Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 171:

Forslag til folketingsbeslutning om en forstærket social- og integrationsmæssig indsats på skole-, dagtilbuds- og boligområdet.

Af Mette Frederiksen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) m.fl.

(Fremsættelse 03.04.2009).

Forhandlingen er åbnet. Indenrigs- og socialministeren.

Beslutningsforslaget er fremsat af Socialdemokraterne og SF og drejer sig om en forstærket social og integrationsmæssig indsats. Beslutningsforslaget indeholder tre punkter. Punkt 1: Visse kommuner skal pålægges at opføre almene boliger. Punkt 2: Mulighederne for at fordele vanskeligt stillede børn på kommunens skoler samt fri- og privatskoler skal udvides. Og endelig skal vanskeligt stillede børn benytte kommunens dagtilbud i samme omfang som alle andre børn.

Beslutningsforslaget kommer altså vidt omkring og berører flere ressortområder, herunder undervisningsministerens ressort. Derfor har jeg naturligvis også været i tæt kontakt med undervisningsministeren ved behandlingen af beslutningsforslaget, og det skal jeg komme tilbage til.

Vi har tidligere i dag under forespørgselsdebatten om F 44 indgående drøftet regeringens indsats i forhold til udsatte boligområder. Jeg vil derfor fatte mig i korthed om de tre forslag.

Regeringen er meget enig i, at det er kommunalbestyrelsernes ansvar at løse kommunens boligsociale opgaver. Det er de de bedste til, fordi det er kommunerne, der ved, hvor skoen trykker på det lokale boligmarked. Hvis kommunalbestyrelserne skal finde de bedste løsninger på lokale udfordringer, er det også givet, at de må have frihed til selv at bestemme, hvordan opgaven bliver løst. Den frihed er en meget vigtig del af det kommunale selvstyre.

Regeringen kan ikke tilslutte sig et forslag, hvor vi fra centralt hold skulle bestemme, hvor mange almene boliger der skal være i den enkelte kommune. Hvad mere er, så tror jeg heller ikke, at forslaget vil have den store effekt, idet forslaget ikke direkte vil påvirke vilkårene i de udsatte boligområder.

På skoleområdet er det veldokumenteret, at tosprogede elever desværre klarer sig dårligere i skolen end øvrige elever i såvel Danmark som andre lande. Det fremgår også af undersøgelser, at en stor del af problemet skyldes svag hjemmebaggrund og sprogproblemer.

Vi har for disse elever allerede i dag en hjemmel i folkeskoleloven til at henvise til en anden skole end distriktsskolen, hvis det er nødvendigt af pædagogiske grunde. Regeringen er derfor åben for at se på, om der er behov for at tilvejebringe en lignende henvisningsmulighed for andre elever med behov for sprogstøtte. Regeringen finder dog samtidig, at en henvisningsmulighed begrundet i, at skolerne skal afspejle det omliggende samfund, er for ukonkret. Begrænsninger i retten til distriktsskolen og det frie skolevalg er et betydeligt indgreb i den enkelte elevs og families frihed. Det er derfor vigtigt ikke at gribe til forhastede løsninger. Man må derimod sikre sig, at man får identificeret de rigtige grupper af elever på et sikkert grundlag.

Undervisningsministeriet drøfter spørgsmålet om en henvisningsmulighed med Københavns Kommune, som har henvendt sig med et ønske om større muligheder for at fordele elever med sprogproblemer. Regeringen vil på baggrund af det overveje behovet for at udvide de gældende bestemmelser. Regeringen er derfor et stykke hen ad vejen enig i intentionerne bag beslutningsforslaget, men kan på den anførte baggrund ikke støtte det.

Pålæg til de frie skoler om at optage bestemte elever er regeringen imod. Det vil være i strid med den nuværende helt centrale lovbestemte frihed for skolerne til selv at bestemme, hvilke elever de vil optage.

Endelig er jeg meget enig i, at dagtilbud som dagpleje, vuggestue og børnehave skal spille en stor rolle i forhold til at hjælpe udsatte børn. Der er et stort potentiale i at anvende disse tilbud som led i den aktive indsats over for de udsatte børn, hvilket heldigvis også sker rigtig mange steder i dag. Som der også gøres opmærksom på i forslaget fra S og SF, giver lovgivningen i dag allerede muligheder for at udnytte dagtilbud i forbindelse med indsatsen over for udsatte børn. F.eks. kan kommunerne allerede i dag etablere det antal familiepladser, de vurderer der er behov for. Det er også allerede i dag muligt at bestemme, at et barn skal i dagtilbud som led i en social støtte eller i visse sager som et forældrepålæg.

Jeg har tiltro til, at kommunerne i tilrettelæggelsen af indsatser over for socialt udsatte børn vælger de indsatser, der er bedst egnede for det enkelte barn, herunder giver forældrene pålæg om, at barnet skal i dagtilbud, hvis det relevant.

Vi er derudover i forbindelse med Barnets Reform ved at se på, hvordan vi kan få dagtilbuddene til at spille en endnu større rolle i forbindelse med indsatser over for udsatte børn.

Men regeringen kan på baggrund af det her ikke støtte det samlede fremsatte beslutningsforslag.

Tak til ministeren. Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at ministeren er enig i, at befolkningen i Danmark skal blandes noget mere. Derfor vil jeg gerne stille et spørgsmål. Ministeren har jo en oplagt mulighed nu, hvor der er flere tusind tomme boliger i København. Der er almene boligselskaber, der gerne vil have lov til at overtage de her boliger, så de kan leje dem ud til nogle af de mange mennesker, der gerne vil flytte ind.

Vil ministeren give de almene boligselskaber lov til at overtage de her mange tomme lejligheder, sådan at man der kunne få en mere blandet beboersammensætning? Det ville jo så også have betydning andre steder i byen, når folk flytter rundt.

Ministeren.

Jeg er jo i udgangspunktet enig i, at det sådan set er kommunerne, som skal påtage sig de boligsociale opgaver, som de hver især står over for. Derfor mener jeg altså også, at det er op til de pågældende kommunalbestyrelser selv at beslutte, hvordan de vælger at løse de her opgaver, naturligvis netop også at sikre den fornuftige beboersammensætning og den fornuftige anvendelse af boligerne. Så det må være svaret på det.

Fru Line Barfod.

Det er fint nok, at ministeren siger, at det må kommunerne gøre - men det må kommunerne ikke. Nu kunne kommunerne selvfølgelig blive inspireret af en regering, der begår grundlovsbrud, og så kunne kommunerne også bare begynde at ændre lovgivning eller administrere i strid med lovgivningen. Men kommunerne må altså ikke. De almene selskaber må ikke. De har spurgt ministeren. Ministeren har svaret: Nej, man må gerne lave almene boliger om til ejerboliger, men man må ikke lave ejerboliger om til almene boliger. Så det kræver en ændring fra ministeren, hvis de almene boligselskaber skal have lov til at overtage de mange tusind tomme ejerboliger i København og lave dem om til almene boliger, så man på den måde nemt, og uden at det koster regeringen noget, kunne få en mere blandet sammensætning af beboerne.

Ministeren.

Jamen besvarelsen på det handler jo om, at der - så vidt jeg er orienteret - slet ikke er økonomisk belæg for blot at omdanne de private udlejningsboliger, der står tomme, til almene boliger. Det vil blive nogle meget, meget dyre almene boliger, så det har jeg sådan set ikke tænkt mig at skulle ændre på her.

Byggeriet af de almene boliger i enhver kommune er den enkelte kommunes ansvar, og det her er jo private initiativer, private investorer, som har bygget private boliger. Og sammensætningen - altså, at der også skal være almene boliger - påhviler det naturligvis kommunen at sørge for.

Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Når jeg lytter til ministerens besvarelse - kan man vel nærmest kalde det - af vores beslutningsforslag, lyder det i virkeligheden, som om ministeren deler den socialdemokratiske analyse, nemlig at vi stadig væk, desværre, har store både integrationsproblemer og -udfordringer foran os. Det er det, der er bevæggrunden for det her beslutningsforslag.

Når vi ender med at fremsætte de her tre konkrete forslag, er det, fordi vi ikke tror på, at integrationen kommer af sig selv. Vi tror ikke på, at alle problemerne er løst om 20 år, hvis vi læner os tilbage. Vi tror, der er behov for at sætte politisk handling bag de mange flotte ord, der er sagt i rigtig mange sammenhænge. Og vi tror også på, at nogle af dem, der ikke er med til at løfte et integrationsmæssigt ansvar i dag, bliver nødt til at påtage sig en del af det ansvar i fremtiden. Her peger vi bl.a. på, at der er en række kommuner, bl.a. nord for København, der stort set ikke har almene boliger og derfor ikke bidrager til at løfte det boligsociale ansvar.

Vil regeringen ikke være med til at ændre på det?

Ministeren.

Jamen efter min vurdering er der altså tale om et paradeforslag lige præcis på det her område, for jeg tror ikke, at det kommer til at flytte noget i udsatte boligområder i det hele taget. Det her med byggeriet af almene boliger i én kommune, som man så vil pålægge fra centralt hold, kan jo ikke direkte påvirke problemramte boligområder i en anden kommune. Altså, der kan efter min bedste overbevisning højst blive tale om sådan en indirekte og usikker effekt.

