Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 111:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Ændring af procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag).

Af undervisningsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 29.01.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Anne-Mette Winther Christiansen, værsgo.

Det er jo et lovforslag om folkeskolen, og det er et led i regeringens overordnede afbureaukratiseringsprogram. Afbureaukratiseringsmålet var jo, at vi skulle prøve at fjerne så mange unødige bureaukratiske ting i folkeskolen som overhovedet muligt, hvilket netop kan opnås ved her at ændre proceduren for henvisning til specialundervisning i enkelte fag.

I januar 2008, altså for et år siden, nedsatte undervisningsministeren et afbureaukratiseringsudvalg, som var sammensat af repræsentanter for ministeriet, for KL, for Børne- og Kulturchefforeningen, for Danmarks Lærerforening, for Skolelederne, for Skole- og Samfund, for BUPL, for Danske Skoleelever, altså helt bredt funderet. Deres opgave var at komme med forslag til regelforenkling af folkeskolen.

Udvalgets arbejde mundede ud i en vurdering af, at man med rette kunne ændre på procedurerne for at henvise til specialundervisning i enkelte fag inden for skolens rammer. Der var et flertal i udvalget, som anførte, at de foretrækker den afbureaukratiseringsmodel, hvori en forudgående PPR-vurdering godt kan udelades, hvis skolen og forældrene er enige om, at man kan starte en specialundervisning. Den kan undlades i de tilfælde, hvor skolelederen vurderer, at den ikke er nødvendig for at få påbegyndt specialundervisningen for den enkelte elev.

Ikke alene forenkler det her forslag de administrative byrder i folkeskolen, forslaget lægger også elevernes synspunkter ind og giver dem en vægt, og en individuel vurdering af den enkelte elevs alder og modenhed gør, at eleven selv kan være inddraget i at beslutte vedrørende specialundervisningstilbuddet. I vurderingen ser bl.a. Børne- og Kulturchefforeningen dette som en af de store styrker ved forslaget. Jeg citerer:

Denne ret vil efter rådets opfattelse have gunstig indflydelse på elevens samlede opfattelse af skoleforløbet i de forholdsvis sjældne tilfælde, hvor forældre og elever ikke er enige om nødvendigheden af specialundervisningen.

På baggrund af afbureaukratiseringsudvalgets rapport om forslaget her om at ændre procedurerne er det så blevet til, at det er skrevet ind i dette lovforslag.

Vi synes i Venstre, at det er en rigtig god vej at gå at få så mange ting luget ud som overhovedet muligt, og derfor er vi glade for at få dette forslag, og vi støtter det varmt.

Der er ikke ønsket korte bemærkninger. Tak til fru Anne-Mette Winther Christiansen. Så er det hr. Leif Lahn Jensen som ordfører.

Vi er jo i gang med at se på mange områder, hvor vi kan gøre tingene lettere i folkeskolen, og et af de steder, vi har kigget på, er netop her, hvor lærerne og forældrene skal sætte sig sammen og finde ud af, om det her barn skal modtage specialundervisning i enkelte fag.

I dag skal de under alle omstændigheder rådgives af PPR, og nu gjorde jeg mig klog i gruppen, hvor jeg jo bare sagde, at PPR er noget, man bruger, men for dem, der sidder og lytter, er det vigtigt at sige, at PPR betyder pædagogisk-psykologisk rådgivning. Vi, der står her, tager det jo for givet, men det er altså ikke alle, der ved det, fik jeg at vide i gruppen. Det, de skal, er, at de skal rådgive med hensyn til, om det her barn nu skal modtage specialundervisning eller ej.

Det er også vigtigt for os at sige, at det selvfølgelig kun gælder specialundervisning i enkelte fag, og ikke når vi snakker om specialklasser og specialskoler. Der skal man stadig væk igennem PPR.

Vi skal også huske på, at man samtidig kan foretage denne vurdering med den her nye regel for PPR, hvis man ønsker det, og hvis man også mener, det er nødvendigt. Man kan også gøre det, efter at barnet er startet på specialundervisning, det vil sige, at der egentlig ikke sker ret store ændringer. Den eneste ændring, der sker, er, at hvis man er sikker på, at et barn har brug for specialundervisning i enkelte fag, kan man rent faktisk iværksætte det og gøre det hurtigere.

Det er da klart, at vi forventer, at lærerne lader det her gå igennem PPR, hvis man er usikker. Hvis man ikke er helt sikker, skal man gøre det, og vi skal også være klar over, at det skal dreje sig om barnets tarv og ikke om økonomi. Dette er der jo en bekymring for i høringssvarene, og det var også en af de bekymringer, vi tog frem i forhandlingerne. Derfor er det også vigtigt for os, at dette netop drejer sig om barnets tarv, og det mener vi bestemt også at lærerne vil have for øje, og samtidig kan forældrene jo også kræve en PPR-rådgivning, hvis de ønsker det.

En af de ting, som vi tog frem i forligskredsen, var at sikre, at forældrene blev gjort bekendt med den her regel, nemlig at de netop kan kræve PPR-rådgivning. Derfor fik vi også den tekst med i bekendtgørelsen om, at lærerne skal huske at sige til forældrene, at de kan kræve det. Derfor støtter vi forslaget.

Tak til hr. Leif Lahn Jensen. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører.

Som led i finanslovaftalen er der iværksat et såkaldt afbureaukratiseringsprogram, og det lyder jo fint. Formålet er at mindske de administrative byrder i folkeskolen ved at ændre proceduren for henvisning til specialundervisning.

Afbureaukratiseringsudvalget afgav i juni 2008 en rapport indeholdende en række forslag til modeller til afbureaukratisering af folkeskolen inden for elevplaner, kvalitetsrapporter og en række andre områder og i det her tilfælde specialundervisningen.

Det fremgår af lovforslaget, at udvalget har overvejet muligheden for at forenkle proceduren for henvisning til specialundervisning i enkelte fag inden for skolens rammer, sådan som også de øvrige ordførere har beskrevet. Det handler konkret om, at en forudgående pædagogisk-psykologisk vurdering kan undlades, hvis skolen og forældrene er enige om, at eleven skal have specialundervisning. Det er set med vores øjne sund fornuft og en administrativ lettelse, som vi naturligvis kan støtte.

Ud over forslaget om, at elever, der hurtigt uden om PPR og med deres forældres og skoleleders beslutning kan få den nødvendige specialundervisning, kan ordningen også indebære en lettelse for de mange, der venter på en PPR-vurdering. Altså må forslaget være til fordel hele vejen rundt.

Forslaget vil efter Dansk Folkepartis opfattelse have en positiv effekt, når det handler om at bryde eksempelvis den negative sociale arv, da det vil gribe hurtigt og effektivt ind med faglig relevant undervisning.

Vi er ligeledes tilfredse med, at der er blevet ændret i det oprindelige forslag fra regeringens side. Ministeren havde lagt op til, at den enkelte elev skulle have vetoret i forhold til at modtage specialundervisning, altså at en elev på trods af enighed mellem elevens forældre og skolelederen kunne nægte at deltage i specialundervisningen.

Vi har jo flere gange set forslag fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om at give elever og børn en generel klageadgang over forhold i folkeskolen, som vedrører dem. Men i sådan et tilfælde som her vil det nok være en anelse for vidtgående, og det er heldigvis ikke med. Det kvitterer vi naturligvis for. Det blev i stedet for skrevet ind i lovforslaget, at elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed. Det synes vi er en balancegang, som er udtryk for sund fornuft.

Vi er ligeledes tilfredse med, at de generelle afbureaukratiseringsinitiativer holder sig inden for rammerne af den overordnede og samlede skolepolitik.

Forslaget er et lille forslag, som måske kan vise sig at have stor effekt. Det støtter vi.

Tak til hr. Martin Henriksen. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører.

Til trods for at SF er meget store tilhængere af at afskaffe unødig bureaukrati, er vi dog meget betænkelige ved det her forslag. Det er også derfor, at vi i sin tid anmodede om, at det her forslag blev skilt ud fra forslaget om samordning af elevplaner og uddannelsesplaner, som vi her efterfølgende skal behandle.

Bekymringerne i forhold til nærværende forslag går på, at elevens retssikkerhed synes at svækkes betragteligt, når det ikke længere bliver nødvendigt at inddrage PPR ved iværksættelse af specialundervisning i enkelte fag, når bare forældre og elever er indforstået.

I SF mener vi, at PPR's faglighed er helt afgørende, når der skal iværksættes specialundervisning, og at det vil være skæbnesvangert for de elever, hvis forældre ikke er opmærksomme på PPR's rolle og betydning, at en skoleleder på baggrund af skelen til økonomi og travlhed kan iværksætte en specialundervisning, som måske ikke er den optimale for barnet.

Høringssvarene til det her forslag giver da også et tydeligt praj om, at man ude i skoleverdenen og i PPR-regi - for ikke at tale om i handicaporganisationerne - er endog meget kede af forslaget. Det påpeges ikke mindst, hvor problematisk det er med de lange og helt uacceptable ventetider på pædagogisk-psykologisk udredning. Det er en bekymring, som vi til fulde deler i SF, og som jo i høj grad har med den kommunale økonomi at gøre.

Når Undervisningsministeriet i sine bemærkninger til høringssvarene selv anfører, at der skal iværksættes en analyse af den samlede specialundervisning i folkeskolen, som både skal se på målgrupper, henvisning, økonomi, fordeling og effekt, så ville det alt andet lige være smartere at vente med at ændre på procedurerne for tildeling af specialundervisning til den her analyse foreligger.

SF kan ikke støtte forslaget og anbefaler, at man venter med at lave ændringer af den her karakter, til der foreligger et resultat af en sådan analyse. Til den tid kan det jo så være, at der kan laves noget langt bedre, som kan betegnes som reel afbureaukratisering.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Leif Lahn Jensen, værsgo.

Jeg skal lige være sikker. Hørte jeg ordføreren sige, at en af grundene til, at man ikke kunne gå ind for det, var, at forældrene måske ikke var klar over PPR’s rolle og de regler, der er inden for det her område?

Ordføreren.

Vi er i hvert fald bange for, at elevens retssikkerhed kan bringes i fare, når det er op til den enkelte forælder i mange henseender, som det er i dag, at sikre, at barnet får den rette specialundervisning. Man kan med god grund frygte, at ressourcesvage forældre ikke er i stand til at sige fra over for en stærk skoleledelse, som har anvist en specialundervisning uden om PPR.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Så det vil sige, at det, som bl.a. Socialdemokraterne egentlig har ønsket, kommer til at stå her, nemlig at når man går i gang med den her diskussion med læreren og forælderen og eleven, så skal lærerne også fortælle forældrene om de her regler om PPR og de ting, der kommer til at stå i bekendtgørelsen.

Jamen så er en del af den problematik, som SF tager op, egentlig også væk.

Ordføreren.

Jeg føler mig ikke i tilstrækkelig grad dækket ind af de bemærkninger, og jeg er rigtig, rigtig bange for, at det stadig væk er sådan, at alt for mange forældre i den danske folkeskole ikke er klar over, hvilken forskel der er på specialundervisningslærernes faglighed i folkeskolen og den faglighed, der ligger i PPR.

Det er rigtigt, at skolelederne har en forpligtelse til at informere, men jeg er bange for, at retssikkerheden ikke er tilstrækkelig dækket ind med det her forslag, og derfor er vi i SF nødt til at afvise forslaget.

Tak til fru Pernille Vigsø Bagge. Så er det fru Charlotte Dyremose som ordfører.

Jeg kan kort sige, at fra konservativ side ser vi forslaget her som et rigtig godt forslag. Vi mener ikke, der er de problemstillinger, som fru Pernille Vigsø Bagge nævnte, for sagen er den, at hvis vi kigger på situationen i dag, er det jo den enkelte skoleleder, der træffer beslutningen om, hvorvidt der skal sættes en undersøgelse om specialundervisning i gang, og sandheden er jo den, at antallet af elever, der kommer i specialundervisning, faktisk er stigende. Mistroen til, at skolelederne vil henvise til specialundervisning eller henvise til det rette specialundervisningstilbud, skulle jo så også være gældende i dag, og vi ser jo ganske tydeligt, at det er den ikke.

Fra konservativ side stoler vi sådan set på, at skolelederen træffer den rigtige beslutning. Sagen er jo den, at hvis vi ikke stolede på det, og fru Pernille Vigsø Bagge mener det, hun lige sagde, burde det jo være sådan i dag, at skolelederne ikke henviser til specialundervisning, fordi de er bange for, at det kommer til at koste nogle penge. Men vi kan se det modsatte, nemlig at flere og flere bliver henvist til specialundervisning, og at man altså træffer de nødvendige beslutninger på skolerne.

Hvad er forslaget her så? Ja, det er jo beregnet på de situationer, hvor skolens faglige pædagogiske personale er enigt med elevens forældre om, at der skal iværksættes noget specialundervisning, og at man er enige om, hvad det skal være for en specialundervisning. Et eksempel kunne være, at man er enige om, at eleven har problemer med læsning, og at der derfor skal noget specialundervisning til lige præcis inden for læsning, men at det faktisk går udmærket i de andre fag.

Man kan så vælge at sætte specialundervisningen i gang med det samme. Man behøver ikke vente på en udredning fra PPR, og hvis forældrene begynder at mene, at det her ikke er godt nok, hvis de tror, der skal mere til, og i øvrigt også tror, at lille Peter skulle have haft noget ekstra hjælp i matematik - ja, så har forældrene muligheden for at sige: Vi vil faktisk gerne have den faglighed, som ligger i PPR, med ind.

Man kan sagtens argumentere for, at det selvfølgelig kræver, at man ved noget om det, og derfor synes jeg også, det er et ganske konstruktivt arbejde at sikre det. Selvfølgelig skal forældrene have den viden, når børnene bliver henvist til specialundervisning, for det er klart, det er en nødvendig forudsætning, at forældrene også ved, at de har den mulighed. Men sagen er jo den, at sådan som situationen er i dag, kunne man bare vælge at sige, at man slet ikke giver specialundervisning, og så ville forældrene heller ikke have umiddelbar mulighed for at vide, at de kan gøre alle mulige ting, og at de kan klage, hvis de ikke er velorienterede.

Jeg mener sådan set ikke, vi gør problemstillingen større. Er der en skoleleder, der vil snyde eller gøre tingene dårligt for den enkelte elev, mener jeg sådan set ikke, at det problem nødvendigvis ville være løst i dag, men jeg mener heller ikke, det bliver større med det lovforslag, der ligger her. Hvis vi mente det, er det klart, at så måtte vi tænke over det, men som udgangspunkt mener jeg, vi kan se af alle statistikker, at man i hvert fald er meget god til at tilbyde specialundervisning, når det skal til, ude på skolerne.

