Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 129:

Forslag til folketingsbeslutning om flere boliger og lavere husleje i det almene boligbyggeri som følge af det lave renteniveau.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 01.03.2019).

Vi åbner forhandlingen med transport-, bygnings- og boligministeren. Værsgo.

Tak for det. Vi skal nu behandle et beslutningsforslag fra Socialistisk Folkeparti. SF foreslår, at finansieringen af nye almene boliger altid skal ske med 30-årige fastforrentede realkreditlån, som aktuelt har en meget lav rente. Den statslige støtte, som spares ved det, skal ifølge forslaget dels bruges til at nedsætte beboerbetalingen, dels bruges til at øge nybyggeriet.

Der er dog en række problemer ved SF's beslutningsforslag: Renten er som bekendt svær at forudsige. Vi befinder os på nuværende tidspunkt i et yderpunkt, hvor renten er usædvanlig lav. Det forventes ikke at være gældende om 10 eller 20 år. Derfor vil det være yderst risikabelt at sætte beboerbetalingen efter det aktuelle lave niveau. Samtidig vil det også være uhensigtsmæssigt for staten at låse sig fast på 30-årige fastforrentede lån, da dette i stort omfang vil begrænse statens fleksibilitet. Endelig er der ingen garanti for, at forslaget vil føre til mere nybyggeri.

SF's forslag er altså alt i alt på koalitionskurs med en gennem mange år velfungerende finansierings- og støttemodel for det almene nybyggeri. Den grundlæggende pointe med den eksisterende finansieringsmodel er at sikre stabilitet og forudsigelighed i huslejen. Det sker ved at lade beboerbetalingen være fast og stige i takt med inflationen.

Ydelsen på realkreditlånet påvirkes naturligvis af renten, også af renten på et fastforrentet lån. For at få enderne til at mødes, er den statslige støtte derfor indrettet, så den dækker forskellen mellem låneydelsen og beboerbetalingen. Siden 2004 har staten således betalt mere end 30 mia. kr. i ydelsesstøtte til den almene boligsektor. Staten bærer på den måde hele renterisikoen. Eventuelle gevinster som følge af lav rente tilfalder derfor også staten.

Med beslutningsforslaget vil lejerne få gevinsten, mens renterisikoen fortsat bæres af staten. Dette vil indebære øgede statslige udgifter til ydelsesstøtte som følge af en nedsat beboerbetaling, altså merudgifter, som ikke kan finansieres med et ændret renteskøn. Ved at kræve anvendelse af en bestemt lånetype ophæver beslutningsforslaget samtidig den fleksibilitet, som staten har, og som er indbygget i den nuværende model. Her kan lånetypen løbende tilpasses f.eks. ændrede kapitalmarkedsforhold.

Det er desuden en grundpille i den eksisterende decentrale model for nybyggeri af almene boliger, at det er kommunerne, som bestemmer omfanget af tilsagn om nybyggeri ud fra en vurdering af det lokale behov. Det kunne godt virke, som om SF ønsker sig tilbage til en svunden tid, hvor staten udmeldte kvoter for det årlige byggeomfang. Denne model blev afskaffet i 1994.

Den nuværende regering er – på linje med tidligere regeringer i de seneste 25 år – af den opfattelse, at hvis man fra centralt hold ønsker at påvirke kommunernes tilsagn om støtte til nye almene boliger, sker det bedst via økonomiske incitamenter, ikke via kvoter. Lad mig samtidig understrege, at vi har fokuseret på at sikre billigere almene boliger, eksempelvis ved den seneste aftale med KL fra 2018 om at grundkapitalen for almene boliger fastholdes på 10 pct. i 2019 og 2020 og desuden differentieres efter boligens størrelse.

Til afslutning vil jeg også godt nævne, at der i forbindelse med parallelsamfundsaftalen er igangsat en analyse af styringen af nybyggeriet af almene boliger. Formålet er at afdække, om der er behov for nye redskaber til styringen. Med i aftalen på dette punkt er bl.a. SF. Når analysen er færdiggjort, vil det være muligt at drøfte justeringer i forhold til nybyggeriet. Under alle omstændigheder anviser B 129 ikke en farbar og nødvendig vej til billigere almene boliger. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg tænker, at når nu ministeren sådan kritiserer, at renten kan ændre sig undervejs, så er vi jo sådan set fuldstændig enige i det. Jeg skal blot høre ministeren, om ikke ministeren er enig i, at den mangeårige model, som ministeren henviser til, og som har været anvendt igennem mange år for byggeriet i den almene sektor, bare er dyrere. Som markedet ser ud lige nu, som lånefinansieringerne til boliger i dag ser ud, så er den dyrere end det, som har gjaldt for private boliger i meget lang tid.

