Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre forhold for forsørgere på erhvervsuddannelserne.

Af Marianne Jelved (RV) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Undervisningsministeren.

Vi har nok verdens højeste lærlinge- og elevlønninger i dag, men vi har også verdens højeste uddannelsesstøtte, og uddannelsesstøtten har vi forbedret så meget for studerende med børn, at der nu er opstået en urimelighed i forhold til uddannelsessøgende, som får løn i stedet for uddannelsesstøtte.

Det er sådan, at når man får løn, får man sine løn- og arbejdsforhold reguleret ved aftale mellem arbejdsmarkedets parter, og i den forbindelse kan der ikke lægges uddannelsesstøtte ovenpå. Sådan er det, og sådan har det altid været.

Hvis man vil forbedre vilkårene for erhvervsskoleelever med børn, skal man henvende sig til arbejdsmarkedets parter, og så er der jo flere muligheder. Man kan tænke sig, at arbejdsmarkedets parter, som i forvejen har opbygget en barselfond, kan klare problemet ad den vej. Vi har også en AER-fond, altså Arbejdsgivernes Elevrefusion, som i teorien kunne klare problemet.

Det kan da være, at forslagsstilleren, fru Marianne Jelved, og jeg skulle tage hinanden i hånden og tale med arbejdsmarkedets parter om det. Jeg er ikke på nuværende tidspunkt og med det, der foreligger, klar til at bryde et godt, gammelt princip om, at hvis der skal skabes forbedringer på arbejdsmarkedet, sker det ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Det er jo ikke noget, som kun arbejdsgiversiden lægger vægt på; det er faktisk også noget, arbejdstagersiden lægger vægt på. Vi politikere skal ikke udtømme forhandlingsemnerne for parterne. Så gør vi det ikke lettere for dem at nå til enighed.

Derfor tror jeg, at den kloge måde at få løst denne urimelighed på, som der er mellem uddannelsessøgende, som er i erhvervsuddannelse, og som har børn, og uddannelsessøgende andre steder, som er på SU, er, at vi går til arbejdsmarkedets parter og prøver, om det kan blive et led i nogle forhandlingsoplæg ved næste overenskomstforhandling, som jo ikke ligger så langt borte.

Tak til ministeren. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er jo rigtigt nok, at arbejdsmarkedets parter gerne vil have indflydelse på, hvordan lønsummen bliver fordelt, og hvilke formål der bliver tilgodeset med en lønsum. Det anerkender jeg fuldt ud. Men hvis man nu forestillede sig, at staten gennemførte et særligt børnetilskud til unge mennesker i gang med en erhvervsuddannelse, så ville det jo ikke genere arbejdsmarkedets parter det fjerneste. Så hvad er der til hinder for at indføre et tilskud, som staten giver, og som gør, at dem, der er i gang med en erhvervsuddannelse, bliver ligestillet med dem, der er under SU?

Ministeren.

Man kan i teorien gøre så meget. Selvfølgelig kan man, hvis man ikke vil blande sig i overenskomstforhandlingerne, lave et tilskud til en gruppe, som så tilfældigvis tilgodeser den samme gruppe, som man ellers kunne have tilgodeset ved en overenskomstforhandling. Selvfølgelig kan man det. Men hvad enten man sætter ølse for eller ølse bag, så er det jo den samme sag, vi taler om. Det handler om en gruppe, som vi gerne vil være gode ved, men som er i den situation, at løn- og arbejdsforhold forhandles på arbejdsmarkedet, og så er spørgsmålet, hvordan vi gør det bedst. Og jeg foreslår, at vi henvender os til arbejdsmarkedets parter.

Jeg i øvrigt taknemlig for, at hr. Frank Aaen anerkender min argumentation. Det er da altid noget. Tak.

Hr. Frank Aaen.

Ja, og derfor stemmer vi f.eks. imod overenskomstindgreb, som ministeren stemmer for. Sådan er der jo så meget; man siger det ene og gør det andet. Men når jeg nu tog fat i det, så er det jo, fordi ministeren præcis brugte den argumentation om arbejdsmarkedets parter som begrundelse for at afvise det her beslutningsforslag. Og så er det bare, jeg siger, at den går ikke, hr. minister. Enten synes man, det er et godt forslag, og så finder man en metode til at få det gennemført på, eller også bruger man en eller anden proformaargumentation, som i det her tilfælde altså ikke holder.

Ministeren.

Hvis man betragter den danske model som det rene proforma, har hr. Frank Aaen jo ret. Hvis man mener, at man ved enhver lejlighed kan dispensere fra det princip, at det er parterne, der forhandler løn- og arbejdsforhold, så har hr. Frank Aaen jo ret. Jeg synes bare, vi skal prøve at gå den regelrette vej og gå til parterne, hvis der er en gruppe, vi synes skal have bedre vilkår i bestemte situationer.

Så siger vi tak til ministeren i første omgang. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører.

Ja tak. Først vil jeg sige, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger her. Elever med en uddannelsesaftale kan ikke modtage SU, medmindre vi laver grundlæggende aftaler og love om. Og det vil Venstre ikke gøre her, for som vi ser det, har det her beslutningsforslag en indvirkning på SU-forliget, på AER-forliget og på velfærdsforliget. I Venstre vil vi gerne se på, hvilke forhandlingsoplæg de forskellige partier bringer ind til forhandlingerne i forligskredsene, og vi mener, at det også plejer at være måden, vi forhandler med Det Radikale Venstre på. Problemet her er, at der kommer til at blive ændret på meget afgørende principper om, at man giver SU til lønnede uddannelser, og det er meget principielt og en stor ændring, hvis vi ville gå ind i det. Så Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger.

