? Er det noget, som administrationen her i huset siger, at man ikke kan gøre, eller er forkert? Jeg spørger bare. Svaret er nej, det er der ingen, der siger. Så kan man spørge, hvorfor jeg ønsker det. Jo, jeg synes, det er meget nyttigt at have den hjemmel, for det giver den tryghed at vide, at der altså er et flertal i Folketinget, der mener, at aftaler skal overholdes. Og at der yderligere er den, om jeg så må sige, ventil i det her, at der ikke udmøntes nogen hjemmel, før Finansudvalget er orienteret, således at der ikke er noget flertal i Folketinget, der kan sige, at det kan de ikke lide, hvorefter ministeren så alligevel kan bruge en hjemmel. Sådan bliver det ikke. Det er vel demokratiets spilleregler og parlamentarisme i bredeste forstand. Og så må man jo leve med, at det ikke altid er sådan, at alle kan blive gjort tilfredse. Vi har valgt en model, som jeg synes er meget styrbar, meget håndterbar, meget praktisk, meget logisk og i virkeligheden måske også det bidrag, der gør, at man får en aftaleoverholdelse, som jeg håber at alle er enige i må være det optimale.

Jeg undrer mig lidt, jo mere jeg sidder og lytter til det, finansministeren siger. Jeg vil godt stille dette spørgsmål:
Hvad er finansministerens mening med at vildlede Folketinget og vildlede befolkningen? Før kom der fra finansministeren den udtalelse, at ministeren på Folketingets formands kontor havde siddet sammen med medlemmer af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Der var enighed om, at man brugte denne metode, altså at man ikke ville sende et aktstykke ned. Hvad er årsagen til, at man prøver at vildlede på denne måde? Udvalget for Forretningsordenen har ikke haft møde med finansministeren. Hvorfor så denne vildledende bemærkning?

Jamen nu må vi gå tilbage og læse Folketingets forhandlinger, for jeg sagde gruppeformanden. Altså vores gruppeformand er hr. Svend Erik Hovmand, som er medlem af Udvalget for Forretningsordenen, det må jeg bare sige. Jeg har ikke talt om Folketingets formand. Jeg sagde, at jeg var på gruppeformandens kontor. Så må vi gå tilbage i Folketingets forhandlinger og se, om ikke det er det, der står. For der står gruppeformanden. Så er vi tilbage til det der med hørelsen, som også var en del af temaet her under debatten.
     Det er gruppeformanden. Det sagde jeg udtrykkeligt. Det er gruppeformanden, som er medlem, der gav mig den melding, og det var der, jeg spurgte: Hvad skal der til? Og det har vi så leveret.

Ja, det er jo sørgeligt at konstatere, at finansministeren tilsyneladende i den her sammenhæng løber med en halv vind. For der lå en meget klar hilsen fra Udvalget for Forretningsordenen i går, og, sådan som jeg opfattede det, endda også fra Folketingets formand, om, at det også af hensyn til det samarbejdende folkestyre ville være korrekt, om man fik det her som minimum tilsendt i Finansudvalget på et separat aktstykke, således at Finansudvalget og dermed også Folketinget havde mulighed til at tage stilling, og at vi ikke fandt, at det var nok blot at blive orienteret, når man havde taget beslutningen.

     Hvorfor stiller man sig fra finansministerens side så stædigt an og siger: Jamen vi bruger magten, muligheden for magten? Jeg synes egentlig, at finansministeren skylder os det svar: Hvorfor er det nok at sætte sig ned med Venstres gruppeformand? Var det ikke mere nødvendigt at lytte til, hvad Udvalget for Forretningsordenen har ønsket og dermed appelleret til af hensyn til det samarbejdende folkestyre? Det havde i hvert fald klædt finansministeren.

Jamen jeg vil da ikke skjule, at jeg synes, det er et godt rygstød at have, at det i forvejen er tilkendegivet fra Folketinget, at der er en hjemmel til at lade ministeren gribe ind. Det vil jeg gerne sige. Det er jo sådan set hensigten med det. Det har jeg da ikke skjult på noget tidspunkt. Det er ikke skjult på noget tidspunkt.
     Det, der nu ligger, er så i virkeligheden spørgsmålet om, hvad det i givet fald er, der skulle ændres, for at det er noget, man synes er tilfredsstillende. Det er da klart, at der spørger jeg selvfølgelig vores medlemmer, som jeg har kontakt til, og der resulterer det så følgelig i det, der nu ligger, altså at hjemmelen ikke anvendes, uden at det er forelagt for Folketingets Finansudvalg, hvad det er, regeringen agter at gøre, således at det er muligt at sige, at det ikke er det, som flertallet ønsker. Det er rimeligt, rimeligt enkelt.

Der er ikke flere korte bemærkninger til finansministeren. Så tak til finansministeren.
     Så går vi til privatister, og det er først hr. Niels Helveg Petersen.

For første gang i min tid som medlem af Tinget benytter jeg mig af muligheden for som privatist uden for ordførerrækken at tage ordet under tredje behandling af finansloven.
     Jeg gør det, fordi der i dag senere skal stemmes om en tekstanmærkning, der bemyndiger finansministeren til at nedsætte statstilskuddet, ikke til amter og kommuner under et, men for den enkelte kommune og det enkelte amt skønsmæssigt og uden præcise retningslinjer.
     Finansministeren får ret til efter gennemgang af den enkelte kommunes eller amts budgetter at nedsætte statstilskuddet. Det er en vidtgående bemyndigelse. Dens lige er ikke set før, og det er absolut en skærpende omstændighed, at den kommer, efter at Finansudvalget for ganske nylig efter grundig debat har manet til stor forsigtighed med anvendelse af tekstanmærkninger.
     Finansministeren har fundet et sjovt forsvar for sin handlemåde. Det vil aldrig ske igen, siger han. Det er jo ikke et forsvar for en forkert disposition, at det aldrig skal ske igen. Tværtimod burde det jo i virkeligheden vække til eftertanke. Når det aldrig skal ske igen, kan det måske være, fordi det ikke er så klogt og ikke så gennemtænkt - hvad det bestemt heller ikke er.
     Så vidtgående en bemyndigelse over for det kommunale selvstyre har ingen finansminister nogen sinde før bedt om endsige fået af gode grunde, fordi denne bemyndigelse flytter magt fra folkevalgte til en minister, der end ikke skal have Folketingets tilslutning til sine derfor ganske enevældige beslutninger. Det er her, striden står.
     Så hører det med til sagen, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Og indenrigs- og sundhedsministeren har skam også fået en bemyndigelse. Han kan bestemme, at den enkelte kommune eller det enkelte amt kan slippe for at få sit statstilskud beskåret.
     Der står intet om, efter hvilke regler indenrigs- og sundhedsministeren kan beslutte, at en kommune alligevel ikke skal have sit statstilskud beskåret. Skal det gælde for store kommuner og små kommuner, jyske kommuner, er det kommuner med den ene eller den anden form for politisk flertal? Der står ingen retningslinjer for, på hvilket grundlag indenrigsministeren kan træffe beslutning om, at en kommune alligevel ikke skal have nedskåret sit statstilskud.
     Jeg tror ikke, jeg får noget svar på efter hvilke retningslinjer, for jeg tror ikke, ministrene ved det i dag. Det er noget, indenrigsministeren bare kan gøre, og jeg må sige, at det må være den lækreste bemyndigelse, der nogen sinde er givet. Tænk at have magten til at bestemme, at amter og kommuner alligevel ikke skal betale og alligevel ikke får beskåret deres statstilskud for 3 mia. kr. Julen vil vare næsten lige til påske.

