De danske EU-forbehold

Danmark har fire EU-forbehold som betyder, at Danmark står uden for det europæiske samarbejde om forsvar, euroen og dele at EU’s retspolitik.

Daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, og økonomiminister, Anders Fogh Rasmussen, underskriver Maastrichttraktaten med de danske forbehold. Kilde: Europa-Kommissionen.

Danmark har taget forbehold over for EU’s samarbejde om forsvar, den fælles valuta euroen, den overstatslige retspolitik og at unionsborgerskabet ikke erstatter det nationale statsborgerskab. Forbeholdene er en aftale mellem Danmark og de andre EU-lande om, at Danmark står uden for det politiske samarbejde på de områder. De danske EU forbehold betyder, bl.a. at:

  • Danske soldater ikke tager med, når EU sender soldater ud på militære opgaver
  • Danmark ikke skal følge EU’s regler for f.eks. asylpolitik og nye regler for politisamarbejde
  • Danmark har sin egen valuta, kronen, frem for euroen

Danmark stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder. Danmark er derfor heller ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet. Det militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde i EU skal sikre, at EU evner at bakke politiske beslutninger op med militære midler.

EU har f.eks. sendt militære missioner til:

  • Patruljering og kamp mod pirater ud for Somalias kyst.
  • Uddannelse af politifolk og jurister i Afghanistan.
  • Fredsbevarende opperationer i Bosnien.
  • Beskytte flygtninge fra krisen i Dafur.

EU har ikke sin "egen hær"

EU's forskellige militære opperationer bemandes med eksperter og soldater fra medlemslandene. Landene har en rotationsordning, hvor de på skift stiller militære styrker til rådighed i to såkaldte kampgrupper. Kampgrupperne står parat til med kort varsel at rykke ud, hvis Ministerrådet beslutter det. En kampgruppe omfatter ca. 1.500 soldater. Kampgrupperne har frem til 2015 endnu ikke været udsendt, på trods af anmodninger fra FN om fx at sende soldater til Congo. Det kræver enstemmighed blandt alle EU's medlemslande at beslutte en militær mission, og det er frivilligt for hvert enkelt land om det ønsker at deltage i missionen.

Danmark deltager ikke i dele af det retlige samarbejde. Det betyder, at Danmark er undtaget regler om bl.a. asyl og civilret. Mere konkret betyder det, at Danmark ikke er omfattet EU’s regler for f.eks.:

  • Skilsmisseregler som afgør om en skilsmisse f.eks. skal ordnes efter svenske eller hollandske regler, hvis et ægtepar med forskellige statsborgerskaber eller bopæl ønsker at blive skilt.
  • Konkursregler som bestemmer, om man følger lovgivningen i det ene eller det andet medlemsland, når værdier og tilgodehavender skal fordeles efter en konkurs i en grænseoverskridende virksomhed.
  • Retshjælpsstandarder som sætter minimumsregler for i civilesager.
  • Asyllovgivning som bestemmer standarder for behandling af asylsager. 

Principperne bag retsforbeholdet

Det danske retsforbehold betyder, at Danmark i øjeblikket står uden for nogle regler på det retspolitiske område, men ikke alle regler. Det er ikke indholdet i reglerne, som er afgørende for om Danmark er omfattet af dem. Det er måden reglerne er vedtaget, som afgør Danmarks deltagelse. Forbeholdet fastslår, at Danmark er undtaget hele den overstatslige retspolitik, og at Danmark kun deltager på det retspolitiske område, når regler vedtages efter den mellemstatslige procedure.  Hovedreglen har en lille undtagelse: EU’s visumpolitik er overstatslig ,og Danmark er omfattet, fordi den er vedtaget før, vi fik et retsforbehold.

Danmark står fremover uden for alle nye regler

Forbeholdet betyder derfor, at Danmark står uden for alle nye regler inden for det retspolitiske samarbejde. EU kan nemlig fremover kun vedtage overstatslige regler på det retspolitiske område. Sådan har det været siden Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009.
Lissabontraktaten ophæver dog ikke de gamle mellemstatslige regler på det retspoltiske område, der blev vedtaget, før den 1. december 2009. De bliver ved med at gælde, indtil de afløses af ny, lovgivning som er vedtaget efter de overstatslige procedurer.

Folkeafstemning om retsforbeholdet

Danmark afholdte den 3. december 2015 en folkeafstemning om at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning. Med en tilvalgsordning ville Folketinget have haft mulighed for fra sag til sag at kunne beslutte, om Danmark skulle tilslutte sig nye EU-regler på retsområdet.

Danskerne valgte at takke nej til en omdannelse af retsforbeholdet, da 53,1% af vælgerne stemte nej og 46,9% stemte ja. Stemmeprocenten var på 72%. Det danske retsforbehold er derfor stadig gældende.

Danmark beholder dog stadig den mulighed for i fremtiden, at kunne ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning, da dette er fastsat i Lissabontraktaten protokol 22. Dette kan ske, hvis man vælger at sætte forbeholdet til folkeafstemning igen (hvor et flertal stemmer for) eller hvis 5/6 af folketingsmedlemmerne senere hen støtter op om en omdannelse.