Vi vil så også sige, og jeg gerne lige vil minde om, at elevløn ikke er noget, vi fastsætter ved lov i Folketinget. Det er den danske model, som er afgørende for, hvordan lønningerne er, og det har Folketinget ikke indflydelse på.

En kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jamen nu fik vi igen en teknisk forklaring, der gik ud på, at det kunne man ikke støtte, og at det også var noget med noget forlig, og der var alt muligt andet i vejen.

Jeg vil gerne spørge fru Anne-Mette Winther Christiansen: Støtter Venstre, at unge, der får børn, og som er under erhvervsuddannelse, skal have samme vilkår som unge under videregående uddannelse? Det må man da kunne tage stilling til ganske enkelt.

Ordføreren.

Det er sådan, at der i dag eksisterer muligheder i den sociale lovgivning, hvorigennem uddannelsessøgende forældre bl.a. kan opnå et særligt børnetilskud, og det er også sådan, at de igennem den samme sociallovgivning kan få udbetalt et børnebidrag forskudsvis. Så der er muligheder i øjeblikket, men der er sandelig også muligheder for forhandlinger i forligskredsene, som jeg nævnte som start, og jeg fastholder, at det må være der, det skal foregå.

Hr. Frank Aaen.

Vi prøver igen: Når nu Venstre går til de forligsforhandlinger, som åbenbart er så afgørende og vigtige, at vi ikke kan høre om dem i Folketingssalen, vil Venstre så gå til de forhandlinger med den hensigt, at unge med børn, der er under erhvervsuddannelse, skal have samme økonomiske vilkår som unge med børn, der er under videregående uddannelse?

Ordføreren.

Jeg bliver så nødt til at vende tilbage til det, jeg sagde tidligere: Elevlønninger fastsættes ikke ved lov, og da dette er uddannelser med løn, vil SU ikke være relevant at lægge ind. Vi må jo så tage forhandlingerne i forligskredsen om SU, forligskredsen om AER og forligskredsen om velfærd for at finde ud af, hvad det egentlig er man ønsker her. Så vi tager den der.

Der er en kort bemærkning fra hr. Carsten Hansen.

Det, jeg ikke kan finde ud af, må jeg sige til fru Anne-Mette Winther Christiansen, er, om Venstre anerkender, at der er et problem her. Altså, vi har jo nogle fælles målsætninger – jeg forstår, at forliget ikke er helt opsagt endnu, og det tager vi et andet sted – om at nå 95 pct. Og hvis det er rigtigt, hvad Det Radikale Venstre skriver i deres udmærkede beslutningsforslag, så drejer det sig om ca. 3.000 unge, der hvert år på den ene eller den anden måde får forringet deres forhold og måske må droppe ud.

Er vi ikke enige om, at vi har en fælles udfordring, som vi jo løste i SU-forligskredsen i sin tid? Er det ikke rigtigt, at hvis der er en udfordring, skal det jo ikke være tekniske hindringer et eller andet sted, der blokerer? Og hvis de partier, der er til stede i Folketingssalen i dag, faktisk siger ja, burde vi også kunne finde en løsning.

Ordføreren.

Jeg er meget interesseret i at se både talmaterialet og den viden, der ligger til grund for beslutningsforslaget, for det ville gøre, at vi i hvert fald ville kunne få noget konkret på bordet her.

Ja, selvfølgelig skal vi mødes positivt og med et positivt sind i forligskredsen; det er det, der er det væsentlige, for ellers kommer vi ikke så meget videre. Jeg er bare bekymret, hvis vi skal til at gå ind og lave lovgivning om elevløn, for det er ikke det, vi bruger den danske model til.

Hr. Carsten Hansen.

Jo, men det er faktisk sådan, at der findes tilfælde – og jeg har også hørt om sådanne tilfælde, og derfor synes jeg også, at jeg vil takke De Radikale for at komme med det forslag i dag – hvor en række unge mennesker rammes. Det er underligt nok, for når man går på grundforløbet, kan man få det dækket på SU, men når man kommer over i hovedforløbet, hvor man faktisk skal ind i sin uddannelse, risikerer man at miste over halvdelen af sin indtægt, fordi man er blevet forsørger osv., i forhold til hvad man ellers havde.

Derfor synes jeg jo, at man for det første skulle erkende, at der er et problem, og for det andet kunne vi jo finde en model, hvor man skriver en beretning og vender tilbage til det i de respektive forligskredse og får undersøgt det helt nøje. Og et beslutningsforslag er jo et forslag om at komme med et lovforslag, så der er faktisk en række muligheder. Jeg beder bare Venstre om at svare på dette: Synes Venstre ikke, at der er et problem her i forhold til det, vi har løst alle andre steder i uddannelsessystemet? Og hvis Venstre synes det, kan vi løse det.

Ordføreren.

