Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 33:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. (Gennemførelse af dele af direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 03.10.2013).

Mødet er genoptaget.

Hr. Hans Christian Schmidt, Venstre.

Allerførst vil jeg godt på mit partis vegne sige tak til ministerens embedsfolk, for det har været en flot teknisk gennemgang, og jeg synes, det tjener dem til at ære, at de forsøgte at gøre det her meget indviklede og komplicerede direktiv betydelig mere forståeligt. Måske kunne det være godt, hvis vi endda fik det en gang til, for det er meget kompliceret. Og det siger jeg ikke, fordi jeg nu skal sige noget om, at ministeren kunne have lavet det mere enkelt, for jeg er jo godt klar over, at direktivet stammer helt tilbage fra for mange år siden. Jeg kan i hvert fald huske, at den tidligere regering tilbage i 2009 fik mandat til det og derfor skulle til at forhandle om direktivets gennemførelse i Bruxelles. Så jeg forstår godt, at det her er kompliceret, og jeg forstår også godt, når vi diskuterer det, at det formål, at man jo skal implementere dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv, gør, at så bliver det altså noget indviklet noget.

Ikke desto mindre vil jeg starte med at sige, at vi fra Venstres side er positive over for forslaget. Vi mener, at det, at man tager fat om alt, der vedrører patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, er vigtigt. Det er en del af den ånd, der må være i EU. Der er nogle forhold deri, som jeg synes er svære at håndtere, men jeg synes også, det tjener til EU's ære, at man ikke går uden om det. Det er jo noget, der har været forberedt længe, og selv om vi er positive, vil jeg allerede nu godt sige, at vi gerne vil bede om, at ministeren på et tidspunkt kommer i samråd i udvalget. Og det skyldes jo selvfølgelig – hvilket vi også fik at vide under den tekniske gennemgang – at der er mange ting, hvor man skal kende lidt til baggrunden for det, og hvor man skal kende lidt til, hvad skønnet er i forhold til det, og hvad det er, man vil gøre, og hvor meget man vil imødekomme alt det, der er sendt ind i forbindelse med høringssvarene.

Det får mig til samtidig at benytte lejligheden til at kvittere for det høringsnotat, vi har fået. Jeg synes, at det, selv om der kan være ting i høringsnotatet, som vi har en anden opfattelse af hvordan man skal imødekomme, i hvert fald er et fyldestgørende høringsnotat, som på mange måder hjælper os til, at man forstår en del af det.

Når vi kigger på forslaget, er det, der falder mig og mit parti først i øjnene, selvfølgelig, at man prøver at tilgodese patienterne. Man tilgodeser danske patienter i forhold til at kunne få en ydelse i udlandet, og omvendt tilgodeser man også udenlandske patienter i forhold til at kunne få en behandling i Danmark. Der er nogle forhold i forbindelse med det, som umiddelbart kan være svære at håndtere uden at gå mere i dybden med det, og det vil vi bruge behandlingen i udvalget til. Det er f.eks.: Hvor hurtigt får man svar på en forhåndsgodkendelse? Hvordan forholder det sig, hvis man skal betale mange penge for en behandling i udlandet? Kan man lave nogle modeller der, som bedre tilgodeser patienterne? Er vi sikre på, at vi gør, hvad vi kan, for at både de offentlige og de private sygehuse i Danmark har mulighed for at tilbyde så meget som muligt? For vi må jo også erkende, at selvfølgelig kan det have en stor interesse for dem, der arbejder inden for det her område og tilbyder ydelser, at det også er inden for et sæt regler, som er håndterbare for dem.

Derfor vil vi altså sige, at vi er meget positive over for det. Vi synes, det er godt, man tager hånd om det. Men vi vil også gerne sige, at vi i udvalget vil stille en stribe spørgsmål om det her. Det er ikke sådan, at jeg vil begynde at gennemgå dem nu, men jeg vil blot tilkendegive, at vi vil gøre det i udvalget, og så må vi tage behandlingen der. Og så får vi jo også en andenbehandling, hvor vi kan diskutere tingene. Men helt overordnet er vi positive over for det. Og da De Konservative ikke kan være her i dag, har jeg lovet ordføreren for De Konservative at hilse og sige – måske ikke, nøjagtig som vi har sagt det – at de også er positive over for det, men at de også vil stille en række spørgsmål og ser frem til den udvalgsbehandling, der kommer i Sundhedsudvalget.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.