Retsforbeholdet og Europol

Folkeafstemningen kom særligt som reaktion på, at EU's politisamarbejde, Europol, inden for den nærmeste fremtid vil overgå til at blive et overstatsligt samarbejde, hvorefter Danmark ikke længere vil kunne deltage på grund af det danske retsforbehold.

Siden det danske nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet, er man fra dansk side begyndt at afsøge mulighederne for en såkaldt parallelaftale, som muligvis kan sikre Danmark muligheden for fortsat at kunne deltage i Europolsamarbejdet.

Den 4. maj 2016 opnåede Venstre politisk enighed med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og det Konservative Folkeparti om, at Danmark udover Europol også skal anmode EU om tilknytning til PNR og Eurojust. 

Udenrigsministeriet: Politisk enighed om opfølgning på folkeafstemningen


Læs mere: Danmarks retsforbehold (portal udarbejdet til folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2016)

I Danmark betaler vi med danske kroner, og Nationalbanken bestemmer Danmarks pengepolitik. Det vil sige, vi har ikke udskiftet vores mønter og sedler med euro, og det er formelt ikke Den Europæiske Centralbank, som direkte fastsætter den danske rente eller kronens kurs. Det danske euroforbehold betyder bl.a. at:

  • Danmark er ikke med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, som bl.a. bestemmer renten for euroområdet.
  • Danmark deltager ikke, når eurolandenes økonomi- og finansministre mødes før EU’s ministerrådsmøder.
  • Danmark kan ikke pålægges økonomiske bøder. Danmark skal lige som Eurolandene sørge for at de årlige finanslove ikke giver for store underskud. Overskrider eurolandene gentagende gange grænserne for budgetunderskud, så kan de idømmes økonomiske sanktioner. Danmark kan ikke pålægges sanktioner – selv om vi overtræder reglerne.

Danmark deltager i dele af eurosamarbejdet

Danmark har ikke indført euroen, men deltager i andre dele af eurosamarbejdet. Vi deltager fuldt i anden fase af EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Euroen er tredje fase.

Danmarks deltagelse i anden fase af ØMU'en betyder, at Nationalbanken har en aftale med Den Europæiske Centralbank (ECB), som forpligter begge institutioner til at sikre, at kronens kurs følger euroens kurs – den såkaldte ERM II-aftale.

Principielt kan Danmarks Nationalbank føre en selvstændig pengepolitik, men det kan være sværere at se i praksis. Nationalbanken fører en pengepolitik, som ligger meget tæt op ad Den Europæiske Centralbank. Når ECB sænker eller hæver renten, så følger Danmark med.

Danmark har siden begyndelsen af 1980’erne ført en fastkurspolitik. Målet er at sikre en stabil økonomisk udvikling med en lav inflation. Tidligere var midlet, at kronen fulgte den tyske D-mark meget tæt, og i dag følger Danmark euroen. 

Folkeafstemning om euroforbeholdet

Danmark afholdte den 28. september 2000 en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark fremover skulle deltage i den fælles valuta, euroen.

Danskerne valgte at beholde den danske krone, da 53,2% af vælgerne stemte nej og 46,8% stemte ja. Stemmeprocenten var på 87,6%. Danmark deltager således fortsat ikke i euroens tredje fase.

Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold.

Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab, og det træder ikke i stedet for dette.

I 1992 var EU’s medlemslande blevet enige om et nyt grundlag for deres videre samarbejde. En ny traktat blev underskrevet i den Hollandske by Maastricht og skulle efterfølgende godkendes i de enkelte medlemslande. Maastrichttraktaten lagde op til, at landene skulle overdrage suverænitet på en række forskellige områder – bl.a. også for dele af retspolitikken.

Nej til Maastrichttraktaten 

Men i Danmark afviste et flertal af vælgerne (50,7 %) at godkende den nye traktat. Efter folkeafstemningen gik en gruppe partier sammen om en aftale, de døbte det nationale kompromis. SF og Kristeligt Folkeparti havde anbefalet et nej, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, De Radikale og CD havde anbefalet et ja til Maastrichttraktaten. Kompromisset var, at de sammen skulle arbejde for at Danmark godkendte Maastrichttraktaten, men at Danmark fortsat skulle stå uden for de fire områder: forsvar, fælles mønt, den overstatslige retspolitik og at unionsborgerskabet ikke skulle erstatte det nationale statsborgerskab.

Ja til Maastrichttraktaten med forbehold

Kompromisset blev forhandlet på plads med de andre lande i den skotske by Edinburgh som en aftale ved siden af Maastrichttraktaten – den såkaldte Edingburghafgørelse. I maj 1993 blev der på ny afholdt folkeafstemning. Et flertal af vælgerne (56,7 %) stemte ja til, at Danmark skulle godkende Maastrichttraktaten sammen med de fire forbehold i Edinburghafgørelsen.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik