Spm. nr. S 3514

2) Til statsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF) og Morten Messerschmidt (DF):
»Hvor længe vil statsministeren acceptere, at Tyrkiet som ansøgerland til EU har besættelsestropper på Cypern?«

Det andet spørgsmål er så af en lidt mere principiel karakter, hvad angår den tyrkiske besættelse af Nordcypern, og drejer sig ikke så meget de specifikke problemer, det har afstedkommet. Men for at bruge statsministerens ord ønsker vi jo alle sammen en løsning. Sådan er det faktisk med alle problemer; alle parter ønsker jo en løsning.
     Det handler om, hvad løsningen kommer til at indeholde, og det er klart, at set fra Dansk Folkepartis synspunkt er det fuldstændig uholdbart at finde en løsning, hvor man går videre med forhandlingerne om tyrkisk medlemskab, samtidig med at der findes besættelsestropper på Nordcypern.
     Vi mener, det må være så evident, at man selvfølgelig ikke kan forhandle med et land, der er besættelsesmagt i EU, og derfor ønsker jeg bare statsministerens klare stillingtagen til, hvorvidt man kommer nogen som helst skridt videre i forhandlingerne, før den nu over 30-årige besættelse af Cypern, som altså er en del af EU, hører op. Det må være en helt ubetinget betingelse for Tyrkiet.

Jeg må minde hr. Morten Messerschmidt om, at Tyrkiet fik status som kandidatland tilbage i 1999, hvor Tyrkiet også havde tropper til stede på den nordlige del af Cypern. Så det, at Tyrkiet har fået status som kandidatland, er altså adskilt fra spørgsmålet om tilstedeværelsen på den nordlige del af Cypern.
     Men det ændrer ikke ved, at det er umuligt at forestille sig et tyrkisk EU-medlemskab, før Cypernproblemet er løst, og samtidig må det først og fremmest være de involverede parter selv, der definerer, hvad de betragter som en gensidig, acceptabel, samlet løsning. Men jeg giver hr. Morten Messerschmidt ret i, at man ikke kan forestille sig Tyrkiet som medlem af EU, uden at der er fundet en sådan løsning på Cypernproblemet.

Så er jeg nødt til at spørge, hvad det er for en løsning, statsministeren forestiller sig, for statsministeren nævnte under det tidligere spørgsmål, at det var FN, der skulle spille en rolle, og den plan, som Kofi Annan har lagt frem, er jo i den grad en desavouering af græsk-cyprioterne, den er
i den grad en umyndiggørelse af alt, hvad der hedder Cyperns cypriotisk selvstændighed. Altså, man vil give en besættelsesmagt vetoret over politiske afgørelser, man vil tvinge centralbanksreserven til at blive delt fifty-fifty imellem de to statsenheder. Det er jo fuldstændig uspiseligt, og det er naturligvis også blevet afvist af græsk-cyprioterne. Derfor vil jeg høre, hvad det så er for en model, statsministeren egentlig forestiller sig at man kan gennemføre for at få en fredelig løsning og altså få en mulighed for at løse det her problem, for selvfølgelig er alle enige i, at der skal findes en løsning. Det skal bare være en løsning, som ikke foregår på tyrkiske præmisser, fordi det i historisk tid, i hvert fald i de sidste 30 år har vist sig, at tyrkerne kun ønsker konfrontationens linje og kun ønsker at nedgøre græsk-cyprioterne. Derfor vil jeg gerne høre: Hvad er det egentlig for en løsningsmodel, som statsministeren sigter på?

Jamen jeg har ikke til hensigt på den danske regerings vegne at lægge et forslag til løsning frem. Efter regeringens opfattelse bør en løsning findes inden for rammerne af FN, og FN's generalsekretær, Kofi Annan, præsenterede et forslag til en løsning i 2004; et forslag, som bl.a. indeholdt en køreplan for en reduktion af særlig den tyrkiske, men i øvrigt også den græske troppetilstedeværelse på øen.
     Og som hr. Morten Messerschmidt nok huskede, var der en folkeafstemning, der førte til, at man på den nordlige del af øen, altså den tyrkisk-cypriotiske del af øen, stemte ja til Kofi Annans løsningsmodel, mens man på den græsk-cypriotiske side stemte nej til løsningsmodellen, og så faldt den altså.
     Så der kom ikke nogen løsning, uanset at den tyrkisk-cypriotiske del altså stemte for. Man kan diskutere, hvad der så skal til, og det betyder jo, at der må tages et nyt tilløb. Og jeg kan ikke i dag skitsere en sådan løsning, det må ske inden for rammerne af FN.