     Der har i de senere år i Danmark været en stærk debat om danske værdier. Hvad er det for nogle? Hvordan ser de ud? Det er der mange meninger om, og det er også udmærket. Men jeg tror, der er et, der er enighed om, og det er, at med lov skal land bygges. 1241, det er 764 finansår siden.
     Den dybe uenighed om finansministerens og indenrigsministerens bemyndigelser drejer sig ikke om, om kommuner og amter skal overholde aftaler. Det skal de. Og jeg har også forstået, at kommunerne på et møde med finansministeren den 22. november faktisk gav tilslutning til, at de ville åbne deres budgetter og gå dem igennem i konstruktivt samarbejde. Få dage efter fremsatte så finansministeren sit forslag om bemyndigelse uden overhovedet at drøfte det med kommunerne.
     Mange i oppositionen og nogle også i V og K har den opfattelse, at vi ved lovgivningen skal give nogle regler for samspillet mellem staten og kommuner og amter. Det er ikke et krav, vi har ført frem i denne debat. Vi har været meget pragmatiske, meget rimelige. Vi har sagt til regeringen, at vi kan støtte bemyndigelsen - på én betingelse: at udmøntningen af bemyndigelsen, altså de konkrete tal for, hvad den enkelte kommune og det enkelte amt bliver beskåret med eller får eftergivet, skal forelægges for Folketingets Finansudvalg. Det har været oppositionens betingelse for at støtte en meget vidtgående bemyndigelse.
     Jeg må sige, at det er et rimeligt krav at stille fra oppositionens side, at man på den måde får udmøntningen af en bemyndigelse, man er med til at give, forelagt til beslutning og ikke til orientering.
     Svaret har været nej fra regeringen. Finansministeren vil bestemme uden Folketingets utidige indblanding. Så kunne man jo nemlig risikere diskussion og uenighed, sågar offentlig indsigt i, hvad der egentlig skal foregå med udmøntningen af bemyndigelsen. Og det ville jo være forfærdeligt, og det ville være demokratisk og besværligt.
     Tilbage står så en anden side af sagen. KL og også Finansministeriet har kendt til længe før eller i hvert fald uger før kommunalvalget, at budgetterne ikke holdt. Det har været kendt. Men sagde man noget om det før kommunalvalget? Næh. Det var dog væsentligt at inddrage befolkningen i den viden, at den aftale, man havde lavet, formentlig ikke kunne holde, og at man var nødt til at foretage sig noget i den anledning. Jeg hørte ikke nogen Venstremænd eller regeringsrepræsentanter eller repræsentanter fra Dansk Folkeparti under kommunalvalgkampen fremføre det synspunkt, at nu kort efter valget var man nødt til at komme efter dem.
     Det havde været rigtigt at tage det med i den kommunale debat. Det havde kunnet give den nogle vitaminer. Åbenhed og debat om de relevante kendsgerninger er kernebegrebet i et demokrati, men det har haft dårlige vilkår.
     Finansministeren kom selv ind på at sammenligne sig med Estrup og antydede, at det var noget, jeg ville gøre. Overhovedet ikke. Det er slet ikke nødvendigt at finde skræmmebilleder frem fra 1800-tallet. Jeg har rigeligt i finansministeren. Det er for mig alt nok, jeg behøver ikke at opfinde kunstige skræmmebilleder.

Der er en enkelt ting i det, hr. Niels Helveg Petersen var inde på, jeg gerne vil anholde og bede hr. Helveg Petersen om at revurdere. Det er det her med, at der skulle være nogen, der havde en interesse i ikke rigtig at få snakket om det her inden kommunalvalget, at der nok var sådan et eller andet lusket i det, for han har ikke hørt eller set nogen tale om, at hvis der var de overskridelser, som nogen talte om forud for kommunalvalget, så skulle der gøres noget ved det.
     Det er jo direkte forkert. Jeg sagde det også, da jeg var ordfører. Jeg henviste til, at jeg ved adskillige lejligheder inden kommunalvalget havde sagt på det bestemteste, at vi ikke kunne leve med en situation, hvor kommuner og amter var ligeglade med den aftale, der var lavet, og hvor overskridelserne ville blive betydelige. Jeg tror, at dagbladet Børsen er et af de steder, hvor det er allermest beskrevet, for det har været et af de dagblade, der har gjort mest ud af, at der sandsynligvis var de her overskridelser. Vi tog det med ind i finanslovdrøftelserne. Vi sagde op til finanslovdrøftelserne forud for kommunalvalget, at det var noget, vi ville tage ind i drøftelserne. Det er beskrevet i aftalen for finanslov, der blev offentliggjort inden kommunalvalget, at vi ville adressere den overskridelse, der kunne være tale om, og at vi på det tidspunkt, det kunne lade sig gøre, ville finde ud af præcis, hvor stor den var.

     Men at der var tale om, at der sandsynligvis var overskridelser, og at der ville ske noget, var uomtvisteligt kendt for alle, der overhovedet ville engagere sig i det spørgsmål inden kommunalvalget.

Så mangler jeg at få en henvisning til, hvor hr. Thulesen Dahl eller andre har sagt, at det indgreb, der skulle ske over for kommuner og amter, skulle ske i form af en tekstanmærkning på finansloven. Det har jeg i hvert fald aldrig set, og det kom i hvert fald også helt bag på Kommunernes Landsforening.
     Der er ingen, der har været forberedt på den løsning, som man trækker op af hatten få dage efter, at man har et møde med Kommunernes Landsforening.

Den henvisning kan ikke gives, i hvert fald ikke fra min side, for jeg har selvfølgelig ikke på noget tidspunkt forholdt mig til, hvilken metode man skulle bruge.
     Det, hr. Helveg Petersen jo angriber, er det her med, at man ikke før kommunalvalget ville være ved, at hvis der var betydelige overskridelser, så skulle det have nogle konsekvenser. Det, hr. Niels Helveg Petersen har brugt taletid på at forklare, er, at der nok er et eller andet lusket omkring det. Det synes jeg er urimeligt, når man kan konstatere, at det ved adskillige lejligheder før kommunalvalget er blevet gjort klart, at hvis de rygter, der var om overskridelser i en betydelig størrelsesorden, var sande, så ville der ske noget.
     Når vi selv har taget det ind i finanslovdrøftelserne i en aftale, der bliver lavet og offentliggjort inden kommunalvalget, så synes jeg simpelt hen ikke, det er rimeligt, at hr. Helveg Petersen behandler det ud fra, at der nok er et eller andet med, at ingen ikke ville tale om det før kommunalvalget. Det var der, og det var vi faktisk nogle der gjorde.

Der er en afgrund til forskel på i generelle vendinger at sige, at der skal gribes ind, hvis ikke aftalerne bliver holdt, og så det indgreb, der nu kommer. Det vil jeg fastholde.
     Jeg havde aldrig forestillet mig, at de sådan lidt runde bemærkninger, der var fremkommet også fra regeringens side, om nødvendigheden af at overholde aftaler osv., ville udmønte sig i en beføjelse til at nedskære statstilskuddet til den enkelte kommune efter gennemgangen af budgetterne. Det havde jeg virkelig ikke forestillet mig.

Jeg vil godt spørge hr. Helveg Petersen for at være helt sikker på, at jeg har forstået det, der er blevet sagt her fra talerstolen, korrekt, om det, der egentlig ligger i de udtalelser her, er en kritik af, at det ikke blev meldt ud forud for kommunalvalget, hvor man var klar over, at de her overskridelser var sket.
     Det andet, der ligger i det, hvis jeg har hørt rigtigt, jeg er bare lidt i tvivl, er, at også den måde, hvorpå man agter at gøre det i form af beføjelsen, burde have været meldt ud, så man havde kendt præmisserne.
     Var det sådan, jeg måtte opfatte hr. Niels Helveg Petersens udtalelser?

Jamen det tror jeg er rigtigt opfattet.

Tak til hr. Niels Helveg Petersen. Så er det finansministeren.

Jeg må bare konstatere, at hr. Niels Helveg Petersen har brug for at komme med insinuationer. Jeg tror, at det var den 8. november, hvor der var en melding fra KL, at nu havde de det første egentlige, sådan mere konsoliderede overblik over, hvor budgettallene hørte hjemme i det enorme udredningsarbejde, der ligger for egentlig overhovedet at finde ud af, hvilke tal der hører til hvor, og i øvrigt de kontakter, der hele tiden er med kommuner, der mangler at indberette. Den sidste kommune blev, så vidt jeg ved, indberettet den 7. november.
     Den 8. november meddelte KL, at nu mente de, at de havde et sådan første overblik, og den 10. november sendte de et brev til mig. Den 10. november, før vi overhovedet havde fået brevet fra KL, havde vi selv sendt et brev til KL, at nu ville vi gerne have et møde. Det blev også sagt til pressen efterfølgende, at de overskridelser, der tegnede sig, var uacceptable.
     Den 22. november havde vi mødet med KL, og da havde regeringen ikke truffet beslutning om, hvordan vi, om jeg så må sige, ville håndtere det. Det var der, vi første gang ventilerede, at det ønske, vi havde til kommunerne, var, at man åbnede budgetterne. Mit spørgsmål til KL var: Hvad vil I gøre ved det? Og konklusionen var så den, at de ville åbne budgetterne.
     Det er efterfølgende et ønske for at give det her rygstød og forsikre, at det ikke skrider, at vi altså ikke kan vente til den 15. februar med at sige, hvad regeringen egentlig agter at gøre. Det er det, og det er beskrevet meget tæt i de tekstanmærkninger. Så der er overhovedet ikke noget som helst, der er lusket eller på anden vis tilbageholdt.

