Den næste sag på dagsordenen var:
20) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 99:
Forslag til folketingsbeslutning om autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter. Af Karen J. Klint (S), Anne Baastrup (SF), Per Clausen (EL)
m.fl. (Fremsat 20/2 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Jeg vil starte med at sige, at der ikke skal herske nogen tvivl om, at social- og sundhedsassistenterne har en meget vigtig rolle at spille i vores socialvæsen og i vores sundhedsvæsen, og at der er al mulig grund til ved en lejlighed som denne at anerkende den både kvalificerede og engagerede indsats, som en række social- og sundhedsassistenter yder hver dag på landets plejehjem, på landets sygehuse, i landets ældreomsorg. Social- og sundhedsassistenterne er ganske enkelt en helt uundværlig personalegruppe.
     Jeg ser også meget frem til, at præcis denne gruppes kvalifikationer er noget af det, vi har fokus på i de trepartsdrøftelser, som regeringen har optaget som et led i kvalitetsreformen. For der er ingen tvivl om, at hvis vi også
i fremtiden skal have en velfungerende offentlig sektor og gerne en endnu bedre velfungerende offentlig sektor, så er et af omdrejningspunkterne selvfølgelig jobglidning, der gør, at vi får brugt de kvalifikationer, de forskellige grupper har, bedst muligt. Når jeg starter med at slå det fast, er det, fordi jeg jo har en klar fornemmelse af, at vi risikerer at glide med hensyn til fokus. Derfor skal jeg også starte med at sige, at alt, hvad jeg her har sagt, sådan set ikke har noget med dagens diskussion at gøre. Dagens diskussion har jo noget at gøre med, hvorvidt denne gruppe så skal autoriseres. Det er det, beslutningsforslaget handler om, altså med den konsekvens, at kun personer, der har gennemført den grundlæggende uddannelse til social- og sundhedsassistent, må benytte denne titel. Men det er jo altså en titelbeskyttelse, der ikke har betydning for, hvem der må udføre de opgaver, som social- og sundhedsuddannelsen er rettet imod, eller for den sags skyld de øvrige opgaver, som nogle social- og sundhedsassistenter udfører efter yderligere uddannelse eller oplæring fra andet sundhedspersonale.

     Det særlige spørgsmål om behovet for autorisation af social- og sundhedsassistenter har jo været rejst ad flere omgange, bl.a. og måske ikke særlig overraskende af Forbundet af Offentligt Ansatte og senest af Folketingets Sundhedsudvalg. Ved disse lejligheder har regeringen hver gang som sin holdning tilkendegivet, at vi ikke kan se noget sundhedsfagligt behov for af hensyn til patientsikkerheden, som sådan set er det, der driver vores autorisationsordninger, at indføre en autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter.
     En autorisationsordning indebærer jo en vis indskrænkning i den fri og lige adgang til erhverv, som er grundlovens udgangspunkt. Helt grundlæggende har det derfor været regeringens opfattelse, at der skal udvises tilbageholdenhed med at fravige det udgangspunkt. Det nævner jeg også, fordi nogle måske vil trække andre faggrupper frem, som har fået en autorisation, og sige: Hvis den gruppe skal autoriseres, er det så ikke mindst lige så vigtigt, at social- og sundhedsassistenterne skal autoriseres?
     Der vil jeg bare ligesom i den forudgående debat sige, at virkeligheden jo leves herfra, hvor vi er, og vi må leve med de beslutninger, der er truffet historisk. Regeringen har det helt overordnede synspunkt, at vi skal være meget tilbageholdende med autorisationsordninger, fordi de altså hæmmer den fri og lige adgang til at udfolde sit erhverv.
     Det er en tilbageholdenhed, som også skal ses i lyset af, at formålet med autorisationsordninger på sundhedsområdet er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser på områder, hvor andres virksomhed kan være til særlig fare for patienten. Det følger af § 1 i den autorisationslov, som Folketinget vedtog inden sidste sommer.
     Det centrale spørgsmål, som beslutningsforslaget rejser om autorisation af social- og sundhedsassistenter, kræver derfor en afvejning af på den ene side hensynet til patientsikkerheden og på den anden side hensynet til den fri konkurrence. I den forbindelse kan der især være anledning til at spørge, hvilket ansvar og hvilke muligheder en arbejdsgiver har for at sikre fornøden kvalitet i opgavevaretagelsen. Man må også vurdere, om der er mulighed for vejledning og supervision fra umiddelbart foresat personale med videregående uddannelsesmæssig baggrund.
     Når regeringen hidtil har afvist at indføre en autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter, hænger det bl.a. sammen med, at regeringen har vurderet, at social- og sundhedsassistenternes grundlæggende uddannelse ikke sigter mod selvstændig varetagelse af opgaver, der sædvanligvis frembyder særlig fare for patienterne. Uddannelsens formål er, som det står i loven om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, at kvalificere eleverne til selvstændigt at varetage og tilrettelægge sammensatte aktivitets- og omsorgsopgaver, herunder koordinerende og undervisende funktioner samt grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver. Dette indebærer jo ikke nødvendigvis, at social- og sundhedsassistenterne som samlet personalegruppe uddannes til opgaver, der indebærer særlig fare for patienterne. Det har efter regeringens opfattelse været et centralt punkt.
     Jeg er så helt opmærksom på, at nogle social- og sundhedsassistenter efterfølgende modtager oplæring eller andre former for efter- eller videreuddannelse, som gør, at de rustes til at udføre opgaver, som rækker videre, end hvad der er forudsat i den grundlæggende uddannelse til social- og sundhedsassistent. Men det gør det imidlertid ikke nødvendigt af den grund at autorisere hele den samlede gruppe.
     Her lægger jeg også vægt på, at den gruppe, vi taler om, jo er en gruppe, der helt overvejende er beskæftiget i den offentlige sektor, hvor de offentlige arbejdsgivere også uden en autorisationsordning har mulighed for - og sådan set også en pligt til - at undersøge sundhedspersonalets grundlæggende faglige kvalifikationer. En af mulighederne er at bede om dokumentation for eksamen i forbindelse med ansættelse.
     Hertil kommer, at de offentlige arbejdsgivere har mulighed for at afgrænse og kvalitetssikre social- og sundhedsassistenternes opgavevaretagelse. Social- og sundhedsassistenternes umiddelbart foresatte - læger og ikke mindst sygeplejersker - har en vidtstrakt adgang til og faglig baggrund for at udstikke konkrete faglige retningslinjer, yde vejledning og supervisere særligt i forbindelse med de opgaver, som mange social- og sundhedsassistenter dygtiggør sig til efter endt uddannelse.
     Det er samtidig værd at huske på, at social- og sundhedsassistenter i deres virksomhedsudøvelse også uden at være omfattet af en autorisationsordning er underlagt Sundhedsstyrelsens tilsyn.

Social- og sundhedsassistenterne er også uden en autorisationsordning omfattet af Patientklagenævnets kompetence på helt samme måde, som autoriserede sundhedspersoner er det.

     Samlet set har det været og er for nærværende fortsat regeringens opfattelse, at der ikke af hensyn til patientsikkerheden er nogen tvingende grund til at indføre en autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter. Og når der ikke er en sådan tvingende grund, må jeg jo falde tilbage på det, der driver os generelt, nemlig - jævnfør også det, jeg sagde om grundloven - at vi ikke har nogen ambitioner om at autorisere og dermed altså virksomhedsindskrænke, hvis ikke det er meget nødvendigt.
     Det er baggrunden for, at vi er skeptiske, har været skeptiske og fortsat er skeptiske over for tanken om at indføre en autorisationsordning for social- og sundhedsassistenterne. Men i det ligger jo altså ikke, som jeg også sagde det til en start, at vi ikke har blik for, at vi har med en personalegruppe at gøre, som har kompetence og også kompetencer, der kan udvikles. Der ligger måske snarere et blik for, at der er tale om så stor en gruppe, at der måske er forskellige kompetencer inden for gruppen.
     Det fører mig så også til at sige, at jeg ikke synes, at denne debat i denne omgang - den har jo noget deja-vu over sig, fordi den dukker op med mellemrum - er særlig veltimet, for som nævnt overvejer regeringen for tiden det nærmere indhold af en kvalitetsreform for den offentlige sektor. I de overvejelser indgår også vilkårene for de offentligt ansatte, herunder på sundhedsområdet, og derfor er det set med mine øjne ikke særlig hensigtsmæssigt i denne proces at kaste sig ud i fornyede overvejelser om en eventuel autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter.
     På den baggrund må jeg meddele, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er foreløbig fire korte bemærkninger. Først er det fru Karen J. Klint.

