(Ordfører)
Per Clausen(EL):
Jeg må indrømme, at jeg blev en smule skuffet, da jeg læste de betænkningsbidrag, der er kommet til det her forslag, for da vi havde førstebehandlingen hernede i salen, var der sådan set enighed om, at det nok var et socialt uretfærdigt system, man havde, når man opkrævede finansieringen af Danmarks Radio på den måde, at alle mennesker, alle husstande i Danmark betalte det samme beløb uanset indkomst - også fordi som tingene har udviklet sig i de senere år, så er licens jo i virkeligheden en skat, det er bare skat, man opkræver pr. husstand i stedet for af menneskers indkomster. Og ud fra den fælles erkendelse af, at vi altså i det har et system, som er socialt uretfærdigt, er det måske en smule ubegribeligt, at de eneste partier, der tilsyneladende kan stemme for Enhedslistens ændringsforslag, er os selv - så meget desto mere som at der ikke nogen tvivl om, at licenssystemet blev yderligere socialt uretfærdigt, da man ændrede det til at være et medielicenssystem. Det var på den ene side logisk nok ud fra den teknologiske udvikling, der var sket. Når folk jo i dag kan se tv og høre radio på deres computer osv., så flytter man licensen over på det, men det fik også den konsekvens, at muligheden for, hvis man var økonomisk dårligt stillet, at sige: Vi har ikke tv i vores hjem, det har vi ikke råd til, men vi prioriterer faktisk at bruge penge på, at vores børn har adgang til internettet hjemmefra, forsvinder, fordi man kommer til at betale licens. Jeg har godt hørt, at det kun drejer sig om ganske få mennesker, og det er rigtigt. Når vi snakker om mennesker, som har en meget, meget dårlig økonomisk situation i Danmark, så er der måske kun tale om få mennesker, men hvad er begrundelsen for, at de skal rammes, fordi de er få? Der findes jo også ordninger nu, som gør, at grupper kan slippe med at betale mindre eller slippe helt, bl.a. dårligt stillede pensionister, og der har også været en debat, har jeg hørt, om, at man skulle udvide den gruppe, sådan at den også kunne omfatte gruppen af studerende.
Det interessante er altså, at de mennesker, som er i den absolut dårligste økonomiske situation, de mennesker, som måske har en lidt udsigtsløs økonomisk situation, er der indtil nu ikke nogen der begyndte at tale om at man skulle lave en undtagelse for, og det er nok også en forkert vej at gå, at rette op på, at forsøge at bøde lidt på et grundlæggende uretfærdigt system ved at lave nogle betalingsfritagelsesordninger. Det mest sandsynlige er jo, at det bliver de grupper, der af en eller anden grund har Dansk Folkepartis bevågenhed eller er i stand til at gøre deres problemstilling meget synlig, der bliver hjulpet, mens andre grupper ikke får hjælpen, og så vil disse undtagelsesordninger blive brugt som argument for, at det her system jo alligevel fungerer retfærdigt.
Derudover må man jo også sige, at når man nu har en skat på internetopkobling og på it-udstyr, så er det jo grundlæggende en teknologifjendsk politik. Den er altså asocial, rammer de svageste hårdest, men er også teknologifjendsk og står jo direkte i modsætning til det, der er en fælles opfattelse af her i Folketinget - i hvert fald når vi diskuterer it-politik - nemlig at det er vigtigt at sikre, at alle har adgang til at benytte sig af den moderne computerteknologi, har mulighed for at bruge internettet, og gang på gang ser vi også myndighederne stille krav til danskerne om, at de skal bruge internettet, hvis de vil kommunikere med det offentlige. Det sidste eksempel er jo, at hvis de arbejdsløse ikke en gang om ugen går ind på en bestemt side i forbindelse med deres jobsøgning, så risikerer de at tabe retten til dagpenge.
Men så er der et argument tilbage for at have en særlig licens, og det er argumentet om Danmarks Radios uafhængighed, fordi, som man siger, hvis man ikke havde licensen, så ville Danmarks Radios økonomi være afhængig af de årlige finanslovforhandlinger, og hvor galt ville det så ikke gå, hvor meget ville regeringen, partierne, ministrene, Dansk Folkepartis ordførere på forskellige områder så ikke blande sig i Danmarks Radios drift, og hvor meget vil man så ikke i finanslovforhandlingerne tage Danmarks Radio som gidsel?