Så vil jeg også gerne finde ud af, hvor mange almene boliger, det er, spørgeren mener der som minimum skal være. For er spørgeren sådan virkelig for alvor interesseret i at fratage kommunerne retten til selv at træffe de her afgørelser om størrelsesordenen?

Fru Mette Frederiksen.

Til det sidste spørgsmål kan jeg da så absolut svare ja, og det svar kommer fra et parti, der ellers er ret glad for det kommunale selvstyre. Når vi ikke tror på det kommunale selvstyre i den her situation, er det jo, fordi vi kan se - når vi eksempelvis kigger på hovedstadsregionen - at kommunerne på den københavnske vestegn har bygget rigtig mange almene boliger, gode almene boliger, og dermed også påtaget sig en meget, meget stor andel af det boligsociale ansvar.

Så har vi en række - i øvrigt borgerlige - kommuner nord for København, der har ret mange penge, men ikke ret mange almene boliger. Vi er sådan set ikke et sekund i tvivl om, at når vi ser en øget grad af ghettoisering i vores samfund, hænger det jo sammen med, at der kommer en meget stor koncentration af mennesker med sociale og integrationsmæssige problemer i nogle særlige områder, fordi det er dér, de almene boliger er. Og derfor vil det selvfølgelig gavne integrationen, hvis der kommer flere almene boliger - også i kommuner, hvor der i dag stort set ingen almene boliger er. Det er simpelt hen en måde at løse nogle konkrete problemer på.

Ministeren.

Jamen jeg er sådan set fuldstændig enig i, at kommunerne skal påtage sig de boligsociale opgaver, som de hver især står over for, men jeg mener altså bare stadig væk, at det er op til den pågældende kommunalbestyrelse selv at beslutte, hvordan man vil løse de her opgaver. Jeg tror for meget på det kommunale selvstyre til at stå her og fra centralt hold pålægge enkelte kommuner at opføre et vist antal almene boliger. Det tror jeg ikke er løsningen, og jeg mener simpelt hen, at det er for stort og kraftigt et indgreb i det kommunale selvstyre, som vi på ingen måde kan støtte.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Nu vil jeg prøve at følge op der, hvor fru Line Barfod sluttede, nemlig ved de private projektlejligheder, der er i hovedstadsområdet, her i Københavns Kommune. Der er vi fra Socialdemokraternes side positive over for at gå ind og se på, hvordan de kan blive overtaget som almene boliger. Det kræver en lovændring, og det kræver selvfølgelig også, at der er en bæredygtig økonomi i det.

Sådan som jeg hørte ministeren, var der egentlig kun en skepsis gående på, at det var for dyrt at overtage de her private boliger til almene boliger. Så jeg vil spørge ministeren: Når markedet desværre er ved at udvikle sig, som det er, og de her boliger bliver billigere og billigere og det er ved at være rentabelt at kunne finansiere dem inden for den overgangsordning, som jo ligger i det nye lovforslag på almenområdet, er ministeren så positiv over for og villig til at gå ind og se på, hvordan vi kan opkøbe nogle af de lejligheder?

Ministeren.

Det mener jeg stadig væk ikke er noget, som vi skal ind og blande os i fra centralt hold. Jeg er glad for, at spørgeren sætter fokus på lige præcis kernen i det her forslag, nemlig den bæredygtige økonomi. Spørgeren taler selv om tomme paradeboliger, og jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at de privat opførte boliger, som påstås at stå tomme rundtomkring i kommunen, skulle være svaret på Københavns Kommunes behov for at opføre betalelige almennyttige boliger.

Hr. Thomas Jensen.

Jeg kan så bekræfte ministeren i, at det slet ikke er nok, hvis man skulle nøjes med at overtage de boliger, der allerede er opført, for det ved vi jo fra Venstres borgmester i København, Pia Allerslev. Hun har været ude at sige, at hvis man skal have løst problemet i Københavns Kommune, skal man rent faktisk have bygget op til 8.000 almene familieboliger. Så der er et alarmerende behov ikke bare her, men også i den øvrige del af hovedstadsregionen, for at få opført de her boliger.

Jeg fornemmer på ministeren, at det kun handler om det der med, om det er rentabelt. Så hvis vi tager det lovforslag, som vi er ved at behandle, kunne vi jo sagtens få lagt ind i den finansieringsreform, at vi får tilpasset det sådan, at vi kan gå ind og overtage nogle af de her projektlejligheder og gøre dem til almene boliger. Er ministeren villig til at gå ind og foretage de lovændringer, så vi i hvert fald kommer et skridt på vejen til at afhjælpe det behov, der er, for spredning af boligmassen her i København?

Ministeren.

Hvis Københavns Kommune vurderer, at de har behov for at bygge 8.000 almennyttige boliger, jamen så er jeg da glad for, at vi kan stå her og tale om den boligaftale, som vi har indgået med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om den almene boligsektor, og hvor der netop er en lang række initiativer, som kommer til at gøre en forskel. Det handler netop om at komme i øjenhøjde med problemerne og altså ikke om at komme med sådan nogle virkningsløse paradeforslag.

Tak til ministeren. Fru Louise Schack Elholm som ordfører.

Dette beslutningsforslag viser nogle af de værste sider af Socialdemokraternes tankegang. Beslutningsforslaget handler om tvang - tvang til, at kommunerne skal bygge et vist antal almene boliger; tvang mod privatskolerne til at optage visse elever; og endelig tvang mod kommunerne med hensyn til valg af placering af udsatte børn i daginstitutioner.

Lad mig tage forslagene enkeltvis. I det første forslag vil Socialdemokraterne tvinge kommunerne til at bygge almene boliger. Det er ikke mere end et år siden, at Socialdemokraterne lancerede frihedsrettigheder til kommunerne, men det er, som om Socialdemokraterne ikke forstår begrebet frihed, for de fortsætter til stadighed med at ville tvinge kommunerne til både det ene og det andet. Dette er et glimrende eksempel på det.

I stedet for at respektere det kommunale selvstyre, i stedet for at have tillid til, at visse opgaver løses bedst lokalt af dem, der kender de lokale forhold indgående, så mener Socialdemokraterne igen, at vi skal detailregulere og tvinge kommunerne til en ensartethed. Vi har med boligaftalen, som vi netop er i gang med at behandle i Folketinget, givet kommunerne utrolig gode muligheder for at bygge almene boliger. Kommunerne kan derfor bygge almene boliger, hvis de finder, at der er et behov for det i deres kommune.

Det næste forslag går ud på, at Socialdemokraterne vil tvinge privatskoler til at optage børn, som de kan blive pålagt af kommunen. Privatskoler kan i dag selv beslutte, hvem de vil have som elever, og jeg mener, at det vil være at underminere privatskolerne, hvis de ikke selv kan bestemme, hvem der skal gå i deres skole. Nogle privatskoler specialiserer sig f.eks. inden for visse grupper af børn, og hvis disse skoler skal tvinges til at optage børn fra alle grupper, så ødelægger man hele grundlaget for skolen.

Det sidste forslag har jeg sympati for. Udsatte børn skal i daginstitution. Der er helt klart et potentiale for, at institutioner kan hjælpe udsatte børn mere, end de gør nu. Det er noget af det, vi skal kigge på i forbindelse med Barnets Reform. Men forslagene på dette område i beslutningsforslaget er allerede lovlige. Der er således intet til hinder for, at kommunerne f.eks. giver forældrepålæg om, at barnet skal i daginstitution, eller at kommunerne kan oprette familiepladser til udsatte børn.

På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Meta Fuglsang for en kort bemærkning.

Nu kiggede jeg i forslaget efter ordet tvang for at se, hvad det er, der fremkalder denne voldsomme reaktion hos Venstres ordfører på området. Jeg kan forstå, at med hensyn til de to første punkter er tvang bestemt ikke noget ønskeligt, men når det drejer sig om det tredje punkt, kan vi godt tale om det, så jeg vil bare spørge, om Venstres ordfører principielt ikke synes, man skal tvinge nogen til noget - man skal ikke tvinge kommuner til at agere på en bestemt måde, man skal ikke tvinge nogen til noget - eller om det bare lige er på de to første punkter, hvor Venstres ordfører ikke er enig i, at man skal tvinge, men at det er o.k. på det tredje punkt.

Ordføreren.

Jeg mener generelt, det er en dårlig idé at tvinge institutioner til at skulle gøre ting, der ikke står i deres grundlag. Men jeg vil sige, at når man taler om børn, skal man også tænke på udsatte børn og barnets tarv, og derfor er det altså en hårfin definition her. Det, jeg vender mig imod, er, at man skal tvinge kommunerne til et valg af metode. Jeg mener, at man skal have tillid til det kommunale selvstyre på de områder, hvor det faktisk har sine handlemuligheder.

Fru Meta Fuglsang.

Nu er det efter min bedste overbevisning sådan, at på andre områder end det her er det faktisk tvungent for kommunerne at handle på en bestemt måde og prioritere på en bestemt måde. Hvis jeg må tillade mig at sammenligne med et andet område, vil jeg kigge på ældreområdet, hvor kommunerne skal tidsregistrere og skal lave udbudsmateriale, fordi der skal private leverandører ind. En kommune kan ikke vælge at sige, at den vil prioritere ressourcerne til det offentlige tilbud. Den kan ikke vælge fra, her pålægger man kommunerne en bestemt handling, og er det også en overskridelse af det kommunale selvstyre, eller er det kun på området her, vi skal lade kommunerne være i fred og ikke tvinge dem til at gøre noget, der forbedrer integrationsindsatsen?

Ordføreren.

Nu må man sige, at angående sådan noget som at planlægge, hvor mange almene boliger man skal have i en kommune, planlægger kommunen med hensyntagen til strukturen mange år frem i tiden, og derfor mener jeg altså også, det er helt grundlæggende, at hvis man ikke må få lov til at lave lokalplaner og sådan nogle ting i en kommune, er det en helt klar tilsidesættelse af det kommunale selvstyre.

Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Det bliver jo faktisk helt interessant, for man må jo sige, at Venstre bekender kulør i diskussionen her. Når man lytter til ordføreren, lyder det nærmest, som om det er synd for de rige kommuner nord for København, hvis de skal påtage sig en større del af det boligsociale ansvar, og at det slet ikke kan lade sig gøre at være privatskole, hvis man også skal optage elever, der har sprogvanskeligheder.

Hvad er det da for en indstilling til mennesker og til samfundet? Selvfølgelig kan kommuner nord for København fungere og virke, selv om de påtager sig en større del af det boligsociale ansvar, for det er vilkårene i de fleste andre kommuner, og selvfølgelig kan privatskoler i Danmark fungere og virke, selv om de begynder at påtage sig en større grad af socialt ansvar, for det er den virkelighed, de fleste andre skoler lever i.

Derfor kan jeg næsten ikke forstå ordførerens tale på anden vis, end at integration er noget, man ønsker skal ske, men det skal bare ikke være i de pæne boligområder, og det skal ikke være på de pæne skoler, det skal foregå.

Ordføreren.

Det er jo meget tydeligt, at Socialdemokraterne selv bekender kulør her. Det gør jeg jo også helt klart, når jeg er imod det her, men man bekender tydeligt kulør i forhold til, at man ikke stoler på det kommunale selvstyre. Man stoler ikke på, at kommunerne selv kender deres forhold bedst, man mener, at vi fra Folketingets side skal bestemme alt i kommunerne, og det mener jeg er forkert.

Jeg mener, der skal være plads til det kommunale selvstyre, og det her er et helt klart kerneområde for det kommunale selvstyre, og det mener jeg ikke vi skal gå ind og blande os i. Vi skal give kommunerne handlemuligheder, så de har mulighed for at opføre de almene boliger, og vi har givet nogle utrolig gode handlemuligheder i forbindelse med den nylig indgåede boligaftale.

Fru Mette Frederiksen.

Sagen er jo bare den, at en række af de rigeste kommuner i Danmark har kørt på frihjul i alt, alt for mange år.

Hvis vi kigger os rundt i hovedstadsregionen, har især de socialdemokratiske kommuner på den københavnske vestegn bygget rigtig mange almene boliger, påtaget sig en endda meget stor del af det boligsociale ansvar og påtaget sig en meget stor del af integrationsansvaret. Samtidig kan vi se, at især kommunerne nord for København har lænet sig tilbage og ikke påtaget sig en del af ansvaret.

Vi bekender klart kulør med forslaget her. Vi ønsker, at alle skal bidrage til at løfte det integrationsmæssige ansvar i Danmark, og hvis vi skal bryde den stigende ghettoisering - og det er et stort socialdemokratisk ønske - er det vores klare overbevisning, at vi bliver nødt til at forpligte nogle af de rigeste kommuner til at tage en større del af ansvaret.

Ordføreren.

Jeg synes altså, det er utrolig vigtigt, at vi får hjulpet de udsatte boligområder, og det synes jeg jo vi gør med den boligaftale, vi lige har indgået. Med den boligaftale åbner vi nemlig vejen for en hel masse værktøjer, som både boligforeninger og kommuner kan bruge til at imødegå en isolation af en befolkningsgruppe i et boligområde ved at sikre, at der kommer flere forskellige mennesker ind i boligområdet.

Det er da en måde at imødegå en isolering af befolkningsgrupper på. Det er da en måde at gribe problemet konstruktivt an på i stedet for bare at sige: Jamen de har ikke nogen, og det skal de have. Vi skal da sige, at vi har et problem med nogle områder, hvor en gruppe mennesker er alt for koncentreret, at vi skal have en meget mere blandet beboersammensætning i de områder og også give nogle værktøjer til at opnå det. Det er da sådan, man løser problemet, det er ikke ved bare at sige: Ja, ja, hvis de og de ikke har, skal de også have. Man skal sørge for at gribe selve problemstillingen an og give nogle værktøjer til at komme fremad med.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Venstres ordfører henviser til, at det forlig, der er indgået om den almene boligsektor, og det lovforslag, som er på vej igennem Folketinget nu, samler en masse forslag op, der skal være med til at modvirke ghettoisering.

Jeg står her med Programstyrelsens anbefalinger til regeringen, og det allerførste forslag til regeringen er øget økonomisk støtte til at støtte renovering, så jeg vil bare spørge Venstres ordfører: Hvor mange kroner er der til øget renovering i det lovforslag, der er på vej gennem Folketinget?

Ordføreren.

Det lovforslag, vi er i gang med at behandle i Folketinget, handler om styring og finansiering af den almene boligsektor. Det handler ikke om renovering af den almene boligsektor. Derfor er der slet ikke taget hul på den del af det. Det er faktisk nogle ret store områder med styring og finansiering af den almene boligsektor.

Hele styringsdelen er noget, som vi har arbejdet med gennem rigtig, rigtig lang tid, og jeg synes, vi er kommet rigtig langt med en høj grad af afbureaukratisering og regelforenkling. Jeg synes, det er en rigtig, rigtig god aftale, som vi har fået her, og som virkelig løsner op for opgaverne for boligorganisationerne og kommunerne.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Nu kan jeg godt have mine tvivl om, hvorvidt Venstres ordfører har læst det lovforslag, som handler om den almene sektor. For det handler jo ligesom om lidt mere end finansiering og styring. Det handler også netop om de få, få ghettoforslag, som er nævnt her i Programstyrelsens rapport, og det handler også om en række andre ting.

Men jeg vil så spørge Venstres ordfører: Er Venstres ordfører enig med mig i, at øget fokus på at renovere de udsatte boligområder vil være med til at sikre, at vi får bekæmpet de her ghettoer, og også enig i den anbefaling, der ligger her fra Programstyrelsen, om, at regeringen bør bidrage økonomisk til den fysiske omdannelse af udsatte boligområder, herunder til finansiering af nedrivning og forbedring af områdets infrastruktur?

Er sådan de her helt overordnede ting, der virkelig koster penge, med i det forslag, som vi behandler, og har regeringen virkelig lyttet til Programstyrelsen og her i 2009 virkelig sat turbo på at bekæmpe forholdene i de udsatte boligområder?

Ordføreren.

Der er åbnet op for en hel række muligheder i forbindelse med at imødegå den her ghettoisering, som man kalder det. Der er jo bl.a. åbnet op for, at man kan have lejligheder stående tomme i op til et halvt år, og man kan så annoncere efter nogle lejere med en anden baggrund, så man sikrer en mere blandet beboersammensætning. Der er åbnet op for en højere grad af fleksibel udlejning. Der er åbnet op for, at man kan bygge lejligheder i tagetagen på ejendommene, som kan laves til privatboliger, f.eks. andelsboliger. Der er en række rigtig gode forslag.

Jeg vil ikke stå her og nævne dem alle sammen. Det var derfor, jeg kun nævnte hovedpunkterne før. Men hvis det var, kunne jeg sådan set godt gennemgå dem alle sammen. Jeg kan måske ikke alle de der regelforenklingsforslag i hovedet, hvis jeg skal være helt ærlig. Men helt ærligt: Det her forslag til en boligaftale er knaldgodt. Aftalen sikrer, at kommuner og boligorganisationer skal kigge på en langsigtet strategi, sætte mål for, hvad de vil med boligområdet, og det er jo sådan, at man imødegår, at områderne bare udvikler sig til det værre. Vi skal simpelt hen have en idé om, hvordan man vil gøre det her bedre, og så skal man lave en strategi for det. Det er en rigtig god aftale.

Tak til ordføreren. Hr. René Christensen som ordfører.

Så sent som i går talte vi her i salen om tillid og mere selvbestemmelse til kommunerne og om afbureaukratisering. Socialdemokraterne stod her på talerstolen og svarede på et spørgsmål fra Venstre, at de fremadrettet ikke ville komme med forslag til mere stram styring og bureaukrati. Det var det, der blev sagt i går. Men hvad er det så, der ligger på bordet her? Altså, hvis det ikke er stram styring og bureaukrati, ved jeg ikke, hvad det er.