Ministeren.

Jeg tager udgangspunkt i den aktuelle situation, hvor vi har fundet en model, der gør de almennyttige boligers lån til de billigst mulige lån, man kan opnå, og det har vi gjort ved en statsgarantimodel. Der tror jeg ikke at man kan gøre det billigere på anden vis. For øjeblikket er der billige realkreditlån derude, men man skal jo ikke lave sin politik for de næste 10, 20, 30 år på baggrund af en meget aktuel situation. Det, man kan konstatere, er, at siden 2004 har staten givet støtte til den almennyttige boligsektors lån på 30 mia. kr., og derfor er den model, som SF lægger op til her, hvor de almennyttige boligforeninger scorer gevinsten, når renteniveauet er lavt, mens staten betaler omkostningerne, når renteniveauet er højt, i hvert fald ikke en hensigtsmæssig måde at gøre det på.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Nu er parallelsamfundsaftalen, som ministeren henviser til, jo også et ønske om, at vi rigtig gerne vil bo blandet, at vi gerne vil sikre, at mennesker har mulighed for at bo godt. Det er jo også en del af målet, kan man sige. Men mener ministeren, at det er rimeligt, at der skal være så stor forskel på gevinsten ved realkreditlån, i forhold til om man er privat boligejer, eller om man f.eks. bor i en almen sektor? For reelt set koster det jo ikke regeringen noget eller staten noget at vælge en billigere lånetype, som så kunne få som konsekvens, at man kunne sætte huslejen ned.

Ministeren.

Beboerne i den almennyttige boligsektor betaler en husleje, der svarer til 2,8 pct. af opførelsessummen, og det er dyrt i forhold til en situation, hvor renten er lav, men det er billigt i forhold til en situation, hvor renten er høj, og over tid har beboerne scoret på den ordning. Hvis vi opgør tiden fra 2004 og frem, har den ordning jo betydet, at staten har bidraget med 30 mia. kr. Så man kan ikke sige, at beboerne bliver snydt i den her ordning.

Med det siger vi tak til ministeren, og så tager vi hul på ordførerrækken. Hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det, formand. I Socialdemokratiet er vi enige i den ambition, som SF har med det her lovforslag. Vi kunne godt tænke os, at folk, der bor i almenboliger, specielt dem, der har meget høje huslejer, fik en lavere husleje, end de har i dag.

Vores eget forslag går på, at man nedsætter huslejen i de boliger, der er bygget efter år 2000, som typisk er dem, der har meget høje huslejer. Det vil vi bruge 0,5 mia. kr. på. Det her forslag er lidt anderledes, det er en generel huslejenedsættelse, kan man sige, til dem, der har lån over længere sigt, og det kan vi sådan set godt se meningen i, og vi bakker op om, at man på en eller anden måde sikrer, at nogle af dem, der bor i meget dyrere almenboliger, får billigere huslejer. Men når vi ikke umiddelbart kan støtte det her forslag, er det, fordi vi tror, det kræver et lidt mere grundigt forarbejde at begynde at ændre ved de låneformer, som man har i den almene boligsektor.

Mange af os kender jo eksempler på indekslån, som blev lavet i en periode i den almene boligsektor, og som man mange steder kæmper med, fordi man simpelt hen har huslejer, der er tæt på dobbelt så høje som huslejen i andre boligformer. Det er selvfølgelig nemt at sige bagefter, men vi kan jo sige bagefter, at det var en låneform, som blev indført, som var uovervejet, og som gjorde, at de boligafdelinger, som har de lån – og jeg har selv boet i sådan en boligafdeling – altså har nogle meget høje huslejer i forhold til andre boliger. Der synes jeg, historien fortæller os, at vi skal tænke os meget godt om, før vi begynder at ændre i den sammensætning, der er i låneforholdene i den almene sektor, og selv om jeg selvfølgelig har meget respekt for, at SF har begrundet deres forslag, synes jeg, at vi skal tænke os bedre om, end tilfældet er her med et beslutningsforslag meget tæt på et folketingsvalg.