Senest den 24. november vidste finansministeren, at man ville gribe ind på en måde, som man aldrig før havde hørt om, nemlig i form af en bemyndigelse til vilkårligt at gribe ind
i kommunernes budgetter og tage af deres kasser. Så er spørgsmålet bare igen: Hvorfor skal det ske skjult og fordækt og uden mulighed for en ordentlig debat i Folketinget, uden mulighed for, at Folketinget kan stemme til det konkrete indgreb? Hvorfor vedtog man i regeringen sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl at gøre det som en tekstanmærkning i stedet for at fremsætte et lovforslag, for det var der jo rigelig tid til fra den 24. november og frem til, at det skal træde i kraft den 15. februar.

Jamen man kan åbenbart blive ved at gentage det samme og det samme og det samme. Jeg vil ikke sige, det er skjult eller fordækt, det er vel halvanden A4-side. Det kan ikke være et mere synligt ændringsforslag, og det var altså ikke besluttet den 22. november. Vi måtte gøre os overvejelser om, hvordan vi håndterer det, hvis det alligevel skrider, hvis det ikke lykkes for KL. Hvad er det, vi i givet fald kan gøre?
     Der ønskede vi at få en hjemmel. Sådan forholder det sig, og det mener jeg for så vidt ikke der er noget mærkeligt
i. Jeg har ikke noget ønske om, at man i 2007 kan stille spørgsmålet: Hvorfor gjorde man ikke det, som man burde have gjort, da man kunne se, det skred? Altså underforstået, at kommunerne ikke havde nået målet.

Jeg antydede slet ikke, at finansministeren havde glemt at fortælle kommunerne den 22. november, hvad det var, der var på banen. Det antydede jeg slet ikke. Det var finansministeren selv, der antydede det. Jeg sagde den 24. november, den dag, hvor anmærkningen skjult oversendes til Folketinget. Den dag kunne man jo lige så godt have vedtaget at fremsætte et lovforslag. Så det er et bevidst valg den 24. november, at i stedet for et forslag, der kan komme til almindelig behandling i Folketinget med offentlig debat og med mulighed for høringer, foretræde og ændringsforslag, laver man en anmærkning med de begrænsninger, der er i behandlingen af det, som vi har drøftet så grundigt i dag.
     Jeg kunne godt tænke mig at vide, og det er rigtigt, at vi er nødt til at spørge igen og igen og blive ved, til vi får svaret: Hvorfor valgte finansministeren sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, at det skulle ske i form af en anmærkning og ikke et lovforslag?

Fordi jeg dengang fandt og jeg stadig finder, at det er en anvendelig form. Det er en måde at gøre det på, som ikke strider imod noget som helst. Sådan er det. Jeg mener stadig, det er en anvendelig måde at gøre det på. Det er jo også den opfattelse, der var i det bagland, jeg har i det hus, som jeg har ansvaret for.
     Hvad var det egentlig, man skulle gøre? Hvad skulle man egentlig gøre for at få en hjemmel? Det har vi så gjort, og det er altså ikke noget, der er sneget ind. Det er oversendt som enhvert andet ændringsforslag. Det er til at læse. Det er meget svært at undgå at komme til at læse det. Det er bevidst gjort meget, meget specifikt, hvad det egentlig er, der ligger i den tekstanmærkning, hvad det er, man søger om.

Den 22. november ganske kort tid efter kommunalvalget havde ministeren møde med KL. De fik en frist til den 15. februar til at kigge på budgetterne. Allerallersenest den 24. november, hvor ministeren sender ændringsforslaget over til Folketinget, må ministeren jo have vidst, at det var det her, han ville, men han orienterede ikke kommunerne og sagde: Den aftale, vi lavede den 22. november om, at I har frist til den
15. februar, gælder ikke rigtig, for nu laver jeg et ændringsforslag til Folketinget. Ministeren udsendte heller ikke nogen pressemeddelelse, ministeren kom ikke med et lovforslag eller noget andet, hvor han prøvede at skabe en større debat. Ministeren orienterede, så vidt jeg ved, ikke engang sine egne ordførere. Vi kunne i hvert fald sidde til en konference med en række borgmestre i Grenå, hvor regeringspartiernes egne ordførere ikke vidste, at det her indgreb, som altså er et historisk indgreb, var undervejs. Der er ingen, der anfægter, at det ikke er direkte grundlovsstridigt. Det, vi spørger til, er, hvorfor man vælger denne metode frem for at vælge lovgivning eller aktstykke, så vi kunne få en parlamentarisk behandling i Folketinget, så det var fuldstændig tydeligt og klart for alle, hvad det var for bemyndigelse, man ville have.

Altså, det, det drejede sig om den 22. november, var, at jeg ville høre, hvad kommunerne egentlig vil gøre ved det. Det var egentlig det, der var udgangspunktet, og det endte i virkeligheden med en forståelse for, at kommunerne lukker budgetterne op, at der rundsendes et brev til samtlige kommunalbestyrelser, til sammenlægningsudvalg, at man sikrer kompetencen i sammenlægningsudvalgene, og at man har en frist til den 15. februar med egentlig at få løst problemet. Det er sådan set det.

     Efter det møde besluttede jeg, at det ville være godt at have en hjemmel, og der kunne man anvende en tekstanmærkning fuldstændig legalt, ikke i strid med noget som helst, og derfor oversender vi en tekstanmærkning. Det er ikke et indgreb, men det er en mulighed for, at man har en hjemmel til i givet fald, hvis det hele skrider, at kunne gribe ind. Det er simpelt hen rettidig omhu.

Skal jeg forstå ministeren sådan, at det her om at lave en historisk bemyndigelse til at lave så stort et indgreb er noget, ministeren og hr. Kristian Thulesen Dahl har aftalt fuldstændig egenhændigt og selv har besluttet at sende over i form af en tekstanmærkning som ændringsforslag til finansloven med 1 uge for Folketinget til at nå at reagere, hvis vi opdagede det, 1 uge til kommunerne til at nå at reagere, hvis de opdagede, hvad der lå skjult som et ændringsforslag i Folketinget, fordi man ikke orienterede dem, og man orienterede heller ikke nogen andre om, at et så stort historisk indgreb var undervejs?
     Er det sådan, jeg skal forstå det, ministeren siger?

Man skal forstå det på den måde, at ønsket i virkeligheden først og fremmest er, at der ikke skal være noget indgreb. Der er det regeringens vurdering, at det egentlig er en god mulighed at give det signal, at der er en hjemmel til, at finansministeren i givet fald kan gribe ind. Så enkelt er det, det har jeg sagt mange gange, og det må være forståeligt.
     Jeg kunne blive ved at gentage og gentage og gentage det: Det er en fuldstændig legitim måde at gøre det på, det er overhovedet ikke skjult, det er oversendt, og regeringen har taget sin beslutning, og andet er der for så vidt at sige om det.
     Så kan kan forstå, at der nogle, der ikke bryder sig om, at det er en tekstanmærkning. Nuvel! Det har der været en dialog om, og derfor er der ændret i den tekstanmærkning, således at Finansudvalget ser, hvad det egentlig er, der er resultatet efter den 15. februar. Det har mulighed for egentlig at kommentere, hvad det er, der ligger, og det har mulighed for at sige, at det vil det ikke støtte.

Det er, fordi finansministeren nu får mulighed for at svare på det enkle spørgsmål, som jeg stillede to gange i forrige runde. Det, der er sagens kerne, er: Hvad er grunden til, at man i det ændringsforslag, som man har stillet til finansloven, bruger ordet orientering og ikke »med tilslutning fra Finansudvalget«. Jeg mener sådan set ikke, at finansministeren er tungnem, jeg mener heller ikke, at han er ubegavet, jeg mener faktisk oven i købet efter den belæring, som hr. Niels Helveg Petersen er kommet med, at det må stå rimelig klart.
     Jeg er også ret sikker på, at hvis finansministeren spørger tænksomme medlemmer af Det Konservative Folkeparti og Venstre - de findes - så går de beklemte rundt langs væggene af flovhed over det magttyranni, finansministeren udstråler.
     Derfor vil jeg gerne have svar på det enkle spørgsmål:
Hvad er begrundelsen for, at man ikke ønsker en tilslutning fra Finansudvalget? Det ændrer overhovedet intet ved den hjemmel, der gives, det gør bare, at det parlamentariske system fungerer.

