Allerførst vil jeg gerne takke for debatten her i salen.
Det er et lovforslag, der udspringer af hele diskussionen om, hvordan vi organiserer folkeskolen, sådan at forældre har mulighed for at vælge den folkeskole, som de synes er rigtig god for deres børn.
Derfor har der længe været forsøg med det, der i virkeligheden er det udvidede frie skolevalg, for der har jo også været en del muligheder for skolevalg før.
Det er korrekt, som det også har været nævnt her, at der har været en diskussion om, at det på den ene side er rigtig godt, at man har en mulighed for at vælge en god lokal folkeskole til ens børn, men at det på den anden side jo også skal ske ud fra et overordnet hensyn, så vi ikke ender med, at vi giver nogle muligheder, der betyder, at der f.eks.
kommer en social opsplitning imellem folkeskolerne.
Lige præcis derfor har lovforslaget om det udvidede frie skolevalg været fulgt af flere evalueringer plus et udvalg, som har kigget på, hvilke erfaringer der så har været med det.
Så man må jo sige, at det, vi diskuterer i dag, faktisk er et lovforslag, som der er foregået et rigtig grundigt forarbejde til.
Jeg vil godt sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at det, som det her grundige arbejde viser, er, at der er basis for, at vi kan gøre det frie skolevalg permanent,
men
med en social balance.
Det viser jo også, at når man tager sig tiden og følger det og kigger på nogle af de bekymringer, der har været rejst, f.eks.
om der ville ske social segregering mellem nogle af skolerne, så er det faktisk muligt at finde nogle løsninger, som gør det muligt at fastholde og nu permanentgøre det frie skolevalg ved at give nogle redskaber til de steder, hvor der er nogle konkrete udfordringer i forhold til den lokale folkeskole.
Dermed er der også sagt til Enhedslisten, som spørger, om det her er en glidebane på vej hen mod – hvis jeg skal forstå det korrekt – de såkaldte profitskoler, som man ser i Sverige, om, at det ikke har noget med det svenske profitskolesystem at gøre.
Det her er alene et lovforslag, som nu gør det permanent med det frie skolevalg, vel at mærke med social balance.
Jeg kommer tilbage til, hvad det indeholder.
Som sagt er det blevet evalueret i to omgange, dels i 2007, dels i 2011, og det, det viser, er, at det fungerer rigtig fint langt de fleste steder.
Det er også grunden til, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre det permanent.
Der har som sagt været et udvalg om et mere frit skolevalg, som har afgivet nogle forskellige forslag og kommentarer på baggrund af evalueringen af ordningen, og det er også nogle af deres forslag, som vi tager med, og der er også nogle forslag, som rækker ud over det her lovforslag.
Men det, der ligger i selve lovforslaget, er, som det også er blevet nævnt, at der bliver mulighed for, at en kommunalbestyrelse i ganske særlige tilfælde kan suspendere det frie skolevalg for at beskytte særligt sårbare klasser eller klassetrin.
Det er utrolig vigtigt, at der er kommet den her mulighed for at beskytte særligt sårbare klasser, for det er jo det, der også har været rejst som en reel bekymring.
For hvis man tager udgangspunkt i klassen og der kommer en elev, der af forskellige grunde vil kunne komme til at splitte en klasse ad, hvem er det så, det er et frit valg for?
Er det et frit valg for de forældre, der kan flytte deres barn, eller er det det for de forældre, der har børn i en klasse, som kan risikere at blive splittet på grund af det frie skolevalg?
Derfor er det rigtig fornuftigt; og i virkeligheden er det her lovforslag også præget af en snusfornuftig tilgang til, at der, hvor der er nogle konkrete problemer, skal man kunne handle lokalt,
og det kan man så også med den mulighed for i særlige tilfælde at beskytte sårbare klasser eller klassetrin.
Lovforslaget indebærer også, at henvisning til specialundervisning skal foretages af bopælskommunen, og bopælkommunens visitering af elever med specialundervisningsbehov skal være bindende for skolekommunen, for så vidt angår tilbuddets karakter.
På den måde kommer der en sammenhæng mellem visiterings- og finansieringsansvar.
Endelig indeholder lovforslaget også en begrænsning af kommunernes pligt til at sørge for befordring af syge og handicappede elever, så pligten alene gælder for befordring til distriktsskolen eller til den skole, som eleven er henvist til af bopælskommunen.
Syge og handicappede elever, der benytter det frie skolevalg, vil efter forslaget alene kunne få dækket udgifterne til befordring svarende til befordring til distriktsskolen eller den skole, som de henvises til.
Det er, fordi det præcis er den ordning, som gælder for alle andre børn, så det er en ligestilling af ordningen.
Der er nogle, der har spurgt:
Jamen hvad i de tilfælde, hvor der sker en øget segregering, som jo nogle gange såmænd ikke behøver at være på grund af reglerne om udvidet frit skolevalg?
Vi kan jo se, at det i nogle områder er sådan, at forældre flytter deres børn fra skoler, og der, hvor vi især kan se det, er på skoler, hvor der er mange tosprogede elever.
Det har vi set i nogle enkelte af de store byer.
Derfor har jeg også tænkt mig at følge den opfordring og anbefaling, der er fra udvalget sides om det frie skolevalg.
Man har foreslået, at der bliver lavet forsøg, som modvirker skolesegregering.
Det, som udvalget foreslår, er f.eks., at man kan lave forsøg, hvor en kommune kan have fælles skoledistrikter for to eller flere skoler, inden for hvilke eleverne fordeles med henblik på en mere balanceret elevsammensætning.
Min holdning er, at hvis kommunerne ansøger om tilladelse til at igangsætte sådanne forsøg, vil jeg se positivt på det – igen med udgangspunkt i, om der er nogle konkrete udfordringer, for så skal vi give den lokale kommunalbestyrelse, hvis der er flertal der, en mulighed for at handle, sådan at målet er, at vi får en fælles og faglig stærk folkeskole for alle.
Men samlet set vil jeg godt sige tak for de bemærkninger, der har været, og også her glæde mig over, at det frie skolevalg er permanent og med social balance.