Vi vil i hvert fald være med til at drøfte det, det er helt klart. Men jeg mener godt nok, at det hører til i de forligskredse, vi har på området, og lad os så få drøftet der, hvordan vi finder veje og løsninger. Og naturligvis er der udfordringer, ja, og naturligvis er det svært for de unge, hvis de har de forsørgervanskeligheder. Jeg mener jo, at når vi i den sociale lovgivning har mulighed for at give et særligt børnetilskud til uddannelsessøgende forældre og vi også har mulighed for at lave udbetaling af børnebidrag på forskud, er vi dog langt hen ad vejen. Men lad os endelig få det ind til de forligskredse, hvor det hører til, og lad os få vendt tingene. Det varer ikke så længe, før vi skal vende SU-lovgivningen en gang til, så må det jo komme med der. Det må jeg gå ud fra, for det er jo et ønske, som De Radikale vil bringe ind. Sådan må jeg tro det er.

Der er en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Jeg synes ellers, at forslagsstillerne har gjort sig rimelig meget umage med at udtrykke sig ganske klart og enkelt i det forslag, vi behandler nu. Der er ikke tale om at gå ind og bruge SU-lovgivningen. Der er udelukkende brugt det som eksempel, man kan opnå som eneforsørger eller som forsørger samboende med en anden uddannelsessøgende. Hvad er det så, man kan få rent størrelsesmæssigt? Man bruger det som en parallelitet til at lave en ekstra ordning for de unge mennesker, som er i en situation, hvor de faktisk ikke kan leve for den løn, de får på et bestemt tidspunkt i deres uddannelse.

Er fru Anne-Mette Winther Christiansen i tvivl om, at det er det, det handler om?

Ordføreren.

Jeg er ikke i tvivl om, at det her drejer sig om den danske model, hvor lønnen forhandles et andet sted end i Folketinget. Jeg mener, at det må være vigtigt, og nu hørte jeg også ministeren sige tidligere, at han var meget interesseret i at mødes med Det Radikale Venstre og måske sammen tage en drøftelse med arbejdsmarkedets parter, for det må være i det regi, man finder vejene til at løfte dette problem.

Fru Marianne Jelved.

Så er der heller ingen løsning i at indkalde SU-forligskredsen, som ordføreren fra Venstre foreslog. Det giver jo ingen mening. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om at se, hvordan vi som samfund bærer os ad for at sikre de unge – og i det her tilfælde er det jo unge mødre – der står med et barn og en uddannelse, som ikke kan forenes. Det mener jeg bare der skal findes en løsning på hurtigt.

Ordføreren.

Jeg tror også på, at vi kan finde veje og finde løsninger, men lad os mødes i de forligskredse, der hører til det her. AER-forligskredsen hører også ind under, og den er også nævnt som en vej til at finde midler. Så lad os mødes der.

Tak til ordføreren. Næste er hr. Carsten Hansen som ordfører.

Jeg vil gerne rose Venstres ordfører for at være forholdsvis klar i argumentationen i forhold til sidst. Så den ros skal der da være. At jeg så ikke var enig i argumentationen, er noget andet.

Jeg vil starte med at sige tak til De Radikale for at sætte fokus på en problemstilling, vi alle sammen godt har vidst har været der, men som vi måske ikke har fået taget initiativ til at få løftet. Jeg synes, det er et flot og et godt gennemarbejdet forslag. Det er sådan, at hvor der er en vilje, er der også en vej. Det her burde vi kunne løse.

Jeg vil sige, at den argumentation, jeg har hørt fra både ministeren og især fra Venstres ordfører i dag, var præcis den samme argumentation, der var i forhold til SU-lovgivningen, da vi lavede det forlig, hvor vi også fik enlige forsørgere og forsørgere, der boede sammen med andre forsørgere under uddannelse, med. Det har vist sig at være en kæmpe succes. Der er en masse unge mennesker, der nu ikke går og venter på at kvalificere sig til en revalidering. Der er en masse unge mennesker, som har fået en uddannelse på ganske ordentlige vilkår og kan klare sig igennem som ordentlige mennesker, der ikke skal ud med raslebøssen hele tiden.

Her taler vi om et problem, der i omfang ikke er voldsomt stort for samfundet, men som er et kæmpe problem for den enkelte. Vil vi nå vores målsætning om, at 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse, så kan det vel ikke nytte noget, at vi her i Folketinget har fine fornemmelser, så det kun er dem på de mellemlange og de videregående uddannelser, der kan få de fine ordninger, men ikke dem på erhvervsuddannelserne. Jeg kan godt se, der ligger noget omkring AER-ordningen. Jeg kan godt se, at der ligger et eller andet omkring SU-forliget, hvis man skal etablere låneordning, men det er jo ikke det, det handler om. Det handler om, at vi skal løse den udfordring for en række unge mennesker, så de kan få en uddannelse.

Jeg vil bare sige, at jeg har set undersøgelser, der peger på, at det at give et ungt menneske en uddannelse, giver et afkast på 10 pct. for den enkelte, men søreme også for samfundet. Jeg ved ikke, hvor man går hen i dag og får den slags renter, men det er i hvert fald ikke i banken. Det kunne måske både samfundsmæssigt og menneskeligt være her, hvor vi sagde: Nu finder vi altså en løsning, og det, vi er valgt til som politikere, er vel at skabe løsninger, som bringer os videre og sikrer, at unge mennesker får en uddannelse.

