Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Forespørgsel nr. F 12:

Forespørgsel til forsvarsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om de overvejelser, der ligger til grund for køb af nye kampfly, og om, hvad de påtænkte fly skal bruges til?

Af Frank Aaen (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Anmeldelse 29.10.2009. Fremme 03.11.2009).

Vi afventer lige, at alle aktører kommer til stede. Fordelen ved, at der er sådan et lille ophold, er, at alle så kan få talt af og talt ud, så der bliver tid og ro til at høre alle de gode indlæg, der kommer fra ordførerne og ministeren. Det er jo en kæmpe fordel. Så på den måde er det jo ikke spildtid.

Så tror jeg, vi er klar til forespørgsel nr. F 12. Og den første, der får ordet, og det er for begrundelse, er ordføreren for forespørgerne, hr. Frank Aaen.

Tak. Vi vil i dag gerne have en debat om, hvorvidt Danmark skal købe nye kampfly, hvilke begrundelser der er for det, og hvad behovet er for at investere i nye kampfly. Baggrunden er jo den enkelte, at et meget bredt flertal i Folketinget, dvs. alle partier fra Dansk Folkeparti og over til SF, har vedtaget, at Danmark skal anskaffe nye kampfly. Det er formentlig den største militære investering i nyere tid, der er lagt op til. Der er tale om indkøb af fly, vi ikke kender prisen på, men 20 mia. kr. er nok et lavt bud. Det er fly, som man i hele deres levetid, altså den tid, de skal være i drift, må regne med løber op i en udgift på i alt 90 mia. kr. Det er altså virkelig en udgift af betydning, der her er tale om.

Det er sådan, at forligskredsen i øjeblikket – går jeg ud fra, for vi ved det ikke helt – dvs. forsvarsordførerne fra de nævnte partier plus regeringen, sidder bag lukkede døre og drøfter, hvad vi skal købe, og hvornår vi skal købe. Men det er jo samtidig også blevet sagt i forbindelse med forsvarsforliget, som de partier har indgået, at vi skal have en åben debat om det – dvs. en åben debat, hvor beslutningsgrundlaget lægges frem, hvor befolkningen inddrages, og hvor Folketinget inddrages, inden der træffes beslutning.

Derfor vil vi jo gerne vide helt præcis, hvor langt man er kommet i forberedelserne til at træffe beslutning om det her indkøb, og hvordan man havde tænkt sig at inddrage befolkningen i en åben debat, inden beslutningen træffes. Her mener jeg ikke den formelle beslutning, som skal træffes her i Folketingssalen, men den reelle beslutning, som træffes af forligspartierne. Hvor langt er man kommet med det, og hvordan vil man få en åben debat og ikke bare komme med noget, vi skal tage til efterretning?

Så er der et spørgsmål, som jeg vil bruge en del tid på at fokusere på i dag: Hvad skal vi bruge de nye fly til? Hvad skal vi bruge et bombefly, som det jo reelt drejer sig om, til i den moderne verden? For uden at have et godt svar på, hvad det er, de skal bruges til konkret – ikke abstrakt, men konkret – er det vel ikke meningen, at man skal investere et kæmpemæssigt milliardbeløb. Det vil jo være skadeligt for samfundsøkonomien. Det vil udelukke os fra en lang række andre beslutninger, som vi i stedet for kunne træffe, om, hvad vi vil bruge pengene til, og det vil også have betydning for, hvilken forsvars- og sikkerhedspolitik Danmark skal føre fremover.

Tak til hr. Frank Aaen for begrundelsen. Så er det forsvarsministeren til besvarelse af forespørgslen.

Det er efterhånden blevet en tradition – og jeg synes en god tradition – at jeg med jævne mellemrum skal besvare en forespørgsel vedrørende de nye kampfly.

Første gang var i november 2006 og senest var i februar 2008, og begge de to foregående gange har der været fokus på processen vedrørende anskaffelse af kampfly. Denne gang er fokus dog anderledes. Spørgsmålet handler nu, som allerede sagt af hr. Frank Aaen, om begrundelsen for anskaffelsen af de nye kampfly og den fremtidige anvendelse af flyene. Det vælger jeg at opfatte som udtryk for, at processen omkring anskaffelse af nye fly efterhånden er formidlet i en sådan grad, at den både er forstået og accepteret bredt.

Det er en lang og meget omfattende proces, og derfor kan jeg godt forstå, at man en gang imellem har behov for lige at få genopfrisket baggrunden og historikken i kampflyprocessen. Det vil jeg selvfølgelig forsøge at gøre i det efterfølgende.

Den 24. juni 2009 indgik vi et historisk bredt forsvarsforlig i Danmark for perioden 2010-2014. Syv ud af otte partier i Folketinget står bag aftalen. Et af emnerne i forsvarsforliget er en kommende anskaffelse af nye kampfly. Forslaget indeholder bl.a. en beslutning om at fastholde kampflykapaciteten på lang sigt. Det betyder, at de nuværende F-16-fly på et eller andet tidspunkt skal udskiftes med nye kampfly. Forliget fortæller os dog ikke, hvornår det skal ske, eller hvilket nyt kampfly der skal være F-16-flyets afløser. Det bliver besluttet ved særskilte politiske forhandlinger inden længe. Men mere om det senere.

Som antydet i indledningen omfatter baggrunden for anskaffelse af nye kampfly dog mere end forsvarsforliget 2010-2014. Hvis vi tager forliget dækkende 1995-1999 – altså, for præcis 14 år siden, den 8. december 1995 indgik man en aftale om forsvarets ordning for 1995-1999 – så besluttede man deri at nedsætte Udvalget vedrørende forsvarets materiel samt Forsvarskommissionen af 1997 eller UFOM-97 og FKOM-97, som man også kaldte dem.

FKOM-97 havde generelt til opgave at overveje, hvilke ændringer i forsvaret der måtte være nødvendige i lyset af den sikkerhedspolitiske udvikling. I forlængelse heraf skulle FKOM-97 vurdere forslag om materielanskaffelser som beskrevet i UFOM-97.

Forsvarskommissionen fra 1997 anbefalede bl.a. at opretholde den eksisterende kampflystruktur, altså den med F-16-flyene, samt at starte de indledende forberedelser til erstatning for F-16-fly. Som begrundelse beskriver Forsvarskommissionen følgende, og jeg citerer:

»Kampflyprojekter karakteriseres imidlertid ved meget lange og omkostningskrævende udviklingsforløb. Det indebærer, at forsvaret allerede på nuværende tidspunkt har et behov for at følge potentielle kampflyprojekter, der forudses at kunne erstatte F-16 efter 2011. Formålet hermed er blandt andet at være i besiddelse af et konsolideret beslutningsgrundlag for valg af fly til erstatning for F-16, når dette bliver aktuelt.«

Samtidig konkluderede FKOM-97, at en tidlig deltagelse i Joint Strike Fighter-projektet kunne rumme fordele for forsvaret og dansk industri, idet projektet gav mulighed for aktiv dansk deltagelse og tidlig involvering af dansk industri.

Ca. 3½ år senere, den 25. maj 1999, indgik man en aftale om forsvarets forordning dækkende perioden 2000-2004. I forligsteksten bekræftede og videreførte man arbejdet med at forberede en erstatningsanskaffelse for F-16-flyene.

I forbindelse med indgåelse af det nuværende forsvarsforlig, som skete den 10. juni 2004, blev relevansen af en kampflykapacitet endnu en gang bekræftet. I dette forlig sammenkædede man endvidere en dimensionering af den aktuelle kampflystruktur med mulighederne for på sigt at indfase et nyt kampfly ved følgende formulering, og jeg citerer:

»Herudover udgør opdaterede F-16 fly fortsat en betydelig kapacitet i relation til den hjemlige suverænitetshævdelse (afvisningsberedskab) og relevant deltagelse i internationale operationer, herunder deltagelse i »NATO’s Response Force«. Den samlede kampflystruktur, herunder antallet af operative fly, tilpasses i overensstemmelse med aktuelle opgaver og under hensyn til F-16 flyets samlede levetid og mulighederne for på sigt at indfase et nyt kampfly.«

Endvidere videreførte man endnu en gang de igangværende forberedelser til en erstatningsanskaffelse for F-16-flyene.

Det bringer os så tilbage til forsvarsforliget fra 2010-2014 og forberedelserne til det forlig, vi indgik her i sommer. Den 16. januar 2008 nedsatte regeringen Forsvarskommissionen af 2008, det er så det, der hedder FKOM 2008. FKOM 2008 var sammensat af politikere fra samtlige partier i Folketinget samt en lang række civile eksperter og embedsmænd.

Formålet var primært at bidrage til forberedelserne af forsvarsforliget 2010-2014, men FKOM 2008 skulle samtidig have et længere perspektiv vedrørende forsvarets udvikling frem mod 2025. Som en del af overstående skulle FKOM 2008 overveje spørgsmålet om anskaffelse af nye kampfly til erstatning for forsvarets F-16-fly. Som jeg også nævnte i min besvarelse af forespørgsel F 4 den 29. februar sidste år vedrørende køb af nye kampfly, var det FKOM selv, der fastsatte, hvorledes kampflyspørgsmålet blev behandlet. Jeg havde dog en forventning om, at FKOM ville forholde sig til, om Danmark også fremover skulle råde over kampfly, og det skulle vise sig, at mine forventninger på det her område blev indfriet.

FKOM 2008 afleverede sin beretning den 26. marts 2009. Forsvarskommissionen vurderede heri, at kampfly skulle løse nationale opgaver på både kort og lang sigt, og Forsvarskommissionen vurderede ligeledes, at der inden for alle områder af konfliktspektret vil være relevante opgaver for kampfly i internationale operationer. Det er således Forsvarskommissionen af 2008’s opfattelse, at forsvaret fortsat skal opretholde en kampflykapacitet.

Rapport fra udvalget vedrørende forsvarets materiel 2007 er bilagt beretningen, og i denne rapport redegøres bl.a. for F-16-flyenes vurderede restlevetid. Her fremgår det, at en levetid ud over 2020 er tvivlsom og er med væsentlige konsekvenser til følge. F-16-redegørelsen fra 2007 er gengivet i selve Forsvarskommissionens rapport. Relateret til kampfly fremgår det også af rapporten, at ubemandede fly ikke kan erstatte bemandede kampfly inden for en overskuelig fremtid, og Forsvarskommissionens rapport og anbefaling om at fastholde en kampflykapacitet på længere sigt ses derfor at være baseret på, at der på sigt anskaffes nye kampfly til erstatning for vores nuværende F-16-fly.

Det forsvarsforlig, som blev vedtaget i sommer, og som starter her den 1. januar 2010, er det bredeste forlig i mands minde med mere end 97 pct.s tilslutning her fra Folketinget. I det nye forsvarsforlig, som starter lige om et øjeblik, er forligspartierne enige om, at forsvaret skal opretholde en kampflykapacitet til at løse nationale opgaver samt opretholde en kapacitet til deltagelse i internationale operationer med kampfly. Forliget tydeliggør, at kampflykapaciteten på kort sigt udgøres af de eksisterende F-16-fly, mens den på længere sigt indebærer en anskaffelse af nye fly. Som jeg indledte med at fortælle, har vi derfor truffet en politisk principbeslutning om at anskaffe nye kampfly til erstatning for F-16-fly, og inden længe skal vi så i forligskredsen beslutte, hvornår det skal ske, og hvilke fly der skal afløse F-16-fly.

Hvad vi så tænkt os at de nye kampfly skal anvendes til? Ja, nu er det som bekendt vanskeligt at spå om fremtiden, men man går næppe helt galt i byen ved at kaste et blik på historien i den forbindelse. F-16-flyene blev leveret omkring 1980 tilbage under den kolde krig, og flyene blev anskaffet med det primære formål at indgå i Danmarks og dermed NATO's integrerede luftforsvar mod den potentielle fjende fra øst, den gamle Warszawapagt. Dette var også scenariet, der blev indøvet i den første halvdel af F-16-flyenes levetid.

Herefter har historien dog vist sig at have en anden udvikling, end man havde kunnet forudse. F-16-flyene var under Operation Allied Force i Kosovo primært indsat i en luftforsvarrolle. Det var den rolle, flyene var anskaffet til. Operationerne i Kosovo afslørede imidlertid et behov for at kunne anvende flyene mere fleksibelt. Nogle år senere i Afghanistan under Operation Enduring Freedom blev flyene primært indsat i operationer mod mål på jorden til støtte for bl.a. den danske hær. Dertil kommer, at F-16-flyene ved flere lejligheder har været udsendt for at varetage suverænitetshåndhævelse på vegne af NATO i luftrummet over Balkan og over Island. Fokus har således ændret sig fra udelukkende at omfatte luftforsvar til at omfatte et bredere opgavespektrum, der bl.a. også involverer våbenaflevering mod mål på landjorden.

