Euroforbeholdet betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen. Danmark har stadig kronen som valuta og har bevaret muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik. Det danske euroforbehold betyder bl.a., at:

• Danmark ikke er med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, som bl.a. bestemmer renten for euroområdet.
• Danmark ikke deltager, når eurolandenes økonomi- og finansministre mødes før EU’s ministerrådsmøder.
• Danmark ikke kan pålægges økonomiske bøder. Danmark skal ligesom eurolandene sørge for, at de årlige finanslove ikke giver for store underskud. Overskrider eurolandene gentagne gange grænserne for budgetunderskud, kan de idømmes økonomiske sanktioner. Men Danmark kan heller ikke få pålagt sanktioner – selv om vi overtræder reglerne.

Danmark deltager i dele af eurosamarbejdet

• Danmark har ikke indført euroen, men deltager i andre dele af eurosamarbejdet
• Vi deltager fuldt i anden fase af EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Euroen er tredje fase.
• Danmarks deltagelse i anden fase af ØMU'en betyder, at Nationalbanken har en aftale med Den Europæiske Centralbank (ECB), der sikrer, at kronens kurs følger euroens kurs – den såkaldte ERM II-aftale.
  Principielt kan Danmarks Nationalbank føre en selvstændig pengepolitik, men det kan være svært i praksis. Nationalbanken fører reelt en pengepolitik, som ligger meget tæt op ad Den Europæiske Centralbank. Når ECB sænker eller hæver renten, følger Nationalbanken med.
• Danmark har siden begyndelsen af 1980’erne ført en fastkurspolitik. Målet er at sikre en stabil økonomisk udvikling med en lav inflation. Tidligere var midlet, at kronen fulgte den tyske D-mark meget tæt, og i dag følger Danmark euroen.

Danskerne stemte nej til euroen

Den 28. september 2000 stemte et flertal af danskerne nej til at ophæve forbeholdet og indføre euroen i Danmark. 53,2 pct. af danskerne stemte nej og 46,8 pct. stemte ja. Stemmeprocenten var på 87,6 pct.

Retsforbeholdet betyder, at Danmark som udgangspunkt står uden for EU’s samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi. Tidligere har Danmark deltaget i det retlige samarbejde, så længe det var mellemstatsligt. Med Lissabontraktaten er hele området dog gjort overstatsligt, hvilket betyder, at Danmark som udgangspunkt ikke længere kan deltage i ny EU-lovgivning på området. De eneste undtagelser er samarbejdet om visumregler, som Danmark deltager fuldt ud i, og Schengensamarbejdet, hvor vi har en særlig ordning.

Danmark står fremover uden for alle nye regler

Lissabontraktaten ophæver dog ikke gamle mellemstatslige EU-regler på det retspolitiske område, der blev vedtaget før Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Reglerne bliver ved med at gælde – også for Danmark – indtil de afløses af en ny, overstatslig lovgivning.

Folkeafstemning om retsforbeholdet

Med Lissabontraktaten blev der desuden indført en mulighed for, at Danmark kan ændre det retlige forbehold til en tilvalgsordning, hvor vi fra sag til sag kan vælge, om vi vil deltage i samarbejdet eller ej.

Danmark afholdt den 3. december 2015 en folkeafstemning om at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning. Danskerne valgte at sige nej til en omdannelse af retsforbeholdet, da 53,1 pct. af vælgerne stemte nej og 46,9 pct. stemte ja. Stemmeprocenten var på 72 pct. Det danske retsforbehold er derfor stadig gældende.

Retsforbeholdet og Europol

Folkeafstemningen kom særligt som reaktion på, at EU's politisamarbejde, Europol, skulle overgå til at blive et overstatsligt samarbejde, hvorefter Danmark ikke længere ville kunne deltage på grund af det danske retsforbehold.

Efter det danske nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet begyndte man fra dansk side at afsøge mulighederne for en såkaldt parallelaftale. Det endte med, at Danmark fik forhandlet en operationel samarbejdsaftale på plads mellem Danmark og Europol. Med aftalen får Danmark bl.a. adgang til søgninger i Europols database via ansatte i Europol.

Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold.

Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle EU-lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette.

I 1992 var EU’s medlemslande blevet enige om et nyt grundlag for deres videre samarbejde. En ny traktat blev underskrevet i den hollandske by Maastricht og skulle efterfølgende godkendes i de enkelte medlemslande. Denne traktat udvidede EU-samarbejdet og indeholdt bl.a. en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender og en fælles monetær union. Med inddragelsen af disse nye områder gik EU-samarbejdet fra at være et primært økonomisk samarbejde til at blive et bredere politisk samarbejde.

