Jeg vil også starte med at glæde mig over den positive udvikling i forhold til håndteringen af coronakrisen. Jeg tror, at der aktuelt er 4 i respirator og 58 indlagt på intensivafdeling, og dem skal vi selvfølgelig sende vores varmeste tanker og håbe på hurtigt kommer sig. Men vi skal også være glade for, at det er der, vi er, og jeg fornemmer, at det ikke bare er i Danmark, vi ånder lettet op, men at det jo også er rundt om os, at vi kan se, at vi har håndteret det første og mest akutte i den her sundhedskrise, selv om vi stadig skal være agtpågivende.
Men så melder bekymringen sig jo i forhold til fremtiden. Overlever min virksomhed? Har jeg et job efter sommerferien, eller når hjemsendelsen og lønkompensationen løber ud? Og hvordan skal vores samfund komme ud af krisen? Og der synes jeg, at der er et centralt spørgsmål på spil, der handler om, hvorvidt vi tror, at vi skal gøre det alene, eller om vi skal gøre det sammen med andre.
Den diskussion, der har udspillet sig mellem Socialdemokratiet og Venstre siden sidste spørgetime om den her regning, som ingen kender størrelsen af, er jo én ting – det er vel i en eller anden forstand indenrigspolitik – mens det, der jo i virkeligheden er det historiske, der er på spil, er, om Europa kommer bedre ud af den her krise end den sidste krise, som førte til en årelang kamp for at få genskabt arbejdspladser. Og selv om vi også dengang følte, at vi både var ansvarlige og også udviste solidaritet, så tror jeg ikke, at det alle steder blev oplevet helt sådan.
I hvert fald må jeg sige, at jeg selvfølgelig glæder mig over det, når regeringen taler om ansvarlighed, men jeg lytter f.eks. til den tidligere tyske finansminister Wolfgang Schaüble, som jo siger: Skal vi give dem sten, eller skal vi give dem brød? Det er jo i den sammenhæng, at jeg synes, det er så vigtigt med det mandat, der er givet i dag. Og jeg synes, regeringen er ved at bevæge sig fra en situation, hvor vi blev set som en forhindring for, at Europa kunne give et offensivt gensvar i forhold til krisen, til nu at være et sted, hvor vi rent faktisk kan bevæge os og finde en løsning, som også kommer Danmark til gavn.
Derfor vil jeg bare glæde mig over mandatet og høre, om ikke jeg kunne få statsministeren til i dag også at bekræfte, at nu går vi ind aktivt for at få en løsning på det her, så vi får en stor hjælpepakke og et offensivt budget.