Senest har vi også set eksempler på alternative opgaveløsninger med F-16-fly i forbindelse med klimatopmødet, hvor flyene med deres overvågningssystemer har sikret politiet og beredskabet et opdateret billedmateriale af Københavnsområdet i 3D til brug for en eventuel indsats. Derudover er jeg opmærksom på, at man eksperimenterer med anvendelse af F-16-flyenes overvågningssystemer til at lokalisere vejsidebomber, og endelig har politiet for nylig også fået støtte fra F-16-fly ved eftersøgning af en forsvunden person. Her har F-16-fly mulighed for at afsøge større områder, igen ved brug af overvågningssystemer.

Det bredere behov for visse opgavetypers vedkommende har medført en øget belastning af F-16-flyene, da de pludselig har skullet bære en noget tungere våbenlast. Derudover stiller aflevering af præcisionsvåben under alle forhold også væsentlig større krav til måludpegningsudstyr og andet udstyr. Det har derfor været nødvendigt med en større modifikation samt en løbende opdatering for at holde flyene tidssvarende og operativt relevante. Her er det dog vores held, at vi langtfra er den eneste nation, der i den periode har anvendt F-16-fly og fået behov for en omstilling af opgaveporteføljen. De nødvendige modifikationer og opdateringer har derfor kunnet gennemføres i samarbejde med en lang række lande, hvorved risikoen og omkostningerne forbundet hermed er reduceret betragteligt.

Hvorfor fortæller jeg nu om vores positive erfaringer med de nuværende kampfly? Jo, det er jo, fordi historien tydeligt viser, at vi ikke evner at spå om alt i fremtiden. Og for så vidt angår nye kampfly, taler vi om perioden frem til 2050 eller måske endnu længere frem, dvs. minimum 40 år ud i fremtiden. Der er jo ikke nogen, der ved, hvad forsvaret står over for på så lang sigt. Det kan vi umuligt vide i dag. Derfor er det også vitalt, at vi anskaffer fleksible og bredt anvendelige kapaciteter til forsvaret, så de i yderste konsekvens hurtigt kan omstilles til en alternativ opgaveløsning. Som nævnt i rapporten fra Forsvarskommissionen i 2008, er det lige præcis, hvad der er kampflyenes kapacitet, nemlig at være fleksible og bredt anvendelige. Det viser historien også tydeligt.

Adspurgt i dag, hvad nye kampfly skal anvendes til, vil jeg naturligvis indledningsvis pege på de opgaver, som F-16-flyene tidligere udførte, og som jeg lige har redegjort for. Moderne kampfly som de tre typer, der kandiderer i den danske kampflykonkurrence, er mere end bare en krigsmaskine. Deres avancerede sensor- og kommunikationssystemer betyder, at flyene kan anvendes i en lang række opgaver, som tidligere ikke har kunnet løses eller krævede en lang række forskellige kapaciteter for at kunne løses.

Med udviklingen af den moderne generation af kampfly er der også sket en stor udvikling inden for radarteknologi og optiske sensorer, og det betyder, at fremtidens kampflys evne til at gennemføre overvågning og efterretningsindhentning i internationale operationer samt overvågning af nationale interesseområder bliver markant forbedret.

Derfor bør også anvendelse af kampfly i relation til overvågning og suverænitetshåndhævelse i det arktiske område overvejes, hvilket forsvarsforliget 2010-2014 da også tager højde for. Og som Forsvarskommissionens rapport peger på, kan fremtidens kampfly og deres stærkt forbedrede sensorer og kommunikationsmidler også nyttiggøres i samfundets samlede krise- og katastrofeberedskab eksempelvis til at skabe overblik over katastrofeområder eller i forbindelse med eftersøgningsopgaver og lignende, ganske som F-16-fly også anvendes i dag, blot med større effekt med de nye kampfly.

I en verden, hvor forholdene stedse ændres, og hvor kravene til forsvarets kapaciteter således også forandres løbende, er det essentielt at anskaffe fleksible og bredt anvendelige kapaciteter som eksempelvis kampfly, og det er min opfattelse, at kampfly altid vil være en relevant og efterspurgt kapacitet både nationalt og internationalt.

Hvor meget og hvordan vi så beslutter os for at anvende flyene i internationale operationer er jo op til de politiske beslutningstagere. Det skal jo afvejes med hensynet til forsvarets øvrige kapaciteter, økonomiske hensyn og andet. Det rokker dog ikke ved kampflyenes relevans.

Når jeg nu alligevel har ordet, vil jeg bruge et par minutter på her til sidst at tale om den beslutning, som udestår, nemlig beslutningen om et foreløbigt typevalg samt tidspunktet for anskaffelsen af nye kampfly.

Færdiggørelsen af beslutningsgrundlaget nærmer sig generelt sin afslutning. Herefter skal det samlede beslutningsgrundlag gennemgå en afsluttende ekstern kvalitetssikring i sin helhed. Der vil være tale om det mest gennemarbejdede og omfattende beslutningsgrundlag, der nogen sinde er lavet i relation til en af forsvarets materielanskaffelser. Der er så vel Rigsrevisionen som statsrevisorerne enige i. På baggrund af ca. 18 måneders undersøgelse af kampflyprojektet er det netop den udtalelse om kvaliteten af beslutningsgrundlaget, man støder på som det første, når man læser resultatet af Rigsrevisionens undersøgelse. Rigsrevisionen udtrykker også tilfredshed med – det er lidt ligesom at få ros ovre i Jylland – at vi anvender ekstern kvalitetssikring.

Det er en særdeles omfattende og grundig ekstern kvalitetssikring, der gransker hele beslutningsgrundlaget og alle de bagvedliggende dokumenter meget nøje. Og netop måden, kvalitetssikringen udføres på i kampflyprojektet, giver faktisk ganske værdifulde erfaringer til den fremtidige brug af kvalitetssikring på forsvarsområdet.

Jeg er således fortrøstningsfuld, når jeg inden længe kan fremlægge det samlede beslutningsgrundlag og starte de politiske forhandlinger vedrørende nye kampfly.

Ved afslutningen af den seneste forespørgsel om kampfly tilbage i februar 2008 sagde jeg, at udsigterne til den kommende periode virkede lovende. Jeg fremhævede den kommende rigsrevisionsrapport samt Forsvarskommissionens 2008-behandling af spørgsmålet om nye kampfly. Vi har nu fået rapporten fra en særdeles grundig rigsrevisionsundersøgelse, der som sagt har stået på i 18 måneder, og undersøgelsens resultater er set fra min stol positive. Derudover har FKOM 2008 og senest forsvarsforliget 2010-2014 bekræftet relevansen af en kampflykapacitet og truffet beslutning om, at forsvaret skal opretholde den nuværende kampflykapacitet også på længere sigt og dermed anskaffe nye kampfly.

Tilbage er nu kun udmøntningen af denne beslutning i form af et foreløbigt typevalg af nye kampfly og tidspunktet for anskaffelsen af disse. Jeg synes derfor nok engang, at udsigterne til den kommende periode virker lovende, idet vi kan se frem til de kommende politiske forhandlinger om nye kampfly.

Min afsluttende replik skal være den samme som de to foregående gange: Jeg har til hensigt fortsat at arbejde for, at beslutningsprocessen omkring anskaffelse af nye kampfly foregår åbent og på et uvildigt og gennemskueligt grundlag.

Tak til forsvarsministeren for besvarelsen.

Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Frank Aaen, Enhedslisten, som ordfører for forespørgerne.

Tak, og tak for besvarelsen. Man kan jo sige, at i besvarelsen af, hvad de her fly skal bruges til, refererer ministeren til en lang række anvendelser af F-16-fly, der har været brugt her på det seneste.

Man kan i hvert fald godt sige, at der er to grundtyper af operationer i det, som ministeren henviser til. Den ene er patruljeringsopgaver af forskellig art, altså hvor man flyver rundt og holder øje med alt fra forurening, til om der kommer fremmede fly ind i luftterritorier, hvor de ikke skal være. Den anden grundtype er til der, hvor man ønsker at sætte fly ind i væbnede internationale konflikter, f.eks. til bombning, som det skete i Afghanistan.

Jeg synes i virkeligheden, at det er en meget kompliceret og teknisk debat, som hurtigt kan blive for forsvarseksperter, militæreksperter og nørder, og som muligvis skulle skæres ned til det helt essentielle: Hvad er det, vi skal bruge? Det afgørende svar på det spørgsmål er jo, om vi har brug for fly til overvågning og en lang række andre opgaver af den type, eller om vi har brug for et fly, der også er i stand til at kaste med bomber og er i stand til at indgå i amerikansk ledede operationer, hvor det går ud på at nedkæmpe en fjende på jorden.

Det er de to grundtyper – og jeg kan se, at forsvarsministeren nikker – og derfor er det jo i virkeligheden det, vi bør debattere, nemlig om vi skal foretage en investering på mindst 20 mia. kr. ved indkøb og en driftsudgift over en årrække, så beløbet i alt kommer op på måske 90 eller 100 mia. kr., med det formål at have kapaciteten til at kunne bombe, eller om vi skal være meget mere åbne i vores muligheder ved at sige, at der er brug for overvågning af Grønland, at der er brug for overvågning af vores nærområder, og at der sikkert bliver meget mere brug for nogle fly oppe i Arktis for ligesom også at overvåge den skibstrafik, der bliver oppe i området. Vi har også brug for at vejlede fly. Der er jo ikke nogen, der lige er på vej til at angribe Danmark med fly, men der er brug for at vejlede fly og holde øje med, hvad der kommer ind i vores eget luftrum.

Jeg synes jo i virkeligheden, at ved meget snart at træffe beslutning om, at det skal være bombefly, har man altså sagt, at en meget stor del af vores militære kapacitet, vores sikkerhedspolitiske kapacitet og vores internationale kapacitet til at hjælpe udviklingen ude i verden skal vi overvejende prioritere ud fra ønsket om at deltage i bombeoperationer. For hvis vi valgte den anden vej, kunne vi jo få væsentlig billigere fly og flere forskellige fly, der var mere tilpasset forskellige opgaver, end et bombefly er. Et bombefly er i hvert fald på grund af sin omkostning mest fokuseret på den ene opgave, nemlig – som det så pænt hedder på militærsprog – aflevering af våben mod jorden.

Jeg synes, at den debat, vi står over for, handler om, om vi skal prioritere at deltage i flere Irakkrige og flere Afghanistankrige og købe bombefly ud fra den målsætning, eller om vi skal sige, at vi har brug for at kunne patruljere i dansk luftrum, brug for at patruljere i grønlandsk luftrum, over Færøerne og de arktiske egne, afhængigt af hvad vi aftaler med de pågældende lande i områderne. Er det det, de skal? Skal vi prioritere transportfly, så vi kan flyve nødhjælp og fredsbevarende styrker ud, hvis vi ønsker at deltage i freds bevarelse og indgåelse og styrkelse af fredsaftaler og -udvikling, eller skal vi prioritere ud fra at deltage i internationale væbnede konflikter? Der er der oven i købet stor tvivl om, om vi overhovedet har en rolle at spille – det nævner jeg bare i en parentes – fordi amerikanerne jo under alle omstændigheder vil være rygraden i internationale væbnede operationer med deltagelse af kampfly. Der vil de jo være rygraden under alle omstændigheder, og nogle militærfolk har så spurgt: Mon de overhovedet er interesseret i at have Danmark rendende rundt om benene, når de, om jeg så må sige, er i gang med det store værktøj, og hvor vi under alle omstændigheder, selv om det er dyrt, kommer med en relativt lille kapacitet?

Efter vores opfattelse er der brug for at tage den debat, og jeg synes, at vi er nødt til at tage den meget mere åbent end hidtil. Er det den type operationer, vi skal satse på, eller er det den anden type operationer, vi skal satse på? Jeg vil meget gerne opfordre til, at man i højere grad får det frem.

Så skal jeg vende tilbage til, at der også er en lang række tekniske grunde til ikke at forhaste en beslutning. Der er f.eks. indtil videre kun tre til fire Joint Strike Fighter-fly, der flyver i øjeblikket. Det er jo ikke et afprøvet fly, og måske skulle man også af den grund overveje, om vi ikke skal vente lidt.