Så alt i alt er vi sådan set enige i ambitionen, men vi ville gerne indrette det på en anden måde, og vi tror, vi får et bedre forslag ud af at gennemgå det her og lave et lidt mere grundigt forarbejde. Det er i hvert fald vores holdning i Socialdemokratiet, så vi kan ikke støtte forslaget. Og jeg har lovet også at hilse fra Alternativet og sige, at de har den samme tilgang til det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg lytter mig til, at ordføreren trods alt er enig i, at den der ulighed i husleje, der er i den almene boligsektor, i hvert fald ikke er logisk, og at det vel også er uretfærdigt, at man, hvis man er privat boligejer, drager nytte af en meget lav rente lige i øjeblikket, mens borgere i alment boligbyggeri altså ikke oplever den samme gevinst ved en lavere husleje, som det her forslag jo netop bygger på.

Man kan måske også forstå ordførerens ordførertale på den måde, at vi efter et valg godt ville kunne sætte os ned igen og se på, om der var en mulighed for, at vi faktisk kunne give den almene boligsektor et løft i form af lavere huslejer.

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er det vores holdning, at de boliger i den almene boligsektor, som har meget høje huslejer, som typisk er de nyere, skal have en gevinst ud af den lånomlægning, som blev lavet sidste år. Så det kan fru Kirsten Normann Andersen sådan set godt tage mig til indtægt for. Men hvordan man konkret skal gøre det i forhold til de to forslag, der så er, må vi jo kigge grundigt på og se, om der er mulighed for at lave politik dér, måske på den anden side af et valg, når der er lidt mere ro på tingene.

Og så vil jeg sige: Det går jo op og ned, også på boligmarkedet. Mine forældre købte et nedlagt husmandssted i 1977, og der var det til en rente på 15 pct., tror jeg. På det tidspunkt var det jo meget fordelagtigt at bo i en almen bolig til sammenligning, og nu er man så et sted, hvor det er boligejerne, som måske høster den gevinst af tidens udvikling, og det skal vi selvfølgelig rykke ved. Men helt at fjerne de udsving tror jeg også vi får svært ved herfra.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det fru Merete Dea Larsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Forslaget, som Socialistisk Folkeparti her har fremsat, er jo sympatisk og fremstår som en rigtig god idé, når nu renten er så lav, som den er p.t.

Billige boliger er jo noget, vi alle sammen ønsker, men det er rigtig svært at lovgive sig ud af. Jeg oplever sådan set, at vi på hver vores måde prøver at nærme os de mål, om end vi stadig væk er langt fra, fordi det ikke er så ligetil. Som det er i dag, er ideen jo, at staten varetager lånene og betaler regningen, når renten er højere end 2,8 pct., og omvendt kan prioritere overskuddet, når tiderne er til det.

Der medfølger altid en risiko, når man taler om lån, da vi jo ikke kun taler om allerede eksisterende lån, som kunne ændres til fast forrentede, men også fremtidige låneoptag, hvor renten risikerer at være en helt anden, end den er i dag. Dansk Folkeparti er ikke indstillet på at løbe den risiko, som det ser ud her og nu, og ændre på systemet, da vi også synes, det er vigtigt, at man i fremtiden kan bygge almene boliger til en rimelig rente, uanset hvordan renten må se ud på det tidspunkt. Så hvis Dansk Folkeparti skal kunne indgå i en dialog om det her emne, vil det være i forbindelse med en finanslovsforhandling eller nogle mere seriøse, grundige forhandlinger efter et valg og ikke lige op til et valg, hvor det kommer på som et beslutningsforslag.

Så vi kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning. Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg tænker, at Dansk Folkeparti måske er enig med mig i, at vi i de store byer, hvor huslejen i almene boliger er blevet meget, meget høj, har brug for, at vi får en mere blandet beboersammensætning, og at det også er muligt for folk, som ikke har så høje lønninger, at bo i almene boliger i de store byer, og at det kræver, at vi finder en model, hvor vi kan lykkes med at få sænket huslejen der, hvor den er allerhøjest. Er det ikke en fælles intention, som vi trods alt har?

Ordføreren.

Jo, det er det, jeg siger: Vi har mange forskellige måder at nå vores mål om billigere boliger på. For Dansk Folkeparti handler det jo i høj grad om den her udflytningsstrategi, som vi hele tiden kører for at dæmpe efterspørgslen i storbyerne. For det er jo derfor, priserne er høje. Det er jo markedet, som efterspørger. Hvis vi kan fjerne noget af det marked, der efterspørger boliger, kan vi dermed også holde priserne længere nede.