Jeg kan forstå på ministeren, at folketingsverdenen skal gå i stå, fordi regeringen er i gang med en kvalitetsreform, som vi ikke kan få ret meget at vide om endnu, og fordi man skal indgå i nogle trepartsforhandlinger, som vi jo så heller ikke er en del af. Så skal vi andre altså skældes ud for, at vi har dårlig timing, fordi vi ikke lige respekterer, at regeringen kører to skjulte forløb der.
     Men det, jeg egentlig vil spørge om, er: Hvori består den forskel, der gør, at den faggruppe her ikke skal autoriseres? De har jo i høj grad også alenearbejde, så de mange gange står alene i deres jobfunktion og dermed har eneansvaret i nuet over for den patient, de står for behandlingen af.
     Det er jo ikke rigtigt, når ministeren siger, at de altid har en foresat. Det kan godt ske, at de har det i organisationshierarkiet, ligesom en sygeplejerske også kan have en anden sygeplejerske som foresat, så det er jo ikke hierarkiet alene, der skal bestemme, om man skal være autoriseret, det er vel det direkte møde mellem patient og behandler.

Nu forstod jeg fru Karen J. Klints bemærkninger sådan, at hun nærmest var imod, at regeringen fører trepartsdrøftelser, der omtales som skjulte forløb. O.k., så fik vi en vurdering af det.
     Jeg synes jo selv, det er meget fornuftigt, at regeringen sammen med de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationerne drøfter, hvordan vi i rummet mellem overenskomstforhandlinger på den ene side og økonomisk politik, som fastlægges i Folketinget, på den anden side kan diskutere, hvordan vi i fællesskab kan skabe en mere fleksibel og bedre offentlig sektor, hvor det er rarere at arbejde, hvor man som medarbejder kan føle et større engagement og have bedre avancements- og kompetenceudviklingsmuligheder m.v. Men sådan kan man jo se forskelligt på det.
     Hvis det var entydig rigtigt, at det er forkert, som jeg argumenterer, må man jo stille det retoriske spørgsmål, hvorfor social- og sundhedsassistenterne så ikke er autoriseret for år siden. Når de ikke er det, er det jo, fordi der sådan set er en idé i autorisationsloven med, hvorfor man autoriserer, og den har jeg redegjort for i min tale. Det er mit synspunkt, at den meget brede gruppe, social- og sundhedsassistenter helt generelt, har et jobindhold, der ikke gør det nødvendigt at autorisere hele den gruppe.

Nej, jeg har ikke noget imod, at man har trepartsforhandlinger. Det er meget fornuftigt. Jeg blev bare lidt overrasket over, at vi i vores lovgivningsarbejde herinde skulle sætte verden i stå med ministerens henvisning til trepartsforhandlingerne. Det var deri overraskelsen lå. Det synes jeg jo ikke vi plejer at gøre: at fordi man har nogle forhandlinger med andre, så sætter vi lovarbejdet i stå.
     Det, jeg vil spørge ministeren om - det er mit sidste spørgsmål - er: Når en faggruppe nu har en udvikling i dag, hvor man oftere er alene i sit møde med patienten, end man var historisk for nogle år siden, hvor der var en anden faggruppebalancering - der har været en jobglidning fra forskellige faggrupper og indbyrdes mellem faggrupper i sundhedsvæsenet - er det så ikke fornuftigt at se på, om det
i dag er mere fornuftigt med autorisation til den faggruppe, om der er større behov for en autorisation, end der var, da uddannelsen var ny?

Naturligvis, og derfor skal man da løbende overveje, om det, man gør, er rigtigt. Hvis jeg i øvrigt blev opfattet på en negativ måde, som om jeg havde skældt ud over, at det her beslutningsforslag var fremsat, så vil jeg da gerne undskylde det. Man må jo fremsætte alle de beslutningsforslag, man vil, og på det tidspunkt, man har lyst.
     Jeg siger bare, at hvis man vil fremme, at regeringen engagerer sig i en debat med andet end kendte synspunkter, så er det nok ikke tiden, fordi vi for nærværende er i sådan en diskussion. Jeg anerkender fuldt ud, det sagde jeg også i mit første indlæg, at der i hvert fald for så vidt angår en del af social- og sundhedsassistenterne er tale om medarbejdere, som konkret har et jobindhold, der har flyttet sig fra, kan man sige, det helt oprindelige, før man begyndte at diskutere opgaveglidning. Og det rejser selvfølgelig en diskussion om, hvordan den gruppe hegnes ind, anerkendes, synliggøres m.v., og den diskussion vil jeg også gerne tage.
     Men det forhold, at der er en delgruppe, kan jo ikke bruges som argument for, at den samlede gruppe skal autoriseres.

Ja, det her spørgsmål om autorisation er jo ikke sådan et stort ideologisk slagsmål, ikke for mig i hvert fald. Jeg synes egentlig, det er et meget praktisk, konkret spørgsmål, som vi må diskutere med sindsro.
     Det, jeg i virkeligheden tænker på, er opgaveglidning. Der har tidligere været en undersøgelse fra FOA, som har vist, at en lang række social- og sundhedsassistenter ikke føler, at de får lov til at udføre opgaver, som de i virkeligheden godt kunne udføre: medicinudlevering, apoteksbestillinger og sådan nogle ting.
     Der tænker jeg: Kunne det ikke være, at netop det, at de ikke har en autorisation i modsætning til f.eks. sygeplejersker, i virkeligheden er en psykologisk hindring for at få et optimalt sundhedsvæsen, hvor det handler om at få så mange opgaver så langt ned som muligt, hvor de stadig kan varetages forsvarligt?

Jeg er fuldstændig enig med fru Charlotte Fischer i, at det her jo ikke skal være noget ideologisk skoleridt. Altså, jeg kan heller ikke stå og hidse mig selv op, hverken retorisk eller ideologisk, over den her diskussion.
     For mig handler det om, at vi har det grundlæggende synspunkt, at vi skal autorisere der, hvor der er en særlig grund til det af hensyn til patientsikkerheden, og at autorisationsordninger af princippet er af det onde, sådan hvis man endelig skulle være ideologisk, fordi det jo altså er en ordning, hvor man siger, at det kun er én bestemt slags mennesker, der må gøre dette eller hint. Det skal man træde varsomt med, det er vores overordnede synspunkt.
     Så er jeg i øvrigt meget enig i, at vi skal kigge på opgaveglidning. Derfor må vi også - det er jo bl.a. det, der skal være temaet i de trepartsdrøftelser - diskutere, hvordan det kan være, at det ikke går hurtigere end som så med det, når det i øvrigt er sådan, jævnfør vores diskussion om ekspertudvalg, at det 100-dages-udvalg, jeg selv nedsatte, da jeg blev minister, pegede på, at der ingen barrierer er for opgaveglidning andet end dem, der sidder mellem ørerne på folk.

Ja, så vidt jeg husker, handlede det jo i høj grad også om overenskomsterne og om, hvorvidt de var en barriere for opgaveglidning.
     Men mit spørgsmål gik i virkeligheden også på det psykologiske, for som jeg opfatter det, er vi i de her år ved at udvikle et sundhedsvæsen, hvor opgaveglidning er noget af det helt centrale. Det betyder jo, at social- og sundhedsassistenter i dag har et langt større ansvar, end de formentlig havde for nogle år tilbage, og det er jo kun godt, mener jeg, hvis vi får en udvikling, hvor de i højere grad løfter et ansvar, som de også har en faglighed til.
     Det, jeg egentlig er lidt ude efter - det er i hvert fald det, jeg selv tænker i den her debat - er, om det i virkeligheden er et psykologisk problem, at de står næsten alene som en uautoriseret gruppe, når de andre grupper på sygehuset er autoriserede. De står med et selvstændigt behandlingsansvar i dag, og så er det måske også svært at forklare. Det kunne måske være med til at lette den der opgaveglidning, som vi gerne ser sker i sundhedsvæsenet.

