Man kan jo sige, at det er heldigt, at de andre lande ikke har været lige så fodslæbende i deres tilgang til tingene, som vi har været, for så havde man næppe fået den behandling af Tymosjenko, som tilsyneladende finder sted i dag.
Nu kommer udenrigsministeren selv ind på det her med værtskabet for Europamesterskaberne i fodbold, men jeg vil sige, at den eneste form for respons, der har været fra den danske regerings side i forhold til de krænkelser, som angiveligt finder sted, er den, der har været fra kulturministerens side, som direkte adspurgt har sagt, at han forventer at deltage, og den, der har været fra udviklingsministerens side, som har valgt den mere humoristiske tilgang til det, og som via Twitter har konstateret, og jeg citerer:
Min tyske kollega tager ikke til EM i Ukraine.
Øv, jeg var slet ikke blevet inviteret.
Er Ukraine et udviklingsland?
Citat slut.
Det er jo selvfølgelig på sin vis meget morsomt.
Men vi kan i stedet for at have en diskussion om, hvorvidt sport og politik skal blandes sammen – og det er noget, som vi vil kunne diskutere i lang tid, og som vi vil kunne have mange holdninger til – konstatere, at det allerede
er
sådan, at det er blevet blandet sammen, og at der er ministre fra Tyskland, Spanien, Sverige, Holland, Østrig og Belgien, og nogle fra Europa-Kommissionen og Van Rompuy, der har været ude at erklære, at de ikke vil være med til EM i Ukraine.
Så der er nogen, der tager stilling til det.
Det lader jo til, at det her pres har virket, og det er udmærket, men hvordan kan det være foreneligt med det at have en høj standard inden for menneskerettigheder, at man i Danmark er så lang tid om at melde noget som helst ud?