Tak for det, formand. Jeg er jo næsten ked af at skulle skifte emne og afbryde en så spændende snak, som statsministeren her har fået lejlighed til at indlade sig på.
Men det, der har fået mig til at melde mig til at stille spørgsmål til statsministeren, nu hvor lejligheden bød sig, er selvfølgelig de ret interessante udmeldinger, som statsministerens partis spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg er kommet med. Det er nemlig sådan, at vi inden for de sidste par dage har hørt Jens Rohde være ude med det ret opsigtsvækkende synspunkt, at den nuværende og tidligere regeringer sådan gennem tiden simpelt hen har slugt for meget fra EU, altså at man har sagt for meget ja og for lidt nej. Man må sige, at det jo er synspunkter, som lyder utrolig godt i mine ører og i Dansk Folkepartis ører. Vi har haft indvendinger, hver gang regeringen er kommet i Europaudvalget og har ønsket at få mere og mere flyttet over til EU.
Men det, der selvfølgelig er interessant at få spurgt ind til, er, om det her simpelt hen er et linjeskift i forhold til Venstres og regeringens politik. Der tænker jeg selvfølgelig særligt på, at da den nye vicestatsminister trådte til som formand for Det Konservative Folkeparti for et par måneder siden, var hun ude at sige, at nu skulle man føre en mere ærlig EU-politik, altså underforstået, at man tidligere har ført en uærlig EU-politik.
Så på alle fronter ser det ud til, at der i hvert fald er en imødekommelse af Dansk Folkepartis kritik af EU. Derfor er det selvfølgelig højaktuelt og superspændende at høre, om statsministeren deler den opfattelse, som blandt andre hans egen spidskandidat Jens Rohde er kommet med, nemlig at EU ganske enkelt blander sig i for meget, og at vi i Danmark har været for dårlige til at sige nej over for den indblanding.