Altså, 100-dages-udvalget gik ikke kun på overenskomster. Det gik simpelt hen på: Hvad er barrieren for god opgaveløsning i sundhedsvæsenet? Er der nogen? Der er alle disse myter, og en myte kunne jo være, at nogle er finere end andre, eller at nogle er autoriserede, og andre er det ikke. Den konklusion, der var, og som jeg tror stadig væk er gældende, er, at der sådan set ikke er andre barrierer end dem, man selv skaber. Det handler selvfølgelig om psykologi, og så må man jo tage den drøftelse.

     Jeg synes jo bare, at mål og våben skal passe sammen. Altså, det kan ikke være rigtigt, at fordi der eventuelt nogle steder føres nogle fagkampe, der har med psykologi at gøre, skal vi vinde de kampe ved at bruge et i virkeligheden efter min mening irrelevant instrument, der handler om, hvem der skal autoriseres af hensyn til patientsikkerheden.
     Det er derfor, at jeg siger: Nu vil vi gerne ind i en diskussion med lønmodtagerorganisationerne på det offentlige arbejdsmarked og arbejdsgiverne om, hvordan vi fremmer god opgaveløsning. Og jeg er helt på det rene med, at der er en delgruppe blandt social- og sundhedsassistenter, som har brug for at få synliggjort deres kompetencer bedre for at fremme opgaveglidningen. Jeg tror bare ikke, at det her værktøj er det rigtigt valgte til det.

Der er mange forslag på dagsordenen i dag, og indenrigs- og sundhedsministeren har rigtig mange af dem, så jeg beder om, at man respekterer taletiden og den røde knap.
     Så er det fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Det var lidt i forlængelse af fru Charlotte Fischers spørgsmål, fordi vi står foran en kvalitetsreform - eller kald det, hvad man vil, ikke? - men vi står i hvert fald foran en udfordring, der går på, at vi vil have for få ansatte i den offentlige sektor inden for en årrække.
     Noget af det, jeg kan forstå man i regionerne gør frygtelig meget ud af, er at motivere SOSU-hjælperne til at tage en SOSU-assistent-uddannelse. Hvis vi skal få den motivation sat på skinner, kunne det jo være en god idé, at man rent faktisk så også sagde: Det betyder derudover, at du får en autorisation.

Jo, men det kunne da være. Jeg tror måske også, at det ville være sådan, at nogle tænkte: Det betød måske noget for, at man fik noget mere i løn, eller man fik adgang til at udvikle sine egne personlige kompetencer, eller man fik et mere interessant opgaveindhold - eller hvad det nu kunne være - og som jeg sådan spontant tror måske for den enkelte ville stå i højere kurs, end hvis man fik at vide, at nu er man så i øvrigt også autoriseret.
     Men jeg er helt enig i, at vi er i knaphed på hænder, og det er selvfølgelig også derfor, at vi skal tænke os om, for der er altså også en del af det jobindhold, som en række social- og sundhedsassistenter laver, som vi nu ligesom gør virksomhedsforbeholdt, hvis vi autoriserer dem. Og det må man jo spørge om: Er det den rigtige løsning, at vi skaber flaskehalse ude i ældreomsorgen omkring frit valg-ordninger for praktisk hjemmehjælp etc. ved at tage en gruppe her og give dem en slags virksomhedsforbehold?
     Man skal tænke sig godt om, og det er derfor, jeg siger, at for regeringen er det i hvert fald ikke - hvis man vil have et andet svar end det, vi plejer at give - optimal timing at trække det frem i dag.

Det fører mig videre til det næste spørgsmål: Nu har regeringen jo et ønske om at udlicitere ældreomsorgen, og hvis det var, ville det måske også give en vis brugertryghed, at man vidste, at den social- og sundhedsassistent, der er der, rent faktisk også har en autorisation. Det vender jo det hele lidt på hovedet, at det giver en tryghedsfornemmelse hos dem, der har brug for lige præcis den her bistand.

Til tryghed hører jo også, at der er nogle, der kan udføre det job eller udføre den opgave, man har behov for at få løst. Det er jo derfor, at vi hele tiden må lave den her afvejning mellem, kan man sige, den virksomhedsindskrænkning, der ligger i, at vi autoriserer, jævnfør grundlovens bestemmelser, og så spørgmålet: Er der patientrisiko, ja eller nej? Og der må jeg bare gentage mig selv og sige, at når vi snakker om social- og sundhedsassistenter, så snakker vi om så bredt et opgaveindhold, at det i hvert fald for en meget stor del af opgaveindholdets vedkommende ikke giver nogen god mening at sige, at der skal man være autoriseret.
     Men jeg anerkender, at tingene er under forandring, og jeg anerkender fuldt ud - jeg tror bare, det kan løses på anden vis - at der er en gruppe medarbejdere, for hvem det ville være relevant og dermed også for det omgivende samfund være relevant at få synliggjort sine kompetencer også for at fremme opgaveglidningen. Men jeg tror faktisk, man skyder med spredehagl, hvis man vælger at bruge autorisationslovgivningen til at nå det mål.

Ministeren kom med den bemærkning, at man kan undre sig over, at man ikke for mange år siden har autoriseret social- og sundhedsassistenterne. Det kunne jeg da godt holde et foredrag om hvorfor man ikke har gjort. Jeg har jo siddet her en del år og været med til at autorisere, og man må jo nok konstatere, at nogle af de autorisationer, som i sin tid blev givet, blev givet ved god købmandshandel: Regeringen fik autoriseret den gruppe, de syntes, de havde brug for at få autoriseret, og det samme gjorde oppositionen. Så det kan være, de ikke var med i de handler, man lavede dengang. Det var bare sådan en forbrugeroplysning.
     Det, jeg lytter mig til ministeren siger, er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at autorisere en hel gruppe. Men man kunne måske overveje at se på en del af gruppen. Derfor vil jeg gerne spørge: Ville det kunne lade sig gøre, uden at man også lavede hele autorisationsloven om? Og er det ikke sådan, at der i dag bliver givet en autorisation på baggrund af uddannelsens længde og uddannelsens indhold?

Jo, og derfor har jeg heller ikke her stået og gjort mig til talsmand for, at man skulle autorisere en del af social- og sundhedsassistenterne. Jeg har - også som et medspil til den debat, som jeg synes er meget relevant og i virkeligheden vigtigere end den her debat, der handler om, hvordan vi får brugt personalets forskellige kompetencer til at udvikle en endnu bedre offentlig service - sagt, at der i hvert fald er en gruppe, og alle social- og sundhedsassistenter gør jo en fantastisk indsats, der oven i deres egen uddannelse har fået noget konkret efteruddannelse eller learning by doing, eller hvad ved jeg, der gør, at de opfylder stadig flere jobfunktioner, har stadig større kompetence i deres hverdagsliv. Og det er da vigtigt at få det anerkendt og erkendt for at kunne lave opgaveflytning. Det synes jeg jo er en langt mere relevant diskussion end at lave en generel autorisationsordning, uden at det ene per definition udelukker det andet.

Ministeren gør meget ud af timingen, og at man nu er i gang med at kigge på, hvordan man fremmer god opgaveløsning inden for det offentlige område og det offentlige arbejdsområde, og derfor er det måske ikke hensigtsmæssigt at autorisere social- og sundhedsassistenter.
     Jeg vil gerne spørge: Hvad skulle hindre, at man i trepartsforhandlingerne, kvalitetsforhandlingerne, fortsatte med at drøfte, at man fik lavet en bedre offentlig service og en bedre opgavefordeling, ved at man gav en autorisation? Mener ministeren, at det ville hindre, at man kunne fortsætte drøftelserne i trepartsforhandlingerne?

