Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 141:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af multimedieskatten.

Af Anders Samuelsen (LA) m.fl.

(Fremsættelse 01.06.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er skatteministeren.

Tak for det. Vi har under det forrige beslutningsforslag haft en diskussion om, hvorvidt der er skatter, der er blevet hævet under den her regering. Her er så et beslutningsforslag om en af de skatter, vi har indført som et finansieringselement til at kunne sætte skatten ned på arbejde – den største sænkning af marginalskatten nogen sinde gennemført af den her regering. Det, der også var essensen i den tidligere diskussion, var, at forskellen på regeringen og oppositionen er, at vi giver pengene tilbage til borgerne via en sænkning af indkomstskatten, mens det, som især Socialdemokratiet og SF gerne vil have lov til, er at hæve skatterne, så de kan finansiere nogle flere gaver for andres penge.

Det her beslutningsforslag har vi behandlet tidligere her i Folketinget. Dengang var det fremsat af Det Radikale Venstre, og dengang afviste regeringen det, og det gør vi igen, netop fordi pengene er brugt til at sænke skatten på arbejde.

Som regeringen også påpegede sidste år, er multimedieskatten en værdiansættelse på 3.000 kr. af det gode, som består i, at en arbejdsgiver betaler for en computer, telefon, internetforbindelse eller et andet multimedie, som man også kan bruge privat. Man bliver derfor beskattet af den private rådighed over telefon, computer, internetforbindelse og andre multimedier. Værdien på 3.000 kr. svarer til den gamle skattepligtige værdi af fri telefon. Det er et skatteretligt princip, at løn skal beskattes, uanset om den udbetales som kontanter eller som personalegoder, og regeringen har med multimediebeskatningen indført en enkel og ensartet regel, der er let for alle at forstå.

Liberal Alliance påpeger flere steder i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at multimediebeskatningen straffer fleksible medarbejdere, der forsøger at finde en balance mellem et krævende arbejde og et velfungerende familieliv. Jeg synes, det er vigtigt at huske, at multimediebeskatningen ikke er en skat på arbejdsredskaber, men en beskatning af et multimedie, som man også kan bruge privat. Skatten straffer ikke fleksible medarbejdere, men sørger for, at det personalegode, som et multimedie er, bliver beskattet på en enkel og ensartet måde.

Jeg vil gerne understrege, at multimedieskatten kan undgås, hvis man vælger at bruge sin egen private computer og internetforbindelse til at arbejde i hjemmet, eller hvis man kun bruger de multimedier, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, på arbejdspladsen. Det er et valg, den enkelte må træffe sammen med sin arbejdsgiver.

Jeg har bemærket, at Liberal Alliance skriver, at multimediebeskatningen skader den teknologiske udvikling i vores samfund. Det mener jeg egentlig ikke er en rigtig påstand. Det skattepligtige beløb udgør omkring 3.000 kr., hvilket betyder, at langt de fleste vil skulle betale 1.225 kr. i skat om året eller 102 kr. om måneden for at have computer, internetadgang, telefon eller et andet multimedie til rådighed – eller flere af dem. For topskatteydere er skatten knap 1.700 kr. For de flestes vedkommende ligger beskatningen pænt under det, som det vil koste selv at købe et eller flere af de her multimedier, og vi har tilmed indført rabat i beskatningen for ægtefæller. Det sammenholdt med det, som jeg indledte mit indlæg med, netop at pengene er brugt til bl.a. at fjerne mellemskatten, skal man jo huske på.

Her skal vi jo huske på, at mellemskatten er kendetegnet ved, at den indtrådte, når folk gik fra passiv forsørgelse til arbejdsindkomst, og dermed var mellemskatten en jobskat. Det, jeg vil frem til, er, at de borgere, der har fået glæde af, at vi har fjernet mellemskatten, hovedsagelig også er dem, der betaler multimedieskat, men det regnestykke vil være til fordel for de mennesker, som er på arbejdsmarkedet. Eller sagt på en anden måde: Jeg beder sådan set danskerne om lige at regne efter, om de er glade for den omlægning, som vi har lavet, eller ej, for de har al mulig grund til at være glade. De har nemlig haft en stor lettelse ud af skatteomlægningen.

Liberal Alliance anfører, at dansk økonomi står foran økonomiske udfordringer. Det er givet, at der er udfordringer, men med de aftaler, vi har indgået her i foråret, er der skabt grundlag for en holdbar genopretning af dansk økonomi. Samtidig er der klart og konkret anvist finansiering af de 47 mia. kr., som der i kølvandet på den internationale økonomiske krise manglede for at få indtægter og udgifter til at balancere i 2020. Danmarks velfærd kan ikke sikres ved at give ufinansierede skattelettelser og da slet ikke ved at fritage større personalegoder fra beskatning.

Med de bemærkninger vil jeg gerne gentage, at regeringen heller ikke denne gang kan støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen så må vi jo gå skuffede herfra endnu en gang, fordi regeringen ønsker at holde fast i multimediebeskatningen. Jeg er sådan set lidt overrasket over argumentationen, men måske kom der til sidst den argumentation, jeg havde regnet med, nemlig noget med, at man skulle have nogle indtægter, og at man derfor var nødt til ligesom at have den her skat. For jeg synes jo, skatteministeren først lagde op til, at det egentlig var en rigtig god idé med en multimediebeskatning, men jeg går da ikke ud fra, at det er skatteministerens politiske udgangspunkt, at det er en fin idé, at folk skal beskattes af deres fleksibilitet og deres overarbejde og muligheden for at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Det er da ikke noget, der er godt for samfundet eller godt for den enkelte. Så er det korrekt forstået, at det var sidste halvdel, der var den egentlige argumentation, eller synes man faktisk, at multimedieskatten er en god skat?