Vi er i Dansk Folkeparti selvfølgelig enige i, at der er visse kommuner, som har mangel på almene boliger, men det er der jo også fokus på. Forslaget her vil lovgive om, hvor mange almene boliger der skal være, når der udstykkes nye områder. Det skal ikke være muligt at inddrage havneområder til boliger ude i kommunerne, uden at vi her fra Christiansborg først fastsætter en procentsats for området for, hvor mange almene boliger der skal være. Det er så den tillid, der er fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne til kommunerne.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg ikke er boligordfører. Men jeg vil så sige, at jeg da har været med i satspuljen i år - det ved forslagsstillerne også udmærket - og der har der jo netop været fokus på de her udsatte boligområder. Vi har faktisk også i indeværende år afsat 22 mio. kr. til netop at afhjælpe de problemer, som der er i de her boligområder.

Men der er jo også to yderligere punkter i forslaget her, som skal sikre integrationen socialt på skoler og på dagtilbudsområdet. Og nu skal de onde privatskoler påtage sig et socialt ansvar. Gør de ikke det i dag? Jeg tror ikke, at forslagsstillerne har været rundt i landet og besøgt de private skoler og friskolerne. Eller er det bare sådan en forestilling, man har, om, at de ikke deltager på det her område?

Forslaget her har selvfølgelig også helt faste retningslinjer for, hvad de private skoler skal arbejde med socialt. Det er børn med dårlige danskkundskaber, de skal beskæftige sig med; det er den frihed, skolerne kan få. De skal således kun tage indvandrerbørn, der taler dårligt dansk. Er det frihed og ret til metodeudvikling?

Udsatte børn skal være tilknyttet en daginstitution, og det skal ikke være på halv tid. Hvad var nu det? Det var en skalbestemmelse. Nej, det skal være alle ugens 5 dage. Og hvis de ikke kommer 5 dage om ugen, skal forældrene hjælpes til at overkomme det. Deres børn skal være i daginstitution hele ugen. Er det frihed og selvbestemmelse? Vi mener faktisk også, at det er positivt for børn at have kontakt med andre. Det er også positivt at komme i daginstitution, men vi mener dog, at der skal være lidt fleksibilitet i sådan nogle ordninger.

Men der har også været andre forslag fra den her front. Hvis børn på 1 år ikke kan tale dansk, skal de også i daginstitution, har der på et tidspunkt været et forslag om fremme i medierne. Men hvor mange børn kan egentlig tale rent på noget som helst sprog, når de er 1 år gamle?

Vi i Dansk Folkeparti ønsker jo en dialog, og vi vil gerne træffe beslutninger på et oplyst grundlag og gerne i samarbejde med kommunerne. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mangler tillid til kommunerne. De skal styres. Men var det måske ikke en idé at tage de 45 socialdemokratiske borgmestre ind til en kammeratlig samtale i stedet for at skære alle kommunerne over én kam?

Dette forslag har måske mange gode intentioner. Der bliver taget fat om mange områder, men det bliver altså lidt blandet. Meget af det, der foreslås, er jo områder, der arbejdes med - dog ikke så bureaukratisk, som der her lægges op til. Men hvordan ser det egentlig ud i dag? I 2008 var antallet af indvandrere i arbejde steget med 55.000. Og intet tyder på, at de i den nye situation, vi desværre er kommet i, skulle være mere udsatte end andre i forhold til fyring. Der er langt flere udlændinge, der får sig en ungdomsuddannelse. I en undersøgelse fra 2008 siger 70 pct. af de adspurgte indvandrere og efterkommere, at de føler sig mere integreret i det danske samfund. Dermed ikke sagt, at der ikke er problemer. Det er der stadig væk, og de problemer er faktisk store. Alt for mange er utilpassede, og volden er blevet et stort problem. Men der er som sagt sket mange tiltag, og der er også sket stramninger på området.

Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Dansk Folkepartis ordfører har ret i én ting, og det er, at forslaget her bærer rigtig gode intentioner. Så langt, så godt.

Lad mig lige starte med at rette en misforståelse. Vi har på intet tidspunkt omtalt vores fri- og privatskoler som onde fri- og privatskoler, det står alene for ordførerens egen regning. Det, vi peger på, er, at vi skal sikre den frihed, der i virkeligheden er vigtig, nemlig friheden til, at alle børn, ligegyldig hvilken baggrund de end måtte have, vokser op og får de samme forudsætninger. Hvis vi skal sikre den frihed, der ligger i, at der er lige muligheder for alle børn og unge, så bliver vi nødt til at sikre, at vores børn med etnisk minoritetsbaggrund taler et ordentligt dansk. Det tror vi Socialdemokrater er meget, meget vigtigt.

Vi har lige fået en undersøgelse fra Århus Kommune, der viser, at det står endda meget, meget dårligt til med vores børns sprogforudsætninger, det gælder altså børn med etnisk minoritetsbaggrund. Og derfor kan det undre, at Dansk Folkeparti jo ofte taler om udlændinge, indvandrere og integrationsspørgsmål, men når det kommer til konkret handling, vil partiet ikke være med.

Ordføreren.

Jeg tror bare, vi ser det her lidt bredere. For når vi snakker om socialt udsatte, snakker vi faktisk ikke kun om indvandrere. Det, der bliver lagt op til her, er, at man, hvis man er socialt udsat, skal have mulighed for at komme ind på privatskolerne, hvis ikke man taler ordentligt dansk. Man kan faktisk godt i det danske samfund være socialt udsat og tale ganske udmærket dansk og have masser af sociale problemer uden at være indvandrer. Vi mener, at man virkelig konkretiserer det her. Det, de frie skoler og de private skoler skal tage sig af her, er indvandrerbørn, der taler dårligt dansk. Det er jo det, der står i forslaget. Det er virkelig konkretiseret og udpenslet i mindste detalje. De udsatte børn er jo en stor gruppe, og det tror jeg også godt forslagsstilleren ved.

Fru Mette Frederiksen.

Vi ser da gerne, at fri- og privatskoler i det hele taget påtager sig et større socialt ansvar, og det er ligegyldigt, hvilken gruppe af udsatte børn vi taler om. Forslaget her handler om behovet for en forstærket indsats, hvad angår integrationen. For det, vi kan se, er, at vi i dag har boligområder, der reelt ikke fungerer, som er udsatte, og hvor der er massive sociale problemer. Vi kan se, at i hvert fald en del af vores børn med etnisk minoritetsbaggrund har meget ringe forudsætninger, når de starter i børnehaveklasse, og vi kan se, at der i det hele taget er behov for at sætte turbo på integrationsindsatsen. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til det? Her er der foreslået helt konkrete tiltag, som meget hurtigt vil have kolossal stor virkning. Kunne Dansk Folkeparti ikke for en gangs skyld stemme rigtigt i et integrationsspørgsmål?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det her er meget, meget konkret, det er jeg fuldstændig enig i. Det er så konkret, at man i forbindelse med det spørgsmål, der blev stillet før, siger, at det her drejer sig om nogle nordsjællandske kommuner, der ikke kan finde ud af det. Det var det, jeg hørte før i nogle spørgsmål. Det vil så sige, at man nu skal tage nogle indvandrerbørn, som jo faktisk ikke bor i det område, og så skal de op og integreres i nogle privatskoler oppe i Nordsjælland, langt væk fra deres nærområde.

Hvis det er det, man lægger op til, så vil vi ikke det. Vi mener faktisk - det var også det, jeg sagde - at der er nogle gode intentioner i det her forslag, men det er rodet meget sammen. Lægger man op til, at børnene skal transporteres rigtig langt væk fra deres nærområde og op til de nordsjællandske kommuner for at gå i skole, vil jeg sige, at vi faktisk ikke mener, at det styrker nogen.

Tak til ordføreren. Fru Meta Fuglsang som ordfører.

At sikre, at alle får mulighed for en god opvækst, at sikre muligheden for, at alle får et godt liv, må være den fornemste opgave, vi har, når vi sidder herinde som det danske Folketing. At sikre, at de muligheder, der gives, er nogle, der bliver båret frem af et samlet Folketing, og er nogle, der giver sig udslag i nogle konkrete beslutninger, er den opgave, vi skal løse her.

Vi kender godt risikofaktorerne, vi ved godt efter mange undersøgelser og efter mange erfaringer, hvad det er, der går galt, hvis man får en skæv social udvikling - hvis man ender med at være et barn i en udsat en familie. Vi ved godt, hvad det er, der går galt. Det betyder til gengæld også, heldigvis, at vi ved, hvor vi skal sætte ind, og hvad det er for nogle ting, vi kan gøre, for at sikre et bedre grundlag for de børn, der skal vokse op.

Nogle af de muligheder, der er, nogle af de svar, der er, hvis vi skal lave det bedst mulige fundament her, er nogle af de elementer, som indgår i det forslag, der ligger her. Fundamentet for det daglige liv er bolig, skole og daginstitution, og det er det fundament, som vi skal bygge på for at sikre, at de børn, som måske af andre grunde har en svær start, får en god opvækst.