Man kunne også spørge: Hvad skulle det i særlig grad fremme?
     Det er måske der, vi ser lidt forskelligt på det, for det virker, som om nogle synes, at medmindre man kan anføre stærke grunde imod det, skal vi autorisere alle. Jeg og regeringen har altså det grundlæggende modsatte synspunkt, at det ikke er udgangspunktet, at vi skal gå og autorisere hinanden til, at man kun, hvis man har den givne uddannelse, må dette eller hint. Det er per definition sådan set en usund ting som udgangspunkt på den måde at forbeholde bestemte job og funktioner til bestemte mennesker med bestemte uddannelser. Det er som udgangspunkt forkert. Derfor skal vi kun autorisere og på den måde altså forbeholde bestemte job og funktioner til bestemte uddannelseskategorier, hvis der er en særlig grund til det.
     Det er jo også derfor, jeg ikke bare går med på den her, der hedder, at det nok ville fremme god psykologi og samværet på arbejdspladsen, hvis vi gjorde det her. Vi skal tænke os godt om, og det er vi i gang med, og det er derfor, jeg siger, at så passer den her diskussion bedre på et andet tidspunkt.

Nu nævnte ministeren, at der skulle nogle særlige ordninger til. Jeg vil godt spørge ministeren, hvad det var for nogle særlige ordninger, der skulle til, for at social- og sundhedsassistenterne fik en autorisation.
     Nogle af de arbejdsopgaver, som måske ikke lige er nævnt her, er jo meget alenearbejde, og det er meget den rivende udvikling, der har været i de arbejdsopgaver, som ministeren har nævnt, men i bund og grund et meget større ansvar, hvor social- og sundhedsassistenterne rent faktisk er ansvarlige på plejecentre og lignende. Så det er jo ikke alene sygehusområdet - for når vi snakker om autorisation for alle, er det jo på alle områder - men det er naturligvis på sygehusområdet, hvor flere og flere arbejdsopgaver bliver overdraget til assistenterne. Og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at ministeren ikke kan se nødvendigheden af det her.

Jamen det er jeg da meget ked af at fru Dorrit Knudsen ikke se. Altså, jeg synes jo så, at fru Dorrit Knudsen mangler at argumentere positivt for, hvad det er, der ikke kan fungere, medmindre der kommer sådan en autorisationsordning. Det har jeg jo ikke rigtig hørt noget om.
     Men idet jeg også noterer mig formandens ord om de mange indlæg og sådan noget, skal jeg indskrænke mig til ikke at sige mere, for jeg har sådan set vendt mine argumenter: Det handler jo om, hvorvidt udgangspunktet er det, at man synes, man skal autorisere, medmindre man kan finde en særlig grund til ikke at gøre det, eller om man har det modsatte synspunkt, nemlig at man kun skal autorisere og på den måde altså lave, hvad der i virkeligheden er virksomhedsindskrænkninger, nemlig at forbeholde bestemte funktioner til folk med bestemt uddannelse, hvis der er en særlig grund til det. Og der har jeg altså det sidste af de to synspunkter.

Nu er det jo faktisk også tilladt at være uenig i Folketinget. Så det er der ikke noget galt i. Fru Dorrit Knudsen for anden og sidste korte bemærkning.

Det, der er højaktuelt, er jo netop patientsikkerheden, som ministeren selv har nævnt adskillige gange - patientsikkerheden, når patienterne står over for en social- og sundhedsassistent, som oven i købet er den ansvarshavende. Det i sig selv må være patientsikkerhed.
     Derudover har ministeren da også nævnt kvaliteten. Kvaliteten vil jo også øges i væsentlig grad, i og med at man har mulighed for at tage en autorisation fra en social- og sundhedsassistent, som ikke er kvalificeret.

Jo, med den konsekvens, at vedkommende så ikke kan arbejde inden for sit felt, som altså er et meget, meget bredt felt, og hvor der i hvert fald for en del social- og sundhedsassistenters vedkommende forskellige steder i forskellige hjørner af den offentlige sektor er et jobindhold, som det ikke er forbundet med patientsikkerhedsmæssige problemer at de udfylder. Og man kan sige, at de patientsikkerhedsmæssige formål kan nås ad anden vej, ved at der er en foresat, som kan udstikke retningslinjer, og ved at Sundhedsstyrelsen i øvrigt - hvis det er på sundhedsområdet - alligevel kan gribe ind.
     Så det er jo, uden at det skal være for finurligt, et spørgsmål om, hvad det er, vi opnår ekstra ved at autorisere den her store gruppe. Jeg har svært ved rigtig at se, at vi opnår noget, vi ikke kunne opnå på anden vis. Derfor falder jeg tilbage på det, der er mit grundsynspunkt, nemlig at autorisationer, som altså er indskrænkende, ikke er noget, vi skal gå og strø om os med.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen.

I Venstre synes vi, det ville være godt at få set på opgavefeltet og arbejdsbetingelserne for alle sundhedsfaglige grupper, herunder også social- og sundhedsassistenter. Derfor lyttede jeg faktisk med interesse til ministerens udtalelser her fra talerstolen, hvor han gav udtryk for, at det var et af de elementer, man måske kunne tage ind i kvalitetsreformen. Venstre ser nemlig gerne, at hele processen omkring kvalitetsreformen tager sigte på at vurdere, om der ikke nu bør kigges på en opgaveglidning. Derfor synes jeg faktisk, det var rart at høre de udsagn, der kom fra salen. Venstre vil derfor meget gerne appellere til, at regeringen tager det element med ind i de kommende kvalitetsforhandlinger og her får vurderet alle forhold vedrørende social- og sundhedsassistenternes arbejdsfelt og også de øvrige sundhedspersoners arbejdsfelt. Når vi så skal forholde os til det beslutningsforslag, der ligger her i dag, synes vi, det er væsentligt at tage udgangspunkt i det, der står i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, nemlig at formålet med autorisationsordningerne på sundhedsområdet »er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser ... hvor andres virksomhed på det pågældende virksomhedsområde kan være forbundet med særlig fare for patienter«. Det er sådan set det, der står i den nugældende autorisationslov. Det er ikke Venstres opfattelse, at social- og sundhedsassistenternes grunduddannelse sigter imod selvstændige opgaver, der sædvanligvis vil frembyde særlig fare for patienterne. Hvis vi kigger på bekendtgørelsen om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, kan vi se, at den fastslår, at social- og sundhedsassistenterne uddannes til selvstændigt at varetage og tilrettelægge sammensatte aktivitets- og omsorgsopgaver, herunder koordinerende og undervisende funktioner, samt til selvstændigt at varetage og tilrettelægge grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver. Det synes vi faktisk at den gruppe, vi her har til debat, gør rigtig godt. Men på den baggrund kan det jo ikke siges, at social- og sundhedsassistenternes opgave indebærer særlige risici for patienterne. Social- og sundhedsassistenterne er i deres virksomhedsudøvelse underlagt Sundhedsstyrelsens tilsyn og omfattet af Patientklagenævnets kompetence på samme måde som de autoriserede sundhedspersoner. Derfor er der faktisk taget hånd om de uheldige situationer, der kan opstå. F.eks. har alle ansatte på sygehuse også i dag allerede en forpligtelse til at indrapportere fejl og utilsigtede hændelser, og det gælder altså ikke alene de ikkeautoriserede, eksempelvis social- og sundhedsassistenter, men også plejere og sygehjælpere. Med baggrund i det synes vi ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for at indføre en autorisation.

     Vi synes også, vi skal tage afsæt i, at vi for ganske nylig har behandlet en autorisationslov, og der har vi jo været igennem hele processen. Så det er sådan set sådan, vi vil forholde os til det.

Ministeren gjorde meget ud af at omtale 100-dages-udvalget, som jo fremlagde en rapport, der viste, at der måske ikke var så mange barrierer i sundhedsvæsenet, som man måske først antog, og at det måske i høj grad var myter. Men det ændrer ikke på tingene, hvis man ser, hvordan det fungerer nogle steder.
     Der er det jo sådan, at FOA i København netop har lavet en undersøgelse for at prøve at kortlægge, om de kompetencer, som social- og sundhedsassistenter har i dag til selvstændigt virke, bliver brugt. Den undersøgelse viser faktisk, at fire ud af ti social- og sundhedsassistenter peger på, at oversygeplejersker og ledende sygeplejersker på chefniveau bremser deres kompetencer og muligheder på arbejdspladsen.
     Derfor vil jeg gerne spørge, om ikke fru Birgitte Josefsen mener, at det er nødvendigt med handling for at få ryddet nogle af de barrierer, som man siger ikke er der, af vejen. Det sker åbenbart ikke ad naturlig vej.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at arbejdsgiverne på sundhedsområdet forholder sig til, hvilke kompetencer der er til rådighed i sundhedssektoren, og derfor er det jo vigtigt, at man ude de enkelte steder tager afsæt i de kompetencer, der er til stede, og bruger dem, for det har patienterne sådan set fortjent. Så jeg synes, at regionerne har en opgave at løse her, hvis det forholder sig sådan, at det er ikke det, man gør alle steder.
      Jeg har ikke set den pågældende rapport, så derfor kan jeg ikke forholde mig til selve rapporten, som fru Lone Møller henviser til.

