Jeg vil gerne tage afsæt i statsministerens nytårstale. Jeg tror sådan set, at jeg langt hen ad vejen deler statsministerens analyse af, hvad der skal til, hvis vi vil tage vores skæbne i vores egne hænder og have ambitioner om at efterlade et bedre samfund til vores børn og børnebørn og række ud efter de muligheder, som også ligger i alle de forandringer, der foregår. Det er i hvert fald også sådan, at ingenting kommer af ingenting, så hvis man ikke gør noget, kan man heller ikke tillade sig at have større ambitioner på fremtidens vegne.

En af de ting, jeg bed mærke i, var, at statsministeren efter sin analyse af, at noget måtte til, sagde: For det første skal vi investere i nye kompetencer. Det syntes jeg var et stærkt budskab. Og der er jeg lidt optaget af, om det på et tidspunkt kunne slå igennem i den førte politik i regeringen. For det, der har kendetegnet de første finanslove, som regeringen har stået for, er jo, at man lige nu sidder på alle landets uddannelsesinstitutioner – altså ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – og skal prøve at udmønte de besparelser, som jo ikke er investeringer i nye kompetencer, men som er reduceringer i, hvad man har at gøre godt med, hvis man vil investere i børn og unges uddannelse i Danmark. Og jeg synes, det rimer meget dårligt.

Helt galt gik det jo med det såkaldte uddannelsesloft, altså dér, hvor man ligesom synes, at nu er tiden kommet, hvor der skal lægges loft over uddannelser i Danmark. Det gælder jo de her dobbelte uddannelser, som regeringen og en række forligsparter var meget imod. Så skete der det, at statsministeren havde samlet sit disruptionråd, og så stod statsministeren foran Marienborg og sagde:

»Den dér tanke om, at man får en given uddannelse, og så klarer man sig med den resten af livet, hører nok fortiden til.«

Det var nøjagtig samme dag, som man vedtog et forbud mod at folk, der har taget en bacheloruddannelse, kan få lov at tage en anden, medmindre de overhovedet ikke har beskæftiget sig med faget i 5 år. Var det ikke på tide at gøre alle de flotte ord, parolerne om at investere i kompetencer, til virkelighed i den politik, regeringen fører? Hvis den tid nærmer sig, står Radikale Venstre til rådighed for at samarbejde om det.

Tak for det. Og det var en meget fin overholdelse af taletiden. Tusind tak for det. Det er vist første gang i den her spørgetime. Værsgo til statsministeren.

Det glæder mig da rigtig meget, for det er bestemt tid for det. Det er jo bl.a. derfor – hvad jeg også sagde i mine indledende bemærkninger her i dag – at vi har en aftale med arbejdsmarkedets parter om, at lige så snart overenskomstforhandlingerne, som vi ligesom må respektere, er afsluttet, så tager vi hul på trepartsforhandlinger, som præcis handler om det perspektiv: Hvordan sikrer vi, at folk, der kommer ud på arbejdsmarkedet og træder ind ad døren med et sæt kvalifikationer, kan få vedligeholdt og udbygget dem igennem et helt langt arbejdsliv? Det kommer til at kræve en investering.

Det er jo også en af grundene til, at regeringen har udtrykt et ønske om at se på, hvordan vi kan tilvejebringe penge til en kompetencepulje i milliardstørrelsen, som kan blive frigjort ved at justere i vores SU. Så det er jo et eksempel på det.

Hvis der i det, hr. Morten Østergaard sagde før, ligger et radikalt tilsagn om at gå ind i en debat om, hvordan vi foretager justeringer i det, der nok er verdens mest lukrative SU – og som bl.a. understøtter, at man kan læse længere end den normerede tid – for i stedet at flytte ressourcer, der bliver brugt på forsørgelse, over i at løfte nogle kvalifikationer hos de mennesker, der måske kom ind på arbejdsmarkedet uden at have de store kvalifikationer, så skal jeg hilse det meget velkommen. Men jeg ved ikke, om det måske er en overfortolkning.

Tak for det. Hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Men det, der efterlader et indtryk af, at der er ikke sammenhæng mellem det, statsministeren siger ved festlige lejligheder – enten i en nytårstale eller foran Marienborg – og den førte politik, er jo, at uddannelse er blevet sådan en brønd, som regeringen fisker penge op af. Nu forstår vi så, at det er lån hos de studerende, der skal finansiere efteruddannelse for folk på arbejdsmarkedet.

