Spm. nr. S 3325

9) Til skatteministeren af:
Lene Jensen (S):
»Kan ministeren bekræfte, at SKAT i februar 2006 var ca. 1 mia. kroner bagud med at indkræve gammel skattegæld hos borgerne, således som det blev oplyst i DR's »Pengemagasinet« den 15. marts 2006?«

Det er søreme godt, jeg har stillet spørgsmålet, for jeg har haft oplevelsen af, at der gennem de seneste måneder er fløjet en masse tal gennem luften, når vi har diskuteret problemet.
     Som ministeren også nævnte, havde vi et samråd for en måned siden, hvor der ikke fløj så mange tal igennem luften, når vi spurgte til det samlede provenutab, men det sidste tal fløj gennem luften i torsdags. Jeg tror, vi var mange, der så Pengemagasinet i fjernsynet, hvor man mente at vide, at vi nu er 1 mia. kr. bagud, men her i dag siger ministeren, at vi nærmest er forud, hvis vi sammenligner januar-februar med januar-februar sidste år.
     Jeg er sådan set ligeglad med, hvad ministeren sammenligner med, jeg vil sådan set bare gerne vide, hvordan det går. Er det rigtigt, at man er 1 mia. kr. bagud? Hvis det er rigtigt, at man er 1 mia. kr. bagud, uanset om det er regnet fra den 1. november, eller hvad det nu er, hvad har ministeren så tænkt sig at gøre ved det? Vi har talt meget om, hvad der er sket, men måske skulle vi også tale lidt om, hvad der skal ske.
     Regner ministeren med at kunne indhente efterslæbet? Lad være med at sige, at det skam var ventet, for det kommer der jo ikke penge i kassen af. Er det rigtigt, at efterslæbet er
1 mia. kr., og hvad har ministeren egentlig tænkt sig at gøre ved det?

Man kan altså ikke komme uden om, at det har været forudsat og kendt, at når betalingsaftaler, der var i kraft, bliver stoppet og skal indtastes igen, vil det give et efterslæb. Derfor har det været klart fra starten, at der ville være et efterslæb, og det er lige så klart, at efterhånden som betalingsaftalerne bliver indtastet igen og indbetalingerne begynder at komme, begynder vi også at gnave os ind på det efterslæb, der har været fra starten.
     Som jeg nævnte lige før, har fusionen på skatteområdet tjent en række fornuftige formål og gør det fortsat, herunder at indkrævningen skal være mere effektive, og derfor vil jeg gerne tage afstand fra den holdning, at der skulle være et stort og uventet efterslæb på grund af fusionen.
     Siden den 1. september 2005, hvor SKAT overtog inddrivelsesopgaven, er skatterestancerne steget med ca. 700 mio. kr. Af de ca. 700 mio. kr. kan en del henføres til de normale sæsonmæssige udsving, der er hvert år i denne periode, men hovedparten må tilskrives de overgangsproblemer, der er i forbindelse med fusionen. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at pengene ikke er tabt, men at der er tale om periodeforskydning. Restanterne hæfter stadig for gælden, og det er SKATs vurdering, at størstedelen af fordringerne vil blive inddrevet. Heldigvis viser tallene for januar og februar i år, at restancemassen nu er stabil på ca. 6,8 mia. kr., så restancerne er altså ikke steget i februar 2006, som de ellers gjorde i februar 2005 og 2004.
     Jeg vil også pege på, at inddrivelsen af virksomhedsrestancer stort set kører som tidligere. Det samme gælder inddrivelsen af licensrestancer, DSB-bøder og studielån, og det samme er tilfældet med de nye opgaver med parkeringsbøder og motorafgifter. Her er restancerne allerede nedbragt.

