Spm. nr. S 1742

2) Til statsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Er statsministeren - i forlængelse af forhandlingerne om EU's budget 2007-2013 - forstående over for det britiske synspunkt om, at Storbritannien i nettotal er en uforholdsmæssig stor bidragyder?«

Som et kuriosum kan jeg ikke lade være med at sige, at jeg ikke har noget problem med, at andre lande sænker deres skatter, men at jeg har et problem, hvis jeg skal være med til at finansiere de landes skattelettelser.
     Mit næste spørgsmål går på det synspunkt, som har været fremført fra britisk side om rabatordningerne: Man vil ikke være med til at finansiere landbrugsstøtteordningerne i det omfang, som andre EU-lande kræver. Hvis man ser på nettoopgørelserne for EU-landene, kan man konstatere, at Storbritannien har et nettoprovenu på kun 58 pct. Det vil sige, at hver gang de betaler 100 euro, får de kun 59 igen - og det er jo selvsagt en dårlig forretning - mens tallet for lande, der er traditionelle landbrugssamfund som Frankrig, Italien, Spanien osv., selvfølgelig er meget højere.
     Jeg vil godt spørge statsministeren, om han i hvert fald ikke har forståelse for, at et land, der ikke er et traditionelt landbrugsland eller primært bygger sin økonomi på landbrugsproduktion, selvfølgelig vægrer sig ved at betale til en pulje, der ensidigt bliver givet til producenter af landbrugsvarer.

Nej, det synspunkt har jeg ikke forståelse for. Jeg mener, vi skal af med rabatterne, vi kom et lille skridt på vejen med budgetaftalen, og det er også en af grundene til, at jeg er tilfreds med budgetaftalen, hvor der bl.a. blev aftalt en reduktion - og vel at mærke en permanent reduktion - af den britiske rabat.
     Jeg synes ikke, det er rimeligt med rabatter. EU er et fællesskab, hvor vi beslutter nogle fælles politikområder. Det koster nogle penge, og når vi har besluttet den fælles politik og besluttet, hvor mange penge der skal bruges til den, må landene derefter betale i forhold til deres betalingsevne.
     Når der er nogle, der får rabat, er det mangel på solidaritet. Det er jeg nødt til at sige, og det har vi også sagt om både den britiske rabat og andre landes rabatter. Men sådan noget er ikke nemt at komme af med fra den ene dag til den anden, og derfor glæder jeg mig over, at vi kom et skridt på vejen med den nye budgetaftale, så mængden af rabatter vil være mindre, når den næste budgetperiode slutter, end den var, da den startede. Det er i det mindste et skridt i en tilfredsstillende retning.

En del af december befandt jeg mig i Hongkong sammen med vores udmærkede udenrigsminister, som netop kæmpede for at få landbrugsstøtteordningerne så langt ned som muligt, fordi vi alle sammen ved, at de er skadelige for forbrugerne, og at de er skadelige for verdenshandelen.
     Vi har nu et land, nemlig Storbritannien, som ikke ønsker at betale til puljer, der ensidigt favoriserer landbrugsproduktionen i Europa. Omkring 40 pct. af EU's budget går til landbrugssubsidiering, og har statsministeren ikke forståelse for, at et land, der får en så liden del af sine penge tilbage, fordi landets økonomi er baseret på service og industri og ikke på landbrugsproduktion, naturligvis vægrer sig ved at betale til sådanne puljer?
     Hvordan kan statsministeren sende udenrigsministeren til Hongkong og kæmpe for, at landbrugssubsidierne skal ned, samtidig med at han skoser Storbritannien for ikke at ville betale til de landbrugssubsidier, som regeringen tilsyneladende også er imod? Det hænger jo ganske enkelt ikke sammen.

Det synspunkt er jeg af to grunde slet ikke enig i.
     For det første: Når man er medlem af en forening og skal betale et kontingent til den forening, må man også betale sit kontingent. Der kan være nogle ting i foreningens aktivitet, man måske ikke er helt enig i, men så længe man er medlem af foreningen, må man også betale kontingentet. Det gælder for Storbritannien så vel som for andre.
     For det andet: Det giver ingen mening at begynde at gøre de enkelte landes fordele af EU-samarbejdet op ved at se, hvor meget de betaler til EU, og hvor meget de får tilbage. Det er helt tilfældigt, og det giver ingen mening, for den fordel, det enkelte land har ved at være medlem af EU, er langt, langt større, end det kan ses af budgettet. F.eks. er Storbritannien et stort land, som har meget stor fordel af den frie adgang til et stort indre marked i Europa med flere hundrede millioner forbrugere, og den fordel kan ikke bare lige gøres op. Men et stort land som Storbritannien har en enorm fordel af det, og derfor giver det ingen mening at se på betalingsstrømmene, altså om man får så og så meget ud af landbrugspolitikken eller så og så meget ud af strukturfondspolitikken. Vi anerkender fra dansk side overhovedet ikke begrebet nettobidrag. Vi ser på, hvor meget vi indbetaler brutto, og det er det, der er det afgørende.