Mange tak. Og hvor er det dog en glæde for mig at afløse hr. Hans Christian Schmidt her på talerstolen efter så positiv en Venstreordførertale.

Vi taler i dag om grænseoverskridende sundhedsydelser. Vi taler om borgeres, patienters, rettigheder til behandling inden for Europa, inden for EU. Det er jo sådan i dag, at langt, langt de fleste danske patienter bliver behandlet i Danmark. Det er godt, sådan skal det være i fremtiden. Men der er også patienter, som tager til en praktiserende læge i Flensborg. Der er også danske patienter, som tager til en tandlæge i Malmø. Der er også danske patienter, som døjer med meget alvorlige, sjældne sygdomme, som af det offentlige danske sundhedsvæsen bliver sendt til udlandet for at blive behandlet, fordi de der kan behandle noget, vi måske ikke kan behandle.

Der bliver givet dansk tilskud til behandling i udlandet, men vi har vel nok haft rigtig mange eksempler i de sidste år, hvor der har været tvivl om, om patienterne/borgerne har haft ret til at få refunderet deres udgifter. Hvordan er regelsættet? Derfor er vi fra socialdemokratisk side utrolig glade for, at det her direktiv nu ligger der. De europæiske lande, EU, er blevet enige om et regelsæt, og vi skal nu have det til at fungere i Danmark.

Vi støtter forslaget. Vi glæder os over det. Den klarhed i rammerne, som nu bliver fastlagt, kommer danske patienter, danske borgere, til gode, den kommer hele EU's borgergruppe til gode.

Det er sådan, at man ikke i fremtiden vil kunne få en refundering af en regning, hvis man er taget til et andet EU-land og blevet behandlet, hvis man kunne være blevet behandlet for det samme i Danmark. Ingen kommer til at tjene penge på at kunne rejse til et andet europæisk land og blive opereret eller behandlet. Man får højst den refundering med sig, som det koster at blive behandlet i Danmark.

Der kommer givetvis andre borgere fra Europa til Danmark for at blive behandlet. De kommer ikke til at presse danske patienter og borgere bagud i køen til behandling i Danmark. Udenlandske patienter, EU-borgere, der kommer til Danmark, kommer til at betale den pris, det koster at blive behandlet i Danmark. Deres lande, deres sundhedsforsikringer betaler den pris.

Hvis en borger fra Danmark vælger at blive behandlet i udlandet, er der nogle ting, de selv skal gøre. De skal selv sørge for at tage kontakten til udlandet, til et sygehus; de skal selv sørge for at have en lægelig henvisning med sig. De skal selv lægge ud for betalingen; de skal selv sørge for at få pengene refunderet, når de kommer tilbage; de skal selv sørge for at arrangere og betale transporten; og de skal sørge for at få en forhåndsgodkendelse, hvis det kræves af Danske Regioner der, hvor de bor. Der skal en forhåndsgodkendelse til, hvis en behandling i udlandet kræver, at man skal indlægges og overnatte på sygehuset, eller hvis det kræver meget højt specialiseret assistance på udstyrssiden eller i organiseringen.

Så er der også noget, de fem danske regioner kommer til at skulle gøre. De skal leve op til, at borgerne kan få en forhåndsgodkendelse inden for 14 dage, og at den kommer til at bygge på de samme faglige, lægelige kriterier, som hvis behandlingen skulle foregå i Danmark. Regionerne kommer også til at skulle vurdere de udenlandske patienter, som søger om behandling i Danmark, og de skal også sikre, at der oprettes kontaktpunkter, som det hedder, rundtomkring i hver region, hvor borgerne skal kunne få rådgivning og vejledning om grænseoverskridende sundhedsydelser inden for EU.

