Nu deler jeg jo ikke Dansk Folkepartis generelle had til fagfolk. Fagfolk kan man lytte til, og man skal rette sig efter dem, i det omfang man synes de har en pointe, og det er netop det, jeg synes de har her. De har en pointe angående kvaliteten af specialundervisningen, og det er sådan set derfor, vi kalder dem fagfolk. Det er jo, fordi de har noget forstand på det og faktisk har forsket i det, og en lillebitte smule respekt for folk, der har forstand på det, besidder jeg nu altså. Den fulde foragt, fordi folk kalder sig for fagfolk, har jeg i hvert fald ikke.
Med hensyn til at man hurtigere kan sætte det her i gang uden om PPR, er det jo det rene vrøvl. Det kan man nemlig allerede i dag, og det kan man også med det ændringsforslag, SF har stillet. Man kan sætte det i gang dag et, man kan sætte det i gang 10 minutter efter, at man har besluttet det, hvis man vil, og så skal man efterfølgende have en PPR-undersøgelse. Det ændrer forslaget her ikke en tøddel ved.
Endelig vil jeg sige, at når hr. Martin Henriksen nævner udgifterne, får man en fornemmelse af, hvad det i virkeligheden handler om. Det er et forsøg på at spare lidt på udgifterne på bekostning af hensynet til kvaliteten.