Man kan jo godt se lovforslaget som et udtryk for regeringens og politikernes almindelige uvilje eller manglende fornemmelse for folkekirken.
I en tid, hvor alt for politikere drejer sig om nytteværdi og kulturrelativisme og vildt grasserende ligemageri, har folkekirken det selvsagt svært.
Nyliberalistiske paroler om at lade falde, hvad ikke kan stå, blander sig med en relativistisk påstand om, at vi ikke kan tillade os at have en folkekirke, når der jo findes folk i Danmark, som tror på Allah, Buddha eller ingenting.
Hertil kommer, at man selv ind i kirkelige kredse er begyndt at betragte folkekirken som en koncern, en statslig religionsanstalt, der skal forvaltes på samme måde som De Danske Statsbaner.
Det er klart, at folkekirken set under denne åndløshedens matterede lup jo ikke er meget bevendt.
Vi har også en kirkeminister, der siden sin tiltræden har betragtet sig selv som chef for folkekirken – en, vil jeg sige, lidt mærkelig forståelse af eget embede, så sandt som at minister betyder tjener.
Hvad angår folkekirken, vil jeg gerne sige noget principielt for nu at hæve debatten op over den åndløshedens sump, som den er endt i.
Folkekirken er ud over at være et trossamfund jo også en af de institutioner, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab.
I en tid, hvor der sker en stærk individualisering og vi flyder rundt som øde øer, hvor normerne skrider på grund af en lige så udtalt relativisme, er folkekirken en af de institutioner, som vi kan være fælles om.
Den er af afgørende betydning for den folkelige sammenhængskraft.
Kristendommen er jo marven i vores kultur.
Forfatteren Martin A.
Hansen har formuleret det meget præcist, når han siger, at danmarkshistorien begynder og slutter med kristendommen.
Folkekirken er et levende vidnesbyrd ikke blot om tro, men også om historie, kultur og selvforståelse, og det er afgørende, at Folketinget, politikerne, ministrene viser forståelse for dette forhold, for var folkekirken der ikke, ville det få negativ betydning for vores land og den folkelige sammenhængskraft.
Det bringer mig til at tale om lovforslaget.
Man vil fastfryse antallet af almindelige præstestillinger, sognepræstestillinger, som i dag udgør 1.892,8 årsværk.
Det er sådan med finansieringen, at 60 pct.
af en stilling betales af fællesfonden, mens 40 pct.
betales af staten.
Statens betaling sker jo ikke kun på grund af en ændring i præstens indtjeningsmuligheder, den sker også, fordi civilregistreringen varetages af folkekirken.
Forslaget om fastfrysning vil betyde, at hvis der skulle være et åbenlyst behov for flere præstestillinger, vil det ikke kunne lade sig gøre, ud over selvfølgelig hvis man opretter særpræstestillinger.
Når vi i Dansk Folkeparti alligevel ikke er helt afvisende over for forslaget og nok ender på et tja, er det, fordi vi mener, at der skal være orden i folkekirkens økonomi, og at budgettet skal være gennemskueligt.
Jeg synes, der er god mening i at afskaffe den særlige kompensation, som er blevet givet til særpræstestillinger.
Kompensationsordningen har givet anledning til en ugennemsigtighed i folkekirkens budget og også en mistanke om knopskydning, hvad angår nyansættelser.
Man vil i øvrigt kunne pege på en lignende knopskydning inden for ansættelse af kirkepersonale inden for de sidste mange år, som har været mere udtalt og mere markant.
Nok om det.
Vi er i Dansk Folkeparti som sagt tilbøjelige til at se lovforslaget som et udtryk for regeringens og politikernes almindelige uvilje mod folkekirken.
Når vi så alligevel ender på et tja, er det, fordi vi gerne vil sikre os, at lovforslaget ikke kommer til at betyde, at antallet af præstestillinger bliver reduceret.
Foreløbig stemmer vi i Dansk Folkeparti altså hverken for eller imod og vil gerne have sikkerhed for, at antallet af præstestillinger ikke bliver reduceret.
Jeg håber, vi kan få det belyst i udvalgsarbejdet, og også, at kirkeministeren kan garantere, at det er sådan.
Så altså hverken et for eller et imod fra Dansk Folkepartis side.