Formanden gør opmærksom på – og det er dejligt – at det er meget almindeligt, at man slutter et sådant indlæg her med at læse et forslag til vedtagelse op, og det vil jeg så gøre. Jeg har også afleveret det til formandsbordet, så det kan komme i trykken. Det, Enhedslisten foreslår, er:

Forslag til vedtagelse

»Beslutningen om anskaffelse af nye jagerfly udskydes, indtil det er klarlagt, hvad der er brug for, hvis opgaven ikke omfatter deltagelse med kampfly i internationale væbnede konflikter.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 21).

Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen.

[Lydudfald]

Undskyld, hr. Holger K. Nielsen, er det ikke muligt at bruge mikrofonen ved siden af, for den anden virker ikke? Jeg kan høre, at hr. Holger K. Nielsen taler meget tydeligt, men ...

Er den her tændt? O.k. Det er godt nok hr. Niels Helveg Petersens plads, men jeg håber ikke, at jeg bliver forvekslet med hr. Niels Helveg Petersen ( Formanden: Det smitter ikke!), for det ville da være ganske forfærdeligt for os begge to, tror jeg.

Jeg synes, hr. Frank Aaen opregner nogle meget relevante problemstillinger, som man skal diskutere, men bliver det alligevel ikke for forenklet at sige, at der er to muligheder: enten at det er suverænitetsovervågning, eller at det er offensive krige, som USA fører i Irak og Afghanistan?

Lad mig prøve at nævne to eksempler, og jeg vil gerne høre, om hr. Frank Aaen ikke synes, at kampfly kan være relevante her. Det ene er situationen i Irak efter Golfkrigen, hvor der blev etableret flyforbudszoner, som faktisk var en forudsætning for, at kurderne kunne leve i nogenlunde fred og få opbygget et civilsamfund i det kurdiske område. Flyforbudszoner forudsætter jo, at der er kampfly, der ligesom kan håndhæve de her zoner. Er det helt irrelevant? Darfur er et andet eksempel. Noget af det mest djævelske, som Janjaweedfolkene gør, er jo, at de kaster små, primitive bomber ned fra lavtgående fly imod de stakkels flygtninge. Er det ikke relevant, at man kan beherske luftrummet for at forhindre den form for djævelskab?

Ordføreren.

Det bringer jo hele debatten om Irakkrigen i spil. Jeg vil ikke udelukke, at man kan have brug for flyforbudszoner, hvor man siger: Der må I ikke flyve af hensyn til lokalbefolkningen. Jeg er bare meget i tvivl om, om det nogen sinde bliver en dansk opgave. Altså, det var engelske og amerikanske fly, der gennemførte de operationer, og om det hjalp til at få en fredelig udvikling i Irak, og om det var klogt, når vi ser på hele udviklingen med begge Irakkrige og perioden imellem dem, er jeg ikke sikker på. Men jeg mener i hvert fald ikke, det er en god idé, at vi anskaffer bombefly for at kunne deltage i flyforbudszoner et eller andet sted i verden. Det mener jeg i hvert fald er så minimal en opgave, at det ikke er noget, som vi set ud fra et dansk perspektiv skal anskaffe.

Hvad angår Darfur, vil jeg sige, at der jo der er helt andre muligheder for at beskytte luftrummet. Hvis der var brug for det, havde vi indsat landstyrker i Darfur, og så havde de jo også haft jordbaserede midler til at beskytte befolkningen.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg synes altså, hr. Frank Aaen taler udenom. Jeg forsøger nemlig at få en principiel diskussion op at stå om, hvorvidt brugen af kampfly er fuldstændig irrelevant – også i forbindelse med de operationer, som hr. Frank Aaen sådan set selv er interesseret i bliver fremmet. F.eks. flyforbudszoner kan jo være meget relevant, netop hvis man, som hr. Frank Aaen siger, skal beskytte civilbefolkningen i et område, sådan som det jo skete i det nordlige Irak efter Golfkrigen. Og der er man da nødt til at have kampfly for at gøre det.

Igen med hensyn til Darfur: Jo, men en del af en strategi i forbindelse med Darfur ville da være, at man kunne beherske luftrummet, så man kunne forhindre de der djævelske bombeangreb ovenfra. Og det forudsætter vel kampfly i en vis forstand. Hvilke fly det skal være, kan man så diskutere. Men jeg forsøger ligesom at forholde mig til det principielt: Er kampfly fuldstændig ligegyldige og irrelevante i forhold til de operationer, som hr. Frank Aaen egentlig også godt vil støtte?

Ordføreren.

Det, jeg prøver at sige om Darfur, er, at lavtgående fly vil man kunne bekæmpe på mange forskellige måder, og man behøver bestemt ikke Joint Strike Fighters til det formål. Det er helt givet.

Hvad angår flyforbudszoner, vil man jo også kunne bruge mange andre midler end Joint Strike Fighters. Og jeg mener ikke, at en meget væsentlig del af dansk forsvar – for det er jo det, vi taler om – skal indrettes på, at vi eventuelt kan deltage i en flyforbudszone i et givet land. Jeg vil i øvrigt også gøre opmærksom på, at langt de fleste af de lande, som vi taler om at der kan komme konflikter i, er lande med et meget svagt udviklet luftvåben, og der mener jeg slet ikke, at vi skal bruge om ikke alle vores penge så en meget stor del af vores penge på at indrette os på den slags operationer. Jeg har nu heller ikke hørt, at det skulle være et meget fremtrædende argument – men det kan forsvarsministeren jo fortælle os – at køb af Joint Strike Fighters var vigtigt for opretholdelse af flyforbudszoner.

Tak til hr. Frank Aaen. Hr. Ib Poulsen for en kort bemærkning, værsgo.

Nu kunne jeg høre, at hr. Frank Aaen allerede har valgt type, og det gør det jo nemmere for os andre med det forestående arbejde, der er, så det er jo fint nok med det. Tak for det, vil jeg sige til hr. Frank Aaen.

Nu er det sådan, at vi lige har overstået en kommunal valgkamp, og der har vi jo hørt Enhedslistens repræsentanter gå ud og sige, at man skulle sige nej til kampfly, selv om det ikke har noget med kommunalpolitik at gøre, for så kunne der spares 20 mia. kr., som kunne bruges til bedre skoler, ældrepleje osv. Men nu kan vi så høre hr. Frank Aaen sige, at vi skal have erstatningsfly for de nye kampfly, så det koster jo også et eller andet beløb. Har hr. Frank Aaen ikke et eller andet beløb, han kan oplyse? For det er jo altså ikke de 20 mia. kr.; det er et langt mindre beløb, som vi her taler om.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, for så kan jeg sige noget, jeg ikke nåede i min ordførertale. Hvis vi begrænser os til suverænitetshævdelse og forskellige former for overvågningsopgaver – og ikke skal have bombefly, der er velegnet til at indgå i en international væbnet konflikt – kan F-16-flyene dække den opgave med det aktivitetsniveau, F-16-flyene har i øjeblikket.

Ifølge tal fra Forsvarsministeriet kan de eksisterende F-16-fly dække opgaven i 34 år. Vi har kapacitet til 34 års suverænitetshævdelse af dansk luftrum med de fly, der allerede er anskaffet. Så derfor er der slet ikke grund til at købe fly i årtier, og til den tid vil det i øvrigt være helt andre midler, man bruger, herunder ubemandede fly.

Hr. Ib Poulsen.

Jamen er det ikke sådan, at hvis vi nu siger nej til kampfly, så sparer vi altså ikke 20 mia. kr. på statens finanser, fordi der er tilbagekøbsklausuler osv.? Vi har mange virksomheder, som har nogle aftaler som underleverandører, og vi har mange arbejdspladser på spil her. Det vil sige, at regnestykket altså ikke er 20 mia. kr.; det er måske endda et tab for dansk økonomi, hvis vi siger nej til det her. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jeg mener, at Danmark indtil videre har brugt 1,5 mia. kr. på at deltage i et projekt omkring Joint Strike Fighter, og det har givet meget få arbejdspladser, og det har givet meget få løfter om kommende arbejdspladser. Det er meget usikkert, om der overhovedet er noget væsentlig beskæftigelse gemt i Joint Strike Fighter-projektet. Jeg vil mene, at vi under ingen omstændigheder skal købe nye bombefly for 20 mia. kr. af hensyn til en enkelt fabrik i Jylland, nemlig Terma. Det kan jeg ikke forestille mig er klog beskæftigelsespolitik.

Så siger vi tak til hr. Frank Aaen. Så er der ikke flere, der har markeret for korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er så hr. Karsten Nonbo fra Venstre, værsgo.

Jeg skal indledningsvis sige, at det jo ikke er nemt at være forsvarsordfører for Venstre, når forsvarsministeren holder en så detaljeret, så god og så grundig tale, hvor han fremlægger alt. Det er ikke nemt at tilføje yderligere til det, som forsvarsministeren siger. Og når så hr. Frank Aaen vil have en åben debat, siger vi ja, men det kræver jo, at hr. Frank Aaen først åbner øjne og ører og lytter og hører, hvad der bliver sagt, for der er i dag sagt en hel masse.

Selve processen har også været åben. Vi har nu den tredje forespørgselsdebat om det her emne. Vi har haft en Forsvarskommission, der har behandlet sagen i 18 måneder, vi har haft en forsvarsforligskreds, hvor alle partier, selvfølgelig minus Enhedslisten, har deltaget, vi har været ude at se på de flytyper, der har været aktuelle, i Forsvarsudvalget, hvor hr. Frank Aaen også sidder, og der har han beklageligvis ikke fundet tid til at være med. Så der har hele vejen igennem været en åben proces.

Den proces, vi venter på nu, er, at den tværministerielle arbejdsgruppe, som består af medlemmer fra Finansministeriet, fra Økonomi- og Erhvervsministeriet og fra Forsvarsministeriet, nu fremlægger et beslutningsgrundlag, som vi kan arbejde videre med. En af fordelene ved at have en åben proces er jo, at vi bliver oplyst, før vi tager debatten. Det kan godt være en hindring for nogle, men det kan også være en fordel for andre, for så får vi debatten på et fagligt niveau. Det eneste, jeg kan trøste hr. Frank Aaen med i forbindelse med hans pessimistiske indlæg, er – sagt til en født pessimist – at den tid, der er gået skidt, kommer heldigvis aldrig godt igen. Det kan jeg trøste med, når man har den indstilling til sagen.

Så bruger hr. Frank Aaen hele tiden ordet bombning og bombning og bombning. Hvis hr. Frank Aaen havde hørt efter, hvad forsvarsministeren sagde, havde han hørt, at de fly kan andet end at bombe. De kan præcisionsskyde, og nu er man ved at finde ud af, at de formentlig også kan bruges til – eller det forsøger vi at udvikle – at efterspore vejsidebomber, og det er en klar og stor fordel, hvis vi kan redde en masse af vores soldaters liv, ved at vi har sporet vejsidebomber forinden.

Jeg skal derfor, inden jeg går ind i en videre brug af min taletid, oplæse et forslag til vedtagelse, som er fremsat på vegne af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre, altså således at vi ikke har Enhedslisten og Liberal Alliance med. Liberal Alliance var ikke direkte imod, men ville ikke være med på det her forslag til vedtagelse. Det lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager forsvarsministerens redegørelse vedrørende anskaffelse af nye kampfly til efterretning, idet Folketinget opfordrer forsvarsministeren til fortsat at sikre en åben proces og tilvejebringe et gennemskueligt og uvildigt beslutningsgrundlag.

Med Forsvarsforliget 2010–2014 er det besluttet, at forsvaret fortsat skal opretholde en kampflykapacitet til løsning af nationale og internationale opgaver, og at der som følge heraf på sigt skal anskaffes nye kampfly.

Folketinget opfordrer på den baggrund forsvarsministeren til at indlede de politiske forhandlinger vedrørende typevalg og antal af nye kampfly m.v. i umiddelbar forlængelse af beslutningsgrundlagets færdiggørelse og endelige kvalitetssikring.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 22).

Tak. Dette oplæste forslag til vedtagelse vil også indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er mere taletid, hvis ordføreren ønsker det.

Nej, jeg vil undlade at sige mere, for for meget snak kan nogle gange give flimmer frem for klarhed.

Så er der ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Frank Aaen.