Der bygges også en fleksibilitet ind. Den unge studerende, der flytter fra Danmark til Bruxelles for at være der et halvt eller et helt år, får meget lettere ved at få udleveret sin receptpligtige medicin i Bruxelles, i Belgien. I øjeblikket er der nogle problemstillinger. Der indbygges nu en væsentlig større fleksibilitet – også det er et gode.

Nu har jeg nævnt regionerne. Det er faktisk ikke kun regionerne, der også får en opgave. Kommunernes ydelser på sundhedsområdet bliver også en grænseoverskridende sundhedsydelse. Så KL, Kommunernes Landsforening, skal også frem i skoene i forhold til at klargøre nogle ting. Det kan eksempelvis være hjemmesygepleje, det kan være fysioterapi, eller det kan være den kommunale stofmisbrugsbehandling.

Så alt i alt er det her et rigtig godt lovforslag. Vi har ventet meget længe på det. Det har været kompliceret, som også Venstres ordfører siger. Vi ser frem til en udvalgsbehandling, men udgangspunktet i det, der ligger her, er rigtig godt, og derfor støtter Socialdemokraterne det med glæde.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak. Det her lovforslag handler om implementeringen af EU-regler om patientrettigheder ved grænseoverskridende sundhedsydelser.

I Dansk Folkeparti støtter vi, at borgerne i Danmark kan få den bedste hjælp. Derfor vil vi gerne sikre, at man kan få hjælpen, og hvis man ikke kan få den i Danmark, skal man gerne kunne få den i et andet EU-land. Så vi støtter lovforslaget, da intentionen er god.

Vores bekymring kan være den praktiske implementering. Hvis loven skal fungere efter hensigten, må der være fokus på de hindringer, som den her lov faktisk kan rumme af, og det kommer i praksis til at afhænge af ministerens vejledning til loven og af, hvordan regionerne efterfølgende implementerer reglerne.

Af høringssvarene kan man også se, at der er mange områder, hvor det er uklart, hvordan reglerne skal fortolkes, f.eks. hvor meget der skal vejledes og af hvem.

Forhåndsgodkendelse af krav, såfremt behandlingen ikke sker akut, kan der også være hindringer i. Det er rimeligt nok, at der skal være en forhåndsgodkendelse, men det er vigtigt, at regionerne arbejder sammen, så der bliver ens retningslinjer på området.

Formålet må jo være på så enkel en måde som muligt at sikre, at den enkelte patient, den enkelte borger, får den rigtige behandling. Der må ikke opbygges bureaukratiske systemer, men systemet skulle gerne opleves som en hjælp til, at den enkelte patient får det gode patientforløb, så det også sikres, når der indgår behandling i udlandet.

Et væsentligt delelement i det her er reglerne om refusion og håndteringen af dem. Der er mange patienter, for hvem det at skulle lægge pengene ud vil være uoverstigelig hindring. Hvis der er en forhåndsgodkendelse, hvorfor så ikke lade betalingen foregå direkte? Alternativet er, at vi skaber et A- og et B-hold.

Lovforslaget handler meget om, at vi har ret til at modtage behandling i udlandet, som også kan udføres i Danmark. Der er behov for at få diskuteret de typer behandlinger og operationer, som vi måske ikke har herhjemme, men som der er dokumentation for effekten af i andet EU-land – få diskuteret, hvordan vi sikrer, at vi kan lade sådan nogle behandlinger komme danske borgere til gavn. For hvis en behandling er anerkendt og godkendt i et andet EU-land, hvornår skal vi så lade det være en mulighed for de danske patienter?

Herhjemme taler vi meget om de kommende supersygehuse; her samles specialerne, og der er en vis mængde patienter, der gør, at ekspertisen kan opretholdes. Skal vi overveje at lade den samme logik finde vej over grænserne, så vi kunne se på, om man f.eks. skulle sende patienter til England for at få en lungebevarende kræftoperation, i stedet for at de får fjernet en lunge af læger på Riget, der kun har fem af den slags patienter om året?

Men afslutningsvis vil jeg egentlig bare sige, at vi som udgangspunkt er positive over for lovforslaget, og at vi ser frem til udvalgsbehandlingen.

Jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Camilla Hersom fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil starte med at hilse fra min kollega fra SF, fru Özlem Cekic, der ikke kan være her, og sige, at SF støtter lovforslaget, hvad vi selvfølgelig i øvrigt også gør fra Radikale Venstres side. Og så vil jeg da kvittere for de meget positive toner fra Venstre, som jeg også ville have forventet i en sag som denne, men også fra DF om, at man faktisk her har øje for nogle af de muligheder og rettigheder, vores medlemskab af EU giver os som borgere.

Vi lever jo i Danmark i den frie verden, vi lever i et land, hvor vi har mange muligheder i et Europa, hvor der er fri bevægelighed for mennesker til at studere og arbejde, til at virksomheder kan etableres, til at varer kan handles over grænserne. Det er en fantastisk bedrift. Det er faktisk intet mindre end historisk, at det har kunnet lade sig gøre, at 28 lande samarbejder om at understøtte disse muligheder.

Som europæere får vi en række rettigheder i andre lande, og det lovforslag, vi behandler i dag, implementerer de europæiske patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Der er på lange stræk tale om en klargøring af eksisterende rettigheder. Kernen er, at vi som europæere har ret til samme behandling i udlandet, som vi kan modtage i det land, hvor vi har fast ophold. Det er hensigtsmæssigt, hvis der er urimelig lang ventetid i ens eget land og ledig kapacitet i et andet. Det omvendte er også hensigtsmæssigt for vores sygehusvæsen, for hvis der skulle være ledig kapacitet på et område, så kan danske hospitaler mod betaling behandle andre europæere.

Der er altså tale om ret grundlæggende rettigheder, der understøtter den frie bevægelighed, men som ikke gør sundhedsydelser til et tag selv-bord. Det er nemlig fortsat det land, hvor man har fast ophold, der skal finansiere ydelsen, og som i øvrigt fastlægger niveauet, i den forstand at der kun ydes refusion svarende til den behandling, man kan få i hjemlandet. I det danske tilfælde betyder det bl.a., at hvis behandling kræver henvisning, vil det også være tilfældet for den udenlandske behandling. Derudover er der krav om forhåndsgodkendelse af refusion, hvis behandlingen kræver sygehusindlæggelse, eller hvis behandlingen kræver højt specialiseret udstyr.

Loven stadfæster altså nogle grundlæggende rettigheder, og uanset at der ikke er den store patientmobilitet i dag, så findes der jo allerede nu tilfælde, hvor mennesker helt rimeligt ønsker at blive behandlet tæt på deres pårørende, som måske bor og arbejder i et andet land. Og da Europa er stort og åbent og vi sådan set ønsker, at borgerne skal kunne bevæge sig rundt, så er det jo heller ikke utænkeligt, at omfanget vil vokse i fremtiden. Og så er det godt at have rettighederne på plads.

Udbygningen af Det Europæiske Fællesskab er en proces, der tager tid, et historisk samarbejde, som vi slet ikke er færdige med at folde ud. Med direktivet og dets implementering i dansk lov får vi rettighederne klargjort. Det er godt. Der vil i fremtiden utvivlsomt opstå spørgsmål om fortolkning. Her må visionen være at holde målet klart, hovedet koldt og fødderne på jorden, for vi ønsker at give europæerne muligheder, vi ønsker at videreudvikle samfund, videreudvikle Europa, men ikke at afvikle eller sænke velfærdsniveauet de steder, hvor det er højt.

I Radikale Venstre mener vi, at der på længere sigt er store perspektiver for tættere samarbejde mellem de europæiske hospitaler. Vi ser i forvejen en høj grad af specialisering, og jeg tror godt, at man kunne forestille sig et øget samarbejde om behandling ved stærkt specialiserede operationer. Formålet skulle her naturligvis være at højne kvaliteten. Her har vi i Danmark også vores egne styrkepositioner, som der kan bygges videre på både i den offentlige og i den private sektor.