Jamen det fungerer jo ganske udmærket. Vi har da en timelang debat om tekstanmærkninger, det fungerer da ganske glimrende. Det drejer sig om, hvorvidt et flertal i Folketinget ønsker, at der skal være en sådan tekstanmærkning, og så bliver den der, ellers er den der ikke.
     Så er der yderligere lagt det ind, at man rent faktisk kender resultat i februar, at man ved, hvad det er, regeringen egentlig agter at gøre, og at man har mulighed for at sige, at det vil vi ikke støtte. Det er da rimelig enkelt, det er i virkeligheden rimelig enkelt, også det, at man åbenbart ikke er enig. Det må jeg jo også respektere man ikke er, og så er den vel for så vidt ikke længere. Vi er ikke enige, men det er vel set før i dansk politik, at man ikke er enig.

Det fremgår med al tydelighed, at vi ikke er enige, men jeg prøver fjerde gang: Hvad er begrundelsen for, at finansministeren ikke ønsker at ændre »orientering« til »med tilslutning fra Finansudvalget«?

Jeg har ikke talt, hvor mange gange jeg har sagt det. Jeg vil gerne have en hjemmel, og det, der ligger i tekstanmærkningen, er, at jeg får en hjemmel. Der er indbygget det, at den hjemmel først kan udmøntes, efter at man har orienteret Finansudvalget, at de har haft mulighed for at indkalde til samråd og høre og se modeller, hvorfor og hvordan.
     Der er ikke iværksat nogen hjemmel, før det er blevet behandlet på den måde i Finansudvalget, men jeg får en hjemmel i virkeligheden, og det ønsker jeg. Det er den begrundelse, jeg hele tiden har givet, at jeg ønsker en sådan hjemmel for at sikre, at der er et rygstød til alvoren bag det, at aftaler overholdes.

Nu er kommunalbestyrelserne jo folkevalgte forsamlinger, som gik til valg på de vedtagne budgetter og debatterede ud fra dem de forskellige steder. Derfor er det interessant, hvor tidligt finansministeren havde kendskab til overskridelsens størrelse og dermed ønsket om at gribe ind.

     I et tidligere svar til mig sagde finansministeren, at der var tale om, at finansministeren den 10. november fik kendskab til forholdet. Nu sagde finansministeren for lidt siden, at det var den 8. november, finansministeren fik kendskab til forholdet. Jeg ved ikke, om det rykker sig 2 dage for hvert svar. Jeg vil derfor spørge igen: Var det den 8. november eller den 10. november? Jo længere det var før kommunalvalget, jo større chance var der jo for, at man reelt kunne informere om, at man nok ikke skulle forvente, at man kunne gå til valg på de vedtagne budgetter, men på noget helt andet.

Jeg sagde også tidligere, at jeg går ud fra, at de, der er valgt til kommunalbestyrelser, har ét ønske, og det er, at de aftaler, som Kommunernes Landsforening på kommunernes vegne har indgået, og som er godkendt i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, overholdes. Det går jeg ud fra enhver er besjælet af. Hvis man ikke er det, så må jeg sige, at så er det aftaledelen, der står for fald.
     Min forudsætning er selvfølgelig at sige, vi har et fællesskab om det at leve op til et ansvar, som vi selv styrer i kommunerne. Hvilke kommuner der går op, og hvem der går ned, hvem der bruger mere, og hvem der bruger mindre, blander jeg mig ikke i, blot resultatet egentlig er det, vi har aftalt.
     Der er den hjælpende hånd KL selv. Det er deres egen bestyrelse, deres formandskab, der skal sikre, at det hele går op, således at det, der er aftalt, også leveres. Det er sådan set min interesse.
     Så har jeg sagt, at efter de informationer, jeg har, kom der i virkeligheden den erkendelse fra KL, at på et mere konsolideret grundlag havde man nu et overblik over, hvordan tallene så ud den 8. november. Det blev i hvert fald meddelt Finansministeriet.
     Det overblik har vi så også i ministeriet, og derfor skriver jeg den 10. november. Det er altså egentlig den tid, det tager. Altså, jeg har ikke stået på spring og har ikke deltaget i KL's møder. Så det er den tid, det egentlig tager
i et sådant system. Altså, beslutningen er taget den 9. og sendt den 10. i et brev underskrevet af mig.

Jeg går ud fra, at finansministeren også har den opfattelse, at kommunalbestyrelserne måtte gå til valg på reelle økonomiske rammer, og derfor havde det selvfølgelig været interessant, hvis man havde meldt ud, hvad der var den reelle økonomiske ramme og ikke det, der var vedtaget i budgetterne, da der jo altså åbenbart er en ret betydelig forskel på de to forhold. Så det havde jo været en anden diskussion, man i givet fald så ville kunne have ført.
     Men jeg kan forstå på finansministeren, at han ej heller på det møde, man holdt, fandt det nødvendigt at orientere de kommunale organisationer om, at finansministeren ønskede denne fremgangsmåde. Finansministeren har altså ikke orienteret de kommunale organisationer om, at man ønskede den fremgangsmåde.
     Det synes jeg er beklageligt, alene fordi de jo så i givet fald ville have kunnet protestere og møde op inden den behandling, vi har af finanslovens ændringsforslag i dag, og have givet deres mening til kende. Det kunne jo også have haft betydning for regeringspartierne.
     Hvad er baggrunden for, at finansministeren ikke mente, at de kommunale organisationer skulle orienteres?

Jamen jeg skal nok fortælle de kommunale organisationer, hvis ikke de har fundet ud af det, at jeg har ønsket den hjemmel, som jeg har fået af Folketinget, for at give det rygstød også til KL, at aftalen i virkeligheden kan have en vis alvor for KL, når det gælder om at få det her til at falde på plads.

Efter at finansministeren har malet sig selv og flertallet ind i et hjørne, undrer jeg mig over, om finansministeren tænker over det gamle ord, som står i den hellige skrift, at den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad.
     Kunne finansministeren nu ikke gøre Folketinget, os alle sammen, den tjeneste at overvinde sig selv? Fra alle sider i oppositionen lyder der appeller til ham om at give sig og lade Folketinget få medindflydelse på udnyttelse af den beføjelse, han mener det er nødvendigt at have.
     Hvorfor kan finansministeren ikke bøje sig? Han må da vide, at det her trækker lange spor, vil være med til at forgifte samarbejdsklimaet og de demokratiske spilleregler i Folketinget. Hvorfor skal der gå så meget prestige i denne sag, at han ikke kan give sig og finde et kompromis med os andre?

Jamen der er ikke tale om at give sig. Der er tale om, hvorvidt der er den nødvendige rygdækning, den nødvendige alvor i det, vi egentlig beder KL og kommunerne om, nemlig at genåbne budgetterne. Sådan er det.
     Jeg har sagt før, at det er en hjemmel, jeg har ønsket mig, og jeg mener, der er fundet en rigtig, forsvarlig løsning også med de synspunkter, som jeg i øvrigt giver udtryk for, nemlig at jeg er sikker på, der er et flertal i Folketinget for den måde, vi i givet fald, hvis det overhovedet er nødvendigt, vælger at gribe ind på.

     Men mit ønske er, at kommunerne selv løser den opgave, og jeg håber så, at alle i Folketinget går ud og appellerer til, at kommunerne nu tager ansvaret alvorligt og sikrer, at når vi når den 15. februar, så har kommunerne levet op til den aftale, de har indgået. Det håber jeg alle bidrager til, for det er jo det, der er grundlaget. Det er vel der, vi alle har et ansvar. Skal det have mening, at der indgås en aftale, som Finansudvalget har godkendt, ja, så er der også et ansvar lokalt for at sørge for, at de repræsentanter, man har i kommunestyret, er klar over, at medlemmer af Folketinget appellerer til, at aftaler overholdes.

Det er noget meget afgørende i et folkestyre, at der er respekt for regler, og at der bliver vist hensyn til mindretallet. Det nuværende Præsidium under vores nuværende formand lægger meget stor vægt på den opgave at være, om jeg så må sige, folkestyrets gårdvagt.
     Jeg tror ikke, det er forkert at sige, at der har været en meget stærk appel til finansministeren om at vise hensyn til de mange synspunkter, der er fremført i Folketinget, en meget, meget, meget stor interesse, en meget stærk appel til finansministeren.
     Er det så klogt bare at sige: Jeg har magten, jeg har hr. Kristian Thulesen Dahl, og han har Dansk Folkeparti, og de har flertallet sammen med os. Nu bestemmer vi. Var det ikke klogere at give sig og lave en aftale med os andre om det her punkt?

