Når jeg tager ordet her ved råstoflovforslagets tredjebehandling, er det, fordi jeg også gerne her fra talerstolen vil udtrykke, at der har været en meget utilfredsstillende procedure, og at det har været en meget utilfredsstillende måde, den her sag er blevet kørt på fra Miljøministeriets side.
Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten har lavet et fælles betænkningsbidrag, hvor vi udtrykker stor utilfredshed med processen og med, hvordan man har inddraget parterne i den her sag. Vi føler, det er stærkt kritisabelt og utilfredsstillende, at et udvalg står i den situation, at vi stadig her ved tredje behandling faktisk ikke rigtig har fået styr på, hvordan parterne er blevet inddraget. Vi kan ikke, når vi er folkevalgte, kan man sige, foretage den endelige afvejning her, og vi stoler selvfølgelig på de svar, vi får fra ministeren. Alligevel er det utroligt, at vi helt til det sidste har fået henvendelser fra dem, der ifølge de svar, vi har fået fra ministeren, har været inddraget, om, at de ikke er enige i de beskrivelser, vi har fået fra ministeriet om inddragelse. Det er en sag, som, set fra en lovgivers synspunkt, er så utilfredsstillende, da vi jo ikke kan tage kontakt med alle og jo sådan set heller ikke kan dømme.
Derfor giver vi udtryk for, at der må være et eller andet galt i hele inddragelsesprocessen, og at vi derfor også føler, at det i betænkningsbidraget har været nødvendigt at præcisere, hvad det er, Justitsministeriet skriver i sin vejledning om lovkvalitet fra juni 2005. Der står: Det er også et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som vedrører deres forhold.
Det er så langt, som vi kan komme. Vi kan sådan set ikke finde ud af, hvordan inddragelsen er foregået, men at processen har været kritisabel, vil jeg gerne give udtryk for. Jeg synes, det er noget af det ringeste, jeg har set, også fordi den her sag har kørt i to år; det var den tidligere miljøminister Connie Hedegaard, der startede den med et næsten identisk lovforslag for to år siden. Det forslag kunne vi ikke færdigbehandle i Folketinget, og så trak hun det, og det har så ligget i ministeriet i to år – to år. Og her lige før Folketingets møder slutter, kommer der et næsten identisk forslag som hastværksarbejde med 4 dages høringsfrist – 4 dages høringsfrist – til parterne, efter at det har ligget i to år.
Det er grunden til, at jeg tager ordet på vegne af det store, store mindretal, som har udtrykt kritik, og jeg håber faktisk, at kritikken deles af regeringspartiernes medlemmer, også selv om de ikke har villet medvirke i udarbejdelsen af det her.
Jeg kan sige til sidst, at vi også undrede os over, at man i de to år tilsyneladende har haft den administrative praksis, at det er sket uden en klar dansk lovhjemmel, men alene med henvisning til EU-retten. Det virker også lidt sært. Vi hjælper det igennem, men jeg ville bare bruge anledningen til at komme med disse kommentarer fra Folketingets talerstol.