     I slutningen af januar og starten af februar i år er der udsendt 158.000 rykkerbreve for en restancemasse på 5,2 mia. kr., ligesom der vil blive fulgt op med de øvrige nødvendige inddrivelsesskridt. Det er hensigten, at restancerne skal mindskes, og der vil være behov for, at vi i de kommende måneder følger udviklingen nøje og bl.a. får systemunderstøttelsen til at virke normalt, så inddrivelsesopgaven kan komme til at virke i en effektiv driftsmæssig gænge.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet markant klogere af svaret, men det behøver selvfølgelig ikke at være skatteministerens fejl. Der er bare det ved det, at vi har haft lidt svært ved at få lagt på bordet, hvor store problemerne er, og hvad det rent faktisk betyder, at de penge, som skal finansiere den danske velfærd, ikke kommer ind, uanset om vi synes, problemerne er store eller små.
     Nu siger ministeren, at det er et eller andet, der ligner 700 mio. kr. Vi har imidlertid et tal, der siger 1 mia. kr., og jeg kan egentlig ikke forstå, at ministeren ikke er gået mere i rette med Pengemagasinet, hvis det ikke er korrekt.
     Så blev der remset en række områder op, hvor det går helt fint. Jeg hørte ikke, men det er måske, fordi jeg er lidt forkølet, om parkeringsafgifter, daginstitutionstakster og renovationsafgifter var med. Det, vi hører på gangene, er jo, at det er et område, hvor det kniber gevaldigt, og det er noget, der går ud over kommunerne. Det er noget, vi vender tilbage til lidt senere på dagsordenen.
     Men hvad er det rigtige tal? Er det godt 700 mio. kr., eller er det den milliard kroner? Og hvis det ikke er den milliard kroner, hvor kan Pengemagasinet dog så have fået det tal fra?

Som nationaløkonom ved fru Lene Jensen godt, at når man snakker statistik og tal, er det vigtigt at vide, hvilket udgangspunkt man starter fra, og hvilket tidspunkt man måler fra. Derfor er der forskel på, om man måler fra februar 2005 til februar 2006 og dermed en periode, hvor ansvaret for inddrivelsen af skatterestancer lå i kommunerne, eller man kigger på den periode, hvor ansvaret for inddrivelse af skattegælden har ligget hos SKAT, altså perioden fra november 2005 til i dag.
     Hvis man kigger på perioden fra november til i dag, har der været en vækst på ca. 700 mio. kr. Nogle af de 700 mio. kr. skyldes et naturligt sæsonudsving, som vi også har kunnet se de foregående år, andre skyldes naturligvis, at betalingsaftalerne blev afbrudt, så inddrivelsen ikke kunne være lige så effektiv i opstarten, som tilfældet ville have været i en almindelig driftsfase.
     Jeg synes, det er væsentligt at lægge mærke til, at fra januar til februar, hvor der normalt har været en svag stigning i restancerne, har vi kunnet fastholde en stabil udvikling. Det betyder, at vi er kommet ind i en meget bedre gænge og får inddrevet meget mere effektivt end tidligere, og vi skal selvfølgelig holde fokus på, at det også sker fremadrettet. Men hvis vi snakker om forskellige statistikker, skal vi huske: Hvornår starter man, og hvornår slutter man?

Jeg takker ydmygst for belæringen.
     Jeg er ikke i tvivl om, at skatteministeren ved enhver given lejlighed vil vælge det udgangspunkt, der får skatteministerens biks til at se pænest ud, for det er jo et ganske kendt fænomen. Men jeg har bare ikke hørt noget svar på den del af spørgsmålet, der handler om, hvor stor en del man tror, man kan hente ind, jeg har kun hørt nogle hensigtserklæringer om, at man tror, man nok kan hente noget, og hvad ved jeg.
     Det er jo mange penge, det handler om. Jeg er godt klar over, at det er en del af en stor mængde, men det er alligevel mange penge, det handler om. Somme tider sidder vi og fedter med 2, 3, og 5 mio. kr., men her taler vi altså om noget, der er op mod 1 mia. kr., og hvad er skatteministerens bedste vurdering af, hvor mange af de penge vi nogen sinde kan regne med at se igen?