Men Rom blev ikke bygget på en dag. Vi arbejder fortsat på et integreret Europa, der efter min opfattelse er det bedste bolværk, vi har, mod de negative konsekvenser af globaliseringen, vi kun kender alt for godt. Kun i Europa er vi i stand til at lave bindende regler. Det gør vi bl.a. med denne lov, som Det Radikale Venstre støtter.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ingen, der har... Jo, hr. Hans Christian Schmidt. Undskyld.

Det er bare, fordi fru Camilla Hersom jo siger, at hun også havde forventet, at Venstre var meget positive. Derfor vil jeg så bare spørge, hvad der har gjort, at Radikale Venstre nu, i modsætning til 2009, er positive over for forslaget. For jeg er sådan set også glad for det, men det var, fordi ordføreren selv bragte ind, at man normalt ville være positive over for det, og jeg konstaterer bare, at det var Det Radikale Venstre jo ikke i 2009.

Ordføreren.

Som det utvivlsomt er hr. Hans Christian Schmidt bekendt, var det ikke mig, der i 2009 var ordfører på sundhedsområdet for Det Radikale Venstre. Jeg går ud fra, man har haft nogle spørgsmål eller andet, men jeg kan ikke redegøre for, hvad det præcis handlede om. Det kan være, hr. Hans Christian Schmidt kan hjælpe mig, siden hans hukommelse er så god.

Hr. Hans Christian Schmidt.

Nu er det jo ikke så meget et spørgsmål om, om hukommelsen er god. Det er jo kun, fordi ordføreren selv bragte det ind. Vi var nemlig også overraskede i regeringen dengang over, at det, De Radikale jo bl.a. stillede mange spørgsmål til, var, om det nu var nemt at komme igennem med, og bureaukrati osv. Men det skal ordføreren heller ikke svare på nu, for det er jo helt klart, at det ikke var ordføreren, der var på dengang. Men jeg vil bare rejse spørgsmålet, for jeg har lidt interesse i, om der er nogle bekymringer her, som vi skal tage højde for i udvalget.

Ordføreren.

Som hr. Hans Christian Schmidt sagde i sin egen ordførertale, er det her jo et meget, meget komplekst område. Og det er ikke nogen nem sag på tværs af 28 lande at lave regler, for de nationale sundhedssystemer er jo meget forskelligt indrettet.

Det, jeg gav udtryk for i min ordførertale, var, at vi støtter målet. Vi synes, det er utrolig perspektivrigt. Men at det, vi jo også kommer til at sige, er, at nu implementeres loven. Der vil sikkert være spørgsmål i fremtiden, så det vil jo også afhænge af, hvordan udviklingen helt konkret bliver. Og det synes jeg da bare vi skal tage fat på i fællesskab, når vi når dertil.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix fra Enhedslisten.

Tak for det. Som flere andre har gjort opmærksom på, er det her lovforslag en del af en gennemførelse af direktivet for grænseoverskridende sundhedsydelser, som kommer fra EU. Andre dele af direktivet er blevet eller bliver gennemført i en række bekendtgørelser.

Det her direktiv er efter vores mening et rigtig godt eksempel på, hvordan EU-Domstolen indimellem laver ny politik, som så bliver til lovgivning i en dansk sammenhæng. Oprindelig var udgangspunktet jo, at sundhedspolitikken var et fuldstændig nationalt anliggende og ikke et tema for EU, men så skete der det, at en række domme fra EU-Domstolen slog fast, at sundhed skulle betragtes som tjenesteydelser og dermed også være et anliggende for det indre marked. Set fra vores synspunkt rykker det i hvert fald ved det oprindelige synspunkt, vi har haft i Danmark om, at sundhed ikke er en vare, som man skal kunne betragte som et tema for det indre marked og dermed heller ikke skal reguleres af EU. Det synspunkt er så af EU-Domstolen, som jo sådan set skulle være en domstolsmyndighed og ikke et politisk organ, blevet forkastet.

Vores hovedbekymring i forhold til det samlede direktiv, og det gælder sådan set også for den del af det lovforslag, der ligger her, er, at ansvaret for sundhedsområdet i nogen grad bliver flyttet væk fra det nationale, fra det enkelte land, og så i højere grad bliver til en del af det indre marked, hvor klassiske markedskræfter jo i en eller anden forstand er grundprincipperne.

