Vi havde jo en rigtig god og konstruktiv debat under førstebehandlingen af det her forslag den 20. april. Og det forslag, som Enhedslisten fremlagde, og det forslag, som ligger, er et forslag, som vil undersøge mulighederne for, hvordan man kan udvide jernbanekapaciteten og generelt opgradere jernbanenettet i Sønderjylland på en lang række strækninger.
Det, som så fremgik af debatten den 20. april, var, at der under debatten i Folketinget her viste sig et flertal for at opgradere strækningen Vamdrup-Vojens, hvor der i dag kun er en enkeltsporstrækning, som tog, som kører både den ene og den anden vej, skal benytte sig af, og det giver massive forsinkelser; at der var et folketingsflertal for at opgradere Tinglev-Padborg, som også kun er enkeltsporet; og at der var et folketingsflertal for ligeledes at undersøge mulighederne for at lave en opgradering af det spor, som løber fra Tinglev til Tønder, altså langs grænsen. Og hvis man tager det spor ordentligt i brug, vil det kunne forhindre, når man kommer ude ved vestkysten, at man så skal køre vejen op omkring Esbjerg og så hen omkring Kolding og så hele vejen ned igen. Man kan simpelt hen bare køre langs grænsen.
Sådan udtalte alle partier sig - Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og også Dansk Folkeparti - og jeg vil da gerne læse op, hvad Dansk Folkeparti sagde i den forbindelse. Man sagde:
»Dansk Folkeparti er endvidere positiv med hensyn til reaktivering af godsbanen Tønder-Tinglev, som indeholder en genvejsmulighed til og fra Tønder.«
Hr. Walter Christophersen, som er Dansk Folkepartis ordfører på trafikområdet, sagde endvidere:
»Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at skal jernbaneinfrastrukturen i det sydlige Jylland kapacitetsmæssigt opfylde kravene til regeringens kommende godsstrategi, skal de manglende dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens og mellem Tinglev og Padborg anlægges, uanset om Femern Bælt-forbindelsen bliver en realitet. Femern Bælt-forbindelsen skal efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke være en stopklods, og skal ej heller anlægges på bekostning af de nødvendige danske trafikale infrastrukturinvesteringer.«
Enhedslisten har nu stillet to ændringsforslag til det oprindelige B 115, som skærer det her beslutningsforslag ned til kun at handle om strækningen Vamdrup-Vojens, Tinglev-Padborg og Tinglev-Tønder, fordi vi jo kunne høre på det, som hr. Walter Christophersen fra Dansk Folkeparti sagde, at det søreme var noget, man gik ind for. Så de ændringsforslag har vi stillet, men så kan man jo se af betænkningen, at Dansk Folkeparti har tænkt sig at stemme imod de ændringsforslag, som vil skære det her forslag til på en sådan måde, at Dansk Folkeparti går ind for det. Og man kan også samtidig se af betænkningen, at Dansk Folkeparti ikke har tænkt sig at stemme for forslaget i sin helhed.
Altså, en ting er, at man faktisk på den måde forhindrer Enhedslisten i at skære forslaget til, sådan at vi kan diskutere det, som der rent faktisk er enighed om her i Folketingssalen, og det synes jeg faktisk er direkte udemokratisk, en anden ting er, at Dansk Folkeparti faktisk har tænkt sig at stemme decideret imod noget, man er for. Og hvad var argumentationen under førstebehandlingen den 20. april? Jo, argumentationen var, at Dansk Folkeparti skam går ind for det her forslag, sådan som det vil ligge, hvis ændringsforslagene bliver vedtaget, men at det ikke var regeringen, der havde fremsat det, men nogle andre, altså Enhedslisten, og derfor ville man ikke stemme for det.
Jeg synes ærlig talt, at vi trænger til en forklaring fra Dansk Folkeparti på, hvorfor man ikke vil stemme for de her ændringsforslag, som vil skære det her forslag til, sådan at det er noget, som ligger i forlængelse af det, Dansk Folkeparti rent faktisk går og mener. Så spørgsmålet er egentlig: Hvorfor stemmer Dansk Folkeparti ikke for den politik, som Dansk Folkeparti går ind for?
Det ville kunne give borgerne i Sønderjylland en tiltrængt opgradering af nogle spor, og det ville i hvert fald, som det her beslutningsforslag går ud på, give en mulighed for at undersøge mulighederne, lave en analyse af, hvordan man kan opgradere de her spor, som jeg lige har nævnt, med henblik på senere at lave en projekteringslov, og
i det hele taget med henblik på senere at kunne tage beslutning om at få det her igangsat. Det er jo sådan, at der er rimelig kort tid til, at det her bliver meget relevant, fordi de tal, som er tilgået os i Trafikudvalget, og de papirer, vi får, jo viser, at kapaciteten på de her spor vil være opbrugt allerede fra perioden 2010-2012, det vil sige længe inden, man overhovedet kan nå at bygge en Femern Bælt-forbindelse, hvis det overhovedet skulle komme dertil nogen sinde. Men der er faktisk behov for, at vi går i gang lige nu med at igangsætte det her arbejde, hvis vi skal undgå meget alvorlige flaskehalse - endnu mere alvorlige flaskehalse, end der er i øjeblikket på det sønderjyske jernbanenet.