Vi er ikke lukkede over for, at vi i forbindelse med hele den strategi også kunne gå ind og kigge på nogle af de her ting og tage en snak om at finde en varig løsning – men en løsning, som ikke kun tager udgangspunkt i, hvordan renten er lige nu, men også i renten på sigt, sådan at vi ikke får ødelagt fremtidigt alment boligbyggeri. Men jeg vil ikke stå og afgive nogen løfter op til et valg.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Nu er det blevet sådan lidt moderne at sige, at der kommer et valg lige om lidt, og derfor skal vi ikke snakke om så meget. Jeg tror ikke, det var det, ordføreren ville sige, for vi ved jo begge to, at der er et stort behov for, at der også bliver bygget almene boliger. Derfor giver det jo god mening, at vi også har en drøftelse med hinanden om, hvorvidt det er muligt at give den almene boligsektor de samme favorable forhold, som den private boligsektor har haft i meget lang tid, og derved – helt kvit og frit i virkeligheden, altså gratis – får mulighed for at sænke huslejen i de almene boliger blot ved at give mulighed for en anden type lån.

Ordføreren.

Jeg kunne sagtens stå her og give en masse løfter op til et folketingsvalg. Det ville formentlig give mange gode billige point. Sådan er Dansk Folkeparti ikke. Vi giver ikke løfter, som vi ikke har intentioner om og sikkerhed for at kunne holde. Så det, jeg med sikkerhed kan sige, er, at vi vil være indstillet på at kigge på det. Men ved at kigge på det op til et valg kommer der nogle forkerte intentioner ind i at lave lovgivning, i stedet for at vi rent faktisk ser det på en måde, der er mere fremtidssikret, så det ikke kun handler om at kunne levere lige inden et valg, hvad enten det så er et løfte, eller det er en lovgivning.

Tak til fru Merete Dea Larsen. Så er det hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Socialistisk Folkeparti foreslår her, at staten skal pålægge sig selv, at de almennyttige boliger fremover kun må finansieres via fordyrende lån uden fleksibilitet for staten, altså de fastforrentede lån. Det er altså modsat resten af statens drift, hvor staten opsøger de økonomisk mest rentable løsninger. Finansieringen af forslaget skal ske via et ændret renteskøn, hvilket man naturligvis ikke kan finansiere noget med. Den nuværende finansiering og støttemodel mener vi i Venstre fungerer fint, hvorfor Venstre ikke kan støtte forslaget.

Vi nåede lige en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Jeg undrer mig bare over det. Synes Venstre ikke også selv, at vi har et meget stort behov for f.eks. ungdomsboliger? Og synes Venstre, at det er problematisk f.eks. at vælge nogle andre lån, som man gør det her, set i forhold til hvordan forældre med private boliger i København f.eks. har muligheden for med skattefordele at købe boliger til deres unge, alt imens Venstre, kan jeg høre, har tænkt sig at afvise, at vi måske skulle have muligheden for på den her måde at bygge nogle billigere boliger til unge?

Ordføreren.

Altså, det er jo kommunerne, der bestemmer, hvor mange almennyttige boliger vi skal have, og det er så staten, der hænger på regningen og stiller garantien. Og her i forslaget foreslår man så, at staten skal give sig selv en slags økonomiske håndjern på, sådan at staten mister den fleksibilitet til at opnå den mest økonomisk rentable løsning. Og det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Men vi mister jo også skatteindtægterne, når vi giver skattefradrag til forældre ved f.eks. forældrekøb. Altså, det er jo også et politisk valg. Så spørgsmålet er jo, hvordan vi egentlig bærer os ad med at prøve at tilgodese det behov, der er, for eksempelvis flere billige ungdomsboliger. Deler Venstres ordfører ikke holdningen om, at der er et behov for flere billige ungdomsboliger, bl.a. i storbyerne, hvor ungdomsinstitutionerne faktisk ligger?

Ordføreren.

Jo, vi vil bestemt gerne have flere ungdomsboliger; vi vil gerne sikre, at flere kan bo i vores storbyer også. Almennyttige boliger har jo en stor fordel allerede i dag. Fordelen er jo netop, at du har en garanti for, uanset om konjunkturerne går op eller ned, at du har den samme lave husleje, som er lavere, end hvad markedsværdien af ens lejlighed ellers skulle være. Så man har de fordele, at når finanskrisen rammer et land, hænger man ikke på nogen stor regning ligesom de boligejere, som ordføreren ellers har henvist til. Så jo, der er virkelig mange gode fordele for dem, der vælger at bo i almennyttige boliger.