Den indsats, som ligger i det her forslag, er en indsats, som er en investering i fremtiden. Det er en investering i, at børn får bedre vilkår, end de ellers ville have fået. Det er en investering, som skal sikre, at de børn ikke efterfølgende får nogle andre problemer, også nogle problemer, som vi så efterfølgende kommer til at tage os af her.

Vi kunne på den anden side, når vi kigger på det her forslag, og ser på, hvad der er tvang, og hvad der er frihed, godt få lyst til at spørge om, hvis frihed vi snakker om. Barnet har ikke friheden til selv at vælge. Det er noget, vi andre skal gøre. De voksne og de ansvarlige politikere skal vælge at lave et fundament, så barnet for frihed til at vokse op i gode vilkår.

Er der tale om tvang? Det, jeg kigger på i det her forslag, er ikke, om der er tale om tvang, altså om der er nogle bestemte ting, der skal gennemføres. Det, vi skal huske, er, at hvis man skal gennemføre nogle ting, kan man gøre det ved holdningsændringer, gøre det ved dialog og gøre det ved de forhandlinger, som skal finde sted rundtomkring, for at skabe et grundlag. Det, der er vigtigt, er, at vi påtager os ansvaret og som Folketing går ind og siger, at vi er nødt til at lægge fundamentet, og at vi er nødt til at bruge de muligheder, vi har for at påvirke holdninger og beslutninger for at få den her udvikling sat i gang.

Fru Vivi Kier for en kort bemærkning. Vi skal lige vente, til der kommer ... (Vivi Kier (KF): Så kom der lys i den). Ja, godt.

Jeg skal bare ganske, ganske kort spørge om noget i forbindelse med de udsatte børn. Vi er meget enige i, at alle børn burde vokse op i trygge og kærlige rammer, således at man har mod på et voksenliv, men jeg skal bare lige spørge, om fru Meta Fuglsang kan bekræfte, at der i de bemærkninger, der er til forslaget, står: »Lovgivningen giver allerede i dag mulighed for alle disse tiltag …«.

Ordføreren.

Lovgivningen giver mulighed for en række af de her tiltag, men det er klart, at vi som lovgivere skal ind og kigge på, om der er nogle ting, vi skal gøre yderligere, eller om der er nogle ting, vi skal putte ind i de økonomiske rammer, vi lægger, og i de forhandlingsrammer, vi lægger.

Fru Vivi Kier.

Så vil jeg også bare lige spørge om noget helt konkret, for det kunne jeg ikke lige høre i ordførerens tale. Under det med skolerne skriver man, at kommunerne skal »have bedre muligheder for at sikre en blandet elevsammensætning.« Hvad konkret tænker man på, når man taler om en blandet elevsammensætning?

Ordføreren.

Det, vi snakker om her, er at give kommunerne nogle handlemuligheder for at lave en blandet elevsammensætning. Det, vi kan se, er jo, at der er nogle, der er udsatte i skolesystemet på den måde, at de enten har problemer omkring sprog, eller at de er socialt udsatte, så det er nogle ting dér, der skal understøttes. Der kan den enkelte kommune gå ind og sige: Vi har brug for at lave en sammensætning, som understøtter dem, der er udsatte af den ene eller den anden grund her. Og det skal kommunerne have en bedre mulighed for.

Tak til ordføreren. Fru Vivi Kier som ordfører.

Det er jo sådan et lidt blandet forslag, vi står med i dag, og læser man de sidste linjer i bemærkningerne til beslutningsforslaget, står der, at det her kun er en afgrænset del for at sikre en bedre integration, og at forslaget senere vil blive fulgt op af andre nødvendige initiativer. Så vil jeg bare sådan lige så stille prøve at foreslå, at de næste forslag, der kommer, måske passer mere sammen i klumper, for her er der både noget på boligsiden, og der er noget på uddannelsessiden og sådan mange ting. Jeg er jo hverken bolig- eller integrationsordfører. Jeg skal nok lige prøve at kommentere ind på de her ting, men jeg vil jo nok vægte den sociale del.

Jeg vil også, ligesom nogle af tidligere ordførere i dag har været inde på, sige, at vi i dag jo har haft en lang forespørgsel om integration, og i går havde vi en forespørgsel om regelforenkling, afbureaukratisering, hvor jeg oplevede, at de partier, der har fremsat det her beslutningsforslag, var varme fortalere for, at vi nu måtte holde op med hele tiden at detailstyre og bestemme ude i kommunerne. Nu måtte vi give dem frihed og vise dem tillid.

Der er jo tre dele, og den første er noget med boligsammensætningen, og at vi skal gøre noget mere, for at det bliver muligt for kommunerne at sprede deres borgere. Der må jeg så sige, at jeg har stor tillid til, at den enkelte kommune kigger på, hvad det er for nogle forhold, de har, hvad det er for en beboersammensætning, de har, og hvordan de gerne vil have det til at fungere. Så det synes jeg ikke at vi skal blande os i herindefra.

Den anden del – det om skolen, hvor man skriver, at man gerne vil have bedre muligheder for at sikre en blandet elevsammensætning - har jeg jo så kun indtil nu haft mulighed for at kunne spørge SF's fru Meta Fuglsang om, og nu kan jeg jo så stille det spørgsmål, at jeg er meget usikker på, om det egentlig er et loft, et procentloft, man ønsker her. Jeg forstår ikke helt, om det er sådan, jeg skal læse forslaget. Men hvis det ikke er det, hvis det alene er at lave en blandet elevsammensætning, så har skolerne og kommunerne faktisk allerede i dag en lang række muligheder for at lave forskellige tiltag.

Så er der den tredje del, som handler om udsatte børn, og at de skal have nogle ordentlige muligheder for at vokse op. Dertil kan jeg kun sige, at det er jeg fuldstændig enig i. Jeg mener, at alle børn har brug for en tryg opvækst og nogle voksne, der bekymrer sig om dem, og jeg er meget, meget optaget af, at vi får gjort den meget tidligere indsats, men som man selv skriver i beslutningsforslaget, giver lovgivningen allerede i dag mulighed for alle disse tiltag. Så er det jo, at vi sidder herinde en gang imellem og river os lidt i håret og siger: Åh, hvorfor gør de det ikke? Kunne vi ikke starte lidt tidligere? Lige nøjagtig derfor sidder vi jo alle partier og er i gang med »Barnets Reform« for at se, om der er et eller andet, vi kan gøre, så man får gjort den tidligere indsats - så man virkelig får den gjort - men kommunerne har jo mulighed for det. Så er det, at jeg alligevel lidt hører, at det er noget med integration, og at det er noget med de her børn med anden etnisk oprindelse, som har en meget dårligere start, og at det egentlig er der, man gerne vil sætte ind.

Så kan jeg heller ikke helt finde ud af, om det har noget at gøre med det udspil, som jeg hørte fru Mette Frederiksen og Socialdemokraterne var ude med, nemlig at man, hvis børn ikke kom i dagpleje/vuggestue fra helt små, og hvis der ikke var et godt sprog i familien, så om ikke andet måtte tvangsfjerne børnene. De skulle i hvert fald tvinges ind i den her daginstitution. Der må jeg sige, at så små børn forventer jeg ikke har et sprog, men sproget og en ordentlig sprogtræning er selvfølgelig essentielle og vigtige ting, og derfor har vi jo lige nøjagtig også lavet det her med sprogtest og screening af de her børn. Og jeg vil da gerne være med til at kigge på og sige, at det i dag er et tilbud til forældrene, at deres barn, hvis deres barn ikke har et godt dansk sprog, når det er 3-4 år, så kan komme ind og være i en daginstitution eller få noget sprogundervisning. Det kan vi ikke tvinge dem til. Det ville jeg måske gerne være med til at kigge på at vi skulle gøre. Men at det skal være helt små børn, hvor vi med det samme siger, at det ikke har nogen steder hjemme, forstår jeg ikke helt, men det kan også være, at jeg har misforstået beslutningsforslaget. Men som det ligger her, kan vi på ingen måde tilslutte os det fra konservativ side.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Mette Frederiksen.

Jeg vil sådan set appellere til, at man forholder sig til det forslag, der ligger her, og ikke til skriblerier i pressen. For det, der står i forslaget her, er, at hvis et barns normale udvikling er i fare, skal man kunne pålægge forældrene at tilmelde deres børn en vuggestue eller en børnehave.

Jeg antager, at den konservative ordfører er enig i, at hvis et barns normale udvikling er i fare, så er der grund til at reagere som samfund. Der, hvor uenigheden tilsyneladende opstår, er i spørgsmålet om, hvorvidt man først som samfund for alvor skal gøre en forskel, når barnet er 3 eller 4 år. For når vi foreslår, at flere børn med etnisk minoritetsbaggrund skal i vuggestue og børnehave, er det, fordi det er dér, deres danske kammerater er. Hovedparten af alle danske børn går i vuggestue og børnehave, og de bliver sprogstimuleret, og de får forskellig inspiration og modtager forskellige pædagogiske tilbud. Og når vores børn med etnisk minoritetsbaggrund ikke gør det, er de bare bagud på point fra starten, og det er ikke rimeligt.