Så er der hele rumlen og vurderingen af, om det så er den nødvendige specialundervisning. Her er det klart, det er vigtigt, at forældrene ved, at man kan få nogle andre til at tage stilling, hvis man ikke føler, det er den rette undervisning for barnet.

Vi støtter forslaget. Vi mener, det er et ganske udmærket og ganske fornuftigt forslag, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor vi egentlig ikke har gjort det her noget før.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Det er jo yderst spændende og interessant, men måske også en smule selvovervurderende, at den konservative ordfører fuldstændig fejer alle høringssvarene fra Danmarks Lærerforening, fra Danmarks Vejlederforening, fra Dansk Psykologforening og fra de danske handicaporganisationer af bordet. Det Centrale Handicapråd og Foreningen af AKT-konsulenter og langt flere er altså dybt skeptiske over for forslaget her og udformningen af det. De frygter i øvrigt, at der ikke er tale om reel afbureaukratisering. Påvirker det overhovedet ikke den konservative ordfører?

Ordføreren.

Vi har læst høringssvarene ganske grundigt, er, men som jeg ser det, mener jeg faktisk, der lige præcis er tale om en misforståelse. Spørgsmålet er, hvad alternativet er i dag. Alternativet er jo også risikoen for, at man slet ikke får specialundervisning, og det synes jeg faktisk ikke der er taget højde for i lige præcis de svar, hvor man siger: Jamen hov, så kan man jo ikke osv.

Derfor siger jeg også, at jeg synes, hr. Leif Lahn Jensen har en vigtig pointe, nemlig at det selvfølgelig er væsentligt, at forældrene ved, de har den mulighed. Men sagen er jo bare den, at der altså er situationer, hvor det er helt åbenlyst for både lærerne og forældrene, hvad det er, der skal til, og hvorfor skal disse børn så ind i ventekøen på PPR og forsinke nogle andre i at komme til, selv om det måske var mere relevant at få fagligheden ind her? Jeg synes sådan set, det er en lille smule ærgerligt, hvis de børn skal stille op i køen og dermed forsinke andre i at få den nødvendige udredning. Jo, det er klart, at det gør indtryk, men jeg mener altså faktisk, at der i et eller andet omfang er tale om en misforståelse.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Ja, så må man sige, at der sandelig er mange mennesker, der har misforstået forslaget.

Jeg vil spørge i en anden retning: Når det nu er sådan, at der - som jeg kan forstå af Undervisningsministeriets eget svar - skal komme en gennemgribende analyse af specialundervisningen, var det så ikke en rigtig god idé at vente med at lave om på det her, indtil man ved noget mere om effekter, tildeling, økonomi, elevgrupper osv. i forhold til specialundervisningen? Kan den konservative ordfører ikke se det smarte i måske at vente på en analyse af området?

Ordføreren.

Nej, ikke som udgangspunkt. Som forholdene er i dag, mener jeg, at det her er en udmærket måde at gøre det på, selvfølgelig stadig under den væsentlige forudsætning, at man har muligheden for at få en PPR-redegørelse, hvis forældrene ønsker det. Men samtidig vil det her jo forhåbentlig også betyde, at når man får de analyser i fremtiden, bliver man endnu klogere, og så vil det måske blive endnu nemmere at bruge reglerne, fordi man så måske også ligesom har fået noget mere erfaring formidlet ud på skolerne, så man der har en bedre fornemmelse af, hvad man skal sætte ind med.

Jeg mener sådan set ikke, at de to ting nødvendigvis behøver at blive koblet sammen. Bare fordi man har to gode ideer, behøver man jo ikke nødvendigvis at gennemføre dem samtidig. Jeg tror godt, den ene gode idé kan komme før den næste gode idé, men begge dele er en god idé.

Tak til fru Charlotte Dyremose. Næste ordfører er fru Marianne Jelved.

Tak. I virkeligheden kan skolelederen jo allerede i dag tildele en elev specialundervisning i skolen, når man vurderer, at det kan være af midlertidig karakter. Det gælder også for specialundervisning i et enkelt fag. Derfor står jeg lidt undrende over for forslaget, for der er jo ikke noget i vejen for, at man iværksætter en specialundervisning, mens man venter på PPR-redegørelsen. Derfor har jeg lidt en fornemmelse af, at det her forslag godt kan kaldes afbureaukratisering, det vil jeg da også gerne bidrage til, men det ligner også lidt, at man letter presset på PPR.

Jeg synes, det er betænkeligt at indføre den her mulighed, for det skal så gælde for de skoleelever, som har brug for specialundervisning i længere tid, altså i et mere varigt omfang. Hvis man tager et fag som dansk, som fru Charlotte Dyremose selv brugte som eksempel i sin ordførertale og i svarene på spørgsmålene, må man sige, at der kan være rigtig, rigtig mange forskellige grunde til, at et barn har svært ved at stave eller svært ved at læse i et fag som dansk. Vi ved, at dansklærere ikke nødvendigvis er uddannet med specialpædagogiske kompetencer, og derfor har dansklæreren og i øvrigt også specialundervisningslæreren jo mere end nogen anden brug for, at der er en faglig ekspertise, der kan gå ind og supervisere og diagnosticere og stille forslag og blive ved med det. For det er jo ikke altid, at den første fornemmelse, man har, for, hvad der skal til, er den rigtige, men at man skal igennem mange forskellige undersøgelser og vurderinger, også i andre regi end i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, det kan være hos speciallæger, for at finde ud af, om der er høreproblemer eller synsproblemer, eller hvad der kan være i vejen.