Men rapporten ligger der, og den taler sit eget sprog, og derfor vil jeg da gerne spørge Venstres ordfører, om hun ikke synes, at det er dybt bekymrende, hvis ledende oversygeplejersker og ledende personale på chefniveau bremser social- og sundhedsassistenterne i selvstændigt at udføre de opgaver, som de i henhold til deres uddannelse har kompetencer til.

Som jeg sagde i mit tidligere svar, synes jeg, det er afgørende, at man bruger de kompetencer, der er til stede på hver eneste hospitalsafdeling, på hvert eneste plejehjem, i hjemmeplejen, og hvor det nu måtte være. Det har den ledende ansvarshavende jo en forpligtelse til sker, og det har arbejdsgiveren også en forpligtelse til sker, så jeg forventer, at man tager det ansvar på sig.

Nu har vi under den forrige sag hørt lidt om, at vi skal passe på med, hvad vi beder om at få undersøgt, og at vi ikke skal have så mange eksperter, og alt muligt andet. Nu ved jeg tilfældigvis, at fru Birgitte Josefsen selv er ekspert inden for dele af psykiatriområdet, og at vi jo også dér ofte møder social- og sundhedsassistenter, der er alene i vagt - for at bruge det udtryk.
     Hvordan vil Venstre sikre, at den faggruppe får den naturlige autoritet i deres arbejde i det hierarki, der er i sundhedsvæsenet, hvis man ikke vil være med til at gennemføre en autorisation?

Jeg synes, at jeg, som jeg var inde på i de svar, jeg gav til fru Lone Møller, klart har signaleret, at der ligger en forpligtelse de enkelte arbejdssteder til at sikre de bedste arbejdsforhold for alle faggrupper i sundhedssektoren, og det være sig dem, der er i alenevagter, dem, der står med et ansvar. Så derfor er det her jo en opgave, der helt klart skal løses derude, hvor opgaverne nu skal løses.

Vi er ret enige i, at opgaverne skal løses dér, hvor de ligger bedst, og mange gange sker det jo i det personlige møde mellem behandleren, altså den ansatte, og patienten. Men netop for at fordele de opgaver kan der godt være nogle arbejdsværktøjer, som er foranderlige, og som ser anderledes ud i morgen, end de gjorde i forgårs. Vi tror faktisk, at autorisation vil fremme den opgavefordeling, som fru Birgitte Josefsen appellerer til skal ske decentralt.

     Så hvad vil Venstre gøre for at få den rigtige opgavefordeling og for at sikre, at man regionalt har de rigtige og tilstrækkelige værktøjer til, at der er kvalitet i det møde, som jo aktuelt sker? Jeg spørger, fordi der jo også er fravær inden for mange andre faggrupper, og så er det nødvendigt, at patientsikkerheden er i højsædet.

Som jeg har været inde på flere gange, ligger der en stor forpligtelse hos arbejdsgiveren.
     Men som jeg også sagde i indledningen til min ordførertale, er vi sådan set optaget af at appellere til, at regeringen tager nogle elementer med ind i kvalitetsreformen
i forhold til hele feltet, altså får kigget på arbejdsområder, får kigget på arbejdsopgaver og får kigget på, om ikke tiden nu er inde til at finde ud af, hvem der er gode til hvad, og så udnytte de kompetencer, der er til stede, på bedste vis. Og det behøver ikke at omfatte en autorisation.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan regeringen havde tænkt sig at løse problemerne, når den ikke vil lytte til social- og sundhedsassistenternes gentagne anmodninger om en autorisation. Social- og sundhedsassistenterne ser autorisationen som et redskab til at gøre krav på deres kompetencer, og uden det redskab har de ingenting. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilket redskab man så vil mene assistenterne skal tage i brug.

For det første vil jeg sige, at jeg ikke er en del af regeringen, jeg er en del af Venstres folketingsgruppe. Derfor taler jeg på vegne af Venstres folketingsgruppe, og derfor står jeg faktisk her på talerstolen og appellerer til, at regeringen skal tage nogle elementer med ind i kvalitetsreformarbejdet.
     For det andet lytter vi gerne til de udsagn, der kommer fra social- og sundhedsassistenterne. Dem var vi meget optaget af, bl.a. i forbindelse med at vi behandlede loven om autorisation. Vi synes bare, at der ligger flere elementer bag den sag, der er på dagsordenen i dag, som der bør kigges på. Og en autorisation er jo ikke nødvendigvis det, der måske giver nogle bedre arbejdsforhold og nogle bedre arbejdsbetingelser og nogle bredere arbejdsfelter. Derfor synes vi, at det er en anden dagsorden, der bør sættes.

Jeg skal gøre det kort. Jeg kunne godt tænke mig, om fru Birgitte Josefsen ville afdække de her elementer, som gør det så vanskeligt at få den autorisation.

Der er jo ikke nogen elementer, der gør, at det er vanskeligt at få en autorisation, for den kan vi jo give herinde fra Folketinget, men det giver bare ikke nogle bedre betingelser ude i sundhedssektoren. Og det er faktisk det, vi er optaget af. Derfor vil vi meget gerne kigge på hele det arbejdsfelt, der dækker alle sundhedsfaglige personer i sundhedssektoren. Og der handler det ikke om autorisation, der handler det om ens daglige virke.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Karin Nødgaard.

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent er jo forholdsvis ny. Den blev etableret i 1990 og varer godt 2½ år. Gennem årene er der blevet ændret på opgavefordelingen i sundhedsvæsenet og dermed også på de arbejdsfelter, som social- og sundhedsassistenterne varetager. Dette sker som en konsekvens af, at der er rekrutteringsproblemer på flere omsorgsområder, hvor der opleves en mangel på kvalificeret personale.
     Med beslutningsforslaget i dag lægges der op til, at denne uddannelsesgruppe skal opnå autorisation. En autorisation vil ifølge forslaget kunne hjælpe med at ændre på den anseelse eller rettere mangel på samme, som der opleves at være i forhold til andre personer inden for sundhedsvæsenet.
     I Dansk Folkeparti er vi enige i, at der bør rettes fokus mod at ændre denne opfattelse. For mange SOSU-assistenter er det ikke tilfredsstillende, at de blot kan erstattes med personale, som kommer ind lige fra gaden. Dansk Folkeparti er af den overbevisning, at der skal fokus på så mange felter inden for pleje og omsorg som muligt, og er selvfølgelig også bekendt med, at der i dag sker en hyppigere kontakt mellem social- og sundhedsassistenterne og patienterne, i takt med at der er mangel på uddannede læger og sygeplejersker. Ofte er social- og sundhedsassistenten den første kontaktperson, patienten får, når sundhedsvæsenet benyttes.

     Dansk Folkeparti er enig i, at der er et samfundsmæssigt behov for at sikre kvaliteten i de sundhedsfaglige ydelser, og at de offentligt ansattes kompetencer skal udnyttes. Det er meget vigtigt, at der sikres en så høj grad af patientsikkerhed som overhovedet muligt. Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at der ikke bør herske tvivl hos den enkelte patient om, hvilken person man er i kontakt med, og at man som patient kan forvente at få den bedst kvalificerede hjælp. Der er ingen tvivl om, at patientens sikkerhed skal være i højsædet.
     Dansk Folkeparti synes, at det er fint at få en debat om og at der rettes fokus mod SOSU-assistenterne som erhvervsgruppe i dag. Beslutningsforslaget lægger op til, at der udelukkende skal tages stilling til autorisationen. Dansk Folkeparti vil gerne have, at der i fremtiden ses på flere elementer i forbindelse med social- og sundhedsassistenterne, heriblandt på uddannelsens indhold og længde, jobbets omdømme generelt, og på de arbejdsvilkår, som der bydes også i forhold til de øvrige faggrupper, som social- og sundhedsassistenterne samarbejder med. De er væsentlige at få belyst, da vi ved, at social- og sundhedsassistenterne ofte har svære arbejdsbetingelser, både hvad angår tid, og hvad angår problemer med at få lov til at bruge de kompetencer, som uddannelsen berettiger dem til.
     Disse områder synes vi i Dansk Folkeparti at det vil være oplagt at tage op under de kommende drøftelser om en kvalitetsreform, hvor vi forhåbentlig kan komme frem til en bedring af arbejdsbetingelserne for social- og sundhedsassistenter og andre sundhedsfaglige grupper og dermed øge den anseelse, som assistenterne og andre offentligt ansatte rettelig fortjener.