Sagen er den, at vi har lavet en aftale med kommunerne, som Folketinget har sagt at det står bag, og så er ønsket, at den aftale overholdes. Jeg håber, at alle bidrager til, at den aftale bliver overholdt, således at den hjemmel, jeg har ønsket for at undgå, at det skrider, ikke anvendes. Det er nu engang sådan, at det ikke er hr. Svend Auken, der har ansvaret. Det falder tilbage på regeringen og finansministeren, hvis der er et skred. Så kan man sige, nå ja, det var regeringen, og det hele skred.
     Vi ved nøjagtig, hvordan det gik i 1970, vi ved, at udfordringen er, at kommuner ophører med at eksistere og bliver en del af et større fællesskab. Vi ved nøjagtig, hvilke faresignaler man skal lytte til, og vi ønsker altså bare ikke at være passive. Derfor er det lige præcis det år, hvor der er brug for, at der er en hjemmel til i givet fald at kunne skride ind, og det er den hjemmel, jeg har søgt om.
     Så har jeg været lydhør over for de synspunkter, der har været om, hvordan man i virkeligheden informerer om, hvad det er, man agter at gøre, forklarer modeller, og hvorfor og hvordan det i øvrigt vil finde sted.
     Så kan Finansudvalget sige, at det ikke vil støtte det. Så det vil altså ikke, om jeg så må sige, udmøntes i modstrid med det, der er et ønske af et flertal i Folketinget.

Jamen jeg synes, det her er helt mærkværdigt, må jeg sige til finansministeren. Nu hører vi så, at finansministeren har været lydhør. Over for hvem? Lydhør over for det fasttømrede flertal, man har haft på forhånd. Man har da ikke været lydhør over for nogen som helst af de i øvrigt velmente råd, som vi andre har forsøgt at give i løbet af dagen i dag. Så hvad er det for en form for lydhørhed? Det er da mindst en klap for øjet, måske to, og så fingrene solidt plantet i begge ører. Det er da ikke lydhørhed over for at tage det alvorligt, hvad andre mener, og i øvrigt have respekt for saglige indvendinger.

Det mener jeg det er, for når det er sådan, at det rent faktisk præsenteres for Finansudvalget, så er der mulighed for, at hr. Morten Helveg kan give udtryk for alle sine synspunkter og også fortælle, at han støtter, fordi han synes, det i givet fald er en god idé, at man har styr på økonomien.

Undskyld mig, men jeg har forstået finansministeren på den led, at vi får aktstykket til orientering, ikke til egentlig forelæggelse. Nu ved jeg så ikke, hvordan jeg skal forstå det seneste svar, for det, finansministeren synes at indikere, er, at der bliver tale om en egentlig forelæggelse. Men det er da så et skred. Så har vi brugt mange timer på at diskutere frem og tilbage. Skal vi nu opfatte det, som om finansministeren er på vej med en egentlig forelæggelse? Det ville da være glædeligt. Det ville da være rigtig glædeligt.
     Lad mig til sidst spørge: Hvis det her er så klogt, som finansministeren lægger op til det er, hvorfor er det så en engangsforestilling? Hvorfor så afskære sig fra muligheden for at gøre det her år efter år efter år, hvis det er så klogt, som finansministeren synes at give indtryk af?

Jamen det er det jo lige præcis, fordi det er den virkelighed, der er omkring tekstanmærkninger. Det fremgår af Rigsrevisionen, og det fremgår af Justitsministeriet, at det
i virkeligheden er en sag, der kan løses ved en tekstanmærkning, men det kan ikke gøres vedvarende. Det er en enkeltstående foranstaltning. Når jeg ønsker det enkeltstående, så er det, fordi 2006-året er ganske specielt, fordi der er et samspil mellem nogle selvstændige kommuner, der i virkeligheden også er undergivet et ansvar for et sammenlægningsudvalg, fordi de efter 1. januar 2007 er en ny kommune. Derfor er de spilleregler, der kommer til at gælde fremover, jo ikke det, der overhovedet drøftes her i forbindelse med en tekstanmærkning. Vi vil i virkeligheden forhandle og aftale med Kommunernes Landsforening, hvordan vi håndterer det her fremover. Derfor er det sådan, at det er inden for de regler, der gælder, og den anvendelsesmulighed, der er for tekstanmærkninger, og det fremgår af alle lærde skrifter, som vi gør brug af, at det er fuldt legalt. Det kan et flertal lide og et mindretal ikke lide, og sådan er politik.

     Hr. Morten Helveg spørger, om det er en forelæggelse. Jeg forventer, at det er sådan, at når man oversender orienterende aktstykker, så bliver man vel kaldt i samråd, det ville jeg forvente, og der går jeg ud fra, at jeg der forelægger - i stedet for ordet forelægger, kan jeg sige redegør for - hvad det egentlig er, der ligger bag det, regeringen har valgt at ville gøre.
     Det kan være, jeg vil bruge ordet redegøre i stedet for forelægge.

Finansministeren indrømmede over for fru Marianne Jelved for forholdsvis kort tid siden, at aftalerne mellem KL og regeringen ikke har været holdt i den her regerings levetid. Samtidig fortæller finansministeren os, at det her har været forventet i ca. 35 år, nemlig at man ville gentage den adfærd, der var i forbindelse med sidste kommunalreform. Alligevel har man ikke sørget for at skaffe sig den her hjemmel, som man nu finder helt naturlig, rimelig og hensigtsmæssig, i forbindelse med lovgivningen om strukturreformen.
     Var det, fordi man ikke syntes, det var hensigtsmæssigt at have sådan en hjemmel før kommunalvalget, fordi det faktisk ville have blotlagt regeringens syn på aftalesystemet og på de lokalt valgte, nemlig at man hverken regner det ene eller det andet for noget, men kun sin egen magt til at gribe ind og styre direkte.

Jamen det er sådan, at regeringens syn på aftalesystemet er, at aftaler skal overholdes. Det er da ikke utroligt, at det er regeringens syn på aftaler.
     Det har en særlig appel i 2006, fordi man godt ved, hvordan det ellers foregår, når kommuner ophører med at eksistere, nemlig at man viderefører en regning, eller at man på anden måde har truffet nogle beslutninger, som man måske føler andre skal betale for, og det er nøjagtig det, der afspejler sig i budgetterne. Men vi venter altså med at have den forventning om, at det kunne gå galt, til vi ser budgetterne, for det er jo en indikation af, hvad det egentlig er, der er tale om.
     Det er jo nok rigtigt, at havde man valgt budgetter, der svarede til aftalen, jamen så er det klart, at jeg ikke havde bedt om den hjemmel, for der ville den viden, vi ville få om aftalens overholdelse, først komme i 2007, før ville vi jo ikke vide, om man rent faktisk havde efterlevet budgetterne.
     Nu ved vi up front, at hvis man udnytter de budgetmuligheder, der er vedtaget, så skrider den samlede økonomi, så får vi et niveau, som ingen ønsker sig i den finanspolitiske aktivitetsvirkning. Derfor er det altså, at vi i virkeligheden nu skal vise rettidig omhu, og det gør vi også.
     Så håber jeg, at alle appellerer alle vegne til, at kommunerne nu, om jeg så må sige, i samtale med sig selv finder ud, hvordan de overholder aftalen.

Det her lyder altså mere og mere som historien om et bebudet mord, historien om en bebudet budgetoverskridelse, fordi finansministeren igennem denne diskussion gang på gang på gang har henvist til erfaringerne fra 1970. Det er 35 år siden. Alligevel er det en meget stor overraskelse, at finansministeren vil have brug for sådan en hjemmel til at gøre, som det passer ham, en så stor overraskelse, at man først kan bede om at få den hjemmel efter kommunalvalget.
     Hvis det er rettidig omhu, så har jeg meget svært ved at forstå, hvad der i i det begreb, for jeg tror ikke, der er nogen, der vil tillægge finansministeren sådan et romantisk eller lyserødt livssyn, at kommunerne lige pludselig skulle opføre sig ganske anderledes nu end for 35 år siden.
     Ville rettidig omhu ikke have været at sørge for, at vi havde haft den her diskussion i forbindelse med strukturreformen og i forbindelse med den økonomi, som regeringen med omhu har undgået at diskutere?