Vi er i en tid, hvor masser af mennesker bliver fyret. Vi har set, at arbejdsløshedstallene drøner op. Der er en masse unge mennesker, som måske tidligere bare kunne klare sig på arbejdsmarkedet, som nu er modtagelige for at tage en uddannelse. Så må det da for pokker vel ikke være den beskedne ekstra økonomi, der blokerer for det.

Derfor vil jeg godt sige, at jeg var en lille smule skuffet over Venstres og ministerens tale om det her, hvor man overhovedet ikke var imødekommende. Jeg synes, at vi, ligesom Venstres ordfører sagde, måske skulle få skrevet en beretning for at analysere tallet og så tage det op igen, fordi det er altså helt afgørende, at vi også sikrer de her unge mennesker og ikke kun dem på de fine uddannelser. Jeg ved ikke, om det kun er dem, Venstre brænder for, men vi andre har jo også en aktie i erhvervsuddannelserne og synes, at det var rimeligt, at de kom med her.

Så jeg er en lille smule forstemt, men jeg er glad ved, at De Radikale har sat så fint fokus på det, som de har med det her gennemarbejdede forslag.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Marlene Harpsøe som ordfører.

Dansk Folkeparti er ligesom forslagsstillerne optaget af at sikre gode forhold for forsørgere, der studerer. Det, at man er mor eller far, skal ikke være en hindring for muligheden for at tage en uddannelse. Vi har tidligere i Dansk Folkeparti medvirket til at forbedre forholdene for forsørgere. Enlige forsørgere har fået et tillægsstipendium på godt 5.000 kr. pr. måned, og samboende forsørgere, hvor begge modtager SU, modtog med virkning fra den 1. januar 2009 et tillægsstipendium, som blev hævet til 2.000 kr. pr. måned.

Vi skal i Danmark både understøtte de personer, som ønsker at tage en uddannelse, ligesom vi skal støtte dem, som sætter børn i verden.

I beslutningsforslaget lægges der op til, at forsørgeres elevløn mindst skal være på niveau med SU'en til forsørgere. Hvis det gennemføres, vil det betyde, at Folketinget griber ind i den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, hvor lønnen forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter og ikke af Folketinget. Det er ikke Folketingets opgave at forhandle lønnen for elever m.fl., men det skal så siges, at elevlønnen jo kan forhandles højere, men det er op til arbejdsmarkedets parter og ikke Folketinget.

Når det så er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at kigge nøgternt på, hvilke økonomiske muligheder man har som forsørger på en erhvervsuddannelse. Ud over elevlønnen kan uddannelsessøgende forældre få udbetalt det særlige børnetilskud. Derudover har uddannelsessøgende forældre ligesom mange andre mulighed for at søge om boligsikring, dvs. tilskud til huslejen, som også vil gøre deres økonomi lettere, ligesom de kan søge om friplads i en daginstitution m.v.

Nærværende beslutningsforslag lægger også op til, at forsørgere, der bor sammen med en anden uddannelsessøgende, og enlige forældre, der modtager elevløn, får samme lånemuligheder som SU-modtagere. I Dansk Folkeparti ser vi meget gerne på, hvordan vi kan give bedre økonomiske muligheder for forsørgere på erhvervsuddannelserne, men vi mener ikke, at nærværende forslag er den rette måde at gøre det på. Det at være far eller mor skal ikke være en hindring for muligheden for at tage en uddannelse, og derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at vi fremover skal se nærmere på de økonomiske forhold for forsørgere på erhvervsuddannelserne, så vi sikrer, at økonomien ikke er en hindring for, at de tager uddannelsen.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Carsten Hansen.

Ja tak. Jeg vil godt kvittere for fru Marlene Harpsøes bemærkninger om, at man skal se på det, men er fru Marlene Harpsøe ikke enig i, at vi jo faktisk på en række områder har ydet tilskud og sikret, at voksne på særlige vilkår f.eks. via erhvervsuddannelserne kan få en højere løn? De her to partier har jo medvirket til, at voksenlærlingeordningen er blevet fuldstændig uden restriktioner nu, og alle kan komme ind, også der, hvor der er flaskehalse. Der går man jo faktisk ind og giver et målrettet tilskud oven i en elevløn for at sikre, at voksne kan komme igennem uddannelsessystemet. Er der noget i vejen for, når man nu har den store velvilje på det her område, at vi kunne se på det oveni, eller hvad er det for en løsning, Dansk Folkeparti forestiller sig for unge mennesker på erhvervsuddannelserne, der er forsørgere?

Ordføreren.

Det, som vi forestiller os fra Dansk Folkepartis side, er, at vi kigger helt nøgternt på, hvilke økonomiske muligheder de her forsørgere på erhvervsuddannelserne har inden for det nuværende system. Vi ved jo, at de får elevløn. Det kan vi ikke rykke så meget ved, for det er arbejdsmarkedets parter, der afgør det. De har mulighed for som forsørgere også at få det her børnetilskud. Man kan få børnecheck, men der kan man sige, at det jo er noget, som alle får. Men jeg synes faktisk, at vi skal behandle det i de forskellige forligskredse, for som fru Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre også var inde på tidligere, er det her inde over en hel del forlig om AER, om velfærd, om SU, og der mener vi i hvert fald i Dansk Folkeparti, at vi gerne vil bidrage positivt til, at vi ser på det her med hensyn til forsørgerne i de forskellige forligskredse.