Så jeg synes, det er ærgerligt, og at det er et betænkeligt forslag. Det er på sin vis også unødvendigt, fordi man allerede i dag med lidt fingersnilde kunne bruge de regelsæt, som allerede eksisterer, og som jeg nævnte i min indledning.

Der står også i forslagets bemærkninger, at man jo vurderer udviklingen hos eleverne en gang om året, når de får specialundervisning. I den her situation, hvor en elev er blevet tildelt specialundervisning, uden at PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, har været inde over og vurdere, skal der heller ikke foregå en evaluering af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning den ene gang om året. Det synes jeg gør det endnu mere betænkeligt. Der kunne man godt have lavet et kompromis og have ladet den faglige kompetence komme ind over og prøve at være med til at evaluere effekten af den undervisning, der er foregået, for det har formentlig ikke rettet sig på det ene år, for så skal man ikke fortsætte, så er det jo af mere midlertidig karakter.

Endelig undrer det mig, at lærerens vurdering ikke også skal høres, men jeg går ud fra som en selvfølge, at det ligger implicit i, at når skolelederen forholder sig til det, er det selvfølgelig, fordi skolelederen har talt med sin lærer først. Det vil jeg i hvert fald opfordre til.

Til allersidst skal jeg bare gøre opmærksom på, at vi jo har en diskussion løbende over land og rige om begrebet den rummelige folkeskole, den rummelige skole, og der er jo en vis utryghed relativt set fra mange steder, fra lærerside - må jeg have fornemmelsen af - over for, hvordan dette begreb bliver brugt, og hvad det bliver brugt til. Der tror jeg også, at det psykologisk set er et ret uheldigt signal, der kommer med det her lovforslag nu, for det, man er bange for, det, man af og til oplever, ikke mindst efter at amterne er nedlagt og en del af opgaverne i amterne nu er lagt over til kommunerne, også hvad angår specialundervisning, er jo, at man under begrebet den rummelige skole kan få opgaver ind i klassen, som i virkeligheden skulle have større specialpædagogisk bistand, end de får, de får altså mindre nu, end de fik, dengang de var inde under amtet. Det gælder i hvert fald i en række tilfælde, som jeg konkret har kendskab til.

Så frygten for, at man som lærer bliver udsat for opgaver, som er relativt for store i forhold til de ressourcer og de vilkår, man arbejder under, vil blive bekræftet af det her forslag. Jeg er overbevist om, at det overhovedet ikke er ministerens eller flertallets hensigt, det er ikke det, jeg siger, jeg siger bare, hvordan det psykologisk vil blive oplevet, og der kræver det altså lidt af ministeren, hvis det her skal gennemføres, at overbevise skolerne om, at det ikke er det, der er tilfældet.

Jeg synes, det er et ærgerligt forslag og ville ønske, at det ikke blev fremsat.

Tak. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Charlotte Dyremose.

Det var egentlig først og fremmest en oplysning, jeg ville komme med. Sagen er den, at skolelederen jo også til enhver tid på baggrund af lærerens oplysninger har mulighed for at bede om en PPR-redegørelse.

Derfor er mit spørgsmål egentlig bare det simple, om ikke fru Marianne Jelved tror, at skolelederne, der føler, at de er i tvivl om, hvilke foranstaltninger der skal sættes ind over for den enkelte elev, også vil bede om den redegørelse, så man i virkeligheden kommer ud over det problem, at man står og føler, at man ikke fagligt er i stand til at vurdere det. For hvis man føler, at man ikke fagligt er i stand til at vurdere det, har jeg da i hvert fald tillid til, at man ude på den enkelte skole siger, at man så også har brug for at få PPR ind over.

Ordføreren.

Jo, det har jeg bestemt tillid til, helt klart, og jeg sætter slet ikke spørgsmålstegn ved det. Det er også derfor, jeg synes, det er et underligt forslag, for skolelederen har jo allerede i dag muligheden for at tildele midlertidig specialundervisning, mens man venter på en PPR-redegørelse, eller mens man ser, om det skulle være tilstrækkeligt eller ej med den midlertidige specialundervisning.

Så det er jo ikke et spørgsmål om, at man ikke kan sætte noget i gang hurtigt, hvis ressourcerne i øvrigt er der, altså hvis andelen af specialundervisningstimer er til rådighed. Det gælder jo, uanset om det er den ene eller den anden model, man bruger.

Fru Charlotte Dyremose.