Ministeren.

Diskussionen om, hvorvidt en skat er god eller ej, bliver en lang diskussion. Det, der er afgørende i et velfærdssamfund, er jo, at man kan finansiere det fælles, og i den sammenhæng har vi været inde at kigge på, om det var formålstjenligt at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt ved at sænke skatten på arbejde. Vi var helt klar på, at det var vigtigt. Og derfor har vi sænket skatten på arbejde, faktisk ad tre omgange, men for at finansiere det, har vi været inde at kigge på, om der så er steder, hvor det vil være mindre skadeligt at tage skatten. Vi mener sådan set, at princippet om, at man beskatter goder, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver og bruges privat, er et sundt princip, alene af den grund, at man jo ellers hurtigt vil se resultatet. Hvis man har en direkte aflønning via penge, der beskattes med omkring 50 pct., og man har skattefrie personalegoder uden beskatning eller loft overhovedet, så skal man nok kunne regne ud, hvordan mange vil blive aflønnet i fremtiden. Så hvis hr. Simon Emil Ammitzbøll spørger ind til, om der kan være et sundt skattemæssigt princip i at beskatte personalegoder, så er svaret ja.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det jo lidt ufatteligt, at vi i år 2011 mener, at det er et personalegode at have en bærbar computer eller en iPhone, eller hvad ved jeg. Altså, det er jo sådan set et arbejdsredskab. Hvad bliver det næste? At det også er en skovl eller en hammer, der bliver et personalegode for en håndværker? Jeg ved det snart ikke. I virkeligheden synes jeg desværre, at hele argumentationen bygger på princippet om mangel på fantasi. Altså, man taler om ufinansierede skattelettelser, for ufinansierede skattelettelser er sådan nogle skattelettelser, der ikke handler om, at man finder på nye skatter, når man afskaffer gamle skatter. Man kunne jo også sætte de offentlige udgifter ned, vil jeg sige til skatteministeren. Jeg mener, det er et meget smukt princip at gå efter at få en mindre offentlig sektor i det land i verden med den største offentlige sektor, i stedet for at få en større offentlig sektor, sådan som regeringen og De Radikale og Dansk Folkeparti lægger op til i de kommende år. Det er da en meget bedre vej, sådan at Danmark kan få et lavere skattetryk, vi kan blive mere konkurrencedygtige, vi kan få mere velstand til glæde for den enkelte dansker.

Ministeren.

Jeg synes, det er rart at diskutere skattepolitik med Liberal Alliance, for den diskussion, der foregår lige nu, er, om den skatteomlægning, regeringen lavede, kunne være finansieret ved at skære i den offentlige sektor frem for, som vi gjorde, at øge andre skatter og afgifter. Det er jo en noget mere virkelighedsnær diskussion end den, man hører fra den røde del af oppositionen, som gang på gang påstår, at vores skatteomlægning ikke var finansieret. Det var den jo lige præcis.

Vi er så ikke enige med Liberal Alliance i, at vi skulle sænke skatten på arbejde ved at skære i den offentlige sektor. Vi mener, at det, der har været afgørende, har været at lave en skatteomlægning, som i sig selv også vil medføre en bedre konkurrenceevne i det her land, nogle bedre incitamenter til at gå fra ledighed til arbejde, nogle bedre incitamenter til at uddanne sig – alt sammen noget, som vil medføre, at vi vil få en større vækst i det her samfund og dermed også en større mulighed for at finansiere det fælles. Så der er forskellige tilgange til, hvordan vi sætter i hjulene i gang.

Men det glæder mig som sagt, at Liberal Alliance anerkender, at selvfølgelig er skattereformen finansieret.

Tak til skatteministeren. Så går vi over i ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Mads Rørvig, Venstre.

Tak for det.

Vi behandlede et lignende beslutningsforslag her i Folketingssalen i sidste samling. Beslutningsforslaget gik også dengang ud på at afskaffe multimedieskatten, og Venstres holdning er den samme, nemlig at vi ikke kan støtte forslaget, med den samme argumentation.

Vi har jo gennemført en historisk skattereform, en skattereform, der gør det mere attraktivt at arbejde, og en skattereform, der på sigt vil give os 5,5 mia. kr. mere om året til velfærd, og skattereformen er, som skatteministeren også sagde, fuldt finansieret. Det betyder, at vi har måttet finde finansieringen på en række områder, og et af de her finansieringselementer er jo at gøre den gamle beskatning af fri telefon teknologineutral, kan man sige, og dermed opnå et større provenu, da flere multimedier bliver medtaget i en sådan beskatning.

Før skattereformen var det et virvar med forskellige beskatningssatser, alt efter hvilket udstyr man havde. Noget udstyr blev betragtet som et skattefrit medarbejdergode, mens andre multimedier skulle beskattes. Og foruden de forskellige former for beskatning var hele den teknologiske udvikling løbet fra det regelsæt, vi havde. Hvem kan sige, om en iPhone er en computer eller en telefon eller begge dele?

Derfor var det hensigtsmæssigt en gang for alle at få skabt en ensartet beskatning på området, og det fik vi gjort med en multimediebeskatning. Den er ikke blevet lige vel modtaget alle steder, og slet ikke hos Liberal Alliance, men den bidrager til, at vi har kunnet sænke marginalskatten så meget, som vi har gjort, alt sammen fuldt finansieret.