Jo, men nu var vi jo alligevel inde på før – og jeg kunne se, at forsvarsministeren var enig i det – at der er to hovedtyper af fly, man kan anskaffe sig, hvis man synes, man har brug for jagerfly af en eller anden art eller den type fly. Man kan have dem, der er meget dedikeret til at kunne aflevere tunge våben, bomber, og så kan man anskaffe sig fly, som er mere velegnede til patruljering, til transport og til andre opgaver.

Det er jo det, jeg synes er det principielle, vi bør tage stilling til: Har vi brug for fly, der er i stand til at kaste med tonstunge bomber, eller har vi brug for fly, der kan bruges til alt muligt andet?

Ordføreren.

Jamen det er jo helt tydeligt af hr. Frank Aaens spørgsmål, at han ikke er kommet ret meget længere end til de store B 52'ere. Det er jo ikke den slags, vi snakker om; vi snakker kampfly her, ikke bombefly alene, men kampfly. Kampfly kan bruges til afvisning, og når man afviser f.eks. fremmede fly, der kommer ind i dansk luftterritorium, kan man jo ikke gøre det bare ved at sætte et skilt op i vinduet, hvor der står »Gå væk«. Man er nødt til at have en eller anden form for skydekapacitet om bord på det her kampfly. Og det er jo også klart, at man i den situation ikke kan bombe, for det er meget svært at ramme et andet fly, når det er fremadflyvende. Så vi har brug for de her som deciderede kampfly, og det er det, de skal anvendes til.

Hr. Frank Aaen.

Hvis det drejer sig om at beskytte dansk luftrum, er der masser af forskellige muligheder. Man kan lave aftaler med andre lande om, at de hjælper med at forsvare vores luftrum. Man kan, som jeg nævnte før, bruge de eksisterende F-16-fly til den opgave i 34 år fremover uden at investere i nye fly.

Den eneste begrundelse, som jeg kan se for inden for kort tid at købe nye kampfly, er, at man ønsker nogle, som ud over mange andre opgaver også på lang sigt er i stand til at gennemføre bombninger med tonstunge bomber. Og så er det bare, jeg spørger: Har vi brug for at bruge penge på at investere i fly, der kan kaste tonstunge bomber?

Ordføreren.

Jeg prøver, og jeg prøver, men de eneste ord, som hr. Frank Aaen vil bruge, er tonstunge bomber. Vi prøver at fortælle hr. Frank Aaen, at det også gælder præcisionsskydning. Vi prøver at fortælle hr. Frank Aaen, at det også gælder om, at de kan opspore vejsidebomber. Vi prøver at fortælle hr. Frank Aaen, at de kan lave præcisionsskydning, hvor de faktisk kan skyde en skovl væk fra en mand, mens han står og graver, uden at han bliver såret. Det er altså ikke bare et spørgsmål om tonstunge bomber.

En af de ting, vi skal igennem – og det står jo også i vores beslutningsgrundlag – er, at vi skal have en åben og oplyst debat om det her emne, og det bliver altså et stort problem at få oplyst hr. Frank Aaen, kan jeg høre på hans spørgsmål.

Tak til hr. Karsten Nonbo, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er den næste i ordførerrækken hr. John Dyrby Paulsen, Socialdemokratiet.

Jeg bemærkede, at min kollega, forsvarsordføreren for Venstre, beklagede sig over, at det er svært at være forsvarsordfører for Venstre, når Venstre sidder i regering. Jeg kan berolige min kollega med, at vi nok skal hjælpe Venstre med, at Venstres forsvarsordfører får det nemmere efter næste folketingsvalg, hvor man så ikke længere er i regering.

Med hensyn til kampfly er det sådan – og det skal man huske – at når man snakker om et nyt kampfly, starter det i virkeligheden et helt andet sted. Det starter med det gamle kampfly, nemlig det F-16-fly, vi har i dag. For det, der først skal klarlægges, er, hvor lang tid vi kan beholde det kampfly, vi har i dag. I planerne var det oprindelig i 2016, at de F-16-kampfly, vi har i dag, skulle udfases. Der er ingen tvivl om, at vi kan forlænge det tidsrum. Vi kan gå frem til 2018, vi kan gå frem til 2020, og det ville jo være lidt besynderligt, at vi ikke udnyttede den kapacitet, vi har i dag, til det yderste.

Derfor tror jeg i virkeligheden, at diskussionen om et nyt kampfly starter med at sige: Hvornår skal vi have udfaset det kampfly, vi har i dag? Og der tror jeg at man skal indstille sig på, at det bliver 2020. Det kan være, at det skal være 2019 eller 2021, men det er deromkring, og det er det udgangspunkt, jeg synes man skal tage, når man starter med at snakke nyt kampfly, og snakke om, hvornår vi skal have det.

Det næste, man skal huske, er – som det rigtigt er blevet sagt flere gange her fra talerstolen – at vi jo har besluttet, at vi i Danmark skal have en ny kampflykapacitet. Det er ikke noget, vi har grebet ud af den blå luft, vi har diskuteret det indgående i Forsvarskommissionen, meget indgående endda. Vi har diskuteret det indgående i forbindelse med forsvarsforliget, som vi netop har indgået. Og beslutningen er jo, at vi skal have en kampflykapacitet.

Man må også huske, at de kampflykandidater, vi kigger på, er såkaldte multirole-fly , og det vil sige, at de kan mange ting, faktisk ret mange ting. Så kan man lægge vægt på, om det er det ene, det andet, det tredje, det fjerde eller det femte. Jeg tror, man skal lægge vægt på, at det er overvågningskapaciteten, der er vigtig. Men man skal huske, at de tre kandidater, vi har i øjeblikket, i virkeligheden kan bruges til mange forskellige ting, ikke bare som bombefly, men så sandelig også som overvågningsfly. Det tror jeg er en væsentlig kapacitet, og det vil det være også i fremtiden.

Jeg skal i øvrigt huske at takke Enhedslisten for, at vi har den her debat. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har den, også fordi vi jo har afsluttet Forsvarskommissionen, siden vi havde den sidste debat. Vi har indgået et forsvarsforlig, og jeg synes, det er udmærket, at vi får en mulighed for at debattere det. Men man skal huske, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at vi jo her i dette Folketing har givet hinanden håndslag på, at det her er en åben og klar proces – klarhed som en naturlig del af processen og åbenhed som en hel selvfølgelighed i den danske debat om nye kampfly. Vi sidder ikke i forsvarsforligskredsen bag lukkede døre og tager gedulgte beslutninger. Tværtimod har vi jo givet hinanden håndslag på, at vi lægger alt åbent frem. Derfor vil det grundlag, som vi kommer til at træffe beslutning på, i så stor udstrækning som overhovedet muligt blive lagt ud til offentligheden.

Se, der er ingen tvivl om, at der er mange interesser på spil i den her proces. Der er mange penge på spil, og vi har lobbyister gående ind og ud ad døren stort set hver dag – det har de lov til – og de priser hver især deres eget fly. Jeg synes, at det, der er vigtigt, er, at vi i Danmark tager en beslutning på baggrund af danske eksperters vurderinger og danske eksperters anbefaling til os politikere. Jeg synes ikke, at det rigtig giver nogen mening at sige, om det skal være det ene, det andet eller det tredje fly, før vi har de danske eksperters vurderinger. Når vi har dem, kan vi gå i gang med drøftelsen. Men jeg skal skynde mig at sige, at vi ikke fra Socialdemokratiets side på forhånd har nogen favoritter. Vi vil godt vente og se, hvad danske eksperter siger, for det synes jeg er ordentligt og rigtigt i den her proces.

Der er en ting, der er vigtig, når vi snakker nyt kampfly, og det er, at vi ikke – i hvert fald i forsvarspolitisk henseende – lever i den her verden alene. Vi er sammen med en række allierede i mange forskellige sammenhænge, og det, vi skal kigge på, når vi snakker kampfly, er selvfølgelig også, at et dansk kampfly skal kunne indgå i en sammenhæng med andre lande. Derfor kan der godt være noget om snakken, når man siger, at hvis andre lande har en kapacitet, som er i overtal, kan det godt være, at Danmark skal skære ned på den kapacitet. Det, vi har sagt hele tiden, er jo, at det antal nye danske kampfly, vi hørte for bare nogle år siden, nemlig 50 eller flere, ikke længere er relevant set fra min stol. Nu har vi i det nye forsvarsforlig skåret antallet af operative F-16-fly ned til 30, og det er i min optik overliggeren for, hvor mange nye kampfly vi skal have. Den del af processen eller den debat har i hvert fald ført til tydelige resultater, og det er jeg meget, meget glad for.

Der er ingen tvivl om, at når vi skal have nye kampfly, er vi er nødt til at opstille nogle klare kriterier. For Socialdemokratiet er der hvert fald tre helt klare ting, vi skal lægge vægt på. Den ene er, at vi ikke køber et udviklingsprojekt, der ikke har vist, at flyet kan flyve. Vi køber heller ikke et projekt, hvor vi ikke har adgang til de væsentlige dele af projektet. Når vi køber et kampfly, er vi en del af det projekt, og vi har adgang til det, der er i det projekt.

Den anden ting er, at det må være lige så klart, at prisen for det her projekt må stå krystalklart, når vi går ind i det. Vi træffer ikke en beslutning med bind for øjnene.

Den tredje ting, som er nok så væsentlig i den her sammenhæng, er, at vi opstiller helt klare målsætninger for, hvad det er, vi skal bruge kampflyet til, så vi bagefter kan måle, om vi har fået det, vi har betalt for.

Jeg skal afslutningsvis sige, at Socialdemokratiet selvfølgelig kan støtte det forslag til vedtagelse, der blev læst op af Venstres forsvarsordfører.

Ja tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Frank Aaen.

Men det er korrekt forstået, at der skal træffes beslutning inden for relativt få måneder. Derfor er mit spørgsmål: Hvorfor skal der det? Jeg mener, vi kan diskutere, om de flyv, vi har i dag, kan flyve til 2040, som nogle beregninger viser, eller om det i hvert fald er 2020, som ordføreren var inde på. Det vil sige, vi har F-16-fly lang tid endnu. Der er 4 års leveringstid på Joint Strike Fighter, hvis det er den, vi ønsker, og der er formentlig kortere leveringstid, hvis det er en af de to andre kandidater, vi ønsker. Hvorfor skal vi så mange år før træffe en hurtig beslutning, hvorfor kan vi ikke bare vente? Spørgsmålet er også under indtryk af, at den ene af kandidaterne, Joint Strike Fighter, jo ikke er færdigudviklet. Der er tre eller fire fly, der kan flyve, og vi ved alle sammen, de skal flyve i mange tusinde timer, før man overhovedet kan have nogen tillid til, at det er et brugbart fly. Så kan vi ikke bare vente?

Ordføreren.

Jo, det kan man godt, men jeg tror i virkeligheden, at hr. Frank Aaen har misforstået det. Det er rigtigt, at vi skal træffe en beslutning, men den beslutning kunne godt være, at vi ventede. Det er der sådan set ikke noget til hinder for. Det er derfor, jeg siger: Lad os nu vente at se, hvad de danske eksperter siger. Hvad er fordelen ved at udskyde den beslutning? Og så skal man i øvrigt huske, at de tre kandidater, vi har, Joint Strike Fighter, som er den ene, og som er amerikansk, så er der Gripen NG, som er en svensk, og så er der endelig F-18, som også er amerikansk. Af de tre er de to førstnævnte, nemlig JSF og Gripen faktisk ikke, om jeg så må sige, flyvefærdige endnu, undskyld udtrykket, men de er stadig på udviklingsstadiet, og der flyver ikke så mange af dem, det er fuldstændig rigtigt. Og igen, det kunne sagtens være en beslutning at sige, at vi nu udskyder det tidspunkt, hvor vi endelig beslutter, hvad vi skal gøre.

Hr. Frank Aaen.

Jo, men vil det ikke være en god idé, hvis det er beslutningen? Så skal jeg ikke brokke mig, så skal jeg sige tak. Så var det ikke en god idé at få den beslutning truffet ret hurtigt? Går forligskredsen stadig væk efter at træffe den beslutning, at der skal købes fly af den type, eller går man efter at udskyde beslutningen, efter vi har fået de nye oplysninger om, hvor lang levetid F-16-flyene har, og usikkerheden om et, måske to af flyenes kapacitet? Gør det ikke, at man i virkelighedens verden skal sætte en dato, der ligger længere ude i fremtiden end det, som vi i dag opererer med, der hedder først i det nye år?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke helt holdningen hos Enhedslisten. Her har vi sat en meget, meget grundig proces i gang, en langvarig proces, hvor vi måske laver det mest gennemarbejdede beslutningsgrundlag, vi endnu har set i dette Folketing, og når vi så er lige ved at være ved målstregen, altså vi får det i løbet af 1-2 måneder, så siger Enhedslisten: Det gider vi sådan set ikke vente på, lad os nu træffe en beslutning om, at vi udskyder det. Jeg synes, det ville være mere fremkommeligt at sige: Lad os nu se, hvad danske eksperter er nået frem til, lad os nu se, hvad de anbefaler, og lad os så gå videre med den viden i rygsækken, og lad os se, hvad det er for en beslutning, vi ender med at træffe.

