Vi har fået besvaret et par spørgsmål, efter at vi havde andenbehandling her i salen. Det, der er grund til lige at opholde sig ved her, er for det første de hovedindvendinger vi har til det nye lovforslag. Vi skal nok acceptere det, det er ikke det, vil jeg sige til ministeren, men vi er bekymrede for, om der kommer tilstrækkelig mange ind på uddannelserne og bliver SOSU-assistenter og -hjælpere.
Vi ved, at det er et område, der er et stort fokus på. Vi ved, at der er rigtig mange, der holder op i de kommende år, og de statistikker, vi har fået, bekræfter det til fulde. Der er stort set ikke rigtig nogen over 60 år, der forsætter med arbejdet. Det er et utrolig hårdt job at have i kommunerne, og derfor kan vi se af de lister, vi har, at det er meget, meget få, der fortsætter med at arbejde. Derfor kan vi jo også følge udviklingen og se, hvor mange, vi får behov for i de kommende år.
Så er der spørgsmålet om det antal, der kommer gennem aktiveringsordningen. Det ser ud til, at det falder en lillebitte smule, det har selvfølgelig også lidt med konjunkturerne at gøre.
Det andet hovedspørgsmål er, at ministeren mener, at halvdelen af dem, der skal igennem systemet, vil komme fra den nye mesterlæreordning. Det er jeg meget i tvivl om, og derfor vil jeg gerne have ministeren til at fortælle lidt om det fra talerstolen, for kommunerne har jo den mulighed i dag at bruge mesterlærevejen.
Det, der er uforståeligt for mig, er, hvorfor kommunerne lige pludselig skulle begynde at tage elever ind på den måde. Der er ikke mere økonomi eller noget som helst andet i det, men o.k., det kan godt være, at ministeren har ret i det. Hvis ministeren ikke har ret, får vi et meget, meget stort problem, fordi vi ikke får nok elever ind på ordningen. Så jeg vil godt høre ministeren, om han har gjort sig nogle overvejelser om, hvad han vil gøre ved det problem, der vil være, hvis ikke vi får nok ind i systemet.
Ligesådan med det andet, hvor det mere er de faglige kredse, der har rejst det spørgsmål om, hvorvidt kvaliteten af uddannelsen er god nok, og hvor jeg vil love ministeren, at uanset at vi siger ja til det her, er det et område, vi vil have fuld fokus på. Vi vil nemlig gerne have, at der er folk, der får en uddannelse inden for det her område, og vi vil også gerne have, at der er en ordentlig kvalitet i uddannelsen.
Det er de to væsentligste anker. Vi accepterer det, som det er og skal nok stemme for det ved tredjebehandlingen, men vi vil gerne have ministeren til at kommentere de to ting.