Rettidig omhu er at bruge den viden, man har om, hvad der skete i 1970. Det har vi gjort, og det har været grundlaget for de samtaler, vi har haft med Kommunernes Landsforening, og de appeller, vi har givet: Tag nu og vend hver en krone, lad nu være overhovedet at sætte noget i værk på kort sigt, som ikke skal anvendes på lang sigt. Det er sagt hele vejen, den appel er givet hele tiden til kommunerne, og jeg har gjort det ved mange lejligheder: Tag nu at være opmærksom. Alle de steder, hvor man har sagt, det koster mange penge, har jeg sagt: Tag nu at være sparsommelig, vend hver en krone, vær meget omhyggelig.
     Der er givet sammenlægningsudvalgene en mulighed for egentlig at styre det med de appeller, der har været baseret på den viden om, hvordan det var. Så har jeg haft en forventning om, at man så også har lagt budgetter efter den appel, der er givet om nu at være meget omhyggelig, lade være med at bruge flere penge end det, der er absolut nødvendigt, for man får brug for dem siden hen.
     De appeller er givet, og derfor har man sagt, lad os så se, hvad der rent faktisk er besluttet. Det, vi i virkeligheden har gjort, er, at vi tager højde for det, og det er også her, vi viser rettidig omhu.

Tak til finansministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger nu.
     Jeg skal give ordet til fru Pia Gjellerup som privatist.

Der har været talt om demokrati i dag, og det er, fordi der er nogle problemer med, hvordan det udøves.
     Vi har en situation, hvor der fra en regerings side lægges op til - støttet af, om end det for en dels vedkommende er stærkt tøvende, så alligevel et flertal i Folketinget - at støtte, at Folketinget bliver reduceret i en meget væsentlig og afgørende sag fra at være det afgørende, besluttende organ til at være et sted, hvor vi får orientering om, hvad finansministeren har besluttet.
     I dansk folkestyre er det normalt sådan, at det er Folketinget, der beslutter og det er ministrene, der fører beslutningerne ud i livet, og det kontrollerer Folketinget så om ministeren gør ordentligt. Men her er det ministeren, der beslutter. Vi kender ikke konsekvenserne af beslutningerne, for dem tør ministeren faktisk ikke at betro Folketinget at kende, før Folketinget beslutter sig. Ministeren tør i denne her sag ikke at give Folketinget den afgørende beslutningskompetence, når man må have set de reviderede budgetter for kommunerne og amterne. Så tror man ikke, at Folketinget kan klare at tage de nødvendige beslutninger. Det synes jeg er en underlødiggørelse af det politiske, der sker i Folketinget, både debatter og beslutninger, og jeg synes, det er en stærk underlødiggørelse af Folketinget at reducere det til et sted, hvor man får en orientering.
     I øvrigt er mit emne, at der i dansk lov står, at bloktilskuddene, som det handler om, fastsættes af finansministeren med tilslutning af Folketingets Finansudvalg. Så burde det jo følge nøje deraf, at ændringer i dette også bliver undergivet Folketingets beslutning. Men nej, der bliver ikke en lovgivning og end ikke en parallel til den oprindelige fastsættelse i aktstykket - heller ikke det. Nej, vi kan få en orientering. Jeg tror ikke, at nogen, heller ikke da de lavede aftalen, har forestillet sig, at man kunne komme frem til et sådant individuelt indgreb, som der er tale om her, helt i strid med aftalerne. Aftalerne med KL og Amtsrådsforeningen bygger jo på et kollektivt princip. Her er der en vidtgående, ikke særlig specifik bemyndigelse til, at finansministeren frit kan vurdere, hvad der er overskridelser efter finansministerens mening, derefter overlade det til indenrigs- og sundhedsministeren efter nogle meget uigennemskuelige kriterier at fordele det, finansministeren måtte have fundet ud af han synes der er brugt for meget, og så fordele det i mærkelige kombinationer af mekanismer. Så bliver det lige kompletteret af, at hvis man ikke kan få den mekanisme til at fungere, sådan som det nu passer med det politiske landskab, så kan man helt frit inden for et puljebeløb, der ikke er fastlagt, så eftergive noget til nogle, man måtte synes særlig om, have særlig ondt af eller kende vældig godt. Den alvorlige situation står vi så i her lidt før jul, hvor finansministeren har ønsket sig en vidtgående beføjelse, og man kan sige, at et flertal i Folketinget er villig til på forhånd at give finansministeren en julegave. For man kan jo ikke, som finansministeren siger, vente til den 15. februar. Hvorfor kan man egentlig ikke det? Det kunne man jo sidste år - eller rettere, det kunne man i år, nemlig for dette års bloktilskud. Der kunne man netop vente til den 15. februar. Hvorfor kunne man vente på det tidspunkt? Jo, det kunne man, fordi der var folketingsvalg den 8. februar. Så kunne man vente til lige efter folketingsvalget, ligesom man denne gang har ventet til lige efter kommunevalget. Så kunne man komme med det, men den gang var det jo en lovgivning og ikke en tekstanmærkning fulgt af en orientering til Folketinget.

     Oppositionen har jo måttet overveje, hvilke konsekvenser vi vil drage af dette. Vi er enige om, at vi ikke kan tillade, at Folketinget bliver sat ud af spillet med hensyn til en beslutning på dette område, og derfor vil vi fremsætte
- og den færdige tekst vil nok fremkomme for Folketinget i næste uge - et forslag til folketingsbeslutning, som handler om, at Folketingets Finansudvalg skal have forelagt det, der måtte være sagsbehandlingen hos finansministeren, og at der forinden denne forelæggelse over for Folketingets Kommunaludvalg skal gives redegørelse for en række konkrete forhold, herunder hvad det er for nogle konkrete forhold, der bidrager til regeringens samlede vurdering af den størrelse, man mener er overskridelsen, en redegørelse, hvor der redegøres for ethvert element, der indgår i overvejelserne om fastlæggelsen og anvendelsen af mekanismer i forbindelse med at inddrage penge, og også for de udgiftsområder, som særlig har givet anledning til den udgiftsvækst, der er tale om, og som fører til regeringens vurdering af en for stor vækst i de kommunale og amtslige budgetter. Endelig ønskes en belysning af de elementer, der måtte indgå i denne ellers helt arbitrære eftergivelsesordning. Det forslag til folketingsbeslutning vil vi så komme til at behandle, mens kommunalbestyrelserne og amtsrådene sideløbende behandler deres budgetter. Og der har jo ikke været et ondt ord sagt om, at man havde drøftelser i Finansministeriet den 22. november, og at man skulle se, hvordan man kunne rette tingene, sådan at budgetterne kom i overensstemmelse med en aftale. Det, der diskuteres her, er et indgreb, hvor man ikke tør betro Folketinget at kende konsekvenserne, men afskærer Folketinget fra at tage beslutningen i god tid inden. Jeg skal også sige, at vi vel alle har den følelse, at det at skulle bruge en dag på noget, der ville være et spændende led i folkestyrets udvikling, nemlig en konference om samarbejdet mellem Folketinget og regeringen den 12. januar, under alle omstændigheder bliver af en helt anden rækkevidde, eftersom den nu skal handle om noget, der ikke er. Endelig skal jeg sige, at jeg også synes, at behandlingen har givet - og der tror jeg, jeg kan tale for alle oppositionspartierne - en opfattelse af, at det er vanskeligt for Folketingets formand at få mulighed for at hævde Folketingets rolle som den afgørende beslutningstager i det danske folkestyre. Og det er faktisk en trist udvikling, men det er jo så også nogle af de samlede overvejelser, vi må gøre os på baggrund af de sidste dages begivenheder og stille og rolige reduktion af Folketingets rolle i det danske folkestyre.

Ja tak, der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg skal give ordet til hr. Frank Aaen som ordfører i anden omgang.

Jeg tager ordet, fordi jeg er stærkt provokeret over, at finansministeren påstår, at tingene er lagt åbent frem.
     Hvordan er det nu, de her to anmærkninger, vi har debatteret det meste af dagen, er lagt frem? Vi har spurgt til det i Finansudvalget, og vi har spurgt til, hvornår offentligheden fik kendskab til, at man havde så vidtgående ændringsforslag på vej igennem Folketinget. Så får vi at vide, at det fik man oplyst, ved at de konjunkturbetingede ændringsforslag blev oversendt til Finansudvalget den 24. november, og det blev offentliggjort på Økonomistyrelsens hjemmeside den 5. december; altså for henholdsvis 2 uger siden og for nogle få dage siden, nemlig i mandags.
     Hvordan er den offentliggørelse så? Hvordan er den åbenhed, vil jeg gerne spørge finansministeren om. Jo, den går ud på, at vi får et papir over på 146 sider, hvor man på side 31 kan se denne her anmærkning. Og hvad er de her 146 sider så for noget? Jo, det er som sagt regeringens konjunkturbetingede ændringsforslag.
     Det er forslag - hvis jeg kan få opmærksomhed fra finansministers side - der går ud på, at der er ændret skøn vedrørende kulbrinteskatten, fordi olien er steget i pris. Det er ændret skøn over renteudgifter, fordi renten har ændret sig. Det er ændret skøn over forskellige poster, fordi valutakurser har ændret sig. Det er ændret skøn over chokoladeafgiften, fordi vi har spist mindre chokolade. Det er den type tekniske ændringsforslag, der er på 146 sider.
     Og så står der på side 31, at i øvrigt vil finansministeren have lov til at tage 3 mia. kr. fra kommunerne og amterne.