Vores bekymring er også, at det kan medføre en øget ulighed i forhold til sundhed, for som det også har været nævnt fra andre ordførere, er der jo en potentiel skævhed her. Når det handler om at opdage muligheden for at finde en behandling i et andet land end Danmark og også selv lægge ud, inden man får refunderet udgifterne til en sådan behandling, måske også selv betale for transport og ophold, er der naturligt en skævhed i, hvem det er, der dels kan overskue det, dels selv kan lægge ud for det. Vores bekymring er, at det kan være med til at skubbe til, hvordan vi prioriterer de ressourcer, som vi bruger på sundhed her i Danmark.

På samme måde har det også tidligere været en indvending, at der kan blive en skævhed imellem de enkelte europæiske lande. Det er klart, at vi fra dansk side, hvor staten finansierer vores sundhedssystem og vi har nogle penge, vi kan tage med, har en relativt god mulighed for at få fat i en sundhedsydelse i et andet EU-land, men mange af vores andre europæiske naboer har ikke samme sundhedssystem, hvor man kan have en pose penge med i ryggen. Så der vil være en forskel, og der vil være en skævhed i, hvem af borgerne i Europa der reelt kan bruge den her mulighed.

Vi synes, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at fokus for sundhedspolitikken er, at de enkelte lande opbygger, udvikler, vedligeholder et sundhedsvæsen, som har fokus på at sikre borgernes muligheder og også en lige og hurtig adgang til gratis sundhedsydelser. Vi er lidt bekymrede for, at det her er et første skridt i retning af, at man i højere grad tænker på, hvad det er for patientgrupper eller -typer, der er profitable, og hvem det er, vi gerne vil tiltrække til vores land og udbyde en bestemt ydelse til. Den bekymring gav FOA i øvrigt også udtryk for, dengang direktivet var til høring for første gang for efterhånden en del år siden.

Vi anerkender fuldt ud, at der ligger nogle forbedringer af rettigheder, hvis vi kigger snævert på de danske patienter. Flere har også nævnt det her med, at man kan tage sit medicintilskud med til andre lande, og det synes vi sådan set er fornuftigt. Særskilt kunne vi sagtens støtte et lovforslag om det, men vi støtter altså ikke, at EU på den her måde regulerer, hvordan samarbejdet mellem landene skal være, og heller ikke de første skridt til markedsgørelse af sundhedsområdet, som vi er bekymrede over er en del af det her lovforslag.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Det er på mange måder en god og særlig dag. Jeg skal have lov til at rose både EU, SF og regeringen, og det er jo sjældent, man kan få lov til at gøre alle tre ting på en gang. Jeg ved ikke, om det nogen sinde er sket før, men nu sker det. Vi synes faktisk i Liberal Alliance, at det er et rigtig godt forslag. Det er i hvert fald et godt skridt i den rigtige retning.

Liberal Alliance havde jo med i sit valgprogram til folketingsvalget i 2011, at vi ønskede at udvide fritvalgsordningerne til at gælde alle anerkendte operationer i hele EU, også hvis de pågældende operationer alene er anerkendt i et andet EU-land og ikke i Danmark. Vores udgangspunkt er nemlig borgerens, og vi ønsker, der skal være et reelt frit sygehusvalg, grænseoverskridende, sådan at pengene kan følge patienten og borgerne kan få den bedst mulige behandling. Vi havde ikke nødvendigvis forestillet os, at det var EU, der skulle være vores største hjælper i den sag, men når det nu er tilfældet, skal man da glæde sig over, at vi kommer et skridt i den rigtige retning via direktivet og dermed også via det her lovforslag.

Vi har jo tidligere behandlet noget lignende i Folketinget – hvor det egentlig kun var Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der var positive – i en anden diskussion, faktisk med den tidligere regering, så det er spændende, hvad det var for en diskussionen før mellem andre ordførere, men lad nu det ligge. Man skal jo glæde sig over, at tingene går i den rigtige retning, i stedet for at hænge sig i fortidens detaljer.