Men kan statsministeren ikke se, at det skriger til himlen, at man stiller sig op sammen med sit fremtidsudvalg og siger, at det ikke kan nytte noget at tro, at bare fordi folk har taget en uddannelse, så holder den resten af livet, samtidig med at hans regering i Folketinget får bragt et forslag til vedtagelse, der præcis handler om at lægge loft over, så folk, der har taget en bacheloruddannelse, ikke kan få lov at tage en anden?

Kan statsministeren ikke se, at det næsten nærmer sig det tragikomiske, at man kan stå og sige sådan, eller at man i sin nytårstale kan sige, at det vigtigste er at investere i nye kompetencer, samtidig med at man med finanslovene over en kam skærer ned på uddannelse og begrænser unges mulighed for at uddanne sig til fremtiden?

Tak for det. Så er det statsministeren.

Nej, det kan jeg ikke se. Men jeg har meget let ved at få øje på, at med den måde, det udlægges på, kan det meget hurtigt tage sig ud som en fordrejning af proportionerne. Hvis vi tager det der uddannelsesloft – og det lå i øvrigt også i den måde, spørgsmålet blev stillet på – så er det jo ikke sådan, at fordi man har taget en uddannelse, er man totalt afskåret fra at tage en anden, hvis den uddannelse, man har taget, ikke er brugbar på arbejdsmarkedet. Det er bare for at nævne en ting. Sådan er det jo ikke.

I øvrigt er det sådan, at man godt kan uddanne sig opad. Hvis man har taget en erhvervsuddannelse og ønsker at få en uddannelse ovenpå, kan det lade sig gøre. Hvis man er uddannet pædagog og har lyst til at blive folkeskolelærer, kan man blive det via merit. Altså, der er jo masser af muligheder i det.

Så at stirre sig blind på, at der er et meget, meget bredt flertal – bl.a. dækkende det parti, hvis formand hr. Morten Østergaard ville gøre til statsminister, hvis man havde magt, som man har agt – der har lavet en aftale for at få frigjort et beløb, der kan understøtte en ordentlig dagpengeaftale, er simpelt hen at trække det for langt; altså at sige, at fordi man har fjernet nogle ting der, kan man ikke have det synspunkt, som vi har. Vi har i øvrigt en plan for at tilvejebringe milliarder til en plan, der handler om, at når folk er gået ind på arbejdsmarkedet i et karrierespor, skal vi sørge for, at de kan opbygge og vedligeholde og udbygge de kompetencer, de har, for at kunne fastholde en beskæftigelse gennem et langt arbejdsliv. Den kritik, der lyder her, er ude af proportioner.

Tak for det. Hr. Morten Østergaard.

Det tror jeg ikke vi er færdige med at diskutere. Derfor vil jeg bruge mit sidste spørgsmål på noget, vi måske er mere enige om, nemlig Danmarks fortsatte medlemskab af EU.

Jeg har fuld tiltro til, at statsministeren og regeringen arbejder for det, og det er jo i sagens natur op til os selv. Når jeg alligevel bliver bekymret og synes, det er værd at stille spørgsmålet, så er det, fordi jeg kan høre, at Danmarks største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, ønsker en afstemning: Når vi kender de britiske vilkår, skal danskerne have lov at tage stilling til medlemskabet.

Jeg synes, det er en chancesejlads at begive sig ud på. Jeg tror ikke, det er en klog vej for Danmark at skabe usikkerhed om vores medlemskab af Den Europæiske Union. Jeg er lidt spændt på at høre, hvad statsministeren mener.

Helt konkret vil jeg gerne spørge: Hvis Dansk Folkeparti gør det til en forudsætning for fortsat at støtte regeringen, at der bliver en afstemning om fortsat dansk medlemskab af EU, vil statsministerens så fuldstændig og på forhånd her i dag afvise det?

Statsministeren. Værsgo.

Det er jo et sjovt spørgsmål at stille, for jeg har ikke hørt det ønske frembragt. Jeg kan sige – og det lå jo også i den måde, der blev spurgt på – at jeg mener, at det på alle måder er i dansk interesse at være medlem af EU. Det nyder i øvrigt også stor opbakning i befolkningen. Jeg har ingen planer om, og jeg kan slet ikke forestille mig at kunne få nogen planer om at sætte spørgsmål om fortsat dansk EU-medlemskab til afstemning hverken det ene, det andet eller det tredje sted. Og jeg har i øvrigt heller ikke hørt kravet.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.