(Ordfører)
Rasmus Prehn (S):
Fra socialdemokratisk side stemmer vi imod dette lovforslag, da det er endnu en begrænsning i kommunernes mulighed for at investere i fællesskabet. Det er efterhånden en kendt sag, at regeringen i forbindelse med finanslovaftalen er løbet fra sin egen økonomiaftale med landets kommuner. Regeringen har lagt loft over anlægsudgifterne, selv om den flere gange har lovet det modsatte og ligefrem på skrift har indgået en aftale med landets kommuner, hvor der ikke er loft over anlægsudgifterne.
Vi kan altså ikke regne med, hvad regeringen lover og selv indgår skriftlige aftaler om. Værst er det imidlertid, at regeringen på denne måde spænder ben for en hel række nødvendige anlægsprojekter i landets kommuner; det være sig renovering af skoler, anlæg af nye cykelstier og veje, etablering og renovering af idrætsanlæg og andet.
At regeringen med dette lovforslag søger at presse kommunerne yderligere ved at deponere kommunernes overskudslikviditet i en endnu længere periode end først aftalt, kan Socialdemokratiet naturligvis ikke støtte. Lovforslaget er endnu et eksempel på, at regeringen ikke holder, hvad den lover, og endnu et eksempel på, at kommunernes planlægning og ihærdige forsøg på at leve op til de mange løfter, regeringen strør om sig med såsom løfter om skolerenoveringer, renere skoletoiletter og meget andet, besværliggøres af regeringens emsige indblanding, styring og kontrol. At regeringen ønsker at lægge en dæmper på den økonomiske vækst for derved at undgå en overophedning af økonomien, kunne være forståeligt nok, hvis det var noget, den ville have haft til at ske sidste sommer, hvor der var fuld damp på økonomien. Men dengang valgte regeringen at strø om sig med løfter og indgå aftale med kommunerne uden anlægsloft.
Det var naturligvis også før valget. I dag tales der mere om økonomisk afmatning, nedgang i byggeriet og begyndende krise. I en sådan tid virker det mildest talt ubegrundet, at regeringen nidkært ønsker at søge at bremse offentlige investeringer, vedligehold af bygningsmassen og i det hele taget kloge investeringer til fordel for fællesskabet. Socialdemokratiet vender sig derfor kraftigt imod det løftebrud, som dette lovforslag er udtryk for, ligesom vi fra socialdemokratisk side vender os imod, at kommunerne tvinges til at deponere midler, der ellers kunne være brugt offensivt til fordel for fællesskabet. Socialdemokratiet stemmer derfor imod dette lovforslag.