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først fru Lone Møller.

Jeg vil gerne spørge fru Karin Nødgaard, om det, Dansk Folkeparti lægger op til, er, at vi nu skal etablere en helt ny uddannelse. Sådan lød det nærmest for mig.
     Så vil jeg gerne spørge, om ikke fru Karin Nødgaard kender indholdet af social- og sundhedsassistentuddannelsen, og hvilke kompetencer man har på nuværende tidspunkt. For jeg tror ikke på, at vi løser problemerne ved bare at lave en helt ny uddannelse. Uddannelsen fejler ikke noget. Problemet er, at man ikke bruger de kompetencer, som de allerede får i den bestående uddannelse.

Jeg mener absolut ikke, at det er et krav, at der skal ændres på selve uddannelsens indhold. Jeg mener bare, at der er så mange aspekter, som vi skal ind at kigge på. Dermed vil jeg også sige, at vi skal sikre, at de kompetencer, som social- og sundhedsassistenterne har, bliver udnyttet til fulde - det synes jeg også jeg prøvede at beskrive i mit indlæg.

Igen vil jeg gerne henvise til Kjeld Møller Pedersens 100-dages-udvalg, som jo klart viser, at der ikke er de store barrierer, men at det er holdningen i sundhedsvæsenet, som gør, at man ikke bruger de kompetencer, der er.
     Mener fru Karin Nødgaard, at ved at have et udvalg, hvor vi igen sætter os ned og finder ud af, at problemet er, at man fra de ledende sygeplejerskers og det ledende personales side ikke bruger kompetencerne ordentligt, vil vi nå et skridt videre?

Når jeg afslutter mit indlæg med at sige, at vi har de her trepartsforhandlinger, der skal i gang, og som ministeren også var inde på, er det, fordi jeg mener, at det så netop vil være oplagt at komme ind på det under dem, sådan at social- og sundhedsassistenterne får lov til at bruge de kompetencer, og så de ikke ligesom bliver holdt tilbage i at gøre det af de andre faggrupper, som de samarbejder med.

Nu fik vi trepartsforhandlingerne på bordet igen, så jeg vil da gerne spørge, om det var en næsten klar opfordring til, at hvis de faglige organisationer kommer under trepartsforhandlingerne og beder om en autorisation til social- og sundhedsassistenterne, så vil fru Karin Nødgaards forhandlere råde regeringen til, at det er meget klogt at lytte til dem.

Jeg mener generelt, at det er meget klogt at lytte til andre mennesker ud over at lytte til politikerne på Christiansborg. Så selvfølgelig skal man tage det, som de forskellige parter har at sige, med som en del af de forhandlinger, der vil komme.

Så kunne det måske være meget hjælpsomt, hvis vi her i Folketinget sådan udtrykte nogle holdninger til, hvorfor vi synes, at en autorisation er vigtig. Så kan vi lave et udvalgsarbejde, som bliver en mere og mere klar opfordring til regeringen om, at hvis de ikke vil lave lovforslaget alene som en konklusion af en debat her i salen, så kan det være, at de kan lave det som en konklusion i kraft af noget andet.

Jeg synes generelt, at vi har en god udvalgsbehandling i Sundhedsudvalget, og der kan man jo selvfølgelig tage mange ting op. Der synes jeg, at det ville være relevant, at vi får drøftet videre, hvordan vi får udnyttet de forskellige kompetencer. Men jeg ser meget frem til, at der kommer netop den her kvalitetsreform, hvor vi får fokus på at udnytte folks evner, og også på, at de får mulighed for det og ikke kommer i karambolage med andre faggrupper.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

I Det Konservative Folkeparti kan vi ikke støtte forslaget om, at titlen social- og sundhedsassistent alene kan benyttes af personer, der har modtaget autorisation som social- og sundhedsassistent fra en offentlig godkendt myndighed. Årsagen til det er ganske enkelt, at vi Konservative ikke finder, at social- og sundhedsassistenternes uddannelse og arbejde nødvendiggør samme titelbeskyttelse som f.eks. en sygeplejersketitel. Formålet med autorisationsordningerne på sundhedsområdet er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser, men hvad angår social- og sundhedsassistenterne, har arbejdsgiverne jo allerede i dag en god mulighed for at afgrænse og kvalitetssikre social- og sundhedsassistenternes opgavevaretagelse. De har en god adgang til og faglig baggrund for bl.a. at udstikke konkrete, faglige retningslinjer og yde vejledning med hensyn til assistenternes arbejde. Endelig er assistenterne i deres virksomhedsudøvelse underlagt Sundhedsstyrelsens tilsyn og omfattet af Patientklagenævnets kompetence på helt samme måde som autoriserede sundhedspersoner. Alt i alt kan vi Konservative altså ikke umiddelbart bakke op om oppositionens forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Charlotte Fischer.

Det her beslutningsforslag handler om, hvorvidt vi skal autorisere social- og sundhedsassistenter, og Det Radikale Venstre forholder sig sådan set åbent til det spørgsmål. Vi synes, at der er brug for at kigge nærmere på området for at tage en endelig beslutning.
     Man kan sige, at i dag er det sådan, at der er to hovedgrupper, der er autoriserede. Der er gruppen af læger, tandlæger og andre, som egentlig udøver en bestemt, man kan sige sundhedsfaglig virksomhed. Så er der en anden gruppe, som bl.a. omfatter sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter, og som ikke har noget egentligt forbeholdt virksomhedsområde, og det er jo denne anden gruppe, som SOSU-assistenterne i givet fald skulle henhøre under.
     Vi mener først og fremmest, at det må komme an på en objektiv vurdering. I dag er der en række objektive kriterier, der gælder for, hvornår man kan opnå autorisation som faggruppe. Og sådan som vi opfatter det, er et kriterium, hvorvidt der er tale om en offentligt reguleret uddannelse - det er der jo i det her tilfælde - og så er der et spørgsmål om, hvor selvstændigt man fungerer i sit virke. Og det er her, at vi nok føler, at der er brug for at kigge mere på tingene, for på mange måder tror vi da på, at udviklingen på sygehusene er sådan, at opgaverne glider, og det skal de gøre, for det er der brug for. Det betyder bl.a., at social- og sundhedsassistenter får et større og større selvstændigt ansvar, og det taler jo for, at man kigger på muligheden for en autorisation.
     Men spørgsmålet er også, i hvor høj grad det gør sig gældende, og hvornår det rigtige tidspunkt er for, at man så siger: O.k., så tager vi skridtet og siger, at nu har de altså fået så meget selvstændigt ansvar og det gælder så bredt, at en autorisation kan komme på tale.
     Det mener vi faktisk at der er brug for at kigge lidt mere på. Vi mener egentlig ikke, at det skal være sådan en mål-middel-diskussion, altså en diskussion om, hvad det nytter at autorisere, for enten har vi nogle objektive kriterier for, hvornår man kan, om jeg så må sige, gøre sig håb om en autorisation, og hvornår man ikke kan, og så må man følge de regler, eller også har vi det ikke. Med det vil jeg sige, at jeg egentlig meget håber, at vi i udvalgsbehandlingen, som vi går ind i nu, kunne gå ind og kigge på, hvad det rent faktisk er for et ansvar, som SOSU-assistenterne har ude på sygehusene i dag. Hvad er det for en udvikling, der sker i de her år?

