Spm. nr. S 3025

3) Til statsministeren af:

Peter Skaarup (DF):

Er regeringen enig med Tyskland i, at tiden er inde til en »rigtig EU-forfatning og en folkevalgt præsident«?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her:

Er ministeren enig med Tyskland i, at tiden er inde til en »rigtig EU-forfatning og en folkevalgt præsident«?

Statsministeren.

Vi har i EU en traktat, Lissabontraktaten, som nu har været i kraft i 2½ år. Det er jo egentlig ikke særlig lang tid. Jeg synes, regeringen synes, at Lissabontraktaten er en god traktat, og at vi bør fokusere på og arbejde på Lissabontraktatens grundlag for at tackle de store udfordringer, EU står over for. Nu får vi så også finanspagten, og det er også en del af det arbejdsgrundlag, vi har, og det er godt.

Det, det handler om nu, er at få stabiliseret den europæiske økonomi, således at vi kan få gang i det, det hele drejer sig om, nemlig vækst og job til de tusindvis af europæere, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Det er det, det handler om for mig og for rigtig mange andre i Europa. Det er også det, vi arbejder målrettet på i det danske formandskab. Så det er altså min holdning. Vi har en udmærket traktat. Så har vi finanspagten oveni, og det er et godt grundlag til, at vi nu kan koncentrere os om at løse de udfordringer, vi står over for, som handler om, at vi skal have skubbet gang i Europa igen og få skabt nogle arbejdspladser i Europa.

Hr. Peter Skaarup.

Tak for svaret. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti er dybt skeptisk over for planerne om yderligere europæisk integration, forstået på den måde, at hvis vi netop skal løse de udfordringer, som statsministeren taler om her, skal vi nok samle kræfterne om det i stedet for hele tiden at tænke på, hvordan man kan øge magten til Bruxelles, øge magten til EU med nye traktater, forfatninger og lign. Hvis vi kunne være enige så langt, er det jo rigtig godt.

Spørgsmålet er jo bare, om vi så kan det, fordi i øjeblikket foregår der jo meget kraftige bestræbelser, måske bremset en lille smule af præsidentvalgkampen, der foregår i Frankrig, hvor Frankrig måske ikke er så meget fremme i skoene, men der foregår jo et kraftigt lobbyarbejde, specielt fra tysk side, lige nu, for at man skal få mere magt til EU, og at det her europæiske magttog skal køre videre, ligesom det har gjort i stort set alle årene, siden EF-samarbejdet blev oprettet. Der kan jeg måske så undre mig over, at regeringen prioriterer en ny klub, som Tyskland har sat i værk netop for at opnå de her ting.

Udenrigsministeren var til møde her for ikke så længe siden, det var den 19. april, hvor udenrigsministeren på regeringens vegne deltog sammen med otte andre lande, der var ni lande samlet i Belgien, hvor man altså diskuterede forslaget fra den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, om mere europæisk integration, en rigtig forfatning osv. osv., altså det tog, vi talte om, der hele tiden har kørt.

Så spørgsmålet til statsministeren er i virkeligheden: Hvis det er rigtigt, at man er tilfreds med de traktater, vi har nu, hvorfor deltager man så i en klub, der har til formål at øge magten til Bruxelles?

Statsministeren.

Jeg synes jo altid, at det er vigtigt at deltage i debatter om alle de her spørgsmål, men hvis ordføreren spørger mig, om min holdning i forhold til de her institutionelle reformer, er min holdning, at EU ikke på nuværende tidspunkt har brug for institutionelle reformer. Dem, der har brug for reformer, er medlemslandene, som skal få styr på deres økonomi og i øvrigt gå i gang med forskellige reformer inden for deres egne grænser, og det er de jo så også selv herre over inden for deres egne grænser. Det er de europæiske økonomier og ikke de europæiske institutionelle rammer, der er i krise, og dem, der har brug for reformer, er de europæiske økonomier og ikke vores institutionelle rammer.

Hr. Peter Skaarup.

Men hvis vi nu forestiller os, vil jeg sige til statsministeren, at det virkelig er regeringens holdning at ville føre Danmark i retning af mere europæisk integration og mere magt til Bruxelles – jeg kan sådan set godt mistænke regeringen, også nogle andre tidligere regeringspartier i Danmark, for gerne at ville det – kun bremset af forskellige folkeafstemninger, der har sat nogle hegnspæle for, hvor langt vi skal gå, f.eks. ved det danske nej til at gå med i EU's Økonomiske og Monetære Union og dermed afskaffe kronen, hegnspæle, der har gjort, at der måske er nogle rammer, der gør, at man fra regeringens side ikke går længere, er det måske derfor, statsministeren siger det, statsministeren gør i dag.