Hav nu respekt for den proces, vi har sat i gang, og hav respekt for, at der sidder nogle mennesker, der gennemarbejder det her ned til mindste komma, og lad os se, hvad de ender med at anbefale, og lad os så derudfra træffe en beslutning. Det kan godt være, vi udsætter dele af processen, men så gør vi det på et fast og ordentligt grundlag.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Nonbo.

Tak til ordføreren for en god og glimrende tale – måske skal jeg lige undtage det første – men jeg kan da garantere, at jeg på meget lang sigt egentlig tror at ordføreren kunne blive en god forsvarsminister. Jeg skal sørge for, at han får lang tid til at træne i, inden det sker.

Men det, jeg mere seriøst lige vil pointere – og som jeg tror vi er enige om – er, at vi ikke bare leger tænk på et tal, når vi snakker antallet af kampfly. Vi ser på kapaciteten, og kampfly har det vel med, ligesom så meget andet teknik, at blive bedre og bedre. Så når vi går fra 48 – og nu nævnte ordføreren 30 eller 32 – er der jo ikke alene tale om en nedskæring, men så er der tale om, at man får en kapacitet, der måske er bedre. For jeg tror ikke, og jeg har da i hvert fald ikke hørt Socialdemokratiet sige, at man vil skære ned på, hvad kampfly skal kunne, altså skære ned på kapaciteten. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det er i hvert fald korrekt, at vi skal have det antal kampfly, der kan løse den opgave. Når jeg nævnte 30, var det jo, fordi det er det antal F-16-fly, som der står i forsvarsforliget at vi har nu. Og jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det nye kampfly, vi så måtte ende med at anskaffe, formentlig kan meget mere end F-16-flyet, og derfor er det også sandsynligt, at vi skal ende på et lavere antal end de 30 F-16-fly, vi har nu. Det er jeg fuldstændig enig i.

Dermed sluttede ordførerindlægget fra hr. John Dyrby Paulsen. Næste ordfører er hr. Ib Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Med jævne mellemrum har vi, som det er blevet sagt, den her forespørgselsdebat om kampfly. Det viser, at venstrefløjen har en utrolig stor interesse i det med kampfly, og det er jo en interesse, som vi også i Dansk Folkeparti deler fuldt og helt. Vi skal huske på, at der med hensyn til at anskaffe kampfly er nogle formål: som det første, at vi kan håndhæve dansk suverænitet, og som det andet, at vi også kan deltage i internationale operationer som bl.a. i Afghanistan i 2001.

Men der er også nye opgaver for kampflyene, som det er blevet nævnt:

Der er arktisk overvågning i og omkring Grønland. På grund af de klimatiske forandringer, som sker, er det jo oplagt, at overvågning kan komme på tale her.

Vi har også set, at F-16-fly har været ude at optage billeder over Djursland for at lokalisere en person dér, også en ny opgave.

Vi har set, at man har været ude at tage 3D-billeder af København, i forbindelse med at der skal være et klimatopmøde. Det er jo sådan, at hr. Frank Aaens autonome venner højst sandsynligt vil lave ballade i gaderne her under klimatopmødet, men nu har politiet så allerede kunnet finde ud af, hvordan man kan slå hårdt ned på det.

Vi har lige afsluttet forligsforhandlingerne, og der må vi sige at en af Dansk Folkepartis største indrømmelser var i forhold til kampflykapaciteten, som vi gerne så større end de 30, som er kommet på tale. Dansk Folkeparti fik jo en garanti for, at vi med den kapacitet, som vi er blevet enige om, kan håndhæve suveræniteten, samtidig med at vi kan deltage i internationale operationer, så derfor kunne vi gå med til det.

Så er det jo korrekt, at vi snarest skal have valgt en flytype. Nu har man udskudt beslutningen et par gange, men vi ser frem til, at vi snarest får taget den beslutning, for der er rigtig mange, der er afhængige af, at vi får taget den beslutning. Vi ved jo også, at det er en mangeårig proces, fra der vælges type, til det første fly bliver leveret. Det er meget fornuftigt, at vi gør det nu, for i 2020 har vi højt sandsynligt ikke F-16-flyene mere.

F-16-flyene blev jo i sin tid anskaffet til luftforsvar af Danmark mod hr. Frank Aaens venner i øst. Man må sige, at den trussel ikke er til stede mere. Vi ved ikke, hvad opgaven og truslerne er om 20 år. Hvis vi vedtager at skrotte opbygningen af en kapacitet af kampfly, tager det 20 år at genopbygge kapaciteten, så derfor er det en rigtig dårlig idé at afskaffe kampflyene.

Vi skal have alle varerne på hylderne i forhold til at kunne håndhæve vores suverænitet og kunne deltage i internationale operationer, og der er kampflyene en af de varer, som vi skal have.

Nu kan jeg se, at min taletid er ved at være udløbet, så jeg vil sige tak for ordet.

Der er ønske om korte bemærkninger fra hr. Frank Aaen.

Vi kommer langt omkring i den her debat om kampfly. Jeg kan forstå, at det også har noget at gøre med, hvordan politiet behandler autonome, der måtte lave ballade under klimatopmødet. Jeg håber rigtignok ikke, de to ting har noget med hinanden at gøre, men jeg håber heller ikke, der bliver uro under topmødet. Jeg håber sådan set, det bliver store, dejlige, fredelige demonstrationer – det er det, vi arbejder for.

Men forstod jeg det rigtigt, at det, som er vigtigt for Dansk Folkeparti, er, at Danmark anskaffer sig nogle fly, som er velegnede til at kaste flere bomber, på samme måde som F-16-flyene gjorde det over Afghanistan, altså bomber, som blev kastet, uden at man faktisk helt vidste, hvad de ramte, og hvor ingen kan udelukke, at vi også var med til at dræbe civile med de bomber? Vi ved i hvert fald, at rigtig mange civile afghanere er blevet uskyldigt dræbt på grund af bombninger fra luften. Er det det, vi skal købe fly til?

Ordføreren.

Nej, men som jeg siger, er det primært for at kunne håndhæve Danmarks suverænitet, men også for at kunne deltage i internationale operationer. Det er jo vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi kan det og vil det, og derfor er det vigtigt, at vi har kampfly. Jeg tror ikke, hr. Frank Aaen kan nævne en krig, hvor der ikke er civile, der har måttet lade livet. Det er jo en del af krigen. Med de nye systemer, som kampflyene har, har man jo været med til at minimere de civile tab, og vi hilser fra Dansk Folkepartis side velkommen, at det er den vej, udviklingen går.

Hr. Frank Aaen.

Nu nævnte jeg før, at den anvendelse, hvor vi i dag bruger F-16-flyene til at beskytte dansk luftrum, medfører, at der er flyvetid i de eksisterende fly til 34 års forbrug endnu, så vi behøver ikke at købe nye kampfly. Hvis vi derimod skulle anskaffe os 1 stk. Joint Strike Fighter, og det mener jeg er farligt og unødvendigt, hvad siger Dansk Folkepartis ordfører så til, at man i stedet for kan få – og jeg skal lige læse tallet op, for det er så stort, at jeg ikke kan huske det – 1.618.123 hjemmehjælpstimer? Var det ærlig talt ikke bedre med godt halvanden million hjemmehjælpstimer end et fly, vi ikke har brug for?

Ordføreren.

Ja, så kom den her med bedre velfærd for kampfly. Det er simpelt hen at blande tingene fuldstændig sammen, for det kan man jo ikke sammenligne på nogen som helst måde. Så jeg vil godt afvise, at tingene hænger sådan sammen. Tingene er altså lidt mere nuancerede, end hr. Frank Aaen prøver at fremstille det, og sådan er det jo.

Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Ib Poulsen. Næste ordfører er hr. Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil også godt takke Enhedslisten for at rejse den her debat. Jeg synes bestemt, den er relevant. Det er lidt ærgerligt, at den kommer, før rapporterne er kommet. Det havde måske været bedst, også for Enhedslisten selv, hvis man havde udskudt debatten, til de forskellige rapporter var kommet. Men det er jo Enhedslistens beslutning.

Vi lægger vægt på en åben proces i SF, det er fantastisk vigtigt, at vi får en ordentlig diskussion om det her. Det er århundredets investering, vi skal i gang med. Specielt skal vi undgå det, som skete i Norge, hvor det blev helt tumultarisk, da regeringen pludselig konkluderede, og det viste sig, at der var vild, vild uenighed om de forskellige prisoverslag, f.eks. på Gripenflyet, hvor Saab International påstod, at Gripen kostede en tredjedel af det, som den norske regering påstod at Gripen ville koste. Der er altid plads til forskellige former for usikkerhed i den her slags, men tre gange så meget var alligevel helt grotesk. Så den slags skal vi undgå, så vi også undgår den efterfølgende debat, der har været i Norge, og som jeg ikke synes har været særlig gavnlig for den norske diskussion.

Jeg er også enig med hr. Frank Aaen i, at vi skal se det ud fra de sikkerhedspolitiske hensyn, vi skal tage. Vi mener, der er behov for kampfly. Det har jeg været lidt inde på tidligere. Jeg mener også, at der er behov for færre kampfly, end der var før i tiden. I forhold til de konflikter, som vi står over for, dels suverænitetshåndhævelse, som nogle var inde på, dels internationale operationer, hvor vi jo er ude i oprørsbekæmpelse, asymmetrisk krigsførelse, international retshåndhævelse, kan der være brug for kampfly. Det kan der også være, som jeg har nævnt tidligere, i flyveforbudszoner og med hensyn til at skulle beskytte civilbefolkningen i et område, men der er ingen tvivl om, at der er mindre brug for det end tidligere.

Hvis man f.eks. ser på Afghanistan, er det meget, meget problematisk, hvis man har en forestilling om, at man kan vinde krigen ved at sende flere kampfly af sted, for det er en forkert analyse af den fjende, som man står over for dernede. Det er på jorden, og det er helt andre steder, at den kamp skal vindes.

Der er brug for kampfly, men færre kampfly. Vi vil helt klart arbejde for, at der bliver så få kampfly som muligt, også fordi der er tale om en meget stor investering. Samfundet har økonomiske problemer, forsvaret har i særdeleshed store økonomiske problemer, og derfor er vi jo nødt til at prioritere køb af kampfly i forhold til den beskyttelse, vi f.eks. kan yde de soldater, vi har sendt ud i internationale operationer. Derfor indgår kampflykøbet jo også i forhold til de øvrige prioriteringer inden for forsvaret.

Det er klart, at F-16-flyene kan levetidsforlænges. Det er vi ligesom Socialdemokraterne meget optaget af, men alle ved jo også, at der er grænser for, hvor lang tid man kan gøre det. Man kan godt beholde sin bil i mange år, men på et tidspunkt kan man ikke længere få reservedele til den, og så må man altså anskaffe sig en ny bil. Og tilsvarende her: På et tidspunkt må man træffe en beslutning om at få udskiftet de eksisterende F-16-fly.

Men det vigtigste er altså, at det ses i sammenhæng med de sikkerhedspolitiske udfordringer, som vi står over for, og at vi i den sammenhæng får en debat om, hvordan vi har tænkt os, at vi skal bruge de kampfly, og at vi får en debat om, at vi kan få et fly, der passer til de behov, vi nu har her i Danmark. Der er jo ingen grund til at købe et meget dyrt fly med en masse forskelligt udstyr, som vi ikke får brug for. Igen for at tage bilsammenligningen, så er der jo ingen grund til at købe en stor, dyr BMW, hvis man kan nøjes med en mindre Toyota i forhold til de behov, man har.

Eksempelvis stealth-teknologi, som der har været meget tale om, mener jeg ikke vi har brug for i det danske forsvar. Det skal man bruge, hvis man skal i offensive angreb i et land, hvis man skal gennembryde et fjendtligt forsvarssystem, men det er jo ikke den slags opgaver, vi efter vores mening skal bruge de her kampfly til. Så det er der ikke brug for. Det betyder ikke, at jeg siger, at vi ikke skal have Joint Strike Fighter, men sige, at vi skal have Joint Strike Fighter, fordi vi skal have stealth, mener jeg simpelt hen er fuldstændig forkert.