     Jeg er ikke i tvivl om, at det kniber med opgaveglidningen også videre til social- og sundhedsassistenter, og det kunne godt være, at noget af problemet skyldes, at de ikke bliver betragtet som en gruppe, der faktisk kan løfte opgaver selvstændigt, som de egentlig er uddannet til.
     Så med alle de her ord vil jeg sige, at vi går ind med åbent sind i den her udvalgsbehandling og synes, at forslaget fortjener en god og grundig behandling, så vi kan finde ud af: Er vi nået til et tidspunkt, hvor det nu er berettiget, at vi laver en autorisation til social- og sundhedsassistenter? Vi er i hvert fald meget optaget af opgaveglidning, og af, at det sker, og det tror jeg egentlig alle er. Vi er ikke i tvivl om, at det kan blive bedre, og det kan godt være, at en autorisationsordning også har en rolle at spille i den sammenhæng.

Jeg ville bare være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Talte fru Charlotte Fischer om to forhold, både de objektive elementer i selve uddannelsen, og den virkelighed, som de ansatte arbejder i, og at det egentlig er to selvstændige forløb, der skal dokumenteres?

Ja, det er rigtigt, at det i virkeligheden er to selvstændige øvelser.
     Det ene spørgsmål drejer sig om at finde ud af i forbindelse med de objektive kriterier, som også er blevet nævnt i et svar til Folketinget tidligere, og som man lægger til grund, når man skal vurdere, om man skal give autorisation: Lever SOSU-assistenterne op til de objektive kriterier i dag? Og det handler i høj grad om spørgsmålet om selvstændighed i hverdagen og i deres virke.
     Det andet spørgsmål er så, i hvor høj grad det faktisk spiller ind i hverdagen og selvfølgelig i opgaveløsningen i dag, at der, når det gælder SOSU-assistenter, ikke er en autorisation. For os er udgangspunktet allerførst at få slået fast, om det, hvis man kigger på det med objektive briller og med den udvikling, der er i sundhedsvæsenet, så er sådan, at vi er nået til det tidspunkt, hvor der skal gælde en autorisation.

Ønsker fru Karen J. Klint yderligere en bemærkning? Nej. Men ordføreren skal lige vente et øjeblik, der kom en kort bemærkning mere. Fru Dorrit Knudsen.

Jeg har et kort spørgsmål eller en kommentar til det, der blev nævnt om selvstændigheden. Det er jo sådan, at social- og sundhedsassistenterne i meget vidt omfang erstatter sygeplejerskerne i arbejdsfunktioner og gør dette selvstændigt, så der kan ikke herske tvivl om, at de opfylder de objektive kriterier. Men jeg håber på, at jeg hører rigtigt, når jeg hører, at fru Charlotte Fischer vil støtte op om det.

Ja, og det synes jeg også er vigtigt. Men det er jo også rigtigt, som ministeren var inde på, at sige, at social- og sundhedsassistenter formentlig varetager meget forskellige typer opgaver bredt i sundhedsvæsenet, og der kan også være meget stor forskel fra sygehus til sygehus, fra afdeling til afdeling, fra område til område på, i hvor høj grad social- og sundhedsassistenter har den her selvstændighed i deres virke.
     Det siger jeg egentlig også for at komme ind og få belyst det område lidt mere, for jeg tror, at udviklingen i og for sig vil gå i retning af mere og mere ansvar, også til social- og sundhedsassistenter, for det har vi brug for. Så det er jo også noget med at finde ud af, om vi er nået til det punkt, hvor det nu måske er berettiget at tale om det, eller om det stadig er sådan, at det måske mere er undtagelsen end reglen, at social- og sundhedsassistenter har sådan et større selvstændigt ansvar. Men det synes jeg simpelt hen bare at vi skal gøre noget ud af under udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det SF's ordfører fru Anne Baastrup.

For et par måneder siden sad vi i Folketingets Sundhedsudvalg og diskuterede den elektroniske patientjournal. I den forbindelse havde vi så en eksperthøring, hvor der var en it-chef fra et sygehus, der sagde: Hvis SOSU-assistenterne ikke har adgang til den aktuelle journal, når det drejer sig om it, så glem det, så går vi over til papir, så dropper vi alt om digitalisering, så dropper vi alt om den elektroniske patientjournal, fordi journalen er central i den almindelige behandling. Den er central på de medicinske afdelinger, den er central på alle de andre afdelinger. Det var hans svar.

     Hvad var det så, vi gjorde? Ja, så lavede vi den elektroniske patientjournalbestemmelse, således at de rent faktisk fik adgang. Hvorfor gjorde vi det? Fordi vi brugte den indvendige side af hovedet.
     Det, der er problemet med det her beslutningsforslag i dag, er, at det kommer på et ubelejligt tidspunkt for regeringen. Ministeren sagde det jo også. For ministeren havde nemlig tænkt sig, at han nu, når de her trepartsforhandlinger sådan er slut og alt sådan noget, så ville komme som en fugl Fønix og sige: Og så har vi i øvrigt tænkt os at lave en autorisationsordning for SOSU-assistenterne. Fair nok, han ville gerne selv have fjeren. Men vi laver så bare en beretning om det her, for vi kan jo se, at Venstres ordfører i og for sig synes, at det her ligesom nærmest er en rigtig god idé. De Konservative tror jeg ikke helt har tænkt det igennem, og Dansk Folkeparti synes jo ligesom også nærmest, at det er en god idé.
     Hvis ministeren gav de partier lov, ville det jo blive vedtaget, og sådan er det. For vi ved jo, at forudsætningen for, at vi kan få SOSU-hjælperne til at tage den her uddannelse, er, at de virkelig oplever det løft. Hvis man snakker med nogle af SOSU-hjælperne, eller hvis man snakker med nogle af SOSU-assistenterne, der har taget uddannelsen, så fortæller de, hvilket kæmpespring det var for dem. Og hvorfor skulle de tage det spring, hvis de ikke virkelig oplevede: Så, nu er jeg næsten kommet på niveau?
     Det er det, vi skal have gang i i hele den offentlige sektor i Danmark. Og så virker det fuldstændig tåbeligt, at vi har en diskussion på det her niveau. SOSU-assistenterne har taget en uddannelse, der svarer til de andre autoriserede korte uddannelser, som der i øvrigt er på sundhedsområdet. Hvorfor skal man så ikke give dem den autorisationsordning? Det vil give et gevaldigt løft. Det vil være en gulerod for de SOSU-hjælpere, der forsøger at tænke over og snakke med familien om, om de skal kaste sig ud i projektet med at uddanne sig: Det er lang tid siden, jeg har siddet på skolebænken, kan jeg finde ud af det, vil det være et nederlag, eller hvad?
     Der ville det være en sejr, hvis man ud over at give dem assistentuddannelsen også sagde: Og så er du i øvrigt autoriseret; sygeplejerskerne er autoriserede, du er også autoriseret. Fru Lone Møller fortalte jo om den der undersøgelse, der er blevet lavet, og som er meget, meget betænkelig. Og jeg er helt sikker på, at hvis vi får løftet autorisationsordningen, så vil det også automatisk give et bedre samarbejdsklima på den enkelte afdeling.
     Jeg var sammen med en, der arbejder på en medicinsk afdeling her i Københavnsområdet. Hun sagde, at de manglede
33 pct. plejepersonale på afdelingerne - 33 pct. af plejepersonalet - med den konsekvens, at de blev nødt til at nedlægge sengepladser med den umiddelbare følge, at de på akutafdelingen hele tiden havde problemer med, hvor de skulle gøre af de mennesker, som kom ind. Det er en katastrofe for udviklingen af vores sundhedssystem, hvis vi ikke begynder at se på: Hvordan kan man lave den glidende opgavefordeling? Hvordan kan vi kvalificere og gøre mennesker stolte af deres arbejde i den offentlige sektor, hvis de skal mødes med en afvisning af bare en lillebitte ting, nemlig at de gerne vil autoriseres. Hvordan tror folketingsmedlemmerne at det budskab opleves blandt de folk, der knokler dagligt rundtomkring på plejecentrene, rundtomkring på de medicinske afdelinger osv.? Hvordan opleves det? Jeg føler mig overbevist om, at når nu ministeren får lov af statsministeren til at gå ud og sige, at nu er man i hvert fald kommet et stykke vej med de her trepartsforhandlinger, så får vi den her autorisationsordning igennem. Og så skriver vi i øvrigt en beretning her til efteråret, hvori vi roser os selv.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Det gode ved beretninger, som man selv skriver, er, at der kan man jo rose sig selv præcis lige så meget, som man har lyst til, og det synes jeg da vi skal benytte os af, for der er da ingen tvivl om, at det skaber glæde i hverdagen.
     Jeg tror til gengæld også, at det skaber glæde i hverdagen, når man bliver respekteret og får ros af andre mennesker. Og selv om man selvfølgelig ikke skal give folk en autorisationsordning af psykologiske grunde, så skal man måske i hvert fald lade være med at nægte at give folk en sådan ordning, når de er berettiget til den, bare fordi det ikke lige passer tidsmæssigt ind i de systemer, der nu findes.
     Jeg forstod i hvert fald, at nogle i dag har sagt, at der var sådan nogle objektive kriterier, der skulle opfyldes, for at man kunne give sådan en autorisationsordning, og der er jo nævnt to. Det ene er det uddannelsesmæssige. Og kendsgerningen er jo, at der findes adskillige grupper, som har tilsvarende uddannelser, og som i dag har autorisationsordninger. Og så er der jo ikke dér nogen begrundelse for ikke at give den autorisation.