Jeg mener heller ikke, det er rigtigt, at en multimedieskat vil bremse den teknologiske udvikling og gøre Danmark til et teknologisk uland, for det svarer til, at en skatteyder betaler imellem 102 og 150 kr. ekstra i multimedieskat efter den gældende sats på værdiansættelsen af de 3.000 kr.

Så jeg vil henholde mig til den ordførertale, jeg holdt for et år siden, nemlig at Venstre ikke kan støtte en afskaffelse af multimedieskatten, også med den begrundelse, at det jo koster 650 mio. kr., og at Liberal Alliance ikke anviser finansiering hertil.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Hr. Mads Rørvig sagde jo ganske fint, at man indførte multimediebeskatning, og så fik man et større provenu, altså at danskerne skulle betale mere. Det er sådan konceptet i det med det større provenu, ikke? Der er jo nogen, der skal betale sådan et.

Men jeg syntes ikke, hr. Mads Rørvig fortalte, hvorfor det er, at Venstre synes, det er en god idé at beskatte medarbejderes fleksibilitet og overarbejde, således som multimedieskatten gør. Det burde vel i virkeligheden være skattefrit at yde en ekstra indsats. Altså, hvis man ellers gik ind for flere fradrag, kunne man overveje, om der skulle gives fradrag for det, for det er så god en idé, at medarbejderne står til rådighed, fordi det gør, at produktiviteten i virksomhederne kan øges til gavn for os alle sammen, i stedet for dette, som gør det modsatte.

Regeringen siger, at den kæmper for hjemmearbejdspladser, men hvordan går det mon med dem?

Ordføreren.

Nu siger hr. Simon Emil Ammitzbøll, at folk kommer til at betale mere som følge af multimediebeskatningen, og det er rigtigt. Men hvis man lige tager helikopterperspektivet og kigger på, hvad det egentlig var, der skete ved skattereformen, så forholdt det sig jo sådan, at vi bl.a. afskaffede mellemskatten, hvilket sænkede marginalskatten markant. Så til det der med, at folk betaler mere, fordi de skal betale multimedieskat, vil jeg sige: Jo vist, men man skal lige se på hele sammenhængen.

Så er det jo i Danmark et skatteretligt princip, at løn skal beskattes, uanset om det er løn, man får af arbejdsgiveren, eller det er et personalegode, og med multimediebeskatningen har vi forenklet de regler, der hidtil var for beskatning af fri telefon. Jeg anerkender da, at Liberal Alliance har den holdning, at personalegoder slet ikke skal beskattes, men det ser vi i Venstre som nødvendigt, også fordi der, hvis det ikke var tilfældet, automatisk var en glidning fra normal aflønning over i aflønning i materielle goder, og det er vi ikke interesseret i.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Der er jo nok en grundlæggende uenighed om, om computere og telefoner er personalegoder eller arbejdsredskaber. Jeg troede, at i 2011 var alle enige om, at det må være helt naturlige arbejdsredskaber.

Så siger hr. Mads Rørvig, at man skal prøve at se det i helikopterperspektiv, og der er det, jeg vil anbefale hr. Mads Rørvig måske at få helikopteren op i de lidt højere luftlag og så ikke kun se på Danmark, men se verden som et hele. Og der er Danmark og danskerne plaget af skatter i en grad som intet andet folk, belastet af verdens største offentlige sektor, der er eksploderet under den nuværende regering. Føler man som borgerlig politiker slet ikke et ansvar for at gøre noget ved det, for at øge Danmarks konkurrenceevne?

Føler man slet ikke, at man kan se med misundelige blikke over Øresund til Sverige, hvor de borgerlige politikere ikke alene er det af navn, men også af gavn, og derfor fører en politik, der giver høje vækstrater, og at man kunne sørge for, at Danmark ikke skulle være nummer et på alle disse kedelige parametre, men en gang imellem lidt længere nede? Og her taler vi jo bare om en enkelt lillebitte tåbelig skat, som ikke giver særlig meget i indtægt, men som generer rigtig, rigtig mange mennesker i deres hverdag og deres arbejdsliv og deres familieliv.

Ordføreren.

En lillebitte skat, bliver der sagt. Altså, den indbringer 650 mio. kr. til statskassen. Set i lyset af at vi står over for nogle økonomiske udfordringer for det danske samfund og vi lige har vedtaget en 2020-plan, hvor vi tager drastiske midler i brug – specielt er det ikke alle initiativer, der er lige sjove – så skulle 650 mio. kr. være det rene ingenting.

Jeg deler simpelt hen ikke hr. Simon Emil Ammitzbølls holdning til det, og jeg synes, det er lidt fattigt, at man, når man fremsætter sådan et beslutningsforslag, der medfører en meromkostning for staten på 650 mio. kr. om året, så ikke kan gøre sig umage med at anvise finansiering dertil. Det er bl.a. på den baggrund, at vi selvfølgelig ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er den næste i ordførerrækken hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet.

Liberal Alliance gentager med dagens beslutningsforslag det beslutningsforslag, som Det Radikale Venstre fremsatte i 2010, og som vi havde til behandling her i salen den 6. maj 2010. Det er sådan set fair nok. Dels er reglerne blevet ændret siden dengang, dels havde Liberal Alliance ikke stunder at møde frem til behandling i salen og redegøre for partiets holdning ved lejligheden sidste gang.