Men uanset det må man vel erkende, at Danmark har travlt – det kan vi se på det antal ministre, der kan komme i spørgetiden – Danmark er formand for EU lige nu, og den chance skal vi udnytte til at trække tingene i den retning, vi gerne vil. Hvorfor prioriterer man så sammen med otte andre lande, hvoraf nogle af vores vigtigste samarbejdspartnere, som vi bl.a. kom ind i EF med, nemlig i Irland og England, ikke er med til at protestere over det, at være med i en klub, der arbejder for mere union? Det forstår jeg ikke noget af.

Statsministeren.

Jeg vil sige, at for min del har jeg svært ved at forstå, hvorfor man ikke skal debattere med kolleger fra andre lande. Jeg synes da, at det altid må være en god ting.

Det, der er sket her, er, at den tyske udenrigsminister personligt har taget initiativ til at invitere et antal udvalgte udenrigsministre fra EU's medlemslande til at deltage i en helt uformel diskussion om Europas fremtid, han har gjort det på personlig basis.

Blandt de inviterede er så Danmarks udenrigsminister. Og jeg må indrømme, at jeg synes, at det er godt, at den danske udenrigsminister er blevet inviteret med til at deltage i den her debat. Det synes jeg da godt vi kan være tilfredse med og glade for, at vi bliver inviteret til at deltage i debatten. Og jeg synes, at det ville være underligt, hvis vi skulle sige nej til en invitation, som kommer fra vores nabolands udenrigsminister, en invitation til en helt uformel diskussion af de her spørgsmål. Det er egentlig ikke det, vi normalt gør i Danmark, der siger vi ja til at deltage i uformelle diskussioner af den her karakter.

Hr. Peter Skaarup for den sidste replik.

Men lad os så vende situationen om og sige, at nu sker der det, at England har sat sig for, at man gerne vil lave en gruppe med lande, der arbejder på, at EU skal fungere på et meget mere løst grundlag, hvor man fjerner magt fra Bruxelles og lægger den ud til de nationale parlamenter.

Hvis det nu skete i morgen, ville statsministeren så tage imod en invitation til sammen med Irland, Sverige og måske med Tjekkiet, som heller ikke er med i europagten, at sige, at nu danner man en lille gruppe, som man har møder med – i øvrigt mens Danmark er formand for EU – og hvor signalet er, at man gerne vil løsrive sig ved at lægge magt ud fra Bruxelles til befolkningerne og i øvrigt afholde flere folkeafstemninger om EU-forhold? Vil regeringen også være med til det? Altså, lad os sige, at regeringen var blevet inviteret og møder op i den her klub, men vil regeringen møde op i den anden klub?

Statsministeren.

Jeg synes ærlig talt ikke, at det giver mening at forholde sig til hypotetiske spørgsmål om, hvis der er nogen, der inviterer og hvis og hvis. Det giver ikke mening.

Vi har altså en konkret situation, hvor den tyske udenrigsminister personligt har taget initiativ til at invitere nogle udvalgte udenrigsministre. Alle kender de danske holdninger, også til EU. Vi har lagt utrolig meget vægt på, også i de samtaler, vi har haft rundtomkring, at fastholde at sige, at vi fastholder, at EU-samarbejdet netop skal være et samarbejde for 27 lande. Det er der rigtig mange der har hørt os sige rigtig mange gange.

Det er jo ikke Danmark, der har taget initiativ til det her møde, men det må da være en god ting for Danmark, at vi bliver inviteret til at deltage i debatter med kolleger fra andre lande. Vi taler her om en udenrigsminister fra vores store naboland, som inviterer til et møde. Jeg synes, at det ville være en underlig holdning fra Danmarks side, hvis man sagde, at man ikke engang ville tale sammen og møde frem til en uformel debat, så man skulle sige nej tak til sådan en invitation. Og det ligger egentlig ret langt fra, hvad vi normalt gør i Danmark, hvor vi kommer og diskuterer med andre lande og indgår i sådanne helt uformelle drøftelser.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til statsministeren er også fra hr. Peter Skaarup og om samme emne.