Jamen det er derfor, jeg heller ikke helt forstår fru Marianne Jelveds problem med det her, for sagen er jo den, at det her kun vil blive brugt i de situationer, hvor hverken skolen eller forældrene er i tvivl om, hvad det er, der skal til på det givne tidspunkt. Og hvis man på et senere tidspunkt alligevel kommer i tvivl om, om det nu var det rigtige, har man til enhver tid mulighed for at sige: Vi har faktisk brug for den faglige kompetence, der ligger i en pædagogisk-psykologisk redegørelse, til at vurdere den fremtidige situation for den her elev; det viste sig, at det, vi satte i gang, alligevel ikke var nok.

Så mit spørgsmål er: Er det så så farligt? Føler fru Marianne Jelved ikke, at hun har den garanti, at man netop på skolen altid har mulighed for at bede om det redskab, og at det derfor, hvis det viser sig, at det her lovforslag i virkeligheden er overflødigt, bare vil betyde, at der ikke vil være noget ændret, for der vil blive bedt om præcis de samme PPR-redegørelser, som der bliver bedt om i dag? Så den eneste risiko er sådan set bare, at der vil være nogle få tilfælde, hvor det viser sig at man ikke behøver det her, fordi alle har styr på, hvad det er, der skal til.

Ordføreren.

Jeg synes, at faglighed er fantastisk vigtigt i folkeskolen - også en faglig diagnose af, hvad der er problemet, hvis et barn har vanskeligheder i et fag. Og den faglighed har vi kompetente mennesker til at varetage. Nu sætter vi dem ud af spillet. Og der kunne man jo vælge - hvis man valgte den model, som jeg har argumenteret for her - at bruge muligheden for at give midlertidig specialundervisning og vurdere, hvad der egentlig skal til, og så spørge sig selv, om man ikke har brug for, hvis det skal være længerevarende, at der er en fagperson, der kommer ind over for at evaluere det.

Jeg kender ret meget til det her område, og jeg ved, hvor svært det faktisk er, uanset om man er specialundervisningslærer, eller man er klasselærer eller faglærer, at vurdere, hvad det er for et handicap, det enkelte barn har. Og jo tidligere man får fagligheden ind over det, jo bedre kan man jo hjælpe.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg vil også påberåbe mig æren af at have stor indsigt i det her både som lærer og som afdelingsleder fra en folkeskole, og det er ikke så mange år siden endnu, at jeg blev valgt ind i Folketinget, så jeg kan stadig væk godt huske, hvordan vi arbejdede.

Er det ikke korrekt, at der laves test i skolerne, som netop synliggør, hvis børnene har svagheder, og dermed også er den anbefaling, der bruges, når man finder ud af, hvem der skal tildeles specialundervisning?

Ordføreren.

Jo, det bestrider jeg slet ikke. Jeg spørger bare: Hvorfor skal man pludselig ændre på det for børn, hvor man kan sige, at det her er af længere varighed, når man kan skabe den hurtighed i handling ved at bruge muligheden for at sige, at vi starter med midlertidig specialundervisning?

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Lad os antage, at et barn har haft specialundervisning i mellemskolen og i 5. klasse er blevet afklaret så tydeligt, at det nu godt kan komme tilbage til sin klasse. Så viser der sig store vanskeligheder igen, fordi der alligevel var nogle hurdles, der ikke var blevet løst, og der er behov for et nyt specialundervisningsforløb. Nye test ligger til grund, men der ligger ikke en ny PPR-vurdering til grund, og barnet har dog udviklet sig i de år. Alligevel vurderes det af både lærere og forældre, at det altså her vil være nyttigt at få lavet et nyt specialundervisningsforløb, men det vil også være nyttigt at have en ny PPR-vurdering, til når man skal videre i sit ungdomsuddannelsesforløb.

Hvorfor skal man så vente, når vi nu ser, at der altså ligger nogle ophobninger af sager rundtomkring i kommunerne, fordi de mangler personale i PPR? Hvorfor skal man så vente i de måneder på, at PPR bliver klar til at kunne lave udredningen, når man godt ved, hvor behovet er, hvad der skal sættes ind med, og man derfor kan starte lige med det samme og så få opfølgning senere? Det er jo det, det her lovforslag lægger til grund.

Ordføreren.

Det, fru Anne-Mette Winther Christiansen beskriver, kan man allerede gøre i dag. Det er fuldstændig klart: Man kan tildele specialundervisningstimer og specialundervisningshjælp uden PPR i dag. Det er det, man kalder midlertidig specialundervisning, som man ikke forventer skal vare i mange år. Man kan så vente, til PPR har tid til at komme ind, hvis endelig det er det, der er hovedproblemet, sådan som jeg nu hører Venstres ordfører beskrive det. Det kan man gøre i dag.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke flere, der har ønsket ordet for en kort bemærkning. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsens tur i ordførerrækken.

Enhedslisten mener, at det er meget, meget vigtigt at begrænse bureaukratiet i folkeskolen. Vi ville få langt mere kvalitet for pengene, hvis vi bare turde stole på de fagligt kompetente lærere, der er tæt på elevernes hverdag, i stedet for hele tiden at finde på nogle nye måder at måle og teste elever og lærere i skolen.