Ordføreren.

Det glæder mig, at vi er helt enige om, at er børns normale udvikling i fare, skal vi selvfølgelig reagere. Men et barn, som vokser op hos en familie, som måske ikke er så god til dansk, men ellers har omsorg for barnet, leger med det, synger med det, giver det tryghed og omsorg, anser jeg altså ikke for at være et barn, hvis normale udvikling i fare.

Jeg er fuldstændig enig i, at det betyder rigtig, rigtig meget for de børn, der vokser op med en anden etnisk oprindelse, at de har et godt sprog, når de starter i skole, men jeg mener altså, at vi først skal teste et barns sprog, når det er 3-4 år. Og jeg anser altså ikke et barn, der i 1-1½-års-alderen ikke kan tale dansk, eller som måske ikke snakker så meget dansk hjemme hos mor og far, for at være et barn, hvis normale udvikling er i fare. For mig er det rigtig, rigtig vigtigt, at et barn, når det er helt lille, får tillid og tryghed, bliver holdt om, får mad, får knus og kys og får sunget en godnatsang.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Er der det? Man må gerne markere. Jamen det kan ikke ses, når man trykker på knappen, man er nødt til at markere. Ellers er det tankeoverføring. (Mette Frederiksen (S): Det havde man også gjort, hr. formand). Ikke tankeoverføring.

Fru Mette Frederiksen.

På det sene tidspunkt kan vi jo ikke være opmærksomme på alt, hvad der sker i salen.

Det her forslag handler jo ikke om børn, der har det godt. Det her forslag handler ikke om børn, der vokser op i trygge rammer, og for hvem fremtiden tegner lys. Det her forslag handler om udsatte børn og unge, og det står helt eksplicit i forslaget, at det er udsatte børn, vi taler om.

Lad mig lige stille ordføreren et spørgsmål, der drejer sig om en anden del af forslaget her. Mener den konservative ordfører, at det er helt fint, at en række kommuner nord for København ikke påtager sig et boligsocialt ansvar, eller synes Det Konservative Folkeparti, at det ville være interessant og en god idé, hvis også de rigeste kommuner påtog sig en større del af ansvaret? Så skal man jo stemme for forslaget her.

Ordføreren.

Det spørgsmål leder mig i hvert fald ikke hen til at sige: Yes, wow, det var da et rigtig godt forslag, det stemmer jeg ja til. Og så må jeg stille et modspørgsmål og sige: Fru Mette Frederiksen bliver ved med, har jeg hørt i aftenens løb, at tale om få, specielle, udvalgte kommuner i Danmark, og så må man jo skrive, at det er det, man gerne vil lave, at det ikke er et forslag, som gælder for alle kommuner. Jeg troede bare, at når vi lavede lovgivning herinde, var der noget generelt og noget overordnet, men det gælder hele tiden nogle specielle kommuner.

Men igen vil jeg sige, at jeg har stor tiltro til kommunernes selvstyre og til, hvordan de planlægger. Og med hensyn til udsatte børn vil jeg sige, at det er mit hjerteblod. Mit hjerte ligger hos de udsatte børn, og lige nøjagtig derfor sidder vi jo og arbejder på Barnets Reform, hvor vi får gjort den meget, meget tidlige indsats.

Så ønsker fru Meta Fuglsang også en kort bemærkning, værsgo.

Tak. Jeg blev foranlediget og provokeret til at prøve at følge op på det, som fru Mette Frederiksen prøver at få et svar på her. Lad os nu sige helt generelt: Synes Det Konservative Folkeparti, at det er en god idé, at alle kommuner deltager i den boligsociale opgave?

Ordføreren.

Så må jeg jo svare, som jeg har svaret rigtig mange gange før: Jeg har stor tillid til det kommunale selvstyre og til, at der sidder en række politikere, der beslutter, hvordan deres kommune skal se ud, hvor de skal bygge, og hvilke tilbud de vil have til deres borgere, ja.

Fru Meta Fuglsang.

Så det er rigtigt, hvis jeg konkluderer, at ja, Det Konservative Folkeparti synes, det er helt i orden, at der er kommuner, der vælger, at det vil de ikke deltage i, at de kan melde sig ud af det og ikke deltage i at løse den her opgave med alment boligbyggeri.

Ordføreren.

Vi har kommunalt selvstyre, og ja, jeg har tillid til de politikere, der sidder ude i det kommunale selvstyre og forvalter deres kommune og deres måde at leve og bo på, hvor mange skoler, hvor mange daginstitutioner der skal være, hvordan deres tilbud skal være.

Tak til fru Vivi Kier. Der ikke flere, der har bedt om ordet til korte bemærkninger.

Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

Forslaget her om en forstærket social- og integrationsmæssig indsats på skole-, dagtilbuds- og boligområdet har intentioner, som vi i Det Radikale Venstre deler. Det er jo af samme grund, at de partier, der står bag det her forslag, og Det Radikale Venstre og i øvrigt Enhedslisten, jo for nogle timer siden var fælles om en forespørgsel på integrationsområdet til regeringen, som netop gik på at lave en samlet indsats for de udsatte boligområder, hvor man har de problemer, som også beskrives udmærket i forslagets bemærkninger.

For Det Radikale Venstres vedkommende er det afgørende, at den indsats, vi laver, er forankret lokalt, altså at vi sørger for, at alle arbejder sammen på tværs, det vil sige skoler, daginstitutioner, sociale myndigheder, fritidslivet, klubber, foreningslivet, altså at alle arbejder sammen i et fælles træk, for at de 47.000 unge, som i den seneste rapport fra Integrationsministeriets arbejdsgruppe er i fare for at blive marginaliserede, får så tidlig og så målrettet en indsats som overhovedet muligt.

Vi har opstillet den målsætning, at man bør lave en samlet plan, der har som mål at få slettet listen med udsatte boligområder i Danmark, for der er nogle boligområder, der står for alt for stort et slæb med integrationsindsatsen, hvor vi har sammenhobet en masse beskæftigelsesmæssige og sociale problemer; det giver en dårlig start på livet med ringere vilkår, end andre børn har, og derfor er der bestemt behov for at gøre en indsats.

Vi er enige i, at meget af den indsats, der gøres, ikke sker tidligt nok, og derfor bør der være fokus på, hvordan vi sikrer, at indsatsen bliver gjort tidligere. Vi så gerne, at man lærte af nogle af de konkrete gode eksempler, der er rundtomkring. Der er nogle kommuner, der har lavet såkaldte familieinstitutioner, hvor en daginstitution har en normering, der gør, at man rent faktisk kan interessere sig for andet og mere end bare det at løse den pædagogiske opgave med de børn, der bliver afleveret om morgenen og hentet om eftermiddagen. Man har også mulighed for at følge børnene, når de forlader institutionen, interessere sig for familien, gå på hjemmebesøg, og måske er der en socialrådgiver tilknyttet, som kan være med til også at forholde sig til nogle af familiens andre problemer.

Derfor er der en lang række muligheder, en lang række gode eksempler, der kalder på at blive fulgt op for at sikre, at alle børn i Danmark får en god start på livet. Og vi er også enige i, at det er til fordel for at få en god start, også for ens sproglige indlæring, hvis man kommer ud i daginstitutionslivet fra start og ikke går derhjemme. Vi er også enige i, at der er mange steder, hvor man har ladet stå til for længe og skoler er blevet tynget af elever med for mange sociale vanskeligheder. Vi kan så også se, at der er kommuner, som har formået at løse den opgave.

Derfor tror vi, at det, der skal til, er det, som vi i fællesskab fra oppositionens side foreslog for nogle timer siden i forespørgselsdebatten, nemlig en samlet helhedsorienteret indsats, hvor vi i fællesskab med kommunerne og de almene boligselskaber får løst den her opgave, så vi i 2015 ikke har udsatte boligområder, der skal løse og trække alt for stort socialt læs.

Selv om vi så måske ikke er enige i alle de konkrete midler, der er foreslået her, og vi også har nogle forlig, der berører nogle af punkterne, så ændrer det ikke på, at vi til fulde deler de intentioner, der ligger om at sikre, at vi får givet en langt mere målrettet og tidlig og integreret og tværgående indsats, end vi ser i dag, til gavn og glæde for den næste generation af børn, som forhåbentlig ikke skal være i lige så stor risiko for at blive marginaliserede som de 47.000, der blev beskrevet i regeringens seneste rapport.

Tak til hr. Morten Østergaard. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger.

Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Enhedslisten deler også intentionerne i forslaget her. Vi mener, det er rigtig vigtigt, at vi gør en stor indsats, for at alle har mulighederne for at være en del af et fællesskab, og for at vi ikke får en meget skarp opdeling af, hvem der bor hvor, hvem der leger med hvem, og hvem der overhovedet lærer hinanden at kende. Så vi mener i den grad, at der er brug for at sikre, at vi har blandede boligområder.