Vi har ikke lagt os fast på typevalg, vi er fuldstændig åbne over for det, som jeg siger. Vi skal have det billigste fly i forhold til de behov, som flyet skal dække for det danske forsvar. Vi vil gå meget grundigt igennem de forskellige analyser, der kommer, for at få det billigste fly i forhold til de opgaver, der skal løses.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Tak for den trods alt åbne tilgang, til trods for at SF er en del af forsvarsforliget.

Men jeg vil godt lidt tættere ind på det med, hvad det er, vi har brug for. Med hensyn til de tre flytyper, der er til debat i øjeblikket, ved vi ikke rigtig, hvad de koster, og der er stor diskussion om, hvad de koster. Men vi ved én ting, og det er, at de alle tre er velegnet og indrettet til at kunne aflevere en tung bombelast over et område.

Jeg forstod på hr. Holger K. Nielsen, at den måde, man f.eks. har ført krig på i Afghanistan, med at bombe fra stor højde ikke er noget, man kan anbefale, og det er vi helt enige i. Men er de tre typer fly så dækkende for, hvad man kan tænke sig Danmark har brug for, hvis en af deres væsentligste egenskaber er en, vi ikke har brug for?

Ordføreren.

Jeg tror, det er for endimensionalt at sige den væsentligste egenskab. Det, som jo er karakteristisk for de fly, er, at de kan mange forskellige ting. De kan kaste bomber, det er rigtigt, men de er jo også kommunikationsplatforme, og de kan indsættes til taktiske formål, hvor de f.eks. kan støtte landtropper. Det er en del af denne opgave, at man kan beherske luftrummet over et sted, for at man kan gennemføre operationer på land. Det er også en funktion, at de kan gå op og afvise fremmed indtrængen på dansk territorium og overvåge grønlandsk territorium. Pointen er jo, at de kan og skal kunne mange forskellige ting.

Jeg siger bare, at hvis man vælger et fly, fordi det er bedst til at kaste bomber, mener jeg, det er en forkert prioritering og et forkert kriterium. Men selvfølgelig kan de også kaste bomber, det kan de jo alle sammen, og det er vi helt med på.

Hr. Frank Aaen.

Jo, men hvis man nu så bort fra, at flyene skal have kapacitet til at kaste bomber på samme måde, som det er gjort i Afghanistan, hvor det har ført til rigtig dårlige resultater, og at mange uskyldige civile er blevet dræbt – hvis man nu besluttede at se bort fra den kapacitet, så er feltet af fly, der kan anskaffes, jo meget, meget større, hvis man nu vil købe fly. Så er det felt af fly, der kan anskaffes, jo væsentlig større end de tre, der er til debat i øjeblikket, for hvis vi kigger på, hvad der er brug for med hensyn til Grønland og Arktis, er det helt andre flytyper, der er de mest velegnede i modsætning til dem, der nu debatteres.

Hvis vi taler om luftsuverænitet i Danmark, har vi F-16-fly i mange år endnu, men der er også andre typer, der om 10-20 år vil være meget bedre egnet til den opgave, så er det ikke lidt smalt at koncentrere sig om tre typer, hvis det er sådan, at man siger, at ser man bort fra det med at kaste store bomber, er der faktisk mange flere typer, der kunne debatteres meget relevant?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er for mange flere typer. Eurofighter var inde i billedet på et tidspunkt, men trak sig ud igen, men de kan da også smide bomber. Franskmændene havde også et fly, Rafaleflyet tror jeg det hedder, fra Dassaultfabrikkerne, men de gad ikke søge, fordi de mente, at man havde truffet beslutningen her i Danmark, men det fly kan også kaste bomber. Jeg tror ikke, man kan finde et moderne kampfly, der ikke kan kaste bomber, så ville jeg gerne vide, hvad det så skulle være for et fly. Hvad er det for mange flere fly, vi så kan vælge imellem?

Det, der er sagen i en nøddeskal, er, at der er tre kandidater, som har søgt på det grundlag, man meldte ud i sin tid. Det er Gripen, det er Joint Strike Fighter, og det er Super Hornet, og det er rigtigt, at de alle tre kan kaste bomber. Min pointe er, at vi hvis vi gør bombekastning til det væsentligste prioriteringsspørgsmål, mener jeg, det er et problem, men det er jo det, vi skal se på, når rapporterne kommer.

Tak til hr. Holger K. Nielsen som ordfører. Så er det hr. Helge Adam Møller fra Det Konservative Folkeparti som ordfører.

Lige da debatten startede, var jeg lidt uenig med forsvarsministeren. Det er jeg ikke mere. Det var, fordi forsvarsministeren startede med at sige, at han havde glædet sig til den her debat, og at han syntes, det var godt, vi havde den, også selv om vi havde haft den en del gange før. Og så tænkte jeg: Kan der siges noget nyt? Men det tror jeg godt der kan på baggrund af nogle af de ting, hr. Frank Aaen har sagt, så det vil jeg vende tilbage til om 2-3 minutter. Derfor er jeg nu også glad for, at jeg får mulighed for at bringe nogle facts frem om det her emne.

Men først vil jeg sige i forbindelse med det, der rejses om overvejelserne, at der jo ikke er noget, der har været overvejet mere omhyggeligt. Vi startede altså i 1997 med i den daværende Forsvarskommission at sige, at vi skulle begynde at overveje, om man skulle anskaffe fly, og hvilke nye fly man skulle anskaffe.

Da vi startede i 1997, var det faktisk 20 år efter, at man besluttede at ville købe de nuværende kampfly, F-16-flyet. Jeg kan huske, at jeg var midlertidigt medlem af Folketinget på det tidspunkt, og at jeg skrev et læserbrev, som sidder i min scrapbog, hvor der står »Århundredes våbenhandel«. Det var faktisk et fly, som minder lidt om et af de tre, vi diskuterer nu, for det var heller ikke helt bygget. Man var i gang med det i Amerika, men så var der fire europæiske lande, Holland, Belgien, Danmark og Norge, der gik sammen om at lave et fællesindkøb, og det fly, vi købte dengang, blev indtil for kort tid siden stadig væk produceret. Det flyver i omkring 10.000 eksemplarer. Det har bevist, at det, selv om det nu er 30 år gammelt, stadig væk har kunnet moderniseres og opdateres, så det i dag stadig væk er et moderne kampfly, og det kan holde 6-8 år mere. Det er da ikke så dårligt, når man nu har brug for kampfly.

Lad mig lige sige en enkelt ting om Rigsrevisionen, for den har jeg et særligt forhold til, for jeg er jo en af de seks statsrevisorer fra seks forskellige partier, bl.a. hr. Mogens Lykketoft for Socialdemokratiet og også en repræsentant for SF osv., og vi skal jo kommentere den der rapport. Ministeren sagde meget rigtigt, at Rigsrevisionen faktisk havde fundet hele processen i forbindelse med overvejelse om indkøb af nye kampfly tilfredsstillende. Jeg tror, ministeren sagde noget med, at det for os, der har boet mange år i Jylland, eller endda som ministeren er født derovre, ikke er så dårligt.

Det er det ikke, og der skete det endnu mere næsten fantastiske, at statsrevisorerne, da vi skulle udtale os om den beretning, ikke uddelte nogen former for kritik overhovedet. Vi roste heller ikke. Det er vist heller ikke sket i de 8 år, jeg har været statsrevisor. Men jeg tror, at alle ministre ved, at når man ikke udtaler nogen kritik, er det rigtig, rigtig godt.

Så til det, jeg godt lige vil have på det rene. Se, hr. Frank Aaen har over for alle de øvrige ordførere gjort meget ud af, at det er frygteligt, at når vi køber nye kampfly, kan de ligesom de gamle kampfly også kaste bomber. Det er jo rigtigt, og hr. Frank Aaen har meget malende beskrevet store tonstunge bomber – bomber, som man afleverer fra stor højde. For mit indre blik fornemmer jeg de der billeder fra film, mange har set, fra anden verdenskrig, hvor der kommer et stort bombefly ind, og 10 km før målet åbner man lemmene, og skytten ligger derude og kigger, og på et eller andet tidspunkt smider man sådan en 5-tons-bombe, og så rammer den inden for ½ km, og en enkelt bombe smadrer ti huskarréer.

Sådan er det ikke mere, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, og det er mange år siden. Jeg skal hilse og sige fra vores soldater i Afghanistan, som jeg har besøgt en del gange, at de er fantastisk glade for, at der er moderne kampfly. De danske, som kan levere bomber, har også været dernede indimellem.

Hvad er det så for nogen bomber? Ja, hvis man bliver overfaldet af Taleban eller andre, bliver kraftigt beskudt, har svært ved at trække sig tilbage eller frigøre sig og komme hen til et andet sted, så har man en FAC, en forward air controller, altså en specialist, det kan være en jægersoldat eller andet, der ligger derude og sender en laserstråle hen på det sted – det kan være 2 eller 3 km væk – hvor ilden kommer fra. Så kommer der et fly, det kan være et dansk, hollandsk eller amerikansk fly, og på en afstand af 30-40 km fanger hans moderne måleudstyr det, som laserstrålen peger på, og så slipper man bomben, og den kan være helt ned til 12 kg. Man afpasser nemlig bomben efter det mål for at sikre, at man kun skader på 5 eller 6 m, hvis det er det, der er behov for, og så kan den ramme inden for nøjagtigheden af den papirkurv, der står lige under hr. Frank Aaens bord.

Derfor er de civile tab, som er frygtelige, hver gang de sker, en brøkdel af de tab, man havde under anden verdenskrig eller tidligere krige, for der havde man ikke denne moderne teknologi. Men jeg skulle hilse og sige fra soldaterne, at fly masser af gange har reddet deres liv med små, effektive bomber.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det hr. Frank Aaen.

Det er vist en meget afgrænset del af virkeligheden, hr. Helge Adam Møller her beskriver. Jeg husker stadig væk de billeder, vi også har set, fra USA af krigen i Irak, som var sådan en clean krig, hvor man kun lige ramte papirkurven og ikke noget som helst andet. Virkeligheden var jo en helt anden end det glansbillede, man prøvede at give. Så det der med at bruge bomber til at bekæmpe oprørere i en krig som den i Afghanistan, tror jeg man må sige er kontraproduktivt, fordi det i den grad ødelægger alt muligt andet end det, man lige går efter.

Jeg har et ganske enkelt spørgsmål: Der er nemlig også i debatten rejst et spørgsmål om beskæftigelse i Danmark, og indtil videre har Danmark brugt 1,5 mia. kr. på Joint Strike Fighter i håb om at få beskæftigelse for pengene på eller andet tidspunkt. Er hr. Helge Adam Møller ikke enig i, at spørgsmålet om beskæftigelse er absolut irrelevant og uden betydning, i forhold til hvilket fly vi skal anskaffe?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig i. Det er selvfølgelig slet ikke hovedargumentet. Hovedargumentet er først og fremmest at få et kampfly, der kan leve op til de mange forskellige opgaver: bombning, de mange rekognosceringsopgaver, overvågning, afvisningsberedskab osv.

Men et parameter er også, hvis man har to, der står lige, noget med beskæftigelse eller for at sige det endnu klarere: den knowhow, den teknologi, som vi kan tilføre danske virksomheder. Jeg skulle hilse og sige, at der for mig slet ikke er nogen tvivl om, at vi har et langt højere teknologisk niveau i mange danske virksomheder, end vi ville have haft, hvis vi ikke havde været med i F-16-fly-projektet. Det vil vi også få med et nyt projekt, uanset hvilket et af de tre det bliver. Det vil sige, at vi kan få nogle flere arbejdspladser, end vi ellers ville få, og nogle teknologiske arbejdspladser. Så det har jeg det fint med, men det er selvfølgelig langtfra hovedargumentet.

Hr. Frank Aaen.

Det der med erfaring fra F-16-flyene kan vi jo tage en anden gang. 90 pct. af de virksomheder, der deltog i produktionen af F-16-fly, er i dag lukket og væk, og der er stort set kun en tilbage, nemlig Terma i Grenaa. Så lad være med at bruge gode argumenter, om jeg så må sige, fra gammel tid. De passer simpelt hen ikke.