Vi er også enige i, at situationen i forhold til specialundervisningen er helt uacceptabel i øjeblikket. Alt, alt for mange børn må vente længe på at få det specialtilbud, de har krav på, og det er jo altså et problem, som oppositionen har rejst. Vi er da glade for, at regeringen altså lytter, men vi mener bare ikke, at det forslag, der så er kommet, er den rette løsning, for der skal en faglig vurdering til ved henvisning til specialundervisning. Det er ikke unødigt bureaukrati. Det er tværtimod væsentligt for at sikre, at eleven får det rette tilbud, og at retssikkerheden er i orden.

Det vil sige, at vi altså må tilslutte os den bekymring, som rigtig mange af høringsparterne også er kommet med i forhold til det her forslag. Hvis der er for lang ventetid ved pædagogisk-psykologisk rådgivning, og det ved vi jo at der er mange steder, jamen så må man løse det problem ved at tilføre de ressourcer, der er behov for, de ressourcer, der er nødvendige. Problemet løser man ikke ved at fjerne den faglige vurdering, som det her forslag lægger op til. Og som fru Marianne Jelved også lige nævnte , er der allerede i dag muligheder for at igangsætte en midlertidig specialundervisning.

Danske skoleledere er jo generelt både dygtige og samvittighedsfulde mennesker, men de er altså sjældent uddannede til eller kvalificerede til at vurdere, hvilke former for specialundervisning der er nødvendige. De er derimod ansat til at have det overordnede ansvar for skolen og for skolens økonomi, og hvis man overlader beslutningen om, hvilken form for specialundervisning det enkelte barn har brug for, til skolelederne, så frygter vi altså, at det er økonomiske hensyn, der kan få forrang frem for barnets faglige behov, ud over det, som altså er hovedproblemet, nemlig at færre børn får den nødvendige faglige vurdering.

Hvis det her forslag går igennem, og det er der jo noget der tyder på, mener vi, at man som minimum bør sikre, at børn, der bliver henvist af skolelederne, senere får ret til en pædagogisk-psykologisk vurdering, sådan som både Danmarks Lærerforening og Dansk Psykolog Forening foreslår. Løsningen på ventetid til specialundervisning er altså kort sagt ikke at slække på den faglige vurdering, men at tilføre de nødvendige ressourcer.

Hvis regeringen eller et flertal uden om regeringen vil være med til at løse det økonomiske greb om kommunerne, så de kan få henvisningen til specialtilbud til at fungere, jamen så vil Enhedslisten meget, meget gerne lægge mandater til, men vi kan ikke støtte et forslag, som slækker på den faglige vurdering.

Tak til fru Johanne Schmidt-Nielsen. Så er det hr. Villum Christensen som ordfører.

For Liberal Alliance er det afgørende i dette forslag så absolut afbureaukratiseringselementet. Vi er af den opfattelse, at Danmark er alt for regelstyret. Statslige dekreter om, hvordan andre skal opføre sig, er det modsatte af at være liberal. Bureaukratisering er ikke blot omkostningsfuldt, bureaukratisering fratager også borgere deres frihed til selv at træffe beslutninger. Den svækker derved deres ansvarsfølelse og glæden ved selv at finde den rette løsning på et givet problem.

Den gældende procedure for henvisning til specialundervisning er et skoleeksempel på, hvordan velmente, men tunge bureaukratiske procedurer kan virke forsinkende og meningsløse. Jeg tror, at vi skal bruge rigtig meget krudt herinde på at finde fleksible løsninger på den måde, vi indretter den offentlige sektor på.

Om vurderingen af, hvorvidt specialundervisning er nødvendig, vil jeg sige, at det jo ikke altid er det vanskeligste at foretage sig og ikke behøver at basere sig på store, faglige undersøgelser hver eneste gang. Nogle gange kan det godt være nødvendigt, men i mange, mange tilfælde er det ganske almindelig sund fornuft, der bør være afgørende for, hvornår man sætter tingene i gang, og der synes vi, at der er en fin balance i det her forslag. Vi har noteret os, at vurderingen fortsat vil kræve en enighed mellem skolelederen og barnets forældre, og dette er efter vores opfattelse fuldt tilstrækkeligt.

Vi synes faktisk også, at man bør rose undervisningsministeren for det ikkelovpligtige forenklingsarbejde, som ministeriet har foretaget i forbindelse med procedurerne om fritagelse af test. Test er på mange måder ukrudt i vores have, i hvert fald hvis man sætter det op i hitlister. Det har jeg vist nævnt flere gange heroppefra.

Lad denne tankegang om forenkling brede sig i flere dele af den offentlige sektor, således at vi herinde ikke fremover først skal bruge tiden på at diskutere, hvilke regler vi skal genere vores medarbejdere med, for derefter at bruge tid på at diskutere, hvad det er for nogle, vi så skal fjerne igen. Det er ikke nogen fornuftig måde at bruge Folketingets tid på, men det her er så absolut et forslag, der går i den rigtige retning, og det vil vi gerne støtte.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Jeg vil bare høre, om ordføreren fra Liberal Alliance kan bekræfte, at der ikke er nogen hitlister i de test, der er vedtaget i det folkeskoleforlig, som ligger om nationale test. Kan ordføreren bekræfte, at der ikke er hitlister?

