Tak for svaret.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti er dybt skeptisk over for planerne om yderligere europæisk integration, forstået på den måde, at hvis vi netop skal løse de udfordringer, som statsministeren taler om her, skal vi nok samle kræfterne om det i stedet for hele tiden at tænke på, hvordan man kan øge magten til Bruxelles, øge magten til EU med nye traktater, forfatninger og lign.
Hvis vi kunne være enige så langt, er det jo rigtig godt.
Spørgsmålet er jo bare, om vi så kan det, fordi i øjeblikket foregår der jo meget kraftige bestræbelser, måske bremset en lille smule af præsidentvalgkampen, der foregår i Frankrig, hvor Frankrig måske ikke er så meget fremme i skoene, men der foregår jo et kraftigt lobbyarbejde, specielt fra tysk side, lige nu, for at man skal få mere magt til EU, og at det her europæiske magttog skal køre videre, ligesom det har gjort i stort set alle årene, siden EF-samarbejdet blev oprettet.
Der kan jeg måske så undre mig over, at regeringen prioriterer en ny klub, som Tyskland har sat i værk netop for at opnå de her ting.
Udenrigsministeren var til møde her for ikke så længe siden, det var den 19.
april, hvor udenrigsministeren på regeringens vegne deltog sammen med otte andre lande, der var ni lande samlet i Belgien, hvor man altså diskuterede forslaget fra den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, om mere europæisk integration, en rigtig forfatning osv.
osv., altså det tog, vi talte om, der hele tiden har kørt.
Så spørgsmålet til statsministeren er i virkeligheden:
Hvis det er rigtigt, at man er tilfreds med de traktater, vi har nu, hvorfor deltager man så i en klub, der har til formål at øge magten til Bruxelles?