Hr. Carsten Hansen.

Det er jo ikke ukendt for de her to partier, at vi gerne vil gøre en særlig indsats på nogle områder, og det har vi gjort sammen med De Radikale og Venstre og De Konservative på voksenlærlingeområdet. Vi har gjort det for enlige forsørgere på SU, altså alle de fine uddannelser. KVU'erne, MVU'erne og DLVU'erne, alle de længerevarende og mellemlange uddannelser, har vi jo sikret, og det er en kæmpesucces. Jeg vil bare sige, at den der argumentation om, at man kan få forhøjet børnetilskud, og man kan få huslejen på socialkontoret osv., er den samme argumentation, som vi havde, inden vi gennemførte ordningen på SU-området. Det blev en enorm succes, og vi har fået rigtig mange igennem den vej rundt. Var det ikke rimeligt, at de andre også fik de muligheder?

Når nu Dansk Folkeparti siger, at de vil være med, kunne vi så ikke aftale, at vi skriver en beretning, hvor vi analyserer alle mulighederne, og så viser vores velvilje for at finde en løsning? Det kan godt være, at det skal give sig lidt hist og pist, men kunne vi ikke aftale, at vi i Uddannelsesudvalget efter den her første behandling får ministeren til at skrive en beretning sammen med Folketingets partier, der kundgør vores gode vilje, så vi får løst problemstillingen?

Ordføreren.

Nu siger hr. Carsten Hansen, at vi jo har været med til at sikre enlige forsørgere bl.a. et rigtig flot tillæg, hvis de er SU-modtagere, dvs. studerer på længerevarende uddannelser. Hr. Carsten Hansen siger også, at det er nogle fine uddannelser, men nu vil jeg også gerne agitere for – for jeg er selv erhvervsuddannet, jeg er kontorassistentuddannet – at det at have en erhvervsuddannelse også er en fin uddannelse. Vi bliver uddannet til rigtig, rigtig mange gode ting, så det vil jeg lige nævne.

Når det så er sagt, vil jeg også sige, som det er, at Dansk Folkeparti ikke står og blankt afviser, at vi skal gøre noget for forsørgerne på erhvervsuddannelsesområdet. Vi siger netop, at det her er en god anledning til, at vi kan få drøftet det her i de forskellige forligskredse for at se på helt nøgternt, hvordan de økonomiske rammer og forhold er for de forsørgende på erhvervsuddannelserne, således at vi kan gå ind og se, hvordan vi bedst kan skrue noget sammen, hvis der er behov for det.

En kort bemærkning fra fru Nanna Westerby.

Det undrer mig bare lidt, fordi ordføreren, fru Marlene Harpsøe, siger om de her elever på erhvervsuddannelserne, at hvis man er forsørger, så kan man søge en lang, lang række tilskud, og at man f.eks. kan få boligsikring eller børnecheck. Men det er vel ikke så meget anderledes, end hvad eleverne på de videregående uddannelser kan, bortset fra at de så får en dobbelt SU, at de så får en meget højere indtægt. Nu siger ordføreren, at erhvervsuddannelserne er lige så fine som de videregående uddannelser, men hvorfor er det så, at studerende på universitetet skal være bedre stillet og have en højere indkomst end elever på erhvervsuddannelserne?

Ordføreren.

Jeg beklager, hvis jeg ikke har fået sagt tydeligt nok omkring børnecheck og boligsikring, at det er noget, som alle kan søge om. Jeg vil gerne manifestere nu, at det selvfølgelig er rigtigt, som fru Nanna Westerby siger, at det kan man søge om, uanset hvem man er.

Når det så er sagt, så kom fru Nanna Westerby også ind på de fine uddannelser, som man nogle gange taler om, når man taler om de videregående uddannelser. Der er jo ikke nogen uddannelser, som ordføreren også var inde på, der er bedre end andre. Vi har alle sammen en funktion i det her samfund, og vi har alle sammen lige gode uddannelser, og derfor skal det selvfølgelig også sikres, at man, hvis man er forsørger, hvis man er mor eller far, så skal have nogle ordentlige økonomiske rammer, lige meget om man er på en videregående uddannelse eller på en erhvervsuddannelse, så man sådan set både kan sørge for, at man kan varetage sit barns tarv og også fortsætte på den uddannelse, som man går på. For som vi også tidligere har været inde på flere gange, så har vi en målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse. Den målsætning vil vi gerne fastholde i Dansk Folkeparti.

Fru Nanna Westerby.

Jamen det vil vi så sandelig også gerne i SF. Det er helt rigtigt, som ordføreren påpeger, at jeg virkelig ikke synes, at erhvervsuddannelser er mindre fine end universitetsuddannelser eller velfærdsuddannelser, jeg kan bare ikke rigtigt få det til hænge sammen, for lige nu er det sådan, kan man se af det beslutningsforslag, som De Radikale har gjort en rigtig godt stykke arbejde med og har lagt frem, at der er forskel på elever på velfærdsuddannelser og studerende på universiteter og på de lange videregående uddannelser. De sidste er bedre stillet end eleverne på velfærdsuddannelserne, hvis de får et barn. Og så er det bare, at jeg ikke forstår, at når nu Dansk Folkeparti går så meget op i, at erhvervsuddannelserne er lige så fine som de videregående uddannelser – og det er jeg helt enig i – hvorfor er det så, man ikke vil være med til at ligestille de to grupper af studerende?