Til det er at sige, at dette beslutningsforslag vil betyde, at man vil få en 5-årig aftale om Danmarks Radios økonomi, som ikke kan røres. Det skal selvfølgelig sikres også lovgivningsmæssigt at man gør det, og det vil betyde, at man vil få præcis den samme tryghed og sikkerhed med hensyn til politisk indblanding i Danmarks Radio, som man har i dag.
Det er rigtigt nok, at hvis vores forslag blev vedtaget, så kunne det føre til, at drøftelserne af Danmarks Radios økonomi og de restriktioner, som politikerne allerede i dag lægger på Danmarks Radios programvirksomhed, ville komme til at foregå for åbne døre her i Folketingssalen i stedet for bag lukkede døre i en forligskreds. Men jeg er nu ikke sikker på - og i Enhedslisten er vi ikke sikre på - at det at disse diskussioner ville foregå i offentlighed ville være skadeligt for Danmarks Radios uafhængighed, og det ville også betyde, at vi måske på et tidligere tidspunkt kunne få en mere grundig diskussion af, hvilke krav der er rimelige og fornuftige at stille til en public service-kontrakt.
Realiteten er jo, at de samme partier, som afviser dette forslag med henvisning til Danmarks Radios uafhængighed, er de partier, som har lavet et medieforlig, som har lavet den mest detaljerede public service-kontrakt, der nogen sinde er lavet med meget præcise beskrivelser for Danmarks Radio. Så det er altså kun i nogle tilfælde, man bruger Danmarks Radio som argumentet.
Så det synspunkt om, at et licenssystem skulle være bedre til at sikre Danmarks Radios uafhængighed end det synspunkt, vi har fremlagt her, er altså meget tyndbenet. Og stillet over for de konsekvenser, vi har i licenssystemet, med, at det er asocialt, at det er teknologifjendsk, fører også til, at Danmarks Radio tvinges til at genere borgerne ved henvendelser, som de opfatter som meget ubehagelige, f.eks. at borgerne på tro og love skal skrive under på, at de ikke har fjernsyn - på tro og love. Man får at vide, at hvis man ikke har anmeldt, at man har tv, så har man nok begået en fejl, det kan vist ikke passe. Man anklager altså indirekte borgeren for at tale usandt og siger, at borgeren kan blive fri for den slags henvendelser fremover ved at underskrive en tro og love-erklæring. Og det er f.eks. også, når borgerne af Danmarks Radio afkræves en forklaring på de relationer, de har til de mennesker, de deler lejlighed med, og det er af en karakter, som f.eks. handler om, hvorvidt der nu er tale om parforhold, så der er tale om én husstand, eller det er et andet forhold, som gør, at det er to husstande, så man skal betale dobbelt licens.
Det her medvirker til at sætte Danmarks Radio i et dårligt lys, og det gør det kun, fordi politikerne ikke er villige til at træffe de rette beslutninger, for hvis det er sådan, at man ønsker at etablere et modsætningsforhold og et ubehag hos befolkningen over for Danmarks Radio, så er det nuværende licenssystem særdeles velegnet til det, men det synes Enhedslisten faktisk ikke at der er nogen fornuftig grund til.
Så vores konklusion er, at vores forslag udmærker sig ved at være socialt afbalanceret, fremtidssikret og præget af, at det bliver politikerne, der tager ansvaret for Danmarks Radios økonomi, ansvaret for opkrævning af pengene til Danmarks Radio, sådan at det ikke opfattes, som om det er Danmarks Radio, der er ude og hente nogle penge hos borgerne. Og samtidig med det sikrer vi altså også med det her forslag Danmarks Radios uafhængighed i den udstrækning, det overhovedet er muligt i dette Folketing og med den regering, vi har i dag.
Så jeg vil nu igen appellere til, at de partier, der mener, at vi ikke skal være teknologifjendske, at vi skal sikre socialt afbalancerede løsninger og vi skal sikre Danmarks Radios uafhængighed, igen overvejer, hvordan de forholder sig til vores forslag.