Men jeg kan forstå, at det med beskæftigelsen skal spille en rolle for De Konservative, selv om den er tvivlsom. Udelukker det så ikke Joint Strike Fighter? For der er nemlig i øjeblikket en stor debat – bl.a. i Canada, og der har også været det i Norge – om, at Lockheed Martin i USA insisterer på at ville have eneret på alt det, man kalder kildekode, altså muligheden for at komme ind at bearbejde og ændre i de computersystemer, der er i et fly, og som jo er det afgørende i moderne jagerfly. Dem får vi ikke lov til at røre ved, hvis vi køber det fly, og dermed har vi ikke store muligheder for at gå ind at lave de modifikationer af flyet, som vi måske gerne ville. Så hvis vi ikke kan få lov til det, må vi vel ud fra beskæftigelsessynspunktet udelukke at købe Joint Strike Fighter?

Ordføreren.

Det udelukker selvfølgelig ikke Joint Strike Fighter. Alle tre er kandidater. Jeg skal ikke sige, hvilket et det bliver. Det vil vise sig, når vi har alle oplysninger på bordet. Men Joint Strike Fighter er bestemt en af de tre muligheder, og det er en meget relevant mulighed.

Så er der korte bemærkninger fra hr. Holger K. Nielsen.

Når man laver et fælles forslag til vedtagelse med hr. Helge Adam Møller, gør man det jo altid med bævende hjerte, for man ved, at hr. Helge Adam Møller er i stand til at forplumre næsten hvad som helst. Og når han nu bruger det her forslag til vedtagelse og den her debat som et glødende forsvar for brug af F-16-fly og jagerfly i Afghanistan, må jeg sige, at jeg synes, at det er noget uforståeligt, også fordi den danske regering jo ikke har besluttet at sende F-16-fly til Afghanistan. Gør det ikke indtryk på hr. Helge Adam Møller, hvilken skæbne den tidligere tyske forsvarsminister har fået qua tysk brug af F-16-fly?

Ordføreren.

Det gør det indtryk, at jeg har det utrolig godt med, at han fik den skæbne, han fik, for personer, der åbent lyver og forholder oplysninger, skal selvfølgelig afskediges. Han vidste godt, at i forbindelse med den bombning, de foretog af de tre lastbiler, der var stjålet af Taleban, var det ikke kun Taleban, der var i området, der var faktisk også nogle civile. De ramte dem meget nøjagtigt, men der var nogle civile ved siden af Taleban, der var ved at tage benzin fra lastbilerne. Men det var jo ikke derfor, han blev afskediget. I stedet for at sige, at det var en kæmpe fejl og beklageligt, sagde han, at der ikke var omkommet nogen civile. Han løj den tyske befolkning og det tyske parlament direkte op i ansigtet, og så skal man selvfølgelig afskediges.

Hr. Holger K. Nielsen.

Ja, ja, men baggrunden var jo, som hr. Helge Adam Møller siger, at der var mange civile dræbte i det flyangreb. Det er det, der er pointen og også en af grundene til, at man fra dansk side ikke satser på F-16-fly. Ved de der bombninger fra stor højde er det stort set uundgåeligt, at der også kommer civile tab. Det er stort set uundgåeligt. Hvor præcise missiler man end har, er det stort set uundgåeligt. Der er en stor debat om, hvordan man skal håndtere det, men specielt i den form for oprørsbekæmpelse, counter insurgencies, som det kaldes militært, er det dybt, dybt problematisk, når der kommer civile tab, og det er jo derfor, man er meget, meget forsigtig med at bruge F-16-fly i Afghanistan. Men det er hr. Helge Adam Møller tilsyneladende fuldstændig ligeglad med i sit glødende forsvar for at afsende F-16-fly til Afghanistan. Det er godt, at det i hvert fald ikke er regeringens politik eller flertallets politik her i Folketinget.

Ordføreren.

Jeg er ked af at sige, at hr. Holger K. Nielsen ikke ved, hvad han taler om på det her område, for danske soldater og den danske regering anvender jo masser af fly i Afghanistan. Det er også derfor, vi selv har vores F-16-fly dernede. Men det er jo ikke sådan, at de enkelte landes soldater kun får støtte af deres egne fly. Da vores fly, F-16-flyene, var dernede og leverede bombninger, leverede de dem til danske soldater, til engelske, til hollandske, til canadiske og alle andre soldater. Man hænger i luften og støtter dem, der har brug for det. Der går stort set ikke en eneste uge i Afghanistan, uden at danske soldater tilkalder fly. Det kan være amerikanske, eller det kan være hollandske eller norske, afhængigt af hvem der er dernede.

Jeg skal love for, at der var omkommet langt, langt flere danske soldater, hvis man ikke havde den mulighed. Alternativet er indimellem at bruge artilleri, altså det, man kalder kanoner og haubitser. De har en spredning, der er ti gange større end flyene, og derfor er flyene i øjeblikket det, man har, som giver færrest civile tab, en brøkdel af de tab, det gav for bare 20 eller 30 år siden.

Tak til hr. Helge Adam Møller. Så er det hr. Johs. Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det.

Det Radikale Venstres ordfører på området, hr. Niels Helveg Petersen, kan ikke være til stede, og derfor skal jeg i hans sted fremføre Det Radikale Venstres synspunkter. Nu har vi godt nok haft hr. Holger K. Nielsen til at tale fra hr. Niels Helveg Petersens plads, men det er nok bedst, at jeg trods alt meddeler, hvad der er Det Radikale Venstres synspunkter.

Det er sådan, at vi i Det Radikale Venstre fuldt ud står bag den redegørelse, som er givet fra forsvarsministeren. Vi mener, at den på fuldt ud dækkende vis og i detaljer redegør for, både hvordan processen har været frem til nu, og hvordan man forventer den skal være fremadrettet. Og vi er glade for, at det mellem partierne er aftalt, at også den fortsatte diskussion om, hvordan den her opgave skal løses, foregår som en fuldstændig åben proces og på et gennemskueligt grundlag. Vi synes så, at det er vigtigt, når man får beslutningsgrundlaget tilvejebragt, at man på det tidspunkt netop så tager den grundige debat om, hvad valgmulighederne så er, og hvad begrundelserne må være for de valg, der skal træffes, både når man taler om typevalg, og når man taler om antal og meget andet i den forbindelse.

Så vi kan tilslutte os den redegørelse, som er givet fra forsvarsministeren, og tage den til efterretning.

Der er et ønske fra hr. Frank Aaen om en kort bemærkning.

Jeg har fuld forståelse for, at hr. Johs. Poulsen ikke er forsvarsordfører og accepterer så også, at vi ikke går langt ind i debatten om det forsvarstekniske, men sådan et helt banalt, grundlæggende spørgsmål kan jeg måske få lov at stille, nemlig: Synes Det Radikale Venstre, at det er en god ting, at de fly, vi måtte anskaffe os, også har den egenskab, at de er i stand til at lave operationer som dem, hr. Helge Adam Møller lige har fortalt om, nemlig det at kunne bombe, f.eks. i en krig som den i Afghanistan?

Ordføreren.

Jeg synes, at debatten i salen i dag har vist med meget tydelighed, at det, der er tale om, er fly, som kan anvendes til mange, mange forskellige formål, og at det er en faglig vurdering, som jeg kan høre det, at det er en afvejning, man må foretage, når man skal videre i processen, nemlig hvad der er klogest at anskaffe set i lyset af, hvilke egenskaber de kommende fly skal kunne opfylde.

Hr. Frank Aaen.

Det er jo ikke sådan, når man skal købe nye fly, at man siger til alle, der laver fly, lige fra papirflyvere til Joint Strike Fighter: Kom og byd. Man siger: Byd, hvis I har et fly, der kan det og det og det. En af de ting, man har sagt til dem, der skal levere fly til Danmark, er: I skal kunne levere tunge bomber. Var det ikke uklogt at stille det krav op? Skulle man ikke have lavet et mere åbent bud på, hvad vi så skulle have af fly, hvis vi skal have fly?

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, er det en del af beslutningsgrundlaget, som man i fællesskab har vurderet var den rigtige måde at gøre det på, nemlig at man skulle kunne opfylde en række forskellige egenskaber, herunder den egenskab også at kunne deltage i kampoperationer på den måde, som det er beskrevet af hr. Frank Aaen. Og vi står naturligvis bag de aftaler, der er lavet i forsvarsforligskredsen, og som sagt ser vi frem til, at vi får en fuldstændig åben og gennemskuelig proces omkring valget.

Tak til hr. Johs. Poulsen. Så er det hr. Høgni Hoydal.

Nu er der jo ikke stor tradition for, at Færøerne – og heller ikke Grønland – deltager så meget i forsvarsdebatter i Folketinget, og det har sine grunde. Først og fremmest har forsvarsområdet jo været et område, som Danmark har sagt er et suverænt dansk område, og selv om der har været enstemmighed i Færøerne og Grønland, har man end ikke lyttet til færøske og grønlandske perspektiver på dette område. Men jeg vil dog alligevel gøre en undtagelse og ikke resignere over for det, for det er en lidt surrealistisk oplevelse at høre de danske forsvarsdebatter.

Danmark hævder jo at have suverænitet over Færøerne og Grønland. Grønland er 42 gange større end Danmarks land- og havterritorium, Færøerne er to gange større, men det fylder uendelig lidt i den danske debat – uendelig lidt, også i den nye forsvarsredegørelse og det forsvarsforlig, der er indgået. Se, nu er jeg ikke utilfreds med, at man neddrosler Danmarks suverænitetshævdelse i Nordatlanten, det må jeg sige. Og for at tale helt realistisk ved vi jo, at når det gælder forsvaret af Færøerne og Grønland, ligger Færøerne jo inden for den britiske sikkerhedszone og Grønland inden for den amerikanske. Det vil sige, at det i en reel krigssituation jo ikke er Danmark, men Storbritannien og USA, der kører løbet.

Men dog vil jeg se lidt på, hvad det egentlig er, der sker, og hvad der er sket det sidste par år i hele den forsvarspolitiske tilgang. Der er jo stor forskel på at se det her fra København og Bruxelles og Pentagon og så at se det fra Nordatlanten. Som vi oplever det i Nordatlanten, handler NATO, som jo egentlig var den nordatlantiske traktat, kan man sige, meget lidt om Nordatlanten. NATO er ude af Færøerne. Det havde jo stor betydning, at de var der under den kolde krig, specielt for Danmark og deres forsvarspolitik. USA var i Grønland, det er de så stadig væk. USA var også i Island, men er væk nu. Det har efterladt et meget stort tomrum, kan man sige, i hele det nordatlantiske og arktiske territorium.

Så har vi så det nye forsvarsforlig. Der er det efter min mening Pentagonperspektivet, der tæller mest. Danmark er med i en angrebskrig, NATO er blevet lige så meget en angrebspagt, som det er en forsvarspagt, og sådan er så det. Men det har ført til, at hele det nordatlantiske og arktiske perspektiv er næsten fuldstændig udraderet. Forsvarsministeren nævnte det jo, og det nævnes også i forsvarsforliget og i Forsvarskommissionens beretning, men det tæller ikke meget. Det er to modsatrettede udviklinger, vi står over for; dels er der Danmark, som sammen med USA går i krig i Afghanistan, Irak osv., dels er der jo det spørgsmål, om der kun findes disse brændpunkter i verden – Afghanistan, Irak, Mellemøsten osv. – eller om Nordatlanten og Arktis er ved at blive et nyt brændpunkt på en anden måde.

Det gælder alle de forhold, der er nævnt her, at der er behov for et kriseberedskab i Nordatlanten og Arktis. Alene f.eks. søfartssikkerheden, de nye eftersøgninger efter mineraler, olie osv., den øgede skibstrafik som følge af isens smeltning osv. skaber jo et enormt behov for i hvert fald civilt katastrofe- og kriseberedskab, miljøberedskab osv. Og der må jeg sige, at sådan som jeg har forstået det, når jeg har forhørt mig, også hos Forsvarskommissionens eksperter, så er de investeringer, der foretages her, også med disse kampfly, efter min bedste overbevisning ikke indrettet på de udfordringer, der kommer i Nordatlanten.

Jeg vil opfordre til, at man tager den såkaldte Stoltenbergrapport alvorligt, som jo taler om et nordisk beredskab, altså at de nordiske lande sammen skal have et beredskab for hele Arktis og Nordatlanten – et område, som bliver mere og mere vigtigt, også geopolitisk. Både Ruslands nye rolle som eller forsøg på at blive en ny stormagt og alle de klimatiske og ressourcemæssige udfordringer, der er, kræver, at man får et nordisk beredskab, og at de investeringer, man laver, har som mål, at også dansk materiel og danske indsatser kan indgå i et fælles nordisk beredskab for hele Nordatlanten og Arktis.