     Det har intet med åbenhed at gøre. Det er forkert at tale om åbenhed. Det er det modsatte. Det er sket i dølgsmål. Det er misvisende. Det er vildledende over for Folketinget og offentligheden at kalde det åbenhed.
     Det her gjorde regeringen og Dansk Folkeparti alt hvad de kunne for at holde skjult så længe som muligt, så der kun var nogle ganske få dage, inden vedtagelsen sker i dag her i Folketinget. Det er skammeligt.

Hermed sluttede forhandlingen om ændringsforslagene.

Før vi begynder afstemningen, holder vi en kort pause.
     Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl.
18.10.

Mødet udsat kl. 17.56

Mødet genoptaget kl. 18.10

Forhandlingen om ændringsforslagene er afsluttet, og vi går til afstemning.

 Afstemning

Til § 5. Statsministeriet.

Ændringsforslag nr. 1 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 580 forkastedes uden afstemning.

Til § 6. Udenrigsministeriet.

Ændringsforslag nr. 2 og 3 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 414 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 60 (V, DF og KF) imod; 7 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 419 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 581 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
104 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 4 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 582 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 5 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 583 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 420 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 6 vedtoges uden afstemning.

Til § 7. Finansministeriet.

Ændringsforslag nr. 7-11 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 584 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 12-18 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 585 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 19-21 vedtoges uden afstemning.

Til § 8. Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Ændringsforslag nr. 22-24 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 586 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 25 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 422 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 26-29 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 587 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 30 og 31 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 423 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 68 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 32 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 424 og 588 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 33 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 589 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 34-37 vedtoges uden afstemning.

Til § 9. Skatteministeriet.

Ændringsforslag nr. 38-40 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 425 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 41-45 vedtoges uden afstemning.

Til § 11. Justitsministeriet.

Ændringsforslag nr. 46 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 590 og 426 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 47 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 591, 427, 428, 592, 429 og 593 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 48 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 594, 595, 430 og 431 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 49 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 432 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 596 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 50 og 51 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 597-599 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 52 vedtoges uden afstemning.

Til § 12. Forsvarsministeriet.

Ændringsforslag nr. 53 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 600 og 601 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 54 vedtoges uden afstemning.

Til § 15. Socialministeriet.

Ændringsforslag nr. 55-58 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 500 vedtoges med 59 stemmer (V, DF og KF) mod 8 (SF og EL); 40 (S og RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 60-63 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 602 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 64 og 65 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 603 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 66-69 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 604 og 433 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 70 vedtoges med 67 stemmer (V, DF, KF og
RV) mod 40 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 605 og 434 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 71 og 72 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 501 vedtoges med 67 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 39 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 74 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 606 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 502 vedtoges med 68 stemmer (V, DF, KF og
RV) mod 39 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 607-611 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 435 og 436 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 76-78 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 437 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 438 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 79 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 439 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 80-82 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 612 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 83-90 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 613 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 91-97 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 614 forkastedes, idet 10 (SF og EL) stemte for, 97 (V, S, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 615 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
103 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 98-100 vedtoges uden afstemning.

Til § 16. Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Ændringsforslag nr. 440 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 101 og 102 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 441 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 103-106 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 616 og 442 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 443 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 107 og 108 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 444 forkastedes, idet 38 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 445, 617 og 446 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 503 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 447 forkastedes, idet 37 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 618 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 504 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 619-621, 448 og 622-624 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 505 og 111 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 695 vedtoges med 57 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF, EL og TF).

Ændringsforslag nr. 696 vedtoges med 57 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF, EL og TF).

Til § 17. Beskæftigelsesministeriet.

Ændringsforslag nr. 112 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 394 forkastedes, idet 9 (RV) stemte for,
98 (V, S, DF, KF, SF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 508 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 625 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 114 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 449 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 115 og 116 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 450 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 626 og 627 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 117 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 628 og 629 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 630 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 85 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 118, 509-511, 119-121 og 512 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 631, 632 og 451 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 513 og 123 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 633 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 514 vedtoges med 58 stemmer (V, DF og KF) mod 48 (S, RV, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 125 og 126 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 452 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 127-131 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 453 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 515 og 516 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 134 vedtoges med 87 stemmer (V, S, DF og
KF) mod 19 (RV, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 517, 135 og 518 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 454 forkastedes, idet 45 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod; 2 (RV ved en fejlafstemning) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 519 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 455 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 137 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 456 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 138-143 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 457 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 144-147 vedtoges uden afstemning.

Til § 18. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Ændringsforslag nr. 148-150 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 395 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 151 og 152 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 458 og 634 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 396 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 153 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 459 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 460-462 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 154-160 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 463 og 635 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 161-163 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 464 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 164 og 165 vedtoges uden afstemning.

Til § 19. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Ændringsforslag nr. 166-168 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 397 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 421 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 169-186 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 636 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 187-189 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 465 forkastedes, idet 49 (S, RV, SF, EL og TF) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 637 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 190 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 466 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 191-193 vedtoges uden afstemning.

Til § 20. Undervisningsministeriet.

Ændringsforslag nr. 194 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 638 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 467 og 468 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 195-197 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 398 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 399 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 469 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 198 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 415 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 199 vedtoges, idet 88 (V, S, DF og KF) stemte for, 19 (RV, SF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 200-202 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 639 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 203-210 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 640 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 211 og 212 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 641 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 213-225, 520 og 227 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 642 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 228-231, 521, 233-236 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 400 og 643 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 237 og 238 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 470 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 239-251 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 644 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 252-255 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 416 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 256-263 vedtoges uden afstemning.

Til § 21. Kulturministeriet.

Ændringsforslag nr. 264 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 471 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 265-268 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 645 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 472 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 473 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 269 og 270 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 401 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 402 og 646 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 271 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 647 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 272-275 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 474 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 276 og 277 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 475 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 278 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 476 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 279-286 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 648 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 287-300 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 649 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 301-304 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 477 og 650 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 305 og 306 vedtoges uden afstemning.

Til § 22. Kirkeministeriet.

Ændringsforslag nr. 307 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 478 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 403 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 308 vedtoges uden afstemning.

Til § 23. Miljøministeriet.

Ændringsforslag nr. 309 og 310 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 404 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 405 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 651 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 311-313 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 652 og 653 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 479 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 480 og 481 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 314 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 482, 654, 483 og 655 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 315-317 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 656 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 318 og 319 vedtoges uden afstemning.

Til § 24. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Ændringsforslag nr. 320-324 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 657 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 325-328 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 658, 484 og 659 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 329-333 vedtoges uden afstemning.

Til § 27. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

Ændringsforslag nr. 660 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 334 og 335 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 661 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 662 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 336 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 485 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 337 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 486 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 417 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 663 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 487 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 418 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
RV) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 338 vedtoges uden afstemning.

Til § 28. Transport- og Energiministeriet.

Ændringsforslag nr. 664 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 339 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 488 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 340 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 406 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 489 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 341-348 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 490-492 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 349-354 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 665 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 355 og 356 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 666 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 357, 358, 522 og 523 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 667 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 524 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 668 og 669 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 359 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 670 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 360 og 361 vedtoges uden afstemning.

Til § 34 Arbejdsmarkedsfond

Ændringsforslag nr. 671 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 525 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 672 forkastedes uden afstemning.

Til § 35 Generelle reserver

Ændringsforslag nr. 363 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 364 vedtoges med 87 stemmer (V, S, DF og
KF) mod 10 (SF og EL); 8 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 493 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 365 og 366 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 673 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 367 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 494 og 674-676 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 677 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
104 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 678-680 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 368-370, 526, 371 og 372 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 681 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 682 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
103 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 683 og 684 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 373 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 407-410 og 495-497 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. forkastedes uden afstemning.

Til § 37 Renter

Ændringsforslag nr. 527-533, 376 og 377, 534-541, 381 og 382 og 542 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 685 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 498 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 411 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 543 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 686 og 687 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 688 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 544 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 499 og 412 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 545-548 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 689 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 549-552 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 690 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 553 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 691 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 554 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 413 og 692 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 555 og 556 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 693 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 557 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 694 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 558-566 og 389 vedtoges uden afstemning.