Socialdemokratiet fremførte i forbindelse med vores og i øvrigt SF's finanslov for 2012, at multimedieskatten bør ændres, således at de, der alene har et multimedie til rådighed fra arbejdsgiveren, bør fritages for multimediebeskatning. Det vil f.eks. gælde den skovarbejder, der af sikkerhedsmæssige grunde har en mobiltelefon med i skoven, eller hjemmehjælperen, der har en elektronisk patientjournal med rundt på den håndholdte computer. For dem og andre, der kun har et multimedie til rådighed, skal der ingen multimediebeskatning være. Så langt er vi enige i såvel Det Radikale Venstres som Liberal Alliances forslag om at afskaffe multimedieskatten. Det vil være en håndsrækning til nogle af dem, som virkelig knokler hårdt på arbejdsmarkedet uden at have de store lønninger. Og det vil have den fordel, at vi slipper af med noget af det administrative bøvl, som en lang række arbejdsgivere har klaget over i forbindelse med multimedieskatten.

Men for dem, der har flere multimedier til rådighed f.eks. folketingsmedlemmer, som har iPhone, som har bærbar computer, som måske har tv og – for de særlig udvalgte folketingsmedlemmer – oven i købet for øjeblikket iPad til rådighed, synes jeg sådan set det er fair nok at sige, at der skal ske en multimediebeskatning. Det mener vi er et godt princip. Det var det samme princip, som skatteministeren pegede på, nemlig at man skal betale skat af sin løn, uanset om den bliver udbetalt i bananer eller i kroner eller i multimedier. Hvis multimedier bliver fritaget helt for beskatning, er der den risiko, at navnlig dem, som er højtlønnede, og som har stor indflydelse på deres egen løn, vil være fristet til at tage en del af lønnen ud i bruttolønsordning eller som ekstra multimedier og på den måde undgå beskatning. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, hvad der vil ske. Det vil ikke bare være en iPhone eller en computer eller et tv, hvorfor ikke en ekstra bærbar computer hjemme, som børnene kan bruge, og hvorfor ikke det store B&O-tv med den store kanalpakke, så man kan følge med i de udsendelser, der nu er relevante, og som man kan erklære relevante for arbejdet, og hvorfor ikke det samme til sommerhuset? Det koster jo det samme, nemlig ingenting, hvis man bliver enige om det, fordi det er alle andre, der skal betale. Det vil være et gigantisk skattehul, og det vil være helt urimeligt.

Så er der nogle, der måske vil sige, at nej, sådan går det nok ikke i praksis, men vi ved, at det vil ske. Vi har allerede – og dokumenteret bl.a. jo i tv – set, hvordan firmaer systematisk tilbyder omgåelse af de eksisterende regler. Bl.a. har det jo været oppe i Pengemagasinet på DR 1. Da jeg forberedte mig til den her sag, faldt jeg over et meget sigende citat fra direktøren for it-leverandøren Atea, som i december 2010 sagde til Jyllands-Posten, og jeg citerer: Multimedieskatten har betydet alt. Vi forventer, at vi har omsat for ½ milliard, når vi slutter regnskabsåret for 2010. Den halve milliard havde vi ikke fået, hvis der ikke havde været multimedieskat.

Socialdemokratiets holdning er altså, at multimedieskatten skal afskaffes for dem, der kun har et multimedie til rådighed. Efter det, der er sagt indtil videre, gør jeg mig ikke nogen illusioner om, at VKO på den her måde vil bidrage til at lette hverdagen for almindelige hårdtarbejdende mennesker, men i virkeligheden kunne forslagsstillerne jo vælge at tage det her positivt op, og så er der faktisk en reel mulighed for, at vi kan få en ændring og få det her forslag i den ændrede form vedtaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti som ordfører.

Jeg tror ikke, at jeg udløser den store overraskelse eller det store chok ved at sige, at Dansk Folkeparti vil stemme imod beslutningsforslaget, hvis det kommer til en afstemning ved en andenbehandling.

Multimedieskatten, som Liberal Alliance ønsker at afskaffe, eksisterer på nuværende tidspunkt som en del af skatteaftalen, den aftale, der hedder »Forårspakke 2.0«, som er indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen. Alene af den grund, at Dansk Folkeparti har været med til at aftale multimedieskatten, bakker vi selvfølgelig op om, at den skal eksistere, og derfor afviser vi selvfølgelig også beslutningsforslaget her, som går ud på at afskaffe den.

I Dansk Folkeparti finder vi det rimeligt, at al form for løn beskattes, også den løn, der udbetales i form af naturalier, ved at man får stillet et gode til rådighed, som man har mulighed for at benytte privat, og som derfor kan erstatte en udgift, som man ellers skulle have afholdt af egen pengepung. Derfor finder vi det også rimeligt, at vi har en multimedieskat, som tager højde for de ting.

Desværre fremgår det ikke af beslutningsforslaget, hvad Liberal Alliance vil stille i stedet for multimedieskatten. Skal aflønning i naturalier være skattefrit, for så er der da for alvor lukket op for spekulation i at konvertere aflønning i penge til aflønning i goder i stedet for. Det synes jeg Liberal Alliance skylder en forklaring på. Ligeså skylder Liberal Alliance en forklaring på, hvordan forslaget skal finansieres. I forslaget konstateres det alene, at der vil være et provenutab på 650 mio. kr. Sådan, ufinansierede skattelettelser, eller hvad er det nu egentlig vi er ude i? Jeg glæder mig til at få en uddybning af det.