Det er da fuldstændig rigtigt, at de fordele, der er forbundet med ikke at have toldbarrierer og kunne handle frit og med alle de andre liberaliseringsforanstaltninger, er svære at gøre op, men det har bare overhovedet ikke noget med netto- eller bruttoopgørelser at gøre. Nettoopgørelsen handler ganske enkelt om, at man har et budget, hvor pengene bliver brugt ud fra nogle politiske rationaler. 70 pct. af dem går til regulær planøkonomisk politik, og det kan man ikke bare lukke øjnene for og sige, at det er umuligt at gøre tallene op.

     Sagen er den, at Storbritannien ikke modtager ret meget landbrugsstøtte, fordi de ikke producerer ret mange landbrugsvarer, og når statsministeren kæmper for at få landbrugsstøtten ned, virker det da mærkeligt, at han samtidig skoser Storbritannien for at gøre det samme. Det hænger da ikke sammen, at man på den ene side kæmper i Hongkong for at få landbrugsstøtten ned, men på den anden side ikke vil støtte Storbritanniens synspunkt om, at der skal være rabatter for at få landbrugsstøtten ned.
     Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan man kan tale med to tunger. Godt nok er det to forskellige kontinenter, men alligevel er der da en eller anden form for uoverensstemmelse mellem synspunkterne.

Jamen det er jo ikke sådan, det forholder sig. Man kan godt arbejde for at få ændret EU's politik på f.eks. landbrugsområdet, men det fritager da ikke en for at betale et fair kontingent. Det kan da ikke være sådan, at når man er medlem af et fællesskab, vil man ikke betale, hvad det koster. Det kan man bare ikke, og det er det, vi har sagt til briterne.
     Vi støtter ønsket om en reform af landbrugspolitikken og en gradvis reduktion af landbrugsstøtten, men vi betaler da fra dansk side stadig vores kontingent til fællesskabet, samtidig med at vi arbejder for at få politikken ændret. Det kan da ikke være sådan, at hvis man ikke kan få sin vilje, og hvis man ikke lige kan komme igennem med alle sine synspunkter, nægter man bare at betale. Så kan et fællesskab jo ikke fungere, og skåret helt ind til benet er det jo det, det handler om.
     Det er derfor, vi siger fra dansk side, at når vi først er blevet enige om en fælles politik - og Storbritannien er jo med i et fællesskab, som har besluttet en fælles landbrugspolitik - må vi hver især også betale vores fair andel af kontingentet.

Nu blev Storbritanniens rabat jo besluttet fuldstændig efter EU's regler, og den eneste grund til, at der pludselig var nogle, der rørte på sig, var, at Frankrig blev bange for ikke at kunne score kassen i landbrugsstøtte for næsen af de andre lande. Er det ikke rigtigt? Det siger selvfølgelig sig selv, at hvis der bliver færre udgifter i form af færre landbrugsordninger, bliver der også færre indtægter.
     Jeg synes ikke, det er særlig heroisk, når statsministeren siger, at man kan arbejde for at ændre EU's politik. Ja, det er selvfølgelig rigtigt, men hvorfor gør statsministeren det så ikke? Hvorfor støttede han ikke Tony Blair i, at den rigtige vej at gå er at sænke udgifterne og afledt deraf også sænke indtægterne? Hvorfor meldte statsministeren sig ikke i 1 pct.-klubben, når han havde alle chancer for det? Det forstår jeg ganske enkelt ikke.

Vi har faktisk fra dansk side støttet det britiske formandskab på alle punkter på nær lige præcis i spørgsmålet om den britiske rabat.
     Vi har været enige i, at der skulle vedtages et ansvarligt budget, og vi synes, at det, man landede på - 1,045 pct. af bruttonationalindkomsten for at være helt præcis - er et ansvarligt budget. Vi har støttet, at der skal afsættes flere ressourcer til investeringer i forskning, udvikling og uddannelse, og på andre områder har vi ligeledes støttet det britiske formandskabs ønsker om moderniseringer og reformer. Men vi har altså samtidig kæmpet for at komme af med rabatterne, og her har vi selvfølgelig ikke haft samme synspunkt som det britiske formandskab.
     Jeg er bare nødt til at fastslå, at når man er medlem af en klub eller en forening, som EU jo er, er man både med til at beslutte den fælles politik og lægge den fælles økonomiske ramme, men bagefter må man også betale sin fair andel af regningen.

Hermed sluttede spørgsmålet.