Tak til hr. Thomas Danielsen. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Villum Christensen. Værsgo.

Tak for det. Det beslutningsforslag, som SF har fremsat, vil have en række konsekvenser, som jeg ikke mener vi kan leve med. Forslaget betyder bl.a., at staten mister den fleksibilitet, som den nuværende model giver, da man ikke længere kan tilpasse lånene, alt efter hvor man kan få den laveste rente. Mister staten det her redskab, ender det jo med, at man får en højere husleje.

Derudover er det også vigtigt for os at notere, at det jo rent faktisk er kommunerne, der foretager den reelle prioritering af, hvor mange almene boliger vi skal have, og som ministeren var inde på, sniger der sig et synspunkt ind i beslutningsforslaget om, at det er sådan noget, staten også skal blande sig i. Det synes vi ikke er fornuftigt, og samlet set er det altså risky business at rode ved så grundlæggende ting som den finansieringsmodel, vi har haft i rigtig mange år, hvis man kunne gøre det alene på det her grundlag, at vi nu har en gunstig periode. Jeg kan sige, at da jeg købte mit første hus i 1980, betalte jeg 20 pct. i rente eller lige en my under – 20 pct. i rente.

Så at forlade sig på et synspunkt om, at nu går det godt, fru kammerherreinde – eller hvad det hedder – så nu skal vi feste, tror vi ikke på er fornuftigt. Det er en farlig vej at gå. Og specielt det her med, at man så også vil fratage staten den mulighed hele tiden at kunne finde ud af, hvordan man kan placere sig mest fornuftigt rent rentemæssigt eller rent lånemæssigt på et hvilket som helst tidspunkt, synes jeg er rigtig vigtigt. Det gør staten jo også, når man bygger store broer og, hvad ved jeg, skal ud at låne et tocifret milliardbeløb. Så har staten forskellige muligheder, og det er det, der giver den laveste rente, og det er også det, der giver den bedste mulighed for lejerne på lang sigt.

Fru Kirsten Normann Andersen for en kort bemærkning.

Hvis jeg ikke husker helt forkert, havde den almene boligsektor absolut heller ikke meget lave renter i den periode, men havde i forhold til de private boliger meget høje renter – det er bare sådan for god ordens skyld.

Jeg vil egentlig bare høre Liberal Alliance, om Liberal Alliance er enig i, at lejerne i de almene boliger på ingen måde har haft samme gavn af den meget, meget lange periode med meget, meget lave renter på boliglån som de private boligejere til deres boliglån; at det altså er de private boligejere, der har scoret den fulde gevinst af den meget lave rente i meget lang tid, mens den almene boligsektor ikke haft gavn af den udvikling.

Ordføreren.

Jeg forsøgte med mit eksempel fra 1980 at sige, at det går op, og det går ned, og på lidt længere sigt tror jeg ikke, at det her er til fordel for den almene sektor. Og ministeren har jo lige været inde på, at der i forvejen er en difference på 30 mia. kr., så jeg forstår simpelt hen ikke bekymringen i den her anledning.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Lave renter kommer jo alle parter til gode, men det er da rigtigt, at forslaget forudsætter, at den gevinst, der kunne være ved en lavere rente, kommer lejerne i de almene boliger til gode i form af en lavere husleje. Men forslaget koster jo ikke staten ekstra penge af den grund. Så set i lyset af det er spørgsmålet bare ganske enkelt: Er det helt rimeligt set med Liberal Alliances øjne, at boligejerne på det private boligmarked gerne må få store gevinster og i øvrigt også skattegevinster, mens lejerne i den almene boligsektor må få en lang næse?

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen bare ikke enig i, at det ikke koster staten penge, når man fratager staten mulighed for at placere lånene de steder, hvor det er mest gunstigt. Så jeg er ikke enig i præmissen.

Dermed tak til hr. Villum Christensen. Så er det hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti, der fluks er på vej op på talerstolen. Værsgo.

Tak. SF foreslår med det her beslutningsforslag at pålægge regeringen at ændre finansieringen og huslejefastsættelsen i forbindelse med byggeriet af almene boliger, så de afspejler det meget lave niveau for den lange obligationsrente, og så der skabes finansiering til at bygge flere boliger.