Vi kan med andre ord ikke støtte beslutningsforslaget, så Liberal Alliance må nok hente opbakning andre steder fra.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg har ved tidligere lejligheder forstået på nogle af hr. Mikkel Denckers kolleger fra Dansk Folkeparti, at Dansk Folkeparti ser sig selv som sådan et særligt parti for familien eller noget i den stil, altså at de er meget optaget af, at man skulle have særlig gode vilkår der. Hvis man virkelig mener det bogstaveligt og ikke kun sådan ved festlige lejligheder, burde man så ikke netop se på det her forslag om at øge fleksibiliteten mellem familieliv og arbejdsliv, så det bliver nemmere både at kunne have en karriere og have et aktivt familieliv?

For det, man gør med den her skat, er jo at gøre det mere besværligt at være en fleksibel medarbejder og kombinere arbejdsliv og familieliv, arbejde og fritid. Så er pointen i virkeligheden, at man står og taler for den her skat, fordi man nu har indgået en eller anden større aftale med regeringen og så er det her noget af det dårlige, der kom med, og som man så var nødt til at stemme for? Eller synes Dansk Folkeparti virkelig, at det her er en helt fantastisk idé?

Ordføreren.

Jeg må sige, at den første del af hr. Simon Emil Ammitzbølls indlæg var jeg helt enig i. Dansk Folkeparti er et parti, som vil gøre noget for, at familierne skal have det godt og det skal være nemt at have et godt familieliv. Den ros er jeg helt enig i, så tak for den.

Men jeg mener ikke, at det, at vi har en multimedieskat, som Dansk Folkeparti også bakker op om, er noget, der er i modstrid med at have et godt familieliv. Nu mener jeg jo nok, at det at have et godt familieliv kan man opnå på andre måder end ved at blive fri for at betale multimedieskat. Det er der mange andre faktorer som har indvirkning på.

Men jeg vil nok også tillade mig at sige, at jeg tror, at de fleste mennesker faktisk opnår en gevinst ved at have den her multimedieskatordning på den måde, at hvis man er topskatteyder, betaler man sådan ca. 1.800 kr. om året i multimedieskat, og hvis man inden for den ramme får stillet en bærbar computer til rådighed med internetforbindelse af sin arbejdsgiver, tror jeg nok, at de 1.800 kr. er tjent ind. Så jeg ved ikke, hvorfor det skulle forhindre at have et godt familieliv.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Når folk nu er så glade for det, hvordan forklarer hr. Mikkel Dencker så, at der har været et markant fald i arbejdsgiverbetalte bredbåndsforbindelser til private?

Ordføreren.

Der må jeg blive hr. Simon Emil Ammitzbøll svar skyldig. Jeg kender ikke den statistik, der skulle vise en markant tilbagegang i arbejdsgiverbetalte bredbåndsforbindelser; den har jeg simpelt hen ikke set. Jeg tvivler også på, at det er ret mange mennesker her i landet, som har fravalgt deres arbejdsgiverbetalte mobiltelefon, computer eller internetforbindelse på grund af multimedieskatten. Det kan jeg simpelt hen ikke forestille mig. Det ville være en meget dårlig forretning for langt de fleste mennesker.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jesper Petersen, Socialistisk Folkeparti.

Som andre ordførere har nævnt, er det jo ikke første gang, vi tager debatten her. Der har tidligere været fremsat beslutningsforslag fra Det Radikale Venstre om at fjerne multimedieskatten, vi har selvfølgelig også diskuteret det i første omgang, da den overhovedet blev indført, og vi har ved forskellige samråd og ved andre lejligheder haft fornøjelsen af at diskutere det.

Vores konklusion i SF vil være nogenlunde den samme: Vi mener, at der skal være en beskatning af frynsegoder, som man får fra sin arbejdsgiver, af goder, som man får i stedet for løn, eller af goder, som har en værdi for en, på den måde, at man ellers selv skulle eller ville anskaffe sig dem. Det skal ikke være muligt at aftale, at man simpelt hen sørger for at udbetale lønninger som goder i stedet for – eller at man måske, hvis man har en virksomhed og udbetaler sin egen løn, gør det til sig selv – og at man på den måde slipper for at skulle betale skat. Og sådan ville det være, hvis der ikke fandtes en multimediebeskatning eller en rimelig beskatning af frynsegoder.

Det, at der er en rimelig beskatning af goder, handler jo om at undgå, at der sker en omgåelse af skattereglerne. Det handler også om retfærdighed, på den måde, at det kun er dem, der er på arbejdsmarkedet, der overhovedet kan få disse goder fra en arbejdsgiver i stedet for at få udbetalt løn. Samtidig er der også en skævhed mellem den offentlige sektor og den private sektor. Det medfører så også en kønsskævhed, fordi kvinder jo er overrepræsenteret i den offentlige sektor, og når man ser på fordelingen af frynsegoder, kan man se, at det altså betyder, at kvinder ikke begunstiges i samme grad som mænd af de regler, der er, og sådan ville det også være, hvis der ikke fandtes en multimediebeskatning.

Men det er selvfølgelig så en diskussion om, hvordan vi skal indrette det på det her område, hvor man både har personlig gavn af godet, og hvor det kan bruges i forbindelse med ens arbejde. Multimedieskatten er også besværlig at administrere, og vejledningen i forbindelse med den har en længde som et gennemsnitligt evangelium.

Vi vil gerne være med til at se på tilfælde af multimedieskatningen, der sådan er åbenlyst urimelige, og har foreslået, at man kan undtages fra multimedieskatning, hvis man alene har fået stillet ét multimedie til rådighed af sin arbejdsgiver. Der kan man undgå bøvlet og ligesom have det som en bagatelgrænse. Det har vi som en del af vores økonomiske plan fremlagt forslag om, og vi vil altså gennemføre det, hvis vi kan komme til det. Vi har finansieringen til det i vores økonomiske plan, men har ikke nok til – og har heller ikke støtte til det – at fjerne multimedieskatten fuldstændig.

