Vi har siden regeringsskiftet i 2001 set en stribe lovforslag fra regeringen, fra indenrigsministeren, som har lempet landbrugets grundskyld. De fleste af forslagene har som begrundelse, at de direkte tilskud til landbruget fra EU har været faldende, og jeg har i hvert fald gået rundt i den vildfarelse, at det så også holdt. Vi kan diskutere, om indenrigsministeren i lovgivningen har sagt sandheden, men han har i hvert fald ikke ruttet med den. Han har ikke givet oplysninger, som har givet det, vi må kalde et retvisende billede af hele den her virkelighed.
Derfor blev jeg meget overrasket, da vores fødevareordfører, hr. Jens Peter Vernersen, kom med et svar, som var afgivet til ham fra fødevareministeren den 21. november i år, hvoraf det fremgik, at de direkte tilskud fra EU til dansk landbrug er steget år for år. Det var i 2001 et beløb på 5,4 mia. kr., og regeringen angiver beløbet for 2006 til 7,2 mia. kr.
Hvis man i løbende priser tæller de beløb sammen, som landbruget har fået i forøgede tilskud i den periode, er de steget med 6.736 mio. kr. fra 2002 til og med 2007 under forudsætning af, at der ikke kommer stigninger i 2007 i forhold til 2006, altså et forøget direkte tilskud til dansk landbrug fra EU på 6.736 mio. kr. målt i løbende priser.
Det er dette forøgede tilskud, som har været begrundelsen for, at man mener, at landbruget får for lidt. Derfor har vi spurgt indenrigsministeren, hvor meget de samlede lettelser på landbrugets grundskyld er i den samme periode siden regeringsskiftet, og når vi tæller det sammen, så har landbruget i perioden 2002-2007 med regeringens egne tal fået 2.314 mio. kr. oveni, fordi man mener, at EU-tilskuddene er steget for lidt. Det er endda målt i faste priser 2007, og når vi lægger de to tal sammen, kommer vi faktisk op på et forøget tilskud på tilsammen over 9 mia. kr.
Jeg er spændt på at høre, hvad bl.a. Dansk Folkeparti siger - Dansk Folkeparti, der hver gang har båret de skattelettelser til landbruget igennem sammen med regeringen. For et par måneder siden meddelte Dansk Folkeparti, at man nu ville vælge velfærd frem for skattelettelser, og den første lakmusprøve på, om det bare er noget, man siger, fordi man tror det er populært, eller om det er noget, man mener, er faktisk det her lovforslag, L 6, fremsat af indenrigsministeren, hvor man skal vedtage yderligere årlige lettelser i landbrugets grundskyld.
Det kan se ud som forholdsvis små tal, når man sidder og kigger på de enkelte beløb, men det løber altså op. Med alle de forslag, som indenrigsministeren har fået vedtaget i lettelser af landbrugets grundskyld, siden han tiltrådte for
5 år siden, er beløbet nu på 2.314 mio. kr.
Jeg har været inde at kigge på: Hvor mange landmænd har vi egentlig? Landbruget, der jo er god til at informere os - det skal vi takke for - har derfor også udgivet sådan en lille pjece, der hedder »Tal om landbruget 2006«, og hvis vi tæller sammen, hvor mange landmænd som har et jordareal på over 30 ha, så i hvert fald de fleste af dem vil være fuldtidslandmænd, altså egentlig lever af landbruget, er det under 30.000 landmænd.
Det vil sige, at disse under 30.000 landmænd siden regeringsskiftet i 2001 har fået de allerallerfleste af de forøgede tilskud på over 9 mia. kr. Jeg synes, det er lidt på kanten af det, som Folketinget bør acceptere, nemlig at man med den begrundelse, at landbruget får faldende tilskud, faktisk med et flertal af de to regeringspartier og Dansk Folkeparti nedsætter landbrugets grundskyld år for år, så vi med ministerens egne tal nu kan tælle sammen, at landbruget med begrundelsen, at det har fået for lidt i EU-tilskud, har fået en yderligere lettelse på 2.314 mio. kr.
Jeg synes, det ville være betimeligt at få at vide, om indenrigsministeren mener, at et lovforslag som det, vi behandler her, hvor begrundelsen er de reducerede EU-tilskud, er en ordentlig, gedigen information af Folketinget som grundlag for den lovgivning, vi vedtager her. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg var overrasket, da jeg så de tal, som fødevareministeren havde afgivet til medlem af Folketingets Fødevareudvalg hr. Jens Peter Vernersen. Hr. Jens Peter Vernersen, som følger det her tæt i Fødevareudvalget, var lige så overrasket ud fra de diskussioner, der også har været her, over, at EU-tilskuddene i den periode, vi taler om, er steget massivt.
Derfor synes jeg, at de partier, som vil vedtage den her lovgivning med den begrundelse, at EU-tilskuddene har været faldende, skylder en forklaring til Folketinget og til offentligheden, og jeg synes, at indenrigsministeren skylder en forklaring på, om han mener, at det er en sandfærdig og ordentlig begrundelse, og om han mener, han har givet Folketinget en tilstrækkelig ordentlig information om baggrunden for det lovforslag, som vi andenbehandler her.