Ordføreren.

Jeg synes rent faktisk, at Dansk Folkeparti nu her på talerstolen bliver angrebet meget mere, end der egentlig er behov for, for det, vi jo faktisk siger, er, at vi går positivt ind i det her og siger, at vi meget gerne vil være med til at se på de økonomiske forhold, som forsørgerne på erhvervsuddannelserne har. Dem vil vi meget gerne se på. Rent faktisk ligger det os meget på sinde, og derfor vil jeg også endnu en gang sige, at vi i hvert fald også ser frem til, at det her bliver lagt frem i de forskellige forligskredse.

Vi siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Nanna Westerby.

Det er meget sympatisk, at den lige blev kørt ned til mig (talerpulten er blevet sænket af den forrige ordfører).

Jeg vil først sige tak til De Radikale for at tage den her problemstilling op. Jeg skal være helt ærlig og sige, at vi i SF faktisk ikke har været opmærksomme på, at det er så omfattende en problemstilling, som det er. Det, vi taler om, er jo, at når elever på erhvervsuddannelserne går fra grundforløb til hovedforløb, mister de en række ekstra støttemuligheder, som man har, når man er SU-modtager, dvs. som dem på de videregående uddannelser har. Det gør, at man i nogle tilfælde mister over halvdelen af sin indtægt, og det er anslået ca. 3.000 unge, der bliver ramt af det her. Det synes jeg er ret mange, og vi har jo altså ikke været opmærksomme på, at det er så omfattende. Så det er vi rigtig glade for. Det er jo helt urimeligt, at de skal stilles anderledes end unge på de videregående uddannelser.

Som det også er blevet sagt af Socialdemokratiets ordfører, har vi jo rigtig længe på de videregående uddannelser haft fokus på at sikre bedre forhold og indtægtsgrundlag for forsørgere for at sørge for, at de også kan fortsætte med deres uddannelse. Det er en helt, synes jeg, naturlig ting i et velfærdssamfund, og det er helt oplagt for at øge antallet af unge, der tager en uddannelse. Jeg synes, at det er oplagt at have det fokus også på erhvervsuddannelserne, så vi støtter det her lovforslag.

Så vil jeg bare også sige, og det synes jeg også at vi skal bide mærke i, at jeg har hørt fra – indtil videre i hvert fald – Venstre og Dansk Folkeparti, at man gerne vil arbejde videre med den her problemstilling. Jeg synes, det er ærgerligt, at beslutningsforslaget ikke kan blive vedtaget, men det synes jeg da at vi skal holde de to partier op på, og jeg synes også, at det er rigtig positivt, at der kommer de trods alt så imødekommende udmeldinger, som der gør. Så jeg vil bare sige, at det synes jeg at vi alle sammen skal notere os.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Charlotte Dyremose.

Jeg kan jo så starte med at glæde mig over, at pulten allerede er blevet sænket (munterhed) .

Fra konservativ side kan vi heller ikke støtte beslutningsforslaget. Som udgangspunkt synes vi altså ikke, at vi herindefra skal gå ind og blive en del af reguleringen af de kollektive overenskomster. Man kan måske sådan set også undre sig en lille smule over, at visse andre partier synes, det er en god idé, at vi herindefra blander os meget i de kollektive overenskomster; det synes vi som udgangspunkt man skal passe enormt meget på.

Jeg vil også sige, at her er der selvfølgelig en relevant problemstilling, særlig for dem det går ud over, og jeg synes derfor også, at ministeren skal have ros for den konstruktive tilgang ved at sige: Lad os dog tage en drøftelse med arbejdsmarkedets parter.

Jeg er også blevet en lille smule klogere i løbet af debatten. Jeg troede egentlig indledningsvis, at det her måske var noget, vi skulle se på i forskellige forligskredse. Men det er i hvert fald væsentligt, at uanset om man synes, det er nok eller ej, eller om det er den rigtige måde eller ej, skal vi selvfølgelig også se det her i sammenhæng med de ydelser, der er i forbindelse med den sociale lovgivning. Det, der er væsentligt, er jo, hvordan den enkeltes økonomi ser ud. For den enkelte er det dybest set et spørgsmål om, hvordan økonomien ser ud, og måske mindre væsentligt, hvilken kasse pengene lige kommer fra.

Men jeg må altså også sige, at der er noget, som undrer mig såre. Sådan som jeg umiddelbart forstår det nu – det kan være fru Marianne Jelved kan be- eller afkræfte, om min forståelse er rigtig – kan det vel ikke være sådan, at når nu vi ved, at der er forskellige elevlønninger på forskellige overenskomstområder, skal vi herinde bare give hinanden håndslag på, at AER-bidraget, som kommer fra alle virksomheder, skal gå til at fylde hullerne op på de områder, hvor man har indgået nogle overenskomster, der har nogle i vore øjne for lave elevlønninger. Det kan ikke være målet med det her beslutningsforslag, og hvis det er tilfældet, er vi i hvert fald lodret imod.