Men jeg synes, at Liberal Alliance trods alt skal tage det sådan, at vi jo så her får en fornyet debat om multimedieskatningen og muligheden for at lave en eller anden form for justering af det. Der håber jeg, at vi, om ikke nu, men så til den tid, hvor vi forhåbentlig har et nyt flertal, kan se på det, og der vil det da være så udmærket igen at have den dialog med Liberal Alliance.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Mike Legarth, De Konservative.

Tak, hr. formand.

Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte forslaget. Det kommer sikkert ikke bag på nogen.

Det forholder sig jo sådan, at i forbindelse med skattereformen, «Forårspakke 2.0», tilbage i 2009, skabte vi et historisk resultat ved at sænke skatten på arbejde med 7,5 pct. I den forbindelse lyttede vi jo til Skattekommissionen og mange af de anbefalinger, der var fra den, herunder at det ville være en god idé at indføre en multimediebeskatning.

Hvorfor nu det? Det er for det første, fordi det er et finansieringselement til netop at kunne sænke skatten på arbejde med 7,5 pct., hvilket er et helt og aldeles fremragende resultat – og vi skal videre ad den vej, for det øger Danmarks konkurrenceevne, og det øger beskæftigelsen i Danmark, og i det hele taget sikrer det, at vi kan blive ved med at bevare det servicesamfund, som vi så gerne vil have.

Det er for det andet, fordi vi jo ikke kan appellere til, at vi får et naturaliesamfund, hvor man betaler løn med naturalieydelser, og hvis der ikke skulle betales multimedieskat, skulle der jo sådan set heller ikke betales skat af en firmabil eller betales skat af rejser, en medarbejder har fået af virksomheden. Så hvis der skal være en eller anden form for symmetri i den beskatning, vi har – og det skal der selvfølgelig – er vi også nødt til at indføre en multimedieskat. Vi har heldigvis gjort det i en størrelsesorden, sådan at det er fair. Den koster, for dem, der ikke betaler topskat, 102 kr. om måneden. Det vil med andre ord sige, at man ikke selv med egne midler kan købe en billigere løsning, for det ville jo altså betyde, at man skulle ud at købe en computer eller en mobiltelefon, opkobling, betaling af abonnement og taletid, reparation, modelskifte osv. osv. Så det her er en billigere løsning, og det, vi skal appellere til, er, at vi ikke har et samfund, hvor man skal have både en arbejdsmobil og en privat mobil og en arbejdscomputer og en privat computer. Det ville da være det glade vanvid, at man var nødt til at slæbe rundt på to modeller af hver, fordi det nu engang kunne betale sig. Og hvis man betaler topskat, er det altså 141-142 kr., man skal tale om måneden for at have det her medie stillet til rådighed.

På mange måder er der jo ingen skat, der er behagelig. I Det Konservative Folkeparti er vi sådan set helst fri for skatter, i hvert fald vil vi holde dem så lave som muligt, men på den anden side skal det samfund, vi har, også finansieres, så derfor har vi accepteret den her løsningsmodel.

Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Egentlig kunne jeg godt lide hr. Mike Legarths afslutning, fordi jeg tror sådan set, at hr. Mike Legarth og jeg har en fælles aversion imod det høje danske skattetryk. Jeg synes sådan set, at det er at tone rent flag, hvis pointen er at sige: Vi kunne ikke lige blive enige om at få en mindre offentlig sektor, så vi måtte finde penge til lavere skatter ved at finde andre skatter. Vi synes, at den her skat ikke er særlig god, men det var så det, det kunne blive til.

Det er jo sådan set en argumentation, som i hvert fald jeg kan forstå, hvis det er det, der er argumentationen. Vi har hørt lovsang indtil nu, ikke fra ordføreren her, men fra tidligere ordførere om, hvor fantastisk en idé det er, at man skal beskatte medarbejderes fleksibilitet, overarbejde osv. Så jeg skal bare høre: Var det rigtigt hørt?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at man skal sørge for, at der er god konkurrenceevne, og der skal også være fleksibilitet, og det er der også med den her ordning. Multimedieskatten gør ikke, at man ikke kan have hjemmearbejdspladser, og forhindrer ingen form for fleksibilitet. Det er noget sludder, fordi prisen er så lav. Men i den bedste verden var mange skatter ikke til stede, men der skal også være symmetri, der skal være lighed for loven, tingene skal have en sammenhæng, og det er der her.

Så er multimedieskatten jo i øvrigt som sagt sat lavt, men også som et plus dertil har vi på det seneste givet en ægtefællerabatordning – det synes jeg også er glimrende – sådan at vi fuldstændig og i ethvert tilfælde har skabt en ordning, hvor det er billigere at tage imod det her multimedie end at have et tilsvarende privat.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Så fik jeg alligevel ikke helt det svar, jeg havde håbet på, men det skal ikke skille os ad.

Er ordføreren ikke bekymret over, at vi har set, at antallet af virksomhedsbetalte bredbåndsforbindelser til private er faldet med over 20 pct., siden regeringen lancerede ideen om en multimediebeskatning? En eller anden effekt har det vel haft, og jeg er i hvert fald bekymret over, at den her regering, som fejrede hjemmearbejdspladsdage, og hvad ved jeg, samtidig ser et fald i antallet af reelle hjemmearbejdspladser. Der kunne det her jo i virkeligheden være en ret logisk forklaring, altså at man har fået multimediebeskatningen og den virak, som det har medført, og herregud…, undskyld, det må man ikke sige. Når man ser på, hvor lidt den her skat giver, og hvor mange mennesker den generer, synes jeg, at det er svært at se, at de to ting står forholdsmæssigt over for hinanden på en måde, som kan retfærdiggøres over for befolkningen.

