Ja, det gør jeg, fordi vi både fra Socialdemokratiets og SF's side synes, at det her forslag er et endda meget vigtigt forslag. Selv om vi har mange flygtninge og indvandrere i Danmark, der klarer sig rigtig godt, som er blevet rigtig godt integreret i vores samfund, er kommet i beskæftigelse, har fået uddannelse og på helt almindelig vis lever deres hverdag her i Danmark, så har vi også – desværre – stadig væk meget store og massive integrationsproblemer. Det har vi på en række områder.
Vi har lige fået en undersøgelse fra Århus Kommune, der fortæller os, at kun ca. 1 pct. af kommunens børn med tosproget baggrund taler så godt dansk, når de er 3 år, at de taler, hvad man kan kalde et alderssvarende dansk. Vi kan se på skoleområdet, at der gennem en årrække har været en øget tendens til, at vi har fået skoler, der primært har elever med dansk baggrund, og så har vi omvendt, desværre, også skoler, hvor der er en meget, meget stor overvægt af børn med etnisk minoritetsbaggrund.
Når vi kigger på vores boliger, er det jo åbenlyst for enhver, at vi har fået det, vi i gamle dage kaldte ghettoer og aldrig troede, vi skulle få i Danmark. Vi har i dag store almene boligområder med en stor koncentration af medborgere med anden etnisk minoritetsbaggrund, der ofte har store sociale problemer.
Med andre ord: Vi er ved at få et Danmark, der bliver mere og mere opdelt, hvor uligheden stiger, og hvor integrationsproblemerne har fået lov til at vokse sig store. Den udvikling ønsker vi ikke fortsætter. Vi vil gerne have et helt Danmark, et Danmark, hvor vi kan leve side om side, og hvor integrationen får anderledes og bedre betingelser, end den har i dag.
Derfor har vi fremsat et meget konkret beslutningsforslag med tre meget konkrete forslag: Vi vil gerne have, at børn med etnisk minoritetsbaggrund kommer lige så meget i vuggestue og børnehave som danske børn, vi vil gerne have, at de fri- og privatskoler, der i dag ikke har børn med sprogvanskeligheder, begynder at få elever med sprogvanskeligheder, og vi vil gerne have, at især nogle af de nordsjællandske kommuner, der indtil nu har kørt friløb og aldrig bygget almene boliger, aldrig har påtaget sig en del af det boligsociale ansvar, begynder at påtage sig en del af ansvaret. Og det er lige præcis det, der er pointen med forslaget her: Hvis integrationen skal lykkes i Danmark, skal alle påtage sig et ansvar. Det skal privatskolerne, det skal vores flygtninge- og indvandrerfamilier, men det skal de rige kommuner nord for København også.
Hvad sker der så med behandlingen af forslaget? Jo, Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti siger nej. Da vi havde førstebehandlingen af forslaget stod det jo meget klart, at en af de vigtige årsager, til at VKO stemmer nej, er, at de synes, det er synd for borgerne i de nordsjællandske kommuner, at de nu skal være med til at bidrage til integrationsindsatsen og være med til at bygge almene boliger.
Derfor kan jeg ikke lade være med at tage ordet i dag, for jeg synes, det er sølle. Jeg synes, det er sølle, at når det kommer til konkret handling, vil VKO ikke være med til at fremme integrationen i Danmark. Og derfor kan vi afslutte endnu en folketingssamling uden at have fået taget de afgørende skridt hen imod et helt og velfungerende Danmark, desværre.