Min egen og SKATs bedste vurdering er, at det kun er et meget lille beløb, som vil være endegyldigt tabt. Langt den største del af beløbet er restancer på grund af periodeforskydninger, så det, man ikke får hentet ind den ene måned, fordi betalingsaftalen skal indtastes manuelt, kan man hente ind senere. Det er heldigvis sådan, at det er kun en meget lille del af beløbet, der vil være uigenkaldelig uerholdeligt, som det hedder i det tekniske fagsprog, og det er min vurdering, at vi vil hente langt den største del af restancen ind igen, så det kun er en meget, meget begrænset del, der vil være et decideret tab. Vores mål er naturligvis at arbejde efter, at der slet ikke sker noget tab, men det er i hvert fald vigtigt at slå fast, at man ikke kan konstatere allerede i dag, at der ikke vil ske tab.

Hr. Jens Peter Vernersen som medspørger. Værsgo.

Nu sagde skatteministeren, at vi er inde i en stabil udvikling, men man må vel konstatere, at den stabile udvikling ligger på et højere restanceniveau.

     Ministeren er vel enig i, at hvis vi kigger på perioden fra den 7. februar 2005 til 5. februar 2006, er der sket en stigning i restancerne på lige under 1 mia. kr., helt nøjagtigt 939 mio. kr. Ministeren nævnte, at nu er man lige præcis oppe på en restance på 6,7 mia. kr., og det er som sagt 1 mia. kr. over det, den var for et års tid siden. Ministeren siger, at han er tilfreds med, at vi nu er, som det blev sagt, inde i en stabil udvikling, men på nuværende tidspunkt er den i hvert fald stabil på et højere niveau end for et års tid siden, og det kan da ikke være tilfredsstillende.

Det er lidt af et deja-vu af vores foregående diskussion om, hvornår jeg er tilfreds.
     Jeg vil gerne sige helt klart, at jeg ikke er tilfreds med det høje niveau, men jeg er tilfreds med, at på trods af at man skulle starte grundlæggende forfra på flere områder, fordi det ikke var muligt at konvertere betalingsaftalerne direkte, så man skulle starte forfra med manuel indtastning af betalingsaftalerne, er det nu lykkedes at stabilisere restanceniveauet. Hvor der i de foregående 2 år har været en svag stigning fra januar til februar, præsterer vi nu at holde et stabilt forløb, og det forløb skal gerne fortsætte med at blive forbedret, så vi kan få nedbragt restancen.
     Jeg vil gerne understrege, at ved at samle restancerne får vi mulighed for at lave én organisation, én lovgivning og ét it-system, der gør, at vi kan inddrive restancer på en mere effektiv måde end hidtil. Lovgivningen, der skal danne grundlag for det, bliver jo fremlagt for Folketinget i næste uge til vedtagelse inden sommerferien, og de it-systemer, der skal til, skal udvikles specielt til os for at sikre, at det kan klare alle de funktioner, som bl.a. kommunerne, regeringen og Folketinget efterspørger.

Nu gav skatteministeren udtryk for, at der var en normal stigning fra januar til februar, og det var også lige præcis derfor, jeg valgte at sammenligne tallene fra februar 2005 og februar 2006, for de må kunne sammenlignes. Der må foreligge den samme forudsætning, når det er den samme måned, og der er altså en stigning på lige under 1 mia. kr.
     Dertil kommer en anden ting, som også er meget, meget alvorligt. Der er ingen, som ved det helt præcist, men efter det oplyste er der ca. 1 mia. kr. i kommunale udeståender, som heller ikke er opkrævet, og så er det jo ikke 1 mia. kr., vi taler om. Så er det i stedet 2 mia. kr. Jeg hørte, at ministeren ganske omhyggeligt undgik at omtale netop de restancer, som ikke var krævet ind fra kommunerne, men som også skulle have været inddrevet i den periode.