Derfor synes jeg faktisk, at den mest konstruktive tilgang til det her er lige præcis det, ministeren har foreslået, nemlig at man tager en dialog med parterne og siger: Hør her. Der er altså nogle grupper på nogle overenskomstområder, som står i en situation, der er betydelig ringere i de perioder, hvor de får elevløn, i forhold til i de perioder, hvor de kan få SU. Det er jo en relevant problemstilling. Men vi skal bare lige huske, at der også er overenskomstområder, hvor elevlønningerne er højere og man derfor har bedre vilkår, mens man får sin løn, end mens man får sin SU.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om en relevant problemstilling. Jeg mener bare ikke, at det her beslutningsforslag er den rigtige måde at løse den på. Jeg mener, at dialog er den mest konstruktive vej til at løse de problemstillinger, som denne gruppe unge har. Jeg er heller ikke nødvendigvis sikker på, at det lige er så fantastisk at give større lånemuligheder, for man skal altså lige huske, at det lån på et eller andet tidspunkt jo også skal betales tilbage, og spørgsmålet er, om det er lykken.

Fra konservativ side må vi sige, at det er utrolig vigtigt, at man kan kombinere uddannelse og det at have børn, og i det danske samfund har vi selvfølgelig alle sammen et fælles ansvar for, at alle unge mennesker har mulighed for det. Derfor ligger en del af det ansvar jo også hos de parter, der indgår de kollektive overenskomster, hvorunder elevlønningerne hører, så skulle vi ikke alle sammen sige til ministeren: Top, lad os tage den konstruktive dialog og se, om vi ikke ad den vej kan løse problemet uden at begynde at bryde overenskomsttraditionen?

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Frank Aaen.

Tak for det, og tak til Det Radikale Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget og gøre opmærksom på dette yderst relevante problem, som vi selvfølgelig støtter skal løses. Det skal ikke være sådan, at forsørgere på uddannelser, hvor der er praktik, skal stilles ringere end forsørgere, der er på uddannelser med SU, for det er altså ikke sådan, at det er billigere at købe bleer eller klapvogne, hvis man er i lære som frisør, end hvis man læser dansk på universitetet. Det ved alle herinde jo, de ved også, at de har en dårlig sag, når de afviser beslutningsforslaget, og derfor tryller de alle mulige mærkelige argumentationer frem i stedet for at tage stilling til, om der er et problem, og at problemet skal løses.

Jeg fik heldigvis overbevist ministeren – det ændrede ikke ministerens holdning til beslutningsforslaget, men teknisk fik jeg dog overbevist ministeren – om, at man selvfølgelig uden at blande sig i forhold, der skal afgøres af arbejdsmarkedets parter, jo kan tildele et tilskud til de pågældende mennesker, så de bliver sidestillet med andre under uddannelse. Der er jo masser af eksempler på begunstigende ordninger for dele af grupper på arbejdsmarkedet. Det kan man selvfølgelig også lave her, og det ville kun få ros fra både Dansk Industri og LO og alle andre på arbejdsmarkedet. De ville rose regeringen for at gøre noget på det her område, det er jeg helt sikker på, så ministeren behøver slet ikke være nervøs for at komme frem og løse problemet. Det er jo ikke noget, der er særlig dyrt, og det er bare et spørgsmål om simpel retfærdighed.

Jeg vil nok sige, at hvis det er sådan, at man ønsker, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en erhvervsuddannelse, er det her jo en af de sten, der er på vejen for at nå det mål. Jeg kan slet ikke forstå, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti med deres egen målsætning om at sørge for, at folk får en uddannelse, ikke straks går til sagen og siger: Her er et problem, vi ikke har set, og det vil vi gerne løse. Det er underligt: Nogle gange har regeringen det ligesom sådan, at når den ser et problem, der oven i købet nemt kan løses, skal det i hvert fald ikke være oppositionen, der foreslår løsningen. Så bliver det afvist, og så finder man en eller anden mærkelig argumentation for at afvise det. Når nu alle her i Folketinget enige om, at her er der et problem, der skal løses, vil jeg sige til regeringen: Se at få det løst!

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marianne Jelved.

Ja tak. Jeg har lyttet rigtig grundigt til de svar, der er kommet fra ministeren og fra ordførerne, og hvis jeg skal trække en streg og tælle sammen, vil jeg sige, at jeg ikke har hørt nogen, der var imod, at der skulle findes en løsning. Det vil jeg gerne sige tak til alle for. Jeg vil også gerne, så hurtigt det kan lade sig gøre, gå sammen med ministeren til arbejdsmarkedets parter, for så er det gjort. Det er ikke, fordi jeg tror, der kommer en løsning ud af det her og nu, men så må vi vurdere situationen ud fra det. Det tilsagn vil jeg gerne tage imod og kvittere positivt for over for ministeren for.

Så vil jeg sige, at baggrunden for det her forslag er en række henvendelser inden for det seneste år fra unge piger, der går på erhvervsuddannelserne, bliver gravide og pludselig opdager, at de skal leve med et barn for godt og vel 7.000 kr. om måneden. Det kan de ikke, og så skriver de til mig, jeg ved ikke, hvorfor de har fundet mig, men det har de så gjort, og jeg har haft to konkrete eksempler med relativt kort mellemrum. Jeg siger til dem, at de skal gå til kommunen og spørge socialforvaltningen om, hvad der er af muligheder der. Det har de allerede gjort, og de vil gerne gøre det en gang til for at overbevise mig om, at de får det svar i forvaltningen, at der ingen muligheder er. Når de er under uddannelse, har de den elevløn, de nu har, og der er ingen mulighed for, at socialforvaltningen kan give dem nogen penge oven i det.