Til § 40 Genudlån m.v.

Ændringsforslag nr. 567, 390, 568-571, 391 og 392 vedtoges uden afstemning.

Til § 41 Beholdningsbevægelser m.v.

Ændringsforslag nr. 572-579 vedtoges uden afstemning.

Hermed er afstemningen om ændringsforslagene afsluttet. Jeg foreslår, at behandlingen af finanslovforslaget standses, og at lovforslaget henvises til fornyet behandling i Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget. Sagens behandling stilles herefter i bero.

Forhandlingen om ændringsforslagene er afsluttet, og vi går til afstemning.

 Afstemning

Til § 5. Statsministeriet.

Ændringsforslag nr. 1 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 580 forkastedes uden afstemning.

Til § 6. Udenrigsministeriet.

Ændringsforslag nr. 2 og 3 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 414 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 60 (V, DF og KF) imod; 7 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 419 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 581 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
104 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 4 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 582 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 5 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 583 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 420 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 6 vedtoges uden afstemning.

Til § 7. Finansministeriet.

Ændringsforslag nr. 7-11 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 584 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 12-18 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 585 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 19-21 vedtoges uden afstemning.

Til § 8. Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Ændringsforslag nr. 22-24 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 586 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 25 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 422 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 26-29 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 587 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 30 og 31 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 423 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 68 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 32 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 424 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 588 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 33 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 589 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 34-37 vedtoges uden afstemning.

Til § 9. Skatteministeriet.

Ændringsforslag nr. 38-40 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 425 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 41-45 vedtoges uden afstemning.

Til § 11. Justitsministeriet.

Ændringsforslag nr. 46 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 590 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 426 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 47 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 591 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 427 og 428 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 592 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 429 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 593 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 48 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 594 og 595 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 430 og 431 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 49 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 432 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 596 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 50 og 51 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 597-599 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 52 vedtoges uden afstemning.

Til § 12. Forsvarsministeriet.

Ændringsforslag nr. 53 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 600 og 601 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 54 vedtoges uden afstemning.

Til § 15. Socialministeriet.

Ændringsforslag nr. 55-58 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 500 vedtoges med 59 stemmer (V, DF og KF) mod 8 (SF og El); 40 (S og RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 60-63 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 602 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 64 og 65 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 603 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 66-69 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 604 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 433 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 70 vedtoges med 67 stemmer (V, DF, KF og
RV) mod 40 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 605 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 434 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 71 og 72 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 501 vedtoges med 67 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 39 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 74 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 606 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 502 vedtoges med 68 stemmer (V, DF, KF og
RV) mod 39 (S, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 607-611 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 435 og 436 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 76-78 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 437 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 438 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 79 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 439 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 80-82 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 612 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 83-90 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 613 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 91-97 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 614 forkastedes, idet 10 (SF og EL) stemte for, 97 (V, S, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 615 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
103 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 98-100 vedtoges uden afstemning.

Til § 16. Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Ændringsforslag nr. 440 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 101 og 102 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 441 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 103-106 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 616 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 442 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 443 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 107 og 108 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 444 forkastedes, idet 38 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 445 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 617 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 446 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 503 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 447 forkastedes, idet 37 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 618 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 504 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 619-621 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 448 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 622-624 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 505 og 111 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 695 vedtoges med 57 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF, EL og TF).

Ændringsforslag nr. 696 vedtoges med 57 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF, EL og TF).

Til § 17. Beskæftigelsesministeriet.

Ændringsforslag nr. 112 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 394 forkastedes, idet 9 (RV) stemte for,
98 (V, S, DF, KF, SF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 508 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 625 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 114 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 449 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 115 og 116 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 450 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 626 og 627 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 117 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 628 og 629 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 630 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 85 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 118, 509-511, 119-121 og 512 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 631 og 632 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 451 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 513 og 123 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 633 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 514 vedtoges med 58 stemmer (V, DF og KF) mod 48 (S, RV, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 125 og 126 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 452 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 127-131 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 453 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 515 og 516 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 134 vedtoges med 87 stemmer (V, S, DF og
KF) mod 19 (RV, SF og EL).

Ændringsforslag nr. 517, 135 og 518 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 454 forkastedes, idet 45 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, Df og KF) imod; 2 (RV ved en fejlafstemning) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 519 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 455 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 137 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 456 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 138-143 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 457 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 144-147 vedtoges uden afstemning.

Til § 18. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Ændringsforslag nr. 148-150 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 395 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 151 og 152 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 458 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 634 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 396 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 153 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 459 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 460-462 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 154-160 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 463 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 635 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 161-163 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 464 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 164 og 165 vedtoges uden afstemning.

Til § 19. Ministeriet for Vidensksb, Teknologi og Udvikling.

Ændringsforslag nr. 166-168 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 397 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 421 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 169-186 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 636 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 187-189 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 465 forkastedes, idet 49 (S, RV, SF, EL og TF) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 637 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 190 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 466 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 191-193 vedtoges uden afstemning.

Til § 20. Undervisningsministeriet.

Ændringsforslag nr. 194 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 638 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 467 og 468 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 195-197 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 398 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 399 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 469 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 198 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 415 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 199 vedtoges, idet 88 (V, S, DF og KF) stemte for, 19 (RV, SF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 200-202 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 639 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 203-210 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 640 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 211 og 212 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 641 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 213-225, 520 og 227 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 642 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 228-231, 521, 233-236 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 400 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 643 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 237 og 238 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 470 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 239-251 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 644 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 252-255 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 416 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 256-263 vedtoges uden afstemning.

Til § 21. Kulturministeriet.

Ændringsforslag nr. 264 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 471 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 265-268 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 645 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 472 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 473 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 269 og 270 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 401 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 402 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 646 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 271 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 647 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 272-275 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 474 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 276 og 277 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 475 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 278 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 476 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 279-286 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 648 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 287-300 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 649 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 301-304 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 477 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 650 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 305 og 306 vedtoges uden afstemning.

Til § 22. Kirkeministeriet.

Ændringsforslag nr. 307 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 478 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 403 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 88 (V, S, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 308 vedtoges uden afstemning.

Til § 23. Miljøministeriet.

Ændringsforslag nr. 309 og 310 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 404 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 405 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 651 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 311-313 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 652 og 653 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 479 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 480 og 481 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 314 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 482 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 654 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 483 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 655 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 315-317 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 656 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 318 og 319 vedtoges uden afstemning.

Til § 24. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Ændringsforslag nr. 320-324 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 657 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 325-328 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 658 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 484 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 659 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 329-333 vedtoges uden afstemning.

Til § 27. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

Ændringsforslag nr. 660 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 334 og 335 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 661 forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 662 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 336 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 485 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 337 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 486 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 417 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 663 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 487 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 418 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
RV) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 338 vedtoges uden afstemning.

Til § 28. Transport- og Energiministeriet.

Ændringsforslag nr. 664 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 339 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 488 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 340 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 406 forkastedes, idet 48 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 489 forkastedes, idet 47 (S, RV, SF og
EL) stemte for, 59 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 341-348 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 490-492 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 349-354 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 665 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 355 og 356 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 666 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 357, 358, 522 og 523 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 667 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 524 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 668 og 669 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 359 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 670 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 360 og 361 vedtoges uden afstemning.

Til § 34 Arbejdsmarkedsfond

Ændringsforslag nr. 671 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 525 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 672 forkastedes uden afstemning.

Til § 35 Generelle reserver

Ændringsforslag nr. 363 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 364 vedtoges med 87 stemmer (V, S, DF og
KF) mod 10 (SF og EL); 8 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 493 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 365 og 366 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 673 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 367 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 494 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 674-676 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 677 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
104 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 678-680 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 368-370, 526, 371 og 372 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 681 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 682 forkastedes, idet 3 (EL) stemte for,
103 (V, S, DF, KF, RV og SF) imod.

Ændringsforslag nr. 683 og 684 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 373 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 407-410 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 495-497 forkastedes uden afstemning.

Til § 37 Renter

Ændringsforslag nr. 527-533, 376 og 377, 534-541, 381 og 382 og 542 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 685 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 498 forkastedes, idet 39 (S, SF og EL) stemte for, 67 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 411 forkastedes, idet 19 (RV, SF og EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 29 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 543 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 686 og 687 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 688 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 544 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 499 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 412 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 545-548 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 689 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 549-552 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 690 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 553 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 691 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 554 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 413 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 692 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 555 og 556 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 693 forkastedes uden afstemning.