Vi mener, det er fuldstændig oplagt, at man giver mulighed for - nu hvor der er mange, mange tusinde tomme ejerboliger, der er bygget her i forbindelse med byggeboomet, hvor man troede, man kunne tjene penge på hvad som helst - at de bliver omdannet til almene boliger, så man dér kunne få nogle gode billige boliger, som folk kunne flytte ind i, så man fik brudt nogle af de ghettoer, der er blevet dannet af folk med rigtig mange penge, der har overtaget en række af de boliger, som er blevet solgt.

Vi mener ligeledes, at man skal se på nogle de ghettoer, der er dannet oppe i Nordsjælland af folk, der har meget ens økonomiske forhold, meget ens boligstandard, og i øvrigt også på de områder, hvor der er problemer med, at børnene kommer i børnehave og har meget svært ved at tale dansk, men taler noget lettisk eller filippinsk, eller hvad sprog, deres au pair nu taler. Det er der bestemt behov for at prøve at se nærmere på.

Men der er selvfølgelig også behov for at se på, hvad vi gør i forhold til skoler og daginstitutioner osv. Der har vi jo haft rigtig stor succes på sin vis med at få rigtig mange børn i vuggestue og børnehave ved at sikre nogle gode vilkår, ved at have nogle gode sundhedsplejersker, der kommer ud og opsøger familierne og fortæller dem om tilbuddene osv. Men det kræver altså, at vi sikrer, at man har råd til at have sine børn i daginstitution, og der er regeringens privatisering af børneområdet et stort problem, for når man ikke længere kan være sikker på at have økonomisk friplads - hvis man ikke har råd til at betale - så får vi altså dér en opdeling af børnene i de fattige og de rige børn, og det modvirker den integration, som regeringen ellers påstår den går ind for.

Der er også brug for ekstra ressourcer i de vuggestuer og børnehaver, der har en del socialt udsatte børn, som har forældre, der ikke er særlig gode til dansk, og hvor pædagogerne nogle gange er det første møde, de har med danskere. Så er der brug for ekstra ressourcer til, at pædagogerne har tid til at tale med forældrene osv. Hvis man sætter det af, tror jeg ikke, man behøver alle de her tvangsforanstaltninger, som forslaget lægger op til. Jeg tror, at med gode ressourcer og rigtig god udveksling af gode erfaringer om, hvordan man gør, så vil vi kunne komme rigtig langt.

På samme måde er der rigtig gode erfaringer med at give ekstra ressourcer til skolerne, så man dér kan tiltrække mange forskellige børn. Det er i høj grad det, man gjorde i Københavns Kommune for nogle år siden, hvor man også støttede foreningen Brug Folkeskolen, der gør et kæmpearbejde for at få flyttet børn over. Men det kræver altså, at man så følger op og holder fast og bliver ved med at sikre, at der er gode ressourcer; sikrer at der er nogle gode skolebygninger, der ikke er ved at falde fra hinanden, og at der er toiletter til børnene osv.

Så der er mange muligheder for at sætte positivt ind med flere ressourcer, med at gøre en god indsats, og så er det altså vigtigt, at man gør det ud fra en holdning om, at alle skal være med - at det ikke handler om, at der er nogle, vi vil udstøde af fællesskabet eller have væk, men at vi skal have alle med. Og det gælder også om at sikre, at der er lidt ekstra ressourcer til, at forældrene kan få noget støtte til at gå ind i f.eks. foreninger som Brug Folkeskolen, men også på andre måder støtte hinanden i at lave legegrupper, så børnene ikke bare går i skole sammen, men også kommer til at lege sammen; at man får støtte til at lave andre forskellige projekter, der støtter de lokale fællesskaber, for det er altså det, der skal til.

Det er rigtig vigtigt med ekstra ressourcer til daginstitutioner og skoler osv., men vi skal også have os selv med. Forældrene skal være med i det, borgerne skal være med i det, og derfor er det vigtigt, at vi også støtter en lang række af de frivillige initiativer i lokalområderne, fordi de altså er med til at bakke op om integrationen.

Så rigtig gode intentioner; vi ville nok lægge vægten på, hvad der skal til, nogle andre steder og i høj grad på at støtte og opmuntre og få flere ressourcer, fordi vi tror, det er den vej, der virker.

Tak til fru Line Barfod. Så er det fru Mette Frederiksen som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil gerne starte med at takke for en, synes jeg, udmærket debat om det her forslag. Jeg tror, der kan være grund til at minde om, hvorfor vi fremsætter det her forslag. Det gør vi, fordi vi desværre i Danmark i dag fortsat har store, massive sociale problemer og vi fortsat møder markante udfordringer, hvad angår integrationen af etniske minoriteter. Ghettoiseringen har bidt sig fast. Vi har i dag store almene boligområder, hvor der er en alt for stor koncentration af sociale problemer og mennesker, der af forskellige årsager lever på kanten af samfundet i udsatte livssituationer.

Mange børn klarer sig heldigvis rigtig godt i vores samfund, men vi ser en øget tendens til, at der er store børne- og ungdomsgrupper, der har og oplever meget svære opvækstbetingelser, som ikke er omfattet af det, vi alle sammen hylder, nemlig lige muligheder, og som ofte har en turbulent skolegang med alt for ringe forudsætninger for læring. Samtidig kan vi se, at det i dag ikke er naturgivent, at alle børn, til trods for at de er født og vokset i Danmark, møder første dag i skolen med tilstrækkelig gode danskkompetencer og -forudsætninger.

Vi ønsker et helt Danmark. Vi ønsker ikke et Danmark, der er sort og hvidt, et Danmark, hvor vi lever adskilt fra hinanden, hvor vi ikke bor i de samme boligområder, hvor vores børn ikke er en del af den samme børnekultur, og hvor der er for stor forskel på, hvad det er for en start, vi er i stand til at tilbyde vores børn og unge.

Derfor foreslår vi med det her forslag tre konkrete tiltag, som vi tror vil kunne spille en betydelig rolle i forhold til at sikre en bedre integration. Det handler for det første om, at en række af de kommuner, der har kørt på frihjul igennem årtier og ikke bygget tilstrækkelig mange almene boliger og dermed ikke påtaget sig en tilstrækkelig stor del af det boligsociale ansvar, i fremtiden får bygget flere almene boliger og dermed både påtager sig et boligsocialt ansvar og et integrationsmæssigt ansvar. Den anden del af forslaget handler om, at de fri- og privatskoler, der måtte findes i Danmark, og som i dag har et ikke særlig stort eller et ikkeeksisterende optag af elever med svage danskforudsætninger og -kundskaber, selvfølgelig engagerer sig mere i integrationsprocessen. Og endelig handler den tredje del om, at de alt for mange børn, der, til trods for at de er født og opvokset i Danmark, ikke har det danske sprog som en naturlig del af deres udvikling, får lov til og mulighed for at komme i en vuggestue og i en børnehave i lighed med de fleste andre danske børn for ikke alene at blive en del af et pædagogisk tilbud, som vi tror gavner det enkelte barn, men også for at få en lettere adgang til at lære det danske sprog. Det er det, forslaget handler om.

I dag har vi jo så på stribe hørt ordførere fra de borgerlige partier pludselig hylde det kommunale selvstyre, som man nu har brugt 8 år på at nedbryde. Det kan jo virke lidt paradoksalt, især for os fra SF og Socialdemokratiet, som er stærke tilhængere af det kommunale selvstyre, men som ikke mener, at det kommunale selvstyre skal bruges til, at en række kommuner især nord for København ikke bygger almene boliger. Det har aldrig været ideen med det kommunale selvstyre, at en række kommuner kan melde sig ud af den boligsociale indsats. Det har aldrig været ideen med det kommunale selvstyre, og det ville også være ærgerligt, hvis vi i Folketinget endte med at definere det kommunale selvstyre som retten til ikke at påtage sig et boligsocialt ansvar.

Den konservative ordfører mener sågar, at forslaget her er rodet, og at for mange ting er blandet sammen. Årsagen til, at forslaget handler om både sociale spørgsmål, boligmæssige spørgsmål og uddannelsesspørgsmål, er, at integrationen ikke kan ske udelukkende i én søjle eller i én kasse. Hvis vi skal fremme integrationen i Danmark, bliver vi nødt til at erkende, at der skal ske en forstærket indsats på tværs af de traditionelle sektorer. Det betyder, at der skal sadles om i både socialpolitikken, uddannelsespolitikken og boligpolitikken. Ja, der skal i virkeligheden også sadles om på flere områder, men her har vi peget på især de tre områder.

Jeg synes i virkeligheden, at især partiet Venstre - selvfølgelig også Dansk Folkeparti, men det kan ikke komme som nogen overraskelse - har bekendt kulør i aftenens diskussion. For partiet Venstre tilkendegiver jo i virkeligheden ret klart, at nok skal der foregå en integration, men det skal bare ikke være på privatskolerne. Og det skal bare ikke være i velstillede kommuner, hvor der i dag stort set ikke foregår nogen form for integration. Det er da en besynderlig tilgang til diskussionen om det danske samfunds fortsatte virke og udvikling. For hvis ikke alle begynder at påtage sig en større del af ansvaret, er vi i hvert fald bange for, at vi slet ikke får løst integrationsopgaven.