Det må jeg sige at jeg ikke helt kan se er ved at ske, og derfor må jeg sige, at jeg gerne vil støtte hr. Frank Aaens forslag til vedtagelse, som jo egentlig bare siger, at man skal udsætte det her, indtil man har klarlagt, hvad det egentlig er for opgaver, som det danske forsvar skal løse, i min optik specielt når det også gælder Arktis og Nordatlanten.

Tak. Der er ønske om kort bemærkning fra hr. Helge Adam Møller, før hr. Frank Aaen får ordet i den afsluttende runde.

Kun en enkelt ting: I sit indlæg nævnte hr. Høgni Hoydal også, at Danmark deltog i USA's angrebskrig i Afghanistan. Kan hr. Høgni Hoydal ikke bekræfte, at indsatsen, krigen i Afghanistan, er vedtaget af et fuldstændig enigt FN-Sikkerhedsråd? Samtlige 15 lande har opfordret alle verdens lande til at deltage militært og civilt i Afghanistan.

Kan hr. Høgni Hoydal ikke også bekræfte, at før Taleban – indtil for 8 år siden, hvor de herskede – var der ikke en eneste afghansk pige, der gik i skole? Ikke én, det var forbudt. I dag er der 2,5 millioner piger, der går i skole. Så det angreb, som FN opfordrede til at foretage, var måske meget godt, i hvert fald for afghanerne.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil meget gerne bekræfte hr. Helge Adam Møller i, at der er radikal forskel på krigen i Afghanistan og krigen i Irak, og jeg tror, at jeg nævnte dem sammen. Jeg kan dermed også have sat lighedstegn mellem dem, men jeg er helt enig i, at der er stor forskel på krigen i Irak og krigen i Afghanistan, som er vedtaget af et enigt Sikkerhedsråd, osv. osv. Dog vil jeg bare pointere, at NATO jo uden at tage stilling til det er gået fra at være en forsvarspagt til også at være en angrebspagt, som skal operere ude i verden med Danmarks deltagelse. Det var den pointe, jeg prøvede at fremhæve uden at gå ind i en større debat om krigen i Afghanistan.

Hvis jeg lige må komme med en bemærkning om det, vil jeg sige, at når man deltager her i Folketinget, oplever man set ud fra et færøsk synspunkt en slags forskønnelse, en slags eufemisering af krigsdeltagelse – altså, det påstås, at man kan spille krig ligesom et computerspil. Og der må jeg sige, at jeg stadig væk ikke tror på, at man opnår det, heller ikke i Afghanistan, uanset hvor præcise bomber man har. Krig har sine menneskelige konsekvenser, og det synes jeg man har en tendens til at undervurdere.

Hr. Helge Adam Møller.

Jeg er fuldstændig enig i, at krig har nogle menneskelige konsekvenser og normalt nogle kolossalt store menneskelige konsekvenser. Men indimellem er alternativet vel endnu værre. Nu kender jeg også Færøernes historie og den danske historie, og hvis der ikke var nogen, der var gået i krig i 1939, da tyskerne invaderede Polen, hvis der ikke var nogle andre lande, der havde sat sig op imod det, englænderne og andre, så var det jo endt med, at det så havde været hagekorset, der havde hængt ude foran Folketinget. Så indimellem kan alternativet til at undgå krig være bedre. Færøerne er jo også frit i dag.

Jeg må lige sige, at vi er midt i forhandlingen, vi er ikke gået til afstemning endnu. Jeg skal nok tilkendegive, når vi skal stemme.

Hr. Høgni Hoydal for at svare, og bagefter er det hr. Frank Aaen.

Selv om jeg ikke deler hr. Helge Adam Møllers opfattelse af krigen i Afghanistan osv., er jeg enig med hr. Helge Adam Møller i én ting, for jeg synes, han taler meget ærligt om, hvad krig egentlig er – også i forbindelse med hele den debat, der var om Irakkrigen, hvor man også førte retssager mod tolke osv. Jeg mener bare, at når man debatterer krig her i vores del af verden, ikke mindst i Danmark, har man en tendens til at sige: Vi er i krig, men der sker egentlig ikke noget. Man prøver at aflede opmærksomheden fra de gruelige konsekvenser, som krig har, ved at forskønne den og eufemisere den, og det synes jeg er et stort problem.

Tak til hr. Høgni Hoydal. Så er det hr. Frank Aaen i den afsluttende runde. Værsgo.

Tak for debatten. Jeg synes, vi i virkeligheden fik mere debat, end jeg måske var helt sikker på vi fik, forstået på den måde, at når der er et parti, der mener et, og resten af Folketinget på nær Nordatlanten mener noget andet, så kan det nok nogle gange blive svært at få en debat, men det har vi jo fået. Det bør vi jo selvfølgelig også have, for når der investeres for ca. 20 mia. kr. i køb, en udgift, der over årene vil belaste samfundsbudgettet med op til 100 mia. kr., så er det jo mange penge, men det er også en måde at lægge vores politik fast på, for det vil jo binde adskillige Folketing frem i tiden. Hvis vi investerer i en bestemt retning i den målestol, er det jo vanskeligt for Folketinget at gøre noget andet på et senere tidspunkt. Derfor er det jo vigtigt med diskussionen om, hvad det er, vi har brug for.

Vi har prøvet at rejse den debat, at hvis det, der er dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, primært skal dreje sig om fredsbevarende opgaver, udvikling af fattige lande, hjælp til konfliktområder, hvor der er sluttet fred, som er usikker, og hvor vi kan hjælpe dem med at opretholde freden, overvågning af vores eget område, overvågning af Nordatlanten, i det omfang landene deroppe ønsker det, så er det én type fly, der er brug for, med én type egenskaber. Hvis det er sådan, at opgaven er at deltage i væbnede konflikter a la dem i Irak og Afghanistan, er det en anden type fly, der er brug for. Det er det, som vi har prøvet at rejse en diskussion om.

Vi kan jo gøre det helt aktuelt: Er vores opgave i Afghanistan at hjælpe til udvikling og hjælpe til at bevare fredsaftaler, hvis de opnår sådanne – og det håber vi – i Afghanistan i stedet for fortsat krig? For så er det én type, der er brug for, f.eks. transportmaskiner. Eller skal vi, som nogle ønsker det, bare fortsætte med krig i Afghanistan? Så skal vi kaste endnu flere bomber i Afghanistan. Så konkret kan det jo stilles op.

Der vil jeg sige, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i den debat jo har meldt ganske klart ud, bl.a. ved hr. Helge Adam Møller, men også de øvrige ordførere, at det er en rigtig god idé at kunne kaste bomber i en konflikt som den i Afghanistan. Der har blandt forsvarspartierne været langt mere åbenhed, f.eks. fra SF, om at diskutere egenskaberne, og der har været en klar afstandtagen fra, at det er en målsætning at købe fly, der er velegnede til at kaste bomber fra.

Men så var hr. Holger K. Nielsens argument, at alle de fly, der var inde i debatten, både kunne det ene og det andet. Der vil jeg bare sige, at grunden til, at der har været et udvalg af fly, der har været inde i debatten – et udvalg, som nu er reduceret til tre – jo udelukkende er, at i det forarbejde, der er lavet, har man sagt: Byd, hvis jeres fly kan kaste bomber som i Afghanistan. Det har afholdt en lang række af verdens andre flyproducenter for overhovedet at kunne deltage, og derfor har vi ikke fået bud ind vedrørende fly, som kunne bruges til andre opgaver, fordi man på forhånd havde truffet beslutning om, at flyet skal kunne deltage i bombeoperationer.

Så vil jeg sige, at vi har haft en debat om, at køb af flyet først skal besluttes, når det er færdigudviklet. Og der må man sige, at Joint Strike Fighter i hvert fald ikke er færdigudviklet og ikke ser ud til at blive det foreløbig. Der er indtil videre 3-4 fly, der kan flyve, i modsætning til hvad forsvarsministeren nævnte over for mig i et svar forleden dag, hvor han sagde, at der var 13 fly, der allerede nu kunne flyve og deltog i testoperationer. Der er meget langt hjem, og man har også opdaget en masse problemer med Joint Strike Fighter.

Jeg vil også spørge, og det har vi også haft lidt debat om i dag, hvad jeg er glad for, om der er hastværk i den her sag. Alle er enige om, at F-16-flyene i hvert fald kan flyve til 2020. Jeg har lavet beregninger, som ingen har imødegået, og som viser, at hvis vi bare siger, det er suverænitetshævdelse og ikke deltagelse i internationale væbnede operationer, har vi F-16-fly til 2040. Så vi har under ingen omstændigheder meget hastværk. Der er god tid til at tage debatten, og jeg vil sige, at jeg vil håbe, at forligspartierne når frem til – for det er noget, der afgøres bag lukkede døre – at vi ikke behøver at træffe beslutning om anskaffelse af nye fly foreløbig, men sagtens kan lade tiden gå og få undersøgt, hvad det er, der er brug for, og hvilke modeller der er til rådighed på verdensmarkedet, hvis der er brug for fly, der kan det ene, men f.eks. ikke er særlig velegnede til at bombe over Afghanistan.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen, og vi er stadig i gang med forhandlingen, vil jeg bare sige til Folketingets medlemmer.

Hr. Holger K. Nielsen.

Hr. Frank Aaen bliver ved med at sige, at fordi man stiller krav om, at de fly også skal kunne kaste bomber, er der en række flytyper, man ikke har fået til at byde på det her. Kan vi ikke få at vide, hvad det er for nogle kampfly, der ikke kan kaste bomber? Det må hr. Frank Aaen jo kunne sige.

Ordføreren.

Jeg kan ikke her på stående fod huske navnet, men jeg skal gerne give dem til hr. Holger K. Nielsen. Der er masser af fly, der også er bevæbnede, som kan løse de opgaver, der er brug for, hvis man f.eks. bare vil lave suverænitetshævdelse af Danmark. Så er der masser af relativt langsomtgående fly, som man kan udstyre med maskingeværer eller andet, man har brug for, og som kan lige præcis det. Det kan være, forsvarsministeren kan hjælpe mig, han bør jo være ekspert på området.

Der er naturligvis masser af flytyper, som er meget billigere og meget enklere, hvis man siger, at de ikke behøver at have kapacitet til, at de også kan kaste store bomber.

Hr. Holger K. Nielsen.

Det er muligt, men jeg synes da, det er vigtigt at få de muligheder frem i debatten. Nu er det for sent, for der er kun tre, som byder på det, men med hensyn til suverænitetshåndhævelse er det da ikke nok at kunne skyde med et maskingevær, hvis man skal kunne afvise fly fra Rusland.

Vi er også enige om, at det ikke kun handler om suverænitetshåndhævelse. Det handler jo også om andre opgaver end bombekastning i internationale operationer, f.eks. flyveforbudszoner, at kunne beherske luftrummet og at kunne indgå i taktiske funktioner i forbindelse med andre operationer, så hr. Frank Aaen er nødt til at sige, hvad det er for et fly, vi har afvist.

Ordføreren.

Jamen lige præcis det sidste, hr. Holger K. Nielsen siger her, er jo et rigtig godt argument for at udskyde processen, for hvis det er sådan, at vi er enige om, at vi ikke skal indrette os på at købe fly, der er velegnede til at kaste store bomber, bør man jo afsøge markedet en gang mere og på den måde undersøge, hvad vi så kan få til en langt lavere pris, og det ikke er med henblik på at skulle kunne deltage i kommende Afghanistankrige. Det er da en god idé at undersøge tingene nærmere over længere tid, og jeg skal gerne bidrage med oplysninger. Indtil videre har det spor jo ikke rigtig været åbent, men bliver det åbnet, bidrager vi naturligvis meget gerne.

Tak til hr. Frank Aaen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om forslagene til vedtagelse.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 22 af Karsten Nonbo (V), John Dyrby Paulsen (S), Ib Poulsen (DF), Holger K. Nielsen (SF), Helge Adam Møller (KF) og Johs. Poulsen (RV), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 98 (V, S, DF, SF, KF og RV), imod stemte: 3 (EL og Høgni Hoydal (TF)), hverken for eller imod stemte: 0.

Forslaget til vedtagelse er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 21 af Frank Aaen (EL) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

Hvis det er muligt, at man går stille ud af salen, kan vi gå til næste punkt på dagsordenen.