Lige for først at få den del på plads: Det er korrekt, at hvis man sammenligner fra februar til februar, har der været en stigning på ca. 940 mio. kr., men hvis man kigger på, hvad der er sket, siden SKAT har overtaget restanceinddrivelsen, er der igen tale om, at der har været en stigning på ca. 700 mio. kr.
     Jeg synes, det er ret væsentligt lige at få slået fast endnu en gang, at kommunerne fortsat har opgaven med at opkræve gæld hos borgerne. Det er kommunerne, der udsender rykkere, og det er kommunerne, der skal forsøge at få borgerne til at betale frivilligt. Vi får først kendskab til gældsposterne på det tidspunkt, hvor kommunerne opgiver selv at inddrive dem og oversender restancen til SKAT, så vi med de inddrivelsesskridt, der er til rådighed - udlæg, lønindeholdelse m.v. - kan tage mere kontant fat på at få inddrevet restancerne, og derfor ligger der stadig en række oplysninger om tilgodehavender, som SKAT ikke har et klart billede af, ude i kommunerne.

Jeg vil gerne takke hr. Jens Peter Vernersen for at have fundet den milliard kroner. Skatteministeren kunne kun svinge sig op til de 700 mio. kr., men nu har vi da fået en forklaring på milliarden, og tak for det.
     Så vil jeg gerne sige, at jeg egentlig ikke synes, skatteministeren kan tillade sig at være forundret over, at vi ikke kan finde ud af, hvornår skatteministeren er tilfreds. Tilbage i december måned afgav ministeren et svar til Skatteudvalget, hvor han sagde, at det var rigtigt, at der havde været lidt problemer med it og telefoni, men på nuværende tidspunkt - altså midt i december - var de fleste løst, og det hele skulle såmænd nok køre efter nytår. Så havde vi samrådet for en måned siden, hvor svarets ordlyd var: Ja, nu er problemerne stort set løst. Men det er vel kun en uges tid siden, at tast selv-systemet, som var gået i luften, også røg på jorden og var forbundet med meget, meget store problemer.
     Det virker, som om der er en meget fleksibel tilfredshedstærskel hos skatteministeren, men jeg vil bare sige, at for mit eget og Socialdemokratiets vedkommende er det sådan, at vi sådan set først er tilfredse, når tingene kører, og når folk betaler det, de skal - ikke mere, men det, de skal. Det handler også om retsfølelse, og jeg håber ikke, at ministeren tager for let på det, for det er jo faktisk en alvorlig sag, når der mangler omkring en milliard kroner i kassen.

Normalt vil jeg tage det som en ros at blive kaldt fleksibel, men jeg kunne forstå lidt på fru Lene Jensens undertone, at her skal det ikke tages som en ros at være fleksibel. Jeg vil dog gerne sige, at mit succeskriterium og tilfredshedsniveau er nået, når vi har fået it-systemerne til at køre i en normal og god daglig gænge.
     Så er det gode spørgsmål jo: Hvad vil det være? Jeg tror, at enhver, der arbejder med it-systemer, f.eks. Folketingets it-system, vil vide, at en hundrede procent optimal funktion er lidt af en illusion. Det er i hvert fald ikke noget, som kan præsteres fuldt ud af Folketingets system, og det er heller ikke noget, som jeg kan forvente at SKAT kan præstere fuldt ud, men der skal ske en forbedring.
     Jeg har i mine tidligere svar i dag nævnt en lang række af de forbedringer, der er blevet gennemført siden samrådet for en måned siden til i dag. Dag for dag har vi gradvis gennemført forbedringer og udviklet nye løsninger til afhjælpning af de problemer, der har været. Der har været en række problemer, som har haft tilknytning til netværket, og derfor har vi udvidet kapaciteten. Der har været en række problemer, der har haft tilknytning til telefonsystemet, og derfor har vi lavet nye undersøgelser. Der er nogle problemer med telefonbetjeningen, som først kan løses, når vi har fået kundecentrene til at fungere effektivt, og derfor har vi fremrykket tidspunktet for etablering af kundecentrene fra januar til maj. Der er altså en lang række initiativer undervejs.

Hermed sluttede spørgsmålet.