Ordføreren.

Jeg er ret overbevist om, for ikke at sige helt og fast overbevist om, at årsagen til, at antallet er faldet, jo er, at det ikke kan betale sig at få stillet en virksomhedsbetalt internetopkobling til rådighed, fordi hvis det var det eneste udbytte, at man havde den, jamen så kan det godt være, at det ikke kan betale sig, og så har man valgt at have en privat i stedet for. Men det, der jo er vigtigt, er, at alle har så meget it til rådighed som muligt, og vi har set i andre opgørelser, at intet land er så velfunderet inden for it og opkoblingsmæssigt, som vi er. Så det er rent faktisk ikke et billede af, at det her virker negativt.

Nu er Det Konservative Folkeparti jo meget optaget af, at vi har så høj konkurrenceevne, så meget beskæftigelse, gode rammevilkår og lav beskatning som muligt, og det plejer vi jo også at være enige med Liberal Alliance om, men da det virkelig gjaldt, da vi forhandlede finanslov sidste gang, og hvor vi jo gav hr. Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance 1,5 mia. kr. på en blankocheck, hvor man kunne have valgt at slette multimedieskatten, løb hr. Ammitzbøll og Liberal Alliance ud af døren så hurtigt, så det røg fra skosålerne. Det synes jeg var skuffende. Der kunne man jo have været blevet ved forhandlingsbordet og forhandlet nogle gode skattevilkår igennem i stedet for ikke at tage et ansvar.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Niels Helveg Petersen, Det Radikale Venstre, som ordfører.

Det Radikale Venstre har fra starten været imod multimedieskatten, stemt imod den, og vi kan tilslutte os det her forslag, som jo helt flugter med et forslag, Det Radikale Venstre tidligere har fremsat.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Vi er i Enhedslisten enige i, at det er en tåbelig skat, som ikke fungerer særlig godt, og som rammer en hel del mennesker, som ikke burde rammes af beskatning, og derfor er vi helt indstillet på at lave en omlægning af den her skat og håber, at der kan blive et flertal for det efter et folketingsvalg. Vi er dog ikke enige i, at man bare skal afskaffe multimedieskatten, og det er, fordi der er nogle, og særlig dem, der er ansat i toppen af pyramiden tæt ved ejere eller arbejdsgivere, som får stillet enormt store medier til rådighed, og der mener vi, at der er tale om et frynsegode, som burde beskattes, i modsætning til når det er social- og sundhedsassistenten, der bare har et arbejdsredskab stillet til rådighed.

Så vi mener, at det er en udnyttelse af lovgivningen, der jo allerede sker i dag, hvor nogle medarbejdere, som typisk er højtlønnet, samtidig så kan få stillet enorme mængder udstyr til rådighed for en meget lav betaling af skat. Det vil vi gerne have grebet ind over for, men altså, i sin grundstruktur er multimedieskatten dårlig, og derfor bør det laves fuldstændig om, og det vil vi gerne medvirke til.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Jeg vil starte med at takke ordførerne for deres indlæg. Jeg tror, jeg vil sige det sådan, at der er mest grund til tak til min tidligere partifælle hr. Niels Helveg Petersen, som ikke spildte mange ord på forslaget, men dog sagde det, jeg ønskede at høre, nemlig at Det Radikale Venstres støtter det her forslag. Det er vi jo glade for. Så mangler vi kun 77 mandater i at have et flertal for at afskaffe multimedieskatten.

Jeg synes dog også, at vi vil glæde os over de positive toner, der var fra S og SF, om, at man delvis vil afskaffe den. Så må vi se, om vi kan blive enige om noget mere konkret, men jeg betragter det i hvert fald som positive tilkendegivelser. Jeg tror, der skal lidt mere arkæologisk arbejde til for at finde ud af, om jeg egentlig var glad for eller utilfreds med Enhedslistens tilkendegivelse. Man er i hvert fald imod multimedieskatten, som den er nu – så meget tror jeg vi kan blive enige om. Regeringen og Dansk Folkeparti har et forlig, der gør, at de føler sig bundet, og det er jo så sådan, det er.

Men det er virkelig ærgerligt. Det er virkelig ærgerligt, at verdens mest skatteplagede befolkning, nemlig den danske, ikke kan få lov til at få bare denne lille lettelse, som der var lagt op til her. Multimedieskatten er jo en del af den buket af tåbelige skatter, der er blevet indført de senere år. De fire tåbelige skatter, som er fedtskatten, udligningsskatten på pensioner, iværksætterskatten og multimedieskatten, er fire sådan tossede skatter, som er indført for at opfylde kortsigtede finansieringsbehov, men som i virkeligheden har en kontraproduktiv effekt på dansk økonomi. Således er der ikke noget, der tyder på, at den måde, man har indrettet fedtskatten på, vil forbedre den danske folkesundhed. Man ved til gengæld, at det vil øge grænsehandelen, man ved, det vil øge den sorte handel, man ved, det vil flytte arbejdspladser ud af Danmark og dermed ikke gøre noget godt. Udligningsskatten på pensioner er et signal om, at folk ikke skal spare op til deres egen pension, sådan som vi ellers i årtier har opfordret dem til at gøre. Iværksætterskatten er en skat på nye virksomheder og dermed på vækst og arbejdspladser. Endelig er der multimediebeskatningen, som er en skat på overarbejde, på medarbejderes fleksibilitet og på en øget sammenhæng mellem familie og arbejdsliv. Det er fire tåbelige skatter, hvoraf det her forslag kun drejer sig om en enkelt, men vi kunne sådan set godt have fremsat forslag om nogle af de andre også.