Så det med, at der er en lille ydelse på 5.000 kr., er en gammel historie, som jeg mener er afskaffet, fordi vi ændrede SU-lovgivningen. Det var en nødløsning, vi lavede på foranledning af Enhedslisten engang i 1990'erne under Nyrupregeringen. Så den løsning er der ikke. Jeg har så henvendt mig på deres uddannelsessteder og spurgt deres vejledere, administrationen osv., hvad man gør. Og man har ikke nogen mulighed for at gøre noget i de situationer.

Det er klart, at det drejer sig om de unge piger, som står i situationen og ikke ved, hvor de skal hente nogen penge henne, fordi deres elevløn er af en bestemt størrelse under de godt og vel 10.000 kr., som Forbrugerstyrelsen angiver at være den størrelsesorden, et månedligt beløb skal være af, for at man kan leve med et barn. Derfor må jeg sige, at der ikke er nogen steder i dag, hvor der findes en løsning på det her problem. Det synes alle partier i Folketinget er for dårligt, har jeg lyttet mig til, og derfor er jeg fortrøstningsfuld, med hensyn til at vi kan finde en løsning på det.

Jeg også fået henvendelser fra frivillige foreninger, bl.a. Boligfonden for enlige mødre og fædre, som også oplever, at de pludselig står med en situation, hvor en mor, ofte enlig, ikke er i stand til at forsørge sit barn selv og egentlig gerne vil i uddannelse. De henvender sig så professionelt til kommunen, hvor den pågældende bor, og får svaret, at der ikke er noget at komme efter, hvis man er under uddannelse. Så kan de selvfølgelig søge nogle stipendier til dem, men det er jo heller ikke en løsning for fremtiden.

De har også forsøgt i boligforeningen at appellere til kommunerne om at give dem voksenelevløn, når de har den alder, hvor det kan lade sig gøre, og så har de været så – i anførselstegn – heldige at få det svar, at det bruger de ikke i den pågældende kommune.

Jeg nævner de her eksempler for at vise, at det er rigtig, rigtig træls, at den meget store, lykkelige begivenhed, det er at få et barn, hvilket jo er et mirakel i sig selv, medfører, at ingen i Velfærdsdanmark er i stand til at give dem den hånd, de har brug for på det givne tidspunkt.

Når vi er i den situation, at der er nogle af de unge, som må leve for en overenskomstfastsat elevløn – det er jo korrekt, som ministeren og andre har nævnt det – som ligger et godt stykke under de 10.700 kr., som discountbudgettet bør være efter Forbrugerstyrelsens opfattelse, så er vi nødt til at gribe ind og finde en løsning. Det behøver selvfølgelig ikke være en model som den, der er beskrevet i beslutningsforslaget. Vi er helt åbne over for at finde andre modeller. Det kunne også være, at vi ikke skulle spørge undervisningsministeren, men at vi skulle spørge socialministeren for at finde en løsning der, hvis ikke arbejdsmarkedets parter inden for en relativ kort horisont er i stand til at bidrage med en løsning.

Jeg synes ikke, vi kan sidde og forhandle i andre fora om en 95 pct.-målsætning og en 85 pct.-målsætning til næste år og så ikke ville løfte en opgave, som gør, at ca. 3.000 unge mennesker er udsat for problemer, hvis man forudsætter, at det er det samme adfærdsmønster på de erhvervsfaglige uddannelser, som det er på de SU-berettigede uddannelser. Det er sådan, at 2.100 er enlige forsørgere på SU efter SU-styrelsens statistik, mens 800 er samboende med en anden uddannelsessøgende. Ud over at de kan opnå en SU på godt 10.000 kr., kan de altså også låne godt 3.000 kr. ved siden af.

Det er heller ikke givet, at man skal give den lånemulighed over SU, man kan sagtens gøre det på en helt anden måde, det er klart, men jeg konstaterer nu, at der er en positiv holdning hos alle partier til at finde en løsning. Der er en række partier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, der har sagt fuldstændig ubetinget ja til at gå ind i det, andre partier har været positive i deres meldinger, og ministeren er kommet med et konkret forslag, som jeg ikke vil lade være uforsøgt.

Så vi mener i Det Radikale Venstre, at vi skal arbejde hurtigt på den her sag, fordi der faktisk er en masse unge mennesker, der venter på, at vi også kan løse den her opgave. Ikke fordi de ikke gerne selv ville, men fordi de har begivet sig ind på en uddannelse, der giver dem bestemte vilkår.

Vi accepterer i Det Radikale Venstre, at det er sådan, og at overenskomsterne er, som de er, men hvis ikke vi kan få arbejdsmarkedets parter til at finde en løsning ret hurtigt, bliver vi nødt til at gå et andet sted hen og finde den løsning.

Så med den reaktion her håber jeg, at alle har noteret sig de positive tilgange og ønsker om også at drøfte det i forskellige forligskredse. Dette vil vi selvfølgelig også foranledige ret hurtigt. Så tak for behandlingen.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.