Jeg fornemmer en snert af bebrejdelse over for græsk-cyprioterne i det, som statsministeren siger. Og jeg vil sige, at det forekommer mig så usmageligt, hvis man virkelig ønsker at bebrejde græsk-cyprioterne, at de afviste den helt ubrugelige plan, som Kofi Annan fremlagde.
     Jeg må minde om, at den ville have betydet, at en tyrkisk-cypriotisk stemme ville være otte gange mere værd end en græsk-cypriotisk på Cypern.
     Jeg må minde om, at man ville give en besættelsesmagtsminoritet vetoret over alle love i senatet.
     Jeg må minde om, at man overhovedet ikke ville give de ejendomme, som den tyrkiske besættelsesmagt har taget i sin anvendelse, tilbage til de oprindelige indehavere, altså de privatpersoner, som har ejendomsretten til dem, vil man ikke give ejendommene tilbage. Man vil tage nationalbankreserverne og dele dem fifty-fifty imellem de to enheder. Det er da en så grov nedgøring af græsk-cyprioterne, jeg vil nærmest kalde det en fornærmelse. Jeg var overrasket over, at der var næsten en fjerdedel, der stemte ja.
     Så derfor vil jeg sige: Når statsministeren ønsker en løsning, er det så virkelig bare en revitalisering af Kofi Annans helt usmagelige nedgøring af græsk-cyprioterne, eller hvad er det for en linje, statsministeren ønsker?

Der er heldigvis nu visse tegn på, at der ved FN's generalsekretærs mellemkomst vil kunne indledes et nyt forberedende arbejde med deltagelse af begge parter; et forberedende arbejde, som forhåbentlig vil føre til, at forhandlingsprocessen kan genoptages. Hvis det virkelig kunne blive tilfældet, så vil regeringen hilse det velkomment.

Det gør jeg naturligvis også, jeg vil gerne kvittere for, at hvis man kan finde en enighed på Cypern, skal man naturligvis følge den. Men deri vil jeg også mene, at statsministeren må have sagt, at den plan, som Kofi Annan har fremlagt, må fjernes, at den må ryddes af bordet nu, for den er ganske enkelt ikke anvendelig.
     Og derfor vil jeg bare afslutningsvis høre, hvordan statsministeren tror - hvis han forestiller sig, hvordan det er at være cypriot og se et EU, der godt nok holder en tænkepause, men jo ikke er holdt op med at tale om tyrkisk medlemskab, og se, hvordan de tyrkiske tropper vandaliserer Nordcypern, begår grove overgreb mod lokalbefolkningen, har tvunget græsk-cyprioterne tilbage syd for linjen og har ødelagt kirker og fået omdannet klostre til casinoer - at man har det som græsk-cypriot, som medlem af EU.
     Man ser et EU, som man lige er blevet medlem af, og som ikke forholder sig konsekvent til det her, men bliver ved med at tale om, at Tyrkiet på sigt skal være medlem. Hvordan tror statsministeren græsk-cyprioterne har det med det?

Jeg vil minde hr. Morten Messerschmidt om, at græsk-cyprioterne, altså Cypern, som er medlem af EU, jo har været med til at beslutte, at der skal indledes sådanne forhandlinger med Tyrkiet. Det tror jeg hr. Morten Messerschmidt er helt klar over.
     Må jeg også minde hr. Morten Messerschmidt om, at vi jo naturligvis aldrig nogen sinde har anerkendt den tyrkiske besættelse af den nordlige del af Cypern endsige anerkendt eksistensen af en sådan tyrkisk-cypriotisk statsdannelse. Og vi havde meget ønsket, at der kunne findes en løsning på det problem, således at det var et samlet Cypern, der kunne optages som medlem af EU pr. 1. maj 2004. Sådan gik det desværre ikke, og nu må en løsning findes i FN-regi.
     Jeg vil ikke blande mig i FN's generalsekretærs forhandlinger, men det siger sig selv, at når hans gamle forslag til løsning blev forkastet ved en folkeafstemning, må der tages et nyt tilløb, og skulle de spirende tegn på, at der kunne komme et nyt arbejde i gang, vise sig at bære frugt, så vil vi hilse det velkommen fra dansk side.

Hermed sluttede spørgsmålet.