Hvis man ser på IT- og Telestyrelsens seneste telestatistik fra andet halvår af 2010, som kom for ca. 3 uger siden, vil man kunne se, at antallet af bredbåndsforbindelser til private, der er betalt af erhvervsvirksomheder, er faldet med over 20 pct. Således var det i første halvår af 2009 290.171 betalte bredbåndsforbindelser, mens det nu er faldet til 226.649 – et meget markant fald, som faktisk begynder lige på det tidspunkt, hvor regeringen begynder at tale om, at vi skal indføre en multimediebeskatning her i landet.

Regeringen holder såkaldte hjemmearbejdspladsdage, og det er sikkert også ganske fornøjeligt for videnskabsministeren at rejse rundt med noget sådant – også for andre, der kan se, at der bliver brugt offentlige kroner på at fejre, at folk skal arbejde derhjemme, men sandheden er desværre, at det går den anden vej. Når vi så ser på det lille beløb, det er under 700 mio. kr. om året, det giver at have en multimediebeskatning, hvis vi ser det sådan i reelle kroner og så har man selvfølgelig ikke fratrukket det, det måtte koste, nemlig at der bliver lavet mindre i de danske virksomheder, der er mindre konkurrencedygtige – men nok om det – og når vi ser på, hvor mange mennesker det generer, må man undre sig over, at et stort flertal i Folketinget så stædigt holder fast i, at man skal genere danskerne med en multimediebeskatning. Som jeg sagde tidligere, kunne man ligefrem være fristet af – ikke at det er et forslag – at sige, at man skulle gøre det modsatte og nærmest give folk penge for at have så mange computere og telefoner og iPads, og hvad ved jeg, derhjemme, sådan at de virkelig kan stå til rådighed for deres arbejdsgiver og dermed være til gavn for produktiviteten.

Jeg må også sige, at jeg synes, at noget af den retorik, der har været omkring det her med, at det er et medarbejdergode og et frynsegode, og at det kan sammenlignes med, at man fik gratis bananer, tror jeg endda, der blev sagt her fra Folketingets talerstol, når der sådan bliver stillet multimedier til rådighed, desværre viser, at i hvert fald flertallet i Folketinget åbenbart er nogle årtier bagud i forhold til det, der foregår på den anden side af denne borgs tykke mure, hvor det anses for at være ganske almindelige arbejdsredskaber i forbindelse med at passe et ganske almindeligt arbejde i en moderne tid.

Så er der blevet sagt: Jo, men skal vi så bare lave ufinansierede skattelettelser? Jeg kan faktisk ikke fordrage det udtryk ufinansierede skattelettelser, for »ufinansierede skattelettelser« er noget med, at der ikke er nok skatter til at komme i stedet for de skatter, som der var før. Det er det udtryk, man bruger om ufinansierede skattelettelser. Når man har kæmpe underskud på finansloven, har man ikke »ufinansieret offentlig velfærd« – men det er jo faktisk det, man har. Vi lider af ufinansieret offentlig velfærd og mangel på konkurrencedygtighed i forhold til andre lande i den vestlige del af verden. Vi har en af de laveste vækstrater i den rige del af verden, og det, der skal til for at gøre noget ved det, er først og fremmest at se på skatten på arbejde, men generelt også på vores skattetryk, som er en af de kedelige verdensrekorder, som denne regering jo også har været med til at holde fast i. Det vil blive værre med en S-SF-regering, skylder jeg selvfølgelig at sige til dem, der skulle tro, at det forholder sig anderledes.

Endelig må vi med hensyn til finansiering sige, at det bliver sagt, at Liberal Alliance her i forslaget ikke har skrevet, hvordan det skal finansieres. Men efter at vi nu i flere år er blevet hånet, spottet og latterliggjort af stort set et hvilket som helst parti i denne sal for, at vi vil mindske den offentlige sektor, mindske det offentlige bureaukrati, have mere udlicitering og færre offentligt ansatte, kan det vel ikke være nogen gåde, hvor vi i forbindelse med indgåelse af en finanslovaftale for 2012 vil finde finansieringen til denne og andre skattelettelser.

Danmark står i en svær situation. Det er blevet bedre med 2020-aftalen, tror jeg hr. Mads Rørvig fik sagt. Jo, det er da i hvert fald ikke blevet meget værre, og det er da sikkert blevet en lillebitte smule bedre, men det er slet, slet ikke godt nok. Vi har brug for at gøre verdens største offentlige sektor mindre, vi har brug for at sænke verdens højeste skattetryk, hvis vi overhovedet skal have en chance for at være med i konkurrencen med de andre rige lande. Ellers vil vores børn og vores børnebørn og vores jævnaldrende og måske også vores forældre om allerede få år bebrejde os, at vi ikke tog det ansvar, som var vores, og som man slet ikke har taget med de aftaler, der ligger nu.

Jeg skal gentage min tak til Det Radikale Venstre for at være for forslaget og ærgre mig over, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ville være med. Så må vi se, hvad vi kan gøre med nogle af de øvrige partier, som måske var halvpositive over for dette forslag. Tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.