Nej til Maastrichttraktaten

Før den nye traktat kunne træde i kraft, skulle den endeligt godkendes af alle EU-landene. Dette betød i nogle lande, at der skulle afholdes en folkeafstemning, hvilket var tilfældet i Danmark. Da resultatet af folkeafstemningen blev et nej (50,7 pct.), kunne Maastrichttraktaten ikke træde i kraft som planlagt.

Som reaktion på nej’et samledes flere af Folketingets partier for at finde frem til en løsning, der kunne gøre det muligt for Danmark at tiltræde Maastrichttraktaten. I oktober 1992 blev syv ud af Folketingets otte partier enige om et oplæg, som Danmark kunne tage med til forhandlingerne med resten af EU – det nationale kompromis.

Ja til Maastrichttraktaten med forbehold

Det nationale kompromis var udgangspunkt for den danske regerings forhandlinger med de dengang 11 andre EU-lande. På et møde i Edinburgh i december 1992 blev EU-landene enige om en særaftale for Danmark – den såkaldte Edinburghafgørelse. Herefter blev der i maj 1993 afholdt en ny folkeafstemning om Maastrichttraktaten, nu med Edinburghafgørelsen tilknyttet. Et flertal af vælgerne (56,7 pct.) stemte denne gang ja, og traktaten trådte i kraft den 1. november 1993.

Forbeholdene kan fjernes eller ændres ved en folkeafstemning

Danmark kan til hver en tid underrette de øvrige EU-lande om, at vi ikke længere ønsker at benytte os af et eller flere af forbeholdene. Det er dog politisk besluttet af Folketingets ja-partier, at forbeholdene kun kan fjernes eller ændres efter en folkeafstemning i Danmark.

Danmark kan godt afskaffe forsvarsforbeholdet uden en folkeafstemning, men da Danmark fik forbeholdene blev der lavet en politisk aftale om ikke at afskaffe Danmarks forbehold uden folkeafstemning.

Ifølge grundlovens §20 skal der afholdes en folkeafstemning for at overdrage suverænitet fra Danmark til EU – medmindre 5/6 af folketingsmedlemmerne stemmer for at overdrage suverænitet. Det betyder, at Danmark strengt taget ikke behøver at blive afholdt en folkeafstemning om at afskaffe Danmarks forbehold, hvis der er stor nok opbakning til det i Folketinget. Men da Danmark fik forbeholdene tilbage i 1993 besluttede alle de politiske partier bag aftalen (alle Folketingets partier undtagen Fremskridtspartiet), at man ikke ville afskaffe forbeholdene uden et ja ved en folkeafstemning.*

Danmark har siden 1993 haft fire forbehold for dele af EU’s samarbejde. Forbeholdene er en aftale mellem Danmark og de andre EU-lande om, at Danmark ikke deltager i EU’s militære missioner, den fælles mønt, den overstatslige retspolitik og at unionsborgerskabet ikke skulle erstatte det nationale statsborgerskab.

For at afskaffe retsforbeholdet og euroforbeholdet vil det kræve, at Danmark overdrager suverænitet til EU. Derfor skal 5/6 af folketingsmedlemmerne stemme for det. Hvis der kun er simpelt flertal i Folketinget, skal danskerne til folkeafstemning. Det var sådanne folkeafstemninger, der blev afholdt i 2000 og i 2015, hvor danskerne stemte nej til at henholdsvis indføre euroen og ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet, derimod, vil ikke kræve at Danmark overdrager suverænitet. Det skyldes, at EU’s forsvarssamarbejde er mellemstatsligt. Når EU beslutter at sende soldater ud på militære opgaver, skal alle medlemslandene være enige om det – og medlemslandene kan i øvrigt selv vælge, om de vil bidrage med soldater til en militær mission.

Rent juridisk vil det således kun kræve et simpelt flertal i Folketinget at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men der er, som nævnt, en politisk aftale om ikke at tilslutte sig forsvarssamarbejdet, det overstatslige retssamarbejde eller euroen uden en folkeafstemning.

Det sidste forbehold, som Danmark fik i 1993 handler om unionsborgerskabet. Danmark blev lovet, at unionsborgerskabet ikke kunne give samme rettigheder som et nationalt statsborgerskab. Senere blev alle EU landene enige om, at det var en god idé. Så nu har alle EU-landene det samme forbehold for unionsborgerskabet som Danmark.

*I pkt. 3 i indledning til almindelige bemærkninger til lovforslaget om Edinburgh-aftalen, står der, at de syv partier er enige om, at den kun kan ændres gennem en ny folkeafstemning.