     Jeg er sådan set meget enig med dem, der har sagt, at det er meget vigtigt, at man har oplevelsen af, at der står respekt om det arbejde, man udfører, at det ikke bare er et spørgsmål om, at man skal have en uddannelse, men at der også står stor respekt om selve den jobfunktion, man har. Jeg tror så også, at det bliver afgørende for, om man i fremtiden er i stand til at tiltrække de mennesker, der skal bruges til at udføre det her arbejde.
     Et er uddannelsen, noget andet er, at hvis man så kigger på det arbejde, som social- og sundhedsassistenterne udfører, er det jo rigtigt, at det er et varieret arbejde, hvor der udføres mange forskellige opgaver. Men der er jo heller ikke nogen tvivl om, at man har en meget central placering i såvel social- som sundhedssektoren. Det er - i hvert fald nogle steder - faktisk sådan, at den første kontakt man får på sygehusafdelingerne, når man kommer ind, faktisk er med social- og sundhedsassistenter. Der findes også eksempler på, at det er de eneste ansvarshavende, når der er tale om aften-, natte- og weekendvagter, ligesom de også får et større og større ansvar i hverdagen. Det er jo også nødvendigt, hvis vi skal løse den opgave, der handler om at skaffe det personale, som skal bruges til at udføre det her arbejde på et højt kvalificeret niveau.
     I og med at social- og sundhedsassistenterne altså kommer i den situation, at de udfører mere og mere selvstændigt arbejde, ja, så betyder det selvfølgelig også, at de får en opgave, som er central, også med hensyn til at være dem, der tager stilling til, om der skal inddrages andet personale. I den situation synes jeg sådan set, at der både er et behov for at udvise den rette respekt for den her uddannelse og de her arbejdsfunktioner, og for, at vi ud fra sådan en samfundsmæssig interesse skal have etableret en autorisationsordning for at sikre kvaliteten i de sundhedsfaglige ydelser, som ligger på det her område. Jeg mener sådan set, at det også er et signal til patienter, sundhedsvæsen, regioner, og hvad der ellers findes på det her område, at man faktisk er gået ind og har foretaget en vurdering af de uddannelsesmæssige betingelser, de kvalifikationer, der skal være i forbindelse med udførelsen af arbejdet, og som er betingelsen for, at man får en autorisation. Og det synes jeg faktisk også har betydning både for patientsikkerhed og for kvalitet af det arbejde, man yder inden for sundhedssektoren. Jeg er selvfølgelig meget optimistisk, når nu fru Anne Baastrup, som jo har mange års erfaring i folketingsarbejde, kan regne ud, at ministeren snart kommer og gennemfører det her. Det er jeg da glad for. Så håber jeg ikke, at det, at vi har fremsat det her forslag, forsinker processen unødvendigt meget, fordi der skal gå x-antal dage efter, at det her forslag har været behandlet, til ministeren kan komme med forslaget. Jeg kan på den ene side love ministeren, at det godt kan være, at fru Anne Baastrup og vi andre skriver en beretning om, at vi har været gode. På den anden side er jeg sikker på, at ministeren godt kan tilrettelægge det mediemæssige spin, sådan at han også får rigeligt af æren for den her sag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karen Klint.

Jeg vil gerne takke for debatten, men inden jeg vil konkludere lidt, vil jeg komme med en lille historie fra virkeligheden.
     For nogle uger siden var der et hospital, der indbød nogle af os til at komme i praktik for at se virkeligheden. Jeg sagde ja tak og var 2½ døgn på et hospital ikke så langt her fra Christiansborg. På de to afdelinger, hvor jeg tilbragte mest tid, var det social- og sundhedsassistenter, der havde æren af og stod for det arbejde, der var. De var der ikke kun for ærens skyld, de var der også i praksis, så det var i høj grad selvstændigt arbejde og også arbejde, der var meget, meget sprængfyldt med problemer både med hensyn til patientsikkerhed og med hensyn til andre menneskers tryghed, for jeg var i praktik på en lukket psykiatrisk afdeling, i hvert fald den ene dag.
     Jeg har lyttet til, at regeringen er imod forslaget, i hvert fald som det ligger lige nu. Men der blev jo også sådan sagt noget om nogle andre forhandlinger, der kører, så det kan være, at den åbenhed, som fru Anne Baastrup og andre har nævnt her, kan komme hen over sommeren, hvis vi ikke lukker debatten for tidligt her i salen.
     Grundloven blev godt nok også sat lidt i sving, i forbindelse med om det nu var godt nok, at der var flere, der skulle autoriseres. Jeg har svært ved at se, at grundloven skal bruges her, men o.k., vi skal selvfølgelig passe på, hvem det er, vi giver en autorisation. Men der er jo ikke noget ufagligt i at give netop den her gruppe en autorisation, når man sammenligner den med de andre uddannelsesforløb, de andre jobindhold, de andre ansvarsområder, som tilsvarende medarbejdergrupper har inden for sundhedsområdet.
     Jeg hørte også, at Dansk Folkepartis ordfører var sådan relativt positiv - meget til den milde side - og også henviste til, at det måske kunne klares med regeringen under nogle andre forhandlinger.

Det, jeg godt lige vil sikre mig her, når man sådan henviser til de mange andre forløb, der er, er, at vi jo nødig skulle putte det her ned i en syltekrukke; vi kan jo godt gå ud og se på den lille krukke, vi har herude på frisen i Vandrehallen, og det gode råd, der er om den, at den skal vi beholde papiret på, så vi politisk løser de sager, der skal løses politisk, og ikke overlader dem til andre.

     De Radikale var også åbne, og jeg har fuld forståelse for, at det er to selvstændige øvelser, vi skal se på.
     Så vil jeg gerne takke fru Anne Baastrup for den gode måde lige at få det delt op på og også få gentaget det vigtige i, at vi jo også har social- og sundhedsassistenterne med i den elektroniske patientjournal som noget selvstændigt.
     Enhedslisten nævnte jo også de psykologiske og de objektive aspekter og kom heldigvis også ind på trygheden for patienterne. Den har ikke været meget omtalt i dag. Men jeg tror faktisk, det er et meget, meget vigtigt signal til patienterne, at de ved, at de medarbejdere, der er tæt på dem
i deres hverdag, der er tæt på dem i deres behandling, alle sammen har en autorisation. Så det er måske den største tryghedsfaktor, vi har brug for, altså, ikke kun i forbindelse med at rekruttere personalet, men at patienterne er trygge ved de ansatte. For det må jo give lidt utryghed, hvis der er en faggruppe - som faktisk er dem, der er tættest på og oftest er på - der ikke er autoriseret, og hvor man kan spørge, om det er, fordi de ikke er dygtige nok. Den mistanke skal vi have fjernet. Så min konklusion er også her, sådan som andre har været inde på, at vi skal have et godt udvalgsforløb. Det kan også være, at vi skal trække det, sådan at vi netop ikke lukker debatten her, inden vi går hjem til sommer, for arbejder vi hen imod en beretning, så har vi jo et par måneder mere. Jeg vil gerne som forslagsstiller være åben over for, at vi skal have mest mulig tid, for her handler det ikke alene om, hvem der får æren, det handler mest om at få en autorisation til en faggruppe, som er fuldt ud kvalificeret til det. Tak for en god debat.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Tredje næstformand (Helge Adam Møller):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.