Afslutningsvis skal jeg bare vedrørende diskussionen om det kommunale selvstyre sige, at der ikke er noget bureaukrati i forslaget her. Det er nogle helt enkle handlingsforslag, der er lagt frem, og det er ikke noget, der vil betyde mere administration - måske endda tværtimod.

Så skal jeg til sidst takke Det Radikale Venstre for deres positive tilgang og ikke mindst for deres betoning af nødvendigheden af en forstærket tidlig indsats. Jeg skal også takke Enhedslisten for, hvad man vel også kan kalde en positiv tilgang til forslaget, og især for betoningen af to ting, nemlig fællesskabet og det, at hvis og såfremt vi gerne vil have, at flere familier med etnisk minoritetsbaggrund bliver en aktiv del af vores dagtilbud, kræver det selvfølgelig, at der er muligheder for friplads, og at betalingen i øvrigt er noget, der kan overkommes.

Jeg kan så ikke lade være med afslutningsvis at notere mig, at Enhedslisten peger på, at hvis skoler for alvor skal være med til at bidrage til integrationsopgaven, kræver det ekstra ressourcer. Her skal jeg bare med et smil på læben minde om, at vores fri- og privatskoler faktisk allerede får betydelige tilskud. De får faktisk endda rigtig mange penge fra staten, og alle de mange penge, som vores fri- og privatskoler modtager, kunne de jo med rette også bruge til en forstærket social og integrationsmæssig indsats. Det ville klæde skolerne.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra hr. René Christensen.

Hvis man nu, når man hører begrundelsen her til sidst, skal dele det sådan lidt op i procenter, vil jeg sige, at jeg i forbindelse med de første 20 pct. af det, der blev sagt her fra talerstolen, sad og tænkte: Er det overhovedet det her forslag? Jeg var fuldstændig enig i det, der blev sagt. Der var en gennemgang af, hvordan det kan se ud derude, og at der er nogle problemer derude. Jeg er fuldstændig enig i det.

Så kommer vi videre derhenad, og så begyndte det sådan mere at ligne forslaget her. Jeg blev så alligevel lidt i tvivl, for er det det, man lægger op til her? For nu kommer man igen ind på, at der er nogle få kommuner, nogle enkelte kommuner, der har kørt på frihjul; det er de der nordsjællandske kommuner. Vil det så sige, at det, man lægger op til her, er, at hvis der er en indvandrerfamilie, der er dårligt integreret, går man ind og siger: Nu tvangsfjerner vi den her familie? Tager vi nu fat i den her familie og siger: I er ikke integreret her, så vi flytter jer, for I magter ikke at bo i det her område? Er det det, der bliver lagt op til?

Ordføreren.

Det er altid en god idé at være enig med Socialdemokratiet, så måske skal jeg blot opfordre Dansk Folkepartis ordfører til at henholde sig til starten, hver gang jeg taler, så vi kan bevare enigheden.

Nej, forslaget her lægger bestemt ikke op til, at vi skal tvangsfjerne børn eller familier; det kunne vi ikke drømme om at foreslå. Men hvis flere kommuner, bl.a. i Region Hovedstaden, hvor der jo er en høj grad af mobilitet, fordi de geografiske forskelle er så små, påtager sig en del af det boligsociale ansvar, er vi helt overbeviste om, at det vil bidrage til, at problemerne med den meget store koncentration af boligsociale problemer, vi har i de boligområder, man med en vis ret kan kalde ghettoer i dag, vil kunne mindskes. Der skal man selvfølgelig ikke gribe til at tvangsfjerne nogen - hverken den ene eller den anden - men bruge boligpolitikken aktivt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Ja, men forslaget lægger op til en del »skal«-bestemmelser på børneområdet, altså at familierne skal gøre dette, og at børnene skal deltage. Hvorfor så ikke føre det videre her? For tit og ofte er det jo ikke barnets skyld, at barnet er dårligt integreret. Tit og ofte er det jo forældrene, der ikke har magtet at integrere deres barn i forhold til deres kultur, sprog og andre barrierer, også job f.eks.

Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og sige: Jamen der er familier, som er så dårligt integreret i deres boligområder, at vi nu fjerner dem? Det er ikke sikkert, der lige er plads til dem oppe i Rungsted Kyst, hvis det er dér, man gerne vil sende dem hen, men det kunne så være andre steder i den samme kommune, hvor det kunne være praktisk, fordi der er familier, der måske giver store problemer for både omgivelserne og dem selv. Kunne man ikke forestille sig, at det kunne være en del af det her?

Ordføreren.

Det grundlag, hvorpå man diskuterer, deler vi ikke. Når ordføreren fra Dansk Folkeparti betoner, at det er forældrenes skyld og forældrenes ansvar, at integrationen ikke er lykkedes, er vi faktisk ikke enige.

Det er altid en fejlslutning at tro, at sociale problemer alene kan henføres til, hvordan en familie opfører sig, eller hvordan en familie tackler de udfordringer, en familie står over for. Der er altid behov for, at man med kritiske øjne ser på, hvordan samfundet fungerer og danner rammen omkring vores familiers liv.

Jeg tror, at det vil være nyttigt for den videre diskussion om integration i Danmark, at alle på Christiansborg påtager sig en del af ansvaret for, at integrationen af vores flygtninge og indvandrere ikke er lykkedes så godt, som man kunne håbe på og ønske sig.

Så er der en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Tak. Det er jo ved at være sent på aftenen, men jeg prøvede virkelig at lytte godt efter ordførerens tale. Jeg må sige, at da jeg stod på talerstolen og nævnte nogle af de her problemer - jeg kunne ikke helt læse, hvad der stod - så synes jeg godt nok, at jeg skarpt fik at vide, at det her drejede sig om udsatte børn og ikke om børn, der ikke havde et sprog, eller om børn, der måske var opvokset i en indvandrerfamilie. Men nu synes jeg alligevel, at fru Mette Frederiksen igen og igen taler om udsatte børn, der ikke har et sprog, udsatte børn, der ikke kan dansk, og om integration. Og så må jeg spørge, om fru Mette Frederiksen opfatter mennesker med anden etnisk baggrund som udsatte mennesker.

Ordføreren.

Nej, det gør Mette Frederiksen ikke, og det gør Socialdemokratiet og SF heller ikke. Men omvendt vil det være frygtelig naivt at indtage det standpunkt, at man har de samme muligheder, som alle andre har, hvis man i dag bor og lever i Danmark uden at kunne det danske sprog. Det har man nemlig ikke.

Hvis man er barn, vokser op i Danmark og møder ved skolestart uden at kunne tale et alderssvarende dansk, så er man bagud på point. Hvis børn med etnisk minoritetsbaggrund først skal til at bruge børnehaveklasse, 1. klasse og måske 2. klasse og 3. klasse på at lære dansk, så vil jeg love den konservative ordfører én ting, og det er, at de danske elever spurter forbi dem. Det er derfor, det er så vigtigt for os i både SF og Socialdemokratiet, at vores børn møder den første skoledag med nogenlunde de samme forudsætninger, og her spiller sproget en helt central rolle.

Fru Vivi Kier.

Så kan jeg alligevel forstå, at det, jeg selv svarede, da jeg stod på talerstolen, vedrørende det med at ville tvinge ganske små børn ind i daginstitutioner - eller oven i købet tvangsfjerne dem - sådan set passede meget godt. Der fik jeg at vide, at det ikke kun gjaldt sådanne børn. Det var det, jeg hørte som svar, men lad nu det være.

Jeg spurgte fru Meta Fuglsang om, hvordan det her med en bedre elevsammensætning i folkeskolen skulle forstås. Det var måske ikke helt fair, men jeg kunne se, at SF også var medforslagsstiller. Så nu vil jeg gerne spørge fru Mette Frederiksen helt direkte: Er det, man spørger om, det, man ønsker, et reelt loft i procent over, hvor stort et antal elever med anden etnisk baggrund, der må være i en klasse?

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige starte med at præcisere, at der ikke er nogen af os forslagsstillere på det her forslag, der taler om at tvangsfjerne børn. Det, vi taler om, er, at hvis et barns normale udvikling er i fare, så skal man kunne pålægge barnets forældre, at barnet tilmeldes en vuggestue, børnehave eller dagpleje. Hvis man som myndighed og som samfund vurderer, at et barns normale udvikling er i fare, så skal barnet selvfølgelig ind og være en aktiv del af det børneliv, der i øvrigt udspiller sig i Danmark. For mig at se er det et helt naturligt skridt at tage i socialpolitikken i Danmark. Jeg er faktisk helt overbevist om, at de pædagogiske tilbud, vi har i Danmark, vil styrke de mest udsatte børns muligheder, hvis de udsatte børn kommer lige så meget i vuggestue og børnehave, som andre børn gør.

Til det konkrete forslag vil jeg sige: Det, vi siger, er, at skoler, der i dag ikke påtager sig et ansvar for børn med meget svage danskforudsætninger, skal kunne pålægges at tage ansvaret i fremtiden.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til fru Mette Frederiksen.

Hermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.