B 62 Forslag til folketingsbeslutning om lange dyretransporter.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 15-03-2024

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 15. marts 2024

20231_b62_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 15. marts 2024

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, LA, M, DD, KF og RV) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, EL, DF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Peter Seier Christensen (UFG)) vil redegøre for sin stillingtagen til beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslisten fastholder behovet for forslaget, der vil kunne bidrage til at sikre bedre dyrevelfærd og samtidig fastholde arbejdspladser med gode løn- og arbejdsvilkår. Dyrs lidelser under lange transporter er veldokumenteret. Dyrene står stuvet sammen, og hver ekstra time de transporteres, bliver de mere stressede og får flere smerter, og de interne kampe mellem dyrene om plads og adgang til mad og vand tager til. Der er bred enighed om, at lange dyretransporter er et stort dyrevelfærdsproblem. I dag foregår det sådan, at slagtedyr køres til Tyskland og andre steder i EU, hvor løn- og arbejdsvilkår for slagteriarbejdere er dårligere. Det hæver profitten, men det betyder, at slagteriarbejdspladser i Danmark udkonkurreres. Behovet for at mindske de lange dyretransporter har været diskuteret i mere end 20 år. Alligevel er problemet fortsat ikke løst. Imens fortsætter problemerne med dyrevelfærden og tab af slagteriarbejdspladser i Danmark. Der er brug for handling nu. EU-Kommissionen fremlagde i december 2023 et forslag om at revidere de gældende EU-regler. Forslaget gør imidlertid ikke op med de lange dyretransporter. Forslagsstillerne mener, at tålmodigheden for længst må være brugt op, og at der er brug for handling nu og her for at løse problemet. Forslagsstillerne mener derfor, at der er behov for at indføre nationale regler i Danmark, sideløbende med at regeringen arbejder for at få ændret EU-reglerne. Enhedslisten støtter derfor forslaget.

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget støtter forslaget, da dyrenes lidelser under de lange transporter er veldokumenteret. Alternativet er helt grundlæggende imod, at levende dyr i stort omfang transporteres over lange strækninger. Hvis dyr skal slagtes, bør det foregå så lokalt og så skånsomt som muligt. Primært af dyreetiske hensyn, men også af hensyn til vores miljø- og klimabelastning har vi brug for en grundlæggende omlægning af det konventionelle animalske landbrug, som har udviklet sig ekstremt i Danmark. Det er værd at bemærke, at de mange og lange dyretransporter også medfører et stort antal ulykker på vejene, bl.a. med høje og tungtlastede lastbiler, der vælter. Fra 2017 til 2023 er der indberettet 56 ulykker med danske dyretransporter. I Alternativets politiske udspil »Grisens fremtid« fra oktober 2023 peges der på de tiltag og lovændringer, der skal til for at give grise og andre dyr i landbruget et sundt og værdigt liv. En omlægning af landbruget fra animalsk til hovedsagelig plantebaseret produktion vil medføre, at dyr ikke længere vil blive eksporteret og transporteret over lange strækninger, som var de enhver anden eksportvare. Det er de ikke. De er levende, sansende, individuelle væsener.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 15. november 2023 og var til 1. behandling den 25. januar 2024. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.

Anne Paulin (S) Tanja Larsson (S) Fie Hækkerup (S) Frederik Vad (S) Henrik Møller (S) nfmd. Kasper Roug (S) Gunvor Wibroe (S) Kim Aas (S) Mette Reissmann (S) Kim Valentin (V) Jan E. Jørgensen (V) Erling Bonnesen (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Karin Liltorp (M) Mohammad Rona (M) Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) Charlotte Munch (DD) Alexander Ryle (LA) Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Niels Flemming Hansen (KF) fmd. Per Larsen (KF) Peter Seier Christensen (UFG) Alex Ahrendtsen (DF) Marianne Bigum (SF) Karsten Hønge (SF) Sofie Lippert (SF) Søren Søndergaard (EL) Christian Friis Bach (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)14
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6