Ordføreren.

Der er ingen hitlister, men jeg kan jo åbne både øjne og ører og se og høre, hvad der foregår, når pressen får fat i de mange forskellige test. Så får vi en udstilling på en måde, som jeg ikke synes er nyttig og givende for den danske folkeskole, når man kan læse om, hvordan mange forskellige skoler placerer sig på forskellige typer af ranglister. Det synes jeg er en skidt ting.

Fru Christine Antorini.

Jeg synes, at det er et klarsyn, hr. Villum Christensen har, som i hvert fald jeg ikke besidder. For nu er det faktisk sådan, at de nationale test, hvad vi kun beklager, slet ikke er udviklet endnu. De er faktisk forsinket på tredje år. Så hvad det er for nogle ranglister, hitlister, som hr. Villum Christensen har set, kunne jeg godt tænke mig at vide. Og så vil jeg bare bede ordføreren bekræfte igen, at det står eksplicit i lovgivningen om de nationale test, at når de engang kommer til at virke, er det forbudt at bruge dem til at offentliggøre resultater og hermed også forbudt at bruge dem til ranglister.

Ordføreren.

Nu har vi mange typer af test i folkeskolen, og det, jeg anfører, er, at jeg synes, at man generelt i den offentlige debat om folkeskolens situation bruger test og at sætte tal på forskellige kvalifikationer og udviklinger i skolerne alt for meget. Det er ikke fremmende for en skoleudvikling, efter min opfattelse.

Tak til hr. Villum Christensen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det undervisningsministeren.

Tak for en god debat og tak til det brede flertal, som står bag denne afbureaukratisering. Vi nedsatte jo for mere end et år siden et afbureaukratiseringsudvalg, der kom med forslag til forenkling af elevplaner og kvalitetsrapporter, procedurer i forbindelse med fritagelse for test og prøver samt fraværsregistrering. Og så var der altså dette forslag, som vi behandler i dag, og som blev bakket op af Kommunernes Landsforening, Børne- og Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening og BUPL - for lærerforeningens vedkommende dog på den måde, at de ønskede, at der altid efterfølgende skulle foretages en undersøgelse.

Jeg vil godt understrege et par ting i anledning af den debat, der har været ført. For det første: Forældrene kan til enhver tid trække deres tilsagn tilbage. Der er ingen, der bliver fanget af at have sagt ja til, at specialundervisning kan sættes i gang uden en forudgående vurdering. Forældrene kan til enhver tid trække tilsagnet tilbage. Og det kommer til at fremgå af bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning, at skolelederen skal informere forældrene om, at de kan trække deres tilsagn tilbage. Det vil også blive tydeliggjort i vejledningen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Dernæst vil jeg understrege, at forslaget alene omfatter elever, som kun har brug for specialundervisning i enkelte fag. Det handler om specialundervisning i enkelte fag. Det synes jeg er vigtigt, for vi ved jo, at mange specialundervisningsskrævende elever har mere omfattende problemer, og dem kan man altså ikke tackle ved brug af det, der foreslås her.

Til sidst vil jeg understrege, at skolelederen naturligvis træffer sin beslutning på baggrund af oplysninger og observationer, som er modtaget fra skolens lærere og speciallærere. Det er jo ikke sådan, at lederen, bare fordi vedkommende er leder, træffer en beslutning efter at have talt med forældrene. Nej, lederen spørger naturligvis de lærere, som til daglig har konstateret, at eleven i et enkelt fag har brug for ekstra træning eller ekstra hjælp. Det er sådan, det foregår. Forslaget handler om at vise tillid til, at man lokalt vil barnets bedste, og at der er situationer, hvor det handler om enkelte fag, og hvor det er så indlysende, hvad der er brug for, at man kan sætte det i værk uden at skulle have en stor forudgående undersøgelse, som sinker hele processen.

Dermed synes jeg også, at jeg har svaret fru Marianne Jelved, som jo har peget på, at man allerede i dag kan starte en midlertidig specialundervisning. Men det her handler jo altså om, at lærere og ledere og forældre i visse tilfælde, hvor det handler om enkelte fag, konstaterer, at behovet er så indlysende, og at det, der skal gøres, er så oplagt, at man lige så godt med det samme kan sætte det i gang, uden at man bruger tid på undersøgelsen. Altså, det her handler jo også om, at den pædagogisk-psykologiske rådgivning skal bruges der, hvor der er mest brug for den, og ikke til en række overflødige undersøgelser, hvor enhver kan se, hvad resultatet er. Det element er jo med. Det er derfor, jeg understreger, at det hele er et led i afbureaukratisering. Afbureaukratisering består jo i, at man forsøger at undgå unødigt arbejde. Og i visse tilfælde er det, der skal gøres, så indlysende, at lærere og ledere sammen med forældrene skal kunne sige: Det gør vi, uden at vi behøver at bruge kræfter på en undersøgelse, hvis resultat er givet på forhånd.

Tak til undervisningsministeren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse - og det gør ingen - er det vedtaget.