Lad mig starte med at slå fast, at Det Konservative Folkeparti ikke bakker op om forslaget. Det lyder jo simpelt og besnærende, at man lige kan udnytte de lave renter, der er lige nu, til at sænke huslejerne på de almene boliger, men sagen er lidt mere kompliceret end som så. Staten yder jo ydelsesstøtte, sådan at man sikrer stabilitet og forudsigelighed i huslejeudviklingen, så betalingen for beboerne udvikler sig i samme takt som inflationen, uanset hvordan det så går med renten. Den betaling i form af ydelsesstøtte har siden 2004 været på over 30 mia. kr. – altså 30 mia. kr., som man egentlig har betalt fra statens side for at sikre ro om huslejen. Så er det klart, at det beløb ændrer sig, afhængigt af hvordan renten udvikler sig, og lige nu er renten er lav, men det er den jo ikke for altid.

Så vi synes sådan set, at vi i øjeblikket har en rigtig god model, og det har vi ikke noget ønske om at lave om på, og særlig ikke i forhold til at ændre på den risiko, vi har i dag. Så vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til hr. Anders Johansson. Så er vi nået til ordføreren, som har fremsat forslaget, nemlig fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Vi står lige foran et valg, men vi står også stadig væk i en situation, hvor der er mangel på boliger, mangel på billige boliger. Og når man er boligejer og renten falder, bliver man tilgodeset, fordi ens bolig bliver mere værd. Man kan optage billigere lån i den. De penge, man har, avler så at sige penge.

Når man selv skal ud og købe bolig og renten falder, bliver man tilgodeset, selv hvis prisen på boligen stiger, fordi ens lån bliver billigere og investeringen giver et bedre afkast. Når man bor til leje i alment boligbyggeri og renten falder, får man lidt groft sagt en bar bagdel at trutte i. Er det retfærdigt? Man skal ikke skære landets almene lejere over en kam, for de er lige så forskellige som resten af Danmark, og diversiteten i den almene sektor er jo en af dens største styrker. Men det falder næppe nogen for brystet, når jeg fremhæver, at lejere absolut ikke er lige så forgyldte som boligejere, ikke engang som de fleste andelshavere. Mange af de danskere, som har mest ondt i økonomien, bor til leje. Når de så ovenikøbet skal være hægtet af de økonomiske gevinster med en lav rente, selv om økonomien buldrer derudad og kommer alle andre til gode, så tænker jeg, at man altså ikke behøver at være socialist for at kunne se den himmelråbende uretfærdighed. Men det kan godt være, at det hjælper. Som en god kollega engang sagde til mig: Det er dyrt at være fattig, dyrt, fordi mange penge tjener penge, mens gæld bare skaber mere gæld.

Det er baggrunden for, at SF har fremsat det her forslag. Som I kan læse i forslaget, er der en masse teknikaliteter, men det handler helt grundlæggende om mere retfærdighed på boligmarkedet; om den faldende rente, der har en positiv betydning for alle, der ejer deres mursten, og ikke kommer dem til gode, der bare bor i dem. Konkret skal det så ske ved to ting, har vi foreslået – billigere husleje og flere almene boliger. Det kan opnås ved at finansiere byggeriet med lange fastforrentede lån, lån, som i dag findes på markedet, og som bruges i stor stil. Med den låneform kan man sætte huslejen ned for nybyggeri, betragteligt ned, uden at det øger statens udgifter. For i dag forudsætter det, at byggeriet finansieres løbende og til en meget højere rente end den, vi ser i øjeblikket. Men markedet viser, at den lave rente kan opnås i en lang årrække, 30 år frem, og med forslaget vil man desuden kunne efterkomme den meget store efterspørgsel på almene boliger i dele af landet, især i Københavnsområdet, fordi de lavere låneomkostninger vil gøre det muligt at bygge flere boliger med en husleje, som folk faktisk kan betale.

Jeg kan godt høre, at der ikke er flertal for forslaget på den her side af et valg. Jeg kan også høre, at der heldigvis er nogle, der synes, at det godt kunne give mening, at vi talte videre om mulighederne efter et valg. Jeg har i hvert fald lyttet mig til, at Dansk Folkeparti er enige i intentionen. Jeg hørte også, at Socialdemokratiet er enige i intentionen. Så måske er der alligevel håb forude, eftersom vi også har et valg lige foran os. Jeg tænker i hvert fald, at vi med det her forslag kunne give et tiltrængt økonomisk løft til en del af Danmark, der har kraftigt brug for det, og uden at det havde kostet os en krone. Jeg har svært ved at se, hvordan man skulle kunne være modstander af det, og jeg håber også, at det er en mulighed at se videre på, når vi engang er færdige med et valg.

Men tak for debatten i øvrigt.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.