Det er godt, at danskere kan tage ud i Europa og få mulighed for bedre behandling. Vi kan, som andre også har været inde på, være bekymret for, om bureaukratiet vil være for stort, om det vil være for besværligt, og om der også er nok, der vil få lov til at benytte sig af mulighederne. Til gengæld synes vi, det er entydigt positivt, at folk fra andre lande kan komme til Danmark og selvfølgelig betale for de ydelser, der skal leveres. Det er jo et fint liberalt princip, og det glæder vi os over.

Liberal Alliance støtter forslaget, og vi fortsætter arbejdet for afbureaukratisering og udbygning af det, så det kan komme endnu flere til glæde, sådan at danskernes sundhed på en reel måde kan blive bedre, og så vi ikke har al den snak, man er vant til på det her område.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Tak for det, og tak for den gode debat i dag. Jeg noterede mig, at vi på tværs af salen sådan med forskellige nuancer og forskellige snit faktisk godt kan glæde os over de forbedringer, der bliver for danske patienter her.

Lad mig da bare starte med at tilkendegive til de ordførere, der var inde på det – jeg tror, hr. Hans Christian Schmidt var den første – at det lovforslag, vi behandler her i dag, ganske rigtigt ikke er et ukompliceret lovforslag. Men grundlæggende set handler det jo om at sikre en fælleseuropæisk ramme, som sikrer patienternes adgang til behandling i andre EU-lande under nogle nærmere betingelser, og hvor udgangspunktet skal være, at der skal være fri bevægelighed for sundhedsydelser på det indre marked i EU.

Direktivet sætter altså patienterne og deres rettigheder i centrum, og når vi nu også kommer med og får gennemført direktivet, ja, så bliver der også klarhed over, hvilke rettigheder danske patienter har til at søge behandling i udlandet med refusion fra det danske sundhedsvæsen. Der har jo hele tiden været sådan nogle rettigheder for patienterne, men nu bliver de udvidet, og nu bliver de gjort tydeligere.

Direktivet giver ikke ret til andre ydelser end dem, det offentlige sundhedsvæsen leverer i Danmark. Det vil også sige, at det skal være en ydelse, som man kan få i Danmark, med de samme krav, så man skal fortsat have en henvisning, hvis det var tilfældet i Danmark. For sygehusydelserne gælder der ud over det det udgangspunkt, at forhåndsgodkendelse til specialiseret behandling og behandling med indlæggelse kan afslås, hvis regionen kan tilbyde behandling i Danmark inden for en lægeligt forsvarlig ventetid, og det er jo den praksis, vi kender i dag.

Med den foreslåede implementering får patienter fra andre EU-lande tilsvarende adgang til behandling i det danske sundhedsvæsen med refusion fra deres hjemlige sygesikring. Ændringerne giver ikke patienter fra andre EU-lande adgang til behandling i det danske sundhedsvæsen for dansk regning, og sygehusafdelinger osv. i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark får også mulighed for at afvise planlagte patienter fra andre lande, hvis det f.eks. er nødvendigt på grund af ventetidsproblemer.

Jeg tror, flere af ordførerne har været lidt inde på – og det er jo også rigtigt – at i lande som Danmark, hvor der allerede eksisterer mulighed for at modtage behandling i udlandet, og hvor der også er velfungerende nationale patientrettigheder som udredningsretten og det udvidede frie sygehusvalg, ja, der får direktivet nok en mindre betydning end i andre lande. Men grundpointen står jo stadig og er vigtig og vægtig, nemlig at man med direktivet får skabt et fælles grundlag, som kommer alle europæiske borgere til gavn, fra Danmark i det nordlige til Slovenien i det sydlige.

Jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for alle de spørgsmål, udvalget måtte have. Som sagt anerkender jeg fuldt ud, at det her ikke er et helt ukompliceret lovforslag, og jeg ser meget frem til udvalgsbehandlingen.

Jeg siger tak til ministeren.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, er det vedtaget.

Det er vedtaget.