Vil ministeren oplyse, hvor mange penge der i forbindelse med EU's eksportstøtteordninger er gået til eksport af levende slagtekvæg til muslimske lande, samt hvor mange stykker kvæg det inden for de enkelte dyreracer i alt drejer sig om – både i forhold til de allerede nu støttede eksporter - samt de forventede antal, inden den endelige udfasning er gennemført?
Kommissionens tilkendegivelser om at stoppe eksportstøtten er blevet hilst varmt velkomment, og det med god grund, når der henses til, at den ofte er gået til eksport af levende kvæg fra EU til lande i Mellemøsten, hvor dyrene ved ankomsten er blevet slagtet under vilkår, der er forbudt i EU. Det er velkendt, at rejserne, som kan tage op mod ti dage, er stærkt pinefulde for dyrene, hvoraf mange dør undervejs af tørst og sygdomme.
På den baggrund bedes ministeren oplyse, hvor mange levende dyr der i tidens løb er blevet eksporteret med EU-eksportstøtte til de muslimske lande, som praktiserer halalslagtninger, samt hvor mange man forventer vil blive eksporteret frem til den endelige udfasning af eksportstøtten.