Jeg vil indledningsvis sige, at det her lovforslag, L 40, ligger i naturlig forlængelse af vedtagelsen af kommunalreformen. Socialdemokraterne var ikke enige med regeringen i opgavefordelingen på miljøområdet i kommunalreformen.
Vi så gerne, at nogle af de større miljøopgaver var blevet placeret i de nye regioner. Vores opfattelse var, at vi ville sikre, at de ofte komplekse opgaver inden for miljøområdet, der kræver stor faglig ekspertise, også i fremtiden skulle håndteres bedst muligt til gavn for vores fremtidige miljø.
Kommunalreformen er nu en realitet. På den baggrund ser Socialdemokraterne det også som naturligt, at vi indretter vores øvrige lovgivning til nutidige forhold. Socialdemokraterne er i udgangspunktet positive over for dette lovforslag, men ønsker dog samtidig at få uddybet en række punkter i det kommende udvalgsarbejde.
Socialdemokraterne vil f.eks. i forbindelse med det kommende udvalgsarbejde forsøge at få belyst, hvorvidt denne lovgivning vil blive et problem for de kommende storkommuner
i deres mulighed for at vælge fleksible problemløsninger og sikker drift, sådan som KL skriver i sit høringssvar. Konkurrencestyrelsen udtaler i sit svar bekymring for, at den kommende lovgivning vil give mulighed for, at nogle firmaer kan få følsomme oplysninger fra konkurrenterne. Vi må sikre os, at det ikke vil ske i den kommende lovgivning. Det tilsyn, som også i fremtiden skal være for f.eks. vores drikkevand, skal forblive fagligt kompetent og ensartet
i hele landet. Jeg har noteret mig, at DANVA rejser denne bekymring i sit høringssvar, idet de oplever, at ikke alle kommuner tilføres kompetencepersoner fra amterne til denne opgave. Socialdemokraterne vil i lighed med Danmarks Naturfredningsforening følge dette område tæt. Vores hovedsynspunkt i miljøpolitikken er, at alle borgere, uanset hvor de bor i landet, skal kunne sikres rent drikkevand, og at der holdes øje med dem, der forurener vores natur.
I forhold til klagebestemmelser støtter Socialdemokraterne, at der fortsat vil være klageadgang på to niveauer, nemlig førsteinstansbehandlingen og klagebehandlingen. Vi påskønner samtidig lovforslagets sigte med at sikre én indgang for borgere, men det må altså ikke ske på baggrund af en ringere miljøhåndtering end den, vi ser nu. Af lovforslaget fremgår det, at opgaverne i de syv statslige miljøcentre vil blive tildelt på baggrund af sagernes stedlige tilknytning. Der finder vi det i denne sammenhæng vigtigt, at en sag afgøres på det bedste faglige niveau, og at der samtidig vil ske en ensartet sagsbehandling og videndeling mellem de syv centre. Som sagt vil vi i den kommende tid følge miljøhåndteringen i de nye kommuner tæt. Vores natur og drikkevand er en sårbar størrelse, og vi vil forsøge at få afklaret de spørgsmål, jeg har rejst, i den kommende tid, og vi vil støtte lovforslaget, hvis ikke der